Alone in the Dark ... //Constantine//

han kiggede på hende og nikkede "ah... han ved ikke hvad han går glip af" han smilte til hende da hun faktisk så ret sød ud, og smuk i hans mening mens han undrede sig over hvem 'den udøde' var han kiggede kort væk og drejede neg af en gade "tror du ikke du burde gemme dine vinger for menneskerne ihvertfald?" han kiggede over på hende og smilte blidt til hende

"Han ... han ved det ikke." fik Robin fremstammet, helt stille. Man kunne høre en smule nervøsitet i hendes stemme.
Robin fik sine vinger ind i ryggen igen og smilte op til Constanine. Det var sjovt hvor tryg hun kunne føle sig ved en vampyr, i forhold til så mange andre.
"Sådan." sagde hun, da vingerne var gemt væk. Hun smilte sødt op til ham.

han nikkede "så... fortæl ham det? har ingen idé om hvordan det virker men du ved jo aldrig før du spørger?" han trak på skuldrene og smilte til hende mens han følte sig som rådgiver til den unge engel de nåede en café ligenende ting ikke lang tid efter der stadig havde åbent og Constantine åbnede døren "efter dem" sagde han mens han smilte

"Sige det til ham ..." mumlede Robin og gik indenfor, med et lille 'tak'. Der var meget hyggeligt inde på caféen, syntes hun.
"Det er svært når han vist tilhører en anden ..." sagde hun stille til Constantine, men vidste, at han kunne høre det.

"hmm" sagde han mens han tænkte videre og ledte hende venligt over til er tomt bord og tog hans frakke af og satte sig ned derefter tog han sine normalle briller på "tja så ved jeg ikke hvad du skal gøre... du kunne spørge ham om han havde en anden?" han undrede sig lidt over hvem det var, det måtte være en hun ikke kendte så godt da hun ikke vidste om personen havde en læreste

Robin satte sig overfor Constantine.
"Okay da..." sagde hun og kiggede på ham, "ser du en for tiden?" spurgte hun og håbede at Constantine fandt ud af, at det var ham.

// skal lige smutte nu, men svarer når jeg kommer hjem (:

han så meget overrasket ud "huh?" var alt hvad han kunne sige i hans hurtige forviring da han ikke havde forventet at han var den hun mente "ehm.." han så meget overasket på hende før han hurtigt rømede sig og så mere normal ud "ehm nej... gør jeg ikke" han prøvede at lyde mere normal nu men hans tonefald er stadig overrasket

Robin sukkede og så ned i bordet.
"Okay ..." sagde hun og smilte tøvende, men kiggede nu op på Constantine. "Hvad syntes du så at jeg skal gøre nu?" hun iagtog Constantine, rettede på hendes hår og tog sin trench coat af, så man kunne se hendes skjorte.

han kiggede ned i border i et kort tid "tja... vis du er så glad for mig kunne vi vel... lære hinanden bedre at kende? lave et eller andet sammen? er ikke sikker..." for første gang i meget lang tid var han blevet taget med buskerne nede han havde ikke forventet at hun kunne lide ham så meget

Robin lo.
"Du virker ... forbavset. Er det fordi at jeg er en Dødsengel og at de knapt nok bliver forelskede?" da Dødsengle jo var mørkets væsener, var det ikke sandsynligt, at de blev forelskede eller fandt deres kærlighed. Men Robin var jo anderledes på den eller anden måde.

han rystede på hovedet "nej det er ikke det... er bare en pige jeg lige har mødt har ikke fortalt mig det så direkte før... tror sagtens at alle verdenens væsner kan elske... så er bare overrasket" han smilte til hende, en tjener kom hen med noget menu kort agtigt til dem begge og Constantine nikkede til tjeneren før han kiggede tilbage på hende han ventede på tjeneren var væk før han snakkede videre "faktisk er det mange år siden nogen har fortalt mig sådanne følelser for mig..."

//har svaret din pm (:

"Jeg burde nok gå," sagde Robin og blev helt nervøs. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere, "jeg er ked af, hvis jeg har ... skræmt dig." hun lo for sig selv. *en vampyr bliver da
ikke skræmt ...*
Robin kiggede på Constantine. Hun rejste sig op fra stolen, men havde virkelig ikke lyst til at gå fra ham.

han tog hurtigt og rejste sig op "nej jeg insistere... vær venlig at blive... kan godt lide dig det kom bare lidt pludseligt" han smilte venligt til hende og snakkede med en glad tone "så vil du gøre mig den ære at blive? ville være meget taknemelig for det" han så venligt på hende og håbede på hun ville blive

Robin smilte, fuld af nervøsitet.
"For din skyld, så ..." sagde hun stille og satte sig ned. Hendes øjne var nu lilla - en lidt speciel ting ved at være Dødsengel, da hendes øjne jo var røde, når hun brugte sin magi. Men da de jo var lilla nu, måtte hun sørge for, ikke at kigge nogen i øjnene, for man kunne sagtens se, at det ikke var kontaktlinser. Og hvis hun prøvede på at bruge kontaktlinser for at skjule det, blev de bare etsede.
Robin iagtog stadig Constantine.

han smilte "dejligt" og satte sig ned igen selv og smilte til hende "dinne øjne har skiftet farve?" han så meget betaget på hende "smuk farve" han smilte stadig venligt og kiggede ned på menu kortet uden at åbne hans "så hvad skal du have?" han kiggede kort efter op på hende og satte hovedet let på skrå

"Ja, det er deres naturligefarve," sagde Robin, men kunne godt høre hvor underligt sandheden lød, "de er kun røde når jeg har brugt mine evner ..." Robin kiggede ned mod menukortet foran hende, "det værste ved det hele er, at jeg kan mærke når de ændrer farve. Det er utrolig ubehageligt." hun læste videre i menukortet.
"Salat." sagde Robin og grinte, "jeg vil prøve at lade være med at være mest udødelig som man kan være." hun lo stille for sig selv og så op mod Constantine igen. "Men hvis De vil gøre mig den tjeneste, vil De så bestille for mig? jeg har svært ved at se på andre." Robin blinkede en ekstra gang.

han smilte og nikkede "kan ikke forstå hvorfor de ville gemme deres smukke øjne... men jo kan godt gøre dig den tjeneste..." han vinkede tjenere over og bestemte en salat til hende og ventede til tjeneren gik igen "håber ikke du har noget imod jeg ikke spiser.. er ikke sulten lige nu" han smilte til hende og var meget betagede af hendes øjne

"Se, vampyrer spiser ikke," lo hun og vidste, at hun ikke skulle have taget noget at spise, "men det bestemmer du selv." hun smilte kært og lagde hovedet lidt på skrå.
Robin lagde en hånd under hendes hage og kiggede på Constantine.
"Tro mig, mine øjne bliver dødirriterende at se på." Robin tog fat i sin hårelastik, hvor hendes hår var samlet i en knold og hev fat i elastikken. Hendes mørke hår faldt ned langs hendes skuldre.

han trak på skuldrene "måske ikke... men jeg har bare ikke lyst til noget" han smilte videre "dine øjne... de kan ikke blive irreterende ihvertfald ikke at se på for mig... jeg syntes de er smukke uanset hvad" han kiggede kort på hendes hår da hun løsnede det "troede ikke det var muligt for dig at se mere smuk ud men wow..." sagde han med en glad tone

"Det er da så helt op til dig," lo hun og smilte.
"Alt det siger du sikkert til alle de piger du møder." Robin iagtog Constantine. Han var jo noget ældre end hende selv, så han havde garanteret prøvet meget mere end hende selv.
"Men jeg er glad for, at du syntes det." hun smilte.

han rystede på hovedet "nej de ord bliver ikke luftet så ofte" svarede han også selvom han havde sagt noget lignende for ikke lang tid siden men det havde hun ikke brug for at vide og han vidste også at hun ikke havde brug for at vide det da det ikke ville have nogen fordel og specielt ikke for ham

"Det tror jeg ikke på," svarede Robin og kiggede mere intenst på Constantine, "du har gang i en anden ..." mumlede hun og lod være med at være så høflig. Med årerne der var gået, havde hun oplevet meget, men blevet mere og mere vant til det sprog man nu brugte i 2010.
"Det er okay, jeg kom også bare brasende..." hun fjernede sit blik fra Constantine og kiggede hen mod vinduet.

han så meget interesseret på hende "og hvad for dig til at lave sådan en påstand?" han lød ikke umildbart glad ved ideén om at blive kaldt en løgner men han holdt hovedet koldt hans smil var bare falmet lidt "tror du at vis jeg havde en anden at jeg ville sidde her og tilsmigre en jeg lige har mødt?" han glædede sig til at høre hendes svar på begge spørgsmål

"Ja og ja." sagde hun helt stift, "du har levet længere end jeg, og kan sagtens lyve, men det siger jeg dig," Robin rettede sit blik mod Constantine, "er jeg ikke med på." Robin rejste sig, dog af modvilje. Løj han, eller gjorde han ikke?
Robin skyndte sig hen til døren og glemte alt om sin bestilling. Hun lukkede døren lidt hårdere end nødvendigt og sprang ud i skyggerne. Hun var på vej til parken.

han så meget overrasket på hende da hun gik hutigt ud af døren han rejste sig op og tog sin frakke med sig da han hurtigt skynte sig ud af døren efter hende han kiggede rundt for at se hvilken vej hun gik og fik hurtigt øje på hende da hun bare gik han skynte sig hen til hende og sagde "robin vent" han håbede på hun ville stoppe men var ikke sikker på hvad han så ville gøre