I see the light, but will always be a child of the night...((Tchort))

da hun ikke sagde noget og lå bare og hold stadig øjne lukke, så kun han lige så godt fortsætte i sin vampyr hurtighed, der gik kun nogen min hvor han stoppe hele, da han var når hen til park, hvor han sad hende rolig ned men har stadig fat i hende, så hun ikke kan falde hvis hun er for usikke på ben, "så er du frem og du kan godt selv klar dig hjem" spurgte han og kiggede på hende, han regn med at hun kun men måtte helle være sikke, "men tak for den her gang og håber vi ses igen og pas nu godt på din hånd" sagde han og kramme hende rolig indtil sig i lidt tid end han slap hende.

Hun lå bare med lukkede øjne og trak vejret tungt i den friske luft. Hun mærkede så, hvordan han blidt satte hende ned på jorden igen og hun sank en klump, før hun åbnede øjnene og måtte blinke et par gange, før hun kunne se igen. Hun havde det stadig en smule dårligt og var taknemlig for hans støtte. Hun smilede en smule ved hans ord og nikkede så langsomt, før hun svarede ham stille "Tak...Tak for alt... Jeg tror godt jeg kan finde hjem her fra" Hun havde meget svært ved at takke andre, så det tog en del af hendes stolthed at skulle gøre det, men det gjorde ikke ordene mindre sande. Hun smilede bare stille til ham, mens hun lyttede til hans ord og så mærkede hans arme omkring sig. Hun lukkede øjnene kort og lagde sit hoved ind til hans bryst, før hun lagde armene om ham. Hun svarede ham bare stille "Det håber jeg også, men mon ikke vi gør... Jeg skal prøve, men lover ikke noget" Hun åbnede stille øjnene og smilede en smule til ham, før hun stilte sig let på tær og kyssede ham blidt på kinden, før hun prøvende slap hans hånd og så ud i mørket, før hendes blik faldt på ham igen og hun tog et par skridt prøvende stadig og da hendes ben virkede til at kunne bære hende (om ikke så bare næsten hjem) vendte hun blikket imod ham igen og sendte ham et taknemligt smil, før hun sagde "Vi ses og lad vær med at rode dig ud i problemer, gidder du?" det sidste var mest drillende, da det normalt var hende af de to, der kom til skade. Hun sank så en klump, puttede hænderne i lommerne(den ene mere forsigtigt end den anden) og begyndte at gå ned ad den lille sti, som hun vidste førte hjem...

"det var så lidt" sagde han og smiler svagt, "det gør vi nok og skal nok prøve hvis du lov at prøve at, lad være med at kom i problem" sagde han og kigegde kort på hende, han smiler svagt og nikke kort til hende, end hun begynde at gå, det ser ud til at hun klar det, han vend rolig om og begynde at gå med et godt tempo på ud af by, det ser ud til at han kan når hjem end sol kommer frem.

//Out//

Hun smilede bare stille og en smule trist, før hun svarede ham med et stille grin "Det kan jeg ikke love, du kender mig jo" Hun holdte stille hånden op som eksempel. Hun smilede bare en smule trist og begyndte at gå væk fra ham. Hun kiggede sig over skuldren, da hun var kommet et stykke væk og betragtede stille hans ryg, mens han forsvandt ind i byen. Hun sukkede tungt og trak så jakken tættere om sig, før hun fortsatte ind i mørket i parken. Hun kunne mærke, hvordan svimmelheden langsomt kom igen, men hun fortsatte...

//Out//