Alone in the Dark ... //Constantine//

Dato. 15/7-2010
Tid. 00:33
Vejr. køligt, lidt skyer på nattehimlen, men månens stråler lyser næsten alt op.
Omgivelser. gravsten, træer

Robin sad helt stille op ad en bekendt gravsten. Den var mellem i størrelse og havde en glat overflade, som månen spejlede sig i.
Robin sad med sine hørebøffer på og nynnede stille for sig selv med. Hun elskede at hænge ud på kirkegården, især når månen var fremme. Det hele var så skræmmende, så ... anderledes.
Selvom Robin var en dødsengel, sov hun knapt nok.
Stenen som Robin sad op ad, tilhørte hendes afdøde søsters gravsten. Robin havde endnu ikke givet slip og sad hver aften på kirkegården, ved denne gravsten og bare ... huskede de ting hendes søster og Robin selv havde oplevet. Men minderne var efterhånden blevet slørede: Robin's dødengel-sind havde overtaget mere og mere.
Robin sad med hørebøfferne, nynnede stille og formede forskellige dyr i hendes tåge (en af hendes evner). Snart havde hun skabt fugle, hunde, ulve og tigere, der levede rundt omkring hende, i miniature form. Det fik hende til at smile lidt.
Robin havde en sort trenchcoat på, dr. Martens støvler og sorte bukser. Hendes overkrop var beklædt med en sort skjorte. Hendes røde øjne lyste svagt, da hun jo var igang med at træne sin tåge-evne.

han havde endu engang besøgt gravstenen af en af hans familie medlemmer han havde siddet og kikket på stenen og lagt en rose på gravpladsen da han var en af de få der vidste gravstenens eksistens så igen den havde også stået her i meget lang tid og intet af hans familie boede der han var på vej tilbage da han hørte... musik? han undrede sig og gik i retningen af den svage musik da han så en person stod han i mørket lidt og kiggede før han sneg sig om bag personen og gik hen og prikkede hende let på skulderen

Robin fik et shock og vendte sig om mod skikkelsen bag hende. Hun kunne ikke høre noget hjerte banke eller en varm puls.
*Vampyr.* tænkte hun for sig selv og stilte sig op. Hendes tågefigurer forsvandt lidt efter lidt og Robin smilte venligt til vampyren i mørket.

han smilte venligt til hende "undskyld vis jeg skræmte dem, frøken undrede mig bare over hvorfor de sidder her helt alene ude på kirkegården... om natten her er ikke et venligt sted ofte med alt det... overnaturlige der sker på kirkegården" han satte hovedet let på skrå med et venligt smil

"Det gør skam intet," sagde Robin høfligt og trådte et skridt tilbage. Vampyrens kolde stemme ... tiltrak hende. Men den var samtidig skræmmende.
"Jeg er skam vant til at sidde her," sagde hun efterfølgende, "hver evig eneste nat, faktisk..." Robin kørte en hånd igennem hendes mørkebrune hår og smilte venligt.

"ah..." han kiggede ned på gravstenen hun havde siddet op af han nikkede til hende før han kiggede op igen "at sørge for meget over dem man har tabt er ikke godt for ens mentalitet..." han trak let på skuldrene "men de er komfortabel her... glad for området og vis jeg ikke tager meget fejl frygter ikke de døde?" han rakte hånden ud "navnet er constantine"

[OOC:Constantine er udtalt Kom-stan-tin]

"Jeg ved det," sagde Robin, til det med hendes mentalitet, "men ... jeg føler at jeg ikke var der for hende." Robin sukkede. Hun havde levet meget længere end hele hendes familie, da hun jo var dødsengel. Hendes forældre havde aldrig været der for Robin, så dem gad hu ikke hænge ved. Men hendes søster ... døde i et biluheld, som tretten-årig.
Robin kiggede venligt på Constantine, da han rakte hans hånd ud. Hun tog venligt imod den, "Rart at møde dig, Constantine. Jeg er Robin."
Robin iagtog vampyren. For hende, havde vampyrer altid fascineret hende helt utrolig meget, og havde altid undret sig over, om man kunne blive vampyr som dødsengel. Så var man vel blot begge dele?
"Hvad laver De selv her?" spurgte Robin høfligt og blot pga. nysgerrighed.

han nikkede og bukkede hovedet "hyggeligt at møde dem Robin" han smilte venligt til hende og tog kort tid efter hans hånd til sig selv "hvad jeg laver? det som jeg råder dem til ikke at gøre? lovede et familie medlem for mange år siden jeg vil passe på en grav her som jeg har gjordt... og det her er et fredeligt sted at tænke" han kiggede kort mod himlen før han kiggede ned på gravstenen han stod bag og læste "gør mig ondt for deres tab... lille søster?" han kiggede op på hende spørgende "vis altså det er okay for mig at spørge"

Robin lyttede til vampyren. Hun nikkede anerkendende. Hendes øjne blev klarere, da han nævnte hendes lille søster.
"Ja, desværre ..." sagde hun, og prøvede at lade være med at virke for ked af det.
Robin's øjne lyste stadig, man kunne vist aldrig være helt sikker ved vampyrer, udenover at Constantine virkede utrolig ... human.

han nikkede mens i et par sekunder før han gik væk fra graven og over på hendes side af en vampyr foran en engel så han ud til at have meget kontrol end man ville gætte på de burde have han smilte let og kort til hende "vis jeg forstyrrede jeres... tid... kan jeg godt gå videre vis de syntes?" han havdei kke rigitigt liyst til at gå videre men vis hun ville være alene ville han respektere det

Robin iagtog Constantine og hun ... smilede.
"Nej, jeg har intet imod at De er her," sagde Robin venligt tilbage. Det var den første gang at hun havde snakket med en vampyr og virkelig haft kontakt med en. De virkede mere skræmmende i månens lys, end hvad hun havde regnet med.
Normalt virkede Robin lidt skræmmende; hendes attitude og hendes stil (for ikke at snakke om hendes evner), men det lod ikke til at påvirke vampyren.
Egentlig, ville Robin helst have at Constantine blev hos hende, da han fascinerede hende lidt mere end han burde.

han nikkede og smilte igen "så skal vi snakke her om et eller andet eller ved bænken? hva' syntes det? ellers vis de ville kender jeg et dejligt sted lidt væk herfra inde i byen vis de er sulten" han snakkede med en venlig tone han syntes hun var meget venlig når man tænkte over hun var dødsengel nogle gange kom de ikke ud af det med ham men nogle gjorde

Robin smilte.
"Jeg vil ikke forstyrre Deres aften," sagde Robin uden tøven. Hendes stemme var mørk, lidt ... som en engels, men uden den lyse tone - helt som om den manglede.
Men sandheden var, at Robin godt kunne tænke sig at gå med Constantine - men ... vampyrer spiste da ikke 'menneskemad'?

han trak på skuldrene "nej det gør de ikke ville være rart med så smukt et selskab... vis altså de vil give mig den ære?" han smilte venligt til hende og satte hovedet let på skrå "noget på hjertet?" spurgte han venligt da han så hun så lidt underligt på hende, mest fordi han havde fokuseret på hendes øjne og øjne fortæller mere en kropsprog

"Så vil jeg utrolig gerne give Dem den selskab," sagde Robin og smilte, "ja, ikke for noget, men ... De er jo vampyr. Og vampyrer spiser da ikke 'menneskemad', eller er der noget jeg har misforstået?" Robin lukkede sin jakke omkring sig og kiggede på vampyren. Han var ... kølig og samtidig ... beroligende ...

han sukkede let men smilte stadig "nej er heller ikke normal vampyr er katarn... vi kan godt vis vi vil... og skal bruge det engang imellem men ville vare tildbyde dem det da de ikke er vampyr... og altid rart at have selskab... og kan jo ikke invitere dem hjem på middag da vi lige har mødt hinanden så til en eller anden resturant er det vi skal hen"

Robin lo overrasket.
"Det vidste jeg ikke," sagde hun, med et smil, "men De fører bare an, da det er Dem der kender vejen." Robin smilte og iagtog vampyren foran hende. Han var virkelig spændende... og så human, på en meget speciel måde.

han holdt armen ud så hun kunne holde om den "ja det er et godt sted... gode ved det er der er heller ikke så overdrevet mange menneske faktisk er der stille.... og den har døgnåben... tror man vil kalde det en form for café eller noget i den stil" han smilte til hende "kan jeg spørge... er det normalt for dem at følges med fremmede folk?" han kiggede lidt spørgende på hende men stadig med et smil

Robin holdte omkring Constantine's arm, da han rakte den ud mod hende. Hun smilte tavst.
"Nej, det er ikke normalt for mig," sagde hun, lidt mere sig selv, "men da jeg kan fornemme hvad andre mennesker føler, høre/mærke deres hjerte og ... 'fornemme' deres puls, ved jeg, at de ikke har turde snakke med mig, da de ved, at jeg kan stoppe deres hjerte på et splitsekund." Robin smilte og kiggede op imod Constantine. Han var højere end hende og fik Robin til at føle sig ... tryg.

han grinte og startede med at gå "mja kan forestille mig at de ikke vil have let ved at stoppe mit hjerte" han smilte til hende "må da også sige at jeg er glad for at de stoler på mig... rart for engangs skyld at folk ikke mistror mig pågrund at rygtet min fjerne slægt har givet os" han sukkede lavmældt mens han forsatte mod udgangen af kirkegården

"Ja, jeg ville have svært ved at stoppe Deres hjerte," svarede Robin høfligt og iagtog vampyren, den måde han var på.
Robin gik med Constantine ud af kirkegårdens store port, uden at kigede tilbage mod søsterens gravsten, "ja, det er ellers lidt af nogle rygter I har fået Jer," svarede Robin og kiggede op mod Constantine.

han nikkede "og resten af os der er slægtet til vampyren på den ene eller anden måde kommer i sammen båd... men ikke noget at gøre ved det, at nogle er venlige mod mig er nok for mig så længe jeg forbliver i live" han smilte til hende og kiggede hende i øjnene "er de nogensinde blevet fortalk hvor smuk de ser ud?"

Robin lyttede interesseret i, hvad Constantine sagde. Hun nikkede forstående, men blev overrasket, da han nævnte hendes udseende.
"Nej," sagde hun hurtigt, og kunne mærke lidt varme i kinderne. Kunne man virkelig som udød, som hun jo også var, blive forelsket?
Stille, bredte hun sine englevinger ud og lagde dem helt ind til hendes ryg. De var svære at se i mørket da de jo var sorte, men det var dog stadig muligt, "hvad syntes De da om det?" spurgte hun stille og hentydede til hendes udseende.
Robin havde virkelig fået et udseende, da hun blev udød og fik hendes titel som Dødsengel. Det var lidt som vampyrerne.
Robin iagtog Constantine med et nysgerrigt blik.

han så at hun nu gjorde sine vinger synlige og så lidt overrasket ud "hvad der er ved deres udsende? deres øjne gør en helt betaget og næsten tager ens ord væk.... deres smukke hud... alt.... vis man ikke kunne gætte hvad andre racer var ville man helt klart mene at du var for smuk til at være menneske... deres kæreste må være glad for at have en så venligt smuk som dem... er sikker på vis jeg skulle fortælle nogen om deres udsende ville de mene jeg overdrev eller så syner... men det ville være fordi de ikke har set dig" han smilte venligt til hende

"Deres ord overrasker mig," sagde Robin høfligt, og hun blev lidt overrasket, da Constantine nævnte ordet 'kæreste'. Det var et helt årti siden hun havde haft et forhold.
"Jeg er alene," sagde Robin og hentydede til, at hun ingen kæreste havde, "jeg er bange for at binde mig med mennesker og den udøde jeg er faldet for, regner jeg ikke med, har samme følelser for mig." Robin kiggede på vejen foran dem. Gadelamperne lyste svagt.
Robin bevægede stille sine vinger - blot en vane.