I see the light, but will always be a child of the night...((Tchort))

han nikke krot til det hun sagde og smiler svagt af hende, "prøve at giver den noget luft, det plejer at gør det noget mere fyldig i smag" sagde han og kiggede kort på hende, end han kort kiggede over på tjener ud han kun ser det, "det virke ikke til at det er lige meget" sagde han og kiggede på hende end han nippe til glas, han kiggede kort ud af et af vindue og kiggede derefter på hende, hvor han smiler svagt for at prøve at rolig hende.

Hun prøvede at berolige sig selv en smule, ved at bilde sig selv ind, at det bare var hendes fantasi, der spillede hende et pus, hvilket hjalp en smule og hun kunne nu tilfredst rette blikket imod ham igen og lytte til hans råd med et stille smil i mundvigen. Jo, det kunne hun jo prø... længere nåede hende tanker ikke, før hun mærkede den stikkende fornemmelse i ryggen, som om tjeneren bare stod og stirrede på hendes nakke eller prøvede at spise hende levende. Hun kunne ikke lide den og havde hun ikke været sammen med Tchort, var hun stukket af forlængst eller havde givet tjeneren en flad. Hun kunne virkelig ikke lide den måde han begloede hende på. Hans ord ramte lige plet som altid, men hendes opmærksomhed var rettet imod tjeneren, der havde fået ret lange øjne også selv om hun ikke kunne se ham. Hun svarede ikke Tchort, da hun ikke helt havde opsnappet, hvad han havde sagt og hun rykkede en smule uroligt på sig på stolen. Kunn den tjener ikke bare skride ad helvede til?!...

han kiggede rolig på hende og regn med at hun vil svar men det vis sig at hun ikke gjprt det, han kiggede over på tjener, "undskylde kan du ikke lad være med at glor på hende, hvis ikke må du forlad lokal" sagde han og så stadig på tjener, end han nippe til sin vin, hvor han stille glas fra sig, nu hvis tjener lad op til noget, selvom det vil være hurtigt overstå ud over han ikke gad når hun var der, han kiggede kort på hende for at ser om hun slappe mere af, end han rette blikke mod tjener igen.

Hun skævede til tjeneren ud af øjnkrogen og gyste stille. Der var et eller andet ved ham hun bare ikke kunne lide, hun vidste bare ikke hvad det var. Hun nippede stille til vinen, og ganske rigtigt smagte den en smule anderledes nu, men hun blev dog overrasket over Tchorts ligefremhed, hvilket overraskede hende en smule. Hun kunne mærke hvordan hjertet sprang et slag over, da tjeneren tørt svarede "Du må undskylde mig Hr. jeg finder det bare uselvvaneligt uheldigt af dem at sidde med en så...tiltrækkende... ung psykopat" Hun kunne så meget have kværket den unge mand, men et eller andet ved ham sagde hende at hun nok hellere skulle lade vær, for han havde jo delvist ret... Hun havde sine... anfald.. hvor hun ikke var helt... menneskelig, hvilket stadig plagede hende. Det skulle ikke undre hende, hvis hendes far havde snakket over sig igen...

"så er det mit problem hvis der er et problem, derfor behøve de ikke at glor på hende, du gør hende usikke hvor det kan være hun få et anflad af dig, hvis hun få et vil det nok gå ud over dig da det er dem som gør hende usikke" sagde han og kiggede på tjener, han er sgu ligeglad med at han sagde de eller dem til ham, han var enlig ikke mere for ham en, en tjener som hans job gik ud på, han tog glas op og nippe kort til det end han stille det fra sig, hvor han rette blikke mod tjener igen, hvis han kom tætter på kun han når at rejse sig op stille sin i vej for ham, ud han behøve at bruge vampyr hurtighed.

Hun sad bare med ryggen til tjeneren, mens hun sænkede hoved en smule og hørte kun halvt, hvad han sagde. Det var ikke nær sådan, at hendes anfald foregik, men det kunne han jo ikke vide, selv om det overraskede hende, at han overhoved gad at forsvare hende. Hun kunne mærke smilet i tjenerens stemme og det irriterende blik, der var som en stædig myg på ryggen af hende. Tjeneren fortsatte "Så burde du også vide at vi har pligt til at fange de undslupende fra sinssygehospitalet?" Han hoppede over disken og trådte hen imod bordet, der stod 4 meter væk. Han var glad for, at der ikke var andre kunder end dem. Hun stirrede bare på vinglasset og forventede halvt om halvt snart at mærke hans ulækre klistrende og svedige hænder omkring sin hals, hvilket fik hende til at gyse...

han smiler svagt for sig selv og lytte til hvad tjener sagde, den lov havde han nu ikke hørt noget om og havde heller ikke hørt at hun har være på sindsyghospitalet, da han hopper over disken, rejse han sig og gik ind foran ham med mellemrum, så han første forbi ham for at kun kom til hende, "har aldrig hørt om den lov at man skal fange folk som har være indledt medminde det er eftersøgt og det ved jeg at hun ikke er" sagde han og kiggede på ham, tjener havde tabe kamp da han kun ud fra hans duft sige at han er menneske og at han puls slog der ud af, hvor der skulle en del til hvis det var et overnaturlig væsen.

Hun kunne mærke, hvordan en stille hovedpine langsomt samlede sig og hun fik svært ved at fokusere. Hvad var det for en vin? Hun sank en smule sammen og hørte ikke mere, hvad der blev sagt. Tjeneren smilede bare stille, da Tchort rejste sig, men kunne se, at det han havde puttet i hendes vin var begyndt at virke "Det er fordi det er et underjordisk hospital for de kritisk indlagte og som læge på hendes afdeling er det min opgave at indfange hende igen efter hun undslap for noget tid siden... men hun har da skaffet os en del problemer på halsen" Han fortsatte bare. Godt nok var han menneske, men helt svag var han ikke...

han smiler svagt af ham og sammen hænder på ryg, "det har jeg hørt om og støtte det med penge, hvis jeg ikke gør det vil i ikke kun køre" sagde han og kiggede på hende, hvor han ikke smidt penge her bare for at kom af med nogen af dem, han stille rolig og vente på hvad han havde tænke sig, "hvis du vil jar fat i hende skal du forbi med" ssagde han og kiggede på tjener, han var klar til kamp, han skulle bare pas på han ikke ødelade noget her ned og det kun godt være, at det skulle gå lige hurtig ud fra hende, så hun kan kom til at sove i en seng men hvilke det skulle være skulle han lige finde ud af.

Hun begyndte at se sløret, mens hun mistede fokus og faldt ned af stolen. Hun lå bare på gulvet, mens vinglasset smadredes ved hendes hånd og skar sig ind i den. Tjeneren smilte bare venligt "Det tror jeg ikke de gør Hr. vi har ingen sponsere og hvis du nu ville have mig undskyldt skal jeg have den kære Miss. Rosairo her med hjem" Han gjorde mine til at ville gå uden om Tchort og gjorde det skam også. Han gik hen til Melicia og fejede det ødelagte glas væk med hånden, før han tog hende op i sine arme og sagde "De gør klogt i at glemme hvad de kender til denne pige Hr. Hun er ikke andet end en gemen og sindssyg forbryder, der ingen venner eller familie har" hans stemme var helt tom, da han sagde det...

"det tror du at i ikke har men det har i" sagde han og smiler kold, han skubbe han væk fra hende end han kun når at tager hende op i armene, hvor han var hurtigt over ham, nu kun det være lige meget med ikke at bruge sin overnaturlig krafter, han sad fod for han hals og ligger vægt over på fod som er på tjener hals, han bukke sig ned og slog ham i hoved eller prøve da han stadig kun parre hans slag, men han vil bliv videre indtil han ram hans hoved, vil slå hård nok til han besvimer endda død hvor godt han nu ram, hvorefter han vil løfte hende op, hvor han løbe det hurtigt han nu kun, fuck det, det problem må han tager bagefter, han løbe hjem til sig selv i underverden, da han kom hjem gik han op på sit værelse og lad hende i sin seng, hvor han trække dyne over hende og sidder sin i en stol.

Hun var bare helt væk og lagde derfor ikke mærke til, hvad der skete. Tjeneren blev væltet omkuld og mærkede ret hurtigt støvlen imod sin hals, men nåede ikke at se slaget, før blodet spredte sig fra hans tinding og han lå helt stille. Hun lå bare i hans arme uden at finde bevidstheden igen i et godt stykke tid, hvilket var grunden til, at hun ikke vidste, hvor hun blev taget hen. Hun vognede heller ikke, da hun blev lagt i sengen og fik trukket dynen over sig. Hun var langt langt væk i drømmeland...

han havde sat sig ved sit arbejdes bord, han fat noget papir frem og en kuglepen, hvor han begynde at skrive mens han hold øje med hendes puls, efter noget tid rejse han sig op og skifte tøj til noget mere af slappe, end han sat sig tilbage og skrev videre, da han bliv færdig efter en time eller så noget, lad han det i et brav og lukke det, hvor han skrev kort ud på det end han lad det i bunk men nogen anden brev, hvor han læner sig tilbage og vente på at hun skulle våge.

Hun vågnede ikke lige med det samme, men sove bare tungt. Hvad end den sindssyge tjener havde puttet i hendes vin, havde det gjort hende godt tung i hoved. Hun begyndte langsomt at genvinde bevidstheden og drejede hoved lidt med en træt mumlen, mens hun løftede hånden op til panden i en slap og svag bevægelse, før hun begyndte at blinke lidt med øjnene. Hun kunne ikke rigtig huske, hvor hun var og det gjorde hende en smule mere forvirret med de ukendte omgivelser. Hendes blik gled rundt i rummet, ind til det faldt på Tchort. Hun var stadig en smule søvnig og hendes stemme var en træt mumlen, da hun spurgte "Hvor er jeg?" Hun kunne ikke huske længere end vinkælderen...

han havde sidder og sove lidt ikke rigtig men lidt bare for at få lidt søvn, da hun sike vil havde mange spørgsmål til ham når hun våger, han smiler svagt da han kun høre at hun var ved at våge, "du er i mit hus og i sikkehed" sagde han og kiggede kort på hende, end han rejse sig og gik over til seng og sat sig på kant af den, "hvor meget kan du enlig husk fra vinkælderen" spurgte han og kiggede på hende og smiler svagt, så længe han kun hold hende fra at ser ud af vindue vil der nok ikke være så meget at spørge om, hans hus lå jo i underverden som men godt kan ser.

Hun tænkte stille og prøvede at strikke de informationer hun havde sammen, hvilket ikke var mange. Hun rynkede let panden og skubbede sig op at sidde. Okay, hun var i sikkerhed i hans hus, som hun ikke vidste, hvor var. Det var det hun vidste. Hun nikkede stille og kunne mærke hovedpinen samle sig i baghoved som en irriterende stikken. Hun lod blikket glide rundt i rummet, men hvor lå hans hus?. Hun tog sig til hoved ved hans ord og prøvede at huske, selv om det gjorde ondt "Jeg husker vinen, en tjener... og så bare mørke" mumlede hun stille, som om det plagede hende, at hun ikke kunne huske det. Hun havde en lille klokke i baghoved, der sagde hende, at hun hellere måtte huske det i en fart...

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, "det er ikke så vigtig at du kan kusk det" sagde han og smiler svagt, end han rejse sig op og gik ud af værelse, hvor han kom tilbage efter lidt tid, med et glas vand hvor han rakte det rolig til hende, "drikke lidt, være det hjælp lidt" sagde han og kiggede rolig på hende, det var finde nok at hun ikke rigtig kun husk det indtil videre men det typer på at hun vil vide hvor han bor men indtil da vil han hold det for sig selv.

Hun tænkte, mens det hele bare for rundt i hoved på hende. Hun var glad for at der ikke (ifølge ham) var sket noget som hun burde huske, hvilket dog alligevel gjorde hende nysgerrig. Hun havde kort været urolig over at hun måske ubevidst havde valgt at åbne op for stemmerne, hvilket hun død og helvede ville undgå! Hun håbede ikke han boede langt fra byen, da hun helst skulle være hjemme inden der gik for mange dage, da Al nok ikke ville være helt rolig, hvis hun blev væk i længere tid. Hun havde det på fornemmelsen, da hun mente han prøvede at gøre godt for sit fravær de sidste år, så det ville nok ikke være det bedste at blive væk i en længere periode. Hun havde ikke lagt mærke til, at han var gået og kommet tilbage med et glas vand som han ragte hende. Et stille smil sneg sig op i hendes mundvig, hun burde næsten have regnet ud, at han havde kunne se hovedpinen på hende. Hun tog imod glasset og tog en tår, før hun sagde "Tak" og tog en tår mere. Han kunne læse hende som en åben bog...

han smiler svagt og kiggede på hende end han svar hende "det var så lidt", han rejse sig og gik over til vindue og kiggede ud af det, hvor han kun ser det død land for sig, hvor de død gik hvil løs rundt fordi de ikke kun kom i himmel eller helvede, "du må godt bliv ligger hvis du er træt men det bestemmer du selv, ud over du nok har nogen spørgsmål eller så virke det til du har" sagde han og vend sig om mod hende og kiggede på hende, men kun godt sige at han kun læse hende som en åben bog, hans tidlig arbejde med snigmord og lejesoldat gjort at men kommer til at kende folk måde at sige til på, om det så er med ord eller med krop, og så sagde folk puls slå også en hele del for ham, så det er svær at snyd ham medminde det er en ud puls.

Hun tænkte stille og drak en smule mere af vandet, mens hun tænksomt betragtede glasset med et lidt mere alvorligt udtryk, mens hun drejede glasset i hænderne, da han tydeligvis kunne mærke på hende, at hun nok havde nogle spørgsmål, hvilket han jo også spurgte til. Han havde så let ved at læse hende, at det gjorde hende næsten helt stum bare ved tanken, for hvad hvis nu han kunne læse hende igennem det hun sagde? Hun skubbede tankerne væk og løftede blikket op på ham, før hun lidt tøvende sagde "Jeg er her" Hendes tone var en smule konstanterende og hendes blik flakkede en smule nervøst, før hun fortsatte "Men jeg ved ikke, hvor 'her' er" Hun håbede det var nok til, at han kunne se hendes spørgsmål...

han smiler svagt af hende og kiggede kort på hende, "skal nok fortælle dig hvor du er, men du skal lov mig at du ikke bliver bange eller prøve at løbe" sagde han og kiggede på hende, han vente i et stykke tid så hun kun når at svar ham, end han vil fortælle videre, om hvor hun er og hvad han er måtte han nok også fortælle hende, han lukke kort øjne og kiggede derefter på hende, "du er i mit hus som du ved, det ligger i underverden, hvor de død gå hvil løs rundt fordi de ikke har få plads det en eller andet sted, der siddet du nok et nyt spærgsmål op om hvad jeg er, side jeg bor her ned" sagde han og hold en lille pause end han snakke videre, "jeg ligner et menneske på mange punkt men er en vampyr, derfor har jeg nemme ved at læse dig som en bog ud du behøver at fortælle mig særlig meget end jeg kan regn det ud, håber at vi kan være venner selvom at jeg er det jeg er" sagde han og kiggede på hende og sagde derefter stille, så hun kun få lov til at tænke over hvad hun vil sige og hvad hun vil gør, nu vidste hun noget mere om ham og gab nok en del svar på hendes mange spørgsmål om ham.

Hun nikkede stille og svarede "Jeg vil prøve, men jeg kan ikke love noget" Hendes stemme var tænksom og hun tømte glasset med vand, før hun rettede lidt på sig selv i sengen. Hun var i underverden... Hun var...WHAT! hun nikkede stille, før det faktisk gik op for hende at han nok talte sandt, hvilket fik hende til at rejse sig fra sengen og gå over til vinduet med opspirrede øjne, før hun med en meget lille stemme hviskede lettere panisk "Er jeg død?" Hun lyttede bare en smule overrasket, selv om det nok var en underdrivelse. Hun sank en klump og hånden gled stille -og uden hun lagde mærke til det- op til hendes hals. Hun mærkede så også en lille smerte i den anden hånd, da hun lagde den på vindueskarmen. Hendes blik faldt på den skadede hånd, der var blevet revet i af det ødelagte vinglas. Hun var en smule chokeret, men ikke lige så meget som den gang med Al. Hendes bedste ven var en engel og hendes ven var en vampyr... Havde hun en eller anden mystisk tiltrækningskraft på overnaturlige væsner eller hvad?! Hun stirrede bare ud af vinduet. Hun havde det som om nogen havde taget en kold hånd om hjertet på hende og klemt godt til... Hvad i alverden skulle hun gøre?...

han smiler kort af hende, et rigtig smiler vis sig på hans læbe, hvor hans hugtænder kom til syn kort, "nej du er ikke død, synes bare det er det sikke sted jeg lige kun tager dig hen, end sol stod op, skal nok følge dig ind til by når mørke falde på igen op på overfalde, han bliver stod så hun kun få lov til at sammen sig for sig selv, han gik ud at værelse og kom tilbage efter lidt tid med noget hun kun rens hendes sår på hånd samtid han hvde noget forbindes, hvor han lad det på sit arbejdes bord, "kan godt hjælp dig med det hvis det er" sagde han og kiggede på hende.

Hun så bare ud af vinduet og lagde bare armen omkring sig selv, da han snakkede igen. Hun var lettet over ikke at være død og hun godtog hans forklaring for nu. Tanken om at være langt under jorden gav hende kuldegysninger, og hun stod bare og tænkte, mens hun prøvede at samle sig. Hun trak vejret tungt, men hørte ikke, at han gik ud igen. Hun så bare stumt ud ad vinduet. Hun holdte så hånden op, så hun kunne se det størknede blod, mens hun stille drejede den, for at tilse skaden. Hånden var skåret til blods flere steder og små glasstumper glimtrede i det sparsomme lys. Hun tænkte bare stille, ind til hans stemme nåede hendes øre. Hun tænkte bare lidt, før hun stille spurgte med en klump i halsen "Kan du styre... Du ved..." Hun fiskede lidt i luften, da hun ikke var meget for at se realiteten i øjnene og indrømme højt, at han var en vampyr, der levede af andre væsners livsvæsker...

"jo det kan jeg da, ellers vil jeg ikke tilbud at hjælp dig med det" sagde han og smiler svagt, end han sat sig på stol ved sit arbejdes bord, så kun hun vælge at sidder sig på hans skød eller bord eller at stå op, men det vælge hun selv, han havde leve i så mange år at han havde lært at styre sig når han ser blod, han vente rolig på hun for bestemmer sig for hvad hun vil om hun enlig vil havde hjælp til det.