I see the light, but will always be a child of the night...((Tchort))

Tid: En varm sommer nat lige efter solnedgang.
Omgivelser: ikke et øje at se.
Vejr: skyfrit, klart udsyn til månen, en stille brise og lunt
Sted: Sombre, siddende på en af de mange bænke i mørket mellem lygtepælene.
Påklædning: Et sæt korte slidte sorte shorts, en militærtop med brede stropper, en cowboyjakke i mørkegrå og et sæt sorte sandaler med et par centimeter hæl.

En stille brise tog blidt fat i hendes lange sorte hår og skubbede det blidt om foran hendes øjne, så hun måtte stryge det om bag øret for hundredesyttende gang på kort tid. Hun endte med at give lidt op og læne sig tilbage og vendte hoved imod himmelen, hvor stjernerne skindede som små sole i deres egne verdener langt væk. Hun trak vejret tungt og nød bare stilheden og mørket der omgav hende. Det var sket meget på kort tid for hende. Hendes bedsteven og næsten-kæreste fra fortiden var kommet tilbage til live i form af en engel og påstod at det var af bekymring og kærlighed til hende, at han havde valgt at blive engel. Han havde lovet hende ikke at forlade hende igen og var nu blevet hendes skytengel. Hun var flyttet ind hos ham i hans lille hytte halvt om halvt, da hendes fars overgreb var blevet værre og værre. Under sidste overgreb havde hun fået totaltskadet sin hånd, skåret sig dybt på kindbenet og en del andet, hvilket var blevet for meget for hende. Hun ejede stadig lejligheden hendes far boede i, men kom der kun en gang om måneden for at holde opsyn med sin far og sikre sig, at han var i live. Hun havde ikke en gang fortalgt det til hendes engel, men hun følte sig stadig ansvarlig for sin far, selv om han var en voldlig idiot af helt egnen skala. Hun sukkede bare stille og betragtede de mange tusinde stjerner på nattehimmelen, mens stadigt flere dukkede op. Hun havde hænderne foldet let i skødet og var lidt i sin egen verden, mens hun vendte den sidste måned i hoved igen og igen...

ud i det mørke kom der en person gå ind mod park, person var tchort og han gik med hænder i bukser lommer, han har nogen sort stof bukser på og en sort t-shirt, han havde ikke noget at laver her til aften men han havde for en gang skyld drikke blod end han tog hjem fra, da han når længe ind i park opdage han en person side på en bænk, var det ikke en han kender, jo det er det, "godaften Melicia" sagde han og kiggede på hende, hvor han gik hen og sat sig ned ved side af hende, han læner sig tilbage på bænk for at slappe lidt af og kiggede kort på hende.

Formålet med turen havde været at komme lidt ud fra den lidt lumre hytte, få sig noget inspiration til den næste tegning og bare nyde den stille nat alene. Hun sad bare fordybet i sine egne tanker, mens hendes øjne var vendt imod himmelen, hvilket også var grunden til, at hun ikke opdagede noget, før en velkendt stemme nåede hendes øregang og krævede hendes opmærksomhed. Hun blev nåde overrasket og glad, da hun genkendte stemmen og vendte stille hoved imod, der hvor stemmen kom fra. Hun kendte nemt hans skikkelse og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Det var noget tid siden de havde set hinanden sidst, men stadig huskede hun det som var det i går og jo hun havde skam tænkt på ham, mest når hun havde været hjemme forbi, alene i parken eller nede i byen. Hendes stemme var blid og venlig, da hun svarede ham "Jeg tror det ville være mere korekt at sige God nat Tchort" med et smil i stemmen...

han smiler svagt af hende og kiggede kort op på himmel, "det ved hvordan men tager det om det er aften eller nat" sagde han og kiggede kort på hende, han lukke kort øjne og kiggede kort rundt, "når hvordan har du så haft side sidste" spurgte han efter lidt tid og kiggede på hende, hvor han ligger armene op på bænk ryg læne, for at sidder bedre, det så ikke ud til at hun har nogen blå mærke mere, eller er det kun på krop hvor men ikke kan ser dem eller hendes far begynde at ophold med at slå hende, han slappe af og afvente rolig et svar fra hende.

Hun smilede bare stille og betragtede ham i det sparsomme lys fra lygtepælene. Det var præcis de samme ord, der havde startet deres første samtale. De havde diskuteret forskellene på nat og aften og hvornår man brugte de forskellige. Så vidt hun huskede havde hun vundet og fået ret, selv om han nok ikke havde samme syn på sagen. Hans stemme nåede hendes øre endnu en gang og hun svarede ham -stadigt smilende- "Jeg har fået det bedre, men der er sket en del siden sidst" Hun tænkte stille og vendte sig helt imod ham, før hun spurgte "Hvad med dig? sket noget spændende?" Hun smilede bare stille. Det var rigtigt, at hun boede hos englen nu, men under sine ture der hjemme fik hun også sine knubs, hvis hendes far vel op mærket var hjemme og ikke sov som en druknet hvalros på sofaen. Hun havde stadig nogle få blåmærker efter deres sidste møde, men de var dækket af jakken. Hendes ben var derimod næsten helt normale af udseende, og takketvære hendes engel var hendes hånd uden spor efter det store skænderri og det samme var hendes kindben. Det var et mirakkel, at det bare var forsvundet, fordi han havde holdt hendes hånd og strøjet hende over kinden. Hun smilte stille og betragtede ham bare ventende på hans svar...

"det er godt at høre at du har få det bedre" sagde han go smiler svagt, "nej ikke rigtig, dag ligner hinanden" sagde han og smiler svagt, han ikke rigtig fortid at han havde være ud at jage og slå nogen ihjel, det vil hun nok ikke tager så pæn, hun skulle nu stadig ikke havde at vide at han er vampyr, "hvad er der så sker side sidste med dig, nu hvor der er ser meget" spurgte han og kiggede på hende, han kiggede kort op på himmel, det er stadig efter hans mener med nu starte hans dag også rigtig her for nogen timer side men det vidste hun heller ikke om ham, som hun heller ikke behøver at vide om ham, medminde hun finde ud af at han er vampyr, så vil hun nok selv kun regn de forskellig ting ud som hvorfor han ikke vil ligger i sol lys da de sove sammen.

Hun smilede bare og lagde hoved ned på gelænderet, efter stille at have nikket til hans svar. Dagene lignede hinanden, men hun var nogenlunde på rette kurs, selv om det var svært for hende at fatte, hvilket også var en af grundene til, at hun stadig tog hjem af og til. Hun havde lidt ligsom et behov for at kunne stå på kanten og kigge ned i afgrunden, som for at minde sig selv om, hvor skrøbelig hun enlig var. Hun tænkte stille og overvejede det lidt, om hun skulle fortælle ham om hendes genopståede bedste ven fra fortiden, men kom frem til at det nok bare ville skabe for mange spørgsmål angående det, så hun valgte at forenkle sandheden lidt "Jo, Jeg er 'flyttet' hjemmefra. Jeg ejer stadig lejligheden, men jeg bor hos en god ven nu, som jeg fandt efter 6 år, hvor vi havde været væk fra hinanden" Hun vendte smilende blikket imod himmelen...

han nikke kort til det hun sagde, "lyder godt, hvor er du flytte hen, hvis jeg må spørge, så jeg kan finde dig i dit ny hjem" spurgte han og kiggede kort på hende, han kiggede kort op på himmel end han lukke øjne for at slappe af, når hun var flytte hjemme så hun ikke bor hos sin far mere, så kun det være at han skulle besøg ham og fortale ham en ting eller to, men han må nok lad være medminde han har gjort hende skade mere end han plejer, kun det godt være at han kun finde på det, bare så han lad hende være en anden gang.

Hun smilede stille ved hans ord, men kom også til at tænke på, at det nok ikke ville være den bedste idé at presentere Al og Tchort for hinanden, da hun ikke så meget som havde nævnt Tchort over for Al og Tchort vidste jo heller ikke, at Al var hendes engel, så hvis han begyndte at spørge ind til ham ville de være pænt meget på den. Det ville nok også blive til en del spørgsmål, hvis Al fandt ud af, at de havde været på café sammen og hun havde delt seng med ham. Det ville ærligt taget kunne så galt på utroligt mange måder. Hun svarede ham stille med blikket på stjernerne "I en lille hytte i udkanten af parken, det er ikke stort eller luxuriøst, men det er bedre end at være tvunget til at leve fire meter fra den mand" og med den mand hentydede hun til sin far. Hun undlod også bevidst at fortælle ham, hvor meget hendes far havde været efter hende, da hun valgte at flytte, hvilket hun heller ikke havde fortalgt Al i detaljer, da hun enlig godt kunne se dem begge to på vej hjem til hende med opsmøjede ærmer og et våben af en slaks, så både for at beskytte dem og hendes far holdte hun mund med detaljerne...

han smiler svagt af det hun sagde, "dejlig at høre at du er kommer væk fra din far, da det kun lyde til at han ikke altid være lige venlig mod dig" sagde han og kiggede kort på hende, når hun var flytte sammen med sin gammel barndoms ven, ja ja der kan men ser, nej han klar sig finde med at bor for sig selv i underverden, der var selvfølgelig alle de død som bor i underverden men de kom ikke ind på hans grund, "hvorfor sige du enlig ikke lejlighed op, så kan det være at din far vil tager sig sammen, til at finde et arbejde og enlig kom igang med at laver noget, isted for at drikke alle penge væk" spurgte han efter noget tid.

Hun smilede stille og betragtede bare stjernerne. Gud havde -hvertfald i følge Al- givet hende en chance for at komme sig i form af at sende Al tilbage til jorden og give hende hende en chance for at komme væk fra sin far og starte et nyt liv. Nej, hendes far havde ændret sig meget de sidste 6 år siden hans kone, hendes mors død og der var ikke langt igen for ham, selv om han knap var rundet de 50, det kunne en hver fortælle, bare ved at se på ham. Hun nikkede stille "Han var ikke spcielt god ved andre" Det var der så også en grund til, at han ikke havde været og han havde heller ikke altid været sådan. Han havde en gang været den bedste og mest omsorgsfulde far i verden, men hendes mors død havde ændret dem begge og Als død havde skam også påvirket ham, da Al havde været som en søn for hendes far, han havde været et kært familiemedlem. Hendes far havde givet hende skylden for begges død og gjort hendes liv til et helvede, men hun var under bedring nu. Hun havde fået hele to milepæle at støtte sig til, nu hvor hun skulle til at 'lære' at leve igen. Hun hadve hele to hjælpende hænder, der ville gribe hende, hvis hun faldt ned ad trappen. De to var hendes eneste forbindelser til verden og hendes eneste grunde til at ville komme på benene igen, efter de mange år under hendes far regime bag lås og slå. Hun var mentalt lille og skrøbelig som nyskabt liv, hvilket betød at der ikke skulle meget til at kaste hende tilbage til de endeløse nætter i regnen med de nye sår eller blåmærker, der prydede hendes allerede forslåede krop. Hun blev nødt til at tage det et skridt ad gangen og lære at stole på andre igen. Hun blev nødt til at få snakket ud om det -selv om det stadig var svært at så meget som tænke på det- og begynde på en frisk. Hans stemme rev endnu en gang hende ud af tankerne og hun svarede ham bare stille og en smule træt, selv om hun ikke var det "Fordi den holder mange gode som dårlige minder og jeg kan ikke udsætte ham for mere end, hvad jeg allerede har tros det, at han ikke har været venlig. Han har ikke altid været sådan, jeg tog alt fra ham så jeg ville i det mindste give ham tag over hoved til den dag han flytter selv eller går bort, så kan jeg flytte der ind igen" Hun ville inderst inde bare gerne have sin 'rigtige' far tilbage igen...

"det bestemmer du hele selv om du vil det" sagde han og kiggede kort på hende, det hun nu havde gjort ham, og hvad var det lige hun havde gjort sin far der kun være slemme end det hendes far havde gjort mod hende, han vil nok ikke ikke lad far bor men nu kender han heller ikke rigtig til menneske føles, da han var fødet vampyr og altid vil være en vampyr, han kiggede op på himmel og slappe af, ham smiler svagt ved sin tænke, "hvor har din barndoms ven være hen sidste han har være væk i 6 år" spurgte han efter noget tid og kiggede på hende, nu må han ser om hun lyve, han vil bliver overrasker hvis hun vil kun styre sin puls så han ikke kan af læse den om hun lyve eller ikke gør.

Hun havde frarøvet sin far både en kone, en søn og nu også en datter, hvilket i følge hende var utilgiveligt. Hun troede fuldt og fast på, at det var hende, der var skyld i deres død. Al havde jo -i følge ham selv om hun ikke erindrede det samme som ham overhoved- været på vej over med en buket blomster til hende, da han blev kørt ned og hendes mor... Ja... Det var altså et off-limits emne, som man bare Ikke skulle indlade sig på. Hun havde betalt ham tilbage med renter ved at finde sig i hans overgreb, hvilket havde ændret hende, uden at hun selv havde opdaget det. Hun tænkte stille og kunne ikke lade vær med at bande i stilhed og hendes hjerte sprang et slag over. Hvorfor lige det emne? Hun sukkede stille indenvendig, mens hun overvejede, hvordan hun skulle fortælle ham det. Hendes stemme var normal og overhoved ikke anderledes, da hun svarede "Jeg ved det faktisk ikke, han siger selv, at han har ledt efter mig, men jeg er ikke helt sikker på om han taler sandt" Det var jo delvist rigtigt, men hendes hjerte hamrede alligevel afsted. Hoppede han på den?..

han nikke kort til det hun sagde, det var lidt sandt det hun sagde men hun lyver også da hendes puls slog en del hurtigere end han havde spurgte hende, når han må nok heller emme ligger når hun ikke var vild glad for at snakke om det selv om der var en del spørgsmål at stille til det men lad være med det, "hvad laver du så her ud i park på det her tid af døgen" spurgte han efter noget tid i stillehed og kiggede kort på hende, der er så mange ting som hun ikke ved om den her verden af der findes overnaturlig væsen at der ikke kun er menneske på jorden, han smiler kort og kiggede op på himmel og slappe af.

Hun var ret lettet, da han lod emnet passere og lod til at tro på hende, hvilket også fik det til at stikke lidt i hende; at han troede på hende så let, det fik hende til at føle sig som en gemen forbryder, der opdager konsikenserne af sine handlinger og må stå til ansigt med sine ofre. Hun betragtede bare stille den mørke nattehimmel og de smukke stjerne, der prydede den, før hans stemme nåede hendes øre endnu en gang. Hun overvejede det lidt. Hvad lavede hun enlig her? var hun kommet for at få fred? for at nyde natten? eller var det en mystisk kraft, der havde trukket hende der hen? hun var hvertfald sikker på, at hun havde ønsket at være der, men hvorfor vidste hun ikke. Hendes stemme var normal og hun fjernede ikke blikket fra himmelen, da hun svarede ham "Jeg tror, det var stjernerne, der virkede mere tillokkende i aften" hun sad lidt i sine egne tanker, før hun spurgte ham "Hvad med dig? hvad bringer dig ud i sommernatten?" Hun vendte stille hoved imod ham og lagde det på skrå, da hun spurgte...

ham smiler kort af det hun sagde og kiggede kort rundt, "ud at gå en tur, har det bedst om natten" sagde han og kiggede kort på hende, det virke til at hun var overrasker over at han bare lige så tror på hende, der var meget hun ikke behøve at vide om ham, skulle han spørge for sjov, jo det gør han sgu, "tror du på at der findes overnatur væsen" spurgte han og kiggede på hende, så kun han da finde ud af om hun gør det eller om hun ikke gør, han lukke øjne og slappe af og trække vejt kort for at indfange dufte omkring ham, hun dufte mere end sig selv, er det engle han kan dufte på hende.

Hun havde stille vendt hoved imod himmelen, mens hun nikkede let til hans svar. Hun kendte det alt for godt selv. Hun kunne sagtens se lyset klart nu, hun kunne række hånden ud og røre ved det, men hun ville aldrig kunne leve i det. Hun var blevet et barn af natten for længst, men det betød ikke at hun ikke gav lyset en chance. Al havde været meget sat på at ville have hende tilbage til lyset, dog var hun ikke sikker på, at hun kunne vende tilbage til det mere, selv om hun så ihærdigt prøvede. Det endte altid med, at hun tog sig en god lang tur i natten, når lyset skar hende for meget i øjnene. Hun tænkte stille og betragtede de funklende lys på himmelen. Om hun troede på det overnaturlige? jo vidst om hun gjorde! eller hun var begyndt på det, efter at hendes bedste ven vente tilbage fra de døde og viste sig at være en engel, men det kunne hun jo ikke fortælle ham. Hun betragtede stille stjernerne, da hun svarede ham "hmmm... Jeg tror på, at det er andre slags livsformer end dem vi lige kan se med det blotte øje. Jeg tror de lever skjult blandt os og guider os i den bedre retning" Hun tænkte naturligvis på Engle, da hun sagde det, da hun ikke kendte andre former for overnaturlige væsner. Det ville dog ikke overraske hende, hvis der var flere. Hun kunne ikke dufte andet et den friske duft af græs og sommer...

han smiler svagt af det hun sagde om de overnaturlig væsen, at de guider folk i en bedre retning, så må hun tænke på de god af dem og især engle som, han godt kun tror at hun kender en af, da hun dufte lidt af en engle, han slappe af og kiggede kort rundt, park var død som den plejer at være på det her tid at døgen, han kiggede kort på hende, "kan jeg bud på et glas vin eller øl eller noget andet, da jeg selv har lyst til vin" spurgte han og kiggede på hende, "kan også få noget varm at drikke men ser ikke ud til du fryse" sagde han kort efter og kiggede på hende, hvad han rolig afvente et svar fra hende.

Hendes blik var stille vendt imod himmelen, mens den sidste tid optog hendes tanker helt. Så meget havde ændret sig og hun var næsten holdt op med at tro på, at hun ville møde Tchort igen og så hendes bedste ven der var (bogstaveligt taget) dumpet ned fra himmelen. Hun havde nu på kort tid fået endnu to grunde til at fortsætte eksistensen og ikke kaste sig ud fra den nærmeste klippe. Det var helt utroligt. Hans ord hev hende tilbage til virkeligheden. Jo, hun var nu ikke den der drak mest (hendes far havde aldrig givet hende chancen for at prøve) hun havde smagt en drink eller to på et tidspunkt, men mere var det ikke blevet til. Hun vendte stille de forårsgrønne øjne imod ham, så alle skovens grønne farver kom til syne i hendes øjne i det bleje skær fra månen. Hun smilede stille, før hun nikkede let og svarede "Et glas vin lyder godt" Hun rejste sig stille og blikket gled kort på himmelen, før det faldt på ham igen...

han nikke kort til det hun sagde og rejse sig rolig op bagefter, hvor han lad rolig en arm om hendes skulderne, hun kun bare fjern den hvis hun ikke vil har det, hvorefter han begynde at gå sammen med hende, nu hvor hun også vil havde vin, skullde det være de skulle gå ned til vinkælder, det var godt nok dyr vin men det smager meget bedre og det var nu heller ikke han mangle penge, han lod hende gå ned i kælde hvor vin butik lå, hvorefter han selv gik ned, hvor han fat et bord til dem, "vil du vælge en vin eller skal jeg bare" spurgte han og kiggede på hende.

Hun kastede et kort blik på stjernerne, før det igen faldt på ham og et stille smil trak op i hendes mundvig. Han var en af de meget meget få, som hun faktisk syntedes om, hvilket også var en af grundene til, at hun ikke gjorde noget, da han lagde armen om hendes skuldre. Hun vidste ikke spcielt meget om hverken vin eller andet alkohol, så hun lod ham bare føre sig, hvor hen han nu fandt det passende, hvilket snart viste sig at blive en hyggeligt udseende lille kælder. Dørnklokken ringede, da de gik ind og hun lod blikket glide rundt. Der var faktisk ret hyggeligt. Hun fulgte bare efter ham hen til bordet, som han havde udset sig, før hun satte sig ned på en af de to stole. Hun lod igenm blikket falde på ham, da han snakkede til hende og svarede ham med et stille smil "Jeg tror, det er bedst, hvis du vælger, da jeg ikke kender så meget til det" hun indrømmede det gerne, at hun ikke var den der kendte mest til det, langt fra...

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt af hende, det var da rat at hun sagde sandhed med det sammen for engang skyld, han kiggede kort vin navne igennem, end han valgt en, han bestille en hele flaske og selvfølgelig to glas, efter lidt tid kom en tjener ned til dem med vin og glas til dem, hvor tjener hælder op til hendes første derefter til ham og stille så flaske på bord, så det selv kun tager, han tog glas op i hånd og dufte rolig til vin, hvorefter han nippe kort til den og smager på den.

Hun tænkte stille og lod bare blikket glide rundt i rummet, før hans svar krævede hendes opmærksomhed og hun igen vendte de smaragd grønne øjne imod ham med det normale smil hen over de røde læber. Hun nikkede stille og hørte ham bestille en eller anden vin, der -med et gæt ud fra hendes minimale viden om vin- kom fra italien. Hendes blik flakkede rundt på de nydeligt dækkede borde en gang eller to, før det igen nåede hen til ham. Jo nervøs var hun da en smule, da hun var i helt uvante omgivelser og langt fra noget hun havde set lignede det. Hun vendte hoved imod tjeneren, da han kom med vinen og kunne ikke rigtig lide det blik han sendte hende med det smil i mundvigen, før han trak sig væk igen. Det fik hende til at føle sig en smule utilpas og hun måtte kæmpe en indre kamp, før hun igen kunne rette opmærksomheden på vinen. Hun fulgte hans eksempel og nippede stille til vinen. En smule bitter...

efter han havde nippe til vin, sad han og luft det ved at køre rolig glas rulle i luft, "hvad synes du om den" spurgte han og kiggede rolig på hende, efter lidt tid hvor han havde luft vin, nippe han til den igen jo det hjalp af luft den, han læner sig tilbage i stol og kiggede kort rundt i rum, "er der noget glat, vidste til at du var klar til at løbe ud her fra" spurgte han og kiggede på hende, hvorefter han nippe til vin og lukke kort øjne, han kun ikke rigtig ser det på hende men hendes puls sagde mere end nok for ham.

Hun måtte tvinge sin opmærksomhed på ham igen, selv om tjenerens blik og irriterende smil stadig sad på hendes nethinde. Hun måtte tvinge det lille smil i mundvigen -selv om der ikke kunne ses forskel på de ægte og påtrægte smil- før hun svarede ham "Nu er jeg ikke normalt vinsmager, men jeg finder den en smule.." Hun ledte lidt efter ordet, og lænede sig en smule tilbage, det var bare om at lade som ingenting "...En smule... bitter, men det kan velopmærket bare være mig" afsluttede hun med. Den forbandede tjener havde rodet godt meget op i hendes minder, den slags, der helst skulle blive på hylden. Hvis hun nu var heldig havde han... Og jo selvfølgelig havde han opdaget hendes korte nervøsitet og brud af masken. Kors også, hvordan skulle hun nu forklare sig ud af den her? Hun legede lidt med glasset, mens hun stirrede på det blodrøde indhold. Hun sukkede lydløst, før hun mumlede lavmeldt "Det... Det var bare... Jeg syntes jeg så noget... Det er lige meget nu" Det var delvist sandt, men hun ønskede ikke, at han skulle se, hvor meget det enlig gik hende på, at tjeneren sendte hende blikke...