Afterparty (Luciel)

hun rystede på hovedet til hans sidste spørgsmål og rejste sig.
- du begynder ikke at forvandle mennesker!
hendes stemme var skarp og hun så på pitch mørke halvdel. hun var ikke helt sikker på hvad han ville gøre, men så beslutsomt og en smule koldt på ham.

//sry.. har været til live-overnatning og er meeeeega smadret.. har sovet en time i de sidste snart 34 timer XD //

Han så opgivende op i loftet. "Men må jeg godt prøve at forvandle dem, jeg alligevel spiser?" Pludselig gik det op for ham, at han var sulten. Han slog til sine tænder med tungen, og hans pupiller blev mindre. "Bliver min blodtørst ved med at være så kraftig?" Det var tydeligt, at han ikke var glad for at skulle dræbe hele tiden. En gang hver anden dag ville han kunne leve med, men nu havde han været tørstig tre gang på under et døgn, og han var ved at blive bekymret.

luciel gøs.
- jeg håber virkelig ikke at din tørst bliver ved med at være så kraftig! prøv at styre det selvom det kan være svært..
hun så også en smule bekymret ud, da hun så på ham.
- og vi kan ikke have en horde nye vampyrer efter os! hvis du prøver at forvandle dem og det lykkedes så bliver du nød til at dræbe dem! med det samme! også selvom det er dine egne skabninger!
hårdheden i hendes stemme afspejlede sig i hendes ansigt. hun vidste hvor svært hun ville have med at dræbe pitch.. ikke bare fordi at han vat stærkere end hende, men også fordi at hun havde skabt det han var idag, og han vel var en slags ven?

Han smilede næsten. "Så det gør ikke den store forskel om jeg forvandler dem, hvis de bare ikke får noget blod?" Han huskede tydeligt, hvor desperat han havde været for selv at få noget blod, da hun lige havde bidt ham. Hvordan smerten forsvandt en smule med hver eneste dråbe blod, der løb gennem hans hals. Det var nok den eneste måde at bestemme, hvem man forvandlede. "Men ja, jeg skal lære at styre mig, ellers begynder folk bare at blive mistænksomme." Han satte sig i sofaen, og lukkede øjnene.

- det er noget i den retning.. de skal bruge dit blod for at overleve forvandlingen, ligesom du skulle.
hun gik rastløst hen og stillede sig ved et vindue. lettede kort på et af gardinerne, men slap det som om hun havde brændt sig da hun så det kraftige sollys uden for.
hun bandede indæt, hvorfor var hun også vågen nu.. hun havde brug for alt den søvn hun kunne få, men et blik over på pitch var nok til at minde hende om hans voldsomme sult, og dermed grunden til at hun ikke kunne gå i seng.

Han så forskrækket på hendes reaktion på solen. Han håbede ikke, det ville ske for ham, men han havde ikke lyst til at prøve lige nu. "Så øver jeg mig bare, når jeg alligevel jager. Bare gå i seng igen, jeg tror godt, jeg kan klare det alene." Han gik igen over til sofaen, og bandt sine støvler. "Så må vi også se, hvordan det går med solen." Han skævede over til hende, han havde ikke lyst til at holde hende vågen længere. Ikke fordi han var bange for, at hun skulle blive sur, bare fordi han bar begyndt at kunne lide hende. Han gik ud på badeværelset, og kastede lidt vand i ansigtet.

- hvis du går ud holder jeg mig i nærheden!
hun var nervøs for om han var lige så følsom overfor sollys som hun og ville være i nærheden hvis det nu viste sig at det var han. inde i hende var en dyb usikkerhed om hvordan han ville reagere, over at mærke solen brænde på hans hud, i stedet for at varme.
hun trak en hættetrøje frem, med en god dyb hætte, som hun ville trække op lige så snart de kom ud.
hendes øjne var ikke til at tyde, og der var ingen følelser i hendes ansigt. hun stod bare og ventede..

Han kom ud fra badeværelset, og så overbærende på Luciel. "Nej, så venter jeg. Jeg vil bare ikke holde dig oppe, og jeg kan sikkert også selv bruge noget mere søvn." Han så venligt på hende, og trådte støvlerne af, uden at åbne dem. Så lagde han sig igen på sofaen. "Du må undskylde at jeg vækkede dig, jeg er bare vant til at være vågen på den her tid." Så lukkede han øjnene.

- du kan lige så godt vænne dig til det.. ellers vil du ikke være frisk til om natten.
hun satte sig i lænestolen og lukkede øjnene. tankerne svirrede omkring i hendes hoved og søvnen ville ikke komme til hende, selvom hun kunne mærke trætheden dybt inde i kroppen. hvordan ville det gå fremover med pitch? han kunne jo nærmest ikke styre sin tørst og han var kæreste med en engel! det var naturstridigt... det måtte ende på en eller andenn måde..

Han fornemmede, at hun stadig var i stuen. "Du behøver ikke holde øje med mig, jeg skal nok bliver her." Han så kort på hende, og lukkede øjnene igen. "Bare gå ind i seng, jeg klarer mig fint." Han vendte sig om på siden, og faldt langsomt i søvn. Hans vinger dalede langsomt ned over ham som en dyne, og dækkede hele hans krop på nær hovedet. Han tænkte fortsat på, hvordan han ville gøre i aften.

hun mærkede hans blik på hende, men åbnede ikke øjnene.
- det er jeg ikke i tvivl om, pitch..
alligevel blev hun siddende og havde ingen intentioner om at flytte sig. der var noget koldt over hende. en slags permanent kulde, der lå om hende som en dyne.

Han faldt snart i søvn, og havde igen den uhyggelige drøm. Han vendte sig af og til uroligt, men ellers lå han stille i sofaen.


//Vi forstsætter vel, når det bliver aften? ^^//

luc lod endelig søvnen indhente sig og drømte intet, som hun aldrig gjorde. hun flød rundt i en slags uendeligt mørke, men det havde hun vænnet sig til, selvom hun aldrig kom til at holde af det. imens de begge sov, gled solen over himlen og mennesker og andre dagsvæsner levede deres liv. tilsidst nåede solen endelig den anden horisont og sendte sine sidste stråler ud over di morga. i det samme gled luciels hvide øjne op og hun stirrede ud i den dunkle lejlighed, mens hun forvirret førsøgte at huske hvem det var der sov i sofaen.. så huskede hun det.. det var pitch.
hendes bevægelser var lidt langsommere end normalt end hun rejste sig op og så over på pitch og rundt i lejligheden.

Hans øjne åbnedes langsomt, ved lyden af hendes fødder mod gulvet. "Hvad nu?" Han strakte sig, og rejste sig op. Han så rundt, hvor var det nu han var? Han så på Luciel, og huskede det. "Godmorgen..." Han gik ud på badeværelset, og hældte lidt vand i håret. Hans vinger slæbte sig hen af gulvet som en kappe, og så slet ikke ud til at være levende. "Hvad er klokken?" Han så rundt, men fandt ikke noget ur. Han tørrede sit hår, og gik ind i stuen igen.

- solnedgang..
hun trak smilende gardinet væk fra et af vinduerne i stuen. solens sidste døende stråler kastede deres gyldne stråler på væggen bag hende og luc udholdt ubehaget for at nyde solnedgangen, som hun holdt meget af.

"Det er godt, ikke?" Han gik over imod vinduet, men trådte ikke helt ind i lyset, han frygtede stadig den smerte, der sikkert ville ramme ham. Imens solens sidste lys forsvandt i horisonten, tog han sine sko på igen. "Nu skal jeg altså jage. Jeg kan mærke sulten, den er ved at gå amok..." Han bed sig selv lidt i underlæben, og rejste sig op. "Vil du med?"

- jeg tager med indtil du kan styre dig selv 100%!
hun så alvorligt på ham, og trak de elegante sorte støvler på og trådte ud i entren hvor hun ventede på pitch. hendes øjne skinnede i mørket og den ishvide hud var dækket af mørkt stof så hun kunne gå i et med mørket.
kun huden i hendes ansigt var tydelig. men kun sådan at det lige kunne anes.

"Fint nok. Det er nok bedst for alle." Han så sig rundt efter ting, han kunne have glemt, men fandt intet. Hans vinger forsvandt ind i hans ryg, og han lignede næsten et menneske, bortset fra tænderne. Med hurtige skridt gik han imod døren. Han glædede sig.

da døren åbnede smuttede luc hurtigt ud ligefør pitch og ned ad trappen. hendes skridt var hurtige og lydløse, hun ville let kunne blive forvekslet med en skygge hvis man ikke vidste at hun var der. helt nede ved den yderste dør ventede hun på pitch og trådte sammen med ham ud i nattens kølighed. de kunne ikke mærke den mere og luc smilede. hun havde savnet mørket.. og nu skulle de spise..
hun trak vejret dybt ned i lungerne og tog et par dansetrin til siden.

Han smågrinede, da Luciel begyndte at danse. "Hvor tager vi hen?" Han så rundt, der var masser af mennesker, men ikke så mange øde steder at spise dem på. Man kunne selvfølgelig bare tage en her på gaden, men det ville betyde, at hele verden ville gå på jagt efter vampyrer. Han kontrollerede sin sult lidt endnu, men ventede meget spændt på sit måltid.

- der er jo masser af gyder her omkring..
hun så smilende på ham, med et næsten ondt glimt i hendes øjne. hun glædede sig til at mærke blodets smag eksplodere i hendes mund og mærke hendes sult. hun gik ud af baggården og ud på hovedgaden.
der var stadig masser af liv i gaden og luc lod sig stille og elegant glide ind og ud mellem menneskerne, intil hun fandt et passende bytte.

Pitch ventede et par minutter, og fulgte så efter hende ud på gaden. Han gik over til en café, og satte sig ved en meget ung pige, som han begyndte at snakke med. Han bestilte nogle drinks, og efter lidt tid var pigen blevet godt beruset. Han snakkede videre, og hans hypnotiserende øjne stirrede ind i hendes. Efter et kvarters arbejde rejste de sig, og gik ind i en sidegade. Et højt skrig hørtes, men det var ikke højt nok til at overdøve folk i gaden.

den unge mand der fuldte efter hende ind i gyden nåede ikke at skrige før hans hals var brækket, og luciel satte tænderne i ham. med blodet løbende ned i halsen focuserede hun ikke på andet end manden som hun drak fra. folk kunne råbe og skrige omkring hende, men hun ville knap reagere. hun sad på knæ i gyden med mandens overkrop trykket ind imod sig og drak grådigt.

Pigen var for længst død, men han blev grådigt ved med at drikke hendes blod. Den røde væske dryppede ned af hans hals, men han ænsede det ikke. Da han ikke kunne få mere blod ud af hende, gav han hende et hurtigt kys på læberne, som en slags signatur. Derefter tog han fat i hendes ben, og slæbte hende over til en nærliggende container. Med et ansigtsudtryk som om det var helt normalt, løftede han låget og smed pigen ned til affaldet. "Sov godt, søde." Med et brag smækkede han låget i, og tørrede blodet væk fra hagen med sin arm. Da han kom tilbage på gaden, så han efter Luciel, og ventede på, hun var færdig med sin mad.

alt godt har jo en ende, og tilsidst var der ikke mere blod i ham og hun blev revet ud af sin trancelignende tilstand.. hun skubbede ham væk, ikke blidt men heller ikke brutalt.. bare ligegyldigt, og rejste sig op. der sad lidt blod på hendes læber og det gjorde hendes allerede meget røde læber endnu rødere at se på. hun gik roligt med langsomme skridt ud af gyden og hen mod sin yngling.