Not Many smiles.. (Charmeine Love)

Han grinede lidt af hendes ord som de satte sig tilbage igen imens han så hende intenst i øjnene.
"It is good to know.... Before i have never been much for a hug.... But even i must admit it's really nice to get a hug sometimes....."
Et eller andet sted kunne han kun nikke anerkendende til hun i det hele taget turde kramme ham. Ikke fordi han var farlig eller noget, men fordi han var Seraphim. Og engle havde jo rangsystemer som så mange andre og det var uhyre sjældent at man gjorde sådan overfor en der egentlig var ens overordnede. Sådan så Khaa dog ikke sig selv da hun jo var skabt med et formål og det formål var han ikke hævet over.

"I have no doubts about your words Charmeine..... And it is comforting to know that there will always be one to turn to for just a little kindness when the world gets darker... The Heavenly Father had a really good day the day he created you"

Ja selv engle havde rang, og selvom han stod langt over hende, havde Charmeine aldrig tøvet med at udvise omsorg og kærlighed overfor sine overordnet. Blandt englene i himlen, og især dem der var skabt af Gud hamselv og dermed ikke genfødt, var hun en af de yngste. Hun havde derfor rendt efter de ældre engle og dem der var højere i hende af rang, og spredt sin harmoni. I bund og grund de ikke modstå det, og så var det svært at føle vrede når hun brugte sin evne. Gabriel havde efterhånden vendt sig til hende, det samme med Michael. "I love hugs! It a special way to show love, affection and share feelings with others" svarede hun og satte sig atter tilrette ved siden af ham.

Rosen der fulgte fik hende faktisk til at rødme, for første gang nogensinde, og farven der steg til kinderne var ikke til at skjule. Hun følte sig varm, og undrende løftede hun den ene hånd til kinden og følte netop hvor varm den var. "Uhm.. that was very sweet of you to say" svarede hun derpå af mangel på bedre, smilet trak dog over hendes læber.

Hendes rødmen fik ham til at smile lidt mere og ganske diskret rakte han hende det ene glas med juice. Det hjalp ind imellem at holde på en rødmen hvis man fik lidt koldt at drikke.
"I am glad that you think so.... Every word is true..."
Da hun virkede lidt undrende ved hendes rødmen, følte han det var på sin plads at forklare det lidt bedre så hun vidste hvad der skete.
"That sensation and colouring in your cheeks is what mortals call 'blushing'. It happens usually when you hear or see something that make you especially happy. And if you feel like your words are limited,
it's because you got a little shy.... No need to be though.... I want you to be happy as well even more because of how much you have done for me already...."

Han rakte hende det ene glas juice, og hun tog imod det uden at stille spørgsmålstegn ved handlingen. Det førte til at hun tog en tår af den kolde juice, og på en eller anden måde lindrede det for varmen hun følte i ansigtet. Hans forklaring på varmen i kinderne faldt netop som behøvet, og hun lyttede opmærksomt for at huske det til næste gang. Så det var glæden over den ros hun havde fået som var skyld i den følelse? Hvor sært, men ikke mindst fascinerende. Hun smilede mod ham "Blushing.. It is a very special feeling. Not bad, just.. Different. As for what I have done for you, you should really not mention it, I didn't do much but listening, and even though I know it can be enough, I wish I could do more than that" svarede hun blidt. Det var ikke just fordi hun havde fjernet hans smerte komplet. Nej, hun var den af de to der ville vinde mest ved det her bekendtskab. Det havde hun allerede konkluderende flere gange.

Han nikkede stille og smilede varmt til hende hvorefter han fandt en mønt i sin lomme og holdt op foran sig meget lig den hun havde fået tidligere. Der var dog ikke lagret noget energi i den han holdt.
"Yes it is a very special feeling..... I gave you a simple coin.... Nothing in some peoples eyes.... But alot in yours.... Not because of financial value.... But because it takes you to a state of mind you miss so badly...."

Så lagde han mønten på bordet og kiggede på hende med et nærmest varmt og beroligende blik.
"So maybe it does seem like a little to you..... But in my eyes you did so much more... You feel my pain.... You hug a person because they're sad and need it.... One can always do more.... But one can also be content about what they do already.... I am usually the bane of evil or the weird creepy man living in the castle in the mountains.... Earlier on Vaticans most wanted.... And you see the man, not the past...."

Det havde han vel ret i, og hun slog tænksomt blikket ned. Hun havde gjort noget for ham han havde værdsat, og hun det var vel det der betød mest. At hun havde hjulpet på en eller anden måde. Havde hun anstrengt sig mere, gjort andet, ville det muligvis ikke have givet ham den glæde eller ro han nu følte ved de små gestus hun havde givet ham. "I think I understand what you mean" endte hun med at sige.

"I see the man, and he is more than just a man, at least to me. Looking at you, I couldn't be more proud of being an angel" hun havde lyst til at røre ved ham, altså give hans hånd et klem eller endnu et kram. Det syntes at være hendes løsning på alt hvad han sagde.

Han fjernede på intet tidspunkt sit blik fra hende og lyttede meget intenst til hende. Det var nærmest blevet en af hendes allerstørste kvaliteter, man vidste hun kun sagde den slags når hun virkelig mente det.
Selvom han ikke sagde det, fik han selv en smule farve i kinderne da det var længe siden han havde fået et kompliment og slet ikke den kaliber.
"I am glad you see me that way.... Glad.... And flattered..... I cannot remember when i last heard something that nice where people actually wanted to say it to me without fear of dying...... And i can honestly say i am glad and honoured to be an Angel knowing you walk on earth as well...."

Så holdt han armene ud til siden og smilede varmt til hende imens han forsigtigt sagde:
"Lets see if i can work out how this hug thing works...."

Var det farve hun kunne se i hans kinder? Eller var det bare hende? Nej hun var ret sikker på at det var farve. Så hendes ord havde ramt godt? "Well, at least you know I mean every word of it" hun løj ikke, kunne ikke drømme om det, og havde aldrig i sit liv ytrede en eneste løgn.

Så bredte han ellers armene ud for hende, og et bredt smil trak hen over hendes læber inden hun nærmest smed sig i favnen på ham og slog armene om ham. Det her kunne hun godt vende sig it. "You are already very good in it" svarede hun, et langt øjeblik nød hun bare hans favn og arme, og smilede voksede sig større. "I like it here.." hviskede hun dæmpede, altså at de sad tæt sammen sådan der, det virkede så naturligt og rigtigt hvis man spurgte hende.

Han grinede ganske let og varmt da hun nærmest kastede sig i hans favn og lagde så armene om hende så hun kunne mærke at han også syntes det var dejligt.
"It is always nice to know that i know how to hug.... It does feel really nice.. Every dark thought seems to fade away when you hug..."
Igen gik der et tidsrum ingen af dem lod til at tænke over da de egentlig bare nød øjeblikket og et dejligt kram.

"So do i..... It feel really nice....."
Egentlig havde han aldrig troet sig selv som en person der kunne lide krammere som sådan men det lod til at være et helt andet tilfælde. Selvfølgelig var der hende men det var også noget tid siden og ind imellem et smertefuldt minde. Men lige nu nød han bare det dejlige kram

I det mindste var hun ikke alene om at kunne lide at kramme, han delte hendes glæde. At mørket forsvandt når de krammede hinanden, var der en logisk grund til, det var sådan hendes evne virkede, og den blev automatisk aktiveret ved nærkontakt og hvis hun ikke koncentreret sig. "I feels like I could stay here forever" hviskede hun nok engang. Hvorfor hun hviskede, anede hun ikke, det virkede bare som om øjeblikket ville blive ødelagt hvis hun hævede stemmen.

Hun endte dog med at se op mod ham. "Will you come visiting me again?" spurgte hun håbefuldt. Det her var hyggeligt, ikke kun at kramme, men det hele var hyggeligt. At have en anden at spørge, snakke med, lære fra. En at dele tanke og følelser med, forundringer og overvejelser.

Han nussede hende lidt på ryggen imens de krammede og hviskede tilsvarende: "I will take it as another sign that i give good hugs.... But i know what you mean.... This feels really nice.... Sometimes when something feels wonderful it can feel like time slows down to almost a halt..... Just like now...." Han hviskede selv fordi at et lavt toneleje virkede bare bedre til situationen. Den ro de begge havde i så dejligt et øjeblik var ikke noget der skulle spoleres. Så hellere hviske end at tage chancen.

Da hun spurgte, trak han hovedet lidt tilbage så han kunne se ned på hende og sagde med et varmt smil:
"Of course i will..... What kind of teacher would i be if i didnt? You are always welcome at my castle as well.... And if you dont have the possibility to come visit you are also more than welcome to call me"

"Indeed.." svarede hun ligeså lavmælt, og bekræftende. Samtidigt kunne hun ikke andet end nyde de små strøg han dryssede ned over hendes ryg, det var rart og døsende.. overraskende nok! Hun havde ikke rigtigt lyst til at slippe, og puttede sig derfor tættere ind mod ham. Hvilket bedre sted end her kunne man lige finde? Tryghed, og ro.. det var næsten ligeså godt som havde hun været i himlen.

Kort efter så de mod hinanden, og hun smilede bredt ved svaret og var tydeligvis glad. "Good, you wouldn't be able to get rid of me this easly" endte hun med at svare i en form for advarsel, om at han nu hang på hende. Forhåbentlig var hun ikke den værste i verden at skulle hænge på, og skulle hun vise sig at være så slem, måtte han sige til. Det håbede hun i hvert fald at han gjorde, eller at hun selv vil opdage det.

Som de sad der og krammede, sad han stille og tænkte på hele situationen. Og han kom til at tænke på hvor dejligt det egentlig var. Han havde ikke følt sådan en ro længe. Han havde haft ro et stykke tid men det havde også været præget af ensomhed. Det her var noget helt andet. Han følte sig velkommen.. Og hans evner var egentlig irrelevante.

Hendes 'advarsel' fik ham til at grine og ganske kort holde hænderne op i luften som blev han anholdt.
"You dont have to worry about that.... Why on earth would i want to get rid of you? After all you're the one that taught me how to hug properly.... And i would be really sad if i couldnt get more hugs...."
Så nussede han hende på ryggen både fordi det skulle være dejligt men også en forsikring om at det han sagde var rigtigt

Hun smilede bredt ved svaret, glad for han havde det på den måde. "I would love to teach you other things as well" hvad det så lige skulle være, var hun ret sikker på at de nok skulle finde ud af med tiden. Indtil da, kunne hun godt lide at kramme ham, og det var vidst gengældt.

"Don't you want to come to the church? I am going there every sunday, it is very nice and people love to talk to me, and I am sure they will love to talk to you as well. They can sense us.." han havde brug for at komme ud og møde folk, så det var måske ikke en dårlig ide når det kom til stykket.

Han smilede varmt og gav hendes hånd et lille klem inden han sagde:
"I would love to learn all you will teach me... One can always learn alot more than they think..."

Så lyttede han til hendes forslag om at komme med i kirke og skulle egentlig lige til at svare ja. Men da hun så nævnte at de kunne fornemme hvad man var, blev han lidt mere skeptisk. Han kløede sig kort i nakken og tog en dyb indånding.
"Are you entirely sure that will be a good idea?..... They know my name from when i was a Devil.....
And ruthless..... And i don't have alot of good experiences of mortals knowing what i am.... But if you think...."

"Thet wouldn't know we are angels, they only sense the good inside us, and then they begin to spill their hearts out. Usally I just listen and hold their hands, and that would be enough to give them some comfort" forklarede hun. Det var ikke fordi de vidste med sikkerhed hvad de var, det var bare deres udstråling der havde det med at få folk til at drages af dem. For Charmeine betød det, at hun kunne hjælpe og støtte, og det var jo egentlig det hun gerne ville.

"Come on, you have to try it out. I will be there with you, and if anything happens, we will just leave" forsikrede hun ham. Hendes hånd hvilede stadig i hans, og hun gav den derfor et blidt klem.

Han nikkede stille og overvejede hendes ord ganske kort. Måske var det rent faktisk den mulighed der kunne gøre noget mere ved hans opgave.
"Maybe you are right.... It may give me the chance to help people with my powers as well.... Before i always took some kind of payment before my rebirth.... Maybe now.... Maybe i can help them... Only to create light in their darkness.... I cannot comfort people in the same way as you.... But of you think....
Maybe i can make a difference anyway..... He would not grant me these abilities if i shouldnt use them....."

Som hun klemte hans hånd, nikkede han med et forsigtigt smil og sagde:
"Ok..... I will come with you.... Maybe you can even send people to me if you think i can make a difference for them"

Han så du til at tænke over det, og evd hans svar, kunne hun ikke andet end smile bredt "Precisely!
I know you can do it, and I will be there with you, in every step. We can do this.. you can do this!" hun lød måske ret sikker, men det var fordi hun altid var sikker! Havde altid et håb, troede på tingene, gav aldrig op. Sådan var hun skabt, sådan var hun opbygget, sådan havde hun levet og eftersom hun imodsætning til mange, endnu ikke var ødelagt af verden, var tingene sort eller hvid for hende, for det meste hvid.

"Wonderful idea, I will do so" endelig! Så var det arrangeret sådan. "So.. what do you say about... we meet outside the church sunday at 10?" så kunne de høre gudstjenesten sammen, og derefter snakke med folk.

Det var ikke helt til at sige om det var hendes entusiasme omkring det eller det faktum hun havde overbevist ham om han kunne gøre en forskel på en måde han egentlig ikke havde tænkt over. Dog havde han allgievel lidt i tankerne at han ville klæde sig lidt anderledes end han gjorde normalt. Han havde jo gjort nogle ganske store donationer til kirken og han ville udrydde muligheden for at folk ville reagere på pengene.
Det skulle handle om han kunne gøre en forskel i nogens liv.

"It sounds like a great idea.... It has been a while since i've been at the church..... Better stick with my mortal name unless a reason to otherwise should come.... Thank you Charmeine.... You truly impact my life in more ways than you know"

Hun nikkede gentagende gange mens han svarede, for alt hvad han sagde gav jo ret god mening. At benytte sig at sit menneskelig navn mens han var i kirken var ikke den værste ide trods alt. "We use your mortal name, don't think too much about it, dearest. Everything will turn out just fine" blev hendes eget svar, smilet bredte sig atter over hendes læber, og hun nærede tydeligvis ingen tvivl om hvordan det her vil gå. Tværtimod, var hun overbevist om succes. Intet kunne gå galt, de skulle trods alt bare i kirken!

Indtil da, var hun ærlig talt begyndt at føle sig træt. Behov for søvn havde ikke været eksisterende indtil hun var endt på Jorden, og hun havde det stadigt underligt med at blive træt og falde i søvn på sofaen af og til. For nu, endte hun rent faktisk med at gabe, hvilket gav hende et klart signal om at hun var træt. "We should go to bed.." at hun talte i flertal skyldtes at de var to, og hun havde en ide om at han blev og overnattede, hun tænkte ikke videre over det.

Han nikkede til hende da hun sagde de burde gå i seng men samtidig virkede han også lidt tvivlende. Søvn var jo noget han kun gjorde meget meget sjældent.
"I think you are right.... Although..... I dont really sleep anymore.... It is hard for me to feel tired....A leftover from when i was cursed i think.... I never slept at all back then... To be honest i dont really know when i am tired...."

Han havde følt fysisk udmattelse før den gang han var fanget i arenaen og tvunget til at kæmpe. Men der skulle han indimellem også kæmpe flere dage i træk.
Da han endelig kom ud der fra kunne han sagtens tage sig en rigtig lang lur.
Men selve processen i at sove ellers hvis ikke han var fysisk udmattet kunne han ikke rigtig genkende

"Oh" blev hendes første respons til hans svar, se det var noget helt anderledes end for hende. "In heaven, one does never sleep. There is not such thing as sleep or being sleepy. But ever since I came down here, I become tired every 14th or 15th hours and have to sleep" det var ikke så praktisk, men hun havde virkelig ikke noget valg. Hendes menneskelig krop krævede ro, og sådan var det bare åbenbart. Der var intet hun kunne gøre ved det. At han ikke havde det på denne måde var vel heldigt, eller hvad? Hun ville hellere bruge tiden på noget andet, og mere praktisk end at sove. Det var også vældig kedeligt, og man følte virkelig at man spildte tiden.

Han smilede stille til hende og nikkede en gang. Selv havde han jo fysisk set ikke været så længe i Himlen at han mærkede til den slags. Men hans tidligere skikkelse skulle jo ikke bruge søvn eller hvile til noget som helst. Eller sådan så han selv på det i hvertfald.
Men kort tænkte han sig om inden han så på hende og sagde:
"I do sleep in very rare occations.... But i cannot remember last time i did.... But if you would like i could stay here for the night? It would also make it easier if we were going to church?"

Og hvem ved måske kunne hun godt lide tanken om en gæst eller for den sags skyld kunne der jo komme flere spørgsmål om ting hun undrede sig over eller ikke vidste endnu. Han ville jo gerne hjælpe hende til at opnå hendes mål

"You are welcome to stay" svarede hun med et smil. Hun ville ikke have noget imod at han blev, desværre kunne hun ikke prale af ikke at have behov for søvn, for det havde hun i denne skikkelse.
Hun havde haft det underligt med at bo her helt alene, og generelt være alene. I himlen var hun omgivet af varme, og havde rigeligt med engle at være omkring, her var hun alene, hvilket godt kunne blive ensomt. Så hun sagde aldrig nej til selskab, langt fra.

"I love guests, even though you are the first one. I am not used to be all alone. Usally, I am surrounded by angels. This is odd" konkluderede hun kort efter.

Han smilede varmt og satte sig kort til rette imens han betragtede hende. Det kunne godt være en hård omvæltning at være i den her by når man nu var vant til der var selskab hele tiden. Dog var det ikke noget han selv tænkte over før han blev genfødt. Da han stadig var en Djævel, var det helt ligemeget.
"I am glad..."

Kort strakte han sig imens han kort tænkte over hvor meget han selv var alene. Det var heller ikke rart og han havde også ofte svært ved at smile når der ikke var nogen at smile sammen med. Der var selvfølgelig Bach men Bach var ikke ligefrem kendt for at smile. Selvom Khaa ofte havde prøvet uden held. Dog var der ingen tvivl om at Bach tjente fordi han oprigtig ville.
"Solitude have always been a loyal companion.... But not the most cheerful"