Trying to hide the pain (Ayla Shae)

Tid: Ukendt
Sted: Skoven et sted
Vejr: Klart og stille

Det var en stille og rolig aften og nat så dybt inde i skoven. Normalt set i hvertfald.....
Flokke af fugle skyndte sig væk og stort set alle dyr krøb i skjul så godt som muligt. Fra omkring udkanten af skoven og et godt stykke ind, var der flere små træer der var væltet som om de var ingenting. Og der var blodspor rundt omkring det område og hele vejen ind til midten af skoven hvor kilden til det efterhånden var nået til.
Charlie var igen fanget på en dårlig aften hvor en flok havde pirret ham til at se bæstet træde frem.
Og som altid endte det blodigt når det var ved at lykkedes dem. Men Eftersom han var født som varulv kunne han også bedre styre sit temperament hvilket gav ham tid til at flygte ud i skoven så der ikke var flere der kom til skade ved hans forvandling.

Men at se ham forvandle sig når han var tvunget til det var heller ikke noget rart syn. Efterhånden som hans indre bæst trådte frem og musklerne begyndte at vokse, kløerne kom, så flåede han i sin egen hud for at lindre selvom det ikke rigtig hjalp. Derfor kom der blodspor rundt omkring. Efterhånden som han voksede og knoglerne ændrede sig, smed han sig ind i træer og slog til hvad end der virkede hårdt for at gøre et eller andet ved de frygtelige smerter.
Efterhånden som tænderne kom frem, brølede han højt i smerte og øjnene blev røde i takt med den helt hvide pels kom frem.
I sin varulveform var han ca en meter højere end de fleste andre varulve og mere muskuløs. Han var også en stor mand når han ikke var i varulveform.

Efter skiftet var nogenlunde overstået, knurrede han lavt og løb afsted ind i skoven til søen hvor han satte sig og sundede sig lidt.
Dog kunne man se på ørerne at han var årvågen

”Løb, løb,” hviskede en kanin som den hoppede forbi Ayla. Hun så rundt og opdagede, der nærmest ingen dyr var i nærheden af hende. Det gjorde hende utilpas, da hun vidste der var en grund bag det. Højst sandsynligt et rovdyr, men når alle dyr stak af, måtte det være noget mere end det. Hun stillede kurven hun havde fyldt med bær, krydderurter og andre spiselige planter fundet i naturen. Hun lagde en hånd på træet hun stod lænet mod, og bevægede sig langsomt fremad, mens hun sørgede for at være tæt på et træ i tilfælde af hun måtte kamuflere sig. Da hun så resterne af blod, mærkede hun en kulde bevæge sig ned af hendes rygrad, og få alle de små hår på hendes krop til at rejse sig.

Da brølet lød igennem skoven, bukkede hun sig sammen af ren og skær forskrækkelse. Ayla var intelligent, hun vidste hvornår hun skulle stikke halen mellem benene og hvornår hun skulle kæmpe. Her virkede det førstnævnte til at være den bedste udvej. Men på trods af den tankegang, bevægede hun sig forsat fremad. Hun havde aflagt et løfte om at beskytte skoven, og hun havde tænkt sig at overholde det løfte. Ayla var så småt begyndt at indse, det ikke var en ulv eller en bjørn hun havde med at gøre. Det var højst sandsynligt en forvandlet varulv. Ayla var forberedt på dem, men oftest omkring fuldmåne. Hvad der fik denne varulv til at forvandle sig nu, var umuligt at vide. Alt Ayla vidste var, hun ønskede ham væk derfra.

Ayla fulgte blodsporet ned til søen. Hun stillede sig ved et træ og så på menneskeulven på afstand. Kropssproget fortalte hende, ulven var på vagt. Hun så sig omkring i et forsøg på at finde en måde at lokke ulven væk. Hendes magier gjorde desværre ikke meget gavn i denne situation. Det eneste hun kunne gøre var, at skjule sig. Hun var temmelig sikker på, hendes lianer ikke kunne gøre meget gavn i den givne situation. Hun måtte gå tilbage til hendes hytte, og se om hun ikke kunne finde noget hjælp der. Hun trådte et skridt tilbage, da en halvstor kvist knækkede under hendes fødder. Hun stoppede i hendes bevægelser, og så direkte på ulven. Hvis hun var hørt, var det umuligt at sige hvad der nu ville ske. Chancen for hun ikke var opdaget, virkede ganske lille. Hun fjernede ikke blikket fra ulven og trak knap nok vejret.

Han sad på hug og fik stille noget at drikke for at prøve at slappe af. Man kunne nærmest se hvordan de store muskler stadig dirrede og han knurrede lavt af den smerte der stadig var i ham.
Selvom der ikke var dyr i nærheden, var han stadig meget observant for han vidste at området var ikke bare en normal skov.
Da der så knækkede en gren bag ham, vendte han blikket meget hurtigt mod hende og rejste børster.
Han vurderede dog ikke at hun var så farlig men alligevel var han dog årvågen. Børsterne lagde sig roligt igen imens han blottede tænderne som tegn på han var klar til at kæmpe skulle det blive nødvendigt.
Lidt pludselig kramper fik ham ham til at brøle kort og hamre sin massive hånd i Jorden. Så sænkede han ganske kort blikket og trak vejret roligt imens han knurrede.

Meget langsomt begyndte han at bevæge sig i en cirkel omkring hende som om han studerede hende.
Så lød det i første omgang som en underlig knurren da han sagde:
"Charl...... ie......."

Ayla tog endnu et skridt tilbage, da han hurtigt vendte sig mod hende og havde et enten truende eller advarende kropssprog. Så velkendt var hun alligevel ikke med forvandlede varulve. De rejste børster fik hende dog på mærkerne, hvis han nu skulle ske at se rødt. De faldt dog hurtigt igen, sandsynligvis fordi han ikke så hende som en trussel. Hun forventede heller ikke at kunne vinde i en kamp med ham. På trods af hun havde kamptræning, havde hun stadig kun kræfter som en 12-årig. Hun ville have tabt før de overhovedet begyndte. Han blottede sine tænder, i hvad hun tolkede som en advarsel. Da han brølede og hamrede hans hånd ned i jorden, gav det et sæt i hende. Hun havde nerverne på tøjet, og reagerede voldsommere på alting. Hvis han nu angreb.

Hun fulgte ham med blikket, som han bevægede sig rundt i en cirkel om hende. Hun havde svært ved at være sikker på, hvad der blev sagt i hans knurren, men det lød som et navn. Efter at genspille lyden i hendes hoved et par gange, var hun næsten sikker på hans navn var Charlie, eller at det i hvert fald var det navn han sagde. ”Hedder du Charlie? Jeg hedder Ayla. Jeg gør dig ikke noget.” Hendes stemme lød som en 12-årig, men hendes ordvalg fik hende ofte til at lyde ældre. Hun var ikke helt sikker på, om hun kunne overholde hendes løfte. Det afhang meget af, hvordan tingene udviklede sig. Men lige nu, var hun ingen trussel for ham. Hun var intet match for ham, og det var udelukkende derfor, hun forsøgte at komme på hans gode side. Hun håbede lidt på, hun kunne kommunikere lidt med ham, og forhåbentligt få ham til at forvandle sig tilbage.

Han nikkede i første omgang og lagde hånden på brystkassen og sagde lidt mere klart: "Ja... Jeg.... Charlie..... Du.... Hedder Ayla......"
Han sagde det på den måde for at vise hende at han forstod hende fint.
Dog kunne man se hvordan musklerne stadig dirrede af smerte, hvilket fik ham til at brøle let og smide sig mod et træ så det væltede. De efterfølgende klynkelyde fortalte om det var smerter, men heldigvis lod de til at blive mindre.

Efter et par meget tunge åndedrag, vendte han blikket op mod hende og sagde så godt han kunne:
"Jeg...... Ikke skader..... Dig...... Rolig..... Klo......."
Hvis man kiggede rigtig godt efter kunne man se en indianertalisman inde i den hvide pels. Det så næsten ud som om hans pels var lavet af hvid røg. Den så utrolig blød ud.
Roligt kom han op at sidde nogenlunde

Hans brummen gjorde det svært for hende, at være helt sikker på hvad han sagde, men det lød som om han forstod hende, hvilket vel var en god start. Hun tog flere skridt baglæns da han brølede og smed sig mod et træ, der væltede som var det ingenting. Noget blussede op i Ayla, en vrede på naturens vegne. Han havde måske ondt, men når man ødelagde naturen, kunne Ayla være ret ligeglad. Hun var dog klar over, hun ikke skulle gøre ham vred i hans tilstand. Hun bevægede sig langsomt hen imod ham med armene hævet, så hun ikke fremstod som en trussel for ham.

Hun satte sig på knæ ved siden af ham da han så på hende. ”Jeg er ikke bange.” Hun så noget inde i hans pels, det var svært at afgøre helt hvad det var, men det var måske heller ikke så vigtigt. Charlie var ikke den første varulv Ayla havde mødt, og hun frygtede dem ikke nær så meget, som hun tidligere havde gjort. Hun lod forsigtigt hendes små hænder bevæge sig hen over hans pels. ”Tror du, du kan komme tilbage i menneskeform?” Det var bare lettere hvis han var det, både for kommunikation og for at bevare skoven i et hele. Hun var ikke sikker på, hun kunne bevare roen hvis han forsatte med at ødelægge naturen.

Først snerrede han let da hun kørte hånden hen over hans pels men han holdt hurtigt op da han undrede sig. Listen over folk der ville tæt på ham i denne form var meget Kort. Men at hun samtidig var så rolig smittede nærmest af på ham.
Så han så hende i øjnene og hun ville nærmest kunne ane hans klare brune øjne inde bag det røde skær. Så trådte han lidt tilbage og tog et par dybe indåndinger inden han begyndte at knurre og brøle i korte træk eftersom kramperne satte ind og han begyndte at vende tilbage til sin menneskelige form. Dette var voldsomt at se og høre på da knogler bragede og man hørte kødet revne inden han igen var i menneskelig form. Her var han ca 1.90 Høj og muskuløs med kraftigt brunt skulderlangt hår. Han havde kun sørgelige rester af et par bukser på ellers lå han bare og trak vejret tungt med lukkede øjne.

Nu blev den specielle talisman noget mere tydeligt at se

Ayla stoppede i sine bevægelser, da han snerrede af hende, men han stoppede så og så direkte ind i hendes øjne. Hun var på vagt, men var lige nu ikke voldsomt bange for ham. Selvom hendes puls dog hamrede imod hendes hud og modsagde hende. Måske var det adrenalin ved at være i farezonen. Ayla havde en teori om, dyr var tryg ved hende i alle former, om det var en varulv, en navajo eller noget helt tredje. Hun kunne forstå dem på et plan, andre racer bare ikke kunne. Det måtte også give dem et sikkerhedsnet at vide, nogen altid var der til at lytte. Hun satte sig mod stubben fra det væltede træ, da han bevægede sig væk fra hende. Den første lyd af knoglen der brækkede, kødet der revnede fik hende til at se væk. Men hun fandt så forvandlingen interessant.

Hun så på ham mens håret trak sig tilbage, mens hans ansigtsform ændrede sig og han kom til at ligne et menneske. Hvis hun ikke vidste han var varulv, ville hun ikke kunne have gættet det. Ja, han var høj og muskuløs, men det var vel ikke så ualmindeligt i den moderne verden. Hun fik øje på talismanen. Endnu en grund til at være fascineret. ”Nu kan vi måske have en civiliseret samtale. Jeg sætter ikke pris på du har ødelagt skoven.” Hun gjorde en gestus mod det ødelagte træ. Hvordan Ayla skulle føle om denne mand, var hun ikke helt sikker på. Hun vidste godt, han ikke havde været direkte skyld i ødelæggelserne, men det var lettere for hende at skyde nogle væk med halvhjertede anklager, end at lade dem komme tæt på hende. Det havde ingen været i rigtig mange år, og hun foretrak det sådan. Alene.

Han ømmede sig rigtig meget da han rejste sig og måtte også lige støtte sig på sit knæ inden han satte sig helt ned og støttede armene mod jorden for at holde sig oppe. Rundt omkring var der lidt rester fra forvandlingen men han havde ingen sår overhovedet.
Da han så havde sat sig lidt mere tog han sig kort til talismanen og mumlede et par mærkelige ord inden han så vendte blikket op på hende med ordene:
"Jeg beklager den skade der er sket hende.... Men jeg håber også hun ved det på ingen måde har været min mening at skade hende..... Det kan være svært at se..... Når min forvandling ikke er mit eget valg..... Men jeg passer selv på hende..... Jeg har passet på naturen hvor end hun har ledt mig hen....."

Efter endnu et par dybe indåndinger, rejste han sig op i fuld højde og knækkede et lille stykke af sin halskæde og lagde ved roden af det væltede træ.
Så satte han sig foran hende på knæ næsten som om han mediterede og prøvede at smile.
"Jeg håber også du har forståelse for min situation når visse væsner morer sig med at tvinge mig ud i en forvandling... Jeg har kontrol men ikke nær så godt når jeg ikke styrer det selv...... Så jeg undskylder for min vrede overfor skoven....."

Hun virkede ikke som nogen autoritet og hun virkede heller ikke til at være truende men man kunne nærmest høre hendes hjertebanken som trommer. Så smilede han roligt som et tegn på at han var fuldt ud faldet til ro.
"Forresten nu har vi muligheden ordentligt..... Jeg hedder Charlie...... Rart at møde dig Ayla...."

Ayla var ikke uden følelser. Selvom man nogen gange kunne blive i tvivl. Selvom hun selv kunne blive i tvivl. Men da hun så hvordan han ømmede sig, følte hun med ham. Hun kunne umuligt vide hvordan det måtte være at gennemgå en sådan forvandling, men det så og lød bestemt ikke rart. Hun så til mens han hviskede noget til talismanen. Var den magisk, måske? ”Hun ved det.” Ayla kunne næsten fornemme det, på en måde. Hun var bare så tæt knyttet med naturen, at hun godt turde sige hun talte for den. Så hvis Ayla mente han talte troværdigt, måtte naturen også mene det.

Ayla fulgte ham med blikket. Hun var stadig varsom. Ikke så meget fordi han var en varulv, men fordi hun ikke kendte ham og stolede på ham. ”Jeg accepterer. Det var ondskabsfuldt at tvinge dig til dette.” Hun mente tydeligvis forvandlingen, og ikke så meget det der skete med skoven. ”De bør blive straffet.” Ayla var kendt ved nogle asparaer for at vise hævn over for dem, der gjorde skade på skoven. Men det kunne lige så godt være andre uretfærdigheder. ”Jeg kan hjælpe dig, hvis du ønsker det.” Charlie var ikke blevet retfærdigt behandlet, og hun ville gerne hjælpe ham.

Hendes hjertebanken var stadig høj, men begav sig ned mod en normal hjerterytme lidt ad gangen. Hans smil hjalp væsentligt meget på det. ”I lige måde Charlie.” Nu hvor hun ikke frygtede han ville angribe, turde hun godt vende sig væk fra ham. Hun gik hen til det væltede træ, satte sig ned ved roden og hviskede en bøn, hun ofte gav de faldne blomster, træer og dyr. Hun gik da tilbage Charlie og så ham ind i de brune øjne. ”Du er anderledes. Jeg tror jeg kan lide dig.” Netop sætninger som den, gjorde det svært for folk at vide, hvor gammel hun i realiteten var. Hun kunne sommetider lyde voksen og andre gange som et barn.

Han nikkede med et varmt og roligt smil som tegn på at han udemærket forstod hendes tankegang imens han stadig ømmede sig lidt. De tvungne forvandlinger var altid mere hårde end ellers fordi vreden tog over på en helt anden måde.
"Jeg takker for dine venlige ord... Det er altid rart der er forståelse for at der er mere end kløer og tænder.... Jeg ved ikke en gang om jeg vil have hævn.... Så vil jeg hellere være stolt at det bæst jeg bærer..... Jeg er vokset op med hvad jeg er.... Jeg var en beskytter hvor jeg kom fra..... Hellere bære et stolt minde end at give efter for vreden.... Men jeg takker rigtig meget for at du vil hjælpe mig... Den her by har sine skyggesider.... Og den slags venlighed kan der være langt imellem...."

Da hun satte sig og bad en bøn for det faldne træ, satte han sig hen ved siden af hende og sang nærmest en lille sang på et underligt sprog der tydeligt var af indiansk afstamning hvorefter han gengældte hendes smil og grinede kort lavt hvorefter han selv sagde:
"Jeg vil tage det som et kompliment..... Jeg kan også lide dig.... Du har et godt hjerte og passer på det du holder kært.... Det er en rigtig god kvalitet at have....."

Ind imellem når man havde set Charlie i sin varulveform kunne det være mærkeligt at høre ham tale sådan da han lød mere vis end han burde være. Andre gange virkede han meget simpel da han ikke altid sagde særlig meget. Men igen hun virkede anderledes og havde forståelse på en helt anden måde end så mange andre han havde mødt. Både i området men også på hans rejse her til.
Det havde jo været en lang rejse med mange udfordringer

Hun lyttede til hans ord. Hun kunne ikke helt forstå hans holdning, men accepterede den. Hun havde i det meste af hendes liv levet under dominerende personligheder, så meget at det ødelagde hende. Det fangede hende i en krop der passede til en 12-årig. Men hun følte hun var kommet videre, selvom hendes fortid aldrig ville forlade hende. ”Okay. Det er vel fair.” Det var sjældent hun var blevet kaldt venlig. Mest af alt fordi, hun sjældent så andre. Når hun gjorde, manipulerede hun folk og legede med deres liv. Det var sådan hun var, og hun havde for længst accepteret det. Men når nogen talte sådan om hende, gav hende komplimenter på hendes venlighed, ramte det noget i hende.

Ayla smilede svagt da han sang for træet. Han bekymrede sig tydeligvis også om skoven. ”Det er ikke rigtigt. Jeg passer på skoven, den del er sand. Men mit hjerte er ikke godt. Jeg gør modbydelige ting.” Hun åbnede sig sjældent sådan op for folk eller så på sig selv som om hun var et dårligt menneske. Hun kunne ikke lide det. ”Jeg må gå nu. Jeg håber du får en hurtig bedring.” Hun kunne godt lide Charlie, men han fik hende også til at se på hendes tidligere handlinger, og fik hende til at indse hun ikke var et godt menneske, at det hun gjorde ikke var retfærdigt. Det kunne hun ikke håndtere, så hellere stikke af.

Hun gik tilbage mod stedet, hvor hun havde stillet hendes kurv. Hun var ikke sikker på hvordan Charlie ville reagere på hendes pludselige afgang, men hendes mavefornemmelse fortalte hende, han ikke gav op så let. Men så igen, måske ville han respektere hendes ønske om at være alene.

Han forstod hendes måde at have det med sig selv på men han var ikke enig i at det gjorde hende til et dårligt menneske. Så da hun rejste sig og ville gå, rejste han sig også i en meget flydende bevægelse og kiggede på hende med et meget roligt blik.
"Jeg ved dit hjerte er godt.... Ellers ville du aldrig få lov til at røre Nightrage.... Men du gjorde det...
Og han faldt mere til ro.... Ellers ville jeg aldrig kunne skifte tilbage igen så hurtigt...."

Roligt kom han op på siden af hende og gik lidt med for han skulle også den vej for at komme til sin lejrplads.
Først sagde han ikke noget men sukkede så og sagde: "Jeg har selv gjort ting..... Modbydelige og blodige ting.... Mit indre bæst fik sit navn for hvad jeg gjorde ved de hvide mænd der angreb det reservat jeg boede i. Jeg passede på naturen hvor jeg kom fra.... Men jeg gjorde det voldsomt og blodigt.... Og.... Jeg mistede min familie på det.... Min egen familie faldt for min klo...... Så jeg forstår mere end du vil tro...."

Det overraskede ikke Ayla, han så hurtigt indhentede hende. Han havde væsentligt længere ben end hende. Hun tænkte lidt over hans ord. ”Måske har du ret,” hun var stadig ikke sikker. Hvis man havde et gjort hjerte, hvorfor ville man så igen og igen, begå ondskabsfulde gerninger? ”Det er forfærdeligt.” En ting var af at dræbe fordi det var ude af deres kontrol, hvilket Ayla bestemt også havde gjort, men en anden var at dræbe fordi man fandt det var sjovt. Hun hørte til den sidste gruppe.

Det var sjældent hun tænkte ned på hendes liv og de handlinger hun tog, men lige nu var hun bestemt ikke glad for den person hun var blevet til. ”Jeg har et sted i nærheden, du kan blive der for en tid, indtil du er frisk igen.” Ayla bød sjældent folk hjem til hende, men Charlie lod til at kunne forstå hende bedre end de fleste kunne. Måske burde hun udnytte det.

Han grinede let inden han nikkede en gang og gik stille og roligt med noget mere afslappet.
"Jeg har ganske vist en lejrplads et stykke her fra og jeg kommer mig hurtigt... Men jeg vil meget gerne med og se dit hjem hvis jeg stadig må?"
Når han sådan overvejede deres møde så virkede det til at blive et bekendtskab der kunne gavne dem begge. Det var meget længe siden at nogen havde beroliget Nightrage på den måde. En ting han ellers følte var blevet sværere og sværere med tiden.
Og så havde hun jo hjulpet ham hvor ingen ellers turde. Eller ville indfange ham.

Hans sanser fortalte ham også at dyrene så småt var på vej tilbage til deres vante pladser hvilket nok var fordi hun havde bevist han ikke var så farlig længere. Selvfølgelig også fordi han var skiftet tilbage igen. På en måde var det fascinerende hvordan naturen nærmest fulgte hende.
Han passede på naturen og naturen respekterede ham. Men den fulgte ham ikke

Ayla tog sjældent gæster med hjem. Mest fordi der var få, hun faktisk gad omgås i længere tid. Men Charlie var ikke sådan. Han irriterede hende ikke så meget som mange andre. Måske fordi han faktisk forstod hende. Hun var tæt med naturen, det var han også, men de havde begge blod på deres hænder. Det var begrænset hvor mange andre asparaer der havde det. ”Jeg inviterede dig, så selvfølgelig.” Hun samlede sin kurv op da de kom til hvor hun havde efterladt den.

”Det er hernede,” sagde hun og pegede fremfor sig. Hun gik lige så roligt afsted, og lagde mærke til at dyrene så småt kom frem igen. Hun gik ud fra det var på grund, af der ikke længere var en forvandlet varulv omkring dem. Hun så op, da en flok fugle bevægede sig over himlen. Fugle var sandsynligvis den dyre art der havde mest interesse hos hende. Hun ønskede at hun kunne flyve med dem deroppe, se verden fra deres perspektiv. Hun så igen på ham. Hendes ene mundvige trak sig en smule op, og afslørede noget i nærheden af et smil. Hendes smil var sjældne, i hvert fald de oprigtige af dem. Dette var det tætteste på et oprigtigt smil hun havde haft i lang tid.

Da de kom frem til hytten, skulle de op ad en form for skrænt, da den lå på en lille bakke. Hytten var bygget af træ – ganske vidst træ Ayla havde fundet i naturen, og ikke noget hun selv havde hugget. Der voksede planter på taget og op ad væggene. Der var to huller i væggene der fungerede som vinduer. Inden i var der kun fire rum. I det største af dem, fandt man hvad der mindede om en spisestue og almindelig stue. Det andet fungerede som et toilet, men var mere primitivt. Det var alt i hytten. Det tredje rum var hendes soveværelse og det fjerde hendes trofæværelse, så at sige. Det var her hun holdt særlige genstande for hende. Huset var ikke specielt stort, og hun blev usikker på, om Charlie overhovedet kunne være derinde uden at bukke sig. Det var trods alt kun bygget efter hendes egen højde. Hun kravlede op af bakken mod hytten.

Han smilede varmt og venlig hvorefter han nikkede til hendes ord om hvor det lå henne. Så fik han øje på det lille smil da hun kiggede op på fuglene hvilket fik ham til at smile lidt for sig selv. Det blik hun havde når hun betragtede dem, sådan havde han selv set på dem en gang. Men samtidig ville han ikke bytte sit indre bæst for noget som helst. Han var utrolig stolt af det selvom det havde bragt ham i mange ubehagelige situationer.
På trods af det havde han også kunne gøre en forskel for mange selvom de ikke nødvendigvis satte pris på det i øjeblikket. Han var Nightrage af Sarsi-stammen.

Så begyndte han at kravle op af bakken sammen med hende hvilket ikke var noget problem. Da de så kom op på toppen af bakken, ventede han til at gå ind til hun lod ham gå ind hvorefter han kiggede rundt og nikkede. Selvfølgelig kiggede han ikke steder hen hvor han ikke måtte for hende.
Ganske vist måtte han bøje hovedet en anelse men ikke så slemt som man kunne tro.
Efter at have set sig lidt om, satte han sig ved bordet og knækkede den ene side af sin halskæde og rakte hende.

"Jeg vil gerne du skal have den her.... Den blev lavet til mig af min stammes Shaman... Den er lavet af knoglen fra den bjørn der var vores beskytter før mig...."