Night.

Trods Mayas ord, havde Cameron lidt svært ved at følge hendes råd. Hans vejrtrækning var hurtigt. For hurtigt til, at det var behageligt. Hun ville passe på ham. Sødt. Han løftede hovedet og kiggede på hende med store skræmte øjne. De små berøringer hjalp ham en smule. Ikke meget, men lidt.
Omfavnelsen var lidt akavet, men han satte stor pris på det. Også selvom det ikke var synligt. Han havde det som om, han sad på nåle. Ikke fordi jorden var hård, men på grund af tordenvejret. Cameron dækkede sine ører med hænderne, for at lukke lydene ude. Det hjalp dog ikke specielt meget. Et ynkeligt klynk undslap ham. Fordi hænderne ikke holdt tordenvejret ude, hørte han også godt, hvad Maya sagde. "Bor du tæt på?", hviskede han og kiggede uroligt på hende. Hvis det havde været muligt, var Cameron for længst kravlet ned i et musehul. Men det var desværre ikke en mulighed. Forsigtigt gav han slip på sine ben og kiggede over på Maya. Et lyn flængede himlen, og det blev efterfulgt af en dyb rumlen. Med et klynk kastede han sig ind til Maya og holdt krampagtigt fast i hende.

Bump.. Så væltede Maya bagover, med Cam liggende over hende. Hun havde ikke lige været forberet på at blive overfaldet. Det gjorde hende dog ikke særlig meget. Hun lagde armene omkring ham, så han ville føle sig mere tryg. Hun nussede ham ned af ryggen, da det var det nemmeste. "Det tror jeg nok" svarede hun ham stille, og smilede igen til ham. Denne gang en blanding af sødt og bekymret. Maya fik på en meget akavet, og underlig måde løftet sig op fra jorden. Selvfølgelig uden at give slip på ham. Det ville bare være lidt lettere, at trøste den kære Cameron sådan. Nu sad hun vel med ham siddende op af hende; front mod front. Hun strøg stadig fingrene ned af hans ryg, samtidig med hun holdt om ham. Det var egentlig en ret underlig situation. Sådan at sidde i tordenvejr, i en forlystelsespark der var ved at falde fra hinanden. Det var ikke helt normalt. "Har du det bedre?" spurgte hun bekymret, og kærtegnede blidt hans kind; igen.

Så sad de igen op. Cameron holdt fortsat godt fast i Maya, som var han bange for, at hun måske ville forsvinde, hvis han gav slip. "Men vi ved stadigvæk ikke, hvor udgangen er", hviskede han. Hun nussede ham på ryggen. Det burde nok berolige ham meget mere, end det egentlig gjorde. Cameron havde bare aldrig brudt sig om tordenvejr. Lige siden han var helt lille, havde det været hans fjende. Hun snakkede igen. Cameron kunne godt lide lyden af hendes stemme. Den var blid og sød. Hun var garanteret fantastisk til at berolige små børn, når de græd. Men trods hans opførsel, var Cameron ikke et lille barn. Han var jo rent faktisk en voksen. Også selvom det sjældent føltes sådan.
"Maya...", hviskede han uroligt og klamrede sig ind til hende. Det kunne vel opfattes som et svar på hendes spørgsmål. Et stort nej. Cameron havde det ikke bedre. Dog havde han det bedre nu, end han ville have haft, hvis han var alene.
Regnen stod stadigvæk ned i stænger, og den larmede, men ikke nok til at overdøve tordenvejret.

Cameron var bare for sød, selvom han var bange. Hun virkede lidt som en mor måske? Der passede på hendes barn, men de var bare venner. Det ville være ret underligt, hvis hun var hans mor. Hvilket slet ikke ville kunne lade sig gøre. Maya lod hendes læber kysse hans pande, på en kærlig måde. Det huskede hun fra hun var barn. At hendes moder altid kyssede hende på panden. Det havde altid skabt en form for tryghed. Sikkert ved de fleste. Derfor gjorde hun det af instinkt. "Jeg lover der ikke sker dig noget" hviskede hun beroligende imod hans øre. Hun strøg ham blidt ned af ryggen. Det hun allermest havde lyst til lige nu, var at sidde med ham på hendes lyserøde sofa. Med te og en masse sjov. Hvor de kunne sidde trygt og le. Det billede så hun for sig. Det ville være fantastisk. "Vi kan bare kravle over hegnet?" forslog hun og smilede lidt for sig selv. Det var nu rart at have ham så tæt ind imod hende. Det var behageligt. Hun lagde hendes hoved hen over hans skulder, og trykkede ham ind til sig. Hun nussede ham blidt i nakken, og en smule i hans nakkehår. Hendes fingre var en smule kolde, begrund af regnen. Regnen havde nået at ramme hendes hænder inden de var kommet i læ. Det ville nok føles en smule koldt imod hans barre hud.

Igen mærkede han Mayas kolde læber imod sin hud. Den eneste forskel var, at det nu var imod hans pande, og ikke kind. Det fik ham ikke til at rødme. Faktisk føltes det bare behageligt. Lidt beroligende. Men han kunne ikke slappe af. Det tordnede stadigvæk. Lidt for meget. Så hørte han hendes stemme tæt på øret. Hun beroligede ham. Igen. Den stemme. "Okay..", sagde han stille. Cameron ville virkelig gerne tro på hende, men han kunne bare ikke.
Hegnet. De kunne kravle over hegnet. Cameron nikkede langsomt. Han ville bare gerne indenfor. Her var han alt for udsat. Han gøs, da han mærkede hendes kolde hænder, men på en sær måde, var det alligevel behageligt.
Cameron tryggede sig selv tættere på Maya og sukkede lavt. "Jeg vil gerne over hegnet", hviskede han stille.

Maya trykkede ham ind til sig, i en sidste omfavnelse. Derefter løsnede hun grebet om ham, og fik kæmpet sig op og stå. Hun tog derefter fast i Camerons hænder, og trak ham op. Så han kunne stå op. Det ville de i hvert fald komme længst med, det ville ikke være så nemt at komme videre ellers. Hun gav ham et lille klem, og smilede så derefter opmuntrende til ham. "Vil du have din jakke igen?" spurgte hun derefter og kiggede på ham i et stykke tid. Han var blevet en smule blegere? Det var sikkert fordi han var angst. Maya brød sig eller ikke synderlig meget om tordenvejr. Det stressede hende. De høje skingre lyde, gav hende også hovedpine. Nu bekymrede hun sig ikke så meget om det, men mere om at få ham indenfor. Hun slap hans ene hånd og gav den anden et lille betryggende klem. Hun trak derefter ham med ud i regnen, og i retning hen imod hegnet. Maya vidste udmærket godt, at han ville være hunderæd. Efter et minuts gang nåede de deres mål. Hegnet. "vil du over først?" spurgte hun og kiggede op på ham. Hendes hår var allerede gennemblødt, og hang i klaser ned af hendes smalle skuldre. Hun var nok ikke den der så allermest charmerende ud. Eller det troede hun i hvert fald ikke at hun gjorde.

Da Maya fjernede sig, kiggede han på hende med store øjne. Som var han en lille bange hundehvalp, der var efterladt i regnen. Dog trak hun ham hurtigt op at stå, og han holdt fast i hendes hånd. "Nej nej, behold den bare", mumlede han og kiggede ud i regnen. Endnu en gang hørte han et brag, og det fik ham til at stivne fuldstændig. Hvorfor skulle det også være tordenvejr nu? Og så nu hvor han var sammen med andre. Hvis ikke han havde været så bange, ville han nok have bekymret sig lidt mere, over at skulle ud i regnen. Regnen ville gøre dem begge to gennemblødte på meget kort tid.
Maya trak ham i hånden, og han fulgte lydigt med. På utrolig kort tid, var de begge to gennemblødte. Camerons hår lå helt fladt ind til hans hoved, og trøjen klæbede sig ind til hans overkrop. Hele tiden gik han med skuldrene trukket lidt op, som ville det beskytte ham. Af og til kom der er tordenbrag, efterfulgt af et lyn. Eller også var det omvendt. Cameron kunne ikke bedømme det. Det havde han aldrig kunne. "Jeg kravler over først. Så tager jeg imod dig på den anden side", sagde han stille. Der var en lille skraldespand, de kunne kravle op på. Han slap Mayas hånd og kravlede derefter op på skraldespanden. *Tag dig sammen!* Cameron svang det ene ben over hegnet, og derefter det andet. Og så var han på den anden side af hegnet. "Jeg griber dig", lovede han og bed sig i læben. Han skulle ikke fejle nu. Han måtte hjælpe Maya ned. For hende var der meget længere ned, end der havde været for ham.

Maya så til imens han kravlede op, på den lille skraldespand. Det gjorde hende en smule nervøs, da hun var bange for at han faldt ned. Det ville i hvert fald gøre sitiuationen værre. Et suk forlod hendes læber, inden hun kiggede op imod himlen. Det skulle hun så ikke have gjort, det fik hendes make up til at løbe en smule. Ikke så meget, men hun fik en sort skygge under øjenene. Okay. Han lovede at han ville gribe hende. Maya nikkede til hans løfte. Nu var det hendes tur. Dette kunne ikke ende andet end galt. Hun tog en dyb indånding, inden hun kravlede op på skraldespanden. Den vippede en smule, hvilket fik hende til at gispe. Selv syntes hun, at der var ret langt ned. Hun var ikke specielt glad for høje steder. *okay et ben over hegnet.. du kan godt* tænkte hun, da hun troede det ville hjælpe på selvtilliden. Maya tog endnu en dyb indåndíng, inden hun svang det ene ben over hegnet. Hendes små fingre holdt om det våde metal. Dette var ikke lige noget hun skulle prøve igen. Derefter svang hun det andet ben over, så faldt hun ned. Bare han nåede at gribe hende. Ellers ville Maya sikkert få rimlig mange skrammer, og det magtede hun ikke lige idag.

Cameron holdt øje med Maya, da hun kravlede over hegnet. Det føltes som om der gik meget længere tid, end der egentlig gjorde. Pludselig var hun på vej ned. Cameron strakte armene ud og greb hende let. I et kort sekund trykkede han hende ind imod sin brystkasse. Så satte han hende forsigtigt ned på jorden, og rettede lidt på hendes tøj. Det hjalp dog ikke specielt meget, når det nu var så vådt. Hans blik gled hurtigt hen over hendes ansigt. Der var sorte skygger under hendes øjne. Make-up? Eller mangel på søvn? Cameron havde absolut ingen forstand på make-up, og han havde da heller aldrig selv brugt det.
Igen tog han Mayas lille hånd. Den var kold og våd. Dumme regn. Endnu et tordenbrag. Cameron stivnede igen.
"Maya", hviskede han og trak let i hendes hånd. "Kom. Vis vej". Han havde ingen anelse om, hvor de skulle hen, så han kunne af gode grunde ikke vise vej. Det måtte Maya tage sig af. Det var koldt at være udenfor. Forhåbentlig havde Maya et håndklæde, som han kunne låne, når de kom hen til hendes lejlighed.

Maya havde lukket øjnene; da hun sprang. Mest af alt fordi hun var bange for at ramme jorden, men hun blev grebet. Ih.. Det var helt fantastisk, at han kunne gribe hende så let. Han måtte være rimlig stærk, det var jo ret så fantastisk. Hun mærkede at han trykkede hende ind til sig, hvilket gav hende en form for tryghed. Hun blev sat på jorden igen, hvilket var rart nok. Altså at mærke jorden igen. Maya flettede hendes fingre ind i hans, da han tog hendes hånd. Det gjorde det bare en del lettere, at holde ham i hånden på den måde. Hun gav hans hånd et lille tryk, og begyndte at vise vej. Hm.. Det var vist nok den vej. Ja.. For lejligheden lå ikke langt fra den bygning. Sådan var hendes tanker, under hele turen. Hun var stadig en smule påvirket af alkohol, det var derfor hun havde svært ved at huske. Efter et par minutters gang, var de ved den store røde bygning. Det var der hun boede. Øverst oppe i en skøn lille lejlighed. Der var indrettet med de sødeste ting. "der" hviskede hun og pegede let på bygningen. Så vidste han i hvert fald, at han ikke skulle være ude i dette vejr længere. Hun trak ham let med op af trapperne, og trak nøglerne op af lommen. Hun stak nøglen ind i nøglehullet, og drejede den til den ene side. Derefter åbnede hun døren, og hev nøglen ud igen. Hun gjorde tegn til at han bare skulle gå ind.

Cameron gjorde ingen modstand, da Maya flettede sine fingre ind i hans. Istedet flettede han bare sine fingre sammen med hendes. Det var rart det her. At holde i hånd. Det havde Cameron af en eller anden grund altid holdt af. I hvert fald hvis det var med folk, han godt kunne lide. Desuden var det nemmere at holde i hænder på den her måde. Så gled de ikke fra hinanden på grund af regnen.
Lettet fulgte han efter hende, da hun endelig begyndte at gå. Lå lejligheden langt væk? Han spurgte ikke, for det virkede ret overflødigt. Hvorfor så spørge?Heldigvis gik der ikke særlig lang tid, før de nåede en bygning. Det måtte være lejligheden. Maya bekræftede det. Han nikkede let. Uden at sige et ord, fulgte han efter hende op af trapperne. Der var er stykke vej derop. Men afstanden var hurtigt tilbagelagt. Lidt utålmodigt stod han og trippede, inden døren blev åbnet. Efter det lille tegn, trådte han hurtigt indenfor. Skoene tog han af og derefter så han sig kort omkring, bare for at tjekke omgivelserne ud.

Efter han var gået ind, trak hun nøglen ud af nøgle hullet. Næst derefter gik hun selv ind, og fik sparket hendes sko af. Det var dejligt ikke at skulle have dem på længere. Da de var driv våde. Hun sukkede let og tog hans ellers så fantastiske jakke af, og hang den på en af de mange knage. Hendes blonde trøje klistrede sig fast til hende, hvilket også fremviste hele hendes krops form. Lejligheden var ret hyggeligt indrettet, med en masse underlige ting. Hendes sofa var helt lyserød og temmelig bred. Den var perfekt at sidde og ligge i. Der lå nips ting over alt. Lige fra lys til håndjern. Indimellem lå der også et par cigaret pakker, dem var hun ikke særlig stolte af. Forhåbentligt ville han ikke opdage dem. Ellers var væggene hvide, men pyntet med plakater og billeder. I det hele taget var hendes hjem meget alternativt indrettet. Altså ikke på den mørke måde, mere på den glade og underlige måde. Hjemmet passede perfekt til Maya. " Bare lad som om du er hjemme" sagde hun stille og ruskede sig selv i det våde hår. Derefter trippede hun ud i gangen, der førte til stuen og hendes soveværelse. Hun stoppede kort op, og trak trøjen over hovedet. Lige nu var hun ret så ligeglad, om han så hende smide tøjet. Det var bare ubehageligt at have på. Hun hev et håndklæde ud fra badeværelses skabet, og tog det under armen. Det var til Cameron. Så han kunne blive tør. "Cam? Vil du låne en t-shirt eller noget?" råbte hun og rodede lidt i hendes tøjskab. Derefter trak hun en tør t-shirt over hovedet, og trippede ud til ham igen. Hun rakte ham håndklædet og smilede sødt til ham.

Cameron skævede over imod Maya og så, hvordan hun hang hans jakke på en knage. Der var vidst en god ide, for den var blevet ret våd ude i regnen. Nu havde den muligheden for at tørre en smule. Da jakken var væk, havde han frit udsyn til Mayas krop. Den våde trøje skjulte ikke ligefrem noget. Forlegent kiggede han hurtigt væk. Istedet lod han de blå øjne udforske omgivelserne. Igen. Lidt grundigere denne gang. Ud fra hvad han kunne se, var lejligheden ret hyggeligt. Også ret tilfældigt. Efter hans mening i hvert fald. Men Cameron kunne godt lide det. Den her lejlighed var den mest personlige, han længe havde set. Han nikkede kort, da hun bad ham føle sig hjemme. Der var ikke noget at sige, så han sagde ikke noget. Da hun gik, fulgte Cameron langsomt efter hende. Han blev inde i stuen, og overvejede kort at sætte sig ned i sofaen. Den tanke kom han dog hurtigt fra igen, da han kiggede ned af sig selv. Hans tøj var helt vådt. Hun havde pludselig smidt trøjen. Det fik ham til at rødme, og hurtigt kigge væk. "En trøje? Hvis du har en, jeg kan passe. Ellers kan jeg bare rende uden trøje. Hvis du altså ikke har noget imod det", sagde han med et lille smil. Han tog med et smil imod håndklædet. "Tak", sagde han blidt.

Maya bed sig selv blidt i underlæben, imens hun kiggede på ham. Et smil bredte sig hen over hendes læber, inden hun ville svare ham. " Har intet imod at se dig uden trøje på!" lo hun let og drillende. Alligevel forlod hun ham endnu engang, for at finde en t-shirt. Det ville jo ikke være så godt, hvis han begyndte at fryse. Ja.. Nu var alle hendes t-shirts jo små og meget stramme. Så hun udvalgte den største hun ejede. Måske ville han kunne passe den? Den var helt isblå, med et motiv af en isbjørn. Hun havde en meget underlig tøjsmag, men nu måtte han se om han ville have den på. Og om han kunne passe den. Den ville sikkert blive ret så kort. Inden hun forlod værelset skiftede hun bukser, da det ikke var så rart at have våde bukser på. Hun udskiftede de våde, med et par tørre af samme slags. Hun hoppede muntert tilbage til ham, og rakte ham t-shirten. "Jeg håber virkelig at du kan passe den. Du skulle jo helst ikke begynde at fryse." sagde hun let og sendte ham et smil. Utroligt at hun var så glad i hans nærvær. Det gavnede hende kun, altså at finde en hun havde det godt med. En ven. Det var lige det hun trængte til. "er der noget du kunne tænke dig?" spurgte hun venligt og strøg sine fingre igennem det våde hår. Det var så småt begyndt at krølle. Selv brød hun sig ikke om hendes krøller. Men sådan var det jo altid. Det man ikke havde ville man gerne have. Var der ikke et budskab der sagde det?

Cameron smilede skævt, da han hørte hendes kommentar. Da hun forlod stuen, hev han trøjen over hovedet. Den var helt gennemblødt. Nu hvor han ikke havde den på, frøs han faktisk mere, end han havde gjort kort forinden. Med t-shirten i den ene hånd, begyndte han at tørre sin krop. Trøjen slap han på intet tidspunkt, for han ville ikke ødelægge nogle af Mayas møbler. Hvis han lagde trøjen nogle steder, ville den jo bare gøre overfladen våd. Overkroppen blev nogenlunde tør, lige inden Maya gjorde sin entre. Han sendte hende et sødt smil, da han så trøjen i hendes hånd. Håndklædet tog han over i samme hånd som den våde trøje. "Vi må se", sagde han med et skævt smil. "Gider du lige holde det her?", han rakte håndklædet og den våde trøje til Maya. Derefter tog han den blå trøje fra hende. Cameron sendte den et lidt tvivlende blik, inden han trak den over hovedet. Hans udseende var nu et meget komisk syn. Trøjen var alt for kort, og så helt malplaceret ud på Camerons krop. Han lo kort af sig selv. "Ja... Den må du nok hellere få tilbage", han trak trøjen af igen og rakte den tilbage til Maya. "Ellers tak", han sendte hende endnu et smil. Det var svært for ham at høre tordenvejret nu, så han var i meget bedre humør. Igen tog han den våde trøje og håndklædet tilbage. Han tørrede hurtigt sit hår med det, hvilket resulterede i en rodet frisure. "Næh... Ellers tak", svarede han med et smil. Da han så, at Maya lod et par fingre glide igennem hendes lange hår, lagde han håndklædet henover hendes hår, og lod den våde trøje dumpe ned på gulvet. Det ville forhåbentlig ikke tage skade. Roligt begyndte han at tørre mayas hår med håndklædet.

Maya kunne ikke lade være med at grine, da han fik hendes trøje på. Det så simpelthen alt for sjovt ud. Det var forståeligt at han ikke ville have den på, da det måtte være rigtig ubehageligt for ham. Altså at have en meget kort trøje på, den måtte genere hans armhule. "Ih.." udbrød hun da et håndklæde, blev kastet over hendes hoved. Hvad havde han gang i? Hun kunne ikke lade være med at le igen. Specielt ikke da han begyndte at tørre hendes blonde lokker. Det var da ret så sødt. Nu var han også en super sød fyr. Utroligt at de ikke havde kendt hinanden længere, end denne ene dag? De virkede som et vennepar, der bare havde kendt hinanden i evigheder. "Du simpelthen alt for kær" lo hun let og strøg ham blidt på hans barre mave, da det var det eneste sted hun kunne nå. Eller rettere se. Håndklædet dækkede lidt for hendes synsvinkel, men det gjorde hende ikke spor. Nu lignede de sikkert begge to, nogle meget pjuskede dyr. Da deres hår sikkert strittede vildt ud til alle sider. Det ville være totalt sjovt, at tage billeder af. Hun elskede over alt på jorden, at fotografere ting. Det havde hun altid fundet glæde i. Lige siden hun var barn.

Det lod heldigvis ikke til, at Maya havde specielt meget imod, at få tørret sit hår. Hvis hun havde gjort det selv, havde hun sikkert fået et langt bedre resultat, men det var bare ikke nær så sjovt, vel? Han smilede skævt. Kær? "Hvis du siger det", sagde han med et grin. Hendes hånd på hans mave, kom en smule bag på ham, men han rystede hende ikke af sig, eller kommenterede det. For det gjorde ham jo ikke noget.
Da han mente, Mayas hår var tørt nok, fjernede han håndklædet, så hun igen kunne se. Synet der mødte ham, fik Cameron til at le. "Lækker frisure", sagde han drillende. Håndklædet lod han dumpe ned på gulvet ved siden af hans trøje. Det var umuligt for ham ikke at smile. Maya så ekstremt nuttet ud. Selv med den frisure. "Har du en film eller noget?", spurgte han roligt. Det kunne vel være meget hyggeligt at se en film. Sofaen ville være et godt sted at sidde, og der var jo rigeligt med plads til dem begge to.
Cameron bukkede sig ned og samlede både trøjen og håndklædet op. Han fandt badeværelset og hængte det til tørre. På badeværelset fandt han også en børste. Den tog han med sig ind i stuen. Med et smil trådte han hen til Maya og trak hende med hen i den lyserøde sofa. Han placerede sig bag hende, og prøvede forsigtigt at rede hendes hår ud med børsten.

Maya kunne ikke lade være med, at lave trutmund og posere. Da han kommenterede hendes vilde hår. "Totalt hot" Lo hun og stoppede så poseringen, da det jo kun var for sjov. Der var intet seriøst i det. En film? Ja det havde hun da. Mange endda. Ekstremt mange. De fleste var dog disney film eller tegnefilm. Hun var en smule barnlig i sindet! Det skulle der selvfølgelig også være plads til, den side havde alle vel? "selvfølgelig har jeg en film! Massere endda" sagde hun, med et meget begejstret smil. Efter han var smuttet ud på hendes badeværelse, pillede hun en smule ved det vilde hår. Det var begyndt at krølle mere, begrund af håndklædet. Hun fulgte med som en lille hund, da han trak hende med ind i stuen. Det var lidt sjovt det her. Altså at han reddede hendes hår. Det var ret sødt. Altså det ord. Det kørte rundt i hendes hoved 24/7. Det var bare et meget godt ord. "Er mit hår til at få ret ud?" spurgte hun nysgerrig. Det havde jo været en kæmpe fuglerede, efter hendes egen mening. Hun bed sig selv blidt i underlæben, da det gjorde en smule ondt indimellem, men sådan var det jo med at redde hår. Det gjorde altid en smule ondt, da håret filtrede sig sammen i små klaser. "Hvad vil du egentlig gerne se af film?" spurgte Maya nysgerrig og smilede lidt. Selvom han ikke ville kunne se smilet.

Cameron fandt Mayas posering ret komisk. Hun havde også opfattet hans joke. Sikke et held. Nogle gange kunne folk ikke kende forskel, på hvornår han lavede sjov, og hvornår han var seriøs. Det skabte nogle ret uheldige situationer, som tit krævede en del forklaringsarbejde.
Han koncentrerede sig nu om Mayas hår. Det kunne godt sammenlignes med en høstak. Men måske ikke alligevel. Så slemt var det heller ikke, så det ville være noget af en overdrivelse. "Eh... Det er ret besværligt", indrømmede han og sukkede lavt. Han var lidt bange for, at det gjorde meget ondt på Maya. Han ønskede jo ikke at volde hende nogen form smerte. Han indtog en ny form for strategi. En tot af gangen. Det til meget nemmere, og burde ikke gøre nær så ondt på hende, som det andet. "Det kommer an på.... Hvilke film har du?", spurgte han med et smil. Det ville Maya dog ikke se, da hun jo sad foran ham. På samme måde kunne han jo heller ikke se, hvornår Maya smilede. Han tænkte lidt over, hvilken film han egentlig gerne ville se. En romantisk en? Eller måske en med en masse action? Han havde tit svært ved at vælge. Et af hans mange problemer.

Maya skar en grimasse, da han kørte børsten igennem en filt. Det var en ret underlig form for smerte. Det var ikke uudholdeligt, men bestemt heller ikke rart. Selvfølgelig var det ikke let at rede ud. Det kunne hun have sagt sig selv. Så dum hun var indimellem. Det hørte vel bare med til at være blondine? Måske? Ej... Nu måtte hun tage sig sammen. Alt for mange tanker på engang. Suk. Hendes tanker blev dog stoppet, da han begyndte at tale igen. Det var et ret godt tidspunkt! " Ehm.. Jeg har mange! Mest disney film og tegnefilm.. Jeg er lidt barnlig" lo hun og rødmede ekstremt. Hendes kinder blev helt pink, og bed sig selv blidt i underlæben. Hun syntes altid hun rødmede. Det var dog ikke en god ting. Det var en meget ubehagelig og upraktisk ting. "Hvad for en genre er du til?" spurgte hun med et sødt smil. Hvad mon han var til? Romantiske ting? Eller komedie? Gyser? Action? Så mange muligheder. Hun kunne ikke lige gennemskue, hvilken type han var til. Det var en kæmpe gåde. Man kunne aldrig dømme en bog på omslaget.

Disneyfilm. Det var sjovt. Han havde ikke troet, at Maya var til disneyfilm. Måske på grund af hendes alder, men på den anden side, der var nogle ting, man aldrig blev for gammel til. At gynge for eksempel. Det holdt Cameron stadigvæk af at gøre. På trods af hans alder. "Hmm... Lidt af hvert", svarede han og bed sig lidt i underlæben. "Jeg kan godt lide nogle film med lidt action, men hvor der samtidig er kærlighed og en god slutning", sagde han tænkende. "Har du mon noget, som passer på den beskrivelse?", spurgte han smilende. Hvis hun havde, var det jo perfekt. Desværre kunne han ikke hjælpe hende, med at finde en. Hver gang folk spurgte ham, hvad han yndlingsfilm eller bog var, glemte han alle film eller bøger, han nogensinde havde læst eller set. Det fik ham til at se ubeskriveligt dum ud. Hvilket så gjorde ham ekstremt flov.
Han vendte igen opmærksomheden imod Mayas hår. Der var helt klart sket en forbedring. Håret så ikke længere nær så uglet ud, men lignede nu mere den frisure, hun havde haft før regnvejret. Efter lidt tid, følte Cameron, at han var færdig. Han rakte hende børsten og pustede hende i nakken.

En film der passede til hans ønske. Det havde hun vel et eller andet sted. Hm.. Hvilken kunne hun vælge.. Hvilken havde hun. Måske skulle han selv kigge, på alle hendes film. Nu havde hun samlet på dem siden hun var.. 13. Så hun havde rimelig mange indtil videre. Der kunne hurtigt komme flere ind i billedet. "Ehm.. Det tror jeg nok, at jeg har. Du kan selv komme med hen og kigge? Hvis altså du har lyst?" spurgte hun og bed sig selv i underlæben. Hun kunne mærke, at det ikke gjorde lige så ondt som det plejede. Altså når han redte hendes hår. Det var måske blevet mindre uglet? Derefter mærkede hun en kold vind imod hendes nakke. Ih.. Pustede han hende i nakken? Det fjolle hoved. Det var nok det der gjorde ham så dejlig. Så behagelig at være sammen med. "Ih.." mumlede hun og tog imod den hårbeklædte børste. Den var fyldt med blonde og sorte hår. Det var jo fordi de begge havde brugt børsten. Så var den multifarvet, lidt ligesom kruella deville. Dalmatiner børste. Ret så morsomt. Hun lo let selv, og tog fat i hans hånd og hev ham med op. Så kunne de gå sammen, hen og kigge på de mange film. Hun lo let over reolen fyldt med film. De var næsten alle sammen farvede i alle mulige farver. "Du vælger bare en" mumlede hun og sendte ham et sødt smil.

Cameron lod Maya trække ham op af sofaen. Med et lille smil plantet på læberne, fulgte han efter hende hen til reolen. "Wauw", sagde han stille og nikkede anerkendende.
Han lo kort, da han hørte, hvad hun sagde. Skulle han bare vælge en? Det var vidst lettere sagt end gjort. "Hmm... Okay", svarede han med et smil og begyndte at læse på de forskellige dvd'er. Der var et ret stort udvalg. Og mange tegnefilm. De var kun ganske få film, hvor det var 'rigtige' personer. Altså skuespillere.
"Jeg tror vi tager....", han lod en finger glide hen langs den ene række med film. "Den her", han trak en film ud fra hylden og rakte den til Maya. Det var vidst ikke en han havde set før, men det var en af de film, som ikke var animerede. Hvad den så handlede om, anede han ikke, for han havde ikke læst bagpå filmen. Det var vel ikke nødvendigt. "Har du noget lakrids?", spurgte han og tippede hovedet let på skrå. Cameron så tit film med et eller andet slik ved sin side. Da han ikke var så vild med vingummier og sådan, spiste han somregel salt lakrids. Det var helt klart hans yndlings, men han kunne sagtens spise andre slags lakrids også. Hvis Maya havde noget, ville det være skønt, og hvis ikke... tja, så måtte han overleve uden. Så stor en rolle spillede det ikke.