Not Many smiles.. (Charmeine Love)

Tid: 12:15
Sted: En lille café i gågaden
Omgivelser: En travl gade med folk der virkede hektiske

På den lille café sad der en flot og atletisk bygget mand ganske alene. Hans hår var gyldenbrun og kraftigt. Hans grønne øjne så ned som han ventede på en tjener. Denne mand var Khaa. Eller Connor som var det navn han brugte i denne skikkelse. For en gangs skyld havde han besluttet sig for at gå ud og få noget frokost i stedet for bare at sidde på sit slot og tænke over hvor trist verden ind imellem kunne virke. Dog var han ikke ligefrem nogen solstråle af glæde lige nu men alligevel prøvede han frokost ude.
Han var klædt i sorte bukser og hvid skjorte samt sorte sko.

En tjener kom hen og spurgte: "Good day sir... Can i take your order?"
Han kiggede kort op og nikkede. "Yes....
I will have a salad with chicken and mineral water..... And afterwards cherry pie and a cup of Coffee...."
Tjeneren nikkede og gik efter hans ordre imens Khaa's blik vandrede lidt mod folk på gaden. Ikke en af hans bedste dage...

Charmeine Love, en ung engel der var blevet sendt til Jorden med et bestemt ærinde, det var dog langt fra dette ærinde der bragte hende til denne fine lille cafe, langt fra, hun var simpelthen blevet drevet af fascination. Som engel, født i himlen, og skabt af Gud ham selv, havde hendes yndige fødder ikke betrådt Jorden før for ganske kort tid siden. Alt på Jorden havde hun kunnet se fra paradiset, men at gå blandt menneskene - og disse andre væsner - det var noget ganske særligt. Alt var en oplevelse for hende, og hun elskede at udforske sine omgivelser.

Caféen havde vist sig at være et hyggeligt sted, og tjeneren der havde bragt hende kaffen var utrolig venlig og imødekommende. Hun nød duften af kaffen, smagen havde hun derimod blandede følelser omkring, den bitre væske var noget.. specielt.

Hendes fokus var dog snart blevet vendt mod omgivelserne, og det var hverken kaffen eller caféen der vandt den unge lyshåret engels opmærksomhed, men den mand der sad for sig selv, og lignede en trist herre. Hvad angik resten af hans udseende, tænkte hun ikke nærmere over det. Ja ja, måske var han flot, men Charmeine havde to ting at baser sin mening omkring udseende på: Det første var at hun havde blevet blandt engle, og at de generel var smukke væsner, at lade sig overvælde af dette var ikke just noget der skete længere. For det andet havde den unge kvinde det med at spotte de smukke ting ved alle folk hun mødte, og i hendes øjne var de alle smukke.

Det var derfor ikke mandens attraktive udseende som hun hæftede sig ved, som genkendelsen. Havde hun ikke set ham før? Jo, det havde hun, men hvor? Dette efterlod hende tænksom i et stykke tid, og det var ikke før en tjener henvendte sig til manden, at det dæmrede for hende. Khaa! Det kunne ikke være andre. Den legendariske engel som englene betrættet om. Overrasket så hun mod manden, og kun fordi hun var så god en menneskekender, og kunne læse folk så godt, spottede hun den aura af disharmoni der lå over hans sind og indhyllede hans enorme krop.

Tjeneren forsvandt igen, og Charmeine dristede sig til at rejse sig op, og forsigtigt nærme sig manden. Hendes egen aura fuld af ro og harmoni, de klare grønne strålede varmt som små smaragder, og det bemærkelsesværdige lange hår der ikke alene var blond, men nærmest kridhvid hængende løst og i bølger ned over hendes ryg. På kroppen bar hun en simpel, men dog elegant hvid kjole, hendes varemærke. "Excuse me, monsieur..?" faldt hendes fløjlsbløde stemme langsom og spørgende, hendes accent afslørede at fransk ikke var hendes modersmål, faktisk var hendes modersmål et sprog som intet væsen på Jorden talte. "I hope I am not intruding, but.. I had to ask..I mean..My name is Charmeine" måske var hun kejtet, men hun var da lidt nervøs, den her mand var så meget ældre end hende og var så kendt i himlen. Hun var selv skabt af Gud for at sprede harmoni og fred, men denne mand var.. den største udgave af en kriger-engel man vel kunne finde. Hvad var hans menneskenavn nu? Nåh ja! "I know this must be weird, but aren't you Connor?" fik hun omsider formuleret.

Dress

Han var faldet lidt hen i egne tanker da hun talte til ham hvilket fik ham til at kigge op lettere overrasket.
"Yes?.... Not at alle, you are not intruding...."
Så rejste han sig op for at præsentere sig selv men nåede det ikke før hun selv spurgte ved hans jordiske navn. Først blev han mistænksom da hun tydeligt var Engel og de brugte som regel hans himmelske navn. "Yes...... Yes I am..... Nice to Meet you ms. Charmeine.... Please.... Have a seat...."

Kort efter kom tjeneren med hans mad og 'Connor var hurtigt til at sige: "Thank you.... Something to eat for the young lady...." Tjeneren gik igen efter at have taget mod hendes bestilling hvis hun ville have noget.
Så satte han sig roligt og tog en tår af sit vand imens han kort formulerede sit spørgsmål.
"May i ask ms?..... Where do you know that name from?....."

Det var ikke fordi han ville udspørge men han var begyndt at tvivle på verden omkring sig

Manden var straks på benene for at hilse ordentligt, noget der automatisk fik hendes smil til at vokse sig større. Han var tydeligvis en del højere end hende, men det var de fleste hankøn så det var ikke så overraskende, og ikke noget hun videre tænkte over. I stedet for noteret hun sig hans mistænksomhed og smilede nu undskyldende men tog plads som han tilbød hende en stol. "Thank you" svarede hun blidt, og pludselig var tjeneren hen hos dem. Et øjeblik var hun overrasket og langsom, men hun fattede sig hurtigt igen. "Uhm.. just the same as him" hun var endnu ikke vant til menneskeligt mad, og anede ikke hvad hun brød sig om og hvad hun ikke gjorde, men hun var altid frisk på at prøve noget nyt. Tjeneren smuttede snart igen, og hun vendte sit blik mod englen.

Hun lyste op med endnu et af sine ærlige og glade smil der afslørede et sæt lige, hvide tænder. "From all the stories, of course. I have been told a story or two about you. It is an honour to finally meet you" forklarede hun og sluttede af med at fortælle hvor glad hun var for at møde ham. Det var hun virkelig, det var en stor ære!

Han kiggede på hende med hvad der bedst beskrives som et meget lille smil og lyttede til hendes klare entusiasme. Efter endnu en tår kildevand, nikkede han et par gange og svarede roligt: "Stories?..... Somehow i dont Think its my earthly deeds...... But you still use that name..... That....."

Så kom tjeneren med mad og kildevand hvilket gjorde han overvejede hvordan det kunne være hun kaldte han Connor. I himlen var han jo Khaa? Med mindre.... Så havde hun hørt om ham i Skærsilden eller været til stede da Gud lod ham genføde.
Han tog en bid af sin mad og sagde: "An honour? Not Many calls it an honour to Meet me.... The Things i have done before Heaven.... Most stories are.... Dark....."

Han havde jo ingen anelse om hvad rygtet var om ham efter hans genfødsel

Det blev hurtigt klart at hans syn på sig selv ikke var det samme syn som mange andre havde på ham. Jo jo, hun havde da hørt om hans liv inden han var blevet engel, der havde været opture og nedture, primært nedture, men han havde stået op imod selve Satan, hvilket i og for sig var beundringsværdigt. Tjeneren kom med hendes mad mens de snakkede, og de blev kortvarigt afbrudt. Hun smilede op mod tjeneren og takkede ham, inden manden atter forsvandt, og overlod dem til hinanden. "I do know your other name. I just used your eathly name because I wasn't sure about your identity" forklarede hun med et skævt smil og gled kor blikket mod maden. Det så lækkert ud, men hun havde allerede opdagede at bare fordi mad så godt ud, betød det ikke at det smagte godt. "That is right, but you have also done a lot of good things. You better than anyone else should know, no one is completly evil or completly good. What you did then, shouldn't hunt you as it seems to do, many things changed, and God Himself forgave you, you should forgive yourself, dearest Khaa.." hun løftede gaflen med et smil og stak lidt til maden, men uden at tage blikket fra ham.

Han trak lidt på skuldrene og kom med endnu en af de smil der viste anerkendelse selvom det var stort set umuligt at se hvis ikke man vidste hvad man kiggede efter.
Så tog han endnu en bid lige så meget for at vise hende at det var dejlig mad og det var sikkert. Specielt nyt mad kunne være lidt af en prøvelse for yngre engle.
"How did you come to know that name?... I was only called that in Heaven by..... Him..... But nevertheless i am glad that you chose a discreet way.... Yes in this form my name is Connor.... It is a really bad idea to show my true form in a place like this...."
Det næste han ville sige, krævede samtidig lidt omtanke da det nemt kunne komme til at lyde forkert så han håbede også inderligt at hun forstod hvor han ville hen med det.

"I am sorry Ms. Charmeine..... But you are not entirely correct in all of that..... But i am.... Pleased that you see me for more than my previous actions.... How odd this may seem.... Would you like to come to my home when we have finished our meal? It is more isolated considering the subject.... No one from Heaven have tried to see me as you do.... And i want you to know the truth....."

Måske var det hendes aura af ro og harmoni der gjorde det, det var ikke helt klart for ham. Men han havde lyst til at fortælle sin historie. Og hvem ved, måske ville det gøre han havde noget at smile af igen

Imodsætning til hans spagfærdige smil, var hendes kærlige, varme og indgydede ro. "I was created by Him, I know things to many do.." svarede hun lavmælt og blidt, lod det være op til ham at konkludere ting og sager. Når man var skabt for at sprede harmoni og ro, var man det også af natur, og hendes natur gjorde hende en trofast tjener for Herren, og bragte hende tættere på Ham. Hvorfor? Måske fordi hun ikke blev accepteret så let blandt sin egen art. "As to your true form, I agree. I must admit to have never seen your true nature, but I have heard about it. As you may have figured by now, I am not that old. Not compared to other of our kin at least"

At han spiste af maden gav hende mod på at prøve den, og hun puttede et lille stykke kylling i munden, var tavs imens, tyggede og smagte på maden og noteret sig konsistensen. Det smagte faktisk godt, og det koncentreret udtryk endte ud et nok et smil.
"Oh, I see. Well, I would gladly hear your version of the story, and I am very thankful for your invitation." blev hendes svar. Forsigtigt løftede hun den frie hånd, rakte den tværs over bordet mod ham, og lod den falde over hans håndled, blidt og kærligt, og gav den et beroligende klem hvor hun utilsigtet lod noget af sin magi sive over i ham, for at få ham til at slappe lidt af.

Han kom med hvad der nok bedst kunne beskrives som en forsigtig latter inden han selv tog et stykke kylling mere og sagde:
"Age does not define ones knowledge or qualities.... My knowledge have in a way been gathered for thousands of years, while i have only been what i am now for just about 4 years.... When you speak of my true nature.... Do you mean my true form now or the one i was before?..... The two are worlds apart...."
Da hendes energi flød over i ham, ville hun kunne mærke den voldsomme viljestyrke han besad overfor påvirkning. Det var dog ikke noget der stoppede hendes evne da den jo var positiv. Efter prøvede han også at smile lidt mere, hvilket gik nogenlunde men man kunne godt se at det var længe siden der havde været nogen grund for at smile

"I am glad that you accept my invitation.... But i have to warn you though... It is a grim story you will hear.... Like i said, my knowledge is ancient including the one about heaven.... Although this form is very young...."
Det var også ved at være længe siden Khaa havde haft gæster der oprigtigt havde lyst til at være der. De fleste kom fordi de søgte hans hjælp og ind imellem var der en der forsøgte at bryde ind eller slå ham ihjel

Latteren - hvad hun ville kalde lyden der forlod ham, for hvad kunne det ellers være? - var behagelig og fik hende til at smile. "I must be a babe in your eyes then.." hun var trods alt ikke mere end 60 år, og det var nærmest en nyfødts alder blandt englene. Alligevel befandt hun sig på Jorden, klar til at erobre verden med kærlighed, omsorg og glæde. "As for your form, I suppose I have not seen any of them. Going from being af Devil to an Angel is quite a change.." at hun befandt sig omgivet af mennesker glemte hun et øjeblik, men indså det ret hurtigt efter. Et undskyldende og panisk blik blev et kort øjeblik sendt mod ham. "I am so sorry, I didn't mean to say that out loud!" beklagede hun.

Viljestyrke mærkede hun i ham med det samme, og det var i sandheden noget fascinerende. Læberne skiltes let et kort øjeblik, men hun endte med nok engang at sende ham et smil, inden hun slap hans håndled og tog hånden til sig. "Only God can judge a mans behavior, and I guess God has already shown His mercy. I will listen, and I will understand. Believe me when I say, your story will never change my thoughts about you" svarede hun forsikrende og mildt. Sådan var hun indrettet. Gud havde tilgivet ham sine synder, hvorfor skulle hun dog dømme ham?

Da hun kom til at sige det højt, kunne han ikke lade være med at grine noget mere autentisk og varmt. Dog ikke så højt at hun skulle føle han grinede af hende.
"Do not worry about that... Humans have a truly remarkable gift of mind.... They're minds rationalize what they think is crazy... That is how mortals and other creatures can live side by side here...."
Ikke længe efter kom tjeneren med et stykke kirsebærtærte til hver og to kopper og en kande lækker stempelkaffe.
Selvom Connor prøvede at gemme det, så havde han en forkærlighed for kirsebærtærte hvilket var nemt at tyde på ham. For et splitsekund var det som om han blev et barn igen. Tjeneren fik en ganske god gang drikkepenge og Connor vendte igen sit blik mod hende.

"You will know why i cannot see it entirely as mercy when you know my story.... In my case it is fair to say that there is a punishment involved in His mercy.... How weird it may seem.... May i ask.... How could it be that i recognized ne when you saw me?... In this form i am very young...."
Det var lige så meget for at tale om hende også at han spurgte. Hun var jo lige så interessant

Hans latter var.. speciel, behagelig, og hun nød virkelig at høre den. Hun smilede, svagt og rødmende, og følte sig som en kattekilling der havde trådt forkert, men det var nu ikke nogen dårlig følelse, så længe han var glad, var hun tilfreds!
"Oh, I see. Well, it does make sense. Humans are special creatures, as everybody else on this planet. Their mindset is diffrent from anything I know or have ever seen.." det var et par sandheder man ikke kunne andet end komme med, men nu havde hun befundet sig på Jorden i rundt regnet... 2½ måned. Alting var nyt og underligt, og af og til lidt ensomt.

De fik spist færdig, og så kom desserten. Den smagte skam godt, men hun nød nu mere hans barnlig glæde end tærten i sig selv. "I guess I will come to know, or understand, once you tell me the story" lagde hun ud med et skævt smil, men fortsatte snart efter til at besvar hans efterfølgende spørgsmål. "I have seen you in this form, once.. from heaven, but the truth is, I have heard a lot of descriptions before... but most significant is still your aura... I have felt it before, and it is different from person to person.. like a smell or ..a fingerprint - as humans will call it. Therefore, I will always be able to recognize people by their aura"

Imens hun fortalte, hældte han en god kop kaffe op til dem og lyttede meget intenst. Hun havde en rigtig god måde at forklare ting på hvilket også gjorde det nemmere for ham at slappe af da han ikke følte hun trak noget ned over øjnene på ham.
"I have never learned to read an aura before.... But in a sense He opened my eyes.... I have always been able do see energies from people, objects or creatures..... But as i was reborn... One of my tool for my new task is my eyes..... I can see peoples true nature..... Not something i tell everybody when it happens though....."

Så tog han en tår af den lækre kaffe og endnu en gang kunne man nærmest se en salig nydelse i hans øjne. Selvom han ikke var nogen munter skabning så var der stadig ganske små ting der bragte ham nydelse eller glæde. Og en rigtig god kop kaffe var en af dem.
"I hope you dont mind a rather bad driver to my home.... I have just learned to drive and i have alot to learn.... By the way we can leave when you see fit to do so Ms."
På en måde glædede han sig til hun skulle se hans hjem

Hun greb om den kop kaffe han havde hældt op til hende, og drak forsigtigt fra den. Smagen var stadig ikke den bedste. Imens lyttede hun opmærksomt til hans svar, og endte med at smile på ny mod ham. "That does indeed sound interesting" svarede hun, og føje et spørgsmål til "Is it something you are able to control, or does it simply happen with every person you meet?" det kunne trods alt være begge dele, noget han kunne aktiver ved behov, eller noget han absolut intet kontrol havde over. Betød det så at han allerede kendte til hendes sande natur? Endnu mere interessant!

Kaffe var vist en af de ting han godt kunne lide, og nydelsen der var så tydelig i hans ansigt, fik et oprigtigt varmt og kærligt smil til at blomstre over hendes læber. Så dejligt at se at livets små glæder kunne have sådan en effekt på ham. "Uhm.. I have never been in a.. car? So, I will not know the difference" hun brugte sine fødder, eller vinger når hun bevægede sig omkring. Sidstnævnte var svært i byen og noget hun kun gjorde for sig selv og når hun var langt væk fra byen og uden fare for at blive set. At det så betød hun havde gået lange distancer? Ja, men det gjorde hende intet, hun kunne godt lide at gå, og desuden fik man langt flere indtryk med når an gik end hvis man fløj eller kørte hurtigt forbi. "As for leaving, I am ready now.." hvorfor udskyde det, hun var trods alt klar.

Han smilede lidt imens han tømte det sidste i sin kop og satte sig lidt til rette imens han kort tænkte over hendes spørgsmål.
"A bit of both actually..... My eyes always percieve peoples true nature and to a certain degree also their abilities.... But i can however choose not to interpret what i see. But it has it's advantages, considering i am very hard to lie to... One of the tools He gave me for my new task....."

Ved hendes kommentar om bilen, grinede han kort imens han snuppede en sidste bid tærte mere og lagde pengene for maden og drikke. Så rejste han sig sammen med hende og tørrede sig kort om munden inden han sagde:
"I am learning to drive myself because wings get..... Attention.... And i'm not exactly blessed with small wings....."
Så gik han kort hen til en tjener og takkede for dejlig mad hvorefter han gik med hende hen til hans bil. En meget velholdt sort Bentley. Først var han henne og åbne døren for hende og hjalp hende med hvad end hun havde behov for blandt andet sele. Derefter var han selv hurtigt inde på førersædet hvorefter selen blev spændt og han startede bilen.

"I will be careful.... Mind the noise from the engine...."
Heldigvis var den som sagt velholdt så den larmede ikke så meget som man skulle tro. Efter en kort køretur ud af byen, pegede han kort op og sagde: "I live there....." Det var et slot man lige kunne se ude i bjergene. "It still bears marks of my.... Past..."

Hans svar var virkelig fascinerende, og hun lytterede interesseret. "Your task.." gentog hun, smagende på ordet. Hun lagde sin kaffekop fra sig efter at have taget endnu et par slurke. "So, do you know my true nature?" spurgte hun nysgerrigt, det ville ikke gøre hende noget om han gjorde, men han måtte gerne dele sin viden med hende, hvad han havde fundet ud af omkring hende.

Han grinede igen, og hun kunne ikke andet end smile. "I think wings draw attention no matter the size, human isn't exactly used to our kin" det sidste hun ønskede var at blive taget til fange og blive brugt som forsøgskanin i menneske laboratorier, alene tanken kunne få hende til at gyse.
Snart havde han betalt for maden, og han kom på benene. Hun fulgte trop, og mens han takkede tjeneren for maden og kaffen, så hun sig omkring. Folk så faktisk mod hende, og hun sendte blot varme smil til de blikke der fandt hendes. Hvad opmærksomheden skyldtes, tænkte hun vitterligt ikke over.

Snart var de henne ved hans smil, og hun betragtede det sorte metal der skinnede så fint. Hvilke mærke det var, hvor dyr den var, og alt den slags, havde hun ikke forstand på, i hendes øjne var de alle en masse metal sat sammen i forskellige former og størrelser. Havde hun en mening, var det om udseendet, og denne var skam rigtig flot.
Igen fulgte hun med som han åbnede døren, og hun kiggede på sædet et øjeblik inden hun satte sig ind og foldede sin hvide kjole om sig så den ikke lå spredt ud over sædet. Han lænede sig tæt ind mod hende, og hjalp hende med selen, inden han lukkede døren. Hun så sig omkring i bilen, helt op i loftet og på de mange knapper og dimser. Der duftede specielt i bilen, men hun så mod ham da han havde sat sig ind og bandt sin egen sikkerhedssele. Kort efter kom motoren til live, og så kørte han ellers ud på vejen. Det var fascinerende, virkelig.. fascinerende. "I trust you.." svarede hun blot som han sagde at han nok skulle være forsigtig, og det var sandt, hun stolede på ham.

Efter noget tid, brød han stilheden, og som han udpegede det sted han boede. Gled hun blikket i den retning. Det store slot de kørte imod var imponerende. "It is your history.." lagde hun og med, og så tilbage mod ham med et varmt smil og et kærligt blik i de grønne øjne "I can't wait to hear it,
all of it.." tilføjede hun. Derpå kastede hun atter et blik ud af vinduet.

"You are one of the very first to say so.... In a city like this, people's stories are often irrelevant. Most just focus on what you can to and decide whether you're a threat or not..."
Det var ganske rigtigt en by hvor dødelige kunne gå gennem hele deres liv uden at vide hvad der skete omkring dem. Men samtidig var der en overflod af det overnaturlige i byen og desværre var en meget stor del af det ikke ligefrem venligsindet. Så meget ofte blev man vurderet ud fra hvad man kunne i stedet for hvem man var. Det var heldigvis ikke nogen gennemgående regel så byen var ikke bare noget ud fra et dystert mareridt.

Kort vendte han blikket mod hende med et roligt smil og sagde med en stemme der var varm og rolig:
"You asked before if i knew your true nature.... Yes i do.... A young Guardian Angel with a love for mankind often more powerful than they deserve.... You put yourself aside to further joy and happiness around you, to the point where it risks hurting you.... You also bear a determination to help where others would have given up ages ago... You try to heal the world around you... Either with your healing powers or a kindness or contagious innocense"

Så kiggede han roligt frem imens de kørte det sidste stykke op til slottet. Hun var noget særligt og kunne gøre en meget stor forskel.
Ikke længe efter gik porten op til slottet hvorefter han kørte ind i en meget smuk slotsgård og parkerede. Der var en smukt udskåret pavillion midt i gården, samt hvad der lignede en stald, garage og en specielt udseende bygning der virkede anderledes i forhold til resten af slottet. Så var der en sti om til en meget stor have. Efter at have parkeret, var han hurtigt henne og hjælpe hende ud af bilen som en rigtig gentleman. "Welcome to my home...."

Meget kort efter kom en meget gammel mand hen til dem og bukkede dybt. Han virkede dog overraskende ved godt helbred. "Welcome back Master...... I see we have guests....."
Khaa kiggede på hende og så tilbage på den gamle. "Yes.... Bach? Meet Ms. Charmeine...."
Bach nikkede en gang og sagde: "A privelege to meet you Ms.... Master i will prepare the studyroom and prepare some appetizers...." Så bukkede han igen og gik ærbødigt hvorefter Khaa kiggede på hende og spurgte: "So.... Where would you like to start?"

Charmeine var ikke som den de fleste andre, netop fordi hun ikke havde oplevet al den ondskab, vold og død og ødelæggelse på egen krop, men havde set den og følt en form for smerte som formentlig end ikke kunne måle sig med realiteten overhoved. "That is maybe true, but I am not as most of the people" svarede hun ærligt og med et blidt smil mod ham.

Så gik han ellers tilbage og besvarede det spørgsmål hun havde stillede tidligere, om han kendte hendes sande natur, og hans svar efterlod hende tænksom og undrende. Hun havde egentlig aldrig selv tænkt sådan på det. Hun handlede bare udefra hvad faldt hende mest naturligt. "Well, I never thought about my actions. I am just who I am, and it is no secret I love helping people" blev hendes eget svar. Hun anede ikke hvad hun ellers skulle sige, for det var alt for sødt sagt om hende, om end hun samtidigt var ret sikker på at han ikke bare sagde det fordi han var sød, men fordi det var hvad hans magi eller evne fortalte ham. Så måtte det vel være sandt?

Noget tid senere kørte de forbi portene der gik op for dem. Stedet var større tættere på, smukt og fascinerende som alt andet omkring hende havde været siden starten af deres møde. "Thank you" svarede hun næsten fraværende mens hun slugte alt med øjnene. Så stoppede bilen ellers, og han var hurtigt ud af bilen. I mens fumlede hun med sikkerhedsselen, og måtte snart have hjælp fra ham for at åbne den, derpå kom hun ud af bilen og glattede skørtet på sin knælange hvide kjole.

En ældre herre kom hen imod dem, og Charmeines blik fulgte ham opmærksomt. "It is nice to meet you as well, sir" svarede hun blidt. Manden var dog snart videre, og hun så op mod Khaa."From the start" blev svaret, hun ville vide det hele, så han kunne ligeså godt begynde fra begyndelsen.

"Let's start with a tour then.... At the end of the tour i will tell my story....."
Så holdt han sin arm så hun kunne hvile sin arm der hvis hun havde lyst imens de gik. Først viste han den store foyer med de mange sideløbende rum der indkluderede balsal, spisesale, tjenestekvarterer der dog var tomme samt køkken, spisekammer og læsestuer.
Første etage bestod af gæsteværelser der var rigtig flot indrettet samt galleri, meget stort bibliotek og et rum der indeholdte en hel del magiske artefakter fra alle afkroge af verden. Så var der en enkelt dør han dog ikke åbnede men man ville kunne mærke en lille smule solskin fra under døren. Han blev lidt trist omkring døren og forklarede det var et trist levn af hans fortid.
Øverste etage indeholdt hans personlige gemakker der lignede noget fra et dystert eventyr samt hans personlige kontor med et hav af bøger og skriftruller. I midten en smuk højrygget stol og et grandiøst skrivebord.
Så var der få lokaler til ganske særlige gæster.

Derefter tog han hende med ned i den lille stue Bach havde gjort klar og rakte armen op mod et billede: "That was me..... Up to around three years ago...." Det lignede et askegrå lig med hvad der bedst beskrives som glødende røde orber hvor hans øjne burde havde været. Skikkelsen var klædt i sorte troldmandskåber med kraftfulde symboler på.

Så fortalte han sin historie i grove træk:
"The entity Khaa was created thousands of years ago as a vessel of justice for the Egyptian gods.
Every 100 years a man was chosen to host the entity... I was that man... I had a wonderful wife which gave me a beautiful son..... But the gods deemed that i was under their command and was not allowed to have a child.... My last order from them was to kill my wife and little son.... He died in my arms....
I broke my oath and they cursed me to that undead form.... After a long study of the arcane arts Satan embraced me and gave me power to avenge my family.... But i cast my devotion to Satan aside and was killed.... 400 years in Purgatory to redeem the atrocities i did as that monster.... Killing more than i even cared to count.... Tortured even more souls.... I even almost burned the Vatican to the ground once... I am their most guarded secret... Because i did it alone.... The Heavenly Father saw me as a mean to keep a fragile balance... So here i stand as a Seraphim... Although i dont look like one right now..."

Det lød slet ikke som nogen dårlig ide, og netop derfor nikkede hun blot ved forslaget. Derpå bød han hende armen, og selvom det var en gestus der var hende ukendt hvad erfaring angik, så havde hun set andre par - menneskepar - holde i hånd, eller mændene byde kvinderne armen som han netop gjorde. Derfor gloede hun ikke længe på armen, men løftede forsigtigt sin egen og lagde den over hans. Kort efter var de på vej ind i huset, og gennem den store foyer. Hun så sig fascineret omkring, øjnene store og nysgerrige, blikket undersøgende, og alt var tydeligvis utroligt spændende. Slottet var tydeligvis gammelt, men smukt og anderledes end den nyere byggeri hun selv boede i. Den lille lejlighed havde absolut intet tilfælles med hans smukke bolig.

Stedet var mildest talt smukt, stort, og noget for sig. Som alle bygninger i verden havde det dog en historie, og den ene aflåse dør de ikke kiggede ind af, men som han kort forklarede for hende det var en trist levn fra sin fortid, voksede hendes nysgerrighed og medfølelse. De endte til sidst ved en stue. Han pegede mod et billede, og som han forklarede det var ham, slap hun ham for at træde nærmere og se det nærmere an. Det lignede ham på ingen måde, ikke hvis man spurgte hende, intet af hvad hun så nu, kunne ses på det billede. "A new start..." kommenteret hun lavmælt, det var hvad han havde fået.

Så vendte hun sig ellers rundt mod ham da han begyndte at fortælle om sit liv og alt hvad der var hændt ham. Hun lyttede opmærksomt, noteret sig ikke mindst følelserne hun opfangede fra ham mens han berettede. Hjertet blødte for ham, hendes eller så funklende øjne var fulde af omsorg og kærlighed for ham. Hun trådte forsigtigt nærmere, hovedet lagt en anelse på skrå, og løftede en hånd for at lægge den på hans overarm. "I am sorry you have been through all that, I am sorry for the pain you have felt and the the sorrow you went through alone.." sagde hun blidt og lavmælt. Hun ville gerne holde trøstende om ham, selvom han var en del større end hende, men ville samtidigt ikke overtræde hans grænser.

Han smilede forsigtigt som hun lagde hånden på hans overarm og lyttede til hendes ord. Det gav en vis varme og ro at nogen så på ham på den måde. Han havde jo prøvet noget før der mindede om det men det var fra folk der forlod ham.
"It is a new way for anyone to See me.... It is..... A kindness i am not used to.... The only constant in my life is Bach..... He have served me since i was that..... Now he serves because he wants...."

Kort efter kom Bach ind med en flot vogn med lidt frugt og chokolader samt en kop varm kakao til hver af dem i et meget fint gammelt stel.
Så bukkede han for dem og sagde:
"I have taken the liberty to arrange dinner in case the young ms. Wanted to join..... If you Will excuse me.... Duty calls...."
Bach gik meget hurtigt igen hvorefter Khaa kiggede pp hende og viste hende en god stol imens han nikkede kort en gang og sagde:
"Sometimes..... I use my wings and fly..... I fly high though because my true form is..... Visible.... And no i do
Not get offended by a hug..."

Hun følte for ham, men var samtidigt overbevist om at manden havde været ret uheldig med sine bekendtskaber. Under alle omstændigheder var det fortid, og hun bad til at hans fremtid ville være bedre end hans fortid. I alt fald mindre smertefuld. ”And he is not the only one. For as long as you want, you can consider me as a friend” svarede hun mildt og forsikrende. Det lå ikke i hendes natur at vende folk ryggen, så det havde hun heller ikke tænkt sig at gøre med ham.

Den ældre herre kom ind igen kort tid efter, og havde ting og sager med. Hun skævede mod tingene, men smilede mod manden. Hun nåede da heller ikke at kommenter på hans snak om aftensmad, de havde jo lige spist? Hun var slet ikke vant til at spise så meget! Hun blev vist en god stod og rakte ud for at røre ved ryglænet et øjeblik, da han fortsatte. ”I would love to see your true form..” at det måske var ubehøvlet tænkte hun slet ikke over, hun var bare ærlig og fortalte tingene lige ud, frem for at kredse om emnet. At han så ikke havde noget imod et kram, men derimod havde læst hende så let, bragte blot endnu et smil frem på læberne. Derpå slap hun stolen og trådte tættere på ham, snart gled hun armene om livet på ham, og trådte ind mod ham for at give ham et varmt og kærligt kram, lod noget af sin varme og omsorg glide ud af sin egen krop og ind i hans.

"If that is your wish, then very well... But we will have to go out into the hall since there is not enough room in this little room"
Da hun så krammede ham, tog det ham lige lidt at lægge armene om hende også. Det at nogen så fritsindet ville kramme ham var en ting han nærmest havde glemt. Eller ønskede at glemme en gang imellem. Men han lagde armene om hende og tillod sig selv at smile over den omsort og varme hun gav ham.
Efter et dejligt langt og varm kram, lagde han hænderne på hendes skuldre og sagde: It was very lovely to feel a hug that way again.... Now...."
Han smagte på den varme kakao Bach var kommet med, da den jo ikke skulle gå til spilde. Derefter ventede han kort for at give hende samme mulighed.
"I believe i made you a promise.... Come....."

Så tog han hende med ud i foyeren og stillede sig nogle skridt fra hende. "My true form.... As He granted me....."
Snart begyndte han at gløde mere og mere gyldent til man nærmest kun kunne ane en skikkelse der voksede til ca 3 meters højde. Man kunne se skikkelsen fik flere muskler og det kraftige lys fra ham føltes som dejligt solskin på en varm sommerdag for hende. Nærmest som et glimt sprang mere lys fra ryggen og lyset dæmpede sig til man kun kunne ane et nærmest gyldent omrids på ham. Nu var han langt mere muskuløs og havde langt gyldent kraftigt hår. Hans øjne lyste ligeledes gyldent. Nu var han klædt i meget lette hvide bukser med gyldent bælte, samt en meget let hvid frakke med Enoch symboler på. Fra hans ryg var der et par smukke snehvide vinger med et vingefang på ca 6-7 meter. Han gik langsomt hen til hende imens han lagde vingerne stille langs ryggen.

Hans stemme var dybere og mere majestætisk og man ville nærmest kunne mærke hans autoritet.
"I am Khaa..... "

Var rummet her for lille? Nuvel, hendes egne vinger var ikke små, men de ville ikke være større end rummet, så meget var sikkert! Men, nu var der også en verden til forskel mellem de to. Det var hun slet ikke i tvivl om, derfor faldt der også en samtykke fra hendes side. Hun endte dog med at omfavne ham inden de smuttede nogle steder, og selvom han tøvede, endte han da med at lægge armene om hende. Smilet om hendes læber voksede sig større, og hun gjorde ikke andet end at holde om ham. At slippe ham lå ikke på sinde, måske kunne det blive akavet, men han skulle være den der sagde stop og ikke hende. Da det skete noget tid senere, lagde hun hovedet bagud og så op mod ham, inden hun slap ham og trådte et skridt tilbage. ”Glad you liked it” svarede hun blot. Mens han smagte på kakaoen, samlede hun sit krus op, og snusede til den varme væske ligeså forsigtigt. Det duftede anderledes end kaffe, og smagen var også komplet anderledes! Nok nippede hun kun lige til det – både fordi det var varmt men også fordi det var nyt – men smagen var sød og behagelig på tungen. Det kunne hun godt lide! Bedre end kaffe! ”I like this better than coffee” erklærede hun med et bredt smil.

Så erklærede han at han havde lovede hende noget, og hun nikkede og fulgte med efter at have sat sin krus ned. I foyeren stoppede de op sammen, kun for at hun så ham træde væk fra hende og vende sig mod hende. Hovedet faldt på sned mens hun foldede hænderne pænt og afventende foran sig. Spændt var mildest talt hvordan hun havde det.

Lyset der voksede frem fra hans krop, og gradvist blev stærkere og stærkere.. var som lyset i paradiset selv. Hendes læber skiltes, og øjnene voksede sig større i fascination og beundring mens han skiftede form. havde han været høj før, var det intet til den højde han nu fik. Lyset gjorde det dog nærmest umuligt at se hans træk nærmere. Et lys der var så behageligt varmt, og som kærtegnede hendes hud så blidt og blødt, og fik ro og velbehag til at sprede sig til hver lille millimeter af hendes krop. Hun havde savnede det, paradiset.. lyset fra himlen.. et lys han tydeligvis besad og var omgivet af. Nej! Ikke omgivet af, men derimod strømmede det fra ham, fra hans inderste.

Snart trak lyset sig dog tilbage, og lod hende se ham i sin sande form. Højden, muskulaturen på hans gigantiske krop, de hvide bukser og frakken med de symboler hun kendte så godt, det gyldne hår og de varme honningfarvet øjne. Eller var de ravfarvet? Det var ligegyldigt! Så faldt blikket ellers mod vingerne, gigantiske… ligesom alt andet ved ham, og ligeså snehvide som hendes egne, hvis ikke mere. Kanterne bar dog en skarphed som hendes ikke ejede.

Englen trådte nærmere, og hendes blik fulgte ham til han standsede foran hende, og smilet trak over hendes læber. Forsigtigt løftede hun den ene hånd, og forsigtigt og langsomt, lod hun hånden glide over hans hånd. ”Beautiful..” hviskede hun, mere kunne hun ikke få over sine læber.

Som hun lagde hånden stille mod hans, ville hun kunne mærke den varme fra Himlen hun kendte så godt. Når man var fra Himlen, var det varme lys der fra som et kærtegn man havde længtes efter så længe.
Stille lagde han sin gigantiske hånd på hendes smalle skulder imens han betragtede hende nærmest som på ny. Han var udemærket godt klar over hvem hun var men hans øjne var ganske enkelt skarpere i denne form.
Meget forsigtigt ville han give hende det tætteste han selv kunne komme på at give hende et kram. Det var tydeligt at hun savnede Himlen en gang imellem så han ville give hende et lille stykke af det, omend bare for en kort stund.

"I thank you.... I can see your emotions radiating from your eyes.... The care.... Love..... Perseverance.... Sacrifice for those that you hold near your heart..... I will show you a little of the Heavenly Fathers gift....."

Så blev hans hånd lige pludselig lidt varmere og var nu indhyldet i en klar hvid flamme. En flamme der ville brænde syndere voldsomt. Men for en som hende ville det være som at mærke Himlens varme igen. Det var også Khaa's mægtigste våben mod ondskab og styrke når han beskyttede dem der hav ham grunden. Den Hellige Flamme skænket til ham af Gud. Kortvarigt blev hun stille indhyllet helt i flammen uden der skete hende noget som helst hvorefter flammen forsvandt ind i Khaa endnu en gang.