Maybe swearing will help - Alias

Endnu en aften brugt bag hans lejligheds fire vægge. Brugt på at male, få nye ideer, nye drømme blev malet, nye tanker. Alt var som var det dagen før, der blev spillet om igen.
Aaron klagede dog ikke, langt fra. Han elskede at bruge sine aftner gemt væk fra den sociale verden, udenfor hans lejlighed. Han social angst plus at han var introvert, sørgede for det. Han havde det bedst alene, han samlede energi på den måde, når han så endelig skulle ud med sine venner, eller han havde en kunde som skulle males. Han skulle altid have lang tid til at forberede sig, til når en kunde kom forbi.
Aaron sad endnu engang foran sit tomme lærred, han havde efterhånden prøvede at tegne sin seneste drøm, han havde set en lille pige, men jo tættere på hende han kom, kunne han se at hun ikke var en pige, hun var noget helt andet. Hendes ansigt var halv brændt, som om hun havde taget et bad i syre, hun havde en blodig hvid kjole på og så var hendes krop, fuld af sår og ar. Han plejede aldrig at få mareridt, han plejede aldrig at tegne sådan noget, derfor han ikke rigtig vidste hvordan han skulle tegne det, det lignede ikke ham at få mareridt.
Han skulede til sit lærrede, han hade ikke at kunne male noget. Han plejede ellers at være så god til det, hell han havde brugt hele sit liv på at tegne! Han mumlede nogle bandeord, før han smed sin pensel fra sig og gik ud af sit studie, ind til sin stue. Han satte sig på sofaen med et bump og tog sin mobil op af sin lomme, samtidig med at han tændte for tv'et. Det var nu ikke fordi at han faktisk kunne forstå hvad de sagde, han kunne ikke fransk, men det var dejligt med noget baggrundsstøj, imens han var på sin sociale medier.
Hans mor havde også skrevet til ham, spurgt ham hvordan det gik. Men det var åbenbart ikke nok med en tekst, fordi hun ringede til ham kort efter.
Han rystede på hovedet og grinede lidt, inden han tøvende tog mobilen.
Hey mom, what's wrong since you are calling me? spurgte han. Han vidste der måtte være noget galt, for hans mor vidste hvordan han havde det, med at tale i telefon, selvom det bare var hans familie.
Dad is at the hospital, it's nothing too serious, he will be alright, I would just like to tell you by calling. sagde hun. Hendes tone var normal, den lød ikke til at være al for nervøs, så det måtte betyde at det ikke var så slemt. Han sukkede lettet. You nearly gave me a heart attack, tell dad I said hi and I wish a quick recovery sagde han med et smil på læben. Han cuttede altid samtalerne på mobilen kort, ikke fordi det var dyrt, for ærligtalt han havde råd til det, men fordi han ikke kunne lide at snakke i telefon. Hans mor sagde farvel og han lagde på, ingen inde på de sociale medier, stadig med baggrundsstøj på. Han var fuldstændig uvidende om hvad der forgik omkring ham.

"What a pretty face you got.. No no.. Stay still now, just relax.." hviskede hans dybe stemme beroligende. "Yes.. " hviskede han endnu videre. Livet forsvandt langsomt fra hendes øjne. Det var de mest dyrebare sekunder, hvor hans offer der var menneskelig, svævede mellem liv og død. Det holdte fast så stærkt de små pus, troede aldrig håbet var ude, troede altid at de ville blive redet. Men de sidste få sekunder, hvor deres pupiller langsomt afslørede dem, at de gav op, håbet forsvandt, og så forsvandt de selv. Hun var død, og han skubbede hendes døde krop fra sig. Han rejste sig op og slikkede sig dovent om læberne.
"Mhmm.. tasty" hviskede han stille og så sig om i gyden. Easy peasy, and now.. the body. Han kiggede ned over kvindens livløse krop, og tænkte sig kort om, han rakte så ned og samlede kvinden op, hendes hovede dinglede let over hans skuldre. Han havde lagt et rent snit hen over hendes hals, skåret hendes pulsåre over, skåret dybt nok, så hun ikke engang kunne skrige, eller trække vejret. Det havde været en hurtig død, en let død. Han havde drukket fra det åbne sår, og nu smed han hendes lig op i en container. Han havde ikke brug for at skaffe det af vejen, det var et mord de ikke kunne tracke tilbage til ham, der var ingen fare.
Han satte i løb ned af gaden, og fandt sig selv meget hurtigt i den anden ende af byen. Han sukkede stille, men det havde ikke været sjovt, og nu kedet han sig. Han fik øje på et lille myr igennem ruden til en lejlighed der lå i stue etagen. Langsomt, dovent, gik han tættere på for at betragte fyren på den anden side. Han så meget koncentreret ud, gad vide, om han ville lege? Han blev dog stående lidt endnu der i skyggen, zoomede ind på fyren, lærte hans bevægelser at kende, lærte ham at kende, langsomt, planlagde hans død, planlagde sin flugt, planlagde deres leg. pretty boy.. sure he would taste amazing.. but.. they needed to play first, oh yes, please.

Midt i han var opslugt i sin mobil, begyndte Aarons mave at rumle. Et suk kom fra Aaron, inden han rejste sig fra sofaen, som om var det en enorm udfordring, at komme op fra den komfortable siddeplads.
Han havde nu heller ikke fået noget aftensmad endnu, siden han havde været opslugt af sit maleri, og havde slet ikke følt sig sulten på det tidspunkt. Han vidste dog ikke hvad han skulle lave af mad, han havde slet ikke lyst til at lave mad på dette tidspunkt af aften. Måske kunne han bestille en pizza. De forstod trodsalt engelsk, der hvor han plejede at bestille pizza fra. Ja, han bestilte meget pizza, mest på dage som disse, hvor han havde glemt alt om at lave mad og ikke orkede det, fordi det var forsent.
Teknisk set var det også for sent at spise nu, klokken var 7 om aftnen, han ville helst spise før det.
Imens han stod og tænkte over hvad han skulle have, gik en mærkelig følelse igennem ham. Den gav ham kuldegysninger, det var den følelse man fik, når nogen kiggede for meget på en, den følelse man fik om natten, når det var helt mørkt og man følte der var noget der kiggede på en. Han rynkede brynet og kiggede omkring sig, der var ingen inde i lejligheden. Han kiggede ud af alle sine vinduer, men der var intet at se, så han valgte bare at trække gardinerne for og bagefter låste han sin dør, så han følgte sig lidt mere tryg.
Han gik derefter ind på sin Macbook, hvor han gik ind på pizzariaets hjemme, side at lave en ordre. Han havde fået nok af at tale i telefon med sin mor, det ville være endnu værrer at tale i telefon med en fremmed.
Han bestilte bare en pizza med ost og spinat på. Der stod at der ville gå omkring 20 minutter, før den kom. Men det var også fint nok, det var ikke et pizzaria der havde travlt, så det var faktisk så hurtigt det gik.
Aaron satte sig tilbage på sin sofa, han begyndte at tænke om der måske var nogen derude alligevel, som bare gemte sig, fordi han havde stadig den mærkelige følelse.
Han stod op på sine knæ, på sofaen og vendte sig mod vinduet, for at trække gardinet for en lille smule og kigge ud. Der var ingen, det var ved at blive mørkt. Han rynkede sine bryn, men valgte så at trække for igen.

Der var gået 20 minutter og Aaron ventede på at det ville ringe på døren, klar til at låse døren op, så han kunne få sin pizza. Han var ved at blive rigtig sulten nu, efter som han var begyndt at tænke mere og mere på mad.
Han havde sat noget godt musik på, i stedet for at have tv'et tændt. Aaron var mest til god gammeldags musik, især som Jerry Lee Lewis, som han lige nu havde kørende, en af hans hit, Great balls of fire. Han dansede en smule rundt til den, med sin mobil i hånden, da han skrev med sin ven. Et smil var på hans læber, han nød at være alene, bare kunne være sig selv og danse rundt, som han ikke ville kunne på en bar med sine venner, han var for det meste bare oppe ved baren, for at få drinks, istedet for at danse, som han gjorde hjemme.

Det dovne dyriske smil krøllede sig sammen til et endnu mere djævelsk et af slagsen. Hvis en tiger havde kunnet smile, ville det se nøjagtig sådan ud. For han var et rovdyr, uden lige. Det farligeste af slagsen, for han havde ingen samvittighed. Den havde han skyllet ud i toilettet, med hvad der var tilbage af hans menneskelighed. Lige siden.. ham havde han ikke følt noget, ikke en eneste ting. Selvfølgelig havde han ikke glemt det, ikke det mindste, men han var ikke menneskelig, han havde gjort noget langt værre end at glemme. Ude af syn, ude af sind, that's how i rule. Det var der stadig, bagerst i hans sjæl, hvad der var tilbage af den, hvis han overhovedet ejede sådan en ting. Han havde lukket ned for det, for den del af sig selv, han var ligeglad nu, alle følelser havde forladt ham. Han var et dyr. Men ikke et hvilket som helst dyr, he was like a snake.. Got his highs from playing around with his victim.. Just playing, having fun.. Before the ultimate kill.
Han lænede sig tilbage mod den kolde murstens væg bag ham, og lukkede de mørkebrune øjne. Han fokuserede nu udelukkende på lydende, zoomede ind på lejligheden på den anden side af gaden, lyttede til lyden af mennesket, der puslede rundt derinde. So exciting!
Øjnene gled åben igen, og et et kort øjeblik flashede de en dyb mørkerød farve, før de igen var tilbage til det mørkebrune. Han så op og fandt dermed ud af, at mennesket nu havde været så fræk at rulle for, gardinerne havde lukket for hans syn, for hans stalken. Oh no he didn't!
Cheeky little fellow.. I'm gonna make you bleed.. So bad. Hvæsede han, fuldstændig rasende på mennesket, how dared he!.
Men det var ingen hemmelighed, at Alias var helt og aldels vanvittig, fuldkommen psykotisk. Der var intet navn for denne sinds lidelse han bar med sig rundt, og det bedste man kunne fortælle folk var, at de skulle løbe fra deres liv. For helt ærligt, en vampyr med et knust hjerte, var sjælden en god ting.
Han flashede kort de dybrøde øjne igen inden han hvæsede vredt ud i intetheden, "I'm gonna get you! Hæhæhææææ!" hviskede han fnisende for sig selv, og satte i bevægelse over gaden, og hen til døren der førte ind til Aarons opgang. Det var her at et par forlygter blændede ham, og han vendte sig for at se hvem der nu mente at de havde rettighed til at forstyrre ham.
Det var pizza leverings fyr, på en lille knallert af et mærke han genkendte som Yamasaki, 4 cylinder? fyren gled mindre elegant af sit køretøj og begyndte at bevæge sig direkte mod Alias. Havde det lille menneske mon bestilt pizza? Havde han hørt en mave rumle, havde han hørt kliken på et tastatur? Det kunne meget vel være. "Give it here.." brummede han til fyren med pizzaen, der nu så noget forvirret ud og stirrede tilbage på den unge gudeligende vampyr. "Come on now.. give it!", sagde han lidt højere, helt seriøst, imens han nedstirrede fyren. Fyren så helt fortabt ud, men havde nok af alt mindst løst til at diskutere det med Alias, ikke når han havde dét udtryk i ansigtet. Han afleverede forsigtigt pizzaen til Alias og mumlede noget med at den var betalt online. "I know that, now fuck off!", sagde han vredt, på vej til endnu engang at miste besiddelsen, var denne verden dog ikke bygget af andet end elendige fuck hoveder? Han burde dræbe dem alle.. Save them from themself.
Han betragtede fyren løbe tilbage til sin knallert, og snart var gaden igen øde, han lænede sig ind mod døren og kiggede på taleanlægget, hmm? Han lænede så bare let hårdere, og døren gik op med et træt suk, og en høj knirken. Han gik op af den første trappe og stoppede ved døren, betragtede kort navnet tapet fast et sted over brevsprækken og bankede så roligt på. "Did anyone ordered pizza?!" kaldte han. Hans ansigtstræk havde igen ændret sig, hans øjne, mørkebrune, udstrålede et mildt blik, og om hans læber hang der et forførende smil. helt og aldeles psykopatisk, But Aaron didn't know that.

Han fik noget af en overraskelse, da der blev banket på og da en stemme udenfor hans dør, lød. Det måtte være pizza manden, som var kommet med hans pizza. Han stoppede med det samme med at danse, han lagde sin mobil fra sig og skyndte sig hen for at slukke musikken.
Han satte ikke rigtig spørgsmålstegn ved at han kom ind, uden virkelig at ringe på, der var mange måder at personen kunne komme ind, uden virkelig at ringe på, så han kunne lukke dem ind.
Aaton tog en dyb indånding og gik hen til sin dør. Han låste den op og lukkede op. Han hade når det var mænd, der kom og afleverede hans pizza. Han blev altid så nervøs, når de stod foran ham. For det meste var det faktisk lidt ældre mænd end ham selv, ikke altid nogen som han finder lige attraktiv, men denne gang var det en hel ny der kom med pizzaen. Han så en tand yngre ud og meget bedre end de andre.
Han bed sig kort i læben, indtil han fandt sig selv, bare stirrende på manden foran sig, uden at tage imod sin pizza, som egentlig var hvad manden kom for at aflevere.
Mentalt slog han sig selv flere gange, dette var noget han ville se tilbage på og skælde sig selv ud for, det var så cringe.
Et smil formede sig på hans læber, endelig fik han sin mad, han var så sulten!
Thank you, I'm so hungry sagde han og tog imod pizzaen. Den velkendte duft af frisk pizza, var den bedste duft han kendte til. Det var duften af at hans mave snart ville være fuld og han kunne gå glad i seng.

(lidt kortere, mistede krea :3)

Han lænede sig mod dørkarmen og ventede på det bette pus fik taget sig sammen til at komme til døren. Han lyttede til musik der blev slukket og et par fødder over gulvet, der nu kom imod ham. Så det var altså ham, som der havde bestilt pizzaen, hvor heldig fik man lov til at være? Hans øjne gled op og mødte Aarons da døren endelig gik op. Han kiggede undersøgende på ham, nu da han var meget tættere på, og intet glas forhindrede ham i at se ham ordenligt. Han var høj, muskuløs, men ikke for meget, slank, men heller ikke for meget, og hans grønne øjne strålede af liv og glade dage.. Well let's see if we can change that, shall we?
"Well.. thank god then, I'm not in the wrong place.. Sorry i took so long, got your address wrong first!" sagde han og sendte Aaron et stort smil, så han fik lov til at flashe lidt med sine mælkehvide tænder, hugtænderne sad længere oppe under læben, og var endnu skjult, selv om hans øjne var blevet en anelse mørkere, end de normalt ville være. "Yearh me to.. can't wait to get something to eat myself" sagde han og kiggede over skulderen på Aaron, gav ham boksen og skubbede så sig selv forbi ham, og ind i hans lejlighed. "Can i use the bathroom, I promies to be quick" sagde han og gik længere ind i lejligheden, uden egentlig at have fået lov, men det var han selvfølgelig ligeglad. Han tog en dyb indåndning og snuste, Oh yes.. That scent.. It smelled like dinner!
Han vendte sig rundt og sendte Aaron et større smil, og nikkede i retningen af en dør, "Is that it?" spurgte han og gik tøvende mod døren, ventede på Aarons svar.

Han kløede sig i håret. Det var mærkeligt, der var ingen andre bude der havde haft svært ved at finde hans lejlighed. Det var ret nemt, især da det var stueetagen, men siden han ikke havde set budet før, anså han det som at fyren var ny og lod det bare gå. Oh it's alright sagde han lidt halv akavet. Det var meningen af fyren bare skulle gå igen, han havde betalt over internettet, det var ligesom hele ideen ved at betale over internettet, man behøver ikke at bruge mere tid på budet, så han kunne bare gå igen og man kunne gå ind og nyde sin mad i fred og ro. Men at han bare stadig stod der, gjorde Aaron nervøs.
Hans øjne blev store og han gispede kort, da fyren bare gik forbi ham og gik ind i hans lejlighed. Okay, det var virkelig mærkeligt. Kunne dette ikke ses som at bryde ind? Fyren havde jo ikke fået lov af Aaron til at komme ind i lejligheden. Han drejede sig rundt, pizzaen stadig i hånden og kiggede målløs på fyren foran ham. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Forventede fyren at han ville dele sin pizza med ham eller hvad?! Han kunne dog ikke få sig selv til at råbe af ham og få ham ud, han orkede ikke nogen konfrontation. Han hade konfrontation.
Han ville bruge toilettet? Det kunne han vel godt, men det gjorde ikke sagen mindre mærkelig. Han kunne havde spurgt først, selvom han nok ikke ville give ham lov alligevel, men stadig.
Han kiggede i retningen af hvor fyren pegede hen af, hen mod toilettet. Aaron nikkede langsomt og kiggede hen på fyren igen. Yeah, that's it sagde han halvt nervøst, men lod fyren bruge toilettet.
Han lagde pizzaboksen i sit køkken og fandt en tallerken frem, hvor han lagde to stykker på, han kunne altid tage mere, når han havde spist dem.
Han satte tallerknen ind på stuebordet og ventede egentlig bare på at fyren ville gå igen, så han kunne hygge sig med noget youtube eller film og spise noget pizza.

Alias sendte Aaron et kækt smil og skubbede til døren ind til badeværelset, han smuttede igennem døråbningen og derud hvorved han lod døren glide i bag sig. Typisk mennesker, altid så skide naiv! Hvem lukkede overhovedet fremmed folk ind i deres lejlighed mere, var menneskeheden ikke gået hen og blevet en anelse for snerpet til den slags? Well.. Maybe this one wasen't such a pride.. to bad he had to die..
Han så sig omkring på toilettet og duftede kort til den perfume der stod på hylden, og skar en kort grimasse, hmp.. Han fortrak det mere naturligt og mindre syntetisk. Han vaskede sine hænder og tørrede dem i håndklædet inden han tog sig et øjeblik til at betragte sit eget spejlbillede. Han var selvfølgelig perfekt. Han vendte rundt og åbnede døren igen, gled igennem og lod den glide i bag sig. Han stod så igen i Aarons stue og sendte ham et smil, der var så mystisk, at det var umuligt at tyde hvad han mente med det. Det var egentlig også ligegyldigt, for nu var Alias tålmodighed ved at løbe fra ham, og han orkede ærligtalt ikke mere small talk. "Well Arron.. I was thinking.. Who about we played a little gamle, before i left?" sagde han og sendte Aaron et lidt mere grumt smil, hans øjne funklede nu af en dybere ondskab, og smilet om hans læber voksede sig større og gjorde hans før måske forførende udseende en smule mere psykotisk at se på. "Tell me.. how sound proof do you think your walls are?" grinede han og bevægede sig langsomt, som et rovdyr imod Aaron.