A pure heart - [Carver]

Hurtigt forsikrede han hende om at berøringen ikke havde generet ham, og hun så beklagende mod ham ved forklaringen. "I am sorry, truth is.. I know how you feel. I lost my family very young, and has been on my own ever since. Other demons of my kind never liked me, and I have been an outcast.." forklarede hun. Hvorfor hun fortalte ham alt det her, anede hun ikke engang selv. Måske for at understrege for ham hun vidste hvordan det føltes at være ensom, alene eller ikkekende til venlighed.
"I guess we will find out" faldt svaret, og hun smilede let. Snart var han af sted, og hun så kort efter ham inden hun tog sig til at nyde vandet. Det var dog ikke længe han var væk, før musikken lød dæmpede. Hun så nysgerrigt i retningen af døren, og han dukkede snart op. Blikket var ikke mindre nysgerrigt som han begyndte at vise hende nogle bevægelser, og hun fulgte hamopmærksomt. Det var godt nok nogle rolige og behagelige bevægelser, og musikken fik hende til at falde ned. Halen bevægede sig i rolige dovne bevægelser til musikken, og et blødt smil lå om de fyldige læber.

Meget af det hun forklarede, kunne han så udemærket nikke genkendende til. Så han sukkede en gang inden han så på hende og svarede:
"I know some of that too.... Never had a family..... I never knew any of my own kind.... The nearest family i had was my mentors..... They died of old age.... So i was too an outcast.... And here i am...."
Som hun kiggede med, kunne man også se hvor alvorligt han tog sin træning. Bevægelserne var langsomme og elegante nærmest fredfyldte.
På et tidspunkt balancerede han kun på et meget lille område af den ene fod inden han fortsatte de langsomme bevægelser med overkroppen.
"My first mentor taught me this..... He called it 'Let your inner fire flow like water'...."

Hendes blik endte sørgmodigt ved hans forklaring, at han havde været igennem noget af det samme som hende, gjorde hende ondt. "You have done well" svarede hun. Hun følte selv han havde klarede sig ganske fint, om han var enige, var en anden ting.
Måden han kunne holde balancen var chokerende, hun kunne jo ikke engang stå på benene uden hjælp. "Is it magic?" spurgte hun nysgerrigt, for det var underligt beroligende. Spidsen af halen bevægede sig langsomt og dovent til musikken.

Bevares det var heller ikke ligefrem opløftende det han havde været igennem, men han havde da gjort hvad han kunne for at få det bedste ud af det. Ved hendes ord, smilede han og svarede:
"I am glad that you think so..... As have you..... " Det syntes han i hvertfald.
Da hun så spurgte om det var magi, gik han lidt ud fra det var måden han stod på hun snakkede om. I en meget langsom bevægelse, fik han skiftet til at stå på samme måde men med den anden fod imens han sagde:
"No not at all...... It is because of my training...... Given the time, everybody can learn it...."

Endnu et smil blev sendt ham ved hans ros, og hun kunne snart få besvaret sit næste spørgsmål. Fascinerende. "Amazing.." hviskede hun dæmpede. Hendes blik fulgte stadig hver af hans bevægelser, så langsomme.. så kontrolleret. Igen rykkede hun sig, lod begge hænder og underarme hvile mod karrets kant, hagen hvilende over hendes hænder. Hun bed sig svagt i den fyldige underlæbe, blikket veg ikke fra ham. Hun havde aldrig set nogen bevæge sig så yndefuldt udenfor vandet.

Det var også tydeligt at han virkelig gjorde noget ud af det, og det kunne nærmest læses på ham at det gav ham noget særligt. Da hun så sagde hvad hun syntes om det, kiggede han på hende og skiftede stilling så han stod på den ene hånd, dog så han stadig kunne se hende. "Thank you...... I can imagine you will be far more graceful when it comes to the sea....."
Det gjorde ham stadig lidt nervøs at han skulle lære at svømme men det var en svaghed han ville overvinde. Og hun virkede jo fantastisk

Pludselig stod han på hænderne, og hun stirrede forbløffet mod ham. Hvordan kunne han dog det der?! Hans svar fik hende til at smile, og hun løftede hovedet. "Anything else would be weird, don't you think?" spurgte hun næsten drillende, tonen stadig varm og lokkende.

Han grinede let inden han sagde: "You got that right..... Truth be told I have never seen the ocean other than what shows when only up to my knees are covered... It must be quite a sight"
Langsomt sænkede han sig og drejede i en rolig bevægelse indtil han sad med benene krydset over hinanden.
"How...... Much have you seen of the world on land?"

"The ocean is the most beautiful thing in the world if you ask me" svarede hun uden tøven, med et varmt smil om læberne og et blidt skær i øjnene. Blikket helt drømmende og fjernt ved minderne om hendes vidunderlig hav.
Snart skiftede han stilling, og hendes blik fulgte ham igen, hvor hagen atter fandt hvile over hendes foldede hænder. "Not much, I have seen the woods, the sand, some stones, people walking by, some animals... and what I saw just now... Were I come from, is way different from here.." forklarede hun.

"Can't wait to see if i can muster the courage to see it..... I've always wanted to...." Han havde altid testet sig selv og fundet sine grænser så godt som muligt, og hvem ved, måske var havet fuldstændig lige så fantastisk som hun beskrev det.
Han sørgede for at sidde mod hende så han kunne se hende i øjnene imens hun talte, det var en ny måde for ham at tale på. Det var overraskende rart.
"Well land i can imagine is very different from the ocean yet very diverse....... I myself was brought into this world in a land called Japan...... Very different from this too..... Simple wooden houses, people kindhearted and hospitable..... I didn't have to fight all the time..... My mentor lived very secluded by a little lake with a big cherry tree at the bank..... "
Så kom han med et kort grin inden han kiggede forlegent på hende og sagde: "Here i am..... A demon raised and brought up by a little lake.... And never learned to swim"

"Don't worry, I will be there with you, taking care of you" forsikrede hun ham blidt og med et varmt smil. Hun skulle nok passe på ham derude, og siden hendes ankomst til denne verden, havde hun ikke engang mødt særlig mange af sin art i havet, så det virkede mere trygt og harmonisk her.
Snart lyttede hun til hans egne beskrivelser af sin opvækst, og det lød også smukt. Smilet voksede sig kun større. "It is never too late to learn. But I wonder, howcome you was born in this world?" spurgte hun nysgerrigt. Dæmoner var jo oftest fra en anden verden.

Hendes ord var underligt betryggende så han smilede også roligt til hende inden han svarede: "New words for me...... But in a way i like them....." Det var jo noget fuldstændig ukendt for ham så han ville selvfølgelig være nervøs, men han ville gøre sit bedste for enten at gemme det eller overvinde det.
Da hun så spurgte om hvorfor han var kommet til verden, så han også meget eftertænksom ud. Det var han aldrig nogensinde blevet spurgt om før. "Actually i don't know...... Just woke up here one day...... It's to find my own path and place in the world i suppose.... What about you?"
Han ville jo også gerne lære mere om hende også

Det var skam også nye ord for hende, men hun smilede bare varmt og beroligende. Havet var naturligvis skræmmende når man ikke kunne svømme, ligesom fastlandet var skræmmende når man ikke kunne gå på sine egne ben.
Hun rykkede sig lidt rundt, hun var taknemlig for badekarret, men der var stadig trangt. Hans svar gjorde hende eftertænksom. "I don't know, I am not from this world, and woke up here some time ago. Later I stopped by a boat to ask some humans about where I was, and they captured me.." forklarede hun forvirret.

Han var nervøs ved tanken om at skulle i havet men et eller andet i ham beroligede ham når hun sagde hun var der til at hjælpe ham. Det var nok egentlig det der var mest nyt ved det hele, at hun ikke forlangte noget af ham.
Det var tydeligt at der var trangt i badekarret så han overvejede allerede hvad han kunne gøre.
Hendes forklaring om hun var vågnet der og mennesker med det samme havde fanget hende gjorde ham vred indeni. Han tog et par dybe indåndinger inden han så forklarede:
"Humans..... They fear what they don't understand..... Or they try to make money off of what other may find incredible..... For one you are beautiful and for the other they thought you were a mermaid which is very popular since nobody truly know if they exist....."

Så rejste han sig og gik hen til karret hvor han satte sig på kanten og sukkede en gang.
"I know how it feels to be trapped.... Caged..... Not being able to roam free...... I will take you to the ocean when the sun rises....."

Han forklarede årsagerne bag menneskenes tilfangetagelse af hende, og hun rynkede brynene svagt, men sukkede derpå dæmpede. "Well, alright.. I forgive them.." hendes naivitet gjorde at hun bare tilgav alle menneskene, og hun regnede af en eller anden grund, at det ikke vil gentage sig.
Snart kom han nærmere, og hendes blik fulgte ham hvor han satte sig på kanten. Hans ord fik et vidunderligt smil til at sprede sig over hendes fyldige læber, og blikket var taknemligt. "Thank you, Carver.." svarede hun blidt, og lagde en hånd over hans lår og gav den et blidt klem. "You are an amazing man.." tilføjede hun mildt.

Han fik kort lidt store øjne da hun sagde hun ville tilgive menneskene hvorefter han så trak lidt på skuldrene inden han sagde: "I am not sure that i would forgive them..... Maybe i am just unlucky but i have yet to meet a human that can treat others decent, especially if they find out what i am"
Første skulle han til at sige tak tilbage men kiggede så da hun lagde hånden på hans ben, kiggede han så på hende med et lidt undrende smil og spurgte: "I am?.... I am not sure why"

Hun overraskede ham med sine ord, men det gik ærligt hen over hovedet på hende. Hans svar derimod forvirret hende, og hendes hoved faldt så uskyldigt på sned, udtrykket naivt og tydeligvis uvidende om menneskers grusomheder, selvom de ikke ligefrem havde behandlet hende særlig pænt. "You mean if they find out you are a demon?" spurgte hun.
Hun takkede ham, og hendes efterfølgende ord syntes at forvirre ham. "because you are treating me nicely, of course" svarede hun med et varmt og hjertesmeltende smil.

Den måde hun så ud på og ikke mindst den måde hun lod blikket hvile på ham, var beroligende på en måde han ikke kunne forklare. Men samtidig så var det en dejlig og ny fornemmelse.
"Precisely..... Many humans don't know that otherworldly beings exist..... So they either fear them or hate them..... I have tried very hard to give them the chance to accept me.... But no luck so far...."
Han tænkte lidt over hendes næste ord og smilede forsigtigt imens han nikkede til hende.
"You are very kind..... You have given me no reason to treat you badly....."

"You can't give up. I am sure there is nice people among those humans.. there must be.." slog hun fast med en viljestyrke der kun afslørede hvor naiv hun i virkeligheden var. Hun anede jo ikke hvad hun snakkede om, havde været i denne verden i fem minutter, og troede hun vidste noget.
Hans efterfølgende ord var underlige, men hun smilede nu bare. "Alright, well.. I shall not keep you here all night... you need to rest as well.." pointerede hun blidt for ham.

Han kom med et kort smil inden han sukkede dybt og svarede: "I know there is..... But since my mentors.... I have not met a single one..... So if they are out there they hide very well....."
Hun havde jo ikke oplevet verden i dens sande mørke endnu, der var meget mere ondskab der ude end hun havde nogen anelse om. Selvfølgelig var det frygteligt at være tilfangetaget men der kunne ske meget værre ting end det.
Da hun så nævnte hvordan hun ikke ville holde på ham, nikkede han en gang og rejste sig langsomt og elegant inden han så stoppede ved døren.
"I seldomly sleep...... I have...... Nightmares......."

Hun så sørgmodigt mod ham, den stakkel.. hun kendte godt følelsen af at være omgivet af folk der ikke brød sig om én, den havde hun levede med stortset hele sit liv. Snart nævnte han mareridtene, og hendes læber skiltes inden hun smilede blidt og lagde hånden over hans. "Have you tried sleeping in fire? Being around your element, should calm you down.." det virkede for hende, og hun sov bedst omgivet af vand eller damp.

Han vendte sig om undrende da hun lagde hånden på hans, hvor han så fik øje på det skønne smil. Så tænkte han lige over det inden han så svarede: "A little yes..... It calms me but does not free me of nightmares..... It is almost like...... I am living someone else's nightmare..... Or someone else's memories...... "
Derefter lagde han hånden på hendes og smilede roligt men varmt.
"You are special..... Such kindness is....."

Hun følte med ham, hvad også kunne ses, og høres i hendes tone. Blidt gav hun hans hånd et klem. "Then try to think about something - or something - you like this night. Maybe it helps.." hviskede hun med sin blide sensuelle og lokkende stemme. Hun anede ikke om hendes råd kunne bruges, men hun prøvede da! Så slap hun ham ellers. "I am just me, Carver dear.." hviskede hun varmt som han syntes at mangle ord for at udtrykke sig.

Det var ikke helt til at forstå men der var bare noget beroligende og nærmest kærligt over hendes stemme så han havde virkelig også lyst til at gøre som hun sagde.
"Hmm.... It might just work...... I think i can do that.... Or at least try" Han ville selvfølgelig ikke sige at det nok ville være hende han tænkte på men hun gjorde altså noget ved ham!
Hans egne øjne skinnede kort med en rolig flamme imens han smilede til hende inden han sagde:
"Yes you are.... You must never change that....."
Så rejste han sig men kiggede stadig på hende imens han sagde: "I better let you get some rest too..... If you need anything just call me or come to me.... If your legs allow it of course"

Hendes smil voksede, og hun nikkede. Det var hun glad for at han ville prøve. At han så ville tænke på hende, var ikke lige noget hun havde tænkt over selv. "I will, have a good evening. And thank you.." svarede hun og så efter ham da han gik. Længe så hun mod døren, inden hun lagde sig tilrette i karret. Snart var hun selv faldet hen, og faldt i søvn.
Den efterfølgende morgen, vågnede hun op stadig i vand. Hun fik vaskede sig, trak proppen ud så vandstanden faldt. halen forsvandt dog ikke før hendes krop begyndte at tørre, og den slanke skikkelse var atter menneskelige, og nøgen. Hun fik løftede sig op ad karret, og satte sig på kanten. Et blik gled rundt, og hun rakte ud efter vasken som hun fik fat i, og støttede sig til mens hun langsomt kom på benene. De rystede voldsomt under hende, men hun faldt da ikke. Det var svært få deres rytme til at følges, men i det mindste foretog rystelserne i benene gradvist. Blikket gled op, og faldt på hendes spejlbillede. Overrasket så hun mod kvinden i spejlet, hun havde trods alt aldrig set noget lignende. Normalt så hun sin refleksion i vandet, det her var.. anderledes. Vasken blev sluppet med den ene hånd, mens hun løftede hånden mod spejlet og lod fingerspidserne strejfe det. Øjnene var store af forundring, læberne skilt.