Welcome home

Regnen piskede ned imod jorden, trommede imod vinduer, kastede sig arrigt imod en hver som der bevægede sig ud i denne storm. De få mennesker som levede i gyderne prøvede at gemme sig under halvtag, gemte sig i papkasser, men intet ville forhindre regnen i at trænge ind igennem deres jakker, trøjer helt ind til den bare hud. De mennesker som havde bevægede sig ud, men havde hjem at flygte hjem til løb igennem gaderne, paraplyer var slået op, aviser blev brugt som hjælpeløs skærm imod vredens dråber. Lys fra et lyn kunne ses nogle få mil væk der fra, for der efter at blive overdøvet af et kæmpe brag. Klokken havde nærmet sig de syv om aftenen, men det var ikke uden for at vores person befinder sig. Under belysningen fra en lampe, hvis pære stod og sitrede, dens desperate forsøg på at gøre opmærksom på at den snart skulle skiftes, hvis den skulle gøre sin pligt og belyse gaden for mennesker der bevægede sig rundt i mørket. Lyset blev reflekteret i den våde asfalt og den ellers skjulte dør som var lavet af træ. Hvis man fik mulighed for at bevæge sig ind igennem døren, ville man ligge mærke til hvordan at den ikke var lavet af træ, men af solid metal for at sikre sig at ingen kunne tvinge sig vej ind i hoved kvarteret. En mand ville sidde på en lille stol, sikkert læse dagens nyheder og vente tålmodigt på at nogen ville komme og banke på, som om at han forventede at det ville ske hvert øjeblik det skulle være. Umildbart ville det i starten ligne en helt almindelig entre, der hang jakker, døre som førte ind til en lille stue hvor tv'et stod og summede, men ingen sad i sofaen og kiggede med på billederne der skiftede inde i skærmen. Fra gangen kunne man kigge igennem stuen ud i et lille køkken, ikke mere end to personer ville kunne være der inde før at det ville føles for trængt. Men ville man i stedet fortsætte lige ud, ville man komme til en dør der ville føre ind til en elevator, hvis destination kun havde en vej, og det var ned.

Proteus Paradox hovedkvarter ville man ende med at sætte sine fødder, gange der førte under jorden summede af liv, man kunne på afstand høre skud der blev affyret, mennesker der i anstrengelse udstøde høje lyde i forbandelse over træning. Der var også grin, latter, og folk der snakkede indbyrdes om alt mellem himmel og jord. Dette var kunne blot en klan, en masse tyve der stjal folk blinde, men en familie. Folk der holde sammen, lige i denne klan som befandt sig i Di Morga ville man finde mellem tyve og femogtyve mennesker der holde sammen. Mange af de mennesker der også befandt sig under jorden og brugte denne klan var ikke tyve, men sælger, smede, eksperter i hver deres fag som kunne hjælpe dem der stod for det hårde arbejde, gør det en smule nemmere.

''Chef, papirerne du bad om'' en ung kvinde, med langt sort hår, blandet med blålige striber rakte en mappe frem til ham, hans fure i panden var dybe, mens at de grove fingre pressede sig ned over hans hage, skægstubbe mødte fingrenes hud og en tanke om at han snart burde barbere sig strøg igennem hans hoved, inden at kiggede op på den kvinde som rakte en mappe frem til ham. Han tog imod og betragtede navnet der stod med store bogstaver på mappen, Constantin Abiyma'e. ''Send bud omkring at han komme ind i mit kontor..'' Han kunne godt huske denne mand, lige som Evelyn havde han været fanget i kirkens lange arme, de havde fået ham ud, overbevist ham om at dette havde været den rigtige vej for en mand med hans talenter. Greg smilede svagt mens at han med den frie hånd viftede kvinden ud af hans kontor, med et stort suk smed han sig ned i læder stolen der stod bag hans skrive bord, bag ham var en stor opslagstavle som hang på beton muren. Stort set hele deres opholdsted var mekanisk, lavet af metal og beton, på den måde også mere holdbart. Greg smed mappen fra sig, han havde i bund og grund ikke behov for at læse filen igennem, han vidste allerede hvad der var at vide, Constantin havde begået en fejl, brudt tyvenes kodeks aldrig dræb og specielt ikke på arbejdet, dette ville kun skabe større spørgsmål og større fare. Nu brugte politiet ikke længere kun tid og kræfter på at finde en der havde stjålet værdifulde genstande, men også en der havde begået et mord, dette fik typisk tingene til at gå højere op, og pludselig var tyven meget mere interessant at få i fængsel. Han havde for en uge siden modtaget brev omkring at han skulle modtage en ny tyv til hans klan, da de i England ikke mente det var sikkert for dem at huse Constantin, men endnu et kodeks som Proteus Paradox holde sig til, var at man aldrig lod familien i stikken, og hvis man kunne hjælpe så gjorde man det. Lige nu var det sikreste at få knægten ud af england og ind i et land der ikke kendte til denne uheldige begivenhed.

Greg lukkede kort varrigt øjnene, han vidste at Evelyn også kendte Constantin fra England, men han havde ikke beriget hende med nyheden omkring at han var på vej til deres opholdssted. Da Constantin havde ankommet var han blevet indlogeret i en af de mange soveværelser de havde, alle stort set de samme, der var en seng, et klædeskab, håndvask, samt et stol og bord, men så hellere ikke andet. Mad foregik fælles i en af de større rum der sluttede sig op til køkkenet. Mens en masse tanker fór igennem hans hoved, smækkede han benene op på skrive bordet og lod den højre hånd glide igennem hans sorte korte hår, for derefter at vænne de grønne øjne imod opslags tavlen, i dette øjeblik var de ved at gennemføre en af de største kup de havde foretaget sig i Di Morga ind til nu, planlægningen var dog kun i dens første fase, men hvis dette lykkes ville det bringe en stor sum penge til alle medlemmer i klanen.

Regnen silede ned og der gik ikke mere end et par minutter efter hans afsked med den lille gadecafé, før den unge, blåhårede herre var komplet gennemblødt. Han hår hang i tunge omkring hans blege ansigt, og den turkisblå farve fik det til at ligne tang, der bar klistret fast på hovedet af om muligt den mest grimme havfrue nogensinde. Ikke at Constantin ikke var en køn ung mand; han var bare ikke en kvinde, så hans ydre ville ikke være specielt tiltrækkende for vildfarne sømænd, som havfruers udseende nu ellers havde til opgave at være det.
Han nåede frem til Proteus Paradox’ hovedkvarter, hvor han et par dage forinden var blevet indkasseret. Det var bestemt ikke frivilligt, at han havde forladt England. Han havde rodet sig ud i nogle problemer – rettere sagt havde han brudt organisationens vigtigste kodeks - og var blevet forflyttet til Frankrig, hvor bandens leder havde sin plads, så han kunne blive holdt lidt i ørene. Afdelingen i England havde for længst givet op på ham. De havde ikke engang forsøgt.
Constantin havde dog besluttet sig for, at han lige så godt kunne forsøge at nyde oplevelsen. Det var jo lidt som at blive sendt på en forlænget ferie, var det ikke? Han skulle bare lige forbedre sine fransk evner, og så ville det være præcis som at være tilbage i England. Det samme job, de samme slags mennesker og den samme dagligdag.

Da han trådte indenfor i hvad der syntes at være et ganske almindeligt hus med dagligstue, køkken og hele molevitten, blev han mødt af en mand, der hilste høfligt og fortalte ham, at han skulle møde op på Gregorys kontor. Constantin følte sit hjerte synke i livet. Lederen ville snakke med ham. Det tydede ikke godt. Det kunne selvfølgelig være, fordi han ville byde ham velkommen, men fordi manden kendte til Constantins baggrund, tænkte han, at det umuligt kunne blive et rart møde. Det var trods alt ham, der havde grundlagt organisationen og fundet på reglen om, at man ikke måtte dræbe i organisationens tjeneste.

Han trådte hen til elevatoren og tog den nedad, den eneste vej, som den kørte. Det så skør ud med sådan en elevator i et ganske almindeligt hus, for det var sjældent, at man havde en elevator ned til ens kælder. Constantin havde fået sig noget af en forskrækkelse, første gang han tog den og blev ført ned til en helt anden verden. Nu havde han set synet et par gange, men det overraskede ham stadig til tider.
Han nåede hen til Gregorys dør og bankede høfligt på to gange. Han trippede lidt, nervøs over, hvad der nu skulle ske…


(Jeg undskylder på forhånd for den noget ringe kvalitet, især imod enden af svaret… Jeg er temmelig træt.)