The Secrets We keep , The lies Within

Diego havde ikke sat sig op i stolen. Han havde blot sat sig, hvor han var endt. På gulvet. Men han sad så rank og med øjnene så roligt, at han ligeså godt kunne have sat på en trone og ikke på et hotelgulv, der lugtede af blod og alkohol efter aftenen forinden. Det var som om han, da han så på hende, ikke var den Diego, hun kendte. Ikke den Diego, der levede i det enogtyvende århundrede, men rettere den unge herre, der havde levet sine kære barndomsår med hård hånd i 1870'erne, præcis som realiteten nu var. Men da han så vente sig, så han havde ryggen imod stolen, var det som om hans ranke ryg sank sammen i den afslappede positur, der var karakteristisk for nutidens unge.
Han havde lært at falde ind i mængden med lidt skuespil, men han var stadig sikker på, at det var sværere for ham end for mange andre vampyrer, der så ud til at leve godt. Men det kunne være, de spillede skuespil som han selv …

Han var overrasket over hendes spørgsmål, men trak ikke en mine. Hans udtryk var neutralt, afslappet - ligeglad. Hans øjne havde en mystisk nuance, der lå et sted i mellem de røde vampyrøjne og de isblå øjne, han havde haft som menneske. Som to krystaller. En sammensmeltning mellem en diamant og en rubin.
Han rystede langsomt på hovedet. Han drømte ikke, som han havde gjort engang. Det var noget andet nu. Et slags … endeløst mareridt af minder. Som om hans indre blev hjemsøgt og han måtte de det i øjnene hver nat.
Åh, søde melankoli.
Men meget kort efter hans hovedrysten trak han på skulderne og et tydeligt falsk, bredt tandsmil plantede sig på hans læber, som var han filurkatten med hugtænder - uden udtryk i øjnene vel at mærke.
"Jeg aner det ikke, dukkebarn … Jeg kan ikke altid tale på vegne af hele vampyrracen, ved du nok." Han rejste sig langsomt, dovent, som den gamle mand, han var, og gik over imod den flaske, der var blevet efterladt på bordet forrige aften. Han havde ikke noget at drukne - ingen følelser eller minder, han ville glemme. Men til tider kunne det, ikke at føle, være værre end at føle smerte.
"Jeg har bare mareridt," mumlede han lavmælt før flasken blev presset imod hans underlæbe og den søde nektar gled ind i hans mund og kradsede i hans hals med den velkendte velsignelse af frihed.
Mon Millie nogensinde havde tænkt over, om en vampyr kunne blive alkoholiker … Diego var sikkert allerede endt sådan, selvom han hverken virkede sådan eller havde indset kendsgerningen selv. Når man drak så meget hver eneste nat, kunne man ikke benægte, at være alkoholiker.

Han så ind i Millies uskyldige, klare øjne, da hun snakkede om larmen … Han rystede på hovedet med et lusket smil, der betød at han vidste mere end han burde have vidst.
"De hørte skam ikke noget … " Sjovt, at Millie kaldte pigen Amy, efter at menneskebarnet havde råbt af ham, at det ikke var hendes navn. Men så igen, hverken Millie eller Diego kendte hendes rigtige navn. Kun Millie havde overhoved haft interesse i den ligegyldige information.

At man ikke lige kunne udstyre Diego med en label i hans pande, vidste hun efterhånden godt. Han var langt mere nuanceret og indeholde flere lag, langt flere end Diego selv havde interesse i at indrømme.
Millicent så kort glimtet af den unge mand.... Fra en ( for hende) historisk tid og hun tabte pusten. Så nobel og rank , hele hans aura var anderledes , men inden det lod sig gøre at tage et mere detaljeret kig på ham, var det væk... erstattet af den moderne og lidt skødesløshed holdning, karakteristisk for nutiden.

Men det var ikke kun det... Også hans øjne synes at være ændret.
Millicent sad som en lille fugle unge ' med åbent næb' imens Diego fodrede hende med orm og andre ting hun behøvede. Hun lyttede og fulgte ham nøje , da han kastede sin kærlighed på en flaske alkohol.
Hun hævede let øjenbrynene og lod tankerne snurre en omgang. Drak alle væsner, mere eller minder? Diego drak åbenbart massivt og Andrija lavede intet uden der var alkohol involveret. Millicent selv havde efterhånden lært at sætte pris på den snurrende fornemmelse , den sederense effekt hun fik, når hun havde drukket en pæn del.
Havde de alle så ynkeligere liv , at alkohol var et nødvendigt onde for at kunne se charmen og tiltrækningen i dagen i dag og den i morgen ?

Hun slikkede sig om læberne, da Diego drak. Hun skulle snart have blod. Som baby vampyr drak hun meget ofte og hun kunne blive rigtig vrissen , humørsvingende hvis hun var tørstig. " Så du har mest mareridt ? Det er sku da bare typisk . Her skal vi leve ... Like forever... Og så skal vi brænde inde med skod drømme ?!" Millicent rystede på hovedet og blev på det nærmeste glad over intet at kunne huske, hvis det alligevel havde været noget skod.

Kort så hun ham ind i hans øjne og hun greb sig selv i at ønske Diego havde været en bog. Hun ville så gerne kende hele historien , hvert et kapitel og hver en linie. Han var for hende , indbegrebet af en rigtig vampyr. Mon hun nogen sinde selv ville udvikle sig så meget ? Sikkert ikke." Hvad er der med set smil dér ?" forlangte Millicent besked på.
Det var da dejligt hvis de ikke havde været kilde til uro og forstyrrelser, men .... Diego var ikke særlig overbevisende med det smil plastret ud over det hele.
I det hele taget.. Hun lod øjnene arbejde sig vej ned over ham... havde han en del mere ... kant ... denne aften, end da de var gået til ro.
" Måske du kunne dele den flaske der med mig ? " kom det fra hende imens hendes tanker kredsede lidt om Diego.
" Jeg.. Jeg kunne godt tænke mig at holde forbindelsen ved lige til dig. Har du egenlig en mobil Diego? Jeg ... tænkte om jeg måtte få dit nummer ?"
Ja... Det lød måske en smule tumpet, men hun kunne jo ikke stå ved diskoteket hver aften og vente i uvidenhed... Og hun ville gerne kunne få fat i Diego, og ikke bare lade ham smutte helt ud af hendes liv..eller hendes død, hvad end man nu lige sagde. Ord og standart vendinger havde mistet deres betydning eller fået nye. Hvor forvirrende.

Han havde lyst til at forklare hende, at hans mareridt havde rod i hans liv, og at Millie sikkert ville drømme om regnbuer og hundehvalpe, men der var ikke nogen grund til at forklare hende, hvordan drømme hang sammen. Han vidste jo ikke engang selv til punkt og prikke, hvordan vampyrers hjerner var. Desuden var han mere optaget af flasken i hans hånd end af at diskutere med Millicent.
Han var virkelig ikke i humør til den slags alligevel - hvis han da overhoved havde humør til noget. Var det muligt, ikke at have et 'humør'? I den sammenhæng gav ordet ikke længere mening, Men der var så meget, der ikke gav mening, hvis man flyttede perspektivet en lille smule. Regeringer, politik, religion, etik, moral, kultur. Livet.

Hans smil blev blot bredere og mere kryptisk, da hun spurgte, hvad det skulle betyde. Han trak henkastet på den ene skulder og forsøgte at lyde så ligeglad som muligt, selvom han egentlig kun gjorde dette for at se Millicent blive rød helt op til ørene.
"De to havde travlt i går. De hørte ikke et piv."Han blinkede til hende med det ene øje. En klar hentydning til, hvad han mente, men så igen - han snakkede med en pige, der ikke vidste hvad en Happy Ending var. Hun skulle vist have det skåret ud i pap … Måske.
Han rystede på hovedet, da hun spurgte, om hun måtte få noget af flasken. Han ville ikke dele alkoholen og pigebarnet havde alligevel mere brug for blod end for den slags.
"Du kan bestille nogen drikkevare efter du har hældt noget blod i dig … Nej, ved du hvad," Han så lidt på flasken og forsøgte at afgøre, hvor meget der var tilbage. Der var slet ikke nok til at gøre ham fuld. "Du får noget blod, så ringer jeg efter mere af det her stads." Navnet, der stod skrevet hen over flasken var ikke fransk eller engelsk … eller et af de mange andre sprog, han talte flydende … så han var ikke sikker på, hvordan han skulle sige det i røret. Uanset hvad så rejste han sig og gik imod telefonen. Efter hans mening burde hans ben være sløve af alkohol og ikke af søvn, som de var nu. Det skulle fikses.

Han så på hende over sin skulder med et undrende blik, og greb så fat om bordkanten, da han grinede et kort, dybt grin og rystede på hovedet af hende. Hans egen lille komiker.
"Mig? En mobil?" Han satte flasken fra sig og lænede sig op af væggen, mens han tog hende i øjensyn. "Hvis jeg har brug for kontakt med dig, sender jeg dig en tanke. Hvis du da nogensinde tør lade mig ind i dit sind igen." Igen kunne han se små glimt af hendes sind. Det gjorde ham sindssyg, at han ikke kunne smadre den mur, der var ved at blive bygget inde i knolden på hende.
Hans hånd lagde sig på telefonrøret, men før han tog den op for at tilkalde roomservice - for nogen ekstra flasker, så han igen på hende og mumlede så; "At tro en hjemløs har en mobil … " Han rystede på hovedet og løftede røret. Denne gang blev hans stemme ikke honning-sød, da han talte med kvinden i receptionen. Men flaskerne blev da sendt op.
Et sted bag Millie og sofaen blev en dør åbnet og Edmund trådte ud af soveværelset med de lyse lokker i uorden og gned sig i øjet. Synet ville være hjerteskærende bedårende, hvis man ikke var klar over, hvor gammel manden var.

"Godaften, frøken Millicent," hilste han med et smil. Charlotte var ikke at se. Den lille lyshårede fyr vandrede imod køleskabet for at få en donorpose.

Små irriteret over udsynet til at have lorte drømme resten af uendeligheden, skulede hun til Diego.
Han derimod, så ud til at morer sig og hans hentydning faldt, hans lille insinuering af hvad Edmund og Charlotte havde holdt sig beskæftiget med, blev hun straks en smule genert.årh...den mand! Han havde trukket det ud, fordi han vidste hun ville spørge...og han vidste hun ville blive genert! Hun var jo ikke mormon...eller kloster materiale— så selvfølgelig vidste hun hvad han mente.Hun havde bare ikke fået den store introduktion til The land of Making love, så alle de små finurlige detalje navne...som Diegos Happy Ending, dem kendte hun så ikke lige.
Millicent vred sig lidt...argh, Edmund og Charlotte havde nok alligevel ønsket Diego og Millicent langt væk, når de nu havde haft...den slags planer? Hendes læber formede et " OH" og hun så væk fra Diego, der syntes at drille hende nu.

Men hun behøvede blot at læne sig mageligt tilbage, for nu blev livet simpelthen for svært at navigerer sig igennem for Diego.Skulle der bestilles alkohol eller hvad? Og skulle han dele sin flaske med Millicent eller ej?
Millicent bemærkede han tjekkede flasken ud, og en svag antydning af han vidste hvad det var dukkede op iform af en let rynken af hans bryn.
"Becherovka...." Lød det fra hende."Det er tjekkisk og fremstilles kun i Kalovy Vary."
Hun vidste at det var kradse stærke sager, især når man drak det rent.
Diego gik mod telefonen , efter et afslag og en begrundelse at hun skulle have blod.
Millicent var på sin vis både beskeden i stort omfang, men hun skam også være en grådig lille en, og lige nu kunne hun slet ikke se hvorfor det ene behøvede at udelukke det andet.Hun kunne vel få begge? Stædigt- rejste Millicent sig og stod som et pust af et vindstød, ved Diegos højre side.Hun greb ud efter flasken og mumlede mod hans kind "Årh...lad dog vær, selvfølgelig må jeg få."
Hendes hånd lukkede sig om den grønne flaske og trak til.Hvis det lykkedes hende at få flasken, ville hun med det samme føre den til læberne og tage en stor begærlig tår, uden at slippe ham af syne, og efter sin lille demonstration , afleverer den artigt igen, med et " se...det var sødt af dig."
Hvis han stadig holdte hende væk fra flasken, ville hun frem sige en lav klage sang , i stil med " Guuud hvor er du streng.Og jeg der troede du var sød og rar.Onde Diego...troede du kunne lide mig?" Og så ville hun ellers kort surmule.
Indtil hun huskede at spørge om mobilen.

"Du har ikke en mobil? Ej, for helvede...ja , den er god med dig...det er da meget fint du kan nå mig Diego" lød det semi sarkastisk "men hvad nu hvis det er den anden vej rundt, smartass? Hvad nu hvis jeg har brug for dig? Kan du så høre det hvis jeg sender en ladning tanker afsted mod dig? " hun så afventende på ham.Det nyttede jo ikke det var en envejskommunikation....og sku da slet ikke når den ikke engang gik fra hende til ham! Så måtte manden få sig en mobil og deltage i pr 2013.
" Man får som man fortjener, skat" sagde hun drillende....." Kun de gode drenge får adgang til mit sind" drillede hun , men hendes øjne skinnede.Det var nyt....helt nyt at hun kunne skubbe nogen ud på den måde.En helt ny evne så det ud til.Hun var meget begejstret over den hér, og i forhold til hun kortsluttede alt for meget , i tide og særligt i utide....så kunne hun vel ingen ulykker eller katastrofer forudsage med denne evne?
Hendes øjne med al deres opmærksomhed, løb over Diego.
Glad så han ikke just ud.Mere som det virkelig pissede ham af, at han ikke kunne trænge ind i hende, når det passede ham.Men hvis Millicent havde ret ....så kunne ingen gøre det.Det ville blive spændende at afprøve hen af vejen.

Flere ting fulgte hurtigt efter.Sprut blev leveret....Edmund kom ud og lignede en engel....og tanken om Diego uden et sted at bo jagede hendes tanker.
De havde en del at tale om.
" Godaften Edmund.....og tak for lån af sofaen" smilede hun til fyren.
Millicent kunne godt mærke tørsten presse sig på, men hun kunne holde den i ave, lidt endnu.
Det nyttede jo ikke at hun drak hele deres lager.
" Charlotte...hvor har du gjort af hende, sover hun stadig" lød det mildt fra Millicent og et hurtigt blik blev sendt mod døren ind til deres værelse.

Til Diego sagde hun....." Det med intet sted at bo....det duer jo ikke.Vil du ikke bo hos mig, bare til du finder noget andet? " hun havde en dobbeltseng, men der kunne han jo ikke ligge.Men der kunne snildt stå en ekstra seng i soveværelset.Så var der bare...Andrija.Og igen...Millicent havde ingen ide om han ville være helt ok med det, eller flippe ud over hun ligepludselig havde en ung vampyr fyr i sit soveværelse?
Hmm, men så måtte Andrija jo lære at være me tydeligt i hans ønsker, måtte han ikke.
Andrija var i hvert fald ikke i tvivl om hvad Millicent ville syntes, h is ideen var omvendt.
Hun ville have smidt kvinden ud på to sekunder, og dernæst brugt de næste to hundrede år, på at skælde Andrija ud.
Men....nu havde Andrija også en helt anden ...tilgang...til kvinder, end hun generelt havde til mænd, ik?
Og hvis Andrija virkelig ikke brød sig om det, så kunne han jo tilbyde at hun var hos ham.

Han så lidt overrasket på pigebarnet, da hun sagde præcis, hvad der stod på flasken. Først efter at han havde hørt navnet på den, faldt bogstaverne på plads for hans øjne og han gentog det ned i røret, mens han skævede lidt imod Millie. Hvordan fanden kunne en lille, uskyldig engel som hende kende noget som helst til alkohol? Så kom han til at tænke på, hvad han havde hørt i hendes tanker for, hvad der nu føltes som en evighed siden, på diskoteket. Hendes dæmon arbejdede som Bartender. Det var ikke så overraskende, at hun vidste et og andet - også selvom informationen muligvis ikke var fra hendes kære forlovede. Han valgte, ikke at sige noget til det. Det gav ikke mening at spørge om noget, han egentlig var ligeglad med.
Han så hende nærme sig og strakte armen, så hun ikke kunne nå at gribe flaskehalsen. Han smilede ikke over hendes kommentar - ikke noget selvsikkert, hånende smil, som han ville have givet for blot et par timer siden. Ingen følelse.
"Blod er vigtigere og du er kun en babyvampyr. Drik nu forhelvede noget blod først." Han havde tømt flasken rimelig hurtigt. Det varmede - men var ikke så stærkt som det nok ville have været for et menneske. Hvis det var så stærkt som Millicent mente ville et menneske muligvis allerede være fuld nu. Men Diego følte sig kun en smule usikker på benene.

"Du har ikke brug for at kunne kontakte mig." Han så på hende, som om hans tanker var så åbenlyse at han ikke forstod, hun ikke kunne se logikken. "Som om jeg ville komme, når du kalder. Du ville sikkert afbryde mig midt i … vigtige sager." Først der var der et lille smil på hans læber og han lænede sig op af væggen - hans hoved var sunket ned imod hans skuldre og hans hår hang ned i ansigtet. Smilet var væk igen … Der var noget, der ikke var rigtigt, men Diego var ikke selv i stand til at se, hvad det var. Han måtte rubbe neglene og få noget mere alkohol indenbords. Drukne den tomhed, der var i ham efter at hans følelser forsvandt. Han følte sig ikke trist, blot tom. Hul. Som om hans indvolde var gledet ud af et stiksår i hans mave og nu lå på gulvet for hans fødder. Han havde ingen intentioner om at samle dem op. Det ville blot sætte ting i gang, der føltes langt værre end tomhed.

Edmund havde taget en donorpose og var allerede i gang med at suge den røde væske ud derfra. Den otteårrige krop sank ned i lænestolen Diego havde sovet i. Han fjernede munden fra posen og så op på Millie med et smil - han kunne godt se, hvad der skete for Diego og følte sig nødsaget til at fjerne Millicents opmærksomhed fra ham.
"Charlotte er ude at jage. Hun bryder sig ikke om donorblod. På det punkt er hun ligesom Diego." Et stort, lyst smil bredte sig på den lille drengs ansigt og Diego vendte ansigtet væk fra dem begge. Han følte et lille stik ved Edmunds ord, men de var væk igen med det samme.

Diego rømmede sig. Han ville ikke reddes af Edmund, det var for nedværdigende. Han så på Millie et kort øjeblik før han rettede sig og gik hen imod vognen med alkoholet. Han satte den tomme flaske fra sig og greb en ny.
"Jeg leder ikke efter et sted at bo, Millie. Det ville ikke give nogen mening for mig at bo et sted. Jeg tilbringer dagen med en ny person . Jeg ville aldrig få et øjeblik at bruge i et hjem." Sex var roden til alt i hans liv … Nydelsen, der ikke længere var så tilfredsstillende, som den engang havde været, var hans grundlag, hans klippe. "Hvis jeg vil have et sted at bo, finder jeg et." Det var egentligt delvist en løgn. Han have ikke boet et fast sted længe, fordi han var på flugt. Det var ikke vigtigt at pege det ud. Millie kendte allerede lidt til hans fortid, hun havde ikke brug for at vide mere. Havde han ikke allerede talt om flugten? Det mente han at have gjort. Sjovt, hvordan han kunne glemme noget så vigtigt. Sjovt, hvordan alle hans minder gled ind i én stor, smattet grød. Som mudder, hvori hans langsomt sank ned … Sådan havde han det virkelig.

"Og vi ved begge to, din dejlige forlovede ikke ville bryde sig om det," han grinte koldt mens han åbnede flasken og førte den imod læberne. Vidunderligt, at det var så stærkt. En falske eller to, så ville alt være glemt. Han følte sig allerede lettere på en eller anden måde. Det var en velkendt tryghed.
Edmund så dog ikke så tryg ud. Faktisk virkede han ret så klemt. Han skævede imod Diego og så imod døren til soveværelset. Han ønskede ikke at være i nærheden, når Diego var beruset og ud over det, følte han også at han havde sat sig selv ind i midten af en konflikt han skulle holde sig fra.
Han famlede efter noget at sige, der kunne flytte Millicents opmærksomhed i gen - han havde allerede en fornemmelse af, at hun ville være i fare, når Diego var beruset og i det humør.
Skulle han mon sige, at Diego havde ret, og Millie havde brug for blodet? Eller skulle han gå imod Diego og sige, at det ikke var noget, han skulle bekymre sig om? Eller bede dem begge klappe i, så Diego ville holde op med at snerre?
Han valgte at lade alle muligheder falde til jorden og førte blot blodposen til læberne igen for at slukke sin tørst. Han ville godt have jaget sammen med Charlotte, men hans krop kunne ikke holde til det i dette øjeblik. Det var for længe siden, han havde fået frisk blod. Hun måtte komme med byttet til ham.

Hans første vrissen og det at han fuldkommen magtdemonstrende holdt flasken væk fra hende, tilgav hun ham og selv om hun snappede lidt igen, var humoren trods alt stadig intakt.
Hun noterede sig dog at han virkede til at være i et elendigt humør, og ikke lige til at nærme sig.
Udover Diegos ansigt var helt neutralt og ikke serverede nogle følelser af nogen art, kun....kølighed....var hans stemme hård, hård som marmor.
Millicent nikkede blot til ham, og holdte tand for tunge.

Anden gang bragte hans hårdhed hende til at standse op og studse over hvad der var galt? Noget var i uorden, og kendte hun ikke årsagen, var det hende helt umuligt at ændre, ikke rede uglerne ud af håret.
Selvfølgelig endte hans beske ord ud med at såre hende.Og meget kunne hun stå model til, men hun langede altid ud, næsten altid ud...hvis hun følte sig uretfærdigt behandlet.

Hun så forvirret ud...." Det kan du da ikke vide? J-jeg....har brug for mine venner " kom det en anelse tyndt, men hvad skulle hun sige? Han synes at køre en smule hårdt på her, og Millicent var et sted i mørket, bag ham.
Alligevel kunne han ruske i hendes følelser....den skid.
" Hvad helvede mener du med det? At du ikke ville komme? Tror du jeg forventer du kommer hvis jeg knipser? Bare slap af Diego, det gør jeg da ikke.Men hvis..." Hendes stemme vaklede lidt..." h-hvis...jeg ville tale med dig, hvis jeg havde brug for dig ville du vel reagerer...på en eller anden måde?" Lød det usikkert.
Hun skævede til ham og mumlede " Det ville jeg da gøre for dig."

Millicent blev rimelig gal, så gal at hun helt glemt Edmund også havde meldt sin ankomst efterhånden, da han insinuerede at hun ville forstyrre- og han ikke ville hjælpe hende , hvis han havde gang i en eller anden tilfældig trunte."Nå..nå...så det er det eneste du kan finde ud af? Venskaber er ikke noget du behøver....bare en udløsning og lille Diego har opnået målet med hans liv? " hun fnøs og gik tilbage til sofaen.
Bare for at irriterer Diego, tog hun intet blod, fandme nej, om han skulle dikterer det.Heller ikke selv om manden havde helt ret, så ville hun bare ikke .....adlyde.

Millicent dumpede ned i sofaen, og sendte Edmund et ulykkeligt og undskyldende blik.
Hun vidste ikke hvordan hun skulle tackle Diego.Hun kendte ham ikke nok til at have erfaring med denne her side af ham.Og hun kunne ikke kontrollerer hendes egne følelser, der snart var forstøvet ud over hele stuen.

Kort blev hun afledt af Edmund....der sad som en lille sol og skinnede, midt på deres mørke og næsten truende himmel.
" okay....det er ellers så...praktisk...med donor poser.Men ....det kræver nok for meget kontrol og styrke for...nogen...at kunne det" lød det provokerende fra Millicent, der med det samme fortrød sit svar der kun var sendt afsted for at tirre Diego.
Hun spidsede læberne og lod et par fingre gnide sin pande.

Endnu et afslag smidt i ansigtet af ham, som tak for hendes hjælpsomhed."Men...du mangler jo et sted.Hvorfor vil du ikke lade mig gøre...noget for dig?" Hun så på Diego, og ledte efter tegn på hvad der skete inden i ham.
Hun kastede et kort blik på Edmund, og forsøgte smile.Han måtte føle det som et lus mellem to negle.
" Im sorry" mimede hun og trak på skuldrene.Det var lidt af en lille fight der var optakt til her, og Millicent måtte se at dulme de oprørte vande, inden noget..eller nogen løb over deres bredder.
Det ville være ...kaos.

" Diego...please " lød det næsten tiggende.Bare han ville lade vær med at smide alle hende gode intentioner på jorden og trampe på dem." Du skal naturligvis leve og gøre lige som du vil....det er et tilbud om et sted at sove , når du mangler det....jeg skal nok lade vær med at blande mig....bare du ikke tager dem med hjem i lejligheden" forsøgte hun.
En advarende klang lagde sig over Millicents stemme.
"Begynd nu ikke med Andrija ..Jeg har ingen ide om hvad han vil mene....faktisk virke det ikke som han interesser sig for hvad jeg laver, når jeg ikke er med ham, så det går nok skal du se.Vil du ikke godt tænke lidt over mit tilbud?"
Da Diego bare grinede...koldt, løb også Millicents temperament af med hende.
"Du kan godt tørre det smil af Diego...og tale pænt.Jeg er ikke en af dine små duller, og når du er sammen med mig opfører du dig ordenligt!"
Hun rejste sig...gik over til flaskerne og tog selv en ny, fik skruet låget af og drak ufortrødent af falskemundingen, uden at gide hælde op i et glas.Andrija var ved at smitte af på hendes maner.
" Mænd" mumlede hun.

Han stod og så på Millicent, som om hun talte russisk til ham. Han forstod ikke et ord - eller rettere, han forstod ikke meningen og intentionerne bag ordene. Han havde ikke oplevet, at nogen helhjertet bekymrede sig for ham så længe. Og hvis der var, havde de ikke fået ham til at åbne øjnene for det. Men han kunne mærke, at det var det, Millie forsøgte. At åbne hans øjne og sætte dem fast med gaffatape. Nejnej, hun skulle ikke få lov til at gøre ham sårbar. Hun skulle ikke få lov at ændre ham, når han var så tilfreds med sit liv, som han var. Især fordi, han ikke kendte meget til venskab. Han kendte langt mere til intime forhold, og sådan et kunne han ikke have med Millie, eftersom hun var forlovet - og det var også bedst for dem begge. Han vidste allerede, at han blot ville føle sig forelsket i nogen måneder, før han ville kaste hende til side … De ville begge fortryde den situation. Det var godt, det ikke var et aktuelt problem.

Hun ville ikke drikke blod. Typisk, at hun ville sætte sig op imod ham, blot fordi han var lidt streng imod hende. Han rynkede brynene og lukkede øjnene et øjeblik. Flasken i hans hånd var næsten tom allerede og han måtte snart sætte sig, hvis han ikke skulle gøre sig selv til grin. Han var rimelig alkoholtolerent - når han havde blod indenbords. Men lige nu var alkoholen alt, han havde i maven.
Han søgte øjenkontakt, da hun gik hen imod vognen og tog en flaske selv. Han så på hende længe, før han havde fundet ud af, hvad det mest passende svar var.
"Er vi venner?" Han hævede det ene bryn og smilede skævt. Han var ikke selv sikker på, om udtrykket gjorde ham arrogant eller varm-og-venlig. "Hvorfor skulle du få brug for mig? Hvad for en hjælp skulle jeg kunne give dig, som alle dine andre venner ikke kan?" Han lagde hovedet på skrå. Han var virkelig interesseret i hendes svar, men han var allerede for beruset til at vente på svaret, fordi han allerede troede, han kendte svarene; at de ikke var venner. At han blot var en gammel bekendt, der havde hjulpet hende med hendes børne-drøm, og at hun aldrig ville få brug for ham.
Og fordi han troede, det var svarene, betød det alligevel ikke noget, hvordan han behandlede hende. Hun ville snart forlade ham - forlade hans liv. Og intet ville have ændret sig.
Var det derfor, han følte sig så tom?

Han gik et skridt imod hende, tog en stor slurk af flasken og satte den fra sig, før han lagde den ene hånd imod hendes kind. Han havde halvvejs glemt, at Edmund var der, og den lille mand sad og så på dem med store øjne, bange for, hvad Diego ville gøre, til ingen nytte; for vampyren ville ikke opfange de bekymrede tanker.
Flere svar … Han skulle mønstre flere svar … Men hans tunge føltes underligt stor i munden og tomrummet i hans bryst voksede, og gjorde det svært for ham at samle tankerne.
"Du tror, det kræver kontrol at holde sig til donorposer? Efter du næsten dræbte Adrian i går?" Han lo lidt og lænede sig imod hende. Hans hånd gled fra hendes kind til hendes skulder og faldt så. Han rakte op til den øverste knap i hans skjorte og åbnede den. Og den næste. Han trak kraven væk og blottede sin hals.
"Du burde øve din selvkontrol … Det her er en invitation." Han så - i et øjeblik, et tidløst sekund - alvorlig ud. I hans hoved var logikken, at han ikke ville tage imod hendes almisse, hvis ikke han gav noget tilbage - også selvom pigebarnet allerede skyldte ham en del, for de ting, han havde gjort for hende. Men efter hendes ord, følte han at hun havde sparket ham. Han følte sig nedværdiget - han skulle nok selv finde et sted at være, når han havde brug for det. Han havde ikke brug for, at et dukkebarn rakte hånden frem til ham og sagde; du kan komme og sove hos mig - oh ja, min forlovede vil sikkert hade os begge for det, men glem nu bare det. Det var forkert.

Han så på hende et stykke tid. Så hende i øjnene, stadig med kraven i hånden, trukket væk fra hans hals. Hvor kært - hun troede, han ville behandle hende anderledes … Hvorfor dog? Hun var ikke andet end en blandt milliader af andre.
Hans hånd - den, der ikke holdt kraven - lukkede sig om hendes hage, hvis hun da ikke trak sig væk, og hans røde øjne borede sig ind i hendes.
"Hvad giver dig retten til at sige, hvordan jeg skal opføre mig?" Han slap hende - og kraven - greb flasken og gik imod sofaen og satte sig med et bump uden at se op igen.

Edmund lagde en hånd på armlænet og prøvede at finde ud af, om han skulle rejse sig og gå eller ej. Skulle han tale Diego til ro? Han vidste, han kunne - Diego og han havde et meget specielt forhold - men han var bange for ham, når han opførte sig sådan. Han valgte til sidst at trække benene op i stolen, så han fyldte så lidt som muligt, som om han kunne forsvinde ud af rummet og ud af de nærværendes synsfelt. Han bryst gjorde ondt … Han undertrykte et "oh, Diego … "-suk og ved sig i læben, mens han så imod Millicent. Hvordan kunne han signalere til hende, når hun gik for langt? Han følte sig magtesløs.

Millicent ville sikkert aldrig have haft et forhold til Diego, selv om hun ikke var forlovet.
Hun var ikke skåret ud af det stof de løse forhold var gjordt af- og de frie forhold var simpelthen ikke hendes størrelse og havde aldrig passet.Når hun gav sit hjerte...krævede hun noget i retur.Og det noget var først og fremmest trofasthed og tillid.Uden det....hvad var et forhold så værd?
Millicent havde det indtryk af ham....af Diego...at han var enormt populær og ikke fornægtede sig noget i sit liv....populariteten blev forvaltet ved at skylle store mængder af kvinder ned- og dermed kunne han også drukne uønskede følelser og erindringer.Millicent var af den opfattelse , at een kvinde aldrig ville være nok for Diego....faktisk lidt som hendes kollega på Desiré Noir.Modellen Nathan.Han var lidt samme ..ikke samme type ,nej...men i samme boldgade.En ny kvinde hver aften, og uden at gøre sig den ulejlighed at søge efter noget mere dybt....noget med substans..noget det var langtidsholdbart.
Begær var dejligt og skønt....men den kom i to udgaver...light og overfladisk versus dyb og altopslugende.....hun kæmpede for at vinde det sidste.

På vej mod vognen, efter sin egen drikkelse blev trodsige blikke givet til Diego.Millicent var en smule kompleks....nogle områder var hun helt sikkert meget anderledes og moden af sin alder, og så igen, kunne hun være som en stædig forfærdelig præpubertets tøs i andre sammenhænge, og der kunne man vide sig helt sikker på at hvis man ønskede A ville Millicent diske op med æ, ø og å , bare for at understrege at A aldrig ville ske.

Diego virkede....overrasket? Hun kunne udlede at han ikke helt så det på samme måde, hvilke på en måde ridsede hendes ego en smule.Det var en mærkelig situation, at betragte nogen som en ven...at tage dem ind i sin personlige sfærde...og at det muligvis ikke engang var gengældt, men istedet opfattet som besynderligt at Millicent ville sætte venskabsmærkatet på Diego.
Hun blev selv en smule ...befippet....over hans spørgsmål , og Diego så faktisk ud til at være forvirret, da han med en forbløffet mine spurgte ind til det " Selvfølgelig er vi da venner" lød det stædigt fra hende.
Måske var det bare hende.Hun holdte jo af ham allerede....som han nu engang var, og tog Millicent først folk til sig, ville hun gå langt for dem.
"Jeg er din...anyway" slog hun fast med syvtommer søm- igen.
Han kunne vel ikke ligefrem forbyde hende at tænke på ham som en ven, formoede hun.

Årgh...hvor han dog pressede hende her.Hun forstod ikke at han virkede så..små aggressiv...over for hende nu.
Det var jo udelukkende gode ting som hun lige nu kæmpede for...ting som et venskab med ham.
Hvorfor fanden insisterede han på at tæve hende igennem for det? "Diego..." Sukkede hun med en bedende stemme og så ham stå med hovedet på skrå, og næsten lede efter fejl....vente på at kunne slå ned, hvis hun begik en fejl.
Hendes knæ begyndte at ryste...kun meget svagt...og hun svejede lidt for at ændre på sin stilling, og sin vægt.
"Diego..hør nu...jeg kan da ikke opremse i hvilke situationer jeg....altsår....prøv nu at forstå.Du hjalp mig...var god ved mig, sådanne ting glemmer jeg ikke.Du har respekteret mig...og...jeg kan ikke gøre for det,jeg tænker på dig som en ven...og jeg vil gerne hjælpe"
stemmen mistede sin styrke og endte ud i en toneløs hvisken.Hvorfor blev hun så trist inden i? Hvorfor afviste han, det hun kunne give....det hun havde at tilbyde?
"Jeg har ikke mange venner....et par stykker mere....og....jeg kender ikke andre vampyrer end dig, jeg behøver dig, Diego....er det så svært at accepterer?"
Hun kneb øjnene lidt sammen, og scannede ham lidt mistroisk.."Men..måske du bare ikke gider se mig igen...overhovedet, så vær dog mand nok til at spyt det ud" hun fnøs stille.Han plejede sku da nok kunne åbne munden.

Da Diego gik mod hende , og hans hånd fandt vej til hendes kind, blev Millicent stående ubevægelig.
Havde hun haft hjerteslag var de gået amok.Der var noget....intenst...over den korte berøring, selv om den blot gled til hendes skulder, og ebbede ud.Hun så på ham, med bedende øjne...uforstående overfor hvad det stunt der betød.
Ville han provokerer hende ? Nej....det ville han ikke udsætte sig selv for, hvorfor skulle han dog det?Diego kendte nok til Millicent, til at vide hun kradsede hul og gav ham rifter,hvis han gik for vidt med hende.

Hendes svar kom efter lang latenstid.
"Ja...det kræver kræfter ikke at give los for...begær " lød det, dog mindre bidende end hun havde ønsket.
"Tal ikke om Adrian...du forstår det ikke...og..lad vær med at få mig til at bide folk...det er for tidligt , Diego...jeg er kun ved at lære....og jeg skal nok lære det!"
Når hun talte med Diego betød det hun nok skulle lære kontrol...at beherske det til fulde.
Når hun talte med Andrija betød det, at hun nok skulle lære at drikke nådesløst , uden omtanke...kun for sin egen tilfredsstillelse.
Gud...hvor var mænd besværligt.
Det var en mega distraktion Diego nu trak hende igennem, da han var begyndt at knappe op i hans skjorte og blotte sin hals.Millicents mavemuskler trak sig sammen....og hendes tænder skød frem.Han legede med hende, den lille lort.
Velvidende at hun ville reagerer på ham.Et lavt langtrukkent advarende hvæs, flød som var det inhaleret røg der nu blev sendt ud, fra mellem hendes læber.
"Hold op Diego...don't push me!" Lød det lavt, men lidt som skrøbeligt krystal...og hun kastede et blik mod Edmund.Nu måtte de lige tage sig sammen.De voldtog jo mandens gæstfrihed.

Hun krympede sig under hans blik, mest fordi hun ikke kunne dreje ham ikke formåede at aflæse hans få udtryk og ændringer.
Diego var en sand mester i at ...skjule...tanker og følelser, så det ud til.
Hun havde to reaktioner....to måder at handle på, begge var de som sådan ude af hendes hænder, da logik og fornuft var rejst på charter, og først kom hjem senere.
Hun kunne knække....overgive sig til ham...hvad end han så ville -eller ikke ville med hendes kapitulation?
Men hun reagerede ....modsat.
Hun gik forbi ham, og stødte ind i ham med sin skulder.
"Jeg fortæller dig ikke hvad du skal Diego.. Du er ...trods alt...stor nok til selv at bestemme, men...vælger du klogt, så vil du lytte til mit forslag.Hvad helvede er der galt med en nøgle, så du altid har et sted at sove? Edmund og Charlotte er måske ikke hjemme eller...har andre planer...du kan have en base hos mig?" Hun sukkede og foldede sin arme, stædigt,trodsigt,barnligt....og uforsonligt.
Nogen gange ville man bare havde det på sin måde!
" Du er bange....for hvad? For dig selv? For hvad du rummer inden i? " et smil...ikke helt sødt ...dannede sig af hendes vampyriske gener..."Er du bange for mig Diego?" Hun grinede ....det ville da så være første gang et ikke menneske ligefrem var bange for det hun kunne gøre ved dem.
Millicent fattede intet....kun at Diego trak i hendes tråde.....og det pissede hende af- lidt- hun ville have sin vilje.

Den eneste vampyr, hun kendte? Det vidste han jo godt … Hvorfor havde han ikke tænkt på det? Selvfølgelig, nu gav det mening! Hun havde brug for en mentor - en, der vidste, hvad hun gik igennem. Hendes forlovede kendte ikke til de følelser en vampyr havde. Millie stod helt alene i verden og så snart hun så glimtet af en redningsbåd, greb hun fat med begge hænder.
Det var den eneste måde, det kunne give mening - hvis Millicent havde brug for ham. Hvis hun forsøgte at bruge ham som en hver vampyr ville gøre. Han var ikke i stand til at se meningen i det på nogen anden måde, og af en eller anden grund virkede det noget mere betryggende at se på det, som om hun forsøgte at bruge ham, frem for, at hun rent faktisk mente, hvad hun sagde. Venskab var så fremmed. Han havde kun bekendte, elskere og eks-elskere, han ikke havde slået ihjel. Og han forsøgte at proppe Millie med i 'bekendt'-kassen, men hun blev stædigt ved med at springe op, som en trold i en æske.

Fint. Han ville lade sig flytte lidt. Han ville lade hende se ham som en ven … Hva' fanden, han ville måske endda sikre hende en måde at få kontakt til ham. Måske.
Han sad i sofaen og drak af flasken, mens han forsøgte at få styr på alt, hvad hun havde sagt - men hendes ord gled sammen med hans tanker og blev en tåget masse af sump-vand. Tykt som mudder, så man kun kan se et par centimeter ned i mørket, der derefter lukker af for hele verdenen under. Det var den følelse, han havde søgt. Han var ved at være så beruset, at det ikke var muligt for ham at føle.
Flasken var tom. Han satte den på bordet og så imod Millie med et skævt smil - lænet tilbage i sofaen med knæene skudt fra hinanden og den ene arm liggende på sofaryggen. Sådan sad en fornem herre ikke … Men en alkoholisk tidligere-adel … Ja.

Det undrede ham, at hun havde reageret sådan på hans tilbud til hende. Forstod hun virkelig ikke, at han tilbød det, fordi hun skulle lære? Fordi han ønskede at hjælpe hende - og fordi han ville være i stand til at flå hende væk fra sig, hvis det blev for meget.
Han havde drukket af hende. Forskellen var ikke stor.
"Fiiiint," sagde han og trak ordet ud med et skævt charlatansmil. Han rakte en hånd ud efter hende, for at trække hende hen til sig - endnu en invitation. Han gav hende muligheden for at vælge fra, men han ville selvfølgelig ikke gøre valget helt frit.
"Jeg tager imod nøglen, hvis du drikker fra mig. Du ved, du har brug for det." Det føltes bedre sådan. Han havde vendt goderne fra at være almisser. Nu var det ikke sympatigaver, men en handel. En handel de begge ville få meget godt ud af, hvis han kunne blive ved med at holde det kørende.

Tilbageanfald … Hans tanker fungerede, som de plejede, hvor han prøvede at se, hvor meget han kunne få ud af situationen. Hvor meget kunne han få Millicent til, hvis han opførte sig som Den Diego, hun troede, hun kendte? Intet fysisk, det vidste han - men han havde også fået nok at se fra hendes tanker til at vide, at hun forsøgte at komme ind i hovedet på ham, præcis som han forsøgte at komme ind i hovedet på hende. Det lykkedes vist ham bedre end hende. Troede han da, for han var ikke i stand til at genkende nogen af de ting, hun tænkte om ham - om de så i det store hele var sande eller falske var jo et helt andet dilemma.

Hvis hun tog imod hans hånd, ville Diego rive hende ned at sidde på hans skød - eller forsøge i hvert fald. Ingen vold, ingen tvang, ingen aggressioner. Hvis han forsøgte en slags, ville det blot få hende til at trække sig endnu længere væk fra ham, det vidste han. Fik han hende ned på skødet, ville han også fortælle hende, at hun kunne få Edmunds nummer og kontakte ham igennem dem. Charlotte havde evner, der mindede om hans egne. Hun ville kunne finde ham - in a heartbeat, som man sagde. Og han ville selv lade hende om, hvornår hun ville drikke af ham - hvis hun ville. For selvom hun afslog i den tro, at Diego legede med hende (hvilket egentlig var rigtigt nok, men ikke den eneste årsag), vidste hun jo også godt, at hun havde brug for træningen - og at Diego nok var den bedst kvalificerede i øjeblikket. De skulle helst ikke dræbe nogen fra personalet og Edmund var for svag til at kunne klare den slags.

Hvis ikke hun tog imod hans hånd, ville han blot lade hånden falde og trække på skulderne - og derefter hente endnu en flaske fra vognen. Han kunne vel ligeså godt drikke sig i hegnet, nu hvor han var så tæt på.

Edmund sad stadig tavs i stolen, hans hjerte i halsen. Han kendte Diego godt nok til at vide, hvad der foregik i hovedet på ham - han havde trods alt udvekslet tanker med charlatanen. Han havde set, hvad der var gemt under facaden - men kun fordi Diego havde måttet åbne sig, for at rive Edmund til sig. Den lille herre tvivlede ofte på, om Diego rent faktisk havde nogen sårbare eller ømme punkter, eller om det blot var en del af hans store spil.
Hvor ønskede han dog, Charlotte snart ville komme hjem. Selv om Millie og Diego så ud til snart at komme på god fod igen, var han utroligt tæt på at kaste sig ind imellem dem. Om det var fordi han ville beholde Diegos hemmeligheder selv eller om det var for at redde Millicent fra et spind af løgne og bedrag anede han ikke engang selv, og det gav ham dårlig samvittighed.
"Jeg tror, det ville være bedre at frøken Millicent drak noget mere næringsrigt end dit blod," grinede han - blot drillende, men Diego fangede øjeblikkeligt meningen bag ordene. Med lidt hjem af sin telepati, selvfølgelig. Et kort øjeblik greb han sig selv i at tøve, men hans blik flakkede kun et sekund, før han så stålsat på Millicent igen.
'Du har ikke brug for mig mere, Edmund. Men hun har,' da tanken ramte den lille lyshårede engel - som Millicent kaldte ham - bed han sig i læben og rejste sig uden at se imod dem. Han så kort på Millicent og bøjede hovedet en enkelt gang i hilsen og respekt før han gik tilbage til soveværelset med blodposen i hånden - de blå øjne glasagtige af de følelser, der kæmpede om plads i ham. I det korte øjeblik var Diego og Edmund totale modsætninger.

Diego ejede en fantastisk evne til at være til stede i nuet - langt det meste af tiden. Han havde for længe siden omfavnet kendsgerningen, at han kunne blive dræbt eller dø hvert øjeblik, det skulle være, hvis han krydsede forkerte veje. Og når man ikke noget at se frem til - og ikke havde noget, man ønskede at se tilbage på, var der kun nuet. Det betød også, at Millicent og rummet, de stod i, i det øjeblik var hele hans verden og han tænkte ikke et øjeblik på noget andet. Måske var det den nærhed, der drev folk til ham. Folk følte, der blev taget bedre af dem - lyttet mere til dem, når vedkommende, man var sammen med, var nærværende. Selv igennem alkoholdøsen var det ikke let at overse det nærvær i hans blik.

Hun kunne næsten se den kamp der løb af staben inden i ham.Ikke at det var en good versus evil fight, men mere en lille duel om hvilken retning beslutningen skulle skydes afsted i.Diego var ikke kendt for hans Følsomme sind og blide væsen, ikke i sammenhænge der ikke omhandlede ...sex, når det kom til det, tvivlede hun slet ikke på , at han sikkert kunne være lige som kvinden ønskede, til at started med, inden han selv tog over og gjorde det på hans måde.Millicent lagde hænderne for ørene, som ville hun ikke høre sine egne tanker.Hvorfor stod hun her og havde tanker omhandlende Diego....og sex.
Det var jo håbløst.Satte han virkelig alle de her overvejelser i gang? Det var jo simpelt som amen i kirken, hun ønskede at vide at han var tryg...i sikkerhed og altid ville have et sted at søge ly for dagens unådige sol.Et sted han sov godt, og uden bekymringer.Længere forsatte den ikke ud af nogen vej, den endte der...blindt.

Men hans hårde face tillod ikke hun kom kom ind.Stædigt som en lille chihuahua , der søger øjenkontakt med sin ejer, ignorerede den hendes banken på døren— og nægtede hende at komme ind.
Hvad gør man så? Man sparker lortet ind selv, var Millicents konklusion.....Man tog sagerne i egen hånd.

Hun kunne have jublet, da døren gav efter, og gled op på klem.
Diegos lille 'fiiiint', blev fortolket som en accept....en overgivelse....en okay okay Millie, du får din vilje denne gang.
Hendes øjne var tiltrukket af hans lille smil, der indikerede at hans humør da ikke var skræmt helt ned i kælderen, over hendes masen på.

Millicent mund blev en lille trut en af slagsen, mens hun så på Diegos fremrakte hånd.
Endelig....endelig var der hul igennem til ham, og hvad nu hvis hun afslog ham...den...hånden ...nu? Ville han betragte det som en afvisning, og derfor slamme døren lige i fjæset på hende igen? Det måtte jo ikke ske.
Men ...der var bare noget over ham, over stemningen der virkede...JA hvad det korrekte ord var, hvilke adjektiv hun var på jagt efter, kunne Millicent ikke lige afgøre, men Diego havde den her vilde udstråling og en aura af tiltrækning der fik hende til at føle at hun skulle passe på med ham.Selv om hun vidste at Diego aldrig ville gøre hende fortræd.Aldrig.
Ikke nu, ikke efter deres aften og nat.

Da der ikke var tid til at stå og lave en gennemgribende analyse, var det eneste hun greb hans hånd, og blev halet ned i skødet på ham.Så klappede fælden, hans pris blev fremsat.
Millicents øjne blev først skyllet over med forundring, for hun vidste med det samme at han sat et meget raffineret spil igang nu, et spil hvor klogskab, følelser og evnen til at se ' modstanderens' næste træk var de våben man spillede med.
Et psykologisk spil der blev udkæmpet på højt niveau, for alt lå skjult og tildækket , under flere lag af røg.
Dette var hvad han signalerede....og kunne hun overhoved hive sejren hjem, uden at slå ham på den boldgade han åbenbart ønskede de skulle lege på? Millicent sukkede og førte en hånd op til Diegos kind, hvor den kort kærtegnede ham.
" Selvfølgelig....det burde jeg havde vidst, ikke? Intet er let med dig. Du vil have jeg skal drikke af dig, for du vil modtage mit tilbud om altid at have et sted at crache, når solen bryder frem? Argh Diego....du er ikke fair. Har du aldrig hørt om ordet ' Tak'? - og så bare lade det være det?" Millicent ville slippe både kind, og hånd og lade sig glide ned, så hun sad i sofaen, ved siden af ham.

Tankerne gik på hvor langt hun skulle tage det her? Hvor meget kunne hun styrenDiego?
Tankerne gik på Andrija....hun savnede sådan ham, og at han var mere klar i hans udmelding om hvad hun ikke måtte?
For hun kunne sikkert tørlægge hele byen på en nat, og bare udløse et grin og et skulderklap fra ham.Men,..der måtte vel være noget han ikke brød sig om.Han vidste det var svært for Millicent at drikke, uden at blive opstemt OG han vidste at hun endnu ikke havde lært at tøjle de følelser.Alligevel blev han ved at opfordre hende til at drikke, og det forvirrede hende, meget.Hvorfor havde han så travlt med at sende hende ud til....andre?
* fordi katten skal lære at skaffe føde selv, hvis jeg ikke lige er her.Den skal jo ikke dø af slut* sådan cirka havde han forklaret det.Hun skulede til Diego....han både forstod og vidste hvad det gjore ved Millicent at spise....kalkulerede han med det? Var det hans egenlige mål? HVIS hun drak...måtte hun kontrollerer det, hun havde ikke råd til at miste kontrollen med ham.

Millicent slog opgivende ud med armene.Tid til kompromis.
"Okay...okay...jeg drikker af dig, men Diego....jeg har brug for du lover mig en ting her"

Millicent drejede sig lidt, trak benene op som den lille havfrue og ville få en god kontakt til hans øjne.

"Jeg har brugt for jeg kan stole på dig ....og...j-jeg har brug for du hjælper mig så det ikke bliver ...så...intimt"
På lyden af stemmen, kunne man godt høre at det var svært for Millicent at italesætte de her ting.
Men det var bare sådan, at kunne han ikke garanterer det, kunne hun ikke imødekomme hans ønske...eller rettere krav.
Hun ville aldrig kaste sig selv for løverne, og lade Andrija se på imens de tyggede hende igennem.
Og lige nu føltes Diego som....noget farligt.
Hun havde mest lyst til at slå armene omkring halsen på ham, og trygle ham om at stoppe spillet,om ikke at gøre det her mod hende- og bare tage imod den skide nøgle.
For ligesom Edmund, vidste Millicent at Diego havde sin egen lille plan.Hun vidste bare ikke hvordan hun passede ind i den.

Millicents opmærksomhed blev tiltrukket af Edmund.
Han bevægede sig og havde helt sikkert sin egen opfattelse af hvad der udspillede sig, foran hans næse.
"Undskyld Edmund...vi er da horrible gæster" mumlede Millicent og var oprigtigt flov over al det ' plads' hende og Diego ragede til sig.
Edmund valgte at give dem lidt fred....eller nok nærmere sig selv lidt fred.
Og Millicent rettede sig igen mod Diego.
"Så...har vi en aftale Diego....du prøver ikke noget, og du lade mig kun drikke....alt der sker er det?"
Åh gud, det håbede hun, for hun havde et ønske om at beholde Diego i sit liv, og så var han nød til at rette sig efter hende, i et hvis omfang.
Desuden var det jo udelukkende fordi manden var så pisse stædig , at han ikke fattede nogen pige kunne finde på at takke nej til ham.Han havde ikke andre lag i de følelser, end at Millicent var en udfordring....og ja...han ville smide hende ned i havet hvor alle de nedlagte trunter svømmede rundt.
Men Millicent var ikke til holdsport....hun ville kun bade alene.

Al den snak...
Snak om blod.
Millicent mærkede hvordan tungen blev tørlagt og svælget begyndte at presse sig sammen.
Tørsten kom snuplende, uelegant og uden at være smuk i sin fremtoning.
"Nu? " spurgte hun ham, med øjne,der søgte mod hans hals,der var blottet og befriet for kraven.
Hun sad stadig ved siden af ham, men ændrede sin stilling så hun kunne sætte en håndflade mod sofaen, på hver side af Diegos ansigt, og dermed læne sig ind over ham " promise" krævede hun , og mærkede hvordan tænderne trængte frem nu.
Hvis ikke han kunne det ...respekterer hendes grænser, ville hun flå hans hoved af, stille det på sofa bordet og ikke tale med ham i 100 år.

Han smilede bredt, da hun gled ned på hans skød. Fælden klappede og hans arme lagde sig blidt omkring hendes talje. Han ville få det, som han ville have det - selv hvis hun gennemskuede de ting, han var i gang med, ville han altid kunne rive en nødplan ud af den blå luft. Han havde finpudset det talent i evigheder, og Millie var ikke så kompleks, at han ikke kunne regne hende ud rimelig hurtigt.
Dog havde han slet ikke overvejet, at hun ville sætte sine egne krav. Og især ikke noget, der virkede så overflødigt … Han havde jo allerede bevidst, at hun kunne stole på, han ikke sprang i bukserne på hende.
"Millie, hvis jeg ville have din krop, havde jeg taget dig, da du lod mig drikke af dig." Han var ret chokeret over, at en så sympatisk og følelsesstyret person ikke allerede havde fået en rimelig portion tiltro.

Han lukkede Edmunds tanker fuldstændig ude. Han kunne ikke klare at høre på den lille fyr i øjeblikket og han begyndte at glæde sig til, at Charlotte kom hjem, så drengens tanker ville blive ført hen på noget andet.
Og dog … Charlottes evne lignede Diegos ret meget … Og hun ville sikkert få et raserianfald, hvis hun hørte, hvad der foregik i Edmunds hoved. Men Diego var alt for beruset til at kunne tænke langt nok til at bekymre sig om den slags uvæsentlige ting - det var jo trods alt ikke noget han skulle blande sig i.

Måske havde Millicent set igennem ham? Selvom han blot tænkte, at den dør, hun var ved at åbne, blot ville fremsige endnu en - muligvis en netdør, der kunne ses igennem, men stadig en dør, der holdt folk som hende ude. At åbne døren var ikke nødvendigvis det samme som at invitere nogen indenfor. Forskellen var hårfin, men han håbede, at han var i stand til at holde balancen på linen. Det ville blive en udfordring. Millie var alt for opsat på at komme indenfor og Diego havde svært ved at skubbe hende væk. Snoren mellem dem ville knække, hvis han gjorde noget så overilet.
Han måtte holde hende tæt nok til, at hun troede, de var venner, men langt nok væk til, at han ikke vil nogen følelser for hende - kærlige som venlige. Han var ikke nogen forbandet masochist. Han ønskede ikke at føle. Han havde ikke brug for den eufori kærlighed kunne give. Han ønskede ikke noget så langvarigt. Men selv den bedste kunne miste kontrollen engang imellem.

"Jeg er gammeldags," mumlede han og strøg hende over kinden. "Jeg ville aldrig forsøge at gå i seng med en, der allerede havde lovet sin krop til en anden." Alligevel var det stå fristende at kysse hende … Havde hun mon overhoved tænkt over, hvorfor han holdt sig tilbage før? Han ville bestemt ikke forklare det. Hun måtte selv om, hvad hun ønskede at bilde sig selv ind, for at få det hele til at give mening. Uanset hvad, så ville han også have for travlt med at rode i hendes tanker, til at tænke på noget intimt - ikke for at bryde muren, men for at se, hvad der skete i hovedet på hende, når hun drak, så han kunne se, hvordan han kunne forhindre hende i at lemlæste sine donorer.

En tanke slog ham. Ikke fordi han ønskede at gøre, hvad han tænkte, men fordi det ville være interessant at se, om det ville virke. Han vidste, han kunne manipulere folks tanker mere eller mindre - holde deres tanker væk fra en bestemt ting eller få dem til at overse noget åbenlyst. Ville han være i stand til at forvride en persons tanker så meget, at de ville se ham som en anden person? Hvis Millicent ikke havde det psykiske skjold, kunne han så få hende til at tro, at det var hendes dæmon, der sad ved hende i sofaen? En hallucination, om man ville. Det var ikke det værd at forsøge, men han lavede en mental note, at han skulle forsøge noget lignende med en person, der havde et lidt svagere sind end Millie. Hold op, hvor var hendes skjold begyndt at gå ham på nerverne. Hvis han dog bare vidste, hvordan han skulle slå den mur i stykker.

"Desuden," fortsatte han, efter hans snak om, at han ikke ville være sammen med en forlovet kvinde - eller mand for den sags skyld. "Er du ikke min type, Millie." Det var ikke noget, han havde regnet med, at han ville sige - det fløj bare ud af munden på ham! Men det var sandt. Millie var ikke normalt den slags pige, han ville se efter. Den eneste grund til, at han overhoved havde sendt hende lange blikke var, at hun havde modstået ham. Det var udfordringen, der gjorde hende interessant. Hun var da et kønt dukkebarn, jovist, men for blød. For venlig og for styret af sine følelser. Hvis han rent faktisk skulle falde for nogen, på grund af den person, vedkommende var, skulle det være en person, der lignede Diego mere. Modsætninger mødes, men de kunne ikke nødvendigvis forenes.

"Tak?" Endnu engang så han på hende, som om hun mere eller mindre talte et fremmedsprog. Han sukkede af hende og rystede svagt på hovedet af hende med et skævt smil. "Millie, jeg har ikke brug for dit tilbud. Hvis du virkelig vil høre mig være taknemmelig, må du vente til jeg rent faktisk får brug for din hjælp. Desuden … Du står allerede i gæld til mig." Han kunne mærke, at han stank af alkohol, men eftersom Millie også allerede havde drukket, regnede han ikke med at lugten ville genere hende.

Hendes øjne ville ganske sikkert været blevet så store som the kopper, hvis det havde været dem fysisk muligt.
Men da det trods alt var lige i overkanten, blev de blot spærret op, og et måbende udtryk forplantede sig i dem, som hun sad der og beskuede ham lidt.
"Taget min krop?" Hagen blev trukket let ind og den lille rynken dukkede op over næsen.
"Hold dog op Diego...,jeg taler altså om at kysse mig., Ikke have sex"
Millicent lavede en rysten på hovedet, så mange forvekslinger mellem dem.
" D—det andet behøver jeg ikke din hjælp til at garanterer, det styrer jeg selv" forsøgte hun at slå fast.Tanken havde end ikke strejfet hende, hun ville aldrig ende i nogens seng- eller sofa, men der var jo andre måder at blive intime fysisk på, og hun var ikke sikker på at sidde og kysse dybt og gnuppe sig til en udløsning op af Diego, ville være acceptabel adfærd fra hendes side af.Faktisk mente hun det var helt udelukket- problemet var bare at Andrija blev ved at insisterer på at hun skulle lære at drikke fra andre- og så måtte hun jo bare lære at få styr på det med ....lysten, ik?

Hun smilede og de mere glatte linier i hendes ansigt viste at hun fandt tryghed i Diegos udsagn, da han kærtegnede hendes kind."Gammeldags er....godt" mumlede hun taknemmeligt over at han i det mindste synes at forstå det med at være forlovet havde et kraftigt budskab, både til hinanden og til omverdenen.Sådan burde det være anyway...ellers gik ideen af med den lille guld lænke, og det hele var blot en leg.

Millicent havde derimod ingen spekulationer over hvorfor Diego havde holdt sig tilbage, selv om hun havde listet sig uden om hans første forsøg.Hun vidste at han var en fysisk fyr,med stor smag i kvinder....han kunne vælge og vrage, og benyttede sig af det, så det at en enkelt fisk hoppede af krogen , tillagde hun ikke så stor betydning for ham og mente at Det nok bare var interessen der var falmet.Generelt optog tanker over hvorfor fyre ikke kastede sig over hende ingen plads...det var nok nærmere modsat, at når en satte ind med fulde sejl , så undrede hun sig såre over hvorfor netop hende, og betvivlede stærkt deres motiver.

En lille latter der befriede de sidste spændinger i hendes skuldre , rullede over hendes læber der stadig krusede i et smil.
"Ikke din type? Det er jeg da glad for at høre.Jeg kan garanterer for , at jeg er den besværlige type , så det ville også være ret synd for dig, hvis det var tilfældet." Indrømmede hun blankt og lod grinet fade stille ud.
Hun ville nok anfægte hans syn på det det med modsætninger, havde hun haft muligheden for det.
Der kunne være enorme fordele ved at være sammen med en person, meget anderledes end end selv...stor bonus faktisk, når først man havde lært at forholde sig til og accepterer ' de tær og hæle der ikke lige lod sig klippe og hugge' og leve med de udfordringer det ville betyde.Men....havde alle forhold ikke det? Alle de dynamiske og ligeværdige forhold...dem der var personligt udviklende for begge parter, de havde vel alle deres issues, at forholde sig til? Argh....hun anede sku ikke rigtig en dyt om det, ud over Andrija , havde hun kun haft en kæreste , så hun var hverken Dr.Phil eller Oprah når det kom til forhold.Men derfor kunne man jo så udmærket have en mening om tingene.Det var enda meget sjovere og letter at have en fasttømret mening til ting, man intet personlig erfaring havde med...udover hvad andre mennesker udsatte en for....som nu med børn, og børne opdragelse- men det var en helt anden historie, til en anden dag.

Et lille suk skabt af utilfredshed , kom fra Millicent.
"Du behøver ikke engang være taknemmelig, Diego....bare accepter den skide nøgle for helvede da, hvor svært kan det dog være? Der er ingen bagtanker.....ingen betaling i retur, det eneste du skal leve med er tanken om at du er kommet til at berolige en lille del af mig, fordi jeg ved at du sltid vil kunne søge dække for dagen...og helt ærligt....er det så smertefuldt at vide?" Hendes stemme skinnede af udfordring, hun var en smule forbavset over han havde så svært ved at nogen kunne være uselviske, bare for at ' glæde' ham? Det sagde en del om Diego, gjorde det ikke?
Tillid til folk var ikke noget han havde stablet i store paller da!

"Ja ja....jeg skylder dig.." Lød det, men denne gang var stemmen mere fraværende , mere drømmende.Millicent var begyndt at fokusere på halsen...på blodet...og kunne næsten høre det suse i hans åre.
Selv om hun stadig ikke sad på hans skød, kunne hun sidde med hænderne på hver side af hans hoved.
Hendes næse gled op af hans hals, og selv om hun havde stillet ham et spørgsmål....faktisk to....om han lovede kun at lade hende drikke og der ikke skete andet, samt om han var klar nu? Så hørte hun end ikke svaret nu.
Et begær så kraftfuldt, at kun en narkomans kræven efter hans fortrukne stof, ville kunne minde svagt om det, stod nu på spring i hendes øjne....i hele hendes krop.
Hun hviskede hans navn , som andre klargjorde deres kanyle til injektion, og herefter huggede hun sit bid i ham, og så snart blodet flød frit,sluttede læberne sig også omkring indstiksstedet, og hun drak.....begærligt.
Det var som et sanse trip uden mage.Farver....dufte...billeder....i et stort voldsomt og vidunderligt virvar,der slyngede Millicent omkring.
En spinden lød fra hendes strupe, og hænderne havde solidt greb i Diegos skuldre.
Da lysten til at klinge sig helt tæt op af ham indtrådte, borede hun neglene i ham, og klynkede svagt.
Bag hendes lukkede øjenlåg, var det farven rød der skyllede over hende...løb over den bredder...og spandt hende ind i en rus af lyst og begær og en trippende følelse i hele hendes krop og sind, altomsluttende.
Hun kunne ikke adskille lyst fra sult...,og hun havde meget svært ved at begrænse, dæmpe, adskille ,bremse eller afslutte.Rusen med hele dens lokkende styrke svækkede hende, og hun drak begærligt fra Diegos hals.

Så hun troede altså, hun selv havde noget at sige. Godt nok, han ville lade hende tro det. Der var ikke nogen grund til, at skære ud i pap, at han var en ældre vampyr og derfor stærkere end hende. Der var ingen grund til at gøre hende bange for, at han ville misbruge sine kræfter for at få sin vilje - hvad var det sjove i det overhoved? Men han var for fuld til at tænke så frygteligt klart, så han lod hendes ord glide forbi ham med et svagt smil.
Hvordan mon Millie havde det med forlovelsen. Hvordan mon det føltes at være forlovet i denne tidsalder. Han havde ingen fornemmelse for det. Han vidste blot, at det ikke var nær så helligt som dengang han var ung. Det var ikke nær så vigtigt, som det havde været dengang man end ikke kunne eje et hus før man havde ring på fingeren. Nu var der også skilsmisser … Man kunne ophæve den vigtige handling, som om det blot var Måske var det derfor han ikke havde tænkt på ægteskab siden dengang. Fordi han vidste, at det bånd ikke længere havde den særlige værdi. Det var trist i hans øjne.

I ædru tilstand ville han nok enten sukke eller grinet af - hendes beskrivelse af sig selv. Både fordi den nok passede ret godt til, hvad han flere gange havde sagt om hende, men på den anden side så var det nu ikke helt hvad han havde tænkt. Hun var jo ikke som sådan besværlig. Hun var bare hugget i sten. Det var de begge til en vis grad.

Men hun tog helt fejl omkring hans kvindesyn. Udfordringen var det sjove. En rigtig lille Don Juan. Egentlig så var spørgsmålet måske ikke så meget om kvinderne blev forført af ham eller om han blev forført af kvinderne. Ganske vist gjorde han arbejdet med at trække dem tættere på sig - men betød det virkelig, at det var hans ofre, der var de svage? Han var fuld nok til at betvivle den slags ting men desværre også fuld nok til at tankerne ikke gjorde nok indtryk på ham, til at han var i stand til at tænke videre over det.
Men uanset om det var fordi han havde en svaghed for kvinder eller kvinderne havde en svaghed for ham; hvorfor påvirkede det ham sådan, at Millie modstod? Hvorfor gjorde det hende overhoved interessant? Det burde da næsten irritere ham. Og det gjorde det da også på en måde. Han var rasende over at fejle, men han kunne ikke lade være med at beundre hende alligevel. Hun var den perfekte partner for en mand, der kun ønskede at hans kære var loyal. Var det det, han havde lagt mærke til? Det var den slags kærlighed han engang havde ønsket. Kunne han tage den rene, loyale kærlighed fra Millie ville han gøre det. Det var en berusende ting at føle, men absolut også det, der kunne knække ens hjerte hårdest og hurtigst.
Han huskede, han engang havde hørt en psykologstuderende sige, at alle sadister og masochister altid ville have noget af det andet i sig. Selvom det ene måske var dominerende. Det var en mønt, der altid ville have to sider. Og Diego måtte indrømme, at kunne han føle den rene kærlighed igen, ville han sikkert ende med at lille på knæ og underkaste sig som masochist og rent faktisk føle noget igen. Med den viden, at han kunne blive såret. Men som om det nogensinde ville ske. Som om han ville kunne elske nogen igen. Det var kun små, renhjertede engle som Millie, der var i stand til den slags.

Ingen bagtanker, ingen betaling - det kunne hun da ikke mene. Han havde svært ved at tro, hun mente det alvorligt. Men han ville tage imod nøglen. Det virkede dog som en underlig ting. Det ville være som en værdiggenstand for ham - han havde aldrig haft sådan en. Ikke siden hans mors forlovelsesring, som han ville have givet til Amy. Den måtte ligge et sted i jorden i hans hjemby - eller måske på et museum - måske var den blevet smeltet om og nu var der smykker støbt ud af det materiale rundt omkring i verdenen.
Hvad hvis han tabte nøglen, ligesom han havde tabt ringen? Når han på et tidspunkt blev ædru nok til at tænke over den slags ting, ville han finde en kæde at sætte den i. Kæder havde sværere ved at blive væk end almindeligt lomme-fyld.

Han skulle lige til at åbne munden igen, da hendes tænder gennemborede hans hud. Hans arme lå omkring hendes talje - efter bedste evne og mulighed - og han gispede kort. Hvornår havde han sidst ladet nogen drikke af ham? Var det virkelig, da han var blevet forvandlet selv? Eller var det en af de personer, han havde forvandlet? Han huskede ikke, om han havde ladet nogen af dem drikke af sig. Uanset hvad var det hans skaber han så for sit indre blik, da hans åndedrag blev hurtigere og mere stødt. Han havde glemt for godt det kunne føles. Selvom hans sanser var mere eller mindre dæmpede af alkoholen var han stadig utroligt bevidst om hvor tæt hun var på ham - uden rigtigt at røre ham. Det var pirrende.
Med alkohol og adrenalin i blodet, ville han så være i stand til at styre sig selv? Han måtte ikke svigte Millicents tiltro til sig!
Men duften af hendes hår blandedes med duften af blodet, mens han lagde hovedet tilbage for at lade hende drikke mindre besværligt. Han måtte være klar til at skubbe hende væk … Han måtte tænke klart! Roligt fjernede han hænderne fra hendes hofter og satte dem imod hendes skuldre.
"Rolig, Millie," stønnede han gennem sammenbidte tænder.

// sry hvis det er lidt tungt....skal lige igang igen o.o //



Som hun sad der, hævet over Diego med tænderne sunket ned i hans halspulsåre, var der ikke efterladt plads til meget andet i hendes bevidsthed, end den eftertragtede nektar med smag af Diego selv, som flød gennem muld og svælg.Hun legede med hans blod i munden nu, lod sig nyde og hengive sig .

Forlovelse...havde hun været engageret i en samtale med Diego omkring selve emnet, ville hun gerne havde budt ind med hendes syn på den sag.Som i de gamle ,måske mere ærbare dage, i hvert fald hvis man kun skuede overfalden , var det jo ikke helt længere.Millicent var ikke kristen og heller ikke en pige der ellers mente at sex før ægteskabet var at betragte som en synd.Folk havde deres frihed i dag, og den forvaltede de som de selv fandt bedst.Sådan kunne hun også godt lide det.At hun så fortrak at være en smule beskeden og selektiv med hensyn til sengepartnere, var jo bare...hende.
Millicent ....ville gerne være forelsket for at have sex, og det blev hun ikke let- åbenbart- ellers var hun så bange for den....forelskelsen, og det den kunne forvolde...at hun ofte stak af , når hun så den.
Men....nu var det jo forlovelse....og ikke forelskelse der var sagens kerne- men kunne man adskille dem ? Anyway , at forlove sig uden at være kraftigt forelsket var forrykt.Og hvordan hun var blevet lullet ind i det her med Andrija, var efterhånden lidt af et spørgsmål.Ja....hun var forelsket i ham.Men...selv en slatten vals , kontra en hed tango, krævede to partnere og Andrija var ikke meget for at pudse balskoene.
Forlovelse....det betød for hende at man tilkendegav og lovede hinanden at man ville være tro...ville være et par, og respekterer dette.Et løfte...et tegn på alle de følelser der var mellem dem.Så for hende....havde en forlovelse en stor betydning, og det var bestemt ikke noget hun ville gøre med alle fyre hun rendte ind i.
Hvis det ikke fungerede med Andrija, tvivlede hun stærkt på at hun nogensinde ville betræde den sti igen....forlovelses stien. Værdi ? Kunne en forlovelse indeholde mere værdi end hvis man invasterede hele ens hjerte og åbnede op for alle muligheder for at blive flænset op og forbløde?


Hvilken attraktion Diego så i hendes afslag? Ja....man ville nok bare have hvad man ikke kunne få.
Lige fra sandkassen af, ville børnene havde den spand..,eller den skovl som naboen sad med, og kom en anden med den lille røde bil i sin buttede barnehånd, den bil som man ikke havde gidet røre i to måneder, kunne man blive utrøstelig over pludselignikke at kunne få den.Same same..but different.

Men en ting ville hun være helt enig med Diegos skrantende tanker i, der kunne sagtens stilles et stort spørgsmål ved, hvem der var stærk og svag....hvem det egentlige offer var, i Diegos hær af velskabte og afprøvede dukkepiger.
I Millicents verden krævede det styrke at stå imod....styrke ikke at falde for den første der kaldet en elskling, for så at vende sin kærlighed i en anden retning ugen efter? Når man lod sig elske af andre, boblede ens selvtillid....også selv om kærligheden var ren placebo og overstået på en weekend.Men....man følte sig attrådværdig når nogen ønskede en, ikke? Når man så fravalgte den bekræftigelse....og ' stod på egne ben' i stedet for at lade sig bære gennem en smuk eng af smiger og kærtegn....så krævede det styrke.Svage mænd og svage kvinder bukkede under....også for det modsatte køn.
Hvad kunne man så bruge det til? Ikke meget...andet end en lektion i at det sku var ret svært at udpege det svageste led i kæden.

Renhjertet? Millicents samvittighed var sikkert lige så plettet som alle andres, det var bare sjældent i en slet intention, hun fik grisset den til.Hun plejede at ville folk det godt....men hun kunne godt mærke nu...efter forvandlingen...at nye impulser trængte sig på.Impulser...som lysten til at springe på Diego ...bokstaveligt talt...og det kostede umenneskeligt mange kræfter at undlade.Hun hørte...svagt...i baggrunden af blodets brusende lyd, Diegos stemme....formanende....advarende.
Hendes overlæbe gled lidt op, og blottede den øverste tandrække idet hun på det nærmeste knurrede af ham, uden at trække sig tilbage.Faktisk borede hun, i forsvar af sit ' bytte' , sine tænder dybe i ham og lagde armene omkring hans hals.For hendes behov var ikke stillet tilfreds, og Diego viftede hende om næsen at han måske ville smække døren i , og det var slut med at drikke...og det kunne hun jo ikke have.
Læberne trak sig op i et smil, og den knurrende lyd aftog.....han troede da vel ikke at han var i kontrol, gjorde han?

// Og undskyld mit bliver lidt kort. Jeg har det ikke så godt. //

Millie rev sig tættere på og borede tænderne længere ned. Diegos lyst til den unge pige begyndte straks at fortage sig. Hun opførte sig som et vildt dyr - en blodhund, en piratfisk - og det var bestemt ikke videre charmerende. Han rullede med øjnene af den lille flig af hendes tanker, han fik. Om han troede, han var i kontrol; Selvfølgelig var han det! Han var en ældre, mere erfaren og stærkere vampyr. Et århundrede havde hærdet ham, og selvom Diego måske var som det lille barn på legepladsen, der ville have den røde bil, var Millie ligeså meget et barn på den legeplads - måske var det lige frem hende, der sad med bilen! Og troede, hun kunne holde den fra et større barn; Ha!

Diego lagde roligt hænderne på hendes skuldre og strammede grebet. Han kunne ikke skubbe hende for pludseligt, det ville betyde at hendes tænder ville flå et stykke af hans kød af. I stedet for at skubbe strammede han blot grebet, til han næsten kunne mærke hendes knogler give efter under sine fingrespidser. Først der begyndte han roligt at trække hende væk fra sig - ud i armsvide - og forsøgte at få øjenkontakt med hende.
"Du har fået nok for nu." Stadig var hans greb i hende hårdt, for at sørge for, at hun ikke pludselig fløj ham om halsen igen; det var noget, han bestemt helst ville undgå, indtil han havde fået noget blod tilbage i systemet selv.

Hvis hun da faldt nok til ro - og forhåbentligt var en smule omtumlet af vampyrblodet, der i dette øjeblik skyllede igennem hendes krop - ville han forsigtigt løsne sit greb og lade hende komme nærmere igen. Han ville forsøge at komme tæt nok på til at stjæle et kys fra hende, før hun enten langede ud efter hans hals eller fløj tilbage med et skrig om at være forlovet og at Diego havde lovet - og blablabla …
Men han havde jo ikke prøvet på noget mens hun drak. Det var vel det vigtigste. Han havde ikke misbrugt situationen, mens hun stadig var svag, selvom det havde været nået så fristet til det.

Millicent var på en legeplads, en himmelsk en af slagsen kaldet Diego - og hun nægtede at hoppe af karusellen, sålænge den spandt så dejligt og fornøjeligt rundt.Imens hendes legesyge tunge næsten centrifugerededet udsugede blod fra Diego, førte det rundt i hendes gane og forkælede hendes smagsløg, blev tænderne hvor de var, nemlig dybt begravet i hans halspulsåre.
Det var første gang hun drak fra en vampyr, og en champagnerus ligende følelse bredte sig lige så roligt i hende.Tiltalende og indbydende.
Dejligt.
Men... En forfærdelig forstyrrende følelse, en slags niven i hendes skuldre satte et gul skarp farve plet , et uheldigt stænk midt i hendes blodrøde rus.Hun rystede irriteret på skulderene, men istede for at få den igle ligende ting væk der insisterede på at skabe ubehageligheder for hende, og sugede sit ulidlige ubehag og smerte fast på hende- tog det til.Det blev stærke og stærkere, begyndte at gøre direkte ondt og fik Millicent til at spile øjnene op i smerte, hvorefter hun ligefrem udstødte et gisp og måtte give sig og trække sine tænder til sig...ud af Diego, for at beskytte sig mod smerte og eventuel fare, da det var som hun var ved at blive knust.
Hun genfandt sin bevidsthed...nogenlunde...da det ' røde gardin blev trukket fra' og hun kunne en noget misfornøjet Diego, holde hende ud i armslængde, med et meget fast greb og en formaning om at have fået rigeligt!
"Nej ' " hvæsede hun hun vredt af ham, og med et islæt af manipulation og ægte klage peb hun..." Det gør ondt Diego".
Hun kom dog langsomt til sig selv...slap de krigeriske tildenser, og blev mere rolig og knap så udafreagerende.

Han lod hende komme lidt tættere på, hvilke passede hende rigtig godt, for hun følte sig både omtumlet af blodet hun havde indtaget, samt lidt udsat fordi hun ikke kunne kontrollerer slagets gang, som hun helst ville.
Hun var afbrudt inden afslutningen faldt hende naturligt, så hun havde ikke fået slikket hen over indstiksstederne på Diegos hals, og ikke fået suttet det sidste blod af sine egne læber,der stadig have enkelte små spor af hans blod over sig.
Hun havde svært ved at fokuserer,og hendes læber strejfede hans, meget kort og ikke nær nok til at være et kys, overhovedet....men nok til blodet smittede af på ham.
Hun foldede sine hænder om nakken af ham og puttede sig ind til ham, imens det så småt dæmrede at hun havde været modvillig til at stoppe sit drikkeri, så han havde været nød til at bremse hende.
Diego fortjente ikke en skideballe, men en helhjertet tak.
Millicent havde snuden tæt på halsen igen, og spidsen af hendes lyserøde tunge, løb et par gange over de åbne sår som hurtigt gik i gang med at hele op.

"Tak for mad" mumlede hun med læberne mod hans hud, årh hvor var det dog....farverigt...at drikke og spise som vampyr.Nu skulle hun bare lige lære ikke at blande farverne sammen, når hun malene...når hun spise....det ville klæde det større samlede billed.

Hun blev lidt hængende over ham, hvis han ellers tillod det.Brugte et øjeblik til at forsøge samle sig, og mere end det måske nød hun at bare sidde hos ham, imens bølger af blod og bobler gennemstrømmede hende og fik hende til at havde det vidunderligt.
"Måske jeg skulle se at vende næsen hjem af?" Mumlede hun mod hans hals.
"Undskyld....det løb en smule af med mig...men....men er det ikke sli i alt fode tegn? "
Hun vidste at Andrija ville finde det var pragtfulde tegn, men nogen gange kom hun også i tvivl om nådeslæshed, nu også var et skidegodt træk at kunne?

Diego lod hende ligge op af sig. Han lænede hovedet tilbage imod sofaen og slappede af. Det føltes sært at have et pigebarn så tæt på sig, når forholdet ikke gik ud på blot at have meningsløs sex og føde af hinandens væsker og livsenergier. Det var i sær underligt fordi hun var så modvillig til at gøre noget som helst af den slags.
Hun havde slet ikke reageret på hans kys - eller hans halvhjertede forsøg på at tage et fra hende. Hvordan ville hans hjerte egentlig reagere, hvis det stadig slog? Tanken undrede ham og fik ham blot til at føle sig tom igen. Der var noget deprimerende ved at vide, at ens hjerte ikke var i live. Måske var det sådan han godtgjorde sine handlinger; mit hjerte fungerer ikke, jeg kan ikke føle, jeg har intet at bekymre mig over.

Han mærkede en stribe af blod glide fra hans hals lige før Millies tunge ramte hans hud. Han lukkede øjnene. Han nød afgjort følelsen mere end hvad var godt for ham. Hans arme var gledet ned omkring hendes talje og han pressede hende blidt ind imod sig. Burde han smile? Nej, det føltes ikke rigtig. Hvordan havde han reageret, når hans skaber havde bidt ham? Det kunne ikke sammenlignes. Det havde været to fuldstændig forskellige oplevelser. Millie holdt ham på afstand på grund af troskab og drak kun af ham for erfaringens skyld …
Hans herre der imod … Havde holdt ham på afstand, for at han skulle lide under sit begær, og havde kun drukket af ham for at Diego skulle forblive hans hengivne, hungrende legetøj. Det kunne ikke sammenlignes.

Han stirrede imod loftet. Millie havde fået ham til at genoverveje hvad følelser egentlig stod for. Hun havde fået ham til at genoverveje mange af hans forståelser og filosofier om virkeligheden. Det kunne han ikke benægte. Hans verdenssyn havde været gotisk og grotesk. Og det var det stadig, men Millie havde da tændt et par stearinlys. Det ville Diego i hvert fald gerne tro på, at hun havde gjort, selvom det ikke helt var håndgribeligt, hvad de lys stod for. Midt i hans mørke og håbløshed …
Det var fremmed for ham, at en ven kunne betyde ligeså meget som en elsker. Ikke, at hans elskere nogensinde havde betydet meget, men alligevel … var det fremmed.

Han blev dog revet brutalt ud af sine dagdrømme og filosofier. Og den kolde, hårde maske krakelerede i et følelsesløst grin. Han rystede svagt på hovedet af hende - hvor komisk! Hvor morsomt! Og hvor frastødende!
"Hvis du planlægger at takke alle, der lader dig drikke af dem, med sådan en kommentar, får du ikke ret mange frivillige donorer." Hans hånd gled blidt ned over hendes ryg.
Hun havde ikke reageret på hans forsøg på at kysse hende. Det havde blot været som at kysse hans søster. Millie mindede ham egentlig lidt om en sådan. En søster. Ikke en elsker. Og heller ikke en ven. Hans greb om hendes ryg strammedes let og han pressede hende blidt imod sit bryst. Han rynkede brynene, da en frygtelig erkendelse blev klar for ham og han blev grebet af en pludselig og voldsom lyst til at skubbe hende væk - men grunden til, at han ville skubbe hende væk var den samme grund, der fik ham til at holde fast.
Han skulle aldrig have ladet hende drikke af sig.

Som et lille barn op af sin faders bryst, hang hun op af ham...med alle sine parader smidt på gulvet, bredt ud over hele stuen.
Det var dog ikke familiere følelser der svang sig omkring Millicents relation til Diego.For hende var han en fyr...en herlig en af slagsen og hun var sig yderst bevidst om at hun skulle besinde sig i selvskab med ham, for ikke at falde i hendes impulsive og stærker drifters vold og magt .Men en fornemmelse af at være afslappet og tryg nær ham, at hun kunne tillade sig at sænke sit forsvar, for han skulle nok holde hende sikker...det var det der fik hende til at blive der....op af ham.

Alle døre der omgav Diego havde stort set været lukket, da Millicent stødte ind i ham .
Og de fleste også forsvarligt låst.At det var lykkes hende at stille et par af dem på klem, var ikke for at lave gennemtræk hos Diego...gennem træk var usundt og kunne skade, det var mere for at lade lidt frisk luft trænge ind...og dermed give et mere behagelig indeklima- hvis man kunne sige det sådan.
At kuglegrave hans verden var ikke på hendes ønskesedel, men tanken om at tænde et enkelt lille lys, hvor mørke ellers herskede , ville hun havde været stolt over at have formået.

At han trak hende ind til sig, efter hun havde taget sig af hans sår på halsen, fik hende til at give sig lidt, men hun kunne ikke komme uden om at det føltes dejligt...næsten omsorgsfuldt og kærligt, men et sted bagerst i hendes hoved, var hun godt klar over at det ikke var følelser Diego sådan slyngede rundt med....men derfor kunne hun jo godt føle det alligevel.Uanset hvad, så havde Diego holdt ord og ikke forsøgt at udnytte situationen til egen fordel.
Hendes arme omkring Diegos hals , gav ham et lille knus.
Forsøget på at kysse, lod hun passere...det var bare en spontan reaktion, et øjebliks hændelse der allerede var glemt igen...Diego mente ingenting med det kys, og derfor var der ingen grund til at blæse det op.

Hans bemærkning fik hendes sløret og døsige sind, til langsomt at vågne op.
Hun smilede da hans hånd gled over hendes ryg.....uanset om han ville indrømme det eller ej, så troede hun bare ikke på at Diego nogensinde ville vende sig imod hende.Han virkede til at have lukket hende indenfor.

Millicent trak sig væk fra ham, rettede sig op og et dovent smil beklædte hendes læber...
"Hvad mener du? Hvad har jeg nu sagt galt, Diego?" Lød det med blød stemme fra hende.
Hun havde slet ingen ide om det var selve takket der var helt off trak på en vampyrs can do liste, eller om det var trusslen om at det var tid til at vende næsen hjemad?
Millicent så derfor på Diego, men fornyet interesse.
"Er det nu forbudt at være høflig? Come on.....hmmm du er virkelig kun til de slemme piger, er du ikke" drillede hun ham og blev kort trykket tættere ind til hans bryst, hvor hun smilede....uvidende om hans tanker og hvad der egenlig var på færde- og så gled ud af hans favn, for at sætte sig ordenligt op i sofaen.
Hun følte sig , som havde hun en champagne rus...det boblede og hun var en kende ør , men på dejlig måde.
Måske var det hans vampyr blod der havde den effekt? Who knew.
Men....uanset hvor dejlig en tid hun havde tilbragt med Diego nu....og hvor meget han havde lært hende på kort tid, så havde hun jo tekstet Andrija, at kun ville komme hjem når hun var stået op.
Og med ham vidste hun aldrig helt...han kunne være helt ligeglad og være ude at feste selv- eller han kunne sidde og ligne en mørk torden sky , på hendes seng i hendes lejliged...parat til at tage katten i nakke skindet og skælde ud, npr hun kom hjem.She didnt know.
"Diego...husk nu du har nøglen" blev der sagt og hun kiggede lidt på ham.
Det var svært at bryde op og sige farvel, selv om hun vidste at de snart ville ses igen.For naturligvis ville de det.

// out. :D

Indsamler emner

// collecting history //