The Meeting. - Zane

Sted: Dybt inde i skoven.
Tidspunkt: kl. 22.00 en fredag aften.
Vejr: klar himmel, lunt sommer vejr og fuldmåne.

Emma gik rundt og duftede til vinden. Hun lukkede hendes store sorte øjne og lænede hovedet tilbage. Vinden blæste igennem hendes sorte pels og hun sukkede glad. Det her var hvad hun nød mest af alt i verden, gå rundt i skoven og føle sig levende i hendes panther form. Navajo'en gik igennem græsset og ind i en lysning ved en lille sø hvor hun lagde sig ned i græsset, tæt ved vandet. Hun drak lidt af vandet og slikkede det af hendes mund imens hun lyttede til den stille sommer aften. Alt var fredeligt og lige efter hendes hoved.
Hun havde haft en masse stress på i løbet af ugen, alt for mange jobs og vagter på natklubberne. Hun havde slet ikke haft tid til at sætte sig ned og trække vejret.
Det her var hende terapi, bare ligge og kigge ned i vandet, på hendes eget spejlbilled i vandet.
Den sorte panther var slank bygget og pelsen var fejlfri, det sørgede hun altid for. De store sorte øjne var næsten usynlige i mørket, og hun kunne næsten ikke ses.
Emma kiggede rundt og så hendes yndlings sten. Hun rejste sig og gik hen, hoppede let og elegant op på den og lagde sig ned med hendes hoved på poterne.

Vinden føltes godt mod hans ansigt, og han stod et øjeblik og indtog den skønne aftenluft.
Huleindgangen bag ham lukkede sig sammen med en brummen, og han kastede et enkelt blik på den.
Den lange, snoede, labyrint-agtige gang der begyndte her, førte dybt, dybt ned i jordens indre.
Et sted hvor mørket herskede med al den magt som ikke kunne anes heroppe på overfladen.

"Farvel for nu, Har'oloth..." sagde han roligt og var glad for endelig at vende tilbage til overfladen og Di Morga.

Zane gjorde omkring, og hans lange sorte frakke snappede i luften ved bevægelsen.
Den var flot. Royal, men simpel... skuldrene var af sort læder og selve frakken var lavet af et mat, gråsort stof.
En lilla drage var broderet på den ene overarm - D'tarion-klanens symbol.

Ud over frakken var han klædt i grå bukser og halvlange, sorte støvler som så ud til at være nypudsede.
Hans lange, hvide hår var trukket tilbage, og hang løst ned ad hans skuldre.

Den høje sortelver med de svagt lysende, lilla øjne begyndte at gå med lette, hastige skridt gennem skoven.
Det var skønt at være tilbage... og senere ville han opsøge sit hjem i Terre - men for nu, ville han blot nyde skoven.

Emma lå og nød udsigten op på månen. Hun vidste ikke hvor lang tid hun havde lagt der, og hun var ligeglad, hvis det stod til hende ville hun blive der hele weekenden, for hun havde fri.
Den sorte panther rejste sig og lod halen glide igennem luften bag hende. Hun hoppede ned på græsset og følte hendes mave rumle, hun var sulten.

Emma gled igennem natten og snuste, hun ville jage, derefter finde et godt sted og slappe af resten af natten.
Hun gik igennem en busk og så en hjort længere fremme, den havde ikke set hende endnu. Emma's øjne lyste svagt og hun sneg sig frem igennem det lange græs.

Pantheren var helt gemt og ikke nem at se, den luskede frem og ventede på det rette tidspunkt.

Nu! Hun sprang frem med et brøl og angreb. Det var nemt for hjorten blev så forskrækket at hun nåede lige at lukke hendes kæber om den strubbe og gøre en ende på det hurtigt.

Den umiskendelige lyd af brølet fra et stort kattedyr fangede hans opmærksomhed, og han stoppede op.
Han trak vejret helt roligt og lyttede... og takket være sin meget skarpe hørelse, fandt han hurtigt ud af i hvilken retning lyden var kommet fra - og hvor de efterfølgende lyde nu også kom fra.

Zane smilede skævt, og fortsatte hurtigt i retning af lyden.
Det varede ikke længe før han fik øje på den smukke, sorte panther - og han strøg hurtigt og lydløst ind bag et træ.
Han kiggede op, fokuserede, og stod så pludseligt på en af træets grene i stedet for.

Her satte han sig ned og betragtede kattedyret.
"Goddag." sagde han roligt.

Emma stoppede hurtigt midt i hendes måltid, gud hvor hun hadede når folk afbrød hende midt i et måltid. Men vent.. Hun havde da ikke hørt nogen komme?

Pantheren sprang op og bevægede sig rundt og kiggede efter lyden. Blodet drippede af hendes kæber og hun snusede hurtigt frem til duften af en anden person.

Hun kiggede op og så en person sidde på en gren over hende. Emma vidste hendes meget skarpe tænder og en lav knurren kom fra hende. Hun brød sig ikke om at blive lusket ind på.

Emma gik langsomt bagud og rejste hendes ryghår, i en truende adfærd. Hun kunne se personen var en mand, men hans hud var sort? Og hans hår var hvid?
Emma havde mødt mange andre væsner end mennesker og hendes egen race, men aldrig sådan en fætter som ham deroppe.

Han smilede lidt da hun viste tænder og knurrede. Han forholdt sig helt rolig, mens han fortsat kiggede på hende.
"Rolig... det var ikke for at forstyrre dig." sagde han med et høfligt buk med hovedet.

Så sprang han let ned fra grenen og landede et par meter foran pantheren.
Han forblev på hug da han landede, mens han fortsat stirrede på den store kat.

"Jeg fornemmer at du ikke kun er et dyr... du er mere. Du er..."
Han kneb øjnene let sammen. Det var lang tid siden han sidst havde brugt denne evne...

"Ah... en Navajo! Din slags er ret ny her i landet." sagde han så.

Hun knurrede svagt og kiggede på ham da han nævnte hendes race. Et grynt kom fra hende og hun slikkede sig om munden og fik blodet væk.
Emma kunne ikke huske hvor hun havde lagt sit tøj, det kunne være hvor som helst og hun vidste at hvis hun forvandlede sig her, ville han se hende nøgen.

Pantheren kiggede rundt og snuste. Hun kunne dufte svagt at nogen havde haft et picnic i nærheden.
Hun sprang igennem en busk og fandt et tæppe som menneskerne havde efterladt. Hun forbandede dem svagt i tankerne for at have efterladt skrald i naturen, men var glad for hendes held.
Hun tog tæppet i munden og gik tilbage til sortelveren, svang tæppet over hendes ryg.

Emma forvandlede sig tilbage til hendes menneske krop og holdte tæppet omkring hendes nøgne krop. Hendes lange røde hår hang elegant omkring hendes blege, men smukke ansigt. Tæppet var stort nok til at hun kunne holde den om skuldrene, hvor den dækkede hende hele vejen ned til midt på hendes lår.

"Og du er?" sagde hun med hendes lidt svage stemme efter hun havde været panther.

Hans blik fulgte hende da hun sprang ind i busken. Han rejste sig op da hun var væk, og stod tålmodigt og ventede på hende... han satsede på at hun kom tilbage.

Og det gjorde hun.

Da pantheren forvandlede sig til en smuk, ung kvinde med langt rødt hår, blev han ved med bare ayt kigge på hendes øjne og ansigt.
Han smilede let endnu engang, og besvarede hendes spørgsmål med rolig stemme:
"Mit navn er Zane D'tarion. Og jeg beklager endnu en gang at jeg har afbrudt dig midt i dit måltid."

Hun trak svagt på skuldrene og betragtede ham med hendes meget grønne øjne. Hun lagde hovedet nysgerrigt på skrå og nynnede lidt da hun gik rundt om ham og kiggede, men stadig med 2 meters afstand.

"Mit navn er Emma.. Hvad er du? Du ligner en elver, men.." Hun havde aldrig set en som ham før, aldrig. Hun tog et par skridt tilbage og satte sig lidt på huk, hvis han nu fandt på noget.

Emma stolede aldrig på en fremmed, og slet ikke en fætter som ham her. Aldrig.
Hun vidste jo ikke om han var ude på at pelse hende eller tage hende med et sted hen.

Han fulgte hende med blikket mens hun gik rundt om ham.
Det var tydeligt at hun undersøgte ham... måske hun ikke havde set en som ham før?
Hans mistanke blev bekræftet øjeblikket efter han havde tænkt tanken.

Han så hvordan hun gik lidt på hug, parat til at reagere hvis han skulle gøre noget...

"Godaften Emma. Jeg ligner en elver, fordi jeg skam også er én." sagde han.
"En sortelver."

Hun trak vejret tungt, Emma havde hørt rygter om sortelvere, nogle dårlige nogen. Hvad hun dog ikke vidste, var at de rygter hun havde fået afvide var løgn, det var bare en fuld varulv som lavede sjov, men Emma vidste ikke bedre, netop fordi hun aldrig havde mødt en før.
Hun knurre højt.

Det Emma nemlig havde hørt var at sortelvere var nogen som elskede at få skin fra dyr, specielt fra katte racen.
Emma's temperament, som havde været under tryg i lang tid eksploderede og hun sprang frem i luften, forvandlede og angreb sortelveren med hendes porter først.

På trods af at han ikke havde forventet angrebet, formåede han at reagere hurtigt - en evne han havde været nødt til at finpudse igennem årenes løb, ganske enkelt for at undgå at blive snigmyrdet.

Zane spærrede øjnene lidt op i overraskelse, men lod sig hurtigt falde bagover mens han greb hårdt fat lige over pantherens store poter. Hans håndbevægelser havde været så hurtige at det ville være svært at se med det blotte øje - og heldigvis, for ellers var han nok blevet revet af kløerne.

Med et ualmindeligt stærkt greb om pantherens poter, landede Zane på ryggen, og brugte bevægelsen til at plante sine støvler solidt i kattedyrets bug.
Han fortsatte hele den flydende bevægelse ved at rulle bagover i det sekund han ramte jorden, og sparkede så fra med begge ben, så pantheren ville blive sendt flyvende gennem luften, ihvertfald et par meter takket være hans ekstreme styrke.

Zane hvirvlede rundt og kom op at stå igen, denne gang med hænderne fremstrakt.
"Rolig... jeg er ikke interesseret i at kæmpe med dig." sagde han.

Hun kom med et overrasket knurren og vendte i luften med en elegant bevægelse, hvorefter hun landede på jorden på alle fire. Hun kunne mærke at hans spark havde slået luften ud af hendes lunger, men hun ignorede det, hendes vrede brusede i hende med stor kræft.

Pantheren brølede og fløj frem igen med munden åben og de meget spidse tænder frie, hun hoppede op og prøvede at vælte ham igen. Hendes angreb var klodsede fordi hun ikke kunne styre sig selv. Emma hadede folk der ville dræbe blot for pelsen og ikke andet. Jo, hun angreb hjorten, men det var for føden og hun ville ikke lade noget til spilde, men for pelsen? aldrig.

Da hun angreb ham igen, valgte Zane at tage en chance. En farlig chance.
Han lod hænderne falde ned langs siden, og rettede sig op med et alvorligt blik i øjnene - og så lod han hende flyve på ham.
Han ramte jorden halvhårdt, men gjorde stadig intet.
Han stirrede bare på hende.

"Jeg vil ikke kæmpe." sagde han, og hans stemme var beslutsom og for nogle ganske overbevisende.
"Flå mig hvis du vil. Jeg gør dig ikke fortræd."

Emma landede ovenpå ham med hendes poter på hans skuldre, hendes vrede blæste væk med vinden og hun kiggede meget forvirret på ham. Hvorfor gjorde han ikke noget? Hvorfor lå han bare der? skulle han ikke gøre modstand?

Uden hun tænkte meget mere over det, forvandlede hun sig tilbage og kiggede ned på ham, helt nøgen, dog havde hun ikke tænkt over det.

"Jamen.. Vil du ikke tage min pels?" Hendes stemme lød meget forvirret.

Han blinkede en enkelt gang, meget langsomt, da hun forvandlede sig og pludselig nærmest sad på ham - splitternøgen.
Igen undlod han at kigge på hendes krop - en gerning som nok ville have fået ham flået alligevel.

Han fastholdt hendes blik med sit eget.

Hendes spørgsmål fik ham til at hæve det ene øjenbryn en anelse.
"Din pels...? Nej. Jeg har ingen interesse i at pelse dig... og jeg har heller ingen interesse i at bruge en Navajo's pels til noget som helst." sagde han med undring i stemmen.
Han kunne dog godt forestille sig at visse andre sortelvere ville kunne finde på den slags...

"Vil.. Vil du ikke?!" Hun så nu meget forvirret ud og det var nemt at se hvordan hendes følelser blandede sig i hendes ansigt, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det her.

"Jamen.. Varulven sagde.. Sortelvere tager og.. De.." Hun satte sig op på hans skød, hendes hår faldt ned over hendes brystkasse og gemte de to store intime områder på hendes brystkasse. Hun bed sig lidt i hendes underlæbe imens hendes hovede kørte med 110 over hvad hun lige havde gjort.

Han blev ved med at stirre på hendes ansigt. Det var klart... nogen havde bildt hende et eller andet ind, og hun havde troet på det. Ikke så sært, taget sortelvernes sadistiske natur i betragtning...

"Nej. Jeg vil ikke have din pels, bare rolig. Det er generelt ikke noget sortelvere gør." sagde han. Nej, hans artsfæller havde det med at være modbydelige på andre måder!

"Jeg forstår udemærket din reaktion... men du havde måske været død af den hvis det havde været en eller anden anden sortelver, med visse egenskaber." sagde han.

"Ugh.. Så må det vidst være min heldige dag.." Hun blev lige pludselig meget opmærksom på hendes nøgne krop. Et svagt skrig kom fra hende og hun hoppede bagud ned i græsset og kastede hendes arme omkring hendes overkrop imens hun krydsede hendes ben, så han ikke kunne se derned.

"un..undskyld!! jeg havde glemt alt om.." hun kiggede rundt efter tæppet og så at i hendes vrede havde hun kastet det fra sig et sted, men kunne pludselig ikke se hvor..

"Emma, din store idiot.." Hviskede hun.

Han så efter hende da hun pludselig sprang væk, men vendte så hurtigt blikket væk fra den forlegne, unge kvinde.
Han kom på benene igen, smilede for sig selv og sagde:
"Undskylder du fordi du angreb mig, eller fordi du er nøgen...?" spørgsmålet var ladet med humor og ganske retorisk.

Med en hurtig bevægelse, tog han sin lange frakke af.
"Her."
Han kastede den over til hende, stadig uden at kigge.

Under frakken var han klædt i en elegant, sort skjorte med den samme lilla drage broderet ned ad venstre arm.

Hun tog jakken på med en hurtig bevægelse og lukkede den. Det var tydeligt at den var alt for stor til hende, men hun var dækket til.

"Begge dele.. Det var ikke pænt gjort at angribe dig.." Panther tegnende var tydelige i hendes personlighed, f.eks. med humørsvingningerne og temperament.

Hun rejste sig op med en elegant bevægelse og rakte hendes hånd frem med en lille tøven.

"En høflig og ordenlig præsentation er vel på sin plads. Mit navn er Emma, jeg inde i Terre og som du kan se er jeg en Navajo." Hendes hånd var lille og bleg. Hun kigge op på ham og håbede virkelig at det rygte var løgn, og at han ikke bare legede rundt med hende.

Han vendte blikket mod hende og smilede, før han tog hendes hånd i sin. Hans håndtryk var fast og varmt.
"Lad os glemme den lille farce, selvom der er nogle komiske elementer i det."
Han nikkede en enkelt gang til hende.

"Godt at møde dig Emma. Jeg hedder som sagt Zane, og jeg bor også inde i Terre - når jeg er her i landet."

"Rart at møde dig og ja, lad os bare lige glemme det.." Hun gav slip på hans hånd og tog et skridt tilbage imens hun kiggede rundt, overvejede hvor hendes tøj lå henne, hun brød sig ikke om at tage hans jakke fra ham.

"Øhm.. Hvad laver du endelig her i landet?" Hun lagde hendes hoved på skrå og kiggede nysggerigt på ham med hendes store grønne øjne. Heldigvis var månen fremme, så hun bedre kunne se.

Månelyset kastede et sølvagtigt skær over det hele, og han så ud som om han var skabt til natten, til det blege lys...
Hans lilla øjne lyste ganske svagt, og han kastede selv et par blikke rundt omkring i søgen efter noget der kunne ligne Emma's tøj.

Da han ikke fandt det, rettede han blikket mod hende igen.
"Jeg laver lidt forskelligt. Det varierer meget fra gang til gang, vil jeg sige. Hvad med dig?"

"Som sagt før, bor jeg i Terre. Jeg er flyttet hertil fra England, for nogle år siden og arbejder som model, plus små jobs på diskoteker engang imellem." Jeg lagde hendes arme omkring hende selv, og gik stille og roligt tilbage imod søen.

Hun kiggede tilbage over hendes skulder, for at se om han fulgte med.

"Hvor kommer sortelvere fra?" Hun var meget nysggerig omkring hans race, siden det hun havde fået afvide før, var løgn.
Han virkede jo meget rolig? Dog stolede hun ikke helt på ham.