I see the light, but will always be a child of the night...((Tchort))

Hun nikkede stille og spiste bare maden så godt hun nu kunne med en hånd, hvilket fik det til at tage et godt stykke tid for hende, da det ikke helt var det nemmeste i verden kun at spise med venstre hånd. Hun lagde ikke mærke til, at han rejste sig men løftede stille blikket, da han talte til hende og opdagde glasset der indeholdte -ud fra duften at afgøre- vin og ikke blod, hvilket overraskede hende en smule, da han jo var vampyr og sådan. Hun smilede stille og svarede "Jeg har lidt mistet tidsfornemmelsen, men går ud fra at det skal være nat der hjemme, før at du kan aflevere mig... korrekt?" Sagde hun og løftede let på det ene øjnbryn, men ærligttaget havde hun ikke så meget løst til at tage hjem og skulle fortælle Al hvad der havde foroversaget hendes ret så heftigt skadede hånd, men på den anden side ville han nok også blive urolig, hvis hun var væk for længe...

"det er rigtig det skal begynde at bliv mørke end jeg rigtig bevæge mig op på overfalde" sagde han og kiggede kort på hende, han tog rolig bestik fra hende og skær noget at kød ud for hende, så hun kun tager en bid at det ud det kommer til at ser dumt ud, hvor han giver hende bestik tilbage, "men vi kan begynde at gå når du har spist færdig, så passer det med at vi er det op når sol er gå ned" sagde han og kiggede på hende og nippe til vin, hvor han lukke øjne og slappe af, "men det er selvfølgelig noget du selv bestemmer" sagde han og åben øjne og kiggede på hende, end han nippe til vin igen.

Hun smilede bare stille og nikkede let til hans svar, dog var hun ikke forberedt på, at han overtog bestikket og skar kødet i stykker for hende, det havde hun dog aldrig oplevet før, hvilket fik hende til at løfte øjnbrynet og tage lidt omtumlet imod gaflen igen, efter han havde skåret det. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt tiltrukket af hans stemme og hun så stille på ham, da hun svarede "Okay, så gør vi det, så passer det jo fint" hun var allerede begyndt at planlægge, hvordan hun skulle undgå at de to gik i totterne på hinanden, hvis de skulle støde på hinanden, når han afleverede hende ved hytten. Hun spiste en del mere af kødet, før hun lagde bestikket, så man kunne se, at hun var færdig, fær hun rejste sig, tog tallerkenen og gik ud i køkkenet med den...

han nikke til hun sagde som tegn på at han havde hørt det, han nippe til vin og smiler svagt af hende, da det hvis ikke havde oplevel før at nogen skære hendes kød ud for hende, nu var han høflig ikke at bruge sin negle til det, han nippe til nip og rejse sig op da, hun gik ud i køkken med tallenken hvor han tøm glas med vin og stikke det fra sig, "så er du måske klar til at tager af sted eller" spurgte han og kiggede på hende, mens han læner sig op af køkken bord.

Hun tænkte stille og gav sig af ren vane til at vaske det af i håndvasken, men lagde ikke mærke til ham, før han snakkede til hende. Hun smilede stille og kunne enlig godt tænke sig at se hans hus, før de tog afsted og et billede af dem dansende, hende iklædt en gammeldags rød kjole med korsetryg i viktoriansk stil og ham iført jakkesæt i sort, rundt i en enorm dansesal. Hun rystede kort på hoved af sig selv og svarede "Jeg kunne nu godt tænke mig at se dit hus før vi tager afsted?" Hun tørrede stille tallerkenen og bestikket af, før hun satte det rent på bordet og vendte blikket med et smil imod ham, dog havde hun ikke ventet at de stod så tæt som de gjorde, under en halv meter fra hinanden...

han skulle til af sige at hun ikke behøver at gør ren efter sig men hun var begynde end han kun når af sige det, "det kan du godt få lov til, men tager noget fodtøj på, da det kan bliver kold om fødder, "hvis du hente din sko så vente jeg her imens" sagde han og smiler svagt, han vente rolig på at hun skulle få dem hente, så han kun vis hende hus, hans hus bestod at nogen værelse oven på og to badeværelse, på stur etag er der køkken, stue og gæst stue, to badeværelse, kælder var et stor rum til opbevaring, hvor han havde mange flaske vin ligger, så har han have som der ikke var der vild over.

Hun nikkede stille til hans svar og et stille smil trak op i hendes mundvig, før hun gik op ad trappen igen, men måtte stoppe op for enden af den, for lige at huske, hvor hans værelse nu lå. Hun nåede hen til hans værelse og gik stille ind, før hun så sig rundt efter sine sko. Hun gik stille hen til sengen, hvor de stod. Hendes blik faldt på vinduet og hun stivnede. Hun kunne høre hviskende stemmer, der kaldte på hende og efter et par minutter helt paralyseret begyndte hun med langsomme skridt at gå imod vinduet med et tomt udtryk i øjnene. Hun nåede hen til vinduet og kiggede stille ned, der var langt. Hun lagde stille hånden på den kolde rude, mens hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hun åbnede vinduet nærmest som i en trance og lukkede øjnene, da vinden smøg sig om hendes ansigt. Hun sukkede tungt og trådte lettere rystende op i vindueskarmen, mens hendes venstre hånd klamrede sig til karmen efter som den højre ikke kunne. Hun var helt væk, mens stemmerne blev højere og højere, så de nu skreg til hende, at hun skulle hoppe...

han synes hun var lang tid om det og det var nu heller ikke så lang tid side at hun gik tur der op fra og her ned til, så han må vel kiggede efter hende, han kom huritgt op på værelse med sin vampyr hurtighed, hvor han så at hun skulle til at hop ud af vindue, han var over ved hende på et sek, hvor han lad en arm om liv på hende og løft hende væk der fra og lukke vindue, mens han holder hende fat, "hvad har du gang i" spurgte han og kiggede på hene, han holder hende stadig fat og hun vil ikke kun kom fri men det gør heller ikke ondt på hende.

Hun stod bare og lænede sig en smule frem så hendes tær nu var ud over kanten og trangen til at hoppe blev større, mens stemmerne nu skreg og overdøvede alt andet omkring hende. Hun sank en klump og lænede sig en smule mere frem over, før et sæt arme greb hende fast om livet og trak hende ind, væk fra vinduets lokkende afgrund. Hun hørte ikke, at han lukkede vinduet, da stemmerne skreg hende ind i hoved og havde hun ikke været helt paralyseret havde hun nok skreget og vredet sig som en der havde drukket syre. Hun var helt tom i blikket og kunne ikke høre ham for stemmerne, der blev ved med at skrige som gale...

han gik over til seng med hende, hvor han lad hende ned på den og hold hende ned med den en hånd, han vidste ikke om det gik over af sig selv eller hvad det gør, da han ikke havde oplevel det her sker før men hun havde han heller ikke kendt hende i så lang tid, han kun da prøve en ting som vil påvirke hende hjerne, han brugt sin evne (illusion) hvor han få hendes hjerne, til at tro at hun har det godt og alle omkring hende er glad så det vil sige ham, men det tro hendes hjerne ikke, så regn han med at det hjælp på det men han er ikke sikke på det.

Hun var helt paralyseret og var ved at snuble over sine fødder, da han tog hende med over til sengen og lagde hende der. I det sekundt hendes hoved ramte puden var det som om en lås gik op inde i hende og mørket fik frit spil i hendes sind. Hun spirrede rædselsslagent øjnene op, selv om de stadig blev mere og mere fjerne. Hun begyndte så at skrige og vride sig voldsomt, hvilket blev dæmpet, da han holdte hende fast med den ene hånd og hun ikke rigtigt kunne stille noget op over for en vampyr. Hun skreg bare, mens hun kastede sig frem og tilbage så meget hun nu kunne og prøvede at komme væk fra mørket, der langsomt kom ind i hendes sind og forgiftede hendes tankegang. Hun tog sig til hoved med begge hænder, før hun kneb øjnene hårdt i og bare skreg af sine lungers fulde kraft, mens hun kastede sig rundt i sengen så meget hun nu kunne i forsøget på at undslippe det uundgåelige...

han hold hende stadig ned og prøve stadig og ser om sin evne virker på hende, indtil videre gjort det ikke men han prøve stadig, han kun altid slå hende ud, så hun besvimer så burdt det hold op, men det må han lige vente og ser om han magi/evne virker på hende, det kan gost være at hun prøve at vend og drej sig men hjælp hende ikke, mod sin vampyr styrke selvom han ikke lad alt sin kræft i men, han skulle heller ikke trykke luft ud af hende.

Hun blev bare ved med at skrige og vide sig så meget hun nu kunne, hvilket enlig ikke hjalp overhoved, da mørket bare tog til og blev tættere og tættere. Hun havde det som om hendes hoved var en tikkende bombe og hun rev fustreret hoved fra side til side i forsøget på at ryste mørket ud, hvilket ikke virkede overhoved. Mørket havde ingen kære mor og ville aldrig give hende tilbage til livet, mens hun var ved bevidsthed, hvilket hun udmærket godt vidste, hvilket også var grunden til, at hun begyndte at tage kvælertag på sig selv...

når det tyder på at hans magi ikke virke på hende, må han finde på noget andet at gør og det enste han kan finde på, han var ikke meget for det at skulle slå hende ud men han bliv nok nød til det, han løfte den fri hånd og lå den falde mod hendes hoved, han ram præcis så hun vil nok eller mere nok 100% sikke på at han slå hende ud, så hun besvimer nok, så vil det nok gå over hende anfalde eller hvad men skal klade det for.

Hun blev bare ved med at vride sig voldsomt og så vidt så muligt prøve på at komme fri, hvilket der var under nul procent chance for at ville lykkes. Hun var næsten løbet tør for luft og så ikke hans hånd komme, før en beroligende stilhed sænkede sig over rummet og hun så lå helt stille og uden bevidsthed i en forvredet stilling, der overhoved ikke så god ud for hende. Hun lå bare helt livløs på hans seng, mens sårene på den højre hånd var gået op og begyndt at bløde igennem forbindinden, hvilket også gav hende et rødt mærke af blodet ved hendes kraveben, hvor hånden lå...

han var ikke glad for at slå hende men han var nød til det da han ikke kun finde på noget andet at gør, han lad hende i en bedre stille på seng, end han var væk i kort tid, hvor han havde noget nogen ting, til at slod hendes bløde hånd og så en ny ren forbinde, det fik han klar rimelig hurtigt, så forbløde hun ikke og skulle bare hvil sin hånd, så skulle han bare finde på en undskylde på hvorfor han slog hende, han gik hen og sat sig i stol ved sit arbejdes bord, hvor han slappe af og vente på at hun skulle våge.

Hun var helt væk og lagde derfor ikke mærke til, at han lagde hende pænt og derefter gik ud af rummet. Hun mærkede ikke, at han lagde en ny forbinding på hendes hånd, men var bare helt ude afstand til at gøre noget. Hun lå bare sådan, hjælpeløs og skinddød på sengen i to timer, før hun begyndte at vågne op langsomt. Hun vendte stille hoved til den ene side og kom med et "hmmmm" før hun langsomt åbnede øjnene og blinkede et par gange, før hun kunne fokusere igen...

han sad stadig over ved sit arbejdes bord og havde funde en bog frem, så han havde noget at få tid til at gå med men han vente på at hun, skulle våge som hun så gjort efter to timer, han rejse sig op og gik over til seng og sat sig på seng kant og kiggede på hende, "hvordan har du det" spurgte han og kiggede på hende og afvente rolig et svar, han regn med at hun nok har lidt ondt i hoved eller ondt, men det finde han nok ud af lige om lidt, "du må undskylde at jeg slog dig, men du opfølget dig hele mærke, jeg kun ikke rigtig gør noget end at slå dig ud, så håber at du kan tilgiver mig for det" sagde han og kiggede på hende.

Hun tænkte bare stille og tog sig til hoved, mens hun langsomt satte sig op og trak vejret tungt, før hans stemme nåede hendes øre. Hun mumlede en smule og tænkte lidt over hans ord, før hun svarede stille mumlende "Ondt" hun så lidt rundt, før hendes blik faldt på ham og hun prøvede at huske, men det hjalp en smule på hukommelsen, da han begyndte at undskylde, for at have slået hende. Hun nikkede bare stille til hans forklaring, før hun svarede mumlende halvt hviskende "Det er okay, jeg tilgiver dig" Hun nikkede en smule for at bekrafte det men så stadig ikke på ham, da hun så stille sagde "Jeg tror gerne jeg ville tilbage nu..." Hun løftede så blikket og så på ham "Hvis det er okay?" Hun sagde det af to grunde. 1. hendes brækkede hånd skulle nok snart tilses og 2. hendes anfald bekraftede bare hendes teori, hvilket gjorde hende ret så bange, hvilket hun ikke viste tegn på. Hun så mest af alt bare forvirret ud...

"det er jeg glad for at du gør" sagde han og smiler svagt end han kiggede kort på hende, "selvfølgelig er det okay at du tager hjem, jeg kan også godt når at følge dig indtil by" sagde han og kiggede på hende, en han rejse sig op fra seng og rakte en hånd ned til hende, så han kan hjælp hende på af stå, "men så lad os gå hvis du er klar" sagde han og kiggede på hende, hvis hun er vil han gå udenfor sammen med hende, så han kan lås hus, hvor han så kan hvis hende ud af underverden, derfra tager hende ind til by, hvor hun så selv kan bestemme om han skal hvis hende, hele hjem eller hun klar den fra by.

Hun nikkede bare langsomt og lignte en, der var blevet tabt bag en vogn med hukommelsestab. hun holdte sig bare stille på hoved og et stille smil trak op i hendes mundvig ved hans ord. Tros det faktum, at han var vampyr skræmte hende, så var hun enlig ikke specielt bange for ham, når han smilede og snakkede med en stille stemme som nu. Hun tog hans hånd og rejste sig stille, men måtte støtte sig til ham i starten, da han havde slået en smule hårdt og hun stadig var lidt ør. Hun lod ham bare føre an, men holdte fast i hans hånd, da hun stadig ikke stolede heeelt på sine egne ben, selv om det gik en smule bedre han ad vejen og da de var på vej ud af underverden kunne hun næsten gå selv igen. Turen fra underverden og til hendes verden var dog ikke så sjov og hun var en smule usikker på benene igen, hvilket fik hende til at stramme grebet om hans hånd en smule. Hun sank en klump og mumlede bare stille "Parken" da hun var blevet en smule svimmel og havde ret svært ved at holde den smule mad hun havde tilbage i maven i sig...

han smiler svagt af hende da hun ikke var hele sikke på ben, men det kun han godt forstå at hun ikke var efter hans slag, da hun begynde at bliv usikke på ben efter de var gå lidt i underverden, stoppe han kort op for at lig en larm om hendes ryg og hendes ben, hvor han løfte hende op så han bære hende, så gik det også lidt hurtigere, det kun nem gå meget hurtigere, hvis han gad at bruge sin vampyr hurtighed men så er han ikke, sikke på at hun hold mad i sig som også kun ser ud til at hun har lidt problem med nu, så det skulle bare ud af underverden og håber på at det hjælp på hende, at hun kommer til sin ejer verden som hun kender.

Hun gik bare en smule slingrende og sank en klump, da hun var begyndt at blive rigtig dårlig. Hun så ikke hans smil og i det hele taget var alt bare slørede for hendes øjne. Hun mærkede så hans arme om sin ryg og i sine knæhaser, før hun blev løftet op i hans arme og nu bare kunne konsentrere sig om at holde maden i sig, mens hun prøvede at få hoved klart igen, hvilket ikke gik specielt godt. Hun lukkede bare stille øjnene og sendte ham en taknemlig tanke, mens hun lagde hoved ind til hans bryst og slappede af, hvilket gav hende en bedre mulighed for at komme til at tænke og se klart igen. Hun måtte dog lige vende sig til, at hun ikke kunne høre noget hjerte banke bag hans brystkasse, hvilket var lidt skræmmende...

han gik videre med hende i sin armene, da han så at hun havde lukke øjne og vil gør det i et stykke tid, kun han godt bruge sin vampyr hurtighed, løb at nogen få sek var det ud af underverden, ud at hun vil kun mærke det, hun vil kun ser det hvis hun havde øjne åben men det havde han lige sikke sig at hun ikke, kort efter var de op på jorden og ud i den frisk natten luft, det var næste morgen og måske 45min til at sol vil stå op, så han vil havde lidt travle med at finde, et sted hvor han kun være for dag.

Hun lå bare i hans arme, ret så dårlig stadig. Vinden imod hendes ansigt hjalp en smule og hun kunne snart trække frisk luft ind i lungerne igen, hvilket var et par dage siden sidst, hvilket fik hende til at tænke på, hvor urolig Al måtte være og hun nok stod til en enorm forklaring, når hun kom hjem. Hun trak vejret tungt og gik ud fra han satte hende ned, når de var nået hen til parken, da hun ikke vidste om det ville være det smarteste at tage ham med hjem til Al, når hun var i denne tilstand, hvor hun alligevel ikke ville kunne forklare eller sætte sig imellem, hvis de kom op at skændes, hvilket hun ikke orkede lige nu...