There is always light - Alias

Alias skulede til Khá, endnu en bølge af vrede pumpede gennem hans åre, "DO NOT FEEL SORRY FOR ME!" råbte han efter Khá, ingen skulle have undt af ham, han ville ikke have deres medlidenhed! Fuck! "Lies, and even more lies" hviskede han stille for sig selv, da Alias i virkeligheden troede på at den kærlighed som de to mente de havde for hinanden, kun var en illusion.. Og snart ville den ene af dem vende den anden ryggen, og den anden ville blive efterladt med et knust hjerte. For det var den enste form for kærlighed han nogen sinde havde oplevet. Alias lagde hovedet på skrå og grinede bare, I can promise already.. But i cannot hold it.. hviskede stemmen et sted inde i ham, den havde godt nok trukket sig tilbage, men det var kun fordi Alias selv i dette sekund var den sindsyge og på den måde blev de to forenet, det som havde gjort Khá stærkere, gjorde kun Alias mere og mere sindssyg. Han betragtede Khá forlade kirken, og så blev alt stille igen. Han kunne høre Charmeines hjerte der hamrede der ud af, genklangen af havd hun havde sagt til ham: I love you.. Sad stadig i hans hovedet, og det rev ham midt over, et sted var han så vred, som ingen mand burde være, men han var også såret, trist, ked af det, at hun følte sådan, for en der ikke var ham, når han inderligt ønskede hendes anerkendelse, på en måde som han aldrig ville kunne bede om, og tydeligvis alle kunne få.
Han slap kniven og den faldt til jorden, så hun igen kunne bevæge sig fri rundt. Han stirrede hårdt på hende og nikkede mod døren, "Well.. Go to him then.." sagde han stille, gik hen og samlede kniven op. Et sekund senere stod han over ved alteret og slikkede resterne af hendes blod af kniven, imens han overvejede hvor vidt han skulle stikke af eller om han skulle gå uden for og slå Khá i ansigtet, det sidste var nok det han havde mest lyst til.

Han råbte efter Khá og hun forsøgte at ignorer det og fokuser på kniven der helst skulle falde meget snart. Det gjorde den da også noget tid senere da Khá var væk. Hvad han betragtede som løgne, var hun ikke sikker på, men det måtte være Khá's ord. SÅ længe Charmeine havde noget kontrol over sine egne tanker og følelser, og der ikke var magisk indblandning der skulle tvinge hende til at handle anderledes, ville hun elske og betragte Khá som sin livspartner.
Hun vendte sig mod ham, og opdagede nu han havde snuppet kniven og stod ved alteret. Noget tid blev hun blot stående, og som han bad hende gå til Khá, gik hun i stedet tættere på ham. Snart stod hun ved alteret, tæt ved siden af ham. Hun undgik dog at røre ved ham, det havde jo vist at have den modsatte effekt. "I do love him, Alias. But that doesn't mean I cannot care about people around me as well.." svarede hun blidt og med et skævt smil.

Da der ikke var flere rester af hendes blod tilbage på kniven, stak han den tilbage i bæltet på sine bukser og satte sig ned på kirkebænken. Ud af øjenkrogen betragtede han Charmaine. Han løftede dog først hovedet og kiggede direkte på hende da hun kom helt hen til ham. Han forstod ikke hvorfor hun blev, når han havde givet hende lov til at gå. Hun ville tydeligvis hellere være sammen med Khá end hun ville være sammen med Alias. Han rystede langsomt på hovedet af hende, "You cannot fool me, I don't believe in love" sagde han stille og fik fat om kniven igen, han trak den ud af bæltet og holdte den frem foran sig selv, for at holde hende på afstand. Hun skulle ikke røre ved ham igen. "You don't care about me, and I don't need you too.. I don't need anybody.. Now go, before i loose controle again" sagde han stille og fægtede lidt uskyldigt med kniven foran sig, men prøvede ikke på at ramme hende, bare.. holde hende væk.

At han stod og slikkede blodet af kniven, kunne hun se, der var dog ikke meget at sige til det. Havde han taget hendes håndled eller hals, kunne hun have tilbudt ham mere blod hvis han havde behov for det, men eftersom han havde gjort noget andet, kunne hun ikke. Det ville være forkert af hende.

"I am sorry you don't, but I was created to spread love.." svarede hun med et skævt smil. Han lagde afstand til hende, og hun lod ham rykke sig og sætte sig ned hvor hun bare fulgte ham med blikket uden at røre ved ham. Han ønskede det jo tydeligvis ikke.
"I do care about you, if I didn't.. I wouldn't be here now and you know that very well.." al logik sagde jo hun blev der for hans skyld, hvorfor skulle hun ellers blive der? Hun satte sig på knæ, og så blot mod ham. "I am not going anywhere.." gentog hun blot for ham, så det kunne han ligeså godt vænne sig til.

Alias så op på hende og sukkede højlydt, det irriterede ham at hun ikke bare gik, når han vidste at det var det hun aller helst ville, Khá stod ude foran og ventede på hende, klar til at træde til hvis Alias igen skulle gøre noget dumt. Han kunne ikke forstå det.. Kærlighed.. Hvorfor nogen ville bruge deres tid på det, når det alligevel, i sidste ende.. Ikke var andet end had. Et dybt og indre had. Han huskede den dag.. Hos Khá.. Hvor han havde fået Alias til at genopleve gamle minder, han tænkte på drengen i regnen, og hvor meget han hadet netop ham, for at have ødelagte ham.. Gjordt ham til det han var nu.. Ikke og en skid.
"Sure you were, He just forgot to tell you that love dosen't exist, it's all just an illusion.." sagde han stille, han havde stadig kniven rettet mod hende. Han sukkede dybt da hun sagde at hun var der for hans skyld, han troede ikke helt på hende.. Hvorfor skulle han det? End til videre havde hun kun givet ham problemer. Han sænkede kniven lidt, da han var forsikret om at hun ikke kom nærmere ham. "What is hell? I maintain that it is the suffering of being unable to love.”

Han var tydeligvis irriteret, men ærlig talt, kendte han hende ikke. ”Feeling happy about and around someone, feeling the heart beating fast, and caring so much about someone you willingly die for them, that is love dearest” svarede hun blidt. “At least, that is love to me. Love isn’t something specific, not something you can force others to feel. It is something special, something perfect for each person, and something we all need” fortsatte hun i same blide tone, hverken belærende eller alvidende. Det var ikke hendes hensigt at fremstå som nogen af delene trods alt.  

At kniven var rettede mod hende skræmte hende ikke rigtigt, så hun sad bare stille og betragtede ham. Hun kunne se han ikke rigtigt troede på hende, hvilket naturligvis var beklageligt. Kort efter sænkede han dog alligevel sit våben. ”You are able to love, Alias. Nothing is impossible, and your biggest enemy in life, is yourself. Nobody else can harm you as much as you can harm yourself. Your demons is huge, I can both see and feel that, and I really want to help you. And before you say anything, think about it this way. I am offering you something, without wanting anything in return. If you refuse, you will say no to an opportunity you will never get the like again. You have nothing to lose, and the only thing stopping you from taking my offer, is your demons. Do you really want to give them that satisfaction? It is hard, yes. It will only get harder, I know that. But, it is your body, you should take that back. Be in control, don’t let those voices take that control from you” hun snakkede meget, det vidste hun. Sådan var det dog når man prøvede at tale sin sag, og det var netop det hun gjorde. Eller prøvede på i det mindste.

Han skubbede kniven tilbage i bæltet, og t-shirten ned over så den ikke kunne ses lige med det sammen, dog sad den der stadig, klar til at blive trukket igen, hvis hun skulle prøve på noget. Han lyttede stille imens hun forklarede ham havd kærlighed var, hvad kærlighed var for hende altså, han kunne ikke lade være med at grine stille, de havde så fuldstændig forskellige opfattelser af kærlighed, at det var latterligt. "Well.. That's great, it really is.." sagde han stille og sukkede opgivende, inden han lyttede igen, lod hende tale, ventede. Han kiggede op "If you were smart, you would leave me now.. Go and be with him.. I'm no good for you.. If you stay, you will regret it" sagde han stille og nikkede mod døren, han gav hende lov til at gå, det var ikke mange han gav denne chance, som regel tvang ham dem til det modsatte. Men der var noget ved Charmeine, der gjorde at han virkelig ikke ønskede at gøre hende noget undt.. I hvert fald ikke med vilje. En del af ham havde lyst til at passe på hende, men det var ikke hans job, det var Khás job, og han kunne ikk bare tage hende fra ham.. Det vidste han godt nu. Men hun gjorde det også virkelig svært, når hun blev.. Han var ikke vant til at håndtere den her slags følelse, og det var bare et stort rod.. Han vidste ikke.
Han grinede stille igen og rystede på hovedet, "You know what? The only kind og love I've had ever known, is.. Being.. left, manipulated, miserable, regretful, broken-heated.. And it's all i remember.. People leaving me, people manipulating me into doing stuff I would never do, people making me feel miserable all the time, making me regret this.. This way of living, that I did not choose for myself, getting heartbroken over, and over, and over again! It's all the love that I've ever know, It's made my who I am.. And you cannot change that.. I would never let myself fall in love again.. And I will never care again.. Because when I do.. People screw me over.. and over.. Till I'm left with nothing.. But a least.. I do not feel anything now.. So no-one can hurt me anymore.. And maybe you think thats sad.. But it's fine.. It's good.. I'm okay with that" sagde han. Han kunne ikke huske gang han havde haft så dyb en samtale med en anden person, måske var hun allerede i gang med at lave om på ham? Men om det var for det bedre eller det værre.. var svært at sige.

Han gav hende en chance for at smutte, for bare at gå ud til Khá og forsvinde ud i mørket med ham. En chance hun vidste han ikke bare gav til alle og enhver, men samtidigt, så var hun heller ikke som de fleste. Han beskrev da også snart hvordan hans liv havde formede sig, hvordan og hvorfor han var endt som han var. I disse øjeblikke var det manden der snakkede, ikke stemmerne, det var ham. Og fordi han var så åben, så ærlig, og viste hende den tillid at han rent faktisk indrømmede hvordan tingene var gået for ham, kunne hun ikke bare gå. Hun ville ikke være endnu en i rækken, endnu en der svigtede ham. Hun hverken kunne eller ville være som dem.

"Alias, I am not telling you to fall in love with me. Caring about people isn't the same as falling in love. Life has been rough on you,
I can see and hear that, but you are still here! You have been fighting, and I admire that strength in you. There is more to you than these voices and that anger of yours. I understand people have hurt you over and over again, but let me earn your trust, let me fight for it. Let me be the one who wants to be your friend. Give me a chance and I will prove to you I am not like others" prøvede hun at overbevise ham. Hun vidste det var svært, og manden var ikke helt stabil så det ville også blive farligt, men hun var nødt til at prøve. Sådan var hun skabt, derfor var hun skabt. Hun troede på ham, hun troede på at fremtiden ville være lysere hvis den rette viste ham vejen. Han var ensom, godt nok sagde han at han havde det fint, men det var efterhånden en forsvarsmekanisme, fordi han var blevet såret så mange gange.

Alias stirrede stadig på døren, ventede.. Sekunder gik, men Charmeine blev. Han sukkede dybt.. Such mistake.. lød en stille stemme i hans hovede, og han nikkede stille, gav stemmen ret. Men hvorfor gik hun ikke? Hvorfor var hun så dum! Han smilede stille ved hendes svar "No of cause not.. That would be stupid.. But you are telling me to care.. Maybe not about you, but just.. Anything, everthing, something.. And I cannot.. I will not.." sagde han så og rettede sit blik tilbage på hende. Hvis bare hun vidste hvorfor han i virkeligheden stadig var her, så ville hun måske ikke stå og side, hvad hun sagde nu.. Men det var en hemmelighed han ikke engang ture røbe over for sig selv, gemt væk i det dybeste af hans indre.. Så ingen kunne finde det, ikke engang stemmen, eller heksen.. Ingen. "So many have said that before you.." sagde han opgivende, han var ikke sikker på at han ville igennem det engang til.. Men hun virkede ikke til at lade det gå.. Han måtte beundre hende for hendes gåpåmod, hun var meget viljestærk.. Men sådan var det jo nu engang med engle.. Desværre.. Havde den sidste engel han havde mødt, gjort nogen lunde det samme, for så at prøve at slå ham ihjel til sidste alligevel.. Hvordan skulle han nogen sinde kunne finde den tillid frem? "What about Khá?" spurgte han så i stedet for at give hende et svar. Han rejste sig langsomt, "He's still out there, do you really think he's gonna let you hang around with a psychotic vampire? You know I could kill you.. So easily.. He knows that too.." sagde han stille, og tog et skridt væk fra bænken, ned mod den anden ende af kirken.

Hun kunne se det hele var lettere sagt end gjort, og han stolede ikke på hende. Hun bebrejdede ham intet, lyttede i stedet til ham, og lærte mere om ham på den måde. Måske troede han at han ikke fortalte hende særlig meget, men simple ting som hans blik, udtryk, toneleje og ordvalg blev observeret.. og så kunne hun stadig fornemme hans sindsstemning og humør. "Fine, don't care.. don't care about anybody but yourself. I don't want you to care.. let me earn it.. all of it. Let me prove to you I wouldn't walk away" viljestyrke og masser af gåpåmod.. og hun var ikke typen der opgav folk. Ikke engang når de opgav sig selv.
Hun var naturligvis klar over at han kunne slå hende ihjel, det havde hun ikke et øjeblik tvivlede på. Hendes uro havde bragt hendes bedre halvdel dertil, og hun kunne fornemme ham på den anden side af kirkens tunge døre.
"Khà doesn't control me, I have a choice and he respects my choices even though he doesn't like them. He will always be near by to protect me, and should I die anyway, then I wouldn't have any regrets. If I walk away from you, I will never be able to forgive myself. If I walk away, it means I have failed the reason I am here .." svarede hun ærligt. "This is not about Khà, neither is it about me. This is about you" understregede hun for ham. At han ikke forlod kirken selvom han havde rejst sig og flyttede sig, fortalte hende at der var en grund til at han blev. Hvad grunden var, anede hun ikke, men det var vigtigt eller stort nok, siden han blev der.

Alias lyttede stadig, selv om han havde besluttet sig på forhånd. Han vidste dog ikke hvor overbevisende hun kunne være, og at hun i dette sekund var ved at overbevise ham. "I don't care about me either.." sagde han opgivende og kiggede op på hende, han tog igen et par skridt mod døren, hans beslutning var fast, men hun var ved at ændre den, så let som ingenting.. Vidste hun mon dette? At hun kunne kontrollere ham, så let? Var hun mon alligevel stærkere end ham, end Khá og ham til sammen? Havde hun noget ingen af dem havde.. Ja. Hun var anderledes fra alle andre han havde mødt, men alligevel var hun ligesom dem, og netop derfor blev han i tvivl. "Well he should.. Or else he might end up losing you.." sagde han stille, og lige da, ændrede han sig igen. Han kiggede mod døren, "Fine.. Make him go away then.. I don't want him here.. He's making me uncomfortable.." svarede han. Han ventede... Hvis hun talte sandt, ville hun gøre som han sagde, ville hun ikke? Ellers.. Ville han gå.. Han havde ikke brug for en babysitter i form af Khá.

Charmeine anede ikke hvilke effekt hun havde på ham, det her handlede også om noget helt andet end hendes effekt på ham. Skulle hun være i stand til påvirke ham på en måde der var anderledes end hidtil eller for nogen anden, ville det være perfekt. Det ville formentlig også gøre mange ting lettere hvis han egentlig valgte at give hende den chance hun nu bad om.
Han vandrede rundt, og hun lod ham, gjorde intet for at stoppe ham. Hvis det hjalp ham med at tænke, var det vel kun godt. "He wouldn't lose me, not if I have any saying in it. I am not in a suicide mission, Alias. I am not here to die, and I would not risk my life without a reason. If I at any time feel threatened by you, he will be standing between to make sure I am safe. He wouldn't harm you, just make sure I am fine. I can't help you if I am dead, Alias." svarede hun langsomt og prøvede at forklare ham tingene. Det var sådan landet lå. "I am sorry you feel uncomfortable with him around, but I cannot ask him to leave us. Not yet at least. In time, when things is different,
we wouldn't need him here. But know, we both need him. He will stay outside until you give him a reason not to. You have my word on that" blev svaret i stedet for.

Alias skævede til hende, tog et skridt mere væk fra hende, mod døren, han var i tvivl. Var det ikke meningen hun skulle gøre det let? Hun gjorde det blot svære, og endnu mere indviklet, end det i forvejen var. Alias grinede bare og rystede på hovedet af hende, han var træt af at tale om Khá, og om deres mærkelige bånd, og om hvordan han altid ville stå klar til dræbe Alias, hvis han bare gjorde en ting forkert, hvilket pres det var at ligge på ham! Og endnu en grund til at vælge hendes hjælp fra. Alias rystede på hovedet, "He needs to go Charmeine.." sagde han uden tøven og gav et dybt suk fra sig. "How do you want me to trust you, when you don't trust me?" sagde han og kiggede mod døren, "Him being here, is just a sign of how little you trust me.. Not that I'm saying it's not perfectly right for you to not trust me.. But.. It was you who wanted it.. But still.. You will not even try." sagde han stille og satte sig ned på en kirke bænk et sted midt i kirken. "I could easily promise you that I would not kill you.. Or hurt you.. And I could keep it.. That promise.. But that isen't trust.. Right? Because then you would just have to send him away.. Trust me.. And then, when I would not hurt you at all.. We both would have earned each others trust? How nice, right? But now.. That I know your words are empty... I don't know.. I don't know.. Maybe I will go.." sagde han stille, men han var stadig i tvivl.

Gjorde det sværere? Hvordan? Ved at ønske sin egen sikkerhed? Hun kunne se på ham at hendes svar gjorde ham i mere tvivl, hvilket fik hende til at tænke sig om. Hun rejste sig op, men uden at gå tættere på ham, hørte ham ud og lagde hovedet på skrå. "I think you misunderstod something. Khá isn't here to kill you, he is here to protect me. That doesn't mean he will kill you, I would not allow it. You must understand I have to protect myself, and that has nothing to do with trust. I never said I trust you, Alias. I want to, in time I will. But at the moment, I cannot help you if I am dead, and I will do everything in my power to protect myself, which I cannot without him. As to trusting me, you will.. in time, as I will. Stop thinking about him, ignore him.. focus on me. I am the one who wants to help you" hvorvidt det her var en hjælp, anede hun ikke. Hvorfor han blev ved med at tænke på Khá, forstod hun ikke helt. Jo, manden var stærk og hvorvidt de to var lige stærke eller ej, anede hun ikke, det var også underordnet. Khá var ikke derude for at slå Alias ihjel, han var der for at sikre at hun overlevede, han var der for at stå i mellem hvis Alias blev voldelig, eller hvis hun kom noget til så han kunne heale hende.

Det var Alias tur til at lytte, så han holdte mund og hørte hvad hun sagde, men det gjorde ham ikke i bedre humør. Dog gjorde det ham hellere ikke vred, hvilket nok kun var hendes evnes skyld, ellers havde han nok været i gang med at splitte stedet ad. Hvorfor var der aldrig nogen der hørte på ham? Hvorfor skulle han altid behandles som et lille barn! Nå men, når det skulle være på den måde, "I just said that I would not kill you.. Why don't you listen?" sagde han stille, en smule irriteret. Han rejste sig op i frustration og gik igen rundt i kirken, uden helt at vide hvor han var på vej hen. "No, I will not.. Don't you tell me what to do.." sagde han stadig irriteret, han kunne mærke vreden et sted, dybt inde.. Den ville bare ikke.. Igennem til ham, han kunne ikke bruge den.. Han følte sig så hjælpløse i selvskab med hende, og så med den lille vagthund uden for.. Det var ulideligt. Han kunne ikke have det. "Okay, so you think he will not try and kill me if I've gave him the chance.. Hmm.. Let's put that to a test.. Take a deep breath dearest, this is going to hurt.." sagde han, og på et split sekund, havde han trukket kniven frem igen, han kastede den mod hende, og ramte hende selvfølgelig i hjertet, hvilket gav Khá, hvad.. et par sekunders tid at løbe på, inden det ville være forsent. Han trak kniven ud igen uden at røre den, men med sin evne. Og da døren til kirken gik op, forsvandt han ud af den, inden nogen af de to kunne nå at blinke.
Han satte i løb, så hurtigt han kunne.. Væk derfra, ind i skoven. Hvor han stoppede op, for at lytte.

Ganske som hun havde bedt om, ville Khá ikke dræbe Alias så længe Khá kunne redde hende i stedet.
Selvfølgelig boblede det af vrede i Khá men ikke desto mindre havde han respekteret hendes beslutning.
Så han kiggede slet ikke efter Alias og var lynhurtigt henne og gribe hende i stedet for så han kunne så hende ned at ligge.
Imens kniven blev badet i hellig ild, strøg Khá hende over kinden og hviskede:

"Hold still my love..... Dont speak......."
Khá lagde hånden over såret og det hellige varme lys kom fra hånden hvorefter såret begyndte at lukke sig. Han sørgede for at gøre det ordentligt hvorefter han strøg hende over kinden imens han smilede forsigtigt:
"It was really hard to do as you asked me......"

Det hele skete så hurtigt, og hun nåede end ikke at reagere før kniven havde sat sig i hendes bryst. Den dybe vejrtrækning han havde snakkede om, ja den havde hun ikke nået at tage. Som kniven ramte hendes bryst, var det med en kraft der fik hende til at vakle et skridt. Blikket forlod ham, gled ned over sig, hvor hendes hvide kjole der allerede var plettet af hendes blod, begyndte at skifte kulør, en farve der blev mere markant da han trak kniven ud med tankens kraft. Så meldte smerten sig, ubeskrivelig. Hjertet slog et par gange til, mens hun drattede om. Om hun blev grebet før hun ramte gulvet, eller ej, registreret hun ikke. Hun mærkede Khá hos sig, hans energi så tydelig, hans uro og vrede. Øjnene var som lavet af glas, hvilede på hans skønne ansigt, og hun troede egentlig det var slut, et kvart øjeblik var hun sikker på det var slut. Smerten over at miste ham og aldrig ville komme til at se ham igen, var større end den smerte der så der var ved at tage livet af hende. Ganske rigtigt prøvede hun at sige noget, en hånd blev løftede for at stryge hans kind, og for tredje gang i sit liv, samlede tårerne sig i hendes øjne. Så begyndte hans magiske evne at sprede sin varme i hende, og heale de skader kniven havde forsaget.
Kort tid efter, var hun lappet sammen, men følte sig godt gennembanket. "I know love, I am sorry. But never the less, thank you.." blev hendes lavmælte men kærlige svar.

Han smilede som han satte sig til rette så hun kunne hvile på hans skød. Ganske vist var hendes sår helet men hun skulle stadig være rolig for kroppen var jo lidt medtaget.
"No need to say sorry.... You are made to help people..... But he cannot be helped before he wants too..... It was the same when i talked to him..... He is convinced that he is the messenger of God..... So much hatred and murder..... All that matters is that you are safe....... I was you glad that i got to you in time........"
Var hun død, ville Alias aldrig kunne vide sig sikker igen

Hun blev liggende i hans favn, og puttede sig ind til ham hvor øjnene gled i. "I can't give up on him, Khá.. he needs help.. and I will keep offering him my help until he takes that offer.." hvordan manden var overbevist om at han var Guds sendebud, anede hun ikke. Mon han nogensinde havde mødt Gud? Ærlig talt, tvivlede hun på det, men hun kunne jo ikke vide det. "I am glad you were close.." tilføjede hun derpå, smilede træt og sukkede. Hvor Alias var forsvundet hen, anede hun ikke, om han havde tænkt sig at komme tilbage, vidste hun heller ikke. Hun kunne dog ikke bare få ham ud af hovedet, og håbede virkelig at han ville skifte mening.

Han stod helt inde i skoven, og lyttede til deres hjerter slå. Han havde ikke slået hende ihjel, og han ville hellere ikke have forsøg, hvis ikke han vidste at Khá ville stå klar til at redde hende, og hvis Khá ikke havde gjort det, havde Alias selv. Han ønskede ikke at se hende død, selvfølgelig gjorde han ikke det, han ville have hun skulle leve.. Men han var blevet nød til at gøre som han gjorde, og nu måtte han tage konsekvenserne af det..
Han lyttede til deres samtale, forsikrede sig selv om at hvad han havde gjort var det eneste rigtige. Han forsvandt så ud i natten, satte kurs mod den gamle galeanstalt, hvor han fortiden opholdt sig, når han ikke var på hospitalet. Han havde virkelig brug for en drink nu. Så han forsvandt ind bag muren, ned i kælderen og videre ned under kælderen hvor han hev en flaske vodka ud af køleskabet. Han smed sig på sofaen, og lukkede øjnene, og dagdrømte lidt om Charmeine.