What a day - Aaron

Den varme stime ramte overraskende Abigails ansigt, da hun havde bevæget sig længere ind i bjergende end hun nogen sinde havde truet før. Hvad hun lavede her, havde hun ingen anelse om, da det jo var stedet hvor at dværgende hørte til, og alle med en smugle forstand, ville vide hvordan de havde det med hinanden. Hun sukkede stille, og kneb langsomt øjnene sammen, som hun fjernede det ene blad og gispede kort over det smukke syn der trådte hende i møde. Frodige planter over det hele, nogle få dyr som der rendte rundt og spiste, og hvordan nogle varme kilder sendte dampe op, som havde hun trådt ind i en regnskov. Et smil bredte sig over hendes læber, som hun gik længere ind, og kiggede sig overrasket om. Hvem kunne vide at disse bjerge, kunne indeholde noget så smukt som dette. Hendes slanke fingre slap buens stramme streng og lagde den derefter hen over ryggen, der var ingen grund til at være bevæbnet her, hvad end der ville møde hende, kunne da umuligt have ondt i sinde. Et stille smil bredte sig hen over det aflange ansigt, mens at håret langsomt bølgede frem og tilbage, på grund af stimerne der slå hende i møde fra kilderne. Hun gik langsomt der over, og kiggede ned i det varme vand, det var jo lige før at man var fristet til at hoppe ned i det, men ikke nu, nu ville hun udforske stedet. Hun trak sine lædersko af, og derefter hendes hættetrøje hun havde haft på, for at skærme mod den piskende regn, igen, kunne hun ikke helt fatte hvad det var hun var gået i møde, og at dette sted virkelig fandtes.

Aaron taget op til kilderne. Det piskede ned udenfor. Men han var endeligt nået ned til en varme kilde. dampene gjorde at regnen, der ramte ham fra himmelen var lunken. Det var et dejligt sted. Selv om han var gennemblødt af regnen. Aaron smed sin læderjakke og sin T-shirt. Han havde dog stadigvæk sine bukser på. Han havde en veltrænet overkrop, dog ikke vildt buffed. Han havde bandager over sine ribben og blå mærker rundt omkring. Han var mest af alt kommet her op for at pleje sine sår. Han vidste at de varme kilder ville gøre godt for kroppens healings prodses. Aaron satte sine hænder ned i vandet for at mærke det ikke var for varmt. Det var det ikke. Aaron åndede lettet op. Han ville ikke hoppe ned i noget skoldende vand. Aaron strakte sig og kørte sin hånd gennem hans sorte hår. Han kørte sin tunge over sin underlæbe hvor hans snakebite sad. Men ligesom Aaron skulle til at tage sine bukser af hørte han en lyd. Han vendte sig om mod mørket og kiggede ind i det med sine himmelblå øjne. Når man kiggede i dem kunne man ikke lade være med at blive lidt varmere og syntes alting var bare lidt bedre. Dette var på grund af hans Ærkeengel side. Men der var kun få der opfattede dette. De fleste ville tro han var et normalt menneske. Aaron stillede sig klar på det værste og sagde med en blid dog mandig stemme ’’ Hvem der ’’.

Abigail havde været alt for optaget af at gå rundt og undersøge grottens frodige overraskelse, at hun slet ikke havde lagt mærke til at der var kommet en ny person ind, det var derfor at det kom som en chok, da hun hørte en mandlig stemme, spørger hvem det var, der gik rundt i mørket, og ikke tilkendegav sig selv. Hun fugtede langsomt sin læbe, og vidste ikke helt om hun skulle gå ud eller ej, hvad nu hvis han ville noget ondt. Men den aura som hun følte, var bestemt ikke af det onde, det var mere som at godheden selv bankede imod hendes hud, og fyldte hende med glæde. Langsomt trådte hun frem fra en busk som hun havde været igang med at undersøge, og smilede prøvende til ham, mens den fine kvindelige hånd, gled igennem de blonde lokker, og førte det bag det spidse øre, som hun nu en gang besad. "Det er bare mi." mere nåede hun ikke at sige, da en let rødlig farve gled op i hendes kinder, da hun så den nøgne mandelige over krop, og vente hurtigt hoved væk, og kiggede på plantet "Ehm, dav" sagde hun stille, og let mumlende, og følte sig som et fjols, af alle elver og racer, skulle hun virkelig være så generet når det kom til mænd? Eller, i hvert fald når de stod halv nøgne foran hende, hvad nu hvis han var sprunget i kilderne og hun var kommet ud... nej den tanke kunne hun ikke en gang gennemfører "Altså.. eh" sagde hun og rynkede lidt brynene, hvor efter en hovedrysten fandt sted. "Abigail D'Viantia" kom der lidt efter, hvor hun havde taget sig sammen "Jeg er ked af, hvis jeg forstyrre din. badning" sagde hun og rynkede nu brynene helt sammen "Du er såret?" kom der, og hun gik tættere imod ham, og kunne nu se skaderne bedre, hvordan at han bar bandage rundt omkring hans brystparti, og de mange blå mærker.

Aaron smilede og nikkede. Han var glad for han ikke havde nået at tage sine bukser af før han opdagede der var en anden. Da Aaron fik øjne på hendes spidse ører voksede Aarons skæve smil en smule. Det var da rart det var et godsindet væsen og ikke en Dæmon der havde mødt hans blik. Aaron førte en hånd op til sit hår og uglede det så det sad nogenlunde. Det blev dog hurtigt lagt ned af regnen igen. Aarons blik kørte op og ned af Abigail. Aaron rakte sin hånd frem da hun sagde hendes navn ’’ Aaron Grayguard.. Men mine venner kalder mig Ghost ’’. Aaron kiggede ned af sig selv da hun nævnte hans blå mærker. Hun var et overnaturligt væsen som ham selv så der var vel ingen grund til at skjule hvad han havde kæmpet imod. Aaron sagde roligt ’’ Jeg var oppe imod et par Dæmoner og nogle blodsugere.. De slår pænt hårdt.. Jeg har forstuvet et par ribben.. Resten er heldigvis bare småskrammer.. Jeg kom her op fordi jeg ved varmekilderne skulle være godt for en.. Hvad laver du her oppe.. Abigail ’’. Det var første gang Aaron havde set en Elver på et bjerg og det undrede ham faktisk hvorfor hun var her. Han havde dog hørt at elvere besøgte bjerge for at samle planter og bær. Dog havde han aldrig mødt en her. Men eftersom hun kom ud af en busk troede Aaron selvfølgelig at hun var kommet af disse grunde. Aaron rystede let sit hoved ’’ Du forstyrre skam ikke.. Det ville dog havde været lidt akavet hvis du var kommet efter jeg var hoppet i vandet ’’. Aaron grinede kort og smilede til Abigail. Han var på ingen måder genert, han virkede heller ikke som andre engle. Han så ikke ud til at have særlig gode manere og virkede ligeglad med hvad folk syntes om ham. Det var også til at se han havde en tatovering på hans højre overarm hvor der stod ’Be Free Fuckers’.

"Det glæder mig at møde dem.. Ghost" grinede hun med en klingende latter, som var det et klokkespil der hang og dinglede i nærheden, dog forstummede hendes latter, da han snakkede omkring at han havde været oppe i en kamp, og havde selv glemt alt omkring de skrammer hun havde rundt omkring, efter at have prøvet at tæmme en hvid løve, hvilket fjols hun havde været. "Dæmoner siger du? Jeg kan hjælpe dig med at heale dem hvis du har lyst?" sagde hun som et tilbud, og sagde faktisk ikke rigtig noget til at han lignede et menneske, hun havde lagt mærke til hans aura, og vidste at det ikke kun var det han var, spørgsmålet hvad han så i virkligheden var, var et andet spørgsmål, men det kunne komme senere. Hun priste sig dog lykkelig for at hun havde en lang ærmet t-shirt på. Både hendes mave og hendes arm var lange ar af klør som havde flænset hendes blødehud åben. For slet ikke at snakke om den mand der så var kommet ud af løven bag efter, lidt af en nar hvis hun selv skulle sige det, men trods det ville hun blive ved med at tæmme den løve, til at den stolede på hende, så kunne hun jo altid straffe ham for hans synder bag efter, trods for hun ikke just var den mest hævngerrige person. "jeg leder efter urter, og efter nogle bær til at heale sår med, der ud over, håber jeg på at jeg kan finde en mulig vej til at tæmme et vilddyr jeg har sat mig for" grinede hun, og smilede venligt til ham, og nikkede så "Tro mig, du er ikke den eneste der er glad for det.." der var et eller andet over ham, som gjorde at hun følte sig bedre til pas, og følte sig i godt selskab omkring ham. Et eller andet sted inde i hende, sagde at denne mand var en hun kunne få et godt venskab med, hvis hun valgte at lærer ham bedre at kende.