The Secrets We keep , The lies Within

Men der var en væsenlig forskel på de to vampyrers behov for opmærksomhed.
Hvor Diego meget gerne ville have all eyes on him, havde Millicent ikke det fjerneste imod at overdrage spotlightet til andre.Faktisk trivedes hun udmærket med at stå i baggrunden.Der havde man god udsigt og kunne betragte slagets gang, og lade andre dele autograferne ud.Hun havde intet behov for at folk skulle synes om hende.Generelt var hun ret ligeglad .Men de få personer...ganske få,..dem hun lukkede ind, de betød noget.
Andrija....selvfølgelig fortjente han kærlighed, alle gjore og til hans forsvar havde han aldrig sunget søde lovesongs i hendes øre, aldrig hvisket en kærlighedserklæring han vidste han ville løbe fra.Han havde aldrig hvisket nogen søde ord- overhovedet.Han havde kun serveret hende den rå ufølsomme sandhed, set fra hans side. Det kunne så skyldes to ting...at han var skide ligeglad med Millicent eller at han så hendes anderledes end de andre on off friller i hans liv.Hans Underholdende men ubetydelige affære, der ikke ikke var langtidsholdbar, primært fordi han ikke ønskede dem—måske behandlede han hende anderledes, fordi han ønskede deres forhold skulle være anderledes? Han havde aldrig forsøgt at få tøjet af hende, selv om de var forlovet. Hun håbede, af hele sit hjerte at det var et udtryk for han kunne lide hende, at han tænkte på Millicent- ville vente..og ikke bare at han ikke tændte på hende.
Igen...kontrast- fra den ene yderlighed til den anden.
indtil l Andrija var mere ...klar ...i sine følelser...ville hun aldrig indrømme at hun elskede ham, ikke overfor Diego, ikke engang for sig selv.....og sku da overhoved ikke overfor Andrija....så kunne hun lige sågodt sælge sin sjæl til djævlen.Hun ville ikke have en chance.Men et sted inden i....hviskede hendes intuition at hun skulle stole på den.Andrija var ikke den typiske prins på den hvide hest, men han ville heller ikke svigte.Hvis han gjore ,ville hun forbløde- og hun tvivlede stærkt på at andre bekymrede sig og holdte nok af hende, til at hjælpe Millicent i en sådan situation.Desuden ville hun aldrig bede om hjælpen.Ikke trække andre med ned i hendes elendighed.Lidt stolthed havde hun vel gemt , et eller andet sted Andrija ikke havde ledt...fundet den...og taget den.

Millicents smil blev varm.." Du har elsket to? Wow "
Selv havde hun ikke oplevet et stabilt og fast forhold...sådan rigtigt...jo..altså..Andrija, men de var jo ikke helt der endnu hvor de høstede blomsterne af den...eller hvad fanden hun nu lige skulle sige.Hun besluttede at ligge låg på Andrija boksen for nu.Der var alligevel et stort rod dernede, og hun havde brug for ...orden .
" En pige og din skaber.....hvem var de? Og hvorfor netop dem?" men øjne der lyste af interesse for den vilde og flirtende vampyr, med et hjerte han ikke ville kendes ved...forsøgte hun at udfritte lidt mere.
"Ser du stadig din skaber?"
Det ville være synd at sige at hun elskede sin mystiske ukendte skaber...men at hun havde et stort tomt hul inden i, og en evig udefinerbar længsel, det var nok resultetet af den omgang.Måske var det også med til at vampyr livet satte små triste mærkater på hende, og måske var det med til hun havde så stort et behov for...' Boksen der var lukket' hun havde jo ikke andre, og han var jo god ved hende- når han ikke lige var i færd med at grine af hende.
Igen blev hun optaget af kvinden der havde snuppet Diegos hjerte dengang.Hun Måtte have været helt særlig og unik.Millicent elskede gode slutninger, den slags hvor alle endte ud glade og tilfredse.Hun ville ønske Diego kunne få sin happy ending....og nu var det så ikke luge selvmordet hun mente- men kærligheden.

Han fandt hendes overraskelse lettere fornærmende. Det var vel ikke overraskende at en, der havde levet i et århundrede havde oplevet kærlighed. Faktisk ville nogen nok tænke, at det underlige lå i, at han aldrig havde elsket en anden efter sin skaber. Andre igen ville have ondt af ham, for ikke at være i stand til at elske … og andre igen ville mene, det var ynkeligt og frastødende, at han var sammen med så mange personer, han ikke følte en skid for.
Han så blot på hende med et hævet bryn og rystede lidt på hovedet af hende. Et kort suk mens han overvejede, hvad han skulle svare hende. Hvorfor ville hun dog også have detaljerne? Han ville gerne finde en måde at være høflig og svare, men hvor han skulle sige så lidt som muligt til hende. Men det var som at balancere på et riskorn. En tørresnor. Den gyldne middelvej var altid svær at holde sig stående på.
Hvorfor dem? Det var et godt sted at starte. Og også et sted hvor hans kolde skepsis ville kunne bringe Diego frem. Hun havde set alt for meget af den bløde, menneskelige Ciel. "Du kender mere til kærlighed end jeg. Du ved, der ikke er en særlig grund til, at den opstår … " Hvem de var havde ikke længere nogen betydning. Amy havde blot været en almindelig menneskepige; troede han da. I virkeligheden havde hun været en engel, men hun havde aldrig ladet Ciel se sine vinger.
Han rystede blot på hovedet, da hun spurgte, om han stadig så hans skaber. Det var bestemt noget, Millicent ikke skulle stikke næsen i. Diego havde sine grunde til at være på flugt fra den mand. Og hvis den lille vampyrtøs med menneskehjertet regnede med, at hun skulle få noget som helst at vide om Diegos forhold til sin skaber, ville hun få sig en grim overraskelse, for Diego ville bestemt ikke lege rolig og fattet og spille høflig mere, hvis hun ville trænge sig ind på det punkt. Ganske vist var han god til at holde sit temperament i ro, men han kunne stadig godt blive hidsig og voldsom, når han lod sig selv. Dog ikke helt på måder, andre anså som vrede eller aggressivitet.
Han prøvede at finde på noget, han kunne stoppe i hendes nysgerrighed, blot for at få hende til at holde op med at stille så mange spørgsmål, men han anede ikke, hvad det skulle være. At tale om Amy var grænseoverskridende og at tale om hans skaber … var nedværdigende og det ville han ikke tillade. Komisk, at noget, der betød så lidt for ham, som kærlighed, skulle være det, der holdt ham mest på dupperne og vagtsom. Og det, der var sværest at tale om, trods det skulle have været det letteste for en, der ikke følte noget. Alligevel undlod han at svare på spørgsmål eller snoede sig udenom. Præcis som den slange, han nu engang var.
"Men det er længe siden, jeg har kendt til den slags. Det er femoghalvfjerds år siden jeg sidst så min skaber … " Han havde forladt sin skaber i 1937, da han lige var blevet en 'voksen vampyr.' Efter at have boet sammen med den mand i tooghalvtreds år … Mon Millicent overhoved ville kunne vikle hovedet om alle de tal. Nok ikke. Hun var stadig et nips på de tyve.

Ikke mange år efter Diego var stukket af fra sin skaber, havde han mødt Edmund. På et tidspunkt, hvor Edmund var ligeså gammel som Millicent var nu. Det var faktisk et sjovt sammentræf og det fik ham til at smile et øjeblik, før hans opmærksomhed var rettet imod Millie igen.
"Du aner ikke, hvor heldig du er … " Han lod sætningen hænge i luften. Hun måtte selv finde ud af, hvad meningen bag de ord var. Han havde sagt mere end nok.

Kærlighed...
Var det virkelig så let...lå det forudbestilt i kortene for alle? Hun tvivlede stærkt.Det var et privilegium at finde det, efter hendes mening og det sjove var at med den indstilling kunne hun sikkert beskyldes for både at være en romantikker og en pessemist.
Kærlighed kunne man håbe på, men hverken kræve eller egentlig forvente.Som en stray kat, kom og gik den som den selv lystede,
Som vampyr havde man mange ting der trak ned. Hele døgnrytme tingen...for bare at nævne den.Og spisevaner der kunne få almindelige mennesker til at brække sig i meter mål.Tænder der kunne skræmme livet af en hver urolig sjæl.
En del af Millicents sjæl var kraftigt formørket og en dyb tristhed boede derinde...i den en lille afkrog hvor mørket herskede,.
I gode perioder mærkede hun intet til den, men så....så skete der ting der gjore at den vågnede op, rakte armene frem og ruskede i Millicent.Det var egenlig ikke noget der var vampyr orienteret.Hun kendte det også fra livet før, men på en måde var det intensiveret nu.Og al deres snak om kærlighed og forhold vækkede det.Hun savnede Andrija...men han virkede så...langt væk.
Så det var ikke fordi hun som sådan ikke regnede med Diego var istand til at kunne elske, det mente hun faktisk at alle var- såfrem de fandt den rette - det var mere at hun ikke så det som en selvfølgelighed og en livs garanti at man fandt en der satte ens hjerte i brand.

Hun skød Diego et ' whuuut blik'.
Hvad havde han manden da regnet med? Klart der skulle detaljer på bordet, alt andet ville være sløseri og spild af et øjeblik, hvor de virkede til at dele lidt ud af af sig selv og deres indre.
Millicent kunne godt lide lidt at Diego gjore det.Særligt fordi hun fornemmede, at han normalt værnede meget om de ting, og slet ikke yndede at tale om det. Så hun blev ikke inviteret til en ' spis hvad du kan' buffet a oplysninger, men fik istedet serveret mere små velanrettede portioner ...små glimt af fyren Diego.
- og hun nød det, meget.

Talrækken...årene han havde levet, var en for stor mundfuld for hende sådan helt at fordøje , right there and then.
Hun var ikke taltumpe, men det var mere sådan rigtigt at sætte sig ind i det og få en forståelse...det kunne hun ikke- endnu.Det føltes stadig som at bladre i en eventyr bog, desværre- for hun ville mægtig gerne have været en grad mere empatisk ,lige med det.
Et lille suk af mild frustration, flød over hendes læber,," det er lidt vildt Diego...for helvede, mine forældre var ikke engang født da du blev forvandlet! en sjus ville fandme have været fedt lige nu...noget med promiller, noget der kradsede i halsen." Hun smilede
"75 år....længe... Hvordan kan det være i mistede kontakten?" Spurgte hun ind til.
Det var vel i bund og grund meget naturligt, da de sikkert havde været meget tætte.
Diego havde talt om kærlighed...så et eller andet havde måske sledet dem fra hinanden?

En let hovedrysten...." Mig heldig?" Hun så på Diego i et par sekunder, hvor hun var tavs.
Så røg øjnene kort ned på hendes ring, og hun sagde alvorligt..." Jo...jeg ved jeg er heldig" hendes tanker var endnu en gang på hendes udfordrende dæmon, men hun anede nu ikke helt hvad Diego havðe talt om.
Måske det med hun var fri ...foruden en skaber ? men det fandt hun nu selv rimeligt uheldigt.
Det var et tilfælde at hun havde kunne nå hen og pantesætte sin ankelkæde og at den gamle dér , en sær bedstemor type, genkendte hende som en forvildet nyskabning og fik hende indstalleret i en lejliged- ellers var hun formenlig brændt ihjel ved første tegn på dagslys...eller kort tid herefter.
" Er din skaber en kvinde eller en mand?" Spurgte hun og satte sig med begge ben udstrakt i sofaen.

"Du...vi kan sover her begge to, i sofaen...i hver sin ende, hvis du vil?"
Hun så ned på den.Bredden var tilstrækkelig til det lod sig gøre, og skulle hun være ærlig overfor sig selv, så var det trygheden hun nok efterlyste...hvis ikke mere end Diegos komfort, så lige så meget da.

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes overraskelse, da hun åbenbart endeligt forstod, hvor gammel han egentlig var. Mon hun overhoved havde forstået, at hun en dag ville være ligeså gammel? Ældre, måske? Hvis hun holdt så længe, som han havde gjort. Det var ikke let. Mennesker kunne allerede være mætte på liv, når de nåede de tres år. Når man så en dag nåede de hundrede og tres … Men så gammel var Diego dog ikke helt endnu. Men mange år var der ikke til.
Men hans grin forstummede, da hun spurgte, hvordan de mistede kontakten … Den kunne han ikke rede sig ud af. Grunden var jo, at Diego var stukket af … Og at hans skaber - hans herre, var det jo næsten - ikke havde kaldt ham tilbage til sig. Hvis han åbnede for den åre, ville det blive ved med at flyde ud og den ville ikke lukkedes, før den var udtømt - eller før Millicents nysgerrighed ikke længere kunne suge mere til sig. Var det muligt, at han blot kunne ignorere hendes spørgsmål? Hun ville blive ved med at spørge. Hun ville ikke godtage et nej. Han kunne lyve! Men han var sikker på, Millie ville se lige igennem ham. Han kunne også være så hudløst ærligt, at hun ikke ville have lyst til at spørge om mere. Men det ville betyde, at der var en del, han blev nødt til at røbe. Til sidst måtte han bare forstå, at der ikke var noget at gøre, andet end at holde den attitude, han hele tiden havde haft.
"Jeg forlod ham." Med det svar havde han også svaret på det spørgsmål, der var kommet bagefter. "Jeg elskede ham … Men nogen gange må man indse, at det, man nyder, ikke er godt for en … " Millie ville sikkert ikke forstå meget af, hvad han hentydede til, når han talte sådan i gåder, men det var egentlig også hans pointe. Han havde ikke lyst til at fortælle den slags detaljer. Hun måtte gætte sig frem.

"Han elskede ikke mig. Der var ingen grund til at blive hængende." Endnu engang havde han flyttet blikket fra hende og holdt det fokuseret på gardinerne, uden rigtig at se noget som helst. Hvis han sagde mere end det, ville hun sikkert begynde at analysere ham. Tro, at Diego legede med folk, fordi hans skaber havde leget med ham. Med hans følelser. Til tider havde han tænkt, at det var grunden til, at han ikke kunne elske nogen mere - fordi hans skaber havde revet hans hjerte ud og trampet så grundigt på det, at det var gået uigenkaldeligt i stykker. Smadret, som en antik vase. Men den slags antagelser var nok også rimelig korrekte. Diego gjorde jo bare, hvad han havde lært, som et hvert barn ville gøre. Han kendte ikke til andre dele af vampyrlivet end det, hans skaber havde introduceret ham for. Han havde set manden, han elskede, med tænderne begravet i lydige ofre. Havde set, hvordan han manipulerede de uvidende skønheder til at gøre ting for ham og ved ham, som ville have fået mange mennesker til at rynke på næsen af den manglende moral. Men Diegos eneste reaktion var dyb, indædt jalousi. Og når han ind imellem havde fået et stykke af sin skaber, gik det snart op for ham, at han var blevet leget med på samme måde som menneskerne. Det var blevet til en ond cirkel af smerte og ugengældt kærlighed, og til sidst var Diego blevet knækket og var stukket af … Med et spinkelt håb om at blive kaldt tilbage, for at høre sin skaber sige, at han savnede ham ved sin side.
Men tre fjerdedele af århundredet var gået og intet var sket.

"Der er ingen grund til, at hægte sig ved fortiden alligevel," mumlede han for sig selv. Da hun foreslog, at han kunne tage plads med hende i sofaen, rystede han blot på hovedet. Han var stadig sulten. Roomservice … Måske skulle han ringe til roomservice, og håbe, at hvem der end kom op med det, var lækker. Han skævede imod telefonen. Ville hans tankemanipulation række langt nok til, at han kunne slette vedkommendes minde om det? Han kunne ikke på Millicent, men på et svagt menneske; det ville være en helt anden sag.
Han havde slet ikke skænket det en tanke, at hun måske faktisk gerne ville have ham til at ligge ved sig. Det ville ikke give mening alligevel. Som om hun ønskede Diego så tæt på sig. Hun havde allerede følt, hvad det ville sige at blive liderlig af et vampyrbid - i Diegos arme. Hun havde vist fået mere end nok af ham …

"Jeg ringer efter roomservice. Vil du have noget?" Han rejste sig, smed tæppet fra sig og gik hen imod telefonen. Hvis han ikke havde mistet for meget energi, kunne det også være, han kunne trække ofret med væk fra Millicent og hygge sig lidt på egen hånd. Faktisk, så var han så lidt berørt af blufærdighed, at han ville kunne have sex, mens Millie så på, og stadig ikke blive forlegen. Men han havde ikke lyst til at gøre pigen ubehageligt tilpas. I hvert fald ikke før, han havde vundet det ud af deres 'venskab', han kunne.

Hendes sind var kun i det muntre hjørne, selv om det var hendes uvidenhed og lidt dumbo adfærd, der udløste Diegos grin.Det var helt ok, og på hendes egne læber dansede et smil med.Millicent var fra naturen af, udstyret med en fin selv ironi og tog ikke sig selv ret højtidig. Det var kun i situationer hvor hun følte uretfærdigheden dominerede, der havde hun vanvittigt svært ved at bevare humoren, og vrede og frustration plejede at tage over...meget uhensigtsmæssigt.
Nogen mente at når man talte i vrede, var det sandhederne man serverede ufortyndet, men....det var vel kun fragmenter af den...de dele der havde en bestemt smag eller kulør, dem der passede ind i det billede man malede.Velovervejet og nuanceret var ord udtalt i vrede ikke.Det var også sjældent at vreden blomstrede alene, andet som jalousi,ulykkelighed, og 100 andre ting , kunne fint mænge sig med den.

Hendes øjne hvilede på Diegos mund, og hun vidste næsten før hun havde færdiggjort sin sætning at hun havde ramt et ømt punkt der. En lille muskel sitrede i hans mundvige, og hurtigt blegnede smilet fra før.
Dammit! Hvad fanden var nu det? Hun trak hagen lidt tilsig og løftede øjenbrynene i et nok så spørgende udtryk.
Hans skaber? Det var det han ikke ville bore i. *Årh...Diego skat, er alt der glittre ikke guld?* tænkte hun og tøvede med flere spørgsmål.Hun havde fået meget ud af denne aften, og Diego havde givet hende langt mere end hun havde drømt om...neeeej, nu var de ikke hendes forvildede hormoner hun lige havde i tankerne.At han havde hjulpet, og åbnet sig op, var priceless for Millicent, og hun ville gerne respekterer- og lade ham...mærke...at hun respekterede hans grænse.
Hun ville ikke få noget positivt ud af at skubbe ham, anyway.
Var det smitsomt? At smilet falmede...for hendes stak sku også lidt af.
Hans ord...75 år gamle.
Hans tanker fra dengang...så fandens relavante for den unge vampyr pige der nu sad overfor ham.
Hun følte hans smerte...dobbelt! For hun følte den på Diegos vegne...og på sine egne.
Åh jo...hun forstod.Måske ikke det der stod med småt...men overskrifterne,delpunkterne og alt det shit mellem linierne.Hun forstod.
Det var ikke nok hun elskede....hvis det ikke var gengældt, hvis...han...ikke var god for hende, ved hende...kunne hun så blive? Skulle hun så blive? Uden Diego overhovedet vidste det, gav han Millie en mavepuster, hver gang han løftede et lille stykke af det slør der lå dækkende over hans fortid, og tillod Millicent et sneakpeak.
Hans ord skar i hende, for det han oplyste og delte med hende....det han havde gjort, mindede så fordærdeligt meget om det hun så helhjertet forsøgte at undgå.At se nærmere på -og tage stilling til sit forhold med Andrija.

Hun rystede på de lyse lokker.Da hun smed ringen i hovedet på Andrija, havde hun håbet det samme.
At han ville forhindre hende i at gå.Bede hende blive.Sige at hun hørte til hos ham.sms,ringe eller opsøge hende på adressen.Men ingenting.
Ja...nu var der så ikke just gået 75 år, men knap en uge før hun selv havde opsøgt ham.Men halen mellem sine ben og hjertet flået uf af brystet.Andrija virkede kølig...men det viste sig at han havde fået deres ringe indgraveret, og havde dem på sig, det måtte da betyde noget, ik? Ja...sælge dem ville nok blive svært, for hverken Andrija eller Millicent var på top ti listen over de mest anvendte navne, sååå.Han måtte have håbet hun kom.

"Diego...that sucks...bigtime....sådan en idiot" sagde hun med behersket stemme.Ingen grund til at vise han nærmest havde lavet en strike med den beretning,

" Cognac....anyone will do" svarede hun hurtigt og begyndte straks at lede efter mulige årsager til han ikke ville ligge der med hende.Det var da ikke mere ubekvemt, end at sidde i en stol og sove?
Han ville sikkert udløse et slagtilfælde hos Millcent , hvis han gav den fuld gas , med hende som tilskuer.
Hun var ikke så...hærdet...og kun få gange havde hun som menneske været i seng med hendes kæreste, og det var en famlende og tøvende oplevelse, both times og der var ingen champagne propper der sprang...jo hans, men det var så det.
Så ja...hun var alt det man ikke skulle være.Blufærdig,genert,tøvende og ikke noget erfaring at trække på.En famme fatale? Ha!
Men til hendes fordel var hun en meget hengivende og intuitiv, men hun fortrak nok at hendes egne erfaringer og lege ville blive afprøvet under privat regi, og hun ville nok mene at andre skulle det samme.
Men...ja.

Han var lettet og taknemmelig, da hun valgte ikke at stille ham flere spørgsmål. Hun ville sikkert heller ikke bryde sig om at høre alle de små, blodige detaljer. Gad vide, hvor meget blod Diego havde set i løbet af sit liv … Han havde taget del i begge verdenskrige, han havde set tusindvis af vampyrofre, mordofre … selvmord … Ulykker … Til tider havde der været ting, der havde været så tæt ind på livet, at selv den hærdede Diego blev rørt og måtte trække sig væk fra det hele, for at holde hænderne fra at ryste. Når man trak sig væk fra virkeligheden nok gange, var det svært at komme ind i den igen …

Han greb røret for at ringe efter roomservicen. Stemmen i den anden ende lød søvndrukken. Men nu var det jo også lige efter solopgang. Da han bad vedkommende sende nogen op med noget cognac, lagde han ikke selv mærke til, at hans stemme var blevet dybere og næsten flirtende - han lagde i hvert fald ikke mærke til det, før han hørte personen i den anden ende ånde tungt og stamme, da hun forsøgte at fortælle vampyren, at hun ville sende nogen derop omgående.
"Måske kunne vi få lidt … ekstra?" Han lo lavmælt i røret og et øjeblik troede han, personen i den anden ende tabte røret. Hvis Edmund og Charlotte havde god smag i hoteller, havde de valgt et sted, hvor der blev sørget godt for vampyrer. Og at dømme efter kvindes hurtige 'ja, selvfølgelig! Hvad kunne De tænke Dem?' var det et af de gode hoteller.
"Et kønt dukkebarn … " Han så over imod Millicent med et bredt smil. Hans humør var oppe igen; ikke på grund af den pludselige ændring i luften, men fordi han blot fortrængte alt, som han var blevet så dygtig til i de sidste par år. "Og en happy ending." Han var sikker på, han ville se Millie tabe underkæben - og det var også hans intention.

"Send gerne to herop … " Han måtte få hende til at smage ordentligt blod. Forhåbentligt ville hun tage bedre imod det, når det var et villigt nips, der sad for hendes fødder. Hvis der da var noget som helst sadistisk i hende. Det håbede han for hendes eget bedste. Hun ville have godt af det gen. Hun virkede mere som en masochist, men han havde engang hørt fra en, der studerede den menneskelige psyke, at sadister og masochister altid havde det modsatte i sig; skønt det ene kunne være utroligt dominerende. Han måtte bare vente og se. Måske kunne han få sig et godt grin … Eller måske ville Millicent overraske ham.
Kvinden i røret mumlede, at hun ville sende nogen op med det samme og så lagde de begge røret på. Diego lænede sig op af væggen ved siden af telefonen. Hans isblå øjne hvilede på hende. Han havde på fornemmelsen, hun ville have lettere ved at se ham i øjnene, hvis han ikke havde blodtørst malet i dem. Roligt skubbede han sig ud fra væggen igen og gik imod hende uden et ord. Det var langt sjovere at se hendes reaktion end at forklare hende, hvad han havde i tankerne. Han satte sig på bordet foran hende. Der var ingen grund til at sætte sig godt til rette i stolen, når der kom lidt ville komme et måltid ind af døren. To, hvis Millicent var for stædig til at tage sig sammen til det.

Fire minutter og toogtredive sekunder gik, før døren blev åbnet og en ung mand og en ung kvinde kom gående ind. De kunne umuligt være ældre end de atten og de var begge så blege at de røde mærker på deres halse sprang i øjnene.
Den unge pige begyndte at hælde cognacen op. Menneskerne vidste, de skulle være der et stykke tid, men smilene på deres læber gjorde udtryk for, at de ikke var kede af situationen.
"Du kan vælge først, Millie," sagde han med et bredt smil imod den lyshårede vampyr. Han sad stadig på bordet og tog de to mennesker i øjesyn. Han havde før drukket af folk som dem. Donorer, der gav deres blod direkte til sultne vampyrer, i stedet for at lade vampyrerne stjæle det fra hospitaler. Det var vigtigt at introducere Millie til nogen ting, hun ikke kendte til allerede. Kun på den måde ville hun komme længere i sin udvikling. I modsætning til hendes dæmonkæreste, forsøgte han ikke at gøre hende følelseskold. Eller at ændre hende; Faktisk kunne han godt lide Millie, som hun allerede var. Men han vidste, at hun ikke kunne være i sin trygge boble for evigt, så han måtte desværre give hendes forlovede ret i, at hun skulle hærdes. Det betød dog ikke nødvendigvis det samme som at blive ændret. "Det er ikke anderledes end donorblod," fortalte han hende, da hans blik igen faldt på det blonde hoved og de blå øjne. "Stol på mig." Smilet var ikke meget anderledes end det, han ville have sendt sine ofre, men hans charme og karisma måtte da stadig virke på Millicent i nogen grad.

Hvis søvnen havde været ved at kvæle Millicent i sit favntag, skal jeg da lige love for at hun hurtig blev ruske ud af det igen.Hun kunne ikke tro sine øre, da Diego skruede op for charmen, max blus og selv igennem en telefon, kunne han 'afvæbne et forsvar, afklæde pigerne og efterlade dem nøgne'.
Hun bare vidste , inden han overhovedet fik udtalt ordene, alene ved lyden af den indsmigrende kælenhed hans stemme lagde for natten, hvad han fiskede efter. Hun begyndte at ryste febrilsk på hovedet.Nej! Ingen mennesker her! " Nej for helvede....og da slet ikke to" hviskede hun og fægtede lidt med hænderne, imens Diegos øjne lå på hende.Den lille skid.Hun ville vædde med han studerede hende for reaktioner, og imens hun bandede hans rangsagende blik lang bort istand, samlede hun underkæben op fra gulvet.Var han altid så....vovet? Naturligvis blev hun lidt blown away.
Hvad havde han lige tænkt sig? Det ville jo nærmest udvikle sig til et orgie.
" Et kønt dukkebarn og en happy ending ? Diego...nu stopper du" sagde hun , men desværre kunne hun ikke lade vær med at more sig en lille smule,Der var noget ...facinerende ved hans ...levevis...og ved den røde klud ,han synes så bevidst at vifte med, straight i hendes fjæs.
Med Diego siddende på bordet, sad Millicent selv på nåle.Han havde bestilt to!. For pokker da.

Oh , hun var stædig.Hun var SÅ stædig de de nærmest sad og kæmpede med deres usynlige lyssværd, en tavs ordløs duel, hvor man ikke bevægede sig fysisk.Millicent sad bare med et slags grislinge udtryk i hendes store øjne, sådan et -når den lille piglet blev overrasket og forbløffet....og lidt skræmt,

Da de ankom, en ung fyr...meget lækker og smuk ung kvinde, var Millicent næsten ved at panikke.Hun blinkede et par gange...i forsøg på at jage det udtrykt på flugt, som hendes øjne ville reflekterer af hendes følelser.
Hun vidste at hendes øjne ville vise det.... resten af vampyren sad derimod stille....ubevægelig...udover de tre fingre hun trommede på sofaens armlæn med.Hun fik morbide men dog dekadente billeder frem, fra en film om Vampyren Lestat og hans følges ven Louis, og hvordan de jagtede,nedlagde og tørlagde deres offre.Millicent fulgte dem med øjnene, men ingen smil bød dem velkommen- hun var fuldstændig passiv ud af til.
* hvad laver i her? Dødens hule kom dog væk *
Hun kunne mærke tænderne presse sig på, og hendes øjne borede sig ind i Diegos, da han tilbød at hende at vælge først.* De har bidemærker Diego, se... Se på deres halse.De HAR allerede givet for meget væk* plæderede hun , og ønskede at han skulle få det hele til at forsvinde. Det var som at være med i en film, som det hele spillede afsted...alle kunne deres replikker og forventede at hun leverede hendes, så ikke hele optagelsen faldt til jorden , med et øredøvende brag.Argh...Diego...din lille instruktør!

At vælge? Hun havde i den grad problemer med overhovedet at bide.Og med at finde ud af hvem og hvornår hun måtte bide nogen.Ofte var det som Andrija fortalte hende af hun ikke måtte, og andre gange lo han hånligt og nærmest skubbede hende ud i en random favn.Det var meget forvirrende for Millicent.
Men ... taget i betragtning..øhm...den lille ting der skete i hendes ulydige krop, når hun drak blod af nogen, så ville hun ikke drikke af en kvinde.Der måtte være en blonde....en grænse for hvor meget hun skulle ydmyge sig selv.
Og at sidde og -måske - tænde på en kvinde....sidde tæt og gnide...neeej neeej neeej, det gik så meget bare ikke på nogen måde -overhovedet.

Hun var ved at affyre en svala...modstride den forventning der så tydeligt tyngede hendes spinkle skuldre nu, men da hun kolliderede med Diegos smil og 'instruks ' om at stole på ham , hang hun fast.
Hedes gråblå øjne smedet sig sammen med hans, og hun bønfaldte tavst..* Men Diego, du forstår ikke* Hun ønskede dog at kunne stole på ham, måske skulle hun bare adlyde Diego? Ej, hvad tænkte hun dog på?!
Millicent kunne ikke helt afgøre om det var hende der var ved at blive slagtet på offerbænken, eller de to mennesker.
Og hvad fortrak hun, såfrem hun havde et valg?
Hendes hånd lagde sig på panden.
Hun kunne måske bide fyren...bare lidt...sådan proforma...så Diego var tilfreds? Så skete der ikke mere med ham.
Men...for helvede, Millicent var ikke just skide voldsom god til at stoppe, var hun vel?
Andrija havde måtte give hende stød...og den anden havde hun efterladt, mere eller mindre halvdød, såååå.
Hun så stædigt på Diego...hvis han ikke sendte menneskene væk, ville hun fnyse let, og så ...vinke donor fyren over ved sin side i sofaen, og se indtrængende på ham.
Millicent villle spørge om han vidste hvad hun var...hvad hun skulle bruge ham til, og om han ønskede det frivilligt?
Hun ville fortælle ham sit navn, imens hun så ned på sine hænder, næsten som var hun i skam....og hun ville bede om hans, som hun ville mumle gentagende et par gange,inden hendes øjne ville rette sig mod hans.... Og et svagt hvæs ville flyde fra hendes læber.

Hendes reaktioner var præcis, som Diego havde regnet med, at de ville være. Hun overraskede ikke, men han morede sig stadig strålende og kunne ikke lade være med at smile bredt af hende. Han opfangede de tanker, hun forsøgte at ligge frem for ham, men han var kun i stand til at læse brudstykker af dem. Hendes sind var sløret for ham. Og de tanker, hun ville vise ham var som at vifte med en lommelygte i ærtesuppe-tyk tåge. Som at skubbe en flaskepost igennem en brevsprække - og glemme at tage brevet ud af flasken.
Han rystede lidt på hovedet af hende og lænede sig fremad. Menneskeknægten kom gående hen med de to cognacglas og satte dem på bordet. Pigen havde omhyggeligt låst døren. Hun vidste, at hvis nogen tilfældigvis kom derind og så, hvad der foregik, ville de flippe ud. Det var simpelt hen ren rutine at låse døren. De ventede begge tavst på at få deres instrukser. Begge en smule utålmodige, men dog glade for at få en pause fra alt det andet arbejde.

Diego tog Millies hånd og lænede sig frem, næsten som om han havde tænkt sig at kysse hende. Men han stoppede dog lidt fra hende og smilede bare skævt. Det samme smil, han havde haft om læberne, da han havde talt i telefonen med kvinden i receptionen.
"De ved, hvad de er her for. Og de ved, hvor meget de kan tage." Hans isblå øjne stirrede ind i hendes blågrå og den ene hånd strøg blidt igennem hendes hånd. Han følte sig fristet til at hugge det kys, hun havde snydt ham for, men han gjorde det ikke. Han smilede blot og hånden, der var gledet igennem hendes hår, endte på hendes skulder, som han gav et kort klem før han slap hende og rejste sig fra bordet igen.

"Du får fyren … Jeg havde ellers regnet med, du ville tage dukkebarnet, af frygt for at ville ende med at boltre dig i lagnerne med andre end din forlovede." Han grinede lidt. Måske med en antydning af hån. At hun var i stand til at leve med én partner var ham en gåde. Han nød virkelig det liv, han havde valgt, for fuld hammer og kunne ikke forestille sig en anden levevis.
Han satte sig på lænestolens kant og gjorde en gestus imod kvinden, som et kort øjeblik bed sig i læben før hun gik hen imod ham. Diego så i hendes tanker, at hun havde nået at tale lidt med kvinden i receptionen og hvorvidt hun var bange for Diegos udstråling eller betaget af den, var han ikke sikker på. Uanset hvad, satte hun sig på hans skød, efter han havde sat sig ordentligt til rette. Diego så dog ikke på pigen, som han havde set på Millicent, da han havde forsøgt at forføre hende. Han så på hende med … chok var den nemmeste måde at beskrive det. Hans øjne var en smule opspilede og hans smil var forsvundet. Det var første gang han virkelig så på hende … Han havde aldrig kunnet se en rødhåret pige uden at tænke på Amy. Og i det øjeblik var det som om hver en stump af hans ødelagte hjerte - der blot lå i hans bryst som potteskår - skar imod indersiden af hans bryst. Han var ikke i stand til at sige noget et øjeblik. Men så blev hans øjne smallere igen og roligt strøg han de blege fingre over hendes kind. Hun lænede sig ind til ham, i den tro, at det var, hvad han ville have.

Han trak langt om længe sit blik fra pigen - om end hun ikke lignede Amy, ville han stadig komme til at tænke på hende hvert øjeblik - og så på Millicent igen. Menneskedrengen stod blot og ventede høfligt med hænderne bag ryggen. Han smilede til Millicent. Han var tydeligvis mere afslappet end pigen havde været, da hun satte sig ved Diego. Måske havde han arbejdet der i længere tid, måske var han blot glad for, at han ikke skulle massakreres af en hankønsblodsuger eller måske fandt han blot Millicent ligeså betagende som pigen havde fundet Diego.
Den mørkhårede vampyr så blot på Millie og lænede sig lidt imod sofaen, mens han med et grin sagde; "De er her af egen fri vilje, Millie … Lad være med at bekymre dig. Hvis du går så vidt, at han ikke kan stoppe dig, så gør jeg det." Selvom han sagde det med et grin var ordene gravalvorlige. Hans ene hånd gled roligt om livet på den rødhårede skønhed. Hans opmærksomhed var delt. Menneskepigens ansigt blev ligeså rødt som hendes hår, da hun mærkede hvor Diegos hånd var på vej hen, mens han sad og snakkede med den anden vampyr. Hun vidste, hvad hun var blevet kaldt op for, men hun var vist ikke helt forberedt på det.
Diegos brede smil gjorde det tydeligt for Millie at se hans hugtænder. På ordre fra vampyren satte menneskedrengen sig ved siden af Millie, dog et par centimeter fra hende. Det var ikke hans job at tvinge Millicent til at drikke, hvis hun ikke ønskede det.

Den varmede i svælget..den gyldende cognac og Millicent tog et par herre slurke af den, inden glasset igen blev sat på bordet.Let's face it....Det var en smule ...ynkeligt...at hun nærmest skulle trøstes , som var hun et lille usikkert barn,der skulle indgydes mod, fordi hun skulle drikke....altså blod fra mennesker.
Det var også irriterende at hun ikke bare kunne drikke af Andrija.Men hun spurgte ikke...hun spurgte sjældent ham om noget egenlig.Mest fordi risikoen var for stor for han sagde nej og fordi hun egenlig ikke ville trænge sig på.Så hun drak kun hvis han selv tilbød, og eftersom han skulle lære hende at drikke af andre, tilbød han jo ikke sig selv...rigtigt.
Så hun følte sig taget af og på en måde også lidt holdt af, da Diego tog hendes hånd.Det var muligt ,at hun var et lam i løvens gab , hér med Diego- men da hendes hånd lå i hans og han kærtegnede hendes hår, følte hun sig beroliget og mere tryg..og også al for tæt på Diego, hvilke var lidt af udfordring at ignorerer.

Millicent gav ham et ' Oh your THAT funny , huh' look og fulgte det op med " Jeg tror ikke du skal bekymrer dig om jeg kommer til at krølle nogle lagner den næste tid".Det var så sandt som det var sagt, og det rakte lagt videre end hvad der skete i rummet her.Hun havde ikke...den slags forhold med Andrija..med sin forlovede....ikke endnu.Det var faktisk ret bemærkelsesværdigt at en fyr som Andrija, havde kunne opfører sig som en gentleman på det område, når det haltede en smule , på stort set alle andre punkter.Hun kom til at smile da en strofe fra en sang poppede frem En gentelman i byen og en gadedreng i sengen der var nok mange mænd der fik rodet rundt i det ønske,som pigen fra sange ønskede af en fyr.

Millicent fulgte Diego og pigen med sit blik, som troede hun ikke sine egne øjne.Da pigen satte sig hos Diego og hun så hvordan hans hånd lagde sig kælent og indsmigrende om pigens talje, slog Millicent blikket ned.Det virkede for privat.
Hun vidste at hun ikke kunne se på, hun måtte beskæftige sig selv, og sine sanser ..ellers ville det ende galt, hun ville måske blive revet med? Selv den simple handling havde en duft af erotik.Ej, for helvede DET ville ikke ske, lovede hun sig selv.Det måtte ikke ske.

Den rødhåret pige lænede sig ind mod Diego.Hun havde prøvet det et par gange før, at give sig hen til en vampyr, men aldrig med en der så ud som Diego.Han var så tiltrækkende og appelerende så meget til hende, at han udløste hendes begær, ved den nøgne tanke om hun skulle få lov at komme tæt på ham.At han ville bide hende ...og drikke af hende, og måske enda...røre ved hende. Hun var tændt...og meget skræmt.
Hendes glinsende læber åbnede sig let...og et lille gisp brød fri, da hun mærkede Diegos hånd.Hedes egen blev lagt på Diegos bryst og hendes store grønne øjne søgte hans, villig til at adlyde , villig til at byde sig til ham...any way he wanted.Tanken at hun
Måske ikke ville overleve, havde slet ikke ramt hende...ikke sådan for alvor.Hun fandt det ...romantisk...farligt og sensuelt at være sammen med en vampyr.Og hendes selvtillid og ego blomstrede, især over for veninderne, især, når hun bagefter kunne berette om at netop hun var så attraktiv, at adskillige vampyrer havde smag for hende.Det gav en vis prestige i de kredse, som Ivana slog sine folder i.

Millicent så lidt beklemt på den unge fyr.Trods hans smil, var hun tøvende." Adrian...jeg hedder Adrian" lød det fra ham, og Millicent kom med det første ærlige smil.
Diegos stemme trak hendes øjne fra Adrian, og hun nikkede til ham."Jeg forstår" .
Det gjorde hun også, men alligevel tvivlede hun....på det hele.Og det hele var faktisk en pæn stor del, når man lige gav det en tanke.Men..hun ville ikke svigte og hun regnede med at både Diego og Andrija ville blive tilfredse med hende, vis hun drak af fyren.
Millicent rykkede tættere på Adrian , og lod tippen af sin næse glide op af hans hals, imens hun snusede hans duft til sig.
Han var yngre end Andrija, og duftede en smule...uskyldigt.Ellers var det bare hele situationen der spillede triks med hendes sanser.Hun blev siddende ved siden af Adrian, undlod at kravle op og sidde overskrævs på ham.Måske hun så bedre kunne undgå at...blive påvirket?
Millicent rakte istedet ud efter hans hånd og flettede sine fingre med hans. Hun kunne ikke gøre for det....at drikke og at være intim, hun forstod ikke at adskille det- og det var måske hendes største problem ved at lære at drikke— hun havde bestemt ikke lyst til at rende rundt som en anden ho , og lege i intime julelege, bare for at kunne ...leve.

Millicent satte læberne mod Adrians hals, hvor pulsen dunrede hårdt og mægtigt, og fik hendes tænder til med det samme at være klar til ham, der hviskede hun beroligende og blidt..." Du skal ikke være bange...jeg skal nok være blid" om det var sandt vidste hun sku dårligt selv, for at være så tæt på ham..på hans hals og den pulseren hun så tydeligt kunne fornemme- det vakte alle instinkter til live, og at kontrollerer dem når de var vågne og aktive....DET var noget af en bedrift, selv for Millicent.
Hendes læber blev sat mod Adrians hals, hun nåede lige at kaste et blik i retning af Diego, inden hendes lange hår væltede ned og lagde sig som et dække, da hendes tænder blev presset ned i Adrians hals,og en sagte hvæsen lød fra Millicent- lidt som en kat der vogter over sin mad,imens den spiser.

Han var lidt overrasket, da menneskedrengen sagde sit navn. Han rynkede brynene lidt og sukkede dybt. Det var et dumt valg. Millie ville sikkert huske alle sine ofres navne hele sit liv. En ting, Diego havde brugt meget tid på at undgå. Han kunne ikke engang huske ansigtet eller navnet på den fyr, han havde drukket tom blot tolv timer tidligere. Eller den pige, der havde sat på hans skød, da han først så Millicent, som var gået om i gyden for at vente på dødens favntag. Han huskede for helvede ikke engang hendes hårfarve. Og Millicent ville have at vide, hvad donoren hed. Hun var sindssyg.
Han lænede hovedet imod pigens skulder, da han mærkede hendes hånd på sit bryst. Han sendte en tanke til hende. Selvom den var afvisende på det groveste imod hende som person, havde han stadig den charmerende, badboy-tone, der havde tvunget kvinder i knæ før.
Jeg vil ikke vide, hvad du hedder. I aften er dit navn Amy. Hvis han havde sagt det højt, ville Millie sikkert være blevet enten stiktosset på hans næsvished eller også ville hun begynde at spørge, hvad fanden han snakkede om, og hvem i al verden var Amy. Det var lettere, at lade hende tro, menneskepigen virkelig hed Amy, i stedet for at give hende en chance for at høre pigens rigtige navn.
Pigen var stivnet et øjeblik og Diego kunne mærke hendes hjerte slå hårdt i brystet. Men han ignorerede det fuldstændig. Hvad hun følte var underordnet. Hun ville blive betalt, så hun skulle blot gøre sit arbejde.

Han så Millicent læne sig imod drengen, og han hørte tydeligt knægtens ikke-helt-uskyldige tanker, da Millie tog hans hånd. Han vidste jo ikke, at Millie virkelig mente, det kun var Diego, der havde bestilt en Happy Ending. Og som et hvert menneske ville tænke, tænkte han også, at Millie var smuk. Han regnede ikke med, at en vampyr var i stand til at styre sig. Diego smilede skævt. Adrian ville få sig en overraskelse. Millicent var fuld af overraskelser! Knægten strakte halsen og gispede næsten lydløst, da hendes hugtænder trængte igennem hans hud. Diego stirrede på dem et øjeblik … Måske han selv skulle have tilbudt hende sit blod. Blot for at sørge for, at hun ikke ville slå fyren ihjel. Men som han havde lovet, var han på vagt. Han ville ikke lade donorerne dø.

Hans hånd gled langsomt ind under 'Amys' nederdel, mens han strakte halsen en smule, så hans tænder nåede hendes strube. Han kyssede blidt hendes hals, mens hendes arme lagde sit om hans nakke og hun lydigt lagde hovedet tilbage for ham. I hendes hoved kørte tankerne uafbrudt. Hvorfor ville han have hende til at hedde Amy? Hun havde aldrig oplevet noget lignende! Sådan en klam stodder, der med vilje ville kalde en pige ved et forkert navn. Men hun havde ingen ret til at danne sig en mening, og efter at have hørt hans tanke i sit hoved vidste hun også godt, hvad han var i stand til. Men Diego lyttede ikke til hendes tanker. Det ødelagde illusionen om, at have sin engel på sit skød. Pigen stønnede pludseligt, da Diego satte tænderne i hende, samtidig med at hans hånd gled ned i hendes trusser. Hun lukkede øjnene. Hun var ikke jomfru, men hendes uerfarenhed sivede ud af hende og tiltalte blot Diego. Og støttede blot op om hans Amy-billede. Det var så let at bilde sig sådanne ting ind, og mens hendes blod rendte ind i hans mund og hendes støn lød halvkvalte ved hans øre, reagerede hans krop ligesom da han havde drukket af Millicent.

Jeg tænkte nok, du ville give efter. Lad være med at tænke for meget på blodet - det gør det nemmere at stoppe igen. Tanken var sendt til Millie. Selvom han ikke kunne høre alle hendes tanker, var han sikker på, hun opfangede dem, han sendte til hende.
'Amy' blev pludselig grebet af nervøsitet. Der var noget intimiderende ved Diego. Hun var ikke vant til at vampyrer rørte hende på den måde. Som om hun var en elsker og ikke blot mad. Det hang muligvis sammen med hendes nye kælenavn … På en måde kunne hun lide det, og dog var det svært for hende at være afslappet i vampyrens arme.

Hun havde ikke overskud eller styrke til at dele sin opmærksomhed i to.Det ville simpelthen kræve for meget af hende , som tingene stod nu.Omgivelserne blev derfor efterladt ubevogtet og ligeledes Diegos eventyr med pigen.
Det var to sårbare punkter Millicent her fik blottet.Både det at hun endnu ikke mestrede at styre sin blodlyst, så når endelig hun drak af en pulserende åre , og det livsgivende friske blod overvældede alle hendes sanser, var risikoen høj potientiel for at hun ville ende ud med et lig af en mand , mellem hendes blege arme.Om med en svigtende evne til at holde omgivelserne under opsyn.Have et trænet blik på dem og lytte efter lyder der afslørede en eller anden form for aktivitet nær ved, så var risikoen for at blive afsløret, grebet på fersk gerning og overmandet al for stor.
Her i hotel suiten, med Diego gik det lige.Men et eller andet sted i offentligheden, på egen hånd kunne det have katastrofale følger.Dødelige.

For at være helt ærlig, vidste Millicent ikke hvad en Happy Ending var.
Hun mistænkte...kraftigt, men det var kun et gæt...og havde hun ret , havde Diego ikke kun bestilt aftensmad, men også en prostitueret ,kunne man vel sige.
Men på ingen måde ville hun begive sig ud af den vej.Hun havde en kæreste, en meget særlig en af slagsen...på alle leder og kanter, og hun havde rigeligt med at forsøge styrer ham, uden at give ham ammunition til at meje hende ned med.Og hun var ret sikker på at uanset Andrijas forsøg på at få hende til at bide og drikke hensynsløst, så gik hans grænser ved....det.Håbede hun!

Hmm....Diego....Diego!Årh...han var meget heldig, ik?!
Havde Millicent vidst hvad det var han havde gange i med sin Amy leg, så havde hun vristet pigen ud af hans favn, og Diegos hånd væk fra hendes mest private og meget sanselige sted.Ingen pige skulle finde sig i det, at blive...rørt ved...imens fyren så åbent tænkte på en anden.Det var ydmygende og nedværdigende.Havde det været Millicent,havde hun banket hans hoved ned i sofabordet efter hun havde givet hans nosser en mammografi.Det var bare SÅ tarveligt af ham, og Millicent ville have følt sig...brugt.
Mange piger fik først de her følelser BAGEFTER, da de i øjeblikket var styret af deres drifter, som Amy her,der skubbede hele sit kvindelige univers, ind imod Diegos fingre og hånd, selv om hun tog afstand fra at skulle være en snden, en Amy.
Men Millicents mest sanselige organ,det der kunne tænde hende mest var hjernen.Det der forgik på det psykiske plan, det spil ...den magt...den hengivenhed og de følelser der kunne udspille sig der...det var det mest ophidsende, og hvert et stryg,hvert et kærtegn og hver en berøring der satte hendes krop i brænd, det var et suplement til det psykologiske spil.Men det var jo blot hende der var lidt...til en side...måske...ellers var hun bare ikke bange for at sige det højt.

Adrians støn udfordrede den unge vampyr.
Hun undlod stadig at kravle over ham, selv om hendes krop på det nærmeste skreg efter det.
Hun var oppe på knæ, og hendes bagdel blev skudt bagud imens hendes ryg lavede en fint svej.
Hun lignede meget en mis, hendes bevægelser - selv om de var så diskrete - lignede en kat var ved - både at angribe og indsmiger sig hos sit bytte.Men bevægelserne var små, da tænderne i Adrians hals ligesom ikke efterlod meget rum til bevægelse, at de virkede elegante.
Hendes fingre var stadig flettet med hans, men Adrians frie hånd, havde andre planer.Om han var direkte dum eller om det var en handling af ren refleks, fordi han tændte på hendes bid, vidste hun ikke, men da Adrians hånd pludselig kunne mærkes bag på Millicents lår, imens den kælende vandrede lidt op...og samtidig forsøgte skubbe Millicent tætterne på sig, blev hun grebet af en mild form for panik.Hun var bange for hun ikke ville kunne....kontrollerer hverken sit begær eller sin tørst.Adrian skulle nok ikke udfordre hende.* blodet....er lækkert* tænkte hun nærmest stønnende tilbage til Diego.

Med en enkelt bevægelse, svingede hun det ene lår over hans skød, og skubbede sig tilrette oven på ham.Hun kunne mærke hvordan det kriblede helt centrale steder i hendes krop....og hun skubbede sine hofter lidt frem , hen over Adrian og hans ' tilfredshed' kunne meget tydeligt mærkes gennem hans bukse.Hun gentog bevægelsene en...to...tre gange...imens blodet væltede ned i hendes svælg, og hun drak grådigt.
Millicents dømmekraft var sløret.At kontrollerer begær og tørst på samme tid, var en stor omgang...og det smuttede måske en lille smule.Men ....ikke helt.Hun beholdte sine trusser på og hun åbnede ikke op for Adrians bukser, istedet knurrede hun lidt af ham, på en truende måde.Det var muligt at hun....stønnede og fik noget ud af at gnide sig hen over hans ...begejstring, men hvis Adrian fik det samme.....hvis han fik udløsning, ville hun blive virkelig virkelig vred på ham, for hun havde ingen ønsker om at give det til andre end....hendes forlovede.
Men han føltes så godt....og blodet var så....lækkert.Hendes hænder borede sig fast i hans skuldre som ville hun holde ham oprejst.Begyndte han at blive slap? Igen en forbyggende hvæsen....ingen skulle tage ham ud af hendes klør nu, vampyren var på max og instinkterne i hende helt intakte.

'Amy' kunne mærke hvordan blod blev draget fra hende, men det gav kun en vidunderlig fræk følelse.Som at blive bedugget af alkohol,bare uden alle de kedelige bivirkninger, uden kvalme og utilpashed...bare en skøn følelse.Og apropos skøn følelse.Hun skubbede sig ind imod Diegos hånd.Hun var uerfaren men vidste , at kun ....Diego ville .kunne give hende denne her ...ekstase ..,ligende tilstand...hendes begær var enormt og han ville kunne mærke det på hende,dernede, det vidste hun godt.En varm rødme lå tværs over hendes kinder, og hendes ene hånd gled fra hans nakke og forsøgte komme ind på hans bryst for at lege lidt der.Hun var bange...og lidt vred...og fuldstændig fanget i Diegos net.Hans hånd i hendes trusser, fjernede den sidste fysiske modvilje.

Millicent ville aldrig forstå hans behov. Hun ville til hver en tid se det uetiske i hans handlinger, frem for at se, hvilket følelsesmæssigt behov og tomrum, han forsøgte at reparere. Det var heller ikke noget, han selv forstod, så han ville ikke forvente at hun gjorde det. Han ønskede det heller ikke. Han ønskede ikke, at hun skulle forstå ham. Han ville ikke være nogen åben bog, hvis sider pludselig afslørede alle de små, pinlige, smertefulde, nedværdigende og ondskabsfulde ting, han nogensinde havde gjort og tænkt på at gøre. Der var meget få personer, han ville lade se den slags om ham; og Millicent var ikke en af de personer.

Diegos fingre var gledet op i 'Amy' og hun stønnede højlydt. Men så snart hans manddom var klar til brug, hørte han hvad der foregik ovre fra Millie og Adrian. Hold dog op … Nu? Virkelig? Han løftede pigen fra sit skød, rejste sig og smed hende ganske ublidt i lænestolen, før han i to skridt gik hen og greb Millicents overarme. Han løftede hende væk fra Adrian. Han var stærkere end han så ud til. Han kunne løfte Millie uden at miste grebet det mindste eller måtte sænke armene på grund af hendes vægt. Styrken var det ved vampyrkroppen, han holdt mest af. Han følte sig uovervindelig. Ikke kun på grund af den fysiske styrke, men simpelt hen fordi han kunne holde til mere. Han var i stand til at gøre ting, flere mennesker blot måtte drømme om. Og mere til. Meget mere.

Han satte Millie ned i sofaen og holdt hende fast, hvis nu hendes blodtørst ville få hende til at reagere voldsomt på at være blevet afbrudt i sit måltid. Hun ville fortryde, hvis hun dræbte mennesket og det ville han ikke byde hende. Selvom de blot var bekendte havde han da hjerte nok til at unde hende, ikke at få ar på sjælen imod sin vilje. Millie virkede så skrøbelig. Hun havde overlevet en del allerede. At miste en elskelig familie, hele sit menneskelig, alle de venner, hun havde i sit hjemland … Hun var blevet tvunget til at leve fra andre i resten af sit liv … Diego havde medlidenhed med hende, det måtte han indrømme. Han havde selv valgt at blive en morder. Han havde selv valgt at leve i skjul for solen. Det havde hun ikke, og derfor ville han heller ikke tvinge hende til at gøre noget yderligere.
Med hænderne hårdt fat om hendes overarme, lænede han sig frem så hans pande rørte hendes.
"Det var vist alt, du kunne få ud af ham." Han gav hendes arme et yderligere klem, før hun slap ham og vendte opmærksomheden imod fyren. Han greb fat i hans overarm med et suk og løftede ham op på room-service vognen.
"Tøs," sagde han, henvendt til menneskepigen, der så op med store, brune øjne. "Hjælp Adrian væk herfra. Og kom ikke tilbage." Et eller andet havde slået hans illusion i stykker og han ønskede ikke at se på pigen. Hun var ikke Amy. Hun ville aldrig blive som Amy var.
Pigen rejste sig med rystende hænder og rettede på sin nederdel med knaldrøde kinder. Der var noget dystert og forpint ved Diego, der gjorde, at hun ikke havde lyst til at se mere på ham, men hun kunne ikke lade være. Mysteriet bag de røde øjne og det mørke hår var for tiltrækkende. Men Diego vendte om på hælen igen og gik imod Millicent. Han gik på knæ foran hende og tog blidt hendes hånd, mens han forsøgte at få øjenkontakt. Han vidste ikke, hvordan hun ville reagere på at blive trukket væk fra et menneske …

Det sidste, Diego hørte, før døren blev smækket var at pigen - så skræmt, at hun gjorde det hurtigst muligt og derefter skubbede vognen og Adrian ud så hurtigt som muligt - skreg; "Mit navn er ikke Amy."Diego så ikke engang imod den lukkede dør. Hans opmærksomhed var ene og alene rettet imod Millie, og al det begær, der var bygget op tidligere, var sivet ud af ham.
"Er du mæt?" hviskede han. Hans røde øjne glødende efter det blod, han lige havde indtaget. Hvis hun stadig hungrede efter mere, kunne han tilbyde hende sit eget blod. Hun burde vel have oplevelsen af, hvordan det var at drikke fra et andet overnaturligt væsen, burde hun ikke? Han vidste dog af erfaring, at det var langt mere tilfredsstillende at drikke af en, man elskede - I Diegos tilfælde sin skaber og i Millicents tilfælde … sikkert hendes dæmon - frem for en tilfældig bekendt … Men det var vel også blot fair, hvis de havde drukket af hinanden. Selvom Millicent fik mere ud af det end Diego.

Årh...jo....hun ville have forstået.You can trust me on that one.
Var der noget Millicent kunne identificerer på 30 kilometers afstand, var det hjertesorger.Hun havde en indbygget radar når det kom til den slags.Sålænge det ikke omhandlede hende selv.Var hun selv involveret, var der støj på signalet, white noise, altid.
Hun ville have følt hans smerte, og hun ville blive ved med at forsøge at få Diego i tale, få ham til at se dæmonerne og sit knuste hjerte direkte i øjnene.Hun ville have lyttet til hans beretning, billederne ville have tegnet sig for hendes indre, grundet hans levende beskrivelse af denne fantastiske skønne pige.
Millicent , hun ville have trøstet ham, så meget det nu engang lod sig gøre.Hun ville have set en helt ny...menneskelig , sårbar og meget elskelig side af Diego.Hun ville have elsket ham for at have den side.

En højlydt snerren, og hun langede en arm hårdt bagud, i håb om at fjerne hvem end der var vanvittig nok til at forsøge komme imellem Millicent og hendes bytte.Hænder lukkede sig om hendes overarme og trak bagud, hvilke fik hende til at hvæse og bore tænderne endnu mere dybt i den stakkels Adrian,der nu sad med opspærret angste øjne og de støn der nu blev prustet ud, var afstedt af ren smerte fra Millicents brutale bideri.
Diego hev hende væk, og hun lavede nogle lange rifter i Adrians hals, da hendes tænder ikke ville lade ham gå, før de blev direkte tvunget til det.
Hun blev sat i sofaen, og hun lænede....hun pressede sig frem mod Diego og en dyb truende lyd, blev slynget mod Diego fra dybet af hendes hals.Hendes stille hjerte hamrede i hendes oprørte bryst og hun begyndte at sitre i hele kroppen.
Hvis Diego havde sluppet hende fri, havde ladet hende gå, havde hun kastet sig over Adrian og flået hans strube ud i rendyrket arrigskab og Diego....Diego...ham ...ville hun helt bestemt have forsøgt at bide.
Men han holdt hende...fast.Blev ved hendes side til hun igen var faldet ned....og hendes besindelse igen fungerede nogenlunde og hun var i stand til igen at tænkte klart.
Han gav hende et lille klem og Millicent så med et ulykkeligt blik , ind i Diegos øjne.
" Overlever han, har jeg taget for meget?" Hviskede hun og lod sig nærmest støtte, ved at læne sin pande op af hans- hun turde dårligt at dreje hovedet for at tjekke Adrian ud , uforberedt på hvilke syn hun kunne risikerer at blive mødt af.
Diegos hænder agerede Millicents sikkerhedsnet.

Måske han nu kunne fornemme , at vildskaben i hende var aftagende.Da han rejste sig og begyndte at instruerer deres gæster, blev hun pænt siddende, uden at have modet eller styrken , til at se dem alle i øjnene.
Hun var meget utilfreds med sig selv....meget.
Hvis hun ikke kunne lære at besinde sig, så gik det bare ikke at hun drak af andre.Så måtte hun gå den omgang i bokse ringen med Andrija, til han accepterede det.Hun var ikke parat til at efterlade et slæb af døde mennesker efter sig, hvor end hun gik .

Diego vendte tilbage...og hun så ned på hans trøstende hånd.Hvorfor var han så god ved hende? Hun rynkede de lyse bryn og strøg en tommeltot over hans håndryg.Hun behøvede ikke at takke ham med ord.Hele hendes ansigt og hendes øjne fortalte ham hvor hjælpeløs hun oplevede sig at være, og hvor meget hun behøvede ham...hans hjælp her...nu.
De blågrå øjne faldt ind i hans og hun nikkede..."Ja...tak" hun kunne faktisk slet ikke mærke lige nu om hun var mæt eller sulten?
Hun var....numb.
Hendes krop var på en måde lukket ned, adskildte sig fra hendes følelser, lavede en slags mental kile så hun ikke behøvede forholde sig til den lige nu.Pænt af den.

"Jamen....det gik jo alt i alt meget godt...,udover et par mindre detaljer" sade hun ironisk og begyndte at grine, da Amy forlod værelset, ed en opsang til Diego, som Millicent ikke helt forstod.
"Amy?" Spurgte hun -og gav hans hånd et klem.

Selvfølgelig ville Millicent elske at høre hans fortælling. Hun ville sikkert være rørt over at høre, at der faktisk engang havde været et menneske inde i den kolde skal. Men han ville ikke røre hende på den måde. Han havde ikke lyst til at røre ved flere kvindehjerter. Han kunne ikke få mere ud af det, så hvorfor skulle han dog også det.

"Han overlever. Han overlever." Han forsøgte at berolige hende. Det var dog meget svært. Han kunne se, hvor oprevet hun var, og han var bange for, at hun ikke ville tro ham og ville springe op fra sofaen og styrte ud af døren, for at se, om mennesket var okay. Dette skete dog ikke, hvilket blot var utroligt heldigt for ham - for han ville være nødt til at løbe efter hende. Hun var hans ansvar i øjeblikket, og hvis der var lys ude på gangen … hvis der var et vindue, kunne de begge hurtigt blive godt gennemstegte. "Han får brug for nogen sting, men pigen skal nok få ham i sikkerhed. De lærer den slags, før de bliver sendt ud som donorer." Han rynkede brynene lidt og så bekymret på hende. Han kunne ikke engang læse hendes tanker, og finde ud af, om der var noget galt med hende. Han kunne ikke læse hendes udtryk, fordi det var fyldt af den terror, der havde bredt sig efter næsten at have dræbt et menneske.
"Hvis du har brug for mere, kan du drikke af mig … Det skulle jeg nok have foreslået, før du fik Adrian i hænderne." Han var lige ved at undskylde, men bed det i sig. Millicent havde jo selv valgt at gøre det. Han havde ikke tvunget hende til noget. Det lettede også en lille smule.

Hvis han nu sagde det helt ærligt … Hvis han nu sagde direkte, at han havde givet pigen besked på, at hendes navn var Amy for en aften, fordi hun lignede en kvinde, han havde kendt, og som han ville have sex med … Hvordan ville Millicent så reagere? Ville hun skrige af ham, give ham en lussing, le? Han ville egentlig gerne se hendes reaktion, men alligevel ikke. For det ville betyde, hun ville vide, at der faktisk havde været en kvinde i Diegos liv, der havde betydet så meget for ham, at han faktisk huskede hende. Hun måtte være den eneste kvinde, hvis navn han faktisk huskede. Til tider kunne han endda glemme navnet på sin egen tvillingesøster.
Den eneste grund til, at han havde husket Millicents navn var egentlig … Tja, det havde været mindre end fem år siden, de havde mødtes og hun havde gjort indtryk på ham, da hun kastede sin drink i fjæset på ham - som den eneste, der nogensinde havde gjort lignende.
"Jeg kaldte hende Amy," sagde han blot. Der var ikke brug for at sige mere. "Jeg aner ikke, hvad hun rent faktisk hed." Han så Millicent i øjnene et stykke tid, før han rejste sig for at sætte sig tilbage i sin lænestol, men i stedet satte han sig ved siden af hende i sofaen.

Hold da op som den aften her havde tavet en gevaldig drejning.
Hun skulle egenlig bare have småflirtet en smule med sin kæreste, men istedet var Diego dukket ud af, hvis ikke den blå luft, så den kunstig skabte diskoteksrøg og tæt parfumeret duns , som Salles havde til vane at stoppe lokalerne ud med, med mindre man var tilstrækkelig priviligeret til at færdes i VIP loungen, hvis ventilationssystem synes af være af en helt anden kvalitet.
- Og nu sad de her....begge som sleep over gæster af Edmunds, vampyrbarnet og hans lidt vredladende kæreste.
Og for at pakke det hele pænt ind, havde hun netop flænset en ung fyr , semi alvorligt...og sikkert forhindret Diego i en hed omgang sex , med det kønne lille dukkebarn.Millicent rystede på hovedet...forsøgte ryste tankerne i skak.
Kontrol....nu måtte hun lige række ud og tage kontrol.

" Sting? De lærer ligefrem om at suturerer folk og behandle skader? Hvem helvede møder dog så sådanne som os ,helt frivilligt! Det jo...vanvid" sagde hun med et skævt smil.
Hun løftede sine hænder, og purrede op i Diegos mørke hår , som hun rejste sig fra sofaen.
En dyb vejrtrækning og hun fyldte sine uafhænige lunger med den luft de ikke behøvede...men Millicent fandt det beroligende at efterligne menneskets gerninger- og dermed blev handlingen behageligt, og udover det, var det medvirkende til at opretholde illusionen om at være menneske blot, når hun socialiserede i den virkelige verden.

" Jeg tror ikke jeg skal drikke mere i dag, Diego.Jeg har vist haft nok....oplevelser for en nat" hun smilede en smule undskyldende.Hun var blevet ophedet mere end en gang, både ved Adrian , da hun selv drak....men også da Diego var over hende, og drak af hende...så hun turde slet ikke mere af den slags, desuden var de så heldige at der var donor blod på køl, hvis hun virkelig behøvede mere.
Hun finkæmmede vampyren foran hende og måtte indrømme, at hun sagtens kunne forstå at kvinder lagde sig for hans fødder.At han var flot...jo jo....men det var der sku da så mange der var, men Diego havde en blandning, en interessant en af noget blidt og hårdt....og han var klog.Hun forstod de faldt for ham.
En anden der burde have ...og sikkert også havde en hær i hælene var ' hendes engel' Jose.
Altså....han var på ingen måde Millicents— overhovedet.Kun i hendes hoved var han.Fordi Jose havde en direkte adgang til hende, som havde han fundet en genvej til hendes tanker og følelser.Han var måske den eneste der ren faktisk brød sig om Millicent, som hun var....men det var nu ikke derfor hun fandt ham uundgåelig.Det var hans intenshed og hans nærhed.Han var altid så...tilstede og så opmærksom og nærværende.Hun syntes han var en fantastisk fyr.Empati og en brilliant hjerne havde han.
At Jose sikkert havde en hel vifte af andre sider...også mere rå sider, det havde hun en fornemmelse af, men hun mente nu ikke det var noget hun burde være bekymret over.
Måske var hendes held ved at vende? Stod planeterne anderledes nu, var de hende mere gunstig? Hendes lille bobbel var blevet ramt af nogle pragtfulde væsner...nogle hun ville støtte og være der for, hvis behovet og muligheden opstod.
Det gav endes liv en smule mening.
Hun så ned på sin ringfinger og smilede.Dét lille gyldne bånd omkring fingeren, gav det hele mening.

"Diego? Jeg tror vi skal sove nu? Jeg er virkelig helt kvæstet.Mit tilbud står stadig ved magt, vi kan ligge i hver vores ende i sofaen, if you please?"
Hvis ikke hun fik sovet, ville hun havde problemer næste aften, hvor hun både skulle arbejde nogle timer, og se Andrija.

Hun lod sig dumpe ned i sofaen igen, og glanede lidt på ham.Hun var ikke dum, hun fangede med det samme hvad han havde gang i .Det eneste der var plastret over hele Millicents ansigt var dorbløffelse.Han var forelsket i en? Eller havde været? Diego!
Godt nok var Amy da et fint lille navn....men ingen navngav piger de kissemissede med, bare fordi navnet var fint....nej for fanden...det gjore man udelukkende fordi man forbandt navnet med en bestemt person.
Hendes øjne var blide, da hun sagde.." hvem var hun?"

Han var faktisk ved at være en smule irriteret over, at hun spurgte, om han ville ligge sig i sofaen med hende. Det kom ikke til at ske. Han ville hellere sidde op og sove i lænestolen. Om det var af ren og skær stædighed, eller om det var fordi, han bare ikke kunne klare at være så tæt på Millicent, var han ikke sikker på. Han forstod heller ikke, hvorfor det betød så meget for hende, men uanset grunden, valgte han at ignorere hende.
Hun stillede for mange spørgsmål. Hun havde virkelig ikke ændret sig meget fra den pige, hun havde været for nogen år siden. Hun var stadig ligeså nysgerrig og forstod ikke helt, at det var noget, hun skulle holde næsen ude af. Mon hun selv vidste, hun havde denne irriterende egenskab. Diego tvivlede stærkt. Han forsøgte igen at trænge ind til hendes tanker, men det var så godt som umuligt efterhånden. Han kunne godt se hendes tanker, men efter at have kæmpet imod det mentale skjold så længe, havde han ikke rigtig kræfter tilbage, til rent faktisk at tage et videre kig på, hvad der foregik i hendes hoved.

Så snart hun spurgte, hvem Amy var, rejste han sig fra sofaen igen og satte sig i lænestolen. Han lukkede øjnene et øjeblik, men omgående så han et virvar af rødt hår og en ung pige, hvis fine, blå kjole hvirvlede om hende, mens hun snurrede rundt på dansegulvet. Diegos hånd om hendes talje. Hun havde været så smuk.
Hans øjne åbnedes igen omgående, men han så ikke imod Millie. Han satte albuerne på lårene og lænede sig frem med et tungt suk. Det var ikke ofte, at han faktisk genovervejede livet, men alle havde deres nedture. Og at tænke på Amy var sikkert den éne ting, der kunne få ham ned fra skyerne med et snuptag. Han knyttede næverne lidt og skulede kort mod gardinerne … Selvfølgelig ville han ikke gøre det. Han var ikke nogen forbandet selvmorder. Men han tænkte på det. Som han havde gjort så ofte før. En skam, at det skulle trækkes ud, når man blev brændt på den måde. Havde han været menneske skulle han blot have brækket nakken med et reb … Det havde sådan set også været hans plan B, før han havde mødt sin skaber.

"Jeg fortalte dig, der kun var to personer, der havde betydet noget for mig," begyndte han langsomt og smagte på ordet 'betydet'. Hvor var det sørgeligt, at der ikke havde været andet, der havde fyldt hans liv. "En menneskepige og min skaber … " Han smilede pludseligt skævt. Af en, der havde brugt et århundrede på at slå menneskepiger ihjel for føden, virkede det sært at tænke på, at en af dem faktisk havde været vigtig for ham. Han lænede sig tilbage igen og pressede kort håndfladerne imod sine øjne, mens han forsøgte at få billedet ud af hovedet … flere billeder … hans menneskeliv. Oh, hvor han dog hadede at tænke tilbage på det, og han måtte flytte hænderne og rive sig selv tilbage til nutiden, for ikke at blive underlig i hovedet af at se ansigter, han havde troet, han havde glemt.
Han så på Millie igen, selvom han - som hun nok havde lagt mærke til - ikke kunne lide øjenkontakt, når det gjaldt noget, der rørte ham så dybt … Eller når det omhandlede noget personligt i hele taget.
"Det var den der … rene, unge Romeo og Julie-kærlighed … " Han smilede igen, og selvom hans blik var rettet direkte imod den lyshårede vampyr, så han hende ikke rigtigt. Han lignede ikke nogen gammel mand, men hvis hun dog bare havde oplevet verden, som han havde det … Til tider følte han sig ret så gammel …
"Jeg ville have friet til hende … Men min fader havde allerede arrangeret mit bryllup med et skrækkeligt pigebarn, jeg aldrig havde mødt før, jeg blev fortalt, hun skulle være min brud … " Pludselig følte han en genkendelse komme over ham, og han var ikke længere sikker på, om han talte nutidigt eller om det, han lukkede ud, lød som vrøvl.
Det var overraskende rart at snakke om disse ting. De ting, han havde holdt inde i en mindre evighed. Hans hånd flyttede sig op imod hans bryst, hvor hans hjerte sad … Det gjorde ondt. Men det føltes ikke så tungt, som det havde gjort for blot et kort stykke tid siden. Han vidste selvfølgelig, Millicent kun kunne forestille sig, hvordan det ville være, men … han var sikker på, hun var empatisk nok til at forstå. Sikkert bedre end han selv forstod følelserne. De var så svage efter alle disse år. Han var hæmmet … handikappet, når det gjaldt følelser. Men nu stod hans hjerte i flammer.
"Jeg fik aldrig fortalt hende, at jeg elskede hende … Jeg fik aldrig kysset hende … Og jeg aner ikke, hvad der blev af hende, efter at min skaber trak mig ind i denne verden." Han lukkede øjnene igen. De brændte, og et øjeblik troede han, han skulle til at græde, men intet skete. Absolut intet. Han åbnede øjnene igen, mens han fornemmede en kulde ligge sig over de hede følelser. Hans krop nægtede ham at føle. Så snart, den slags sprang frem, lagde hans underbevidsthed en dæmper på det, for at skåne ham. Han følte sig pludselig hul. Tom. Og da han åbnede munden igen, var hans stemme hæs og kradsende.
"Men det er så længe siden."

Millicent var en tryghedstrunte og en puttepige, sådan havde hun nok altid været.Om det var en af årsagerne til hun ikke så ofte tog en tur på kærlighedens karrusel, det var der nok mange af hendes bekendte , venner og veninder fra hendes tidligere liv , der ville skrive under på.Hun var meget modig på mange punkter, men på det mest basale ...kærlighed...haltede hun noget bagud.
Indtil fornyligt havde hun end ikke anet at der eksisterede noget så fabelagtigt som vampyrer og dæmoner, for ikke at nævne engle.Hell...hun troede jo ikke engang på det var en gud! Så ja....at kunne fornemme Diego i den anden ende af sofaen, ville være tryghedsskabende, i en forholdsvis ny verden af kaos og nyt der skulle indlæres- og så ville Diego jo heller ikke dekrederet til en stol.

Hmm...han ignorerede hendes tilbud, hvilke betød at han var stang sikker på han ikke gad. Et lille antræk til smil, lå på lur i mundvigen.Troede Diego at det var en diskret måde at lægge an på ham på? En ugennemsigtig måde at give en invitation, som han dermed afslog? Ej....han måtte da kende Millicent bedre.Hun ville da aldrig trække en fyr i den retning, under dumme påskud.En ting var at være forsigtig men den der med ' ups jeg spildte på min bluse og NU er jeg nød til at klæde mig af....stort set helt nøgen...for ikke at have en sovseplet på min bluse, men du må endelig ikke se på mig, selv om jeg står her stort set nøgen, selv om jeg smider det hele, grundet den væmmelige plet, så er jeg faktisk meget genert' , den var da efterhånden som en forvasket og udslidt sweater. Hvis hun havde ønsket ham der...til en omgang hankey pankey, ville hun pretty much være så dum, at hun slet ikke ville havde spurgt.

Imens Diego tog flugten væk fra hende, fysisk...åbnede han langsomt...og måske en lille bid modstræbende den mentale dør op for hende.En ellers meget solidt lukket dør, åbnede han op for på klem, således at Millicent fik et kig ind.
Hun lyttede...bevæget af hans ord og af ham.
Hun gav ikke andre kommentager med på vejen,hun ville så nødigt afbryde hans historie.Først ved vejs ende, sukkede Millicent og bekæmpede en stor lyst til at fare over , knæle foran ham og med armene omkring Diegos hals, trække ham ind i et stort kram.Men hun gjorde intet sådan.Hun respekterede at han havde brugt for luft mellem dem .
"Som Romeo og Julie?" Hun gennemtænkte historien lidt. At have en så stor kærlighed for en person man end ikke havde kysset var en sjælden ting.I hvertfald i dag.Om det var hyppigere dengang, kunne hun ikke vide, men det var det måske nok.At bejle til en pige var noget med at gå ture på tomandshånd, og drikke te på verandaen, detv var ret anderledes og gik ikke blot ud på at flå designer undertøjet hurtigst muligt af dukkepigen.
" Diego...j-jeg ved sku ikke....måske du skulle tjekke ud hvad der skete med hende, med Amy? Ikke nødvendigvis lige de næste par dage.Det er ikke det jeg mener, men...du ved...sådan i al mindelighed.Få et closeure! Det er jo tydeligt at du...eh..stadig bærer rundt på store og dybe følelser omkring Amy...og dig."

Da han var menneskedreng.Hun tyggede sig lidt igennem det.Men...det var jo næsten en milliard år siden, eller..ja, meget meget længe.At bære en kærlighed i sit hjerte alle de år.Du gode...han havde sku nærmest flere følelser end Millicent, når det kom til alt.
De færreste mennesker kunne opretholde følelser for hinanden, bare længe nok til de kunne blive gamle og grå sammen.
Diego...var virkelig ulykkelig...,helt der,dybt inden i.
" Det er en smuk for form...kærlighed...meget ren, jeg misunder dig...og hende" sagde hun med et lille smil, og håbede at han forstod.Det var jo ikke slutningen der var misundelsesværdig— det gav sig selv— men at have oplevet en kærlighed så stor og så ren...bare fordi de kunne lide hinandens personlighed og selvskab, var....fantastisk.

"Så længesiden....og stadig så nærværende" lød det som en blid trøstende vuggesang fra hendes læber.
"Amy...du må få vished omkring hende." Millicent holdte en pause...og tog så en risiko da hun tilføjede...
" Diego...du gør andre piger til hende, det er tydeligvis ikke slut for dig....afsavnet efter hende vandrer hvileløst rundt og uvisheden nager dig....du må gøre noget for dig selv her!"

Så snart Millie åbnede munden, fortrød Diego at han havde sagt noget som helst. Han måtte holde op med at snakke med tøsen om den slags. Det kom jo alligevel ikke hende ved, og han vidste allerede, at det blot ville ende galt.
Difinitionen af galskab … At gøre den samme ting om og om igen og forvente et nyt resultat. Han var jo ved at blive gal. Han rystede på hovedet og sukkede dybt. Han havde ikke lyst til at sige noget. Han måtte passe på, han ikke åbnede munden for meget igen - han ville blot rive kæberne af led, hvis han ikke stoppede.
"Du ved vel, hvordan Romeo og Julie ender … De dør. Amy er lige så død som jeg er," at sige, Diego var en levende død ville ikke være meget trøst. Han var dog stadig et lig. Forhindret i at føle nogen af de mest basale følelser. Han så på hende med et tomt, koldt blik, som en fugtig tåge, der sno sig igennem tøjet og satte rystelser i gang.

Alt var bedre sådan. Når man ikke følte. Det var lettere at leve - lettere at være død. Selv hvis Amy levede, hvad ville det så betyde? Hun havde ikke været andet end en ung kvinde, der havde følt ung kærlighed. Som om hun ville have taget det ligeså alvorligt som Diego havde gjort. Som om hun ville se ham igen - eller overhoved havde skænket ham en tanke. Hun havde været en god pige. Smuk, renhjertet, smilende, uskyldig … Men år gjorde ting ved folk, de ikke regnede med, kunne ske. År ændrede en. Tid var en kælling, der ikke ville holde op med at kissemisse, før man lå på sine blødende knæ og stak pælen i hjertet for langt om længe at slippe væk.

Et sarkastisk, følelsesløst smil bredte sig på hans læber.
"Om et par år er dine forældre døde. Ikke lang tid efter vil alle dine gamle venner være døde. Alle, du har kendt som menneske." Han strøg en hånd igennem de sorte lokker og de isblå øjne blev røde igen. "De vil falde som fluer. Du kan ikke vente hundrede år og så tænke; Jeg burde tjekke, hvad der skete med Kevin!" Han lo. Mistroisk og hånende, før han vendte hovedet væk fra pigebarnet igen. Han forstod ikke selv disse sving i hans humør. Det måtte være eftervirkninger af, at få lukket sit følelsescenter ned.
Hans blik gled langsomt ned på sine hænder. Han skulle have haft en ring på, som Millicent. Han skulle have taget sig sammen blot en dag før.

Men det betød intet nu.

Hundrede år var gået. Og han kunne ikke fortryde noget nu. Han havde ikke tænkt sig at fortryde noget som helst. Han var glad for, at han ikke havde lagt og rådnet i jorden i en mindre evighed. Han var glad for, at han stadig levede i bedste velgående og nød livet i højeste gear. Hvad så om en enkelt menneskepige var død … Han kunne få alle de piger, han ville have. Mænd. Han kunne vælte sig i orgier - romantiske middage, hvis han ønskede det i stedet. Han kunne godt få en elsker ved sin side for resten af sit liv. Han kunne have én person, der … der med tiden ville komme til at betyde noget for ham. Han vidste godt, kærlighed ikke fungerede på den måde, men det var den eneste måde, han kunne få til at give mening.
"Jeg er tilfreds med mit liv, som det er. Tro ikke andet, blot fordi et dukkebarn skriger af mig. " Var det sådan, lykke føltes? Som tilfredshed? Men det tomrum …

Diego var som de fleste andre mænd, ikke udtalt begejstret for at pensle sine følelser ud i farverige strøg, for andre at se.Millicent nappede af de krummer han smed, og faktisk var han ikke så fedtet, han gav hende langt mere føde, gav hende langt mere af sig selv, end hun nogensinde ville have turde håbe på.Hun tog det som et godt tegn.Hans hjerte kunne stadig banke, selv om det stod stille.
Millicent fnyste..."ja...hun vil næppe være blevet så gammel ,det skulle da være lidt af et tilfælde" selv havde Millicent kendt en gammel dame, Fru Skotte....hun var 102 og i fin mental stand lige til det sidste.Det eneste aparte ved hende var , at hendes føde udelukkende bestod af Mazarintærter og kakaomælk.
"Men...ja klinisk er vi måske nok diagnostiseret døde, men ...helt ærligt...det er sku da noget underligt noget at sige , bare fordi der er nogle elektriske ladninger i vores hjerne der ikke længere får den fysiske del af kroppen til at udføre sit vanlige arbejde? Jeg mener...vi kan da både tænke, rationaliserer, sove ,spise, elske og slt muligt andet, men vi er ikke levende grundet et eller andet åndsvagt kriterie? Bull!" Mukkede hun, stadig ikke kommet til term med at hun var det...død
Diego blev mere hårdfør, og Millicent kunne mærke forandringen,som en klam hånd på sin skulder.
" Ja...de døde....vi kan ikke kontrollerer alle omstændigheder og slt omkring os, så vi får jo ikke altid vores happy ending...selv ikke når vi bestiller den over telefonen" hun smilede og strakte sig.

Oh det smil, DET kendte hun kun al for godt.
Diego afspejlede Andrija , et smil uden følelser og varme, og med en vis sarkastisk bid i.
Forsvar....det et skide forsvar, for at holde afstand til al det shit livet rammer en med.
Al det modstand og elendighed.Det er et værn ....,ikke alle havde styrken til at lade døren til sit indre stå åbent, for meget ville komme rendende år efter år, og man ville dø af smerte? Måske var set slet ikke i vampyrens fysiske gener, at de var så kolde....men mere en egenskab de tilegnede sig, først for at kunne forholde sig til selve transformationen og de nye leve kår....og måske blev de magt liderlige, når deres styrker og skønhed, dæmrede og de opdagede hvad de var istand til? En mild form for vanvid ? og siden hen var det for at beskytte sig?
Ej...hendes tanker var på afveje, hun behøvede søvn nu.Alt for meget skulle bearbejdes, hvilke skete når man sov.Mon også det galdt deres race?

"Jeg gider ikke høre om de alle dør.På deres vegne vil jeg begræde deres tab.For mig vil det være nemmere, det er...tragisk...at de lever nu og jeg ikke kan være en del af deres liv længere.Det er forfærdeligt at minder
fader væk , uge efter uge nu.At min menneskelige hjerne omtåges imens andre instinkter bliver vækket."

Hun lavede en samlet konklution...." Livet kan bare ikke bygges op over en enkelt person, det er for skrøbligt.
De dør eller svigter altid i sidste ende,du gør det rigtige Diego....giver dit liv indhold og mening, og når du er intet andet end tilfreds, så er du klar til at lukke en ny kvinde ind.Hvis du ønsker?"

Selvfølge var hun ikke selv det mindste istand til at følge sit eget råd, men sådan var det jo for mange.
Skrædderens børn havde altid huller i tøjet, ikke?

"Elske og rationalisere," han grinede lidt og rystede på hovedet af hende. "Måske er vi levende døde, men velfungerende er vi ikke. Om et par år vil du have lært vampyrinstinkerne bedre at kende, og det vil blive sværere at se det rationelle i, hvad du tænker som normalt nu. Menneskers etik, for eksempel." Det sidste blev tilføjet efter at have tænkt i et par sekunder over det. Noget, han bestemt ikke forstod mere, var etik. Han havde ingen etisk fornemmelse overhoved. Og egentlig var der heller ikke noget, der kedede ham mere end dét.

Det var godt nok ikke, hvad han havde regnet med at høre fra hende. At Diego gjorde det rigtige Hvad i al verden var der pludseligt gået af hende? Havde hans forfærdelige, følelsesløse livsfilosofi endelig trængt ind til hende? Han håbede det ikke rigtig … for hendes skyld … Det virkede for Diego selv, men det ville fuldstændig ødelægge Millicent. Hun var for menneskelig - for blød og følende - til at kunne gøre den slags. Hun kunne ikke gå igennem livet uden ar, og det var vist også noget, hun havde brug for.
Måske var Diego bange for at få ar. Bange for at føle - eller blot fornemme - at han var i stand til at elske og blive såret. En sådan ting ville ødelægge ham, og det ville han ikke se i øjnene.
Det var sjovt, hvordan de to bar totale modsætninger, og hvis de skulle bytte liv for bare én dag, ville de sikkert ikke være i stand til at klare det.

Han var faktisk en smule fascineret af, at høre hende snakke om de folk, hun havde kendt engang. Måden, hun snakkede om dem. Det var så fremmed for ham. Den tanke, at man ville være i en anden persons liv. Når det ikke var en person, man elskede, vel at mærke. Det havde han jo kendt for mange år siden. Men kun to personer havde været så vigtige for ham. Selv ikke hans familier havde været så vigtig, at han var ked af, ikke at være i deres liv mere.
"Når du siger det sådan, er du vel også forberedt på at din dæmon vil svigte dig." Han lagde hovedet på skrå. Mon hun overhoved havde tænkt så langt. Egentlig havde Diego det jo nemt. Han skulle aldrig tænke på at svigte eller blive svigtet. Han havde ikke den slags forventninger til andre, at han var i stand til at føle sig svigtet. "Jeres forlovelse undre mig … " Ordene var henkastede, men der lå mange tanker bag. Hvordan to personer, der ville leve i evigheder, troede, de kunne holde sammen for evigt. En ægte evighed. Det var fuldstændig latterligt i Diegos verdens billede. Han var komplet uvidende om, at nogen faktiskhavde så meget tiltro til hinanden. Tiltro var bare et ord, der var opfundet for at gøre litteratur mere spændende. Man skal ikke have tiltro. Man skal ikke stole på nogen.

Han halvt lå, halvt sad i stolen og lod øjenlågene glide i. Han var træt. En smule i hvert fald. Det var på tide, de fik noget søvn.
"Folk, der føler, er masochister … De bliver ved, selvom de ved, de vil blive sårede."

Hun lo og hendes øjne slog smut i skæret fra en lampes blide orange lys.
"Måske skulle vi slette den terminalogi og omdøbe det til anderledes levende?..helt ærligt, jeg føler mig ikke sådan død...ikke rigtigt altsår.Min Oldemor Marry, hun er død! Ingen har set eller hørt hende tale efter hun fik bort, og gå kan hun sku heller ikke længere.Ormeføde...deeeet er hun tilgænd mester i at levere"

Hvor meget hun end ville, kunne hun ikke række en hånd ind i sig indre, lukke stramt til om hendes personlighed og bare rive til ...vriste den løs...og så flå den ubamhjertig ud.Kunne hun ville hun nok gøre det.Men at ændre på hvem man var, var en længere proces, og det var da muligt at tiden,månederne og årene ville arbejde for hende...ville støtte Andrija i hans sag, og endelig ville puste et andet liv ,en anden adfærd ind i hende.Det var bare meget svært at forsille sig fremtiden, når man stadig stod og kæmpede med at forstå nutiden, og ikke huskede en skid fra fortiden.
Men sikkert var at hun allerede nu, i sit så korte vampyrliv, havde adskillige ar på sin sjæl...hun var som en svamp der sugede alle nedsættende ord og hånlige bemærkninger til sig.På de private områder....på dem der omhandlede hendes hjerte.
I alle andre henseende slog hun fint tilbage og havde intet mindreværd.Hmmm...hun var ikke blevet en kende mindre kompliseret af at blive vampyr ,måtte hun bare se i øjnene.

Millicent strakte sig og lænede hovedet mod sofaryggen, men ved Diegos næste linie, spændtes alle muskler i hendes krop og hun sad med et helt rank.En form for forsvar...et bid...en advarende undertone krøb ind i hendes ellers så blide stemme.Hun ville ...hun kunne ikke angribes på hendes aller mest udsatte punkt, et stød i centrum der, og blodet ville flyde frit, så Millicent iførte sig straks en rustning.
"Nej, det er jeg da ikke forberedt på! Jeg stoler på Andrija, og kan jeg ikke stole på ham jeg er forlovet med, så ved jeg ikke hvem jeg skulle"
Hendes ansigt lå i de neutrale folder som hun havde lært, men øjne og stemme havde hun stadig sit hyr med at få til at adlyde.De afslørede forsat hvad der stak hende, lige der under overfladen.
At Andrija kunne vende sig imod hende, såre hende helt med vilje på en utilgivelig facon.At han ville svigte hende lige før målstregen var en tanke så ond, så altudslættende at hun ikke kunne have den nær sig.
Hun vidste godt at hvis man talte hundrede og hundrede af år, skulle man være af et meget særligt stof, hvis man stod sammen, men...men....ja hvad vidste hun?
Hun vidste at hun var en ung forvirret kvinde, en vampyr der havde overrakt en dæmon sit hjerte og hun forventede at han passede på det, passede på hende.Og nej....han måtte ikke faile, det ville med garanti blive hendes skæbne, hendes endelige.Alligevel ....alligevel....var der en tvivl, og hun hviskede som forsøgte hun overbevise sig selv, imens hendes rustning blev opløst, ufrivilligt.
"Det ville han da ikke?"
Det væreste var at hun VIDSTE Andrija ville sige at han var hos hende så længe hun var spændende, og så var han smuttet.
Millicent kunne mærke tårer presse sig på.Kunne nogen være spændende i en evighed, uanset hvor hårdt de prøvede, uanset hvor meget de ønskede? Hun kunne mærke fortvivlelsen inden i.
Hvordan skulle hun dog kunne forblive spændende i hans øjne?
Millicent blinkede hæftigt et par gange ...fik en smule kontrol tilbage og fnøs herefter let..."ja? Den undrer også mig, og garanteret Andrija mest af alle" hun drejede lidt på ringen.
Måske en dag hun ville fortælle Diego om optakten til forlovelsen, men ikke i nat.
Hun krummede sig sammen i foster stilling, og trak et tæppe over sig.
Hun smilede ud i det mørke rum..."Diego...du er dejlig at snakke med.Du er klog. Sov godt"
Hviskede hun, og lod hans ord blive hendes vuggevise denne dag.
"Folk, der føler, er masochister … De bliver ved, selvom de ved, de vil blive sårede."
Han var klog! Og hun ville ikke uddybe hendes relation til hendes Luzar yderliger.

Hun var tydeligvis kun et barn. Hun forstod ikke, at omfavne sin skæbne og se i øjnene, at hvad hun følte ikke længere var vigtigt. Hul i, om hun følte sig levende eller død. Hun var død. Og hun kunne ikke forklæde det i sit "anderledes levende". Det måtte være det mest lattelige han nogensinde havde hørt og han rystede bare på hovedet af hende. Det, der afgjorde, om man var død var jo trods alt ikke, om man var ormeføde, men om hjertet stadig bankede, om man trak vejret og om ens hjerne stadig fungerende. Kun sidstnævnte fungerede nogenlunde og det vidste hun også godt. Derfor lod han det også falde til jorden. Der var ingen grund til at belære hende om noget, hun var oplyst om, blot fordi hun i øjeblikket havde et mindre sammenbrud over emnet.

Det var kommet ret bag på Diego, da Edmund havde sagt, at han var fascineret af Millies menneskelighed - var det ikke det ord, han havde brugt? Tja, noget lignende. Diego havde aldrig før mødt en vampyr, der faktisk satte pris på den slags. Men Edmund havde også altid været noget for sig selv. Gad vide, hvordan Millicent og Edmund ville klare sig sammen … Han havde desværre på fornemmelsen at Edmund ville blive knust og Millie frastødt.
Hvor var det egentlig morsomt. Millicent som hjerteknuser! Hun var vist mere typen, der blev knust. God ting, Edmund havde Charlotte til at våge over ham. Det ville kræve så meget af den gamle mand at finde kærligheden igen …
Hvor meget om det ville kræve afDiego at finde kærligheden … Mon det overhoved var muligt. Men han ville aldrig indrømme, at han savnede det … Savne at blive rørt ved med ømhed i stedet for … tja, hvad man nu kunne kalde de falske følelser, der blussede rundt i en - og i ens underliv - når man havde revet et fint dukkebarn med sig hjem fra byen. Opstemthed, måske.

Han så på hende, da hun begyndte at forsvare sin dæmon. Han rystede blot på hovedet og sukkede dybt. Hvor var hun naiv. Hun skulle have nogen til at beskytte hende. Men Diego var ikke kvalificeret til at tage sig af andre end sig selv, så han måtte blot håbe, at hun havde ret i, at dæmonen ikke ville gå bag om ryggen på hende.
Hvem hun ellers skulle stole på, huh …
"Du kan ikke stole på andre end dig selv." Det var det, han havde levet efter i femoghalvfjers år. Efter han havde mistet tilliden til sin skaber. Han vidste, hvordan det påvirkede en, og han var bestemt ikke ked af, at han ikke kunne føle den smerte, hun kunne. Den urolighed i hendes stemme var så fremmed … Det skræmte blik … Han sukkede bare af hende.
"Jeg kender ikke fyren … Men du må snart til at forstå, at du er udødelig." Han rettede sig lidt op og så på hende med et par smalle, røde øjne. "Når man lever for evigt mister ´'till death do us part´ noget af sin betydning, synes du ikke?" Måske var det det, der holdt ham fra den slags? Et udødeligt liv betød blot, at man kunne blive såret endnu mere. Endnu længere. Man vidste ikke længere, at der lurede et endeligt rundt omkring næste hjørne, med mindre nogen altså kom stormende med en træpæl eller bandt ham fast i mens solen stod op …
Et øjeblik fortrød han, at han nogensinde var stukket af fra sin skaber og overvejede faktisk at finde ham … Men han skubbede hurtigt tanken væk igen. Hvor var han dog latterlig at tro, det ville føre noget godt med sig …
"Sov godt," mumlede han mekanisk.

Hvor havde hun dog svært ved at forligne sig med denne så kliniske tankegang.
Det var lægevidenskabens kritier for hvornår man var død, at man hængte sin hat på her...og hvorfor? Hvornår havde den kvalificeret sig til at have en mening om hvad en vampyr var?
Det gav jo ikke mening....den selv samme lægevidenskab der til en hver tid ville benægte at vampyrer overhoved eksisterede.Deres lille regelsæt var tydeligvis ikke strikket sammen til den mere ...alternative verden og dens racer, så hvorfor mente Diego at hun var så langt ude med sit ' anderledes levende'? Millicent følte sig ikke overbevist om at selv hele den hvide lægestand , ville bruge ordet død om hende, hvis de fik hende placeret på et undersøgelsesbord.
Hans opgivende rysten på hovedet lod hende vide, at han fandt det aldeles håbløst og hun ...derimod...fandt det morsomt.Her var endelig et punkt , hun ikke klamrede sig til plejer men var parat til at gå og udforske nye veje og så nægtede Diego...den vilde og frie vampyr...at tænke ud af de snævre og indskrænkede rammer.sjovt.

Millicent ville nok blive rørt over de selvevalueringer der så småt var begyndt at komme til live inden i Diego.
At indse man ønskede kærlighed og ægte ømhed....at anerkende der var en kvalitets forskel på dette og på almen lyst ,morskab og begær var noget af en mundfuld.Særligt hvis man ikke havde kærlighed i sit liv.Det var jo derfor man led alle kvaler og smerten satte bidmærker i ens sjæl.Hvorfor skulle man ønske det frivilligt?
Fordi....,det var så livsbekræftende....der var noget så smukt og sårbart....noget så brutalt og ægte over at gøre det, og Millicent troede ganske simpelt på, at ens svagheder i virkeligheden var ens styrker...når man engang lærte at bruge dem ordenligt.Det gik hun så ikke og snakkede al for højt om.
Men hun kunne godt lide at Diego havde flere og dybere sider.....og han burde have en pige der dagligt nrusede ham over med kærlighed.ja!

Hun rullede ned på ryggen og snuppede en pude, som hun lagde på sin mave.
"Du lyder som min far....min øh...daværende....ja eh...far, du ved.[i]Du lan ikke stole på andre end dig selv[i]" gentog hun drillende.Hendes far havde været en rigtig lysslukker.Gud ved om han nogensinde havde lagt sit hjerte ud for hendes mor?
Diego sagde han ikke kendte fyren...og Millicent begyndte at grine..." nej?...det gør jeg sku heller ikke"
Hun lagde sig på siden og smækkede puden under nakken nu.
Der ville nok gå mange år før hun kom under huden på Andrija.Hun kunne godt misunde piger med lidt mere ...nemme...kærester, hendes var så røv besværlig....men igen, det var måske det hun havde brug for?
Årh...hun var træt....
" Ja ja....for evigt...så må man nok heller være mere omhyggelig med at udvælge sine bryllupslyfter...eller? Det var ikke det du mente!" Hun blinkede til ham og lukkede dernæst øjnene i, for at byde søvnen velkommen.

------Jump------

Himlen var indfarvet i orange,gul og rød.....den spæde rest af dagslyset var ved at bøjeunder for mørkets styrke og sorte sind....aftenen var for alvor trådt i kraft og snart ville natten atter dominerer.

Millicent satte sig op, i en hurtig bevægelse og så sig uforstående omkring.
Årh...ja...hotellet...Diego!

Diego vaglte at lade ordene passere. Der var ingen grund til, at han skulle fortsaette ud af en blind vej. Men Millicent havde faktisk ret. Han var maaske en frisindet person. En fri sjael, men ... Naar ting ikke gik, som han var vant til, tog han afstand, og Millie havde en del tanker, der fik han til at reagere saadan. Han var gammeldags. Routine var trykt for en gammel mand. Selvom den routine saa gik ud paa at knalde en ny person hver nat, for saa at synke taenderne i vedkommende. Og selvom han havde vaeret forud for sin tid, var det svaert ikke at savne den lidt. Det havde vaeret enklere dengang. Folk satte ogsaa spoergsmaalstegn ved ting dengang, men nu satte folk spoergsmaalstegn ved ALT!

Hans oejne gled i, og langsomt med sikkert tog hans underbevidsthed dykket imod en groeft af de minder, fantasier og droemme han havde haft i aarenes loeb - de, der var vaerd at huske vel at maerke. Alle om en ung, roedhaaret kvinde eller en herre, der var paa vej imod de sidste aar af sine tyvere, men hvis glimtrende oejne og charmerende smil ikke lagde skjul paa, at han var vampyr.
De to personer, for hvem det var lykkedes at stjaele hans hjerte.

Da han vaagnede, laa han paa gulvet med det ene ben oppe i stolen. Han havde i de sidste par timer foelt alt det, der havde pressert sig paa, og hans indre foeltes underligt kodt. Han trak benet vaek fra stolen og satte sig op. Et menneske ville have frygteligt ondt i ryggen efter den omgang. Godt, man ikke var menneske. Han vente sig og saa imod Millie i sofaen uden at sige noget. Han foelte sig en smule nusset, kroeellet, om man ville, og hans haar var i uorden. En tilstand man ellers kun saa Diego i, naar han rejste sig fra sengen af andre aarsagr end soevn.

Millicents søvn havde været drømmeløs.
—Eller...det var faktisk et godt spørgsmål OM den havde været det? Mennesker kunne ikke undgå at drømme.Det var hjernens måde at tanke op på, at undgå overload og forhindre at det blev kaos.Mennesker havde forskellige stadier af søvn, hvor drømmesøvnen var den ene.Elektriske impulser....var nøgleordet her.
Men hvad havde vampyrer så? Der var ingen svingninger i hjernens sjippetorv hos dem, kunne de så drømme?
Millicent kunne ikke huske at have drømt som vampyr, men det kunne hun heller ikke som menneske.Kun yderst sjældent huskede hun en drøm.
Hun lagde en hånd på sin pande, og så på Diego.
" Sovet godt?" Sagde hun blidt og et smil kravlede over læberne på hende,da hun så Diego mosle sig op på stolen.
" Det er da dejligt at se du ikke fortryder at have snuppet sofaen....med eller uden mig som tilbehør" drillede hun og og forsøgte at justerer lidt på håret der helt garanteret sad på hovedet.

Hun håbede at deres værter ikke ville have noget imod hun lige friskede sig bare en smule op?
Og bagefter måtte hun virkelig se at finde Andrija.Om han ville være komplet ligeglad med hun blev og sov ude....eller om han var pisse vred eller noget midt i mellem? Hun anede intet om hans reaktion.
Hun mistænkte at han godt kunne være en smule ' dette er mit territorie ' agtig, men nok mest overfor andre mænd.Dybest set var han sku nok lige glad med hvor hun sov, og hvor mange orgasmer hun fik med andre mænd , under et måltid.En rynken kom til synes over hendes næse.Hun havde det ikke godt med den måde at anskue det på, og hun håbede ved den søde grød, at hun her tog fejl af Andrija.....men hun tvivlede.

" Diego....kan vi drømme? J-jeg ....ved ikke om jeg gør det....gør du?" Spurgte hun og svingede stængerne ud over sofaen og skubbede dynen tilside.
Millicent rejste sig og stod kort efter ved et vindue, hvor hun forsigtigt med et par fingre, listede mørklægnings gardinet lidt til siden, for at tjekke vejret udenfor.
Mørket var faldet på, hun ville gætte på den var omkring 16.30 ...i vinter perioden havde de mere tid at rutte med, skønt.

Hun kastede et blik mod den lukkede dør , ind til Edmund og Charlotte.Hun håbede ikke at Diego og hun havde generet dem . De havde været yderst gæstfri, og Millicent måtte finde en måde at takke dem på.
" Jeg håber ikke vi larmede for meget i aftes? " lød det til Diego...og så begyndte Millicent selv at grine..."Ej, det lød da helt forkert...jeg mener med Amy og Adrian og al vores snak" afsluttede hun , med et henkastet smil.