I see the light, but will always be a child of the night...((Tchort))

Det plejede at være Al, der så til hendes sår og skrammer, så hun kunne vel altid få ham til at se på det, når hun kom tilbage til verden, men det undgik hun at sige. Hun så bare lidt på hånden, før hun lod blikket glide ud af vinduet, hvorefter hun vendte sig rundt og gik hen til ham. Hun trak vejret tungt, før hun satte sig op på bordet og stille ragte ham hånden, som svar på hans spørgsmål om hjælp. Det var lidt underligt at tænke på at han med garenti var mange år ældre end hende, selv om han højest lignede en i midten af tyverne. Hun vippede lidt med benene, der hang ned fra bordet, mens hun betragtede hans hænder arbejde med hendes læmlæssede hånd...

han vente rolig på hun skulle bestemmer sig for hvad hun vil, da hun så sat sig op på bord, tog han rolig mod hendes hånd, hvor han første fjern de få glas stykke der sat i hendes hånd, hvor han så vaske blod væk og vaske sår, end han ligger en lille forbinde på hendes hånd, så det ikke vil kom rigtig til at blod igen, "sådan, så skal du bare hvil den eller lad din ven klar det, da han nok er bedre til det end men eller det plejer engle at være" sagde han og kiggede på hende, end han lukke kort øjne, "du dufte af engle derfor vil jeg gæt at din ven er en engle og jeg skal nok lad ham være, hvis jeg må få at vide hvem han er" sagde han og kiggede på hende.

Hun sad bare på bordet og bed sig let i læben, da han begyndte at pille glasskårene ud af hendes hånd. Hun så stille væk og måtte knytte den anden hånd hårdt, da det -selv om han var forsigtig- gjorde ret så ondt. Hun trak vejret tungt og prøvede at slappe af i den hånd han arbejdede med. Hun bed sig lidt hårde i læben og mærkede, hvordan han lagde forbindingen på den, hvilket gav hendes grønt lys til at kigge igen. Hun betragtede stille den forbundende hånd og trak vejret dybt. Hun stivnede halvt, da han nævnte hendes engleven. Ham havde hun, da hvertfald ikke fortalgt ham om! Hun lyttede stille til hans forklaring og overvejede om det enlig var klogt nok at fortælle Tchort om Al, også selv om Tchort lovede ikke at røre Al. Det havde ændret hendes syn en smule på tingene, da hendes to bedste venner nu var komplet modsætninger og den eneste, der vidste om Als genkomst var hende. Hun tøvede en smule og så ned på sine fødder. Var det nu klogt at fortælle det? eller kunne det skade Al på nogen måde? På den anden side ville hun nok ikke komme hjem, hvis ikke hun fortalgte ham det, hvilket ville være ens betydning med at hun aldrig kunne se Al igen... Hendes tanker fortsatte langt ud, mens hun bare stirrede på hånden...

da han blive færdig med hendes hånd, rejse han sig op og gik ud med ting han lige havde brugt til at rens hendes hånd, "det er op til dig selv om du vil fortælle mig hans navn, men ud det kan jeg ikke hold det jeg lov dig om af lad ham være, og du skal nok kom hjem lige meget om du fortælle det eller ej" sagde han og kiggede på hende og sat sig i stol igen og lukke kort øjne, end han kiggede ud af vindue ud på ånde som ikke havde noget at tager sig til.

Hun tænkte stille og betragtede bare hånde, mens hendes blik flakkede kort til ham, da han gik ud med tingene og snakkede til hende. Hun ville komme hjem, det var nok det vigtigste, men det med Al havde hun det ikke for godt med. Hun sukkede tungt og gned sig i øjnene med den ikke skadede hånd. God, det her var ikke godt. Hun diskuterede det længe med sig selv inde i hoved og endte med at komme frem til en konklussion. Hun sukkede tungt og lod blikket glide hen på ham, der havde taget plads på en stol. Hun sank en klump og svarede stille "Jeg synes ikke jeg har ret til at udlevere ham på den måde uden han selv har noget at skulle have sagt..." Hun tøvede lidt, før hun fortsatte "Jeg har endnu ikke fortalgt ham om dig, men har tænkt mig det, nør jeg kommer hjem, og så må han selv bestemme om han ville lære dig at kende, ifølge mig..." Hun tav lidt, før hun så sagde "Men jeg siger dig, at også selv om du er... det du nu er, så ville jeg ikke tøve med at stille mig mellem jer, hvis i ikke kan lide hinanden..." Det sidste var hun meget sikker på og hun mente, at det var deres egne valg individuelt, om de ville kende hinanden, men hun ville uden tøven sætte sig imellem, hun holdte for meget af dem begge til at lade dem gå i kødet på hinanden...

han lytte til det hun sagde og smiler kort af hende, "det er også hele iorden at du har det på den måde, men jeg vil gerne vide hans navn, hvis han giver lov til det, så jeg kan hold mig fra ham, men skal selvfølgelig giv lov til det" sagde han og kiggede på hende, han smiler af hende og ryste svagt på hoved af hende, "det kan godt være at du vil det men hvad hjælp det, når jeg er for hurtig til at du kan opfandt det og behøver heller ikke at rør ham, for at slå ham ihjel men jeg lov at laver ham være som jeg også sagde lidt tidlig" sagde han og kiggede på hende.

Hun havde ikke en gang overvejet, at han skulle have en anden evne af en slags, men det overraskede hende dog ikke, da han nævnte det med at han ikke behøvedes at røre ham, for at gøre ham skade. Hun nikkede stille "Hvis han giver lov ville jeg fortælle dig hans navn og omvendt." Hendes stemme var konstaterende og hun kunne (nu hvor tankerne ikke var afledte mere) godt mærke afkræftelsen komme tilbage med fuldt styrke, da hun stadig var kritisk udhungret. Hun tog sig stille til hoved med den ikke skadede hånd, før hun stille mumlede en række eder og forbandelser. Det havde krævet meget af hende at komme på næsten god fod igen og nu havde hun kastet det over bord ved at både drikke og være ude så sent. Det var overhoved ikke godt for hendes helbred det her...

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, han lad rolig en hånd på hendes ben omkring knæ, "er du okay eller det kan jeg ser på du ikke rigtig er" sagde han og kiggede på hende, ud fra hendes puls kun han også vide det, men det gad han ikke at kommer ind på, når det var omkring hans evne, "vil du over og ligger ned, du kan godt låne en t-shirt hvis du vil har noget andet at sove i, hvis du vil sove" sagde han og kiggede på hende.

Hun havde det virkelig ikke godt og kunne godt mærke at alkoholen var på vej op igen, da hun -selv om hun næsten ingen ting havde fået- havde drukket det på tom mave, hvilket havde fået det til at gå lige i blodet sammen med det tjeneren havde puttet i glasset. Hun var begyndt at blive svimmel og koldsveden begyndte at krybe ind over hende og få hende til at ryste. Hum mærkede godt hans hånd på sit knæ og hørte godt hans ord i sit øre, men kunne ikke helt fokusere. Hun tog stille hoved ned mellem benene, mens hun trak vejret tungt og lukkede øjnene, før hun kvækkende svarede "Ligge ned, balge og et vand..." Hun måtte sluge sit opkast, hvilket smagte ækelt, før hun hæst kunne tilføje et "...Tak" Hun var virkelig blevet dårlig...

han havde rejse end hun havde for snakke færdig, hvor han var løbe efter en spand og et ny glas vand, eller han havde tager glas med som hun havde drukke af før, hvor han stille spand ved side af seng og glas på seng bord, hvor han løfte hende og ligger hende over i seng, så kun kun ligger ned og kaste op i spand og drikke lidt vand, når hun for lyst eller havde bruge for det.

Hun sad bare med hoved mellem benene og prøvede at holde opkasten i sig, mens hun bare klemte øjnene i og havde hænderne liggende på baghoved. Hun trak vejret i en skælvende rallen og hørte ham ikke gå. Hun sad bare og rystede, mens hun ventede og hørte ham sætte glasset og spanden på bordet, før hun mærkede hans arme omkring sig. Det gyngede en smule for hendes blik, hvilket ikke hjalp på hendes svimmelhed. Hun mærkede så sengen under sig. Han nåede knap at ligge hende ned før hun lænte sig over sengen og vændte alt dens indhold ned i spanden, hvilket hovedsagligt var vinen. Hendes hænder holdte bare om spanden, mens det var tydeligt at se, at hun var meget svagere end sidst de havde mødtes...

han sat sig på seng kant og kiggede kort på hende, det tyder bare på at hun skal havde lov til at slappe af måske sove, efter lidt tid rejse han sig op og gå over til sit skab med tøj i, hvor han finde en t-shirt som er lang på ham, så det vil nok kun dæk det der skal dække på hende og mere til nok, hvor han ligger den på seng, "hvis du vil låne en t-shirt at sove i" sagde han og kiggede på hende, hvor han kiggede på hende og afvente et svar, hvis hun vil skifte vil han gå ud af rum, medminde hun var ligeglad med at han var der.

Hun tænkte bare stille, mens hendes mave vendte vrangen ud også selv om der ikke var mere i den nu. Hun kunne ikke mere efter et stykke tid og rakte ud efter glasset, som hun med nød og næppe kunne holde fast i. Hun drak en smule af vandet, før hun satte glasset igen og lagde sig ned med hoved på puden. Hun nikkede bare stille til hans forslag og sank en klump, før hun med en hæs stemme sagde eller nærmere hviskede "Kan du ikke..æhh.." Hun ville enlig gerne have ham til at gå ud eller vende ryggen til mens hun skiftede, da hun stadig var meget genert over sin krop også selv om det næsten kun var skind og knogler på hende. Hun var meget svimmel og havde en hæslig hovedpine...

"jo det kan jeg da" sagde han og gik ud fra værelse og lukke dør efter sig, hvor han kom ind efter 10 min, så han var sikke på at hun har haft lang tid nok til at skift i, da han kom ind på værelse havde han et vin glas i den en hånd, det var så ikke vin der var i men blod, det var ikke noget hun vil kun dufte medminde hun få glas lige under næse, han nippe til det og banke for en sikkehed skyld på bank end han gik ind.

Det tog hende et godt stykke tid at få tøjet trukket af og lagt sammen, før hun kunne trække trøjen over hoved og krybe ned under dynen, hvilket så til gengæld tog næsten alle hendes krafter at gøre. Hun sukkede bare stille og lagde sig ned med hoved på puden, før hun lukkede øjnene og trak vejret dybt. Hun hørte så døren gå og gik ud fra, at det var ham, der var kommet ind. Hun rynkede en smule på næsen, da den metalliske smag ramte hendes tunge og var hundrede procent sikker på, at hun havde bidt sig i tungen eller lignende. Hun åbnede stille det ene øjne, bare for at opdage, at han stod med et glas rødvin i hånden. Bare tanken om vinen fik hendes mave til at vende sig og da det så ydeligere gik op for hende at den metalliske smag i luften kom fra glasset blev hun bare endnu mere dårlig. Hun var lige ved at vende mavesække i spanden igen eller trække dynen over hoved, mens hun prøvede at overbevise sig selv om, at det altså VAR vin, der var i hans glas, men det var ret svært at lyve over for sig selv...

han gik over til det en vindue, hvor han åben den lidt, så der kun kom noget frisk luft ind, selvom de var u underverden var der frisk luft, det var nu meget rat at det var det, han tømme hurtig vin glas efter han havde åben vindue, så der ikke dufte at blod mere som det, typer på at hun kun lugte, han gik over til seng og sat sig på kant af den, "bare lige dig til at sove hvis du har bruge for søvn, jeg bliver hjem, hvis jeg ikke er her i rum, så bare åben dør og kalde på mig" sagde han og kiggede på hende og læner sig lidt tilbage og stykke på den en albue.

Hun var virkelig træt og hendes krop helt udmattet, hvilket ikke gavnede hende på nogen måde overhoved. Hun havde det utroligt skidt, og var derfor meget taknemlig, da han åbnede vinduet så en blid brise kunne smyge sig ind og drillende pirre hendes sorte hår. Hun trak vejret tungt og satte stor pris på, at han også drak 'vinen' helt, før han kom hen imod hende. Hun kunne stadig dufte det metalliske omkring ham, men det var ikke helt så stærkt som før. Hun ville inderst inde helst ikke blive ladt alene, det havde hun prøvet lidt for mange gange før og hun vidste, hvad der ville ske, hvis hun blev alene i rummet, i mørket med stemmerne i hoved, der med garanti ville tage over på et tidspunkt. Så skrøbelig og nedbrudt hun var blevet både mentalt og fysisk ville det nærmest være at underskrive hendes dødsdom at lade hende være alene i mørket. Hun lå bare godt pakket ind i dynen, da det hjalp hende med at holde varmen, da hendes krop havde meget svært ved det, fordi hun var så underernæret, at hun ville kunne være et nemt offer for enhver med bare det mindste våben. Hendes stemme var bedende og grådkvalt, da hun satte sig op -selv om det hele gyngede ubehageligt- og hun tog stille fast i hans arm, før hun sagde "Ville du ikke nok blive... J-Jeg beder dig" hun var meget træt af det hele, så tanken om at skulle være alene i mørket fik en kold hånd til at gribe om hendes hjerte og tårene begyndte stille at tille ned ad hendes kinder. Hun havde det som en lille pige på 4, der var bange for monstrene under sengen og ikke kunne falde i søvn, når far var gået, i hendes tilfælde var monstrene bare ikke under sengen, men inde i hendes hoved. Ethvert dårligt ord, der nogensinde var blevet sagt til eller om hende havde mejslet sig ind i hendes hukommelse og overfaldte hende, når hun var aller svagest, hvilket var et af de tidspunkter lige der. Hun havde bare brug for at nogen holdte fast på hende, holdte hende fast til jorden, så hun ikke skulle falde fra hinanden. Hun var allerede ødelagt inden i og altting vendte bare tilbage på maks styrke lige i hoved af hende, som hun var dårlig, uforberedt og svagere end nogensinde. Hun troede, at hun havde en chance for ikke at hoppe spontant ud af vinduet for at slippe af med stemmerne, hvis han var der til at holde sammen på hende... Eller det håbede hun...

han sat sig tilbage på seng kant da hun tog fat i hans arm, "jo det kan jeg godt, men behøve jeg at være i seng" spurgte han og kiggede på hende, hvis han ikke behøve at være i seng, vil han sidder sig over i stol, ved sit arbejdes bord, så kun han altid når at grib ind, han vente rolig på at hun skulle svar ham og regn med at hun lad sig tilbage efter hun, ha grab fat i hans arm, han vidste at han ikke skulle drikke blod i nærhed af hende, hvis han ikke behøve at være i seng vil han rejse sig op og gå over og sidder sig i stol ved arbejdes bord.

Hun var meget træt og hele hendes krop beklagede sig voldsomt, hvilket fik hende til at give slip på hans arm og ligge sig langsomt ned igen. Hun var lettet over, at han ville blive i rummet, men vidste også, at hvis hun skulle bekæmpe stemmerne ville der ikke gå mere end to millisekunder, før hun havde endten taget livet af sig selv eller slået sig selv bevidstløs, bare for at komme væk fra dem. Hun ville enlig gerne krybe i sikkerhed i hans arme, da det var noget næmmere for hende at holde sammen på sig selv, hvis der var nogen, der holdte om hende fysisk. Hun kunne på den måde fokusere på noget andet end mørket og stemmerne, hvilket langt hen ad vejen ville gøre det meget næmmere for hende at holde det ud. Det lød dog til, at han ikke ville i nærheden af hende, hvilket fik hende til at føle sig trist til mode og alene. Hun krøb bare sammen og svarede "Du gør som du vil" før hun stille lukkede øjnene og indstillede sig på en meget lang dag...

han ryster svagt på hoved af hende, "jeg har ikke sagt noget om at jeg ikke vil lig hos dig, jeg spurgte om jeg behøve at være i seng, du kun bare sige nej til det" sagde han og lad sig i seng på side, op af hende, hvor han ligger en arm over hende, han kun jo altid prøve at bruge magi og ser om det virker men det gad han ikke hele, det kun han altid gør en anden god gang.

Hun havde ændret sig mentalt siden de sidst havde været alene i et rum sammen. Hun havde åbnet sig op igen og ladt den koldefacade falde til jorden, hvilket havde efterladt hende ubeskyttet og skrøbelig uden nogen form for beskyttelse end der blev tilbudt hende. Hun havde åbnet op til den unge pige hun stadig var, hvilket gjorde hende mentalt mere skrøbelig end nyfødt liv over for alt og alle former, selv de aller mindste ting ville kunne gøre langvarigt skade på hende. Hun sagde ikke noget som hentydning til, at hun gerne ville have ham til at holde om hende, men som selvvaneligt kunne han læse hende som en åben bog, hvilket til tider kunne være dejligt, men også lidt irriterende en gang i mellem. Hun mærkede så hans arm omkring sig, da han lagde sig ned ved hendes side og samme trykhedsfølelse fra sidst skyldede langsomt igennem hende. Hendes stemme var kun en stille mumlen, da hun svarede ham og lukkede øjnene "Tak... Tak for alt" Det var ikke det hun ville have sagt i det første sted, men det var det, der kom ud af hendes mund, da hun åbnede den. Hendes hænder tog stille hans ene imellem dem og gav den et blidt klem uden at give slip bag efter. Hun var bare træt, forvirret og havde hovedpine...

han kun mærke på hende at hun slappe af med det sammen, efter hun havde få arm over sig, "det er så lidt" sagde han og lukke øjne bare for at slappe af, han lå bare og slappe af og regn med at han nok skulle bliver ligger, for hun har det bedst, lige som sidste han sove sammen med hende, men der var sker meget side sidste, hun vidste hvad han er og hvor han bor, hun har nok en ide til hvad han kan men ikke hele sikke, "to sek" sagde han og lukke vindue og lad tilbage i seng end hun rigtig kun når at opfandte det, så bliver hun ikke syg af det og det var kommer nok med friske luft ind.

Hun puttede sig bare stille ind til ham og slappede fuldstændigt af. Hun holdte dog stadig i tankerne, at han var vampyr, men da han havde sagt, at han kunne styre sig -og han ikke havde givet hende grund til at have mistillid til ham- gik hun ud fra, at han nok ville kunne holde sig fra at bide hende. Hun nød virkelig at føle, at nogen holdte af, at nogen faktisk bekymrede sig for og kunne beskytte hende. Det var en dejlig varm og betrykkende følelse. Hun havde stille lukket øjnene og var så småt begyndt at falde hen, da hans ord igen nåede hendes øre. Hun nikkede langsomt, men dog havde hun aldrig ser --eller mærket- nogen mand være så præcise på deres ord som ham. Hun nåede ikke en gang at vende sig til, at hans arm ikke mere lå omkring hende, før hun hørte lyden af et lukkende vindue og så var han tilbage igen og havde lagt armen om hende. Et mat og stille smil trak op i hendes mundvig og hun puttede sig stille ind til ham. En løgner var han da ikke, af hvad hun vidste af...

han lad sig bedre til rette efter han hvade lukke vindue og lad sig ned, ved side af hende igen og ladt en arm over hende, hvor han bare lå og slappe af og mærke efter puls, ud over han godt vidste at hun var den enste her ned med puls, men det fortælle ham bedre, hvordan hun har det og om hvornår hun sover, han regn ikke med at der vil gå lang tid før hun søvn, da hun næste søvn end han havde rejse sig for at lukke vindue.

Hun lå bare i hans arme, tryk. Eller det var hvertfald, hvad hun bildte sig selv ind, for hvor ironisk vil det være at vær tryk i en vamoyrs arme, en hvis arme hvert sekund kunne låse en fast. En hvis tænder hvert sekund kunne gennemborre ens skind. Af en eller anden grund fandt hun det tryk, at være i armene på en, der så let kunne tage hendes liv, men endnu ikke havde valgt at gøre det. Hun fandt det på en måde uroligt trykkende at vide, at personen ingen kvaler vil have med at dræbe, om end -hvis hun var heldig- for at beskytte hende. Hun følte sig helt lille og ubetydelig, men sammentidig også betydningsfuld og værd at passe på. Det var også som om at stemmerne i hendes hoved tav en smule, når hun holdte hans hånd. De forsvandt næsten helt, når han holdte om hende og gav hende en hel lettet følelse, som om at det faktisk var lykkedes hende at slippe af med dem en gang for alle, hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet, men hun kunne jo drømme, hvilket hun også gjorde, som hun langsomt gled ind i søvnen i hans arme. Hendes hænder fandt stille hans endnu en gang, før hun stille flettede sine fingre ind i hans, rykkede lidt på sig og lod sig overgive til søvnen, der endelig havde fået sit tag i hende...