The Secrets We keep , The lies Within

Diego ignorerede hende blot. Det var en fin måde at bilde hende ind, at han ikke hørte hende. Det glædede Edmund at se, hun faldt mere til ro, men han vidste ikke helt præcist, hvordan han skulle svare hende på, hvordan det var at leve i en ung krop. Og så begyndte hun at stamme hakkende over at Edmund oplevede noget så almindeligt som kærlighed. Han rynkede let på næsen. Han kunne fornemme hendes afsky og sukkede så tungt. Han var ikke sikker på, han ville kunne forklare Milliecent noget, hvis hun viste sig at være en person med et lukket sind.
"Det værste ved at være evigt ung er i virkeligheden, at skulle kæmpe imod sådanne ting … Fordomme … Misforståelser." Han smilede skævt. Uskyldigt og også lidt magtesløst. Han var ikke vred på hende … Han forstod det skam godt. Han ville sikkert også have været lidt chokeret, hvis deres situationer havde været omvendt.
"Men man lærer ting andre ikke gør … Ser ting andre ikke ser … Og man slipper for en del problemer, voksne skal kæmpe med." Han skævede imod Charlotte, der var stivnet en smule. Kulden i hendes blik var en advarsel. Hun var ikke en nær så venlig sjæl som Edmund …

Diego rynkede brynene, da han så hvad Millie tænkte og han rystede bare på hovedet af hende … Han havde lyst til at sige noget højt, men var ikke i stand til det, eftersom det også bare ville gøre Edmund forlegen.
*En otteårrigs krop er ikke udviklet nok til sex … Det burde du vide.* Han forsøgte at smile beroligende til hende. Han tænkte, dette var den perfekte mulighed til at afprøve sin anden evne lidt. Tankemanipulation. Han forsøgte at rive de billeder ud af hendes hoved, men han måtte bruge en del kræfter på det, og alt der skete var blot, at de blev lidt slørede. Det undrede ham ikke … Hans evne var bedre tjent til at holde folks koncentration - for det meste for at holde den væk fra Diego - ikke til at redigere minder og tanker. Men han havde da forsøgt, og det betød vel … at han på en eller anden måde var hendes ven, gjorde det ikke?
Diego kendte til Edmund og Charlottes forhold. Men han vidste, det kun kunne være et romantisk og følelsesmæssigt et … Men han havde også set i Edmunds tanker, hvordan det nagede ham. Drengen ville vel ikke bilde Millie ind, at han havde det fint i den krop, ville han?

Edmund rynkede brynene lidt og så ned på sine hænder i mens han overvejede, hvad han skulle svare Millicent.
"Jeg synes ikke, det er egoistisk … " Han så op på hende med et forsigtigt smil. Over i den anden stol knyttede Charlotte næverne og bed hårdt tænderne sammen. Det varede dog kun et øjeblik, før hun ikke kunne holde det tilbage længere. Hun sprang op fra stolen.
"Du kan ikke byde nogen sådan et liv!" Hun så på Millicent med indædt vrede. Edmund så op med chok malet i det lille ansigt. Han åbnede munden for at tale hende til ro, men før han nåede det greb Diego fat i hendes arm - lige i tide til at stoppe hende fra at angribe Millie i rent raseri. Han trak hende ind i et rum ved siden af og fik hende talt til ro. Edmund stirrede efter dem. Det smil, der havde været fastmalet på hans ansigt igennem hele mødet, var nu forsvundet … Han trak benene op i stolen og virkede pludselig endnu mindre.
"Det er virkelig ikke så slemt … Når folk lærer at se på en som en dværg i stedet for et barn … " Han så op på hende og fremtvang et svagt smil. "Tag dig ikke af hende … Jeg synes, det er rørende, at du har nok af din menneskelighed i behold til at ønske et barn."
Diego kom ud af rummet igen og satte sig tungt i stolen. Charlotte blev tilbage og ingen nævnte et ord om det.

Havde hun haft det- et lukket sind, ville hun sikkert på forhånd allerede havde dannet sig en mening, om det at være dømt til at leve i uendeligheden i en barne krop. Millicent var åben og søgte jo svar....var ikke skræmt af at skulle møde fremmedartet motiver , motiver der ville være gemt bag de lukkede døre.Døre , som hun nu forsøgte åbne , for at snige sig til et glimt af livet bag.
Hendes øjne ville møde , ville stifte bekendtskab med anderledes, udfordrende og alternative måder at leve på...og hun var parat til at face dem- sådan da.Det betød dog ikke , at hun ikke ville fremkomme med reaktioner...i et eller andet omfang.
En stor flok af tanker,holdninger og følelser i et kulørt virvar, dét havde hun.
Men hendes signaler var for kraftige, og blev opfanget af dem alle.Millicent var jo ikke fordomsfuld, hun forsøgte at forstå...selv de ting der gav hende underlige pics i sit hoved, forsøgte hun at finde hoved og hale i.
"Undskyld...jeg ved hvordan det må se ud...hvordan det må lyde.Jeg er meget....fordomsfri...og dømmer ikke folk ud fra...noget de ikke selv er herre over, naturligvis skal man ikke leve et lang liv uden kærlighed."
Edmunds lille skæve smil, klappede hende på hovedet, trøstende og lod hende vide at han ikke tog det ilde op?
Han blev garanteret bombarderet med reaktioner af alle mulige - og helt umulige slags, like all the time, så Millicents måtte vel være tyndt øl, hvis man satte det lidt i perspektiv?
Hun kunne af en eller anden besynderlig grund, lige med et fornemme...ja hun fornemmede Diego i hendes tanker,..i hendes hjerne...men da hun ikke vidste hvad han ville, skubbede hun ham ud, og masede for at få ham væk....hun kunne dog ikke helt smække den mentale dør i ansigtet på ham, han havde stadig et ben inden for.
Millicent forstod intet, anede ikke hvad fanden det var der nu skete...men hun måtte tale med Diego bagefter..finde ud af hvad det var.
Millicents anden evne var begyndt at vågne op fra sin dvale, lod det til- hun selv var helt uvidende om det.

Hun var glad for hun ikke var alene om det her.At Diego var her , var en trøst og selv om hans forsøg på at hjælpe efterlod hende...i vildrede...Både med ' hjerne indtrængningen' og havde de eller havde de ikke et fysisk forhold, Charlotte og Edmund?
En erfaren fyr som Diego måtte da vide, at der var mangt en måde at forkæle kvinder på, selv med en krop der ikke var ret udviklet...og hey...nogle mennesker kunne finde tilfredsstillelse , i selv meget mindre børnekroppe, men den gade skulle de slet ikke betræde- det var misbrug og en helt anden kamp arena hvor man helt sikkert kunne finde Millicent som gladiator, any given day.

Millie nikkede...og forstillede sig hvordan en som Edmund kunne liste sig meget ubemærket rundt, og opsnuse lidt af alt...vigtig i formation.Mon han udnyttede det?
" Jeg er glad for du ikke synes det ikke er eg.." - før hun havde talt færdig, sprang Millicent op og helt pr instinktiv sprang hendes tænder frem.De bliv synlige da Millicents overlæbe blev trukket forvredet op imens hun først nærmest knurrede og et advarende hvæs bagefter svævede fra hende og videre ud i luften...næsten som røg der exhaleres.
Hun ænsede ikke andet end Charlotte, hvis vrede ...eller var det had? nærmest lyste som en laser ud af hende.
Hvis det ikke var fordi Millicent var direkte truet, ville hun sikkert havde forsøgt at forklare sig — og lytte til Charlottes indsigelser...de var jo ligeså vigtige at høre...to sider af den samme sag, men Charlotte var blevet ' personlig' og godt nok var Millie en venligsindet og meget atypisk vampyr, men de dyriske instinkter de lå der...lige under overfladen og i en situation som denne, tog de simpelthen bare over og handlede på vegne af hende.
Diego dukkede op ved Charlottes side..." Få hende væk..eller" * jeg flår hendes fucking hoved af ,Diego*snerrede hun i sine tanker og kylede dem afsted mod Diego.
Millicent kæmpede med at tage kontrol, over dyret i hende...da Diego halede afsted med Charlotte.

Hun blev stående...lidt tid...men der lød intet tumult fra det andet rum.Diego måtte have yderst gode overtalelses evner.
Langsomt...kom hun til sig selv.Tænder blev trukket tilbage og hun vendte sig mod Edmund.
Det gjore ondt at se ham sådan...selv om han forsøgte at glatte ud, stod det vist tydeligt for dem alle, at det emne forvoldte en del problemer for både Edmund og ikke mindst Charlotte.
" undskyld..for optrinet" skyndte hun sig at sige.Hun ønskede ikke at ære årsag til ballade mellem nogen af dem.
" De fleste finder den ellers...malplaceret" sagde hun og et skævt ironisk smil gav hun ham.
Selv hendes forlovede..han havde sat det som sin masteropgave at befri hende for den...for hendes følelser og hende empati, hun skulle blive en ' rigtig' vampyr- og han glædede sig til dagen kom.Bare han ikke glædede sig forgæves.
Han ville blive målløs, skræmt, skuffet, forfærdet om han vidste hvad hun gik med af tanker...om børn.
Bare det at gå på knæ....udfordrede hans maskulinitet.Millicent rystede på hovedet.
Hun modsatte sig lysten til at gå over og kramme Edmund, hun måtte huske han ikke var den lille blonde unge hun så foran sig, men ....gud hvor ens øjne dog gerne ville lade sig snyde...ellers ville de måske netop ikke det- i al fald var det meget mere vanskeligt end hun forstillede sig, at abstraherer fra hans look.
" Hvad er Charlottes største modstand mod dette? Ved du det..? Jeg er virkelig interesseret i at høre, men noget siger mig hun helst er fri for mine spørgsmål , lige nu" sagde Millicent blidt.
Diego kom tilbage....ingen sagde noget...og Millicent så fra den ene til den anden..og brød så den indforstået tavshed.
" Du gode gud...er hun okay eller? Skal jeg gå?" Hun så på Diego..

"Hun har det fint." Diegos stemme var følelsesløs. Han havde fået nok drama for én aften. Han hang lidt i stolen og lukkede øjnene. Han satte albuen på armlænet og støttede hovedet i hånden. Charlotte var hurtigt faldet til ro, da Millicent var ude af hendes synsfelt. Men han holdt stadig øje med hende i sine tanker.
Jo, Diego vidste godt, at der var andre måder at tilfredsstille en kvinde på. Men han vidste også, at direkte samleje var ude af billedet for Edmund. Hvordan de to ellers var omkring hinanden fysisk, var noget han havde holdt næsen ude af. Han havde stor respekt for Edmund og ville ikke invadere hans privatliv - især ikke på punkter, han vidste, han havde det ubehageligt med at snakke om.

Edmunds opmærksomhed var på Diego et øjeblik. Han observerede ham. Taknemmelig for, at han havde talt Charlotte til ro, men også bekymret over vampyrens noget udmattede udseende. Han vendte dog opmærksomheden imod Millie igen efter afbrydelsen, for at svare på, hvad hun havde sagt.
"Jeg finder ikke din menneskelighed malplaceret. Du er heldig, du stadig er i stand til at føle. Der er vampyrer, der er mindre heldige." Han skævede imod Diego, der ikke reagerede overhoved. Han sad stadig med lukkede øjne og lyttede tilsyneladende ikke engang.

Edmund var stille et stykke tid. Han var sunket lidt ned i stolen og smilet på hans læber forsvandt for at komme tilbage, for at forsvinde igen … Han forsøgte, at se glad ud, men det virkede ikke særligt godt.
"Tag dig ikke af hende … Somme tider har jeg mine nedture … Og de påvirker hende ret meget." Den lille barnestemme knækkede og han knyttede næverne. "Du ved … tidspunkter, hvor jeg bliver lidt overfølsom … og vred over at være fanget sådan her … " Han trak forsigtigt på skuldrene og hans blik rev sig væk fra Millie og ned på sine hænder. "Men alle har vel deres nedture."

Diego rørte ikke på sig, men det kriplede i fingrene for at sige til Edmund, der ikke var nogen grund til, at han skulle lade som om alt var fantastisk, når han tydeligvis var ked af det. Diego havde aldrig set Edmund græde eller hørt ham brokke sig, selvom han vidste, fra hans tanker, at det var hvad han ønskede at gøre meget af tiden. Han forsøgte at smuglytte til Millies tanker, men da han mødte modstand, blev han nervøs for, om der muligvis var et eller andet galt. Han flyttede sig stadig ikke, mens han forsøgte at smutte igennem hendes barriere, men det føltes umuligt, og han kunne ikke se utroligt meget, men dog kunne han opsnuse brudstykker.

Millie måtte vel allerede vide, at hun blive møde mange, der var modstandere af at forvandle et barn, hvis hun gjorde det. Hun måtte være forberedt på, at folk reagerede som Charlotte - måske endda værre. Mere aggressivt.
"Hvor gammelt et bar er det, du ønsker?" Edmund så op på hende. Han forsøgte at holde sit udtryk neutralt, men en hvis uro var der dog bag det uskyldige blik. Han ville ikke være den, der forhindrede hende i at få et barn, men han håbede for barnets skyld, at hun ikke ville forvandle det i en FOR tidlig alder.

// Undskyld, det blev så kort. Men jeg håber, der er nok til at du kan skrive et af dine fantastiske svar <3 *Smigre sig ud af sit kreativitetssvigt.* //

// Aldrig undskylde for et indlæg ...ikke til mig :) man skriver hvad man lige føler....uanset om det er en novelle eller to linier.....desuden skriver du altid spændende og indlevende//


Millicent nikkede til Diego.Godt...det var udmærket at hun var faldet til ro, det ville på ingen måde gavne nogen af dem, hvis de skulle til at vise tænder og smide hinanden rundt.Hun ville gerne vise respekt, optræde korrekt, da det både var Diegos venner og så var der den kendsgering at Edmund iøvrigt var enormt sød.
" Tak..fodi du lige...trådte ind" lød det i en mild tone, så let som en sommerbrise og meget anderledes end den forvrængede knurrende lyd, fra før.
Millicents øjne blev et øjeblik ved Diego.Han så virkelig udmattet ud.Han havde selv nævnt at han manglede blod, måske skulle de se at runde af her, så han kunne få noget at styrke sig på? En svækket vampyr kunne aldrig være helt godt." Diego?" kærtegnede hendes stemme ham.." Vi kan gå lige om lidt...du skal have mad..eller..ja,du ved" hun lavede en lille grimasse, over sig selv og hendes fumlerier.
Millicent måtte takke Charlotte på et senere tidspunkt, for hendes gæstefrihed og tålmodighed, og vise at hun var tilgivet hendes ...udbrud.

Edmund...han overaskede stort. .og positivt.Han havde virkelig intet imod hendes medmenneskelighed? Så det lidt som en gave.Besynderligt...hun havde fået det indtryk at alle vampyrer ville se hende som en plet af skam på deres fine hvide og stive puds. Så det var meget underligt at modtage et nærmest kompliment fra den lille...øh fra Edmund.
" Tak...men jeg tror den på sigt vil skade mig mere end den vil glæde....du ved...alle de følelser man altid slæber rundt med i den mentale oppakning," hun smilede svagt og valgte at benytte humoren til at tage broden af alvoren.- Også Edmund så træt ud.

Edmund....han led jo under det, under at have den krop altid,Det emmede nu ud fra ham, fra hans stemme, hans øjne og hans små træk.Hn kunne ikke skjule det for hende, som han sad der.Han kæmpede med det, måske langt oftere end han var parat til at stå ved- og anerkende , også overfor sig selv. ' Alle har deres nedture' sagde han og Millicent nikkede til ham.Ja...det var jo korrekt, med de fleste vidste at tingene oftest var til at ændre, at der ville komme andre valg eller nye muligheder.....hans nedtur varede i evigheder og lod sig ikke ændre, ikke så meget som en skægstub.

Millicent rakte tøvende ud for at stryge sin hånd over Edmunds." Selvfølgelig er det hårdt...det tvivler jeg ikke på, og nu sidder vi her og borer og ripper op i det hele.Undskyld" talte hun med en smule rug stemme, hvor hendes følelser havde sat sig fast.Diego lignede en der var ved at gå i trance, og Millicent besluttede at speede lidt op, så de kunne komme afsted, for han skulle vel have næring?
Hun havde ikke lyst til at besvare Edmund, da svaret ville være ikke bare en rids i hans lak, men mere et åbent brud i hans indre." Lille. ... Mindre end dig...som dig....jeg ville jo bare" hendes stemme knækkede og hendes blik faldt.
Hun så kun ned i det kuperede rustfarvet tæppe , der holdte gulvet varmt og sørgede for ro til underboen.
" Men...jeg kan godt se at en meget lille...det går jo slet ikke" mumlede hun ...en evighed uden rigtig at lære sin krop at gå..og spise, for årh jo hun ønskede sig en lille ...en tumling på nogle år, men det vidste hun aldrig ville kunne lade sig gøre.Så kunne hun ikke vælge en syg, med en dødsdom, for den ville sikkert ikke leve længe nok, til at vokse op til en mere passende forvandlings alder.
" Jeg skal nok lade vær" lovede hun og så ind i Edmunds øjne.

Hun var trist inden i.Hun ville ikke have en jordisk chance for at overtale Andrija til at tage en syv ti årig knægt ind, sammen med hende. Måske hvis hun havde stået med en lille på armen, så havde han måske alligevel ikke nænnet at sende dem væk, eller jo...det havde han nu nok, men han ville måske føje hende for at føre hende glad.Men en stor knægt med en frisk mund ....hun mente ikke hun kunne sælge den ide til ham,

" Edmund...tusind tak fordi jeg måtte forstyrre jeres private liv, tak for alle dine ærlige svar" sagde hun reespektfuldt og rejste sig op.Hun så alvorlig ud da hun tilføjede.." Giv min respekt til Charlotte, og sig....sig jeg forstår"
Millicent tog et par skridt, over til Diego og strøg ham bekymret over det mørke tykke hår.
" Diego...vil du med?" Hun forsøgte fange hans øjne..." Det er muligt jeg tager fejl, men jeg tror du virkelig trænger til at drikke" med hovedet på sned, vogtede hun næsten over ham, bare han nu ikke blev sløj? Kunne vampyrer blive...sløje?

//Jeg ville bare gerne give dig lidt mere længde at arbejde med. Din kreativitet og skrivekapacitet er virkelig imponerende. //


Edmunds smil forsvandt, da hun sagde, hun gerne ville have en, der var yngre end ham selv. Det ville nu være en skam. Det var svært nok for Edmund at finde kærlighed, men en lille fyr på fem … eller tre … Det kunne hun ikke byde et barn. Men han kunne alligevel ikke klare at se hendes drøm om børn blive knust. Han kløede sig lidt i nakken mens han gjorde sit bedste for at finde på noget at sige, men måtte til sidst give op. Han var ikke så god til det med ord.
Han blev lidt overrasket, da hun pludselig gjorde mine til at ville gå, og han var bange for at hans brokkeri - eller, hvad han følte var skrækkeligt brokkeri - havde stødt hende … Havde han sagt noget forkert?

Diego sukkede af hende og holdt en hånd op for at få hende til at holde mund, da hun spurgte ham, om han var okay og om han havde brug for blod, blablabla … Sikke hun dog fossede over ingenting.
"Sæt dig ned og slap af. Jeg prøver bare at finde ud af, hvad der er galt med dit hoved." Han rynkede brynene og havde slet ikke åbnet øjnene, da hun begyndte at tale til ham. Ja, han følte sig rimelig træt, men det var mere på grund af det lydløse optøj med Charlotte.

Efter et par sekunder og et par ret så triste tanker fra Edmund, besluttede Diego at det var på tide at fortælle Millie om den idé, han havde fået tidligere, og høre om det ikke kunne være noget, der kunne falde ligeså meget i hendes smag som et vampyrbarn. Stadig uden at åbne øjnene; "Hvorfor er det, du ikke bare tager et forældreløst menneskebarn til dig?" Han åbnede øjnene og så på Millicent. Så på Edmund og tilbage til Millie. "Du ville kunne tage dig af et barn og se det vokse op som en rigtig mor. Barnet kunne selv bestemme over sit liv og den eventuelle forvandling." Han strakte sig og lænede sig tilbage i stolen igen. Han satte den ene god op på kanten af stolen og lagde hovedet på skrå. "Og så ville du ikke stå i det samme dilemma, hvis du en dag ville ønske dig endnu et barn."

Edmund rettede sig op og lyttede til Diego med en tydelig interesse. Selv var han blevet forvandlet fordi hans vampyrmor ville sørge for, at han overlevede krigen, hvis der nu skete en ulykke eller der faldt en bombe ned. Men den slags problemer skule Millie jo ikke overveje. Bortset fra, selvfølgelig, hvis hun troede Di Morgas befolkning ville være for farligt for hendes barn.
Edmunds blik rettede sig imod Millicent med en barnlig nysgerrighed. Han rejste sig af høflighed, selvom han ikke kunne se hende i øjenhøjde, når han snakkede med hende.
"Millicent, du er velkommen til at blive dagen over. Diego har allerede bedt om at blive." Han smilede skævt. Han nød den venlige sjæls selskab, også selvom det var tydeligt, at hun ind imellem var ved at kløjes i ordene, når hun snakkede til ham.
Han valgte at lade være med at kommentere delen med Charlotte, eftersom han ikke selv vidste, hvilket humør hun var i lige nu. Ville hun være okay med at Millicent overdagede? Tja, nu havde hun fået invitationen, så Charlotte havde ikke noget at sige. Men han var alligevel bange for, hvad hun kunne finde på. Men når Diego var der, var han ikke helt så urolig. Han var ikke selv i stand til at holde Charlotte tilbage …

// Thank U so Much :) //

Ingen anden årsag lå til grunde for hendes ønske om en hurtig exit, end den udsprunget af bekymring for Diego.Han lignede mest af alt en skygge af sig selv nu og Millicent kunne ikke rigtig slippe ham ud af sine tanker.Der imod kunne hun holde ham delvist ude af dem, så det ud til.Nu hvor hun vidste hvad han lavede derinde, havde hun på en eller anden mystisk vis, kunne skubbe ham lidt væk, dog ikke helt.
Millicent så på hans hævede hånd, nu manglede der bare noget hovedrysten a la ' big brown mamma style' hvilke fik hende til at smile, en lille tid....til den flabede unge begyndte at tale.Millicent troede han hentydede at der generelt var noget galt med hende og hendes hoved, da hun ingen ide havde om at Diego også kunne mærke , at hun havde skubbet ham lidt ud af hendes tankerum. " Nåå..det er det du laver...men så skulle du måske melde dig ind på Team Andrija, han arbejder på det samme" lød det lidt kækt, da hun efterhånden havde trådt de sko til der hed ' du er godt nok en underlig vampyr, hvad er der galt med dit hoved?' .

Lettere provokeret over hans instruktion af hende, fik hun slået røv i sædet igen.
Hun var jo på en måde også svær at stille tilfreds.Hun lod sig irriterer når folk bestemte over hende, og samtidig var det trygt at nogen tog styringen for hende ind i mellem.To sider af samme sag, hun både elskede det og lod sig hidse op over det.Fandens...endnu en kontrastfyldt side af hendes personlighed.

Da han talte, afbrød hun ham.Millicent havde simpelthen brug for at se ham ind i øjnene, lige have en smule kontakt...både for hendes egen lille egos skyld, men også for at tjekke op på ham..på Diego, da hun stadig var obs på hans tilstand . " Gider du kigge på mig Diego...når du taler..please" bad hun, med en stemme blottet fra krav og stridighed...kun en stille plæderen beklædte den.
Hun sendte et lille smil, da hans øjne blev åbnet.Sådan...nu var han rigtig tilstede hos hende....hos dem.
Hans forslag bragte kun en svagt modstand i form af en hovedrysten.Kunne de da ikke se hvorfor? Hun syntes ellers det var...indlysende.
Millicents tunge løb over hendes underlæbe, imens hun finkæmmede hendes ordforråd efter dem hun skulle bruge for at få dem til at forstå.Det var jo et udslag ...igen...at at være injiceret med en al for stor dosis af empati.
" Et barn...et lille menneskebarn, et der ikke står til at skulle forvandles i en del år....j—jeg ville ikke kunne tage det ud af solskinnet....væk fra legepladserne, rive det ud af socialesammenhænge....venner..legekammerater...blomsterne og det at få fødderne dyppet i havet på en varm sommer dag." Millicents øjne blev mørke...hun havde helt bestemt givet det her meget omtanke...og konklusionen havde ikke været....glædelig på nogen måde,
" Jeg kan ikke tvinge mørket og natten ned over et barn, der ikke har vores behov, det ville som at forvente en blomst skulle kunne trives, leve og gro...i skygge og uden vand...så fæl er jeg ikke" sagde hun og så hendes drøm om et barn fordampe i et sky af nedtrykthed over det at være fange af natten.Diegos mistanke om ikke at have accepteret sin vampyr tilværelse, ikke at have omfavnet den, men istedet forsøge presse en menneskelig levevis ned over- eller som minimum forsøge fusionerer de to, var fuldkommen korrekt.
Hun var en omkringvandrende katastrofe, og på sin vis en meget utilregenelig bombe, af en nyfødt vampyr at være.

Millicent missede med øjnene, så ud af vinduet og snusede ind.Daggry nærmede sig...og tiden var knap nu.
Diego ville ikke kunne nå ud og drikke, og ville hun være i stand til at nå hjem? Det havde været sjusket og skødesløst af hende ikke at holde øje med tiden.Det kunne havde været katastrofalt...fatalt.
Hun fangede først Edmunds øjne...og var rørt over hans tilbud." Du er meget generøs....jeg vil meget gerne sove her, faktisk er det nok rimeligt risikofyldt at forsøge turen hjem.Jeg håber at kunne gengælde alt du ...og Charlotte har gjort for mig...en dag" sagde hun med et smil og rettede så sin opmærksomhed over til Diego.
* Er det okay med dig? Jeg vil ikke trænge mig på hvis..?*
Og fik hun tilladelse fra Diego også, ville hun fiske sin mobil frem og sende en sms afsted .

Diego nikkede blot, da hun spurgte, om hun kunne blive dagen over. Det var ikke hans valg. Det var jo Charlotte og Edmunds hjem. Dét var én ting, han ikke var herre over.
Diego rullede med øjnene. Troede hun virkelig, det var sådan, verden hang sammen? Gav det hun sagde virkelig mening i hendes eget hoved? Han lukkede øjnene igen et øjeblik og rynkede brynene. Der var rent faktisk noget galt med hendes hoved. Han havde aldrig før mødt modstand og han var virkelig bekymret for, om der var noget, der stod skidt til i hendes hoved. Men han fortalt e hende det ikke. Det var fint for ham, at hun stadig så ham som en overlegen skurk, der aldrig ville gøre noget venligt for hende. Hun havde ikke brug for at vide, han var i stand til at være venlig.
Han åbnede øjnene og så på hende med et svagt suk.
"Hvis du forvandler barnet holder du det også væk fra solen. Og ikke kun det, men du risikere også at lade dit barn brænde, hvis det blot letter på gardinerne. Din kæreste ville kunne tage barnet ud i solskinnet ind imellem." Han rynkede lidt på næsen. Hvordan kunne hun selv tro, at en vampyr havde et bedre liv end et menneske på nogen måder? "Alt det, du siger, du ikke vil tage fra et menneskebarn, er præcis det, du frarøver det ved forvandlingen." Han satte sig pludselig op. Han ventede til, at de havde øjenkontakt og med en rolig, fattet stemme sagde han; "Hvis du virkelig ønsker et barn, ville det ikke være andet end ondskabsfuldt at frarøve det et så vigtigt valg. Edmund tør ikke sige dig imod, men det er egoistisk og forkert at frarøve en person kontrollen over sit eget liv."

Edmund sad os så på Diego, mens han snakkede, men da han nåede til sin konklusion måtte den lille dreng vende hovedet væk fra begge sine gæster. Samtalen var begyndt at være lidt for tæt ind på livet og hvis han pludselig mistede kontrollen over barnekroppen ville han i hvert fald ikke lade nogen af de to se ham græde.
Han ville ikke sige Diego imod. Han havde jo ikke rigtig selv erfaringer med den slags i nyere tid. Hans situation havde været anderledes end Millicents mulige barns ville være. Desuden følte han heller ikke, han havde ret til at blande sig. Men han kendte Diego godt nok til at vide, præcis hvor forskellige de to var.
Edmund rømmede sig lidt og trak sine trøjeærmer ned over hænderne, så de ikke kunne se, at de var knyttet så hårdt at de rystede. Han burde faktisk være stærkere end Millicent, fordi han var en ældre vampyr, men den lille krop var ikke i stand til at klare særligt meget. Charlotte var heller ikke meget ældre end Millicent, men Edmund kunne ikke gøre noget ved hende heller. Det var noget af det hårdeste ved hans størrelse. Hans eneste forsvar var hans uskyldige udseende. Og angreb kunne han slet ikke klare.
"Millicent. Hvis du virkelig ønsker et vampyrbarn … Kunne du måske lede efter et barn, der allerede er forvandlet og har brug for dig. I stedet for at forvandle et selv." Hans stemme rystede svagt og hans smil var skrøbeligt. Diego, der blot så på den lille med rynkede bryn sukkede og rystede på hovedet. Det var også en mulighed … Men Diego havde svært ved at bifalde nogen forslag i Edmunds nærvær. Men det var en bedre idé end Millicents egen … - I følge ham i hvert fald.

Efter de ord rejste Edmund sig igen og så imod døren, hvor Charlotte ville sidde inde bag.
"Jeg … Beder Charlotte finde noget sengetøj frem til dig, Millicent. Hav mig undskyldt." Han bøjede kort hovedet og fik så over imod døren. Han åbnede den og forsvandt hurtigt bag den.
Diegos opmærksomhed i tankerne gled kort imod Charlotte, for at se, om hun stadig var i dårligt humør og så tilbage imod Millicent.
"Han har ikke tænkt sig at sige dig imod. Han er bange for at knuse din drøm." Diego rejste sig og gik hen for at trække gardinerne for. Himlen var ved at blive rød ude i horisonten og det var bestemt også på tide at få lukket sig inde bag de tunge stof-skjold, så de ikke skulle frygte solen. Diego regnede ikke selv med at få sovet den dag … Millicents underbevist hed var alt for spændende. Han kunne ikke lade være med at prøve at glide forbi det mentale skjold. Men det lykkedes ham dog at få et pat enkelte glimt.
Med ryggen til hende, ved det sidste gardin åbnede han munden for at sige noget, men bed sig i læben og stoppede sig selv. Han havde da også ønsket sig børn, da han var menneske. Han havde endda fundet kvinden, han håbede ville skænke ham disse børn. Men Millicent ville aldrig tro ham, ville hun vel? Det kunne også være fuldstændig lige meget. Han var ikke sådan længere.

De forstod ikke.Men det var egenlig heller ikke så afgørende.Hun kunne ikke vælge en løsning der stred imod hendes egen etik, men heller ikke en der ville give barnet et frygtelig afterlife.
Millicent fulgte Diego med sit blik og selv om det ikke var morsomt på noget niveau, så lo hun stille..en ren og dæmpet latter."I forstår ikke.....Diego..jeg ville aldrig tage et rask lille barn, og frarøve det livet." Millicent spidsede sine læber og tænkte lidt over hvordan hun skulle skabe forståelse..." Jeg kunne ikke frarøve et liv, men tænk hvis jeg nu kunne tilbyde et liv, via at skænke døden?" Ja ja...det lød tosset, men ...det var nu hendes alvor.. " Leukemiafdelingen for børn, var et eksembel på et sted hvor mangt et barn var indlagt, med en dødsdom tyngende på deres små spinkle barne skuldre.
Mange af dem der ikke ville overleve seks måneder, en der stod på tærsklen til ikke at opleve mere, og snydes for et helt liv....sådan et barn kunne jeg skænke det som en gave , og ikke som et dødsstød, for en der har hele livet foran sig....kan i slet ikke se forskellen?"
Millicent kunne godt mærke at det var heavy stuff, de borede rundt i, hun var selv træt...udmattet nærmest, og Edmund begyndte også at ligne en der var ved at trække sig .Hun forstod godt...det var et delikat emne, a little too close to home, de sad og vendte vrangen ud af, han havde faktisk været meget large.
Diego smed bomben ...og hun skævede til Edmund.Var det sandt, kunne han ikke helt lide at smække svedsken på disken? Hun lukkede sine øjne i, langsomt...og åbnede dem igen.." okay...okay...jeg forstår også godt hvad i mener, og jeg vil tænke meget over det.Som sagt ...jeg har god tid.Og Diego....jeg vil nok mere fungerer som alene mor, hvis ....det bliver aktuelt." Smilet udeblev denne gang, hun havde svært ved at se Andrija i interaktion med et barn, hun var heldig hvis han ikke skrottede hende, når han ...hvis han ...opdagede hvad hun gik med i sine tanker og tumlede rundt.

Hun sukkede.. " Egoistisk....mig....min kæreste vil blive stolt som paven " lød det med sort humor fra hendes vemodige ansigt.Hun så på Edmund...." Det er virkelig ...virkelig...sødt af dig Edmund, jeg VED godt jeg trækker store væksler på dig...jeg står i din gæld" sagde hun fyldt af respekt for manden i den bedårende lille krop.Hun bed mærke i han virkede mere anspændt, samtalen var nok ved at skulle ligges i seng, mente hun .
En sidste ide blev sat i spil...og det gav nye mulighedder..." lidt som ...adoption?" Mumlede hun og så ned på hendes hænder , der lå i hendes skød.
" Måske...hvis kemien var rigtig og al det der" sagde hun og kunne mærke en hovedpine var ved at snige sig ind på hende.Hun så på dem begge på skift..." men helt ærlig...det er jo ikke sådan at de hænger ud i flok på legepladsen " lød det igen lidt tørt og hun strakte sin krop....søvnen rev i hende nu....kaldte hendes navn og hviskede lokkende efter at få hende med i dvale.
Hun så taknemmeligt på Diego,der mørklagde rummet og rettede sig bagefter mod Edmund.." det lyder godt....vi er vist også færdige for i dag "
Et lille gab og hun lukkede kort sine øjne i, imens hun adresserede Diego..." nå Don Juan....hvis jeg nu sidder i læne stolen, så er sofaen din, deal?" Lød det blidt og hun åbnede sine øjne igen.
Jo....det var faktisk gået op for hende at Diego havde en god side. Hun havde været en luske fis, snydt ham ...lidt...han havde jo også været ude med riven...men...så havde han gået langt, støttet og hjulpet hende, og ...ja....hun tog ikke ting som det for givet! Hun huskede og tog folk ind i sit hjerte, der kunne være uselviske....hvem skulle have troet at Diego kunne være det? Hun smilede og rejste sig op, gik over til ham og purrede op i hans hår.
" Tager du den hårde facade af når du sover?" Drillede hun ham, og regnede med han fangede det.

Diego var ærligt talt ved at boble af raseri. Lidt etisk forståelse havde han dog tilbage i sit verdensperspektiv. De fleste leukæmibørn overlevede, så den boldgade burde hun slet ikke gå ned af. Ikke, når der var så god en lægevidenskab nu. Men han havde ikke lyst til at kaste sig ud i detaljerne. Han kunne godt selv finde på at forvandle et helt raskt barn … Men det var noget andet, når det var ham. Han var en kold, følelsesløs type, der blot ville udnytte barnet. Hun, der ønskede at være mor, hun, der havde sådan en stor menneskelighed, sådan et stort hjerte … Kunne hun virkelig selv få sig til at gøre den slags? Diego var sikker på, hun ville komme til at fortryde det. Og selvom han ikke ville indrømme det var han nok mere bekymret for Millies velvære end for barnets. Hun ville ikke være i stand til, med god samvittighed, at tage et barn fra sine forældre før tid - selv ikke, hvis der blot var et par dage tilbage af dets liv. Og hvis barnet endte som Edmund ville hun måske endda komme til at hade sig selv … Men Diego tav. Hver gang han åbnede munden, for at sige hende imod, modsagde han alt, hvad han stod for. Han havde alligevel også sagt alt, hvad han ville sige.
Han var lettet, da han hørte, at hun ville give det et par tanker. Så behøvede han heller ikke sige mere. Bare det, at han havde startet lidt tankevirksomhed var en sejr.

Han sukkede dog lidt, da hun lyste op og nævnte vampyrbarn-adoption. Men det var vel egentlig den bedste idé … Efter Edmund var gået, og han stod ved det sidste gardin i sine egne tanker, lagde han slet ikke mærke til, at hun kom gående imod ham. Han følte hendes hånd i hans hår men reagerede ikke. Heller ikke, da hun snakkede om hans hårde facade. Facade, hm? Han havde altså virkelig ødelagt hendes syn på ham, ved at tage hende med derhen.
"Du tager sofaen." Han vendte om og gik tilbage til det lille siddeareal igen uden overhoved at se på hende. Han havde en del at genoprette nu. Hans opførsel var noget af det eneste, han havde kontrol over. Og derfor var det også vigtigt for ham, at den kontrol blev opretholdt. Han ville selv bestemme, hvordan folk så ham, men det var en svær udfordring.
Han satte sig tungt i lænestolen igen, lænede hovedet tilbage og så op imod loftet. Millie ville garanteret ikke tro på, at emnet faktisk også rørte ham … Emnet om børn. Det var vel her, han i en film ville have sin store jeg-åbner-mit-hjerte-for-dig-scene, som ville få tilskuerne i biografen til at sige 'awwww, jeg vidste, han ikke var så slem!' Men det var ikke nogen film. Og Diego sagde ikke mere.

Edmund kom ind med et lagen og to tæpper. Efter hans udtryk at dømme var Charlotte vist ikke så godt tilpas endnu og hun vidste sig heller ikke. Den lille barnekrop smed et tæppe imod Diego, som greb det. Så begyndte Edmund at brede lagnet ud på sofaen for Millie.
"Der er også en ekstra dyne, hvis du hellere vil have det." Han smed tæppet på lagnet og smilede kort, da han lagde mærke til, at de allerede havde trukket gardinerne ned. "Er du sulten? Vi har et par poser af donorblod til nødstilfælde." Edmund henvendte sig kun til Millicent. Han vidste på forhånd at Diego ikke ville tage imod donorblod, så der var ingen pointe i at spørge ham. "Du kan bare forsyne dig fra køleskabet." Den lille, blonde skabning smilte så ofte, at det var svært at gætte, han led under så mange problemer. Men hans øjne var blanke. Den unge krop kunne ikke holde til meget mere og da han pludselig fik tåre i øjnene, på grund af alle de ting, der var sket blot minutter forinden, vendte han sig væk og begyndte at gå mod døren til soveværelset med rolige skridt. Han tænkte -for gud ved hvilken gang- at han ikke ville have været så svag, hvis han havde fået lov at leve blot et par år mere. Diego greb fat i hans arm, da han gik fordi ham. De så på hinanden et tavst øjeblik og Edmund nikkede kort med et svagt, bævrede smil før han fortsatte imod soveværelset.

Millicent ville med glæde havde samlet handsken op , havde hun kendt til hans tanker- og på sin lille mobil google og fremvise Diego et meget sørgeligt resultat, en statestik over hvor mange børn der tabte kampen mod kræft, inclusiv leukemi.Der var forskellige typer af blodkræft...nogle letter at behandle end andre, nogle med en meget høj dødelighed.Årh jo...man kunne sagtens finde et lille barn...med en forfærdelig skæbne, desværre. Situationer som dette, var faktisk en af de direkte årsag til Millicent ikke havde nogen tro på en gud.Verden var for spækket med meningsløshed og forfærdelige hændelser, af alverdens karakter , til det kunne eksisterer en gud,Og hvis hun tog fejl ...hvis der var en sådan, så var det ikke en hun ville have nogen form for fælleskab, sympati eller lyst til at tro på og følge.Han eller hun.....ville bare ikke være klædt på til at løfte opgaven, og burde blive erklæret uegnet- insolevent.
Diego var der imod ved at få en meget fin fornemmelse for hvordan Millicent var skruet sammen .Hvordan center for hendes handlinger ofte var hendes hjerte, der - selv om det var erklæret dødt - virkede mere levende end nogen sinde før.

Millicent derimod , havde stadig meget at lære om Diego og hvordan hans legoklodser var sammensat.
Men mange mænd var som ham...mere fåmeldte og umeddelsomme, så det tog lidt længere tid at komme ind bag deres facader.Diego havde tilladt...eller kommet til at vise hende et glimt af personen bag hans værn af ren charme,flirt og uimodståelighed....men han rummede jo langt mere,langt dybere ting end hvad den indbydende skal lod vise.
Millicent lod ham sætte sig.Hun havde dog lidt svært ved at få tørret det smil af, der var brudt frem da hun så hvordan han ignorerede hende.Vidste han ikke hvad han skulle sige? Var det lykkedes Millicent at gøre ham lidt befippet, at få ham lidt ud af kurs? Ved hvad...ved at afsløre at hun godt vidst han havde en facade...at han ikke var stor farlig og sex hungrende hele tiden? Det vidste hun nu godt.Allerede dengang, havde hun en i mellem luret på Diego, når han troede at ingens blikke lå på ham.Og hun havde set spor....skær af en meget mere følsom fyr.Det var noget med draget omkring hans mund...måden han bevægede sine læber og det handlede om blikket i hans øjne.Hun kunne ikke præciserer hvad det var, hvordan det var ændret...men hun havde kunne mærke det...inden i.
Og det var de små stunder, der havde gjort at hun havde haft interesse i Diego, havde haft en spirende lyst til at kradse i ham og se hvad der var bag...hvor langt hun kunne komme med ham, men Millicent havde ikke handlet på de lyster, nope...hun skubbede dem bare i baggrunden, og lod ham leve sit liv.hvad ville også være formålet? Diego var svært ombejlet, og han tog for sig af retterne....grov åd, kunne man vel sige.Og med Millicents veninde som den udvalgte ' mere end en gang' pige- så ville hun ikke forsøge rokke båden.

Normalt ville hun havde modsat sig, men det ville virke dumt at starte med at beklage sig...her...hos Edmund og Charlotte.Hun havde helt klart haft det bedst med at overdrage sofaen til Diego...men han lød så...bestemmende, at hun dårligt turde modsige ham, så hun nikkede blot og så ham falde tilbage ned i sin stol.
Han gjore hende en smule nervøs....hvorfor var han blevet så tavs nu ? Og ...han ville heller ikke se på hende.
Millicent lavede en lille bekymret grimasse....hvad var der med hende og mænd? De var enormt gode til at ignorerer når hun talte eller stillede spørgsmål, det var ikke altid....rart.Nogen gange blev hun virkelig ked af det,
Det var faktisk kun Jose der virkede til at have lyst til at høre hvad hun var fyldt op af....og virkede til at have lyst til at tale...sådan rigtigt med hende.Jose...men han var også en engel, var det mon derfor? Naaa....hun tvivlede alvorligt på at alle engle var så...nærværende og næsten...NEJ! Hun stoppede sine tanker, det var slet ikke tid til at begynde at analyserer Jose, det ville tage 14 døgn, så det blev en anden god gang.

Da Edmund kom tilbage og gik i gang med at rede sofaen op, kom Millie i svingninger..." Nej..nej..lad nu bare mig" brød hun ind og overtog sofaopredningen.Hun havde det virkelig helt dårligt med at tage imod og tage imod...uden at kunne give noget igen.Det var slet ikke hendes stil og hun kunne ikke fordrage at stå i gæld til nogen.
" Tak...det hele er meget fint Edmund...virkelig" sagde hun blidt og drejede omkring og kastede dynen over i ansigtet på Diego, hvis han da greb den.
" Tak...Det vil jeg meget gerne, jeg snupper en pose, inden jeg sover...det er helt perfekt" hun havde næsten lyst til at kramme ham, men hun kunne se på hans øjne at noget var galt...og da Edmund i det samme trak sig ...ville hun udvise ham den respekt, ikke at vade i noget.
Hun kunne ikke undgå at ligge mærke til deres blikke...deres uudtalte samtale, og da Edmund forsvandt, hentede Millicent en portion mad, og begyndt lidteftertænksom at indtage den..hun fik dog lige spurgt, i en lille hvisken" Diego...hvad handlede dét lige om?"
Hun ville gerne have et ordenligt svar.
Millie sparkede fodtøjet af og trak benene op i sofaen.Mobilen blev tjekket, men der var ingen besked retur fra Andrija.
Så enten var han ligeglad ellers var han pissed....begge dele var en mulighed.
Hun kunne mærke trangen til søvn mase sig på." Diego? Har man mere brug for søvn ...som ny vampyr? Jeg mener...jeg bliver altid så tung i både hoved og krop når daggry nærmer sig, det er som søvnen kalder mig til den...hvis du forstår ?

Da Millicent smed dynen efter ham, blev han ramt i fjæset. Han havde ikke lige været forberedt. Med et suk smed han dynen på gulvet. Han havde ikke brug for den. Han lænede sig blot tilbage i stolen igen og sagde ikke et ord i et godt stykke tid. Han var ikke selv helt sikker på, hvorfor han opførte sig, som han gjorde, omkring Millicent. Der var mange følelser, tanker og impulser, han aldrig fik arkiveret, fordi han bildte sig selv ind, han var a-guy-with-a-one-track-mind … Enkel, simpel og i stand til at fortælle, præcis, hvad han ville have. Men det var så forskelligt fra, hvem han havde været som menneske, da han var filosofisk og brugte meget tid på at finde ud af sig selv og andre. Hans skaber havde forandret ham fuldstændig. Forandret ham så meget og på så mange måder, at han egentlig ikke rigtig kendte sig selv mere. Derfor var det også meget lettere at sige 'det her, er hvad jeg kender, ergo er det, hvordan jeg er.' Og så lade som om, han ikke udviklede sig fra det stadie. Men fordi Millicent blev ved med at slå skår af den forestilling, skød den menneskelige usikkerhed op i ham og han var nødt til at lukke af. At lukke alt ude.
"Jeg husker ikke den del af mit liv, da jeg var nyforvandlet." Han trak på den ene skulder og reagerede ellers ikke rigtig, mens han forsøgte at finde ud af, hvordan han skulle svare på det spørgsmål, hun havde stilet ham før.

Han rettede sig lidt op og så på hende, der ved siden af ham, siddende i sofaen. Han tog en dyb indånding. Ville Edmund blive sur over, hvis han sagde noget af den slags om ham? Sikkert ikke. Og selv hvis han ville blive sur over det, ville han ikke sige en skid til det … Det kære pus.
"Charlotte er i rimelig dårligt humør, og han mener, det er hans skyld." Det var vist den korte måde, at sige det på. Han rynkede brynene lidt og så ned på sine hænder. Han følte sig pludselig gammel. Ligeså gammel, som han vidste, Edmund følte sig. "De to har mange, almindelige forholds-problemer … Det kender du sikkert mere til end jeg." Han smilede skævt til hende. Det ville nok også være lettere for hende at forstå, når han omtalte det som almindelige forholdsproblemer. Så hun ikke ville tro, det var hende, der havde ødelagt et eller andet, bare fordi balancen tippede, mens hun tilfældigvis var der på besøg. Måske var det ikke helt normale problemer, men det var hverken op til Diego eller Millicent at rode rundt i, hvad der skete imellem de to. Det havde Diego også for meget respekt for dem, til, at gøre bevidst.
"Jeg trøstede ham bare … De skal nok have skabt fred inden i morgen - så kan det også være, du kan snakke med Charlotte på mere god fod." Han smilede kort igen og lænede sig så tilbage i sin stol. Han var ikke rigtig synderligt træt. Bare sulten. Men han ville hverken drikke donorblod eller drikke af Millicent, så det måtte bare vente til den næste dag. Han vendte sig kort imod vinduerne. Selv han, et stolt væsen af natten, kunne ind imellem få korte øjeblikke, hvor han savnede at være ude i solskinnet. Men han havde en enkelt gang bevæget sig ud i solen. Og så slemt, som han havde brændt sig, havde han fået en lærestreg for livet - især med den efterfølgende straf fra hans skaber.

"Har du fået de svar, du ville have?" Han så ikke på hende. Han havde ikke rigtig lyst til særlig meget kontakt, efter hvad der var sket og efter han var blevet bragt tilbage til minder, han ikke havde lyst til at tænke på.

Hun så hvordan dynen blev kasseret , hvordan han slyngede den tilside- og stadig helt uden at værdige Millicent et blik.Den lille satan.
Hvis hun nu havde haft længere tid under Andrijas kyndige vejledning, ville hun sikkert have lært at være heeelt ligeglad og bare nyde freden hun fik , men den eksamen havde Millicent ikke lige estået- endnu,surprise.
Desuden var det Diego, og nu hvor hun huskede det hele fra dengang, var det jo et helt andet game.Og hun bekymrede sig om ham....og det måtte han jo så bare lære at leve med, eller være død med.Nogen gange gik sproget i hårdknude for Millicent.
At han lukkede hende ude, begyndte at nage hende en smule.Millicent kunne ikke regne ud hvorfor Diego var sådan.Han virkede jo ikke direkte vred på hende, han svarede, når han skulle men noget bruse bad af ord, blev hun nu ikke lige skyllet over med.
Millicent trak hagen lidt ind og klemte øjnene lidt sammen.Tog han røven på hende eller hva ? " Du kan ikke huske det?"
Hun begyndte at grine..."Helt ærligt Diego.. Er du gravballemand gammel eller hvad?" Drillede hun og kastede også en pude over mod ham.

"oh...det er sådan noget" hun slog klik med tungen , og spidsede læberne.
" Ja..hvorfor pokker skulle Edmund og Charlotte havde det lettere end alle andre." Tænkte hun højt.
"Faktisk kender jeg ikke en skid til almindelige problemer i et parforhold" sagde hun kækt. "Mine ..rangerer helt klart under 'Ualmindelig besværlige og pisse irriterende atypiske problemer i et parforhold' " sagde hun og smuttede hen, åbnede et par skabe til skralde spanden tonede frem, og hun kunne kassere sin tomme blodpose.
"Hvad Diego....er det fordi blodposen ikke kan stønne dit navn du ikke drikker dem? " først drillede hun bare, men bleb så alvorlig, da hende popo igen ramlede ned i sofaen."Seriøst...du mangler blod...det er daggry, du vil ikke bide mig og ikke drikke doner menu, hvad fanden er der galt? Hvorfor er du så stædig.Jeg vil gerne tilbyde mig selv...jeg skylder dig...noget..og jeg vil gerne prøve at blive bidt. " Millicent så lidt væk, og fokuserede på et maleri på væggen.Det forstillede en hjort i et sneklædt landskab.Gad vide om det også hang der i sommer halvåret?
Hun blev næsten...forlegen...ved at småsnakke om det med bid, men ...hun ville jo gerne prøve det, bare en gang.
" Jeg skal prøve det...one time and never again. . Og jeg vil være mere tryg ved dig, Diego...end ved en fremmed" tilstod Millicent, og endnu engang blottede hun sig for ham, og satte sig selv op til en afvisning.

Hun hev lidt tom luft ind og pustede ud...på bedste menneske maner.
Gang nam style....menneske style...man skulle vel kunne det hele, og noget var så morsommere end andet.
Gangnam style i vampyr fart.,,det var grineren.
" Ja...jeg har fået nogle gode svar og nu må jeg så i tankeboks...i 100 år....som tornerose " ævlede hun.Trætheden kom nærmere.

Han sukkede tungt af hende og trak lidt på den ene skulder. Han havde ikke sovet synderligt meget, da han var nyforvandlet, så vidt han huskede. Og om han var blevet tung i kroppen af træthed … Det var svært at huske følelser - i sær så små ting - efter hundrede år. Det var ikke ting, han havde gået og lagt mærke til.
"Jeg blev født i 1879. Do the math." Han strakte armene over hovedet og bøjede dem tilbage, så hans underarme stak ud over stoleryggen. Han så lidt op imod loftet. "Det er ikke så mange småting, man husker, efter hundrede år … "

Da hun fortalte om sine parforholdsproblemer, kunne han ikke lade være med at grine lidt. Den slags hun var ude for var måske unormalt, når man var menneske, men i den situation, hun var i nu, var det unormale meget normalt. Det ville hun lære efterhånden. Hvis ikke, ville hun få en hel del problemer i den nære fremtid, når de mærkelige situationer begyndte at hobe sig op omkring hende. Han ville have stukket hende en eller anden næsvis kommentar, men det gode humør, han næsten havde fået bygget op igen, blev væltet i ruiner, da hun gjorde grin med, at han ikke ville drikke af blodposer. Han rullede med øjnene. Hvis han havde en ligeså ringe selvkontrol som Charlotte havde Millicent sikkert mistet hovedet før de overhoved var kommet op til Edmund … Mon hun overhoved selv forstod, at det hun lavede, var, at lege med ilden? Hun troede virkelig på, at Diego var så blød og venlig, og at alt bare var skuespil, men passede hun ikke snart på, ville hun få at se, hvor farlig han rent faktisk var i stand til at være.
Han rynkede brynene, da hun sagde, hun gerne ville prøve at blive bidt. Han brugte fødderne til at dreje stolen i én elegant bevægelse og så direkte på hende - stadig i sin behagelige position med armene slynget over ryglænet, over hovedet på ham. Han lagde hovedet på skrå.
"Har din fyr aldrig bidt dig?" Han havde svært ved at sætte sig ind i det. Hans skaber havde drukket af ham, som han lystede … At en skaber ikke gjorde det, var fremmed for Diego. "Hvorfor beder du ikke bare ham om at gøre det?" Diego ville skam gerne gøre det. Det var blot den tanke, at tjenesten kunne blive mere værd, hvis han gemte den til en tid, hvor han enten havde brug for den eller kunne drage fuldt potentiale ud af en skrøbelig situation. Uanset hvad, ville han ikke bruge, hvad han havde tjent, der.
Han tog armene ned og rettede sig op. Han sad rank som en herre fra et gammelt portræt og så på hende med en nysgerrighed, der virkede fremmed på hans ansigt. Som en meget ældre mand end en dreng på sine seksten.
"Du aner ikke, hvad jeg ville kunne gøre ved dig, hvis jeg bed dig … Hvordan kan du overhoved stole så meget på mig?" Det var helt fremmedartet for ham. Han følte ganske vist ikke noget for Millicent, men hun fascinerede ham gang på gang med sin ufornuftige renhjertethed. Hun var ikke skabt til at være en vampyr. Hun burde være blevet dræbt og komme tilbage som engel. Kunne vampyrer blive engle? Hvis Diego dræbte hende … ville hun så befinde sig i et liv, der var mere passende for hende? Den tanke holdt han fast i. Han følte næsten, at han ville kunne redde hende fra en eller anden skrækkelig skæbne. Men det ville jo i det lange løb ikke betyde noget for Diego, om hun var engel eller vampyr. Og hvis han dræbte en dæmons pige; hvem vidste så, hvad for en skæbne, der ventede ham? Det var ikke ligefrem som om nogen ville komme løbende for at redde ham.

Den oplysning fik lukket munden på Millicent , en lille tid.
1879..det var alligevel en del år.Hun glanede på Diego.Det var ikke så ligetil at forstille sig ham i gennem alle disse forskellige og varierende rammer af tid.Tænk...hvad den mand dog havde set, oplevet og været en del af.
Det måtte også have været iblandetmange triste oplevelser...mange tab, hvis man tillod sig selv at blive involveret.
Var det derfor...derfor at vampyrer fortrak deres kolde og følelsesløse cocoon ? Var det grunden til at Andrija forsøgte booste hende? Så hun ikke skulle pines ihjel af egne tvivlsomme og ulykkelige følelser, fordi han viss hun ikke ville kunne leve alle de år sådan ? Naa...han ville sku nok bare have det sjovt? Hun rynkede på næsen.Diego sad og hyggede sig med at betragte loftet, som var et bedre bud at skue end hun var, efter hans mening.
Millicent fandt det ret så skudt ved siden af, at kvinder havde modtaget den tvivlsomme ære, at blive stemplet som det besværlige køn.Hun var ret så sikker i sin sag, at mænd og deres knude mentalitet var en langt større udfordring — og langt mere besværlig at udrede og glatte ud.
" Nej....jeg kan godt forstå det kniber med hukommelsen....du er ikke helt ung længere" drillede hun blidt.

Millicent havde under deres samtale med Edmund, fået stoppet Diego ned i den kasse der hed ' venne kassen'.
Hun frygtede på ingen måde at han ville gøre hende fortræd, hvorfor skulle han dog det? Han ville da ikke gavne eller opnå noget , ved at eliminerer en ven og en artsfælle.
Diego måtte jo bare finde sig i , at hun hverken krøb for hans fødder, eller dånede ved hans charme....selvom hun fandt ham både spændende og meget skøn.Hun var bare...anderledes skruet sammen.På godt og på ondt.
Hun kunne se han ikke fandt hendes lille joke om blodet morsom, og hun trådte i spinaten igen..." Årh...Diego...come on...en ting er du har mistet din hukommelse, men din humor også?" Teasede hun , men der var ingen brod- kun en mild brise i Millicents stemme.

Hun blev næsten helt forskræmt, da han med et sad og stirrede.
Hun skiftede sidde stilling for at udlade den indre uro, og sad nu som den lille havfrue.
Millicent var bedre til at tale om andre, end om sig selv.Når det handlede om mere private ting, anyway.
Så da hun endelig fik mulighed for lidt øjenkontakt med Diego, hvilke havde været en mangel vare i noget tid, var det hende der trak sit blik væk, og kiggede på hans knæ i stedet.
" Andrija...er ikke vampyr, han er dæmon....så nej, han har ikke bidt mig.Ingen har bidt mig" svarede hun.
Det pissede hende lidt af, at hun var så ...bly...ved de her almindelige ting.Selv at tale om dem, virkede for hende intimt .
Men hun ville aldrig....forstå, eller blive mere videne, hvis ikke hun forsøgte undersøge ...ting.
Hun havde ingen skaber, eller...hun anede ikke hvem han var.Faktisk mistænkte hun ham for at han sad et sted var lykkelig - i troen om at Millicent nok var brændt op, fortæret af solens ubarmhjertige stråler.
"Fordi" lød det bare. Hun kunne ikke bare bede Andrija om...ting.
Deres forhold var anderledes...meget anderledes.
Her sad hun ...med en ring på sin finger, forlovet med en pragtfuld fyr som hun aldrig havde...rørt ved..udover nogle få kys.Hun kunne ikke forklare...deres forhold [i]lod[i] sig simpelthen ikke forklare eller beskrive.
Der var en magtkamp, som ville få selv den vildeste og stærkeste psykopat til at hæve et bryn og ytre ' huh?!'
Og der var spækket med så meget energi, facade og det der fyldte mest, var alt det der ikke blev sagt højt.
"Andrija...gør kun hvad han selv vil" svarede hun igen, og bad til Diego ikke kunne høre hendes frustration og alle de mixed emotions hendes stemme strøg var farvet af.

Hun rettede sit blik op , som for at oprette lidt værdighed, og mødte hans.
Et smil kom igen frem...Millicent var måske blid og lydig...når det passede hende, men man skulle endelig ikke tage fejl.
Hun var mere stålfast og stærk end mange, hun var det bare på...helt sin egen lille finurlige måde.
" Hvad du kunne gøre? Det samme som jeg, formoder jeg.Jeg ER trods alt en vampyr også" sagde hun en smule stædigt og lid antydningen af endnu et lille smil , vise sig.
Hun ville have givet ham helt ret, havde hun hørt hans tanker- man skulle ikke pisse en dæmon som Andrija af.
Han var ikke en kamphane, men en ting var sikkert...han ville ikke finde sig i at nogen messede med hvad der var hans.
" Bør jeg da ikke det? ... Er du ikke min ven?" Svøbte hendes stemme sig om ham.
Hun viste ham al for meget af hendes sårbar sider, han fik loads af ammu' han kunne bruge imod hende, det forklarede hendes fornuft,
Men..." Jeg stoler på dig....fordi jeg har brug for at have en tro på ...vi ikke lever i en verden hvor det er dog eat dog...og...hvis du ville skade mig, havde du vel taget din chance....og tabt den, allerede" sluttede hun af.

Han brød sig ikke om, at hun drillede med hans alder eller humor. Ikke fordi, han tog det hårdt, men blot fordi han ikke kunne se, hvad det havde af betydning, at man havde levet længe og tilfældigvis havde en dårlig dag. Det sidstnævnte kunne ske for selv den bedste og Diego var ikke urørlig overfor emotionelle påvirkninger, ligegyldigt hvor meget, han bildte sig selv ind, at han ikke var i stand til at føle noget overhovedet. Men han ignorerede hende. Der var ingen grund til at gå ind med et verbalt angreb. Især ikke med Millicent. Hendes skarpe tunge var så småt begyndt at gå ham på nerverne, også selvom han vidste, han nok skulle vinde over hende før eller siden. Hun var allerede ved at blive mere sårbar og rolig omkring ham. Før eller siden ville det betyde, at hun tog et forkert skridt. Hun var allerede godt på vej, da hun bedte Diego om at bide hende.

Han blev utryk ved at høre hende fortælle om sin kæreste. Hver gang, han hørte om fyren, fik han en fornemmelse af, at Millicent havde rodet sig ud i noget, hun ikke længere var herre over, og at han burde give hende en hånd med at holde hovedet oven vande. Og det ville han skam også gerne gøre … Hvis han havde et bedre grundlag end 'hun er min ven,' eftersom han ikke rigtig så nogen som venner. Edmund var en af de få undtagelser, men deres venskab var også startet ud på en meget speciel måde. Og lige siden havde de haft hinandens ryg. Han huskede ikke, hvor mange dage, han havde tilbragt sammen med Edmund, fordi han ikke havde haft andre steder at tage hen. Diego havde også flere gange nedlagt Edmunds bytter for ham - men nu tog Charlotte sig af de ting, Edmund ikke kunne overkomme og han havde ikke brug for Diego mere. Det var også derfor, de havde mistet kontakten efter noget tid.

"Er du sikker på, du ønsker, jeg skal bide dig? Du er godt klar over, at du stadig vil skylde mig en tjeneste bagefter?" Han lagde hovedet på skrå, men kort efter rejste han sig og efter et par langsomme sekunder var gledet forbi, satte han sig i sofaen ved siden af hende. Han strøg håret væk fra hendes hals. Det var rart at røre en anden vampyr, eftersom deres temperaturer var de samme, så man hverken frøs eller brændte sig på huden - frøs og brændte var vel så meget sagt, men uanset hvad, var det rart at have samme temperatur. Især fordi, man så ikke lagde mærke til, at man faktisk havde samme kropstemperatur, som hvis man var et lig, der blot havde været død i et par dage og lagt i den kolde jord.
Hun havde ikke villet kysse ham … Hvordan var det muligt for hende, at være så trofast overfor sin kæreste? Hvorfor havde han sådan en kontrol over hende? Det gik ham på.
"Jeg er ligeglad med, om du er vampyr eller ej. Jeg har hundrede års mere erfaring end dig - hvis du tror, du er stærkere end mig, kan du ligeså godt prøve mig af og få det overstået. Men din kæreste vil sikkert ikke sætte pris på, at dit kønne, lille fjæs bliver ødelagt. " Han tog blidt fat om hendes hage og så hende i øjnene. Han kunne også bare stjæle det kys fra hende, hvis han ville. Hun ville kunne kæmpe imod, ja vist, men hvis han holdt hendes hænder fast og pressede hende imod sofaen, ville hun ikke være i stand til at stoppe ham. Alligevel kunne han ikke gøre det. Der var ikke noget sjovt ved, at tvinge folk til at gøre, hvad man ville - det sjove lå jo i at manipulere dem til det, så de dansede efter ens fløjte uden tvang.

Han lænede sig frem imod hende og lagde blidt hænderne på hendes skuldre. Hun ville kunne fornemme den kolde ånde på hendes hals og hvordan de blottede tænder akkurat strejfede hendes hud. "Jeg vil gerne bide dig. Men jeg vil ikke stå til ansvar for, hvad det gør ved dig." Så snart, det var sagt trak han sig tilbage og slap hende med et skævt smil. Han ville gerne gøre det, men lidt hævn over hendes dårlige jokes skulle han da have. Så hellere lade hende tro, han også havde taget røven på hende og senere give hende, hvad hun ville have. Han vidste alligevel, at han ikke kunne nægte hende det særligt længe. Han var tørstig. Han havde brug for blod, men han ville bestemt ikke lade hende vide, præcis hvor meget, han havde brug for det. Det ville hun kunne bruge imod ham. Et stort held, at han var så god til at spille skuespil.

// den åd mit svar....sorry.Så det her er sikker pyntet med endnu flere skønheds fejl end vanligt.Sorry//


Sårbar....at sænke de eller så højt hævede parader, det var vel hvad man indlage sig selv til, hvis man gav en anden tilladelse til at bide.
Tænk al den magt man frivilligt gav til den anden....en foræring ....en erklæring af ren tillid.
Millicent kunne ikke forstille sig at give dette til en tilfældig, så heller Diego.Og igen...han havde ingen grund til at ville skade hende.Hvorfor skulle han? Hun var da på hans side... Og enda samme race.
Så jov...hun ville gerne sætte sin lid til det var gensidigt, at han også så hende som en ...ven.

Om hun var på dybt vand med Andrija? Ja...det var hun nok.
Som alt andet i hendes liv, var det en stor kontrast.Det var lykkes hende at falde over en af de mest...kompliceret...for at bruge et pænt ord,...mænd og det var et forhold der gav ar.Ikke på hendes krop...dét kunne hun ikke forstille sig Andrija gøre! Men på hendes sjæl og i hendes hjerte....det fysiske have være nemmere at forholde sig til.
Men ....mon ikke hun havde krammet mere på ham, end han selv var ville til at stå ved.Så kunne han være så hånlig han ville.Han havde også en ring på fingeren, det var Millicents krav.Skulle hun stigmatiseres med en ring, så skulle han fandme også.

Arh...Diego var ved at tø op.Perfekt.
Det ville ende med at blive en helt vild dag...en dag hvor hun bare slæbte rundt på viden og ny info , det var næsten for godt til at være sandt.Tænk hvis ikke hun var rendt ind i Diego? Tænk hvor meget hun ville være gået glip af.
Millicent lavede en lille grimasse.." Ja, jeg fortrækker dig frem for en helt fremmed- og jeg ved det godt, jeg skal nok huske det" hvor typisk at han lige skulle minde hende om det.
Hun spærrede øjnene lidt op, da Diego kom over i sofaen.Det nyttede bare ikke at blive skræmt nu.
Helt ærligt....både Edmund og Charlotte var lige ved siden af, de ville høre hvis noget....gik galt.
Og Diego..han...han ville vel passe på hende?
" J-jeg vil ikke slås mod dig, Diego" fik hun presset frem og som et kat fanget i en kegle af lys,sad hun stille...da Diego greb fat om hendes hage.Det var en simpel, men stærkt signal." hold Andrija ude af dette" hendes øjne spændte til, fordi hun pressede tårene væk.Hun var trist over hans ord...hvorfor truede han hende nu? Og ja...hun var 100på at Andrija ville smutte hvis hun fik et vansiret ansigt, længere bundede den kærlighed vist ikke.
Endnu.
Diegos hænder og kærtegnet af hans ånde, gjore hun lukkede sine øjne langsomt i.
Hun var både bange og meget spændt....mange følelser flexede rundt.
Et strejf af hans hånd, og hendes hår blev børstet til siden og den lyse hals blev blottet.
Millicents hjerte hamrede...på bedst fantomvis...bankede det ...hårdt.
For fanden da...hun greb med begge hænder fat i Diegos skuldre, da hun kunne fornemme hans tænder mod sin hud...og lige idet hun kneb øjnene helt i...hørte hun hans stemme.
" h-hva...." Mumlede hun , næsten omtåget.
" du.,, argh Diego...dumme idiot, jeg troede jo lige" skændte hun og så ned på hendes hænder, der nu havde sluppet ham.De sitrede helt.
" Det vil ikke gøre en skid ved mig dit bid " nu var hun ude med riven...og hun forsatte " tror du ikke jeg er stor nok til at tage ansvar for mig selv? Hvad er du bange for Diego? At du mister kontrollen? Eller at min store stygge kæreste kommer efter dig?" Hun troede nu aldrig Andrija ville kæmpe for hendes ære....men han ville helt klart lange ud, hvis nogen pissede på hans territorium, såå.

Han grinede på bedste Diego-vis. En dyb, brummende latter. Han strøg blidt sine fingre igennem hendes hår. Et skævt smil om hans læber vidnede om det selvmodsigende mysterium, der rungede i hans hoved i øjeblikket. Da hun havde hvæsset, at han skulle blande hendes kæreste ude af det, havde han mærket et stik af jalousi. Ikke fordi, han selv ville have Millicent, men fordi han ville ønske, han havde en pige, der i det mindste virkede bekymret for, hvad folk sagde. Men det kunne han ikke spilde sin tid på at tænke over. Han ville alligevel aldrig finde en pige, der passede til ham. Den eneste pige, der nogensinde havde elsket ham, for ham, og ikke for alt det psykiske beskyttelse og hans udseende, var Amy, pigen, han ville have friet til for så mange år siden … Flere menneskealdre siden …
Rolig lænede han sig imod hende igen med et hævet bryn og et svagt grin.
"Er du sikker på, mit bid ikke kunne gøre noget? Efter min forvandling gjorde bid ikke længere ondt. De gav mig erektion. Du ønsker ikke at føle den slags i mit selskab, gør du?" Han havde haft en mulighed for at misbruge en god situation, men alligevel fortalte han hende, hvilke konsekvenser, det kunne medføre. Det måtte da vidne om, at han rent faktisk bekymrede sig. Han var godt nok en idiot … Og han fortrød også sin advarsel, så snart han havde sagt det højt.
"Desuden … Jeg har før dræbt kvinder, jeg ikke ønskede at dræbe." Hans smil forsvandt og han lænede sig tilbage i sofaen igen, mens han tænkte på Macha. En ung engel. Han havde mistet besindelsen og havde taget hendes liv. For at råde bod på det, valgte han at forvandle hende … Men han tog sig ikke af hende efter forvandlingen, og da hun en dag fandt ham igen, var hun bestemt ikke glad for, at være blevet efterladt. Han huskede det tydeligt. Han ønskede ikke at dræbe Millicent - hende kunne han jo heller ikke bare forvandle. Det var allerede sket en gang, desværre. Men det ville da være rart, hvis han havde sådan en back-up plan i nødstilfælde.

"Jeg er ikke bange for, hvad din fyr kan gøre imod mig … Jeg er mere bekymret for, hvad han vil gøre ved dig." Han så alvorligt på hende. Han opsnappede en lille flig af hendes tanker om, at han sikkert ville forlade hende, hvis hun ikke havde sit gode udseende. Han sukkede tungt … Hun fortjente så meget bedre end sådan en idiot. Hun fortjente også meget bedre end Diego. Måske var det derfor, han var begyndt at tage afstand fra hende. Fordi han vidste, at han ikke var meget bedre end hendes fyr, og han havde fået et syn på, hvor frygtelig hendes fyr var … Sådan en person ønskede han ikke at være, men det var for sent at gøre noget ved. Ikke fordi han ville forsøge at ændre sig … Hans last var, at han var stolt over at være et bæst. Det var bare først nu, han kunne se tankerne af en, der … Der havde været sammen med sådan et bæst. Ikke, at hun virkede særligt ked af det, men måske var hun bare som Edmund. Hun forsøgte at være stærk og ønskede ikke at brokke sig over det, hun alligevel ikke kunne ændre. Havde han også set hende som en kær ven, havde han sikkert villet sige et par trøstende ord, men han kunne ikke engang se hendes tanker nok til, at finde ud af, hvor slemt det stod til. Hun var næsten helt lukket, og det var som at se igennem en dørspion; Det han kunne se var lettere forvrænget og hans synsfelt var indskrænket til, hvad dørspionen lige nøjagtigt kunne nå.
"Er du sikker på det her, Millicent? Det kan godt være, du tror, jeg ikke vil såre dig, men har du nok tiltro til mig, til at bilde dig selv ind, jeg ikke ville misbruge en situation som den … " Men hvis hun var stærk nok til at modstå ham for en lille ting som et kys, der virkede så ubetydeligt, var hun sikkert også i stand til at modstå alt andet, han havde at byde på. Det irriterede ham. Aldrig i sine mange år havde han mødt magen til trofast trunte. Han blev ved med at tvivle på sin teori om dæmonen, men hver gang, han så en flig af hendes tanker, blev han nogenlunde sikker igen.

Da han hørte tanken om ringen spærrede han øjnene op og så straks ned på hendes hånd. Fandme ja. Hun var forlovet … Fucking forlovet. Han sukkede dybt og irriteret før han rejste sig.
"Forlovet … " Han havde lyst til at råbe et-eller-andet for at få sine frustrationer ud over opdagelsen, men det endte dog med, at han blot tog sig til panden og rystede på hovedet, mens frustrationen blev til et grin, der tydeligvis ikke indeholdt nogen morskab. "Selvfølgelig … Hvorfor havde jeg dog ikke set det noget før."

// Dit svar var skam helt fint!

Egenlig kunne hun godt lide hans grin.Måske var det fordi han i det øjeblik bare lignede...Diego..og ikke en vampyr med en masterplan af sin egen.Hun ville have elsket at snøvse rundt inden i hans tankevirksomhed.
A finde en der passer? Kan man det, hvornår passer man sammen? Nogle ville hævde at der er når man finder sin soulmate, en der kan færdigøre ens sætninger, en der ved hvordan man har det og kan forstå de handlinger man fortager sig.En der etisk og morals ligger meget tæt på en selv og videre i den dur.
Andre igen ville hævde , at man skulle have en der var komplet modsat sig selv.Så ville man blive udfordret og have et dynamisk forhold.De sider man selv manglede , ville blive reprensenteret i sit liv, så at der var en slags helhed tilstede.
I øvrigt kunne nogle ønske og dermed argumenterer , at man skulle søge kompromiet i midten, så personen kunne holde en fra de store svingture ,på livets gynge.
Millicent selv mente , at det hele var uden betydning, for når hjertet havde leget ' spin the bottle' og peget på en, så havde man alligevel ikke en jordisk chance for at ændre på det, regardless.

Hun kunne have søgt tilflugt i et hul til små mus, da han lænede sig over hende og talte...sådan.
Hun var rimelig sikker på at en svag kulør ville vise sig, da hun havde masser af blod i systemet nu , og Diegos ord var inde i privat sfærden. Hun overvejede hurtigt igen, men kom til samme konklusion.Hun var nød til at se om man kunne blive bidt, uden at føle ophidselse....og hvis noget kunne det- så kunne hun vel også?
" ja...jeg er sikker, jeg vil gerne have du bider mig" forsøgte hun at lyde helt forretningsorienteret, som pendant til at have Diego mere eller mindre over sig.Kunne man ikke ..bide fra en afstand? Nej, det kunne selv hun så godt se ikke lige lid sig gøre, med mindre det var en strudse hals man skulle bide i.
Hendes øjne blev større.." nej...det er ikke min plan, at føle...sådan...og jeg skal føre mit bedste for det ikke sker" undskyldte hun nærmest og troede de var klar, da endnu en ting blev kastet til hende.
"Dræbt...du har dræbt dem?! " hun ville ikke miste livet no way in hell...men ...hvis hans sad begravet med bisserne i hende, kunne hun bil nok varpe ham af, som minimum? Han var en ældre vampyr ja...men hun ville så være en desperat vampyr, kæmpende for sit liv...det måtte da give hjemmebanefordel?
" Diego...du skal nok stoppe...ellers er Edmund og Charlotte nær ved, jeg tror ikke de lader dig drikke til jeg dør" sagde hun stille og vidste godt hendes liv blev hængt på en knage der var lavet ud af tro, og desværre ikke af viden.

For at være ærlig, så anede hun ikke hvad Andrija ville sige...eller hvad hun slev ville sige.
Hun var allerede nu med Diego , ude på det store hav, og hun lavede sin hunde svømning så godt hun kunne, dor at holde sig ovenpå.
Hun vidste bare hun var nød til at mærke et bid selv....for at se hvad hun udsatte andre for, og ...for at se hvorfor Andrija ikke var ...hvorfor han ikke havde følt...noget...da hun bed ham...når hun selv havde været helt væk i ham.Hun kunne sikkert hverken bide - eller modtage bid eller få folk til at føle noget som helst.
For uden at kende til Andrijas privatliv i detaljer, inden han mødte hende , havde hun ikke på fornemmelsen at det var et problem for ham at blive....ja...opstemt omkring kvinder.Kun Millicent, åbenbart.
Andrija...han var ikke ...ond, eller jo...det var han måske nok, men ...han kendte ikke til andet længere.Af en eller anden grund, havde han pakket alle følelser langt væk, og der ville gå lang tid før Millicent fandt de gaver og fik dem åbnet- hun håbede bare at kunne holde til gemmelegen sålænge, uden at...slå sig for meget.
" Diego...jeg stoler mere på dig , end en fremmed- vil du ikke sige det er smart?- trods alt?"
Hun ville egenlig til at hale ham længere over sig, da han ændrede adfærd.
Irriteret over ...noget...over at hun stolede på ham eller hvad? - rejste han sig op.
"Helt ærlig Diego...jeg er ikke et lam, jeg kan skubbe dig væk, hvis det skulle være" men hans svar fik hende til at blinke uforstående med øjnene.
* forlovet....er det hans problem, men...*
Millicent kom op og stå, med en glidende smidig bevægelse...en smule på vagt, nærmede hun sig Diego..tøvende og forvirret.
"Please...Diego, hvad....betyder det? Jeg forstår ikke, det er jo ikke fordi du selv ønsker at sætte en ring på min finger, så hvad er al det her...drama...for noget?" Der var ingen hån, ingen anklage...kun en sårbarhed og skrøbelighed at spore i hendes stemme.Her var hun ...parat til at vise ham sen tillid at ligge sit liv i hans arme, og lade ham bide...og så flippede han over..ja hvad? At hun var forlovet?
" Forklaring" krævede hun, for hun kunne slet ikke følge Diego lige nu.Han var et mysterie for Millicent.

Han troede ikke, at Edmund eller Charlotte ville komme og stoppe ham. Charlotte var ligeglad med Millicent og Edmund viste, han ikke ville kunne gøre noget andet end at gribe fat i Diego og råbe af ham, at han skulle stoppe. Og de viste begge to, det ikke ville betyde en skid, hvis Diego først besluttede, at han ville have alt blodet.
Hun virkede chokeret over, at han var kommet til at dræbe folk ved et uheld. Han nikkede bare kort og måtte undertrykke et smil.
"Jeg forvandlede hende bagefter." Ikke fordi, det var meget bedre end at være død. Faktisk var det på mange måder værre. Men andet kunne han jo ikke rigtig have gjort for at redde hende. En sølle redning, ja, men dog en redning.

"Nej, jeg vil ikke sætte nogen ring på din finger … Det gik bare lige op for mig … " Han så på hende med rynkede bryn og rystede så svagt på hovedet. "Hvor meget, du har ændret dig siden den gang. Hvor meget ældre, du er blevet … " Han havde slet ikke tænkt på, at hun faktisk var vokset forbi ham - kropsligt i hvert fald. Hun var en voksen kvinde og han var stadig et barn. Dømt, ligesom Edmund, til at være et barn. Diego var blot heldigere, at han havde været ældre end otte, da han blev forvandlet.
"Det er ikke noget problem … Det kom bare bag på mig." Han havde vel egentlig aldrig tænkt på, at tiden gik videre og det kun var ham, der sad fast. Hun havde blot været en teenager, den dag han lagde an på hende i køkkenet og hun for alvor skubbede ham væk. Det var næsten fem år siden og hun havde været vampyr i blot et par måneder … Tyve … Tyve år og hun var forlovet. Det ville have været normalt tilbage, hvor han kom fra. Han skulle have været forlovet dagen før han blev forvandlet - som sekstenårrig. Alligevel kom det bag på ham.
"Jeg skal nok gøre det," mumlede han. Han så ikke på hende. Han var så dybt begravet i sin egen filosofering at han ikke engang lagde mærke til, at han havde forvirret hende. Han havde blot svaret på hendes spørgsmål, som spurgte hun ham, hvad han syntes om vejret - uden at tænke, uden rigtig at reagere. Men han tog sig sammen. Han kunne ikke blot stå der og tænke. Der var ingen grund til at trække tiden ud, bare fordi virkeligheden indhentede ham.

Måske var han jaloux. Da han var menneske var alt, han havde ønsket, han i det mindste havde nået at fri til Amy dengang. Han satte sig i sofaen med et tungt suk og stirrede på Millies ring. Han rynkede brynene og bed sig kort i læben. Han ville gerne fortælle hende om Amy. Forklare Millie, hvorfor han pludselig var så rundt på gulvet, men han kunne ikke. Der ville ikke være nogen grund til at fortælle hende alt det. Det ville også ødelægge hendes syn på ham endnu mere. Det var alligevel ikke vigtigt mere.

"Bare sid stille … Jeg skal nok være forsigtig." Hans stemme var ikke længere fjern og han lænede sig roligt imod hende. Så mange ting, han fortrød, som han nægtede sig selv at tænke på. Så mange ting, han ville have gjort anderledes, hvis han kunne gøre det om.
Hvor var det komisk at tænke på, at Millie kunne have været hans, hvis han ikke havde været sådan et bæst for blot fem år siden. Han kunne have været den, der forvandlede hende. Han kunne have været den, der gav hende ring på fingeren, hvis han ville - det var morsomt. Men det var ikke sådan, verden var, og selv hvis han havde gjort alt det, ville hans hjerte stadig tilhøre en pige, der var død for over et århundrede siden. Hvis hun sagde mere til ham, ville han blot vælge at overhøre hende, til det hele var overstået.

Hans læber rørte hendes hals og hans hænder holdt blidt hendes skuldre. Hans kolde ånde ramte endnu engang hendes hals, men denne gang, han blottede tænderne, trak han sig ikke væk igen. De skarpe hugtænder pressedes imod hendes hud og langsomt rev de huller i hendes hud, imens tænderne gled ned i hendes kød og blodet begyndte at strømme ud af hendes åre. Hans læber lukkede sig om hendes sår mens blodet rendte ind i hans mund.

Oh...så han havde også prøvet at forvandle nogen.Hendes nysgerrighed var tændt, var det mon ligesom på film, at ofret skulle have vampyrens blod? Og kunne alle forvandle ...eller var det kun særligt stærke vampyrer? Nå..det måtte blive et andet tidspunkt, men hun skulle nu nok få det halet ud af Diego, da det var nyttig viden....især hvis hun besluttede at skabe en vampyr, en lille en af slagsen...en dag.

Millicent kunne med sin bedste vilje, ikke forhindre at et smil stak af.
"Naturligvis vil du ikke det, sætte en ring på min finger.Jeg er slet ikke din type." Lød det blidt.
Millicent var ret sikker på at Diego var tiltrukket af helt andre piger, men derfor havde hun jo lov at synes om ham- og det gjore hun så også.Endnu et smil..." Ja....jeg voksede op...og blev langbenet" drillede hun og hendes blik fin kæmmede Diego.Det var muligt at han var fastfrosset i tid, som hun nu også var blevet- men Diego havde intet at være trist over.Han var en lækker fyr, og pigerne tabte deres mundvand - og deres lingeri , på samme måde en ludoman taber sine mønter på et kasino.Hun fornemmede hans tanker kredsede om det." Diego....du er stadig lækker" flød det over Millicents mund, og hun håbede han fangede budskabet.

" Tak...det er sødt af dig" svarede hun og tænkte at alt i hendes liv, altid forkom...omvendt.
Her sad hun og takkede for at blive bidt.Millicent rystede på hovedet.Måske de alle havde ret, måske der var noget alvorligt galt med harddisken?

Hun ville have elsket at høre om Amy, om hans fortabte kærlighed.Hun var sikker på det måtte være en helt særlig og prægtig pige, hvis hun var lykkedes i at stjæle Diegos kærliged.Ingen andre havde formået det.Bare hun gengældte hans følelser, det ville hun havde håbet.

Tilbage i sofaen, sad hun i hjørnet...og nu begyndte det hele forfra.
Det døde hjerte bankede, så hun næsten ikke kunne høre sine egne tanker, men hun hørte Diego..'jeg skal nok være forsigtig' .. Det var første gang en fyr sagde disse ord til hende.Hun låste sine øjne fast i Diegos...halvt skræmt, halv facineret.Et kort flash af en ung pige ,en flot eftertragtet fyr...stående mellem hendes ben, op af et køkkenbord.Kun Millicents spinkle hånd, på hans bryst...stoppede ham fra at rykke nærmere.
Nu var den selvsamme hånd, på den samme bjergtagende fyr...og denne gang havde de et greb i hans skulder...for sikkerhed.Da Diegos tænder skar igennem hende, følte hun en kort smerte, og gispede.Ingen ynk eller klager.
Men....det efterfølgende var hun bare SÅ meget ikke forberedt på, trods Diegos advarelse.
Et farve orgie opstod foran hendes lukkede øjne, og i hendes åre brusede ren ekstase...ophidselse, jo mere han sugede, jo mere trak han en følelse af lyst..et behov efter ham frem.
Den anden hånd kom op, og greb fat...klyngede sig ind mod ham, var vel mere ordet...og hun stønnede svagt under ham, imens hun kom til at forsøge at lægge benene omkring ham.
Hun kunne mærke hendes blod forsvinde, men det ...var...en æggende...fornemmelse...meget og hun kunne mærke det trak...det gav en summende fornemmelse i hendes krop...i ..hele kroppen.
"Diego" stønnede hun og forsøgte puffe ham væk.
Hun sukkede og var tæt på at overgive sig og tigge ham om...mere, men ....nej...." Diego....stop".hviskede hun med neglene borende ned i hans skulder.Hun havde sit svar....og Diego havde fået sit blod....nu var det tid til at stoppe.

Diego var blevet mindst ligeså tændt som Millicent var. Men han stønnede ikke imod hendes hals, som han ellers normalt ville have gjort. Ligeledes fjernede hans hænder sig heller ikke fra hendes skuldre, som de ville have gjort ved en hvilken som helst anden pige, hvor de ville være røget ned for at flå bukserne af hende med det samme. Diego var en gentleman. Han ville ikke tvinge hende til noget. Også selvom han kort overvejede, hvor let det ville være, at tage hende lige der. Hun var alligevel opstemt, så selv om hun ville råbe af ham, han skulle stoppe, ville det ikke være som om hun helhjertet mente det.
Diego slap dog ikke, før han havde drukket, hvad han havde brug for. Han hørte hende bede ham stoppe, men trak den dog et par sekunder. Derefter trak hugtænderne sig tilbage og hans tunge gled over hendes sår for at stoppe blødningen. Af ren impuls og vane kyssede han hendes hals, hvor han havde bidt, før han slap hendes skuldre og satte sig ordentligt op. Ophidset, men han havde ikke i sinde at gøre noget ved det. Han tog tæppet fra gulvet - det, der var blevet smidt efter ham, som han ikke havde taget imod - foldede det ud og lagde det over sine ben. Det ville forhåbentligt gøre, at hun ikke blev ubehageligt tilpas ved synet af, hvad oplevelsen havde gjort ved ham - som ved hende selv.

Han så på hende med øjne der skinnede efter det måltid, han lige havde indtaget fra hendes snehvide hals. Han smilede ikke … Hans tanker var stadig et helt andet sted. Han ville ikke høre hende takke ham for at have bidt hende … Eller høre hendes oplevelse af, hvad der lige var sket, men det ville nok være det mest oplagte for hende at snakke om der. I stedet for at give hende muligheden for at fortælle ham noget, han alligevel allerede vidste alt om, fløj hans tanker pludselig imod et emne, de slet ikke havde været inde på, og ordene røg ud af hans mund, før han havde tænkt over det.
"Et par år efter jeg var blevet forvandlet forsøgte jeg at tage mit eget liv … Jeg rullede gardinerne fra i huset, hvor jeg boede med min skaber … Og lod solen brænde mig." Hans øjne var rettet imod gardinet, som hvis han stadig overvejede det. Hvilket han faktisk havde gjort en enkelt gang den aften. Overvejet at trække gardinerne fra. Men han var ikke i stand til at tage sit liv. Og han havde heller ingen grund. Han bildte jo sig selv ind, at han var utroligt lykkelig.
"Jeg ville have været død nu, hvis han ikke havde skubbet mig væk … Han brændte næsten selv op." Han tog en dyb indånding, og som om han havde haft en mening med at fortælle hende det, stak han noget nyttig viden ind i sin fortælling. "Jo ældre en vampyr bliver, jo hurtigere brænder han op … Husk på det. Solen bliver kun værre imod dig fra nu af." Han satte sig tilbage i sin stol med tæppet over sine ben. Der var ingen grund til at sidde i nakken på Millie. Det ville kun være dårligt for dem begge, når man tænkte på den nuværende situation.
Hun var egentlig overraskende stærk. Han havde ikke troet, at hun ville være i stand til at bede ham stoppe. En hver anden kvinde ville have stønnet om mere - eller, næsten en hver anden. Hende, han havde forvandlet, havde reageret stik modsat. Hun havde skreget og forsøgt at rive sig væk fra ham med alle kræfter. Af en eller anden grund fandt han altid mest interesse i de kvinder, han ikke kunne få.
Han havde slet ikke tænkt på, at hun måske ville vide, hvorfor fanden han havde forsøgt at begå selvmord. Og han havde heller ikke rigtig tænkt sig at forklare det, medmindre hun spurgte direkte … Hvilket han, set i bakspejlet, var sikker på, at hun ville. Det var bare røget ud af ham uden grund. Da han havde stået ved vinduet for et par minutter siden og set himlen blive rød … Han havde ønsket at blive stående der og se solen stå op - en allersidste gang. Mon Amy ville vente på ham, på den anden side? Sikkert ikke. Han anede ikke, hvad der var sket med hende. Om hun havde giftet sig med en anden mand eller om hun mon var blevet fundet af en anden overnaturlig sjæl, der ønskede evigt selskab. Han ville ønske, han havde kunnet hente hende og forvandle hende …

"Millicent … Kan du overhoved lide at skulle leve på den her måde?" Han vente blikket mod hende igen, men hans ord var blevet sagt med front imod gardinet.

Det var lige før hun nåede randen af panik, men akkurat inden, trak Diego sig væk og et fortumlet gisp lød fra Millicent.
Hun var som en blandet softice....forlegen over sin seksualitet, der blev trukket frem og sat i pendulsving ved hans bid — og samtidig var hun vred på ham...men måske mest på sig selv, over ikke at have kontrol...nok!
Hun lod diskret sine ben glide væk fra ham, og håbede ved gud at han havde været for optaget af at drikke, til at han havde formået at registrerer hendes krop, og dens reaktioner.Hun skælvede en smule, da hans tunge rørte hendes hals og hans læber efterfølgende blev presset mod det følsomme og lidt ømme område.
Diegos kys på halsen , var jo det rene vand ved siden af hendes...gnidning...og virkede næsten omsorgsfuldt, det var hende der reagerede så voldsomt.Hvordan han ellers plejede at gøre og hvad hans hænder normalt ville have været fulde af, kunne hun jo ikke vide.Millicent fik rettet sig lidt op, og fandt sit udtryksløse ansigt frem.Det var hun blevet god til, men undtagelse af de skide øjne, der skvulpede følelserne stadig rundt....hun måtte arbejde mere målrettet med at få jaget dem væk derfra.Hun skulede til ham , og så tæppet blive lagt henover, hvilke fik hende til at se meget målrettet på det det vinter inspirerede maleri og dets penselstrøg.Måske ' stemningen' alligevel ikke var gået helt hen over Diego.
Hun skævede i hans retning.Kontrollerede han sig selv...for hendes skyld? Hun blev igen lidt varm i hjertet og slappede vilkårligt bedre af.
Mat...hun var Mat i kroppen, det var vel nok godt hun havde tanket op, med Edmunds doner blod lige inden, ellers ville hun være meget afkræftet nu.Hvor meget havde han egenlig drukket?

Tankerne svømmede rundt, som fisk i et akvarium.Hvis det var sådan her man reagerede på at blive bidt, så var der noget alvorligt galt med hendes bisser..for Andrija havde slet ikke vist tegn på..noget.Et øjeblik passerede, hvor Millicent var optaget af sig selv, og glemte sin forlegenhed, overfor Diego.Men den skulle nu nok dukke op igen- senere.
Istedet overvejede hun, om hun ganske simpelt burde konfronterer ...bekende kulør overfor Andrija og spørge ham, men ...hun slap tanke som var den lavet ud af glødende kul.Hun ville aldrig nogen sinde kunne få ud af son mund' hvorfor han ikke fandt hende tiltrækkende?' Og hun ville blive så meget til grin, det vidste hun bare.
Hun ville netop til at takke Diego, komme ud af hendes selvoptaget tanker, da han
trak hende væk fra hendes lille delikate dilemma, og vendte det hele på hovedet.Fuldkommen.
Han fik hendes ubetinget opmærksomhed, og Millicent lyttede bevæget til hans ...bekendelse, var det vel nærmest.
Stemningen i rummet blev...tæt, fortrolig...næsten ubeskrivelig.Det var et øjeblik ud af en helhed...men i det lille øjeblik, åbnede Diego op ind til hans inderste.Ind til personlige....private handlinger, og Millicent trådte varsom inden for.
Hun nikkede...og blev nærmest overstrømmet med omsorg for ham.Tænk at han...Diego..havde overvejet det? Diego...han kunne jo klare alt - i Millicents verdensbilled.
Vampyr livet var vist...et barsk liv, efteralt.
Måske....måske var det derfor Andrija ville ændre hende, han vidste hun aldrig ville overleve, aldrig ville blive lykkelig...ikke med alle de følelser i sin krop,
" Min væreste fjende...solen" gentog hun hans lektion til hende.For helvede...han virkede jo helt..sød.
Omsorgsfuld, som forsøgte han at passe på hende, at hjælpe hende over et meget vigtigt bump.
Millicent rystede på hovedet.
Godt og ondt...sort og hvidt, det hele var ikke så enkelt længere.Alle farverne på paletten var sammenblandet, og det var aldrig helt til at vide hvilken farve man endte ud med , når det hvide lærred , i dette tilfælde Diego, skulle farvelægges.

Hendes spørgsmål blev forhindret...igen var han hurtigere end Millicent, og fik et ud af hans egne.
Hvad skulle hun svare...kendte hun svaret selv? Nej...det gjore hun ikke- endnu.
Hun så ind i hans skinnende øjne, og smilede svagt.Diego så mere..sund ud nu, trods de tunge emner de flyttede rundt med." Jeg har ingen svar på det" sagde hun ærligt.
"Det er for tidligt, og jeg famler mig stadig frem.Men....hvis jeg kunne lukke mine øjne og vågne op som menneske, så ville jeg vælge det- til hver en tid.Jeg synes det er ...hårdt..at skulle være selvisk og...ond, for selv om vi har vores gode øjeblikke, sååå "
Millicent forsøgte at klare tankerne..." På den anden side...jeg har arbejde, tag over hovedet og en mentor der har forlovet sig med mig- så hvad klager jeg over?" hun rynkede på næsen....Hun ville aldrig været faldet i snak med Andrija, hvis hun havde været menneske.Aldrig ville hun gide spenderer fem minutter med en fyr der slæbte rundt på den attitude- men hun havde udvalgt ham med omhu- og nu.....nu ville hun ikke af med ham igen,desuden... nogen skulle jo præsenteret ham for de vises sten.

Hendes øjne blev lidt mørke...måske hun trængte sig på, men hun vidste at Diego nok skulle banke hende på plads så.
" Hvad....hvad fik dig helt derud...hvor selvmord virkede som en god udvej, Diego? Jeg mener...du virker SÅ stærk og som intet kan bringe dig ud af fatning, men jeg...kan jo høre at jeg tager meget..fejl".

Selvfølgelig havde han holdt sig i skindet … Pigen ville ikke engang kysse hende, og hvis han havde prøvet på mere end det ville hun sikkert aldrig nogensinde villet være i nærheden af ham igen. Nu, hvor han tænkte over det, var det måske den bedste måde at genoprette forbindelsen imellem dem. Hvorfor han var så opsat på, at hun skulle se ham som en charlatan og skørtejæger, vidste han ikke. Det var vel bare alt, han kendte til. Og når man ikke kender til så meget, er det sværere at slippe det, der gør en tryg. Det var måske en ynkelig forklaring, men sådan var verden og dens indbyggere bare indrettet.
Og næste nat ville han finde en kvinde, der lignede Millicent, og gøre alt det, han havde haft i tankerne, da han først genkendte hende; Som om det ville bringe balancen tilbage i universet. Og som han så ofte havde gjort, når han havde savnet Amy for meget; fundet en rødtop. Hvordan de så ud var egentlig ligegyldigt. Han ville glemme deres ansigter igen, og deres navne. Og til sidst ville han være i stand til at bilde sig selv ind, at det havde været ligesom, hvis det havde været den rigtige Amy. Det samme kunne han gøre ved Millicent. Ikke fordi han havde noget dyb, uopfyldt behov for hende, men simpelt hen fordi han havde været for venlig og havde ødelagt den vante harmoni.

"Jeg var ikke blevet bragt ud af fatning … Og jeg var heller ikke svag." Han sukkede svagt. Det var klart, hun havde det syn på hans handlinger. Det var det mennesker typisk tænkte, og hun var så tæt på at være menneske som nogen vampyr overhoved kunne blive. "Jeg var bare klar til at dø … Jeg havde fået et glimt af, hvad der ventede mig, og jeg besluttede, at det ville jeg ikke gennemgå." Mon Millicent ville forstå, at det var et valg, han havde taget med fuldt overlæg? At han havde gennemtænkt det hele? Hun ville vel blot tro, at det var ud af desperation og depression … Og det var det også til dels; det kunne han ikke benægte. Men han havde aldrig været svag på det punkt. Han kunne kæmpe, når han ville - og så ville han heller aldrig stoppe igen. Eller han kunne vælge at lade være. Den beslutning stod også mejslet i sten.
"Jeg opgav ligeså meget som dig, da jeg blev forvandlet." Han skævede imod hende og trak så på den ene skulder, som om det egentlig ikke betød noget som helst. Det gjorde det jo ikke længere. Desuden havde han heller ikke lyst til at fortælle mere. Han fortrød allerede det, han havde sagt. Det var åndssvagt af ham overhoved at røbe noget som helst.

Det var kun klart at Millie ikke kendte meget til vampyrlivet endnu, og derfor ikke rigtig kunne give noget fyldestgørende svar, og derfor lod Diego det også bare ligge. Men han kunne godt sætte sig ind i tanken om at spole tiden tilbage til det, man havde før. Oh, hvor ville det være skønt.
Hans blik lå på hende længe. En mindre evighed, hvor han ikke hørte andet end sine egne tanker - og Edmund og Charlottes inde fra det andet rum. Men de to forsøgte han af alle kræfter at ignorere. Men det var tæt på at være ude af hans hænder.
"Elsker du ham?" Hvilke intentioner han havde bag spørgsmålet var han ikke engang selv sikker på. Men det var noget, der gik ham på. Det var en ting, han ikke selv havde oplevet i årevis. Kærlighed. Han havde forsøgt at fremtvinge den flere gange, men det var ikke noget, man kunne fremtvinge … Han havde før troet, det var lykkedes, men så faldt hans interesse og han endte med at dræbe vedkommende. Han misundte hende faktisk hendes menneskelighed. At Millicent var i stand til at føle kærlighed … Hvilket hun måtte være, siden hun mente, hun var i stand til at passe på et barn.
" … Hvordan … er det?" Han havde flyttet blikket fra hende igen, før han sagde det. Det var lidt for svært at se hende i øjnene, når det var den slags tanker, der pinte ham.

Det var nok smart ræsonneret af ham, at ville genopbygge en kontakt.Men Millicent havde på en måde allerede lukket ham ind i sit hjerte, som en ven.
Hun havde ofte meget let ved at enten afvise eller tage folk til sig, og ville så vende verdenen på hovedet for at de skulle have det godt.Så enkelt var det.Men at tale om hendes følelser og det der vedkom hende...det var en helt anden sag, og et emne hun gerne bailede fra, hvis det lod sig gøre.Og så var der stunder som nu....hvor man gerne gav igen, når den anden havde åbnet op.Hun ville formentlig være lidt forskrækket over Diegos måde at afbalancerer tingene på, og finde det en smule -skræmmende at han ville finde en der mindede om hende....Millicent ville helt sikkert havde snakket til hans øre faldt af, havde hun kendt til hans planer.

Hun lænede sig og gjore så hun sad mageligt i sofaen, med begge ben trukket op.
Det akavede øjeblik var passé, og energien i rummet som sådan meget fin.
Med en albue i sofaen, og sin hånd som støtte for hendes kind, lyttede hun til Diego.
" Jeg tror da på dig " sagde hun blidt.." Men jeg forstå ikke hvad det var der åd din livs gejst? Jeg mener...et eller andet har fået dig til at føle at vampyr livet ikke længere havde betydning og ikke gav dig glæde...hvad var det?" Ønskede hun vide.Både fordi hun selv kunne berede sig på noget måske tilsvarende en dag, men mest af alt fordi hun ønskede at vide mere om Diego...og hans liv.
Millicent strakte sig lidt og hendes matte øjne undersøgte Diego..." ja...undskyld, jeg kan slet ikke forstå, hvad der fik dig til at sige ja, Diego? var du påvirket af noget? Ked af noget? For ingen i god balance ville da ønske det?"

Teknisk knockout....Millicent blev sendt til tælling.
Hun glanede først på Diego lidt...kneb øjnene lidt sammen og mærkede en lille flig af panik løsrive sig.
" Elsker?" Lød det fra hende.
For fanden da....hun havde nægtet at skulle ned af den vej....hun havde på intet tidspunkt rigtigt indrømmet eller kigget sine følelser efter i sømmende.Hun vidste bare at hun brændte efter han skulle blive tilfreds med hende...ville have hende....ville sætte hende over alle andre og ville ønske at være tæt på hende.Men Andrija...gik så stille med...det hele...hun anede ikke hvad den mand tænkte og hun havde ingen ide om hvorfor han...hvorfor de var forlovet.
Måske nægtede han at mærke efter hans følelser også? " Jeg vil i hvert fald rigtig gerne have han kan lide mig" blev hende tamme svar og igen skød en tristhed op i hende.Han var så....fjern...sammen med Millicent, gav så lidt af sig selv og hun forstod ikke hvorfor.Men...da hun havde smidt ringen i hans hoved og var gået....havde han alligevel beholdt dem, og enda fået dem ingraveret med hinandens navne, det måtte vel betyde at også han følte....et eller andet? Og var den på deres fingre igen.
"Det er det mest fantastiske i hele verden Diego....og det mest sårende" svarede hun ærligt og trak en pude op i sin favn." Kontrastfyldt som en i helvede.....det kan gøre dig stærk nok til kæmpe de største slag, og vinde dem alene....og det kan bringe dig i knæ og flænse dit hjerte med et enkelt verbalt slag...eller bare ....et blik."
Hun så op på ham..."Har du aldrig elsket nogen .....hvad med første gang du..." Hun bed sætningen af...han ville vide at hun mente, da han første gang var i seng med en.

Han så på hende med undrende øjne et øjeblik, mens han overvejede, hvad hun hentydede til. Hvad havde han sagt ja til? Forvandlingen, var det den, hun mente? Det måtte det vel være. Han havde jo ikke direkte 'sagt ja' til sit selvmordsforsøg i den forstand. Det var ikke et spørgsmål, der var blevet stillet, men i stedet en beslutning, der var blevet taget. Han rynkede brynene lidt men lod hende svare på hans spørgsmål, før han svarede på hendes.
Hun virkede noget omtumlet over, hvad han sagde; Og selvom det morede ham, gjorde det ham også urolig for hendes velvære. Det lød ikke ligefrem positivt, den måde, hun fortalte det … At hun ønskede, han kunne lide hende, var langt fra det samme som at hun elskede ham. Eller blot kunne lide ham. På det punkt lød hun, på overfladen, som Diego selv. Han ønskede også at folk kunne lide ham - i hvert fald, når han kunne få noget ud af det. Det gjorde livet lettere. Men det betød ikke, at han kunne lide dem. Nogen af dem. Overhoved. Men der var alligevel noget ved hendes opførsel, der overbevidste ham om, at sådan var det ikke for hende. Millie havde et hjerte, der fungerede … Et hjerte, der følte … At hun måske havde smidt følelserne på en person, der ikke havde fortjent dem, var meget muligt. Mange kvinder havde allerede gjort det for Diego.
Han kunne godt lide hendes beskrivelse af kærlighed. Det lød næsten som noget, han kunne have skrevet, da han var menneske … Da han var Ciel Phoenix og ikke 'Diego.' Hans blik flyttede sig mod hans hænder, så gulvet og til sidst lænede han sig tilbage og så op i loftet i stedet. Nu havde hun spurgt direkte … Og det var vel på tide, han svarede hende.

"Jeg elskede en pige, da jeg var menneske … Og jeg elskede min skaber … Ud over de to, har jeg aldrig følt den slags … " Millicent ville ikke tro på ham, hvis han sagde, han aldrig havde været i seng med Amy, hans første kærlighed, ville hun? Sikkert ikke. Men Millicent vidste heller intet om Ciel. Og hvor stor en forskel der var på Ciel og Diego, thi de delte krop. Han bed sig i læben kort og lukkede øjnene et øjeblik.
"Jeg regnede da med, at jeg elskede ham … Men alting føltes anderledes efter forvandlingen. Der skulle meget til, før jeg kunne føle noget som helst." Og denne følelsesløshed havde også været grunden til, at hans skaber havde måttet gøre en hel del, for at holde Diego i sit net. Hvis Diego dog bare havde set noget før, hvordan det hele hang sammen.
"Hvad sagde jeg ja til? Påvirket til at begå selvmord?" Han så imod hende og tænkte lidt over det. Selvfølgelig forstod hun ikke. Hun havde endnu ikke levet længere end et normalt menneske ville gøre. Men når hun nåede Diegos alder ville sådan noget virke noget mere … realistisk for hende. At vide, man snart var på vej mod enden. At man havde nået sit højeste og alt blot ville gå ned af fra det punkt af.
"Måske var jeg påvirket af tabet over den kvinde … Måske var det den sidste lænke til menneskelivet, der gjorde det." Han trak lidt på den ene skulder og lagde hovedet på skrå mens han beundrede hendes ring. Den var meget simpel, i forhold til den ring Ciel ville have brugt under sit frieri. Den store sølvindfattede smaragd, der havde været hans mors ring og nu skulle have sat på hånden af Diegos hustru; og en dag igen være gået i arv. Men sådan var verden ikke endt.
Han ville ikke omtalte hende ved navn. Det bragte det hele lidt for smerteligt tæt på. Hvis han sagde hendes navn højt, ville han aldrig mere være i stand til at opføre sig, som han altid gjorde, overfor Millie igen. For hendes syn på ham ville ændre sig for altid, uigenkaldeligt, hvis hun så den del af ham. Det var han fuldstændig overbevist om, og det holdt ham tilbage.