Feeling like...? ~Neo~

Tiden er?; 20.54
Stedet er?; De Jeux - Legepladsen
Omgivelserne er?; Hvad der nu er på en tom legeplads
Vejret?; Tusmørke, kølig vind men ellers er der ny måne

Tiden var gået og den store legeplads i Di Morga var blevet tømt lidt efter lidt. Der var ingen larm fra små børne der legede i sankassen eller forædre der plaprede løs om alverdens ting og sager som andre ikk altid ville kunne forstå. Men nu var der så småt begyndte at blive mørkt..og koldt og de gode serier var vist i tv'et nu. Men det havde en enkel pige ikk tænkt over. Hun havde valgt at blive på legepladsen. Eller hun var næsten lige kommet..for to timers tid siden. Hun havde overtaget en af vipperne hvor hun roligt sad på midten for sig selv og vippede meget svagt fra side til side. Hun havde halvlangt skinnende hasselnød brunt hår der flagrede i den kølige vind og hendes øjne var krystalklare og havde en utrolig smuk hasselnød brun farve der stod godt til hendes latinobrune hud. Hun lignede lidt en pige på de 15 år og hendes navn var Amelia.

Neo havde stået i skyggen et par timer, og holdt øje med at legepladsen var blevet tømt for de irriterende småbørn, og deres sociopater af forældre. Hans flammerøde hår dækkede det højre øje som altid, og hans gyldenbrune øjne lyste svagt op i mærket. Den grå t-shirt sad klæbet til den spinkle drengs krop, og hans sorte baggypants blev holdt oppe af et sort nittebælte. Ved siden af ham lå et neongrønt skateboard, hans helt nye skateboard. De blege hænder var blevet begravet i baglommerne på den unge drengs bukser. Mørket havde sluttet sig om ham, og det eneste man egentlig kunne se i mørket, det var hans gyldenbrune øjne, men det var kun meget svagt. Han holdt øje med brunetten der sad på vippen for sig selv. Så hun ikke lidt ensom ud? Jo, måske lidt, men han havde ikke den store lyst til at være social den aften.

Amelia drog et kort suk og lod sig med en blid og smidig bevægelse lægge sig om på maven og hendes ben vippede lystigt frem og tilbage. Hendes løse røde nederdel var lige lang nok til at kunne dække hendes rød og hendes løse hvide skjorte hade krøllet sig lidt op så man kunne se en smule af hendes finde tyne og stramme mave. Dog kunne man ikk se det særligt godt da hun jo lå på maven og skjule den derfor. Hun satte sig lidt op og lod sin hånd glide ned ved sit lår hvor et bånd sat og holdt en kniv. Bare en lommekniv. Så lagde hun sig igen og så lidt på kniven før at hun så satte den ned mod træet og med rolige bevægelser ridsede hun et eller andet ned i vippen. Et lille smil voksede så frem på hendes bløde og let lyserøde læber. Et lille varmt og roligt smil.

Neo lagde mærke til nederdelen sad som den gjorde. Hun havde jo pæne former, den lille pige der. Han trak sine cigaretter frem, og lagde en i mundvigen. Han tog sin lyserøde lighter frem, og tændte den. Man kunne svagt skimte den røde glød i mørket. Han tog et hvæs af den, og lagde den så ned af sin side. Han stod bare og beskuede den smukke pige. Han trådte lidt frem, men det var kun så man kunne se toppen af hans hår. Han tog smøgen op til sin mund igen, sugede, og pustede så det hele ud. Han trådte lidt længere frem, i håb om at pigen ville opdage ham. Et sug gik igennem hans krop, som var han blevet ramt af en iskold vind. Hvilket han også var. Da han havde røget sin cigaret helt ned, skodede han den, og smed den fra sig. Han tunge lænede mod hans underlæbe.

Amelia lå lidt før at vinden så fik ført lugten af rød hen mod hendes lugtesans og hun så nærmest ud til at 'vågne' fra en form for trance. Hun så først op som et eller andet dådyr og drejde så roligt hovedet så hendes hasselnødde brune øjne, som faktisk havde et snit af dådyr øjne, blev rettet mod denne fremmede dreng der pludselig stod og ..så mod hende. Hun så ud til at være ret overrasket da hendes øjne blev spærret op i et kort øjeblik. Hvor længe havde han stået der. Eller i det hele havde været her på legepladsen. Hun slå knivbladet ned igen uden at se væk fra drengen og satte den så på plads i det elastisk bånd der havde fundet sin plads rundt om hendes venstre lår. Så begyndte hun igen at satte sig på med den samme bløde og smidige bevægelse så hun så igen sad som før på midten af vippen. Hun lagde så sit hoved let på skrå så hendes hår faldt længere ned over hendes ene skulder end den anden.

Neo smilede. *Sikke en reaktion.* Han vidste, hun ikke var klar over at han havde studeret legepladsen størstedelen af dagen. Han trådte helt ud af skyggerne, og begyndte at gå over mod gyngestativet. Han satte sig, nærmest opgivende og begyndte så at rokke lidt fra side til side. Han vidste ikke hvorfor, men der var noget... spændende, ved alt det her. Hans gyldenbrune øjne rettede sig igen mod brunetten. Hun havde en skøn krop, og hun var virkelig attraktiv, men han ville ikke gøre noget ud af det. Hans ternede reebok-sko skrabede mod jorden i en lang bevægelse.

Amelia så stadig lidt overrasket på ham men faldt da hurtigt lidt mere til ro. Så voksede hendes lille smile frem igen. Hun ville løfte sin ene hånd som en hilsen men aftalte med sig selv at det bare ville være lidt for lamt. Men msåke ville han ikk ahve selvskab. Hun trak bare på skuldrende af den tanke og hoppede let og elegant og stod et kort øjeblik og så rundt. Så begyndte hun roligt at gå hen mod gyngestaviet og hun hoppede fra tråstup til tråstup da hun kom til den mærkelige 'Jorden-Er-Giftig' ting. Så ellers gik hun bare roligt hen mod drengen igen. Hun stoppede så ved siden af staviet og smilte til ham. "Hej.. Dig har jeg da ikk set her omkring før.. Ny i byen eller tager jeg helt fejl?" sagde hun spørgende med sin lidt overraskende blide og rolige stemme og hendes smil voksede en smule mens at hun stod lænet op af selve stativet.

Han holdt øje med hende, da hun hoppede hen imod ham, på de mange træstubbe. Han lyttede til hendes silkebløde stemme, og så nikkede han. "Jeg er ny.." sagde han lavt. Hans reebok fortsatte med at skrabe sig hen ad gruset under gyngerne. Han skubbede sig lidt tilbage. "Hvad hedder du?" grinede han. Det var lang tid siden han havde været ude og gynge, og han havde glemt hvor meget det kildede i maven.

Amelia nikkede lidt og hendes smil voksede en smule. Hun kunne faktisk godt lide nye. Der kom nærmest altid mindst en ny til byen om ugen og legepladsen ahvde åbenbart set ud til at være deres ynglings sted. Et kort sødt grin kom over hendes læber. Meget svagt dog. "Navnet er Amelia..Amelia Sia Lukumi" fortalte hun med stadig med sin blide go rolige stemme samt at hendes smil var der endnu. Hun strøg lidt af sit hår om bag sit ene øre men det faldt bare ned igen men nu generede det hende ikk mere. Så gik hun bagom ham hen til den anden gynge og hoppede op på den så hun stod på den mens at den rolige svingede frem og tilbage uden hendes hjælp. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og så over mod ham igen. "Hvad med dig? Hvad hedder du??"

Neo kiggede hen på hende da hun satte sig. Han stoppede gyngen og fugtede sine læber. "Neo Baltz." Han var ikke den der improviserede ved at sige Fornavn, fornavn, efternavn. Nej, det var bare ligepå og hårdt. Neo Baltz. Han var selv meget stolt af sit navn, da ingen andre hed det. Han kiggede på den kønne brunette hvis navn åbenbart var Amelia. Et kønt navn, der passede til hendes ansigt. Han lænede sig tilbage, men uden at gynge. Hans hår ramte næsten jorden og så kastede han sig frem ad. Han havde det med at gøre sig selv rundfortumlet og så begynde at grine. Hvilket han også gjorde denne her gang. En kort latter lød fra hans læber, men den stoppede brat igen.

"Hyggeligt at måde dig, Neo Baltz" Amelia drog endnu et kort grin. Dog stoppede hun ikk sit brat som ham. Hun satte sig ned på gynegn igen og så bare ligefrem for sig med et lidt fjernt blik. Hun strammede kort sit greb om de kæder der holdte det fint slibte tråbræt oppe i den tilpassede højde. Hun kunne lige nå jorden og begyndte at gynge en smule mens at der kom en knirkende lyd fra stavitet. Det lød ikk godt. Som om at den ville kunne falde sammen lige som snart. Men det tog hun sig ikk af. Den luft der kom op under hendes nederdel var af og til nok til at få den til at flagre lidt op men den kom altid hurtigt helt ned igen. Så så hun igen over mod ham. "Så er du menneske?" spurgte hun ham så lige plduselig som om at det var ingenting eller bare et helt naturligt at spørge om. For nogen ville det dog virke ret underligt men alligevel for andre også en smule normalt.

Neo lagde mærke til hendes flagrende nederdel, og en gang fik han da lige et lille glimt af hendes trusser. "Nej. Er du menneske?" spurgte han. Han var ikke menneske, men animagus, og hvis der var noget han elskede så var det nok det hans animagus bestod af. En kat. En sort killing med hvid halespids, hvide poter, hvid hage og hvidt bryst. Ellers var alt sort. Hans mors animagus havde været en grå kat, og hans fars animagus havde været en ulv. Naturlige fjender, men det var vel lidt som Romeo og Julie. Han slog hurtigt tanken ud af hovedet, da han ikke ville tænke på sin familie lige nu. Han ville hellere snakke med denne her smukke brunette som havde sagt hej til ham.

Amelia blev ikk særlig overrasket over at han ikk var menneske. Her i byen fandtes der så utrolig mange forskellige væsner og for hende var det svært at kende forskel på hverm der var hvad. Det irriterede hende af og til men alligevel var hun ikk ligefrem bange for nogle af dem eller jo nogle men ikk sådan nogel bestemte væsner. "Nej.." sagde hun så som svar på hans spørgsmål og endnu et sødt grin kom fra hende og hun blev roligt ved med at gynge frem og tilbage. "Men det der jo mange der ikk er her i byen" Et mindre opgivende og lavmælt suk drog hun så fra hende igen og hun lænede sig selv lidt tilbage et kort øjeblik så hun så kunne se op mod himlen.

Neo morede sig lidt over at hun ikke havde sagt noget til den måde han havde opført sig på. Der var mange der havde noget imod hans skørhed, men det havde nok noget med at gøre at en læge havde underskrevet ham som "Psykisk ustabil", "Associalt barn" og "Narkoafhængig". Ingen af dem passede. Jo, han var måske lidt gal, men hvad var der nu galt i at man havde det sjovt på en lidt skør måde? Han var også associal, men det var noget han selv havde valgt, det var ikke nogen psykose som sådan. Og at han havde røget hash ÉN gang gjorde ham altså ikke narkoafhængig. "Hvad er du da for en?" spurgte han stille og kiggede på hende. Han kunne ikke rigtigt afgøre noget ud fra hendes udseende, da der var så mange væsner der lignede helt almindelige mennesker.

"Aspara.." svarede hun bare lige ud og næsten lige da han havde spurgt og hun lød måske ikk ligefrem glad for det. Men det var hun faktisk men det var mest de tanker der lød bag. Men siden at hun var af den race så var det også det der var skyld i hendes kønhd men hendes udstråling var hendes helt egen. Hendes var var svagt blegnet men så kom det kort igen. Hun så så ned i jorden med sine fødder og kunne fornemme hvordan gyngen stille og roligt stoppede mere og mere. "Hvad med dig? Jeg akn både se og fornemme at du hverken er dæmon eller vampyr men mere noget..ja fredeligt" Hun var ikk helt sikker på det og vidste ikk hvad hun ellers skulle have sagt. Og skindet kunne jo bedrage. Det ahvde hun dog kun opdaget på de meget posetive sidder. Hun havde aldrig sådan mødt nogen der rent faktisk ville slå hende ihjel. Ikk engang en vampyr. Nok dem hun ahvde mødt af den race var blevet nogle af hendes bedste venner.

Han lyttede til hendes bløde stemme. Aspara... "Jeg er en kat." sagde han kort. Han betragtede nemlig sin dyreform som hans naturlige, og hans menneskeform var bare et skjold. Et skjold der gjorde ham istand til at gå og stå blandt mennesker uden at det virkede for mistænkeligt. Men det gjorde ikke det store, for hvis han skulle vælge mellem kat og menneske, ville det nok være menneske, siden han nu havde lært Amelia at kende, og han kendte jo også Max og Kitty. De var hans venner, og for alt i verden ville han ikke miste dem. "Eller... Folk betegner det som Animagus." Han spyttede ordet 'Animagus' ud, som havde det smagt dårligt.

"En kat! Sådan en lille en der siger miav eller hvad!" Amelia kunne ikk gøre for det. Hun havde det med at være en smule..glemsom eller hvad man nu skulle sige. Da hun så fandt ud af havd hun lige ahvde gjort og fattede det hele så hun så igen ned og lod sit hår falde ned som et slør for hendes ansigts som havde fået et flovt ansigts udtryk. *Det var dog utroligt.. Hvorfor fanden kan jeg ikk bare holde min kæft* tænkte hun irriteret på sig selv. Så tog hun en dyb indånding og så op igen. "Sorry I just seem to have forgot it.." sagde hun med en lidt svagt stemme og man kunne høre på hende at hun virkelig hadede sig selv for det. Selvfølgelig var en kat sådan en lille en der sagde miav. Det vidste selv en 3 årig. Hun hørte godt hvordan han udtalt ordet 'Animagus'. Selv var hun også en slags da hun kunne forvandle sig til hvilket dyr hun nu lystede men hendes yngling havde altid været en lille blåmejse da den kunne komme hvorhen den nu ville og så var den god til at undvie ting og sådan. Og så ahdve hun en tendens til at forvandle sig til en lille grå ulveunge når hun blev enten utrolig genert eller meget bange for noget. Så hun gjorde ikk med vijle.

Han smilede. "Det gør ikke noget." Han rejste sig fra gyngen, og satte sig på hug foran hende. Han lagde en hånd på hendes lår, og en på hendes hage. Han fjernede hånden fra hendes lår og trak hendes hår om bag hendes øre. Hånden endte igen på låret. "Hvad er det nu helt præcist Aspara'er gør?" spurgte han stille. Han var meget interesseret i hende, bare ikke seksuelt. Underligt nok, siden han var... afhængig af sex. Han var til alle køn, alle racer og alle aldre, så længe han ikke skulle dominere, og det blev gjort hårdt og skødesløst. Stilheden imellem dem var... neutral, men der var en venskabelig energi imellem dem, hvilket bare var rart.

Amelia kunne svagt skimme ham gennem øjenkrogen da han så rejste sig fra gyngen. Hun så bare på den da den helt for sig selv gyngede fram og tilbage og af og til til den ene side. Hun mente at han nok var gået men så kunne hun mærke en blød og varm hånd mod sit lår og hun så over mod ham. Måske lidt hurtigt men hun var da blevet overrasket så det var der intet at sige til. Hun så hans hånd da den blev løftet op mod hendes hage. Det følelse underligt. Men hun kunne dog stadig mærke at det var venskabligt. Hun var vel bare lettet over at han ikk var gået. Nok ahvde han også oevrrasket hende med at være på legepladsen men alligevel kunne hu godt lide at snakke med ham. Han så en smule ældre ud end hende men hvad gjorde det. Men da spørgsmålet så nåede ind til hende spærrede shun meget svagt sine hasselnødde brune dådyr agtige øjne op og så på ham. Hun lod hans hånd stryge hendes hår om bag sit øre men hun anede stadig ikk hvordan hun skulle svare. Hun afskyrede andre aspara's og hendes familie havde hun ikk nået at lære så godt men hun kunne da godt prøve at forklare sig uden om. "Øhm..Jeg tror ikk at aspara's har noget bestemt mål for deres liv som de havde i en lidt tidligere tidalder. Man siger at de er lige som sirener men her for tiden til jeg mene at aspara's bare prøver at leve et normalt menneske liv.. Dog er aspara umodligt stærke og har en fantaskisk balance.. Men det er ikk mig du skal høre sådan noget fra da jeg ikk ved så meget" sagde hun så med sin stadig blide og rolige stemme og smilte både varmt og en smule undskyldende til ham. "Og så kan vi forvandle os til hvilket dyr vi nu lyster"

Han lyttede til hende, og han kunne godt se det havde overrasket hende. At han ikke bare gik. Han nikkede forstående, og vidste ikke rigtigt hvordan han skulle få et ord indført. Ikke fordi hun snakkede så meget, men fordi han ikke var vant til at snakke. Og når han snakkede... så var det kun få ord. Han lagde sin anden hånd på hendes andet lår, og kiggede op i hendes ansigt. Hans gyldenbrune øjne mødte hendes hasselnød farvede, og gud hvor var de smukke. Når man så dem så tæt på fik man nærmest lyst til at holde om hende. Men han vidste ikke om han skulle gøre det, det ville nok være lidt dumt... Han blev bare siddende foran hende, nærmest som om han forventede at hun fortalte mere... Eller begyndte at tale om noget andet.

Amelia sad nu bare og så på ham. Så ham i øjnene. De øjne som han så heldigt havde fået i den fantastiske guldenbrune farve. Lige lige som en kat. Som ham. Hun sagde ikk noget men sad bare roligt, kunne mærke bagge hans bløde hænder på hendes lår. Mærke varmen fra dem stige op gennem hendes ben, videre gennem hendes mave som kildede kort og helt op til hendes kinder var det samlede sig og gav hendes i forvejen søde æblekinder og den svage rødelige glød gav hende et mere nuttet udseende. Dog forsvandt rødmen igen som om at varmen bare havde gået forbi. "Øhm..Ja hvad er det så helt præsist en animagus gør??" spurgte hun så for at bryde stilheden. Det lød lidt underligt og en smule sakastisk eller mere for sjov. Det var mest fordi at han lige ahdve spurgt hende og så kunne hun da også tillade sig at spørge ind til ham. Hun kunne jo også bare have sagt noget i stil med: "Nåeh men..Prøv at fortæl til om dig selv" Det var først bagefter at hun havde tænkt det højt. Altså virkleig sagt det spørgende til ham istedet for at det bare havde blevet i hendes tanker. Men det tog hun sig ikk af. Hun strøg roligt og blidt en hånd gennem hans gennem hans hår der lignede lidt et vildt flammehav. I hvert fald i hendes øjne.

"En Animagus... bliver født, og finder ud af de har denne her specielle evne. Den evne der gør det muligt for dem at blive til et andet dyr. Men de vælger ikke selv hvilket dyr de vil være, de bliver bare født som et, og det er der ikke så meget at gøre ved." Han lyttede til hendes spørgsmål. Eller nærmere, hendes opfordring. "Hvad er der og fortælle?" spurgte han stille. Han vidste ikke om han skulle fortælle om sin fortid, om de to gange han var røget på den psykiatriske afdeling, for børn og unge med selvmordstanker. Han stirrede bare op i hendes øjne, og gud hvor var de smukke.

"Der der da så meget at fortælle.. Bare tænkt dig om eller vil du heller have at jeg skal rode hele dit hoved igennem for at kunne komme til at kende dig lidt mere?" Amelia lagde sit hoved på skrå og så spørgende på ham med at hun fugtede sine læber med tungespidsen. Hendes hånd var stadig på hans hoved bland de flammerøde lokker. Det var bløde og som om at han lige hvde været i bad med balam og det hele. Hun kunne bare lade sin hånd glide gennem det uden at en ugltot stoppede hende. Dejlig fornemmelse egentligt. Dog forstod hun ikk helt hvorfor at han blev ved med at stirre ind i hendes øjne. Det var der ikk ligefrem nogen der gjorde af dem hun kendte men det jgorde han åbenbart. Hun følte sig en smule genert men ikk meget. overhoved. Hun var i det hele taget ikk den type som rødmede særlig meget eller blev genert særlig hurtigt. Hun ahvde heller aldrig sådan rigtigt lagt sin forelskelse på nogen. OG det klarede hun sig jo sådan findt med. Hendes smil voksede en smule mens at hun blidt aede ham og bed sig så i sin underlæbe.

Han tænkte sig om. "Du skal fortælle noget først, så jeg er sikker på jeg kommer ud på nogle punkter hvor jeg ikke skræmmer dig... for meget" han smilede skævt da han sagde de to sidste ord. Han nød at mærke hendes hånd i sit hår, og det bedste var at hun aede og nussede ham. Som hvis han var katten. Det var der aldrig nogen der havde gjort. Han kiggede på hendes brune hår som skinnede. Han rakte langsomt udefter det, og lod en hånd glide ind under det. Det var silkeblødt, og det var varmt. Sjovt nok. Han lod sine fingre vikle sig ind i hendes hår, og han kørte dem igennem, ned til spidserne. Ikke en filt eller uldtot, bare perfekt hår. Han vidste ikke hvorfor, men han syntes godt om hende. Han kunne godt lide Amelia, og det her var ihvertfald ikke sidste gang han snakkede med hende.

Et lille grin kom fra ham. Han havde vidst ladet skindet bedrage der på det punkt. Nok var hun ikk særlig høj og måske ikk særlig gammel og ikk den der hårde type..og lide en mere nuttet tøs end en sexet end men så ment skræmte man hende altså ikk. Hun havde altid været en lidt for over modig én som ville prøve lidt af hvert før hun så fik hen og døde. Og det vidste man jo ikk hvornår. Så man kunne lige at hun allerede havde prøvet en del og så videre. Men det kunne da være lige meget. Hun var som hun var og ingen anden. Men så kom det rolige og varme smil hurtigt igen da hun ikk lod sin latter vare længe. "Okay..Så lad mig vide det..Altså natten er jo ikk yng for evigt" hørte hunsig selv sige med endnu et grin. Hun var blevet mere afslappet med hans nærver eller måske med et andet ord bare hans selvskab. Det kunne man altid høre og mærke på hende når hun var det. Hun lod sig selv..slå sig lidt ud og ikk være den der lille generte skid hun var som lille. Men så anderledes var hun dog heller ikk. Hun kunne igen mærke en varme stige i sig da han shånd gled gennem hendes hår. Den dejlige følelse af at man nærmest fik en svag tindings masage. Hun elskede det. Og det fik hende til at virke lidt mere afslappet. Hun aede ham også stadig men lod så sin hånd glide ned og så kort på hans kind hvor efter hun så blidt så sig hånd til sig igen.