Give Peace A Chance

Det var som grus i hans ørergang, da Millicent begyndte at sige tak og begyndte at ævle om det fantastiske ved ringens indgraveringer. Det var kun to navne. Andrija så intet utroligt ved det, men vidste at mennesker så det som noget nær det ultimative. At gifte sig, uha, ja, det var skam noget stort. Han havde lyst til at fnyse hånligt af det, for ligesom præsten sagde i kirken, så ville døden altid skille dem ad i sidste ende. Men trods det giftede de sig alligevel og endda nogle gange flere gange. Utroligt.
"Hold med det der ævl, du får ikke noget ud af det." Bare at høre ordne 'smuk tanke' fik ham næsten til at krumme tæer. Det lød så sukkersødt og falsk, men nu kom det ud af munden på ingen ringere end Millicent og netop ved hende, tvivlede han ikke på at hun nok skulle mene det. Også selvom hun ville sige nej, hvis han spurgte nærmere ind til det. Hun mente altid hvert et ord, hvis ikke hendes øjne afslørede andet.
Hvad der var sket med Millicent, siden et enkel kys kunne kunne ændre syd og nord, forstod Andrija ikke. Men det glædede ham at det var hans kys. Det gav lidt til hans ego som ivrigt lappede det i sig. Om det ville have været det samme med andre kunne han ikke sige, men han krydsede finger for at det kun var ham og ingen andre.

Hvordan almindelig høflighed og et par søde ord kunne virke nærsten frastøende på dæmonen, havde hun godt nok svært ved at komme omkring.Men Andrijas stemme og tonefald var i perfect harmonie med hans ord ' hold op med det ævl'.Millicent var i så fint humør nu, så der skulle langt mere ord pisk fra ham, før det ville efterlade røde striber i hendes hud.Faktisk morede hun sig en smule over hans ...hårdhed.Den kunne på en måde være vældig charmerende, når man lige havde overskud til den.Hun flyttede lidt på sig, så hun kunne se ham, og Millicent have en teasende klang i stemmen.. "Du antager jeg vil have noget ud af det....er det ikke en smule kæphøjt? Måske ....har jeg allerede hvad jeg vil have, og ønsker ikke mere?......kender du overhoved ordet ' Velbekomme'?" Hun lod en hånd løbe ned af Andrijas bryst, og selv om det skulle forstille at være kun i leg og for sjov,mærkede hun hvordan der fra hendes håndflade, den der hvilede fladt mod Andrijas hårde bryst, løb små sitrende impulser ud.Impulser med beskeder om at dette føltes helt ualmindeligt godt.At han var fuldkommen urimeligt lækker at røre ved og hun skulle nok passe på at den lille leg hun havde gang i , ikke gav bagslag.Men Andrija skulle ikke tro han kunne bestemme det hele.Det var meget muligt at han rent faktisk kunne- men fandme nej og hun ville stå ved det.Han skulle ikke tro han kunne styre hende rundt, bare fordi hun havde følelser tilstede i sin afdøde menneskekrop,
Så Millicent gav ikke op....imens hendes øjne og mund , tilpassede sig disse impulser...disse budskaber...forsøgte hun at sætte ham , bare lidt i skak...."Er det nyt for dig....at være forlovet ...til og med en pige der ikke kysser dine fodsåler...!" Og for at kridte banen lidt skævt op, så lænede hun sig frem og kyssede ham på halsen igen.Først snusede hun ind, og lod næsen strejfe huden og så pressede hun læber mod hans hals og måske et lille dup med tungens spids, bare for lige at....smage.Demonstrativt, for at tage lidt af magten,havde hendes frie hånd fået et solidt greb i Nakkehåret og trak en smule ublidt, så Andrija måske ville være nød til at lægge hovedet bagover, føjende.

Det havde andrija ikke overvejet, han havde ikke tænkt over hvad hun ville ligge i ordne, men svarede kæp høj og med selvtilliden helt på plads. "Du virker til at vil have noget mere." Han havde allerede to bud på det, to ting han selv syntes var meget gode bud. Hendes mund sagde det ene og hendes hånd det andet. Han ville kunne indfri begge ønsker hvis han ville det, men hvorfor dog gøre sådan noget. Han kunne helt sikkert presse citronen lidt mere. Måske meget. Det var aldrig for sent at prøve.
"Det er nyt, begge dele, men hun kysser nu også nogle bedre steder, så tror nok jeg skal overleve." Da Millicent trak katten i pelsen, lage han hoved tilbage i refleks og ikke som noget han tænkte videre over. "Men jeg kan ikke lide hun hiver mig i håret, det er da kun sådan noget små børn gør." Det sidste fik en nedlagende klang, men som ved magi lå der stadig et 'ægte' smil på hans læber. Det ville forsvinde hvis hun fortsatte med at trække, men hvis hun undlod, så ville smilet blive hængende lidt endnu. Bare et sekund eller to.
"Men hvis jeg nu viser hende hvordan man gør, tror du så hun vil kysse mig der nede?"

"Jeg overlader det til ..andre.. at være grådig" svarede hun tilbage, imens hendes bløde læber stadig følte deres vej ned af hans hals. Hendes udsagn var måske ikke helt sandt. Millicent var en grådig pige, måske mere end de fleste og det sjove ved det var at hun meget ofte blev fejltolket. Folk troede hun var engleagtig og et lille dydsmønster, men ih du milde , hvor de skød forbi sandheden der. Hun var krævende som en i helvede, havde et temperament for fire og en evne der var større til at rode hende ud i problemer, end til at få dem løst igen. Hun var grådig... Også i kærlighed.
Hvorfor nøjes med sex hvis man kunne få sex - og kærlighed? Hun havde aldrig forstået det koncept. Ja ja nye partner... Spændende... Spændende ,men helt ærligt , det var jo som at blive ved med at læse de første kapitler - godt nok i forskellige bøger - men nåede jo aldrig til midten eller fik slutningen med. Og hun ville have total oplevelsen, hele bogen fra start til slut.Fordybelse.
Og med Andrija havde hun sagt ja tak til den ultimative udfordring,men... det bedste i livet kom ikke nemt, det skulle man arbejde for.
" Oh...så det er kun børn? - men ... Jeg er også nyfødt " lød hun blidt igen, da hendes øjne var ifærd med at æde smilet omkring hans læber, og iøvrigt elskede smagen af det.
Hun løsnede op i grebet og masserede istedet hans hovedbrud , ganske kortvarigt , men på en måde der ville have fået en frisør til at revne af stolthed. Millicent kvitterede med et stort smil..." jamen det kan da sagtens være hun kan lokkes til det- hvis det vel og mærke er en med helt ekstremt gode overtalelsesevner ...og talenter... ellers skal man nok ikke regne med noget" lød ordene fra hendes mund, blødt som fløjel. Hendes pegefinger havde vrikket sig vej ind mellem to skjorte knapper , og strøg nu hen over et lille stykke af hans nøgne hud.
Hun var ærlig talt en smule i tvivl ,
om hvor nede Andrija talte om, men mon ikke han bare drillede hende lidt?

Andrija sukkede højt og voldsomt. "Ja, du er en baby, ikke noget barn." Brokkede han sig fortsat og stak bene ind under det overfyldte kaffebord der stod en halv meter fra sofaen de havde overtaget. "Der er en forskel." Hvis hun nu skulle være i tvivl, men det havde han en mistanke om at hun ikke var. Ligesom så mange andre mennesker elskede hun sikkert sig selv i lille version, med buttet overarme og æble kinder. Noget der kunne få ham til at flygte. I følge ham det mest frygtelige man kunne møde, han fortrak uden tvivl nøgne kvinder med barm og former.
Ved det efterfølgende kunne han også have sukket højt og larmende, hvis han kendte Millicents tanker, men det gjorde Andrija - heldigvis - ikke. Han syntes idéen lød dum og ville slet ikke bruge tid på det. Hvis hun ikke selv lige havde bemærket det, så var hun allerede godt i gang med hans knapper, hvis han lige måtte bemærke det og for at hun ikke skulle blive forstyrret i det svarede han; "Lad os nu se." Et selvtilfreds smil lå på hans læber, mens han lod hende lege videre med knapperene.

En lille utilfreds rynken af næsen , indikerede at hun ikke var helt tilfreds med den mærkat som de nye vampyrer blev påhæftet."Mærkelig terminologi, egenlig....der er ikke meget baby over mig" holdte hun fast, og hvis man fulgte kurverne på Millicents formede krop, ville man ivrigt nikke og give hende fuldstændig ret, Men man kunne faktisk godt argumenter for sammen ligningen, for nøjagtig om en baby skulle lære og tilegne sig færdigheder i livet, skulle også en transformeret vampyr til at starte forfra, og der var sikkert en hel der der ville dø, istarten af deres liv....vampyrer som Millicent for eksempel, der var foruden skaber .Det var da udelukket held at Millicent ikke brændte op i sollyset , da hun vågnede og hun efter en horribel første nat, så daggry.
Millicent var optaget af huden der gned mod hendes ene finger.Den føltes både blød og varm og hun ville gerne røre mere.
Hendes øjne fulgte fingrenes arbejde, da de åbnede for knapperne i Andrijas skjorte.
Hans ' Lad os nu se' kunne hun sagtens leve med, det passede hende ganske glimrende.Ingen løfter var afgivet, og Andrija skulle nok ikke sælge skindet, sålænge hans bamsebjørn endnu ikke var helt skudt.
Syn knapper fik hun åbnet og Andrijas skjorte var ikke længere lukket.Hun kunne mærke forventningen i begge hendes håndflader.Det prikkede nærmest i dem...sitrede...for at få lov til at stryge over hans nøgne bryst, hvis hun fik lov?Hendes øjne søgte de levende grå øjne — kortvarigt- for at se om han ønskede at stoppe hende? Det kunne han gøre og hun ville respekter ham, selv om hun ville mumle en uforståelig klage mod hans hals, hvor hun ville putte og forsøge skjule sit skuffede ansigt mod.Hvis ikke han modsatte sig, ville hun lade sine hænder glide op og gribe fat i skjorten.Langsomt ville hun trække den til siden og et godt stykke ned af Andrijas skuldre, så hans overkrop og øverste del af armene blev blottet.Skulle den helt af,måtte Andrija selv lige hjælpe til.
Millicent ville lade begge hænder undersøge deres vej ned af Andrijas bryst.Først kun med spidsen af fingrene, der som var de regne silede ned...langsomt....nøje fulgt nøje af hendes blik.Omkring navlen ville de stoppe og Millicent ville trække dem til sig nogle sekunder, imens hun lige skulle have sit indre til at køle ned og genfinde lidt balance.
Efter at have opgivet og droppet den ide, ville hun ligge håndfladerne flat mod hans brystkasse, og kæle med mere lange strøg,imens hun nu ville fokuserer på,højre side hvor en tatoo var lavet af sort ink, et kors.Et forholdsvis stort et.
Millicent ville læne sig frem, lukke øjnene og lade hendes læber afsætte et nysgerrigt og udforskende kys netop der,inden hun spurgte.."Et kors? Andrija du er da ikke religiøs? " at det så stjerne godt ud på ham, det var jo så en anden helt anden sag.

Millicent virkede voldsomt opslugt af hans bryst, da hun langsomt undersøgte det. Først med fingerspidserne og derefter med hele hånden. Andrija fulgte først nøje med i hendes handlinger, men da det fortsatte med det samme, lage han hoved tilbage og lage armene op på ryglænet så skjorten gled længere op på armene. Da hun til sidst var færdig og kommenterede korset, små grinte han og lukkede kort øjne. "Hvorfor skulle jeg ikke have et?" Han trak hoved op og kiggede ned på Millicent. "Folk er også glade for kinesiske tegn."
Hvad tatoveringen egentligt var, havde Andrija først bemærket dagen efter, eller hele to. Han kunne ikke huske det. Det var heller ikke så vigtigt for ham, han huskede bare aldrig at gå ind i sådan en forretning igen. Han var ikke interesseret i at få sin krop til at blive kunst. Den udførte det.
Efter at have kastet et blik på Millicents ansigt, stak han armen omkring hende og trak hende ind i et nyt kys. "Men vil du ikke være forlovet med en mand med kors på brystet?" Hans hånd gled ned af hendes talje og endte på hendes lår, hvor han lod fingerne kærtegne på en måde der kunne mærkes men samtidig var diskret og næsten afdæmpet.

Hun var opslugt af hans bryst...af ham...det var jo ikke en løgn.
Hun var ramt af , hvor udpræget maskulin hans krop- eller den del hun havde adgangsbillet til- var og hvor flot han var.
Modsat Andrija, havde udseende aldrig indtaget første pladsen , men mere hvordan fyren opførte sig når hun skulle udplukke en der var interessant, men hold da kæft hvor havde hendes gamle kæreste dog været død kedelig at se på, i forhold til , eller....,det syntes hun nu, men måske var hendes blik sløret af hendes følelser og hendes tiltrækning til ham,så han bare blev smuk i hendes øjne? Hun havde dog svært ved at løsrive sig, og havde lyst til at lade sin tunge...* nej nej... Så det nok* , formanede hun sig selv, og lyttede istedet til Andrijas forklaring , da han var færdig med at le.
"En dæmon med et kors? Du er mindst lige så underlig som jeg" drillede hun " jo jo...men hvis man ikke kan snuppe alt der har med kina at gøre, så er det nok ikke så typisk at få kinisiske tegn tværs over lænden " påstod hun og faldt lidt i staver over hans øjne.Hun blev halet ind til et kys og sugede meget kort forsigtigt på hans underlæbe, for bare lige at...smage ...ham.
Millicent så på ham et lille stykke tid inden hun svarede...hun var imellemtiden beskæftiget med at følge hans hånds bevægelser ned af hendes talje og til hendes lår...og oh jov , hun kunne mærke det! Men da hånden synes at indtage en døsig bevægelse...lige akkurat delikat nok til hun hele tiden fornemmede det, men samtidig kunne rive opmærksomheden tilbage til en samtale, svarede hun..." Ved du hvad? faktisk vil jeg slet ikke være forlovet....du er en undtagelse Andrija , kun for dig gør jeg det her.....og ....jeg vil gerne være din, også selv om du har et kors på brystet.Så storsindet er jeg" drillede hun muntret...og føjede til " sålænge det ikke er tatoveret i din pande!"
Hun lod sin ene hånd kærtegne korset....hun synes det var smukt på ham, og havde ingen problemer med at adskille symbolerne fra indholdet, hvis man kunne sige det sådan.

At det faktisk var en overraskelse for Andrija, lod han ikke vise på ansigtet, der kiggede på hende. "Du vil ikke forloves, men alligevel gerne have mig?" Der trak han op i det ene bryn med en tydelig uforståenhed. Ikke alt havde logik og mening, men begge dele skulle gerne være i den sætning, som i hans hoved absolut ikke gav mening. Og han var også sikker på at hans ikke eksisterende forståelse ikke kom fra Millicent. Det med at blive forblændet af skønhed var efterhånden mange år siden han havde bare været nær det. I hans selskab gik det ikke at savle over først den ene og så den anden, så kom han jo aldrig videre.
"Jeg kan forsikre dig om at der slet ikke komme flere." Det ønskede han ikke, for selvom det var vældig moderne med sådan nogle evighedstatoveringer, så fortrak han lige på det punkt at holde sig fri af skønheden der kunne medbringe. Det var ligesom stadig at gå med pudder fra syttenhundredetallet. Det var frygteligt nok i sig selv den gang. "Hverken bryst, pande eller ben."
Om Millicent lage noget i korset eller ej, var Andrija bedøvende ligeglad med, for hvis hun bare havde lært lidt, så ville hun vide at han absolut ikke var en sød kærlig engel der bredte glædelige budskaber i samme øjeblik han fik mulighed for det. Men trods det, følte han sig heller ikke som en ond dæmon, i hvert fald ikke rigtig ond, hvis han selv skulle sige det. Han havde mindst lige så mange synder som mennesker og fyldt med sorte pletter.

Hun pustede lydløst ud, da hans ene bryn blev hævet og fortalte hende at han ikke fattede en meter af det hun havde sagt, så hun tog endnu en svingom med den samme partner..." Det jeg mener er...jeg gik ikke ligefrem med et behov for at finde en kæreste og da slet ikke at blive forlovet med en.Normalt vil man jo nok også gribe det an fra en anden vinkel...med forlovelse.." Millicent finparterede hans ansigt og ledte efter små reaktioner udløst af hendes ord.
En lille pause ,inden hun tilføjede..." Normalt ville man nok have kendt hinanden en smule bedre" ved denne sidste sætning slog hun blikket ned og legede lidt med hans skjorte kant.Det var måske den del der nagede hende lidt.Hun forstod ikke helt hans bevæggrund, for Andrija virkede mildest talt ikke som typen der ønskede at binde sig.Men om igen...det havde hun heller ikke ønsket- selv om hun sikkert var lige den 'type' i andres øjne.Meget forvirrende.
" Jeg ved bare at jeg gerne vil...med dig, være din....og ...ja...så,må vi tage den der fra, ikke?" det var jo mere en bøn hun stillede,end et spørgsmål ,da de allerede var enige om at ringene var på igen.

" Godt...så har du da strøm på øverste etage" drillede hun ved hans lille forsikring.
" Korset klæder dig, men begrebet less is more, er jeg stor fan af...og at se dig som et levende maleri ville nærmest være....vandalisme." Han var perfekt som han var nu, i hendes øjne.
Millicent lagde et par fingre under dæmonens hage og sørgede for at kunne se ham ind i hans øjne.Hun vidste udmærket hvad hun indlod sig på med Andrija, og hun var desværre bange for at hun ville nå at få en masse ridser og skræmmer i sin lakering , sammen med ham- og hun ville sikkert græde uendelige tårer når ingen kunne se det, fordi han var så følelses fedtet, på kanten til det kolde ofte.Men før eller siden ville han lukke hende ind.Helt ind....ind i dybet af ham, hvor han bille indse at en dagligdag uden hende bare ikke var et tiltrækkende valg.Han ville begynde at elske igen.
Og hun....hun ville være den der satte den følelse fri i ham,hun ønskede så meget at være genstanden for hans kærlighed.
Det var jo nærmest som at bestige Himalaya, ved hjælp af et sjippetorv , et par pløkker og en rittersport.Umulig og helt igennem stupidt.
Måske der virkelig var en smule masochist i hende?? Siden hun altid fik sat sig i situationer, der nærmest var umulige og gjorde ondt.

På den anden siden.....hun sad her med hans ring på fingeren , og ifølge Andrija selv, var det mere end andre nogensinde have fået ham til.Og hun havde ikke en gang bedt om det, det var hans eget forslag.

Med et let greb i hans hage, spurgte hun uden at opvise et følelsesmæssigt drama i stemmen " Er du ok med mig...med at vi er forlovet?"

Næsten pligtskyldig drejede Andrija hoved for at kigge på Millicent, som sad tænksom tavs, før hun langt om længe åbnede munden. "Med dig, fint, at vi er forlovet, fint." Svarede han kort, uden at vise noget i hverken stemme, øjne eller ansigt. Hvad han egentligt mente omkring det, var han stadig ikke sikker på. Nogle gange var det godt, andre gange knap så godt, men nu var det sådan og han kunne lige så godt holde det i så lang tid som det var muligt. Som en lille udfordring for ham selv.
"Hvorfor spørger du?" Lød det samtidig med at svaret dukkede op i hoved på ham. Selvfølgelig ville hun have at han havde det godt med det, hun ville ikke have det skulle være noget han ikke ville. Sådan noget i den dur forventede han kom ud af hendes mund de efterfølgende sekunder. Om det så ville ske, skulle tiden vise, men han ville rigtig nok blive overrasket hvis det ikke var tilfælde. Omsorgsfuld var en af de mange ord der kunne beskrive hende. Hvis man spurgte Andrija fandt han ikke noget problem i det lige i det øjeblik, men før eller siden skulle det nok blive irriterende. En ting han skulle vende hende af med, når muligheden bød sig, men indtil da, måtte han få det bedste ud af det. Omsorgsfulde vampyrer var et sjældent syn.

Hendes øjne lå stadig på ham, men hun fik lige så meget ud af det som en nonne i en swingerklub.Intet.
Der var ingen spor af følelser i hverken Andrijas ansigt,øjne eller stemme.
Kun ordet...'fint'.
Hun forsøgte at holde masken, at afspejle samme ligegyldige attitude som ham, men det var nok et under hvis det lykkedes.Hendes øjne var stadig for udtryksfulde.
Millicent nikkede og sagde kortfattet "Fint".
Det var nu ikke et sarkastisk surt 'fint' men mere et accepterende et af slagsen.
Hun samlede hans skjorte foran igen, men inden hun begyndte at knappe den til, lagde hun sin hånd mod hans venstre bryst,den side hvor hjertet sad.
"Hvorfor jeg spørger? " et lille smil dinglede i Millicents mundvige.
" ja...nu er det jo ikke fordi du just minder om Dr.Phil, vel....du er altså ikke videre snaksagelig og da slet ikke om det meget farlige emne ,følelser uha da..." hun slap hans hage og smilet voksede sig større, imens hun kærligt puffede lidt til hans hårde kanter,mentalt.
"Hvis jeg vil vide noget om dig, må jeg jo spørge...og ja, det betyder noget for mig hvordan du tænker omkring det".
Selvfølgelig havde han ret...hun ønskede at han skulle have det godt.Så enkelt var det, meeen hun ville også gerne vide det af helt egoistiske årsager.Hun var ved at invasterer stort i dæmonen her, så naturligvis fulgte hun med om aktierne steg — eller faldt i kurs.

Andrija havde ingen anelse om hvem Dr. Phil var, men gik til sidst ud fra at vedkommende måtte være en eller anden meget snakkesagelig person. Den kontekst kom han sammen med og det måtte han så blive stemplet med. "Hvad ville du have sagt hvis jeg sagde nej?" Borede han bevidst videre og ventede efterfølgende tålmodigt på svar. Fordi det var sjovt og han ikke vidste hvad andet han skulle lave, forsøgte han at få hende helt ud og vippe på kanten. Se hvor langt ud han kunne gå, selvom det kun ville ende galt på den ene eller anden måde, men at bekymre sig om det fandt han ganske overflødigt. Det sårede ikke hans følelser, han havde sit på det tørre.
Efter at have fået sit svar, var Andrija dog kommet fra tanken og fik skubbet Millicent ned, så han kunne lukke skjorten og komme op at stå. "Vil du have noget at drikke?" Han fandt sin flaske og begyndte at drikke af den. At hendes første tanke ville falde på blod, var han ikke et sekund i tvivl om, det ville også være naturligt og han ville ligefrem blive bekymret hvis det ikke var tilfælde. Men om han ville give hende det, det havde han endnu ikke afgjort med sig selv og gik derfor spekulativt rundt og drak videre til han endte med at glo ud af vinduet med et par blinde øjne.

Millicent ville ikke bide på hans madding.Hvis han ikke ville åbne sig, ville hun ikke presse på.
Han ville tidsnok finde ud af hvad ensomhed var....den indhentede alle før eller siden, hvis ikke man var varsom.
Hun så på ham og et udefinerbart glimt spillede i hendes øjne..." Havde du sagt nej, havde jeg nok tænkt at du var mildt retarderet....jeg mener...DU kom med forslaget og DU ingraverede ringene,selv da jeg havde kastet min i hovedet på dig...skat." lød det tørt.
Hendes lille forlovede skulle nok få en danse partner, hvis han insisterede på den her tango...og det var ikke sikkert han fik lov at styre.
Selvfølge gnavede det i hende, næsten til blods at han var så svær at håndterer.Men sådan var det altsår bare.
Hen ad vejen ville han få sig en på opleveren, når han fik optrevlet hvor mange problemer hun havde tildens til at rode sig ud i.Men...nu var der bare det at Andrija sikkert ikke ville se det som problemer, men mere som helt ligegyldige ting.
Hun blev varpet af og nåede lige at gøre sig nogle tanker m hvad der egenlig ville få Adrija op på stikkerne ?
Hvad var vildt for ham? Hvad gav ham glæde, udover hans begær efter sprut og sikkert kvinder?

Han brød ind i hendes tanker."Ja tak....du kan give mig et glas af din sprut, et stort et"
Hun havde drukket rigeligt, havde næsten tømt den stakkels fyr ...hvis ik hun havde det....på diskoteket.
Og...ja...hendes første orgasme der havde overvældet hende, i den herlige sammenhænge.det havde været en del ensomt faktisk, hell no om hun skulle i nær kontakt med hverken hans blod eller Andrija selv.Ikke forløbig.
Hvis han troede det,led han af vrangforstillinger.Selv om tilbudet var meget fristende for Millicent.

Andrija slog en kort latter op. "Et stort glas sprut." Han fornøjede sig tydeligvis over at hun ikke ville have at det skulle være blod, men det passede ham fint. Så skulle han ikke tage stilling til om han ville give hende det.
Ude i køkkenet fandt han det største glas han kunne finde, hvilke viste sig at være et ølkrus. Efter at have fået proppen af en Jack Daniels hældte han halvdelen op i glasset og tog selv flasken. Der var ingen grund til at skulle vaske mere end nødvendigt op bagefter.
Glasset blev placeret foran den mutte vampyr. "Drik løs tøs." Selv satte han flasken for læberne og hældte ned, mens han lod sig falde ned i sofaen som altid havde været hans fortrukne siddeplads, lige med undtagelse af lænestolen der endte ud som fodskammel.
"Du har været menneske, de er lette at tolke når man har gået sammen med dem i så mange år, uanset kultur." sætningen krævede at Millicent forstod hvor Andrijas tanker var, ellers ville hun nok finde det mærkeligt at den pludselig kom ud i luften. "Og helt ærligt, hvem ved ikke at hvis en kvinde er med på at blive forlovet, så er et indgraveret navn da nok til at få et hvert nej til at blive ja, i hvert fald hvis ringen kommer fra mig." Han stak i et selv sikkert grin og drak noget mere. Han havde endnu ikke mødt nogle der afviste ham. Aino havde selv virket interesseret, trods hun ikke havde været helt velvillig i starten.

Millicent vrængede på næsen efter hans ryg, da han forlod stuen og gik ud i køkkenet.
Mon Andrija var kommet til verden den dag man besluttede at teste den egenskab der hed tålmodighed, for ih du milde, den kom da helt op og ringe den store gevinst ind, h is man kunne forholde sig rolig, og ikke lade sig tirre af hans små spidse indslag.
" Tak" blev han da givet, da et motherfucker krus blev præsenteret foran hende, men det var nu fint nok.Alkoholen var velkommen i hendes system, ligesom dens sederende effekt.
Hun drak et par ordenlige mundfulde, og kun antydningen af et host viste sig.Hun satte kæmpekruset fra sig igen, men i den da fik hun lige taget et kig på den lille label eller tryk der nu engang var på.
" Justin Bieber? Helt ærlig Andrija....hvad bliver det næste?" Både lidt forvirret og samtidig godt underholdt af hans valg af krus, som hun ikke lige identificerede med, gled det morende udtryk over i et mere tricky et.
"Ja...det gør det nok, jeg er sikker på du er dygtig" roste hun lidt lærerinde agtigt , bare for at prikke lidt til ham, men hun vidste at der ville komme mere, så hun afventede spændt på hans næste træk.For selv om virkelig var rimelig let at læse, stadig....så var der dele af hende der var langt mere tillukket og private, selv for Andrija.
"Arh...I see! " Millicent trak benene op i sofaen og holdt hans øjne i skak.
Utroligt så meget du ved om kvinder, Andrija....det må jeg sige." I hendes øjne flakkede skæret af en flamme..
" Og deeet ved du lige at enhver kvinde ville fordi.....hvor mange ringe er det lige du har indgraveret og hvor mange kvinder er det du har friet til siden du ved det?" Udfordrende holdte hun hans øjne fast, hun ville få flere end en oplysning ud af ham ved det her, og han havde ret i hun var kvinde og en idiotisk håbløs romantiker, men en ting hun bestemt ikke var , var dum.
" desuden, tror jeg vi begge to allerede nu ved , at jeg langt fra er ...eller opfører mig som enhver anden kvinde ville gøre" lød det lidt bidendefra hendes læber.Det var jo på en måde rigtigt nok, at det så ikke altid talte til hendes fordel, det var jo en helt anden snak.
Hun sukkede, ville hun nogen sinde få den mand til at indse hvilke ting der talte...hvilke ting der betød noget.Hvem....der betød noget.
Hun skævede ned på den lille indgraveret guldlænke omkring hendes finger, og smilede.
Jo...det ville hun, og han havde allerede taget de første skridt i den rigtige retning, så nu skulle han også have lov til at ' brøle lidt' som det rovdyr han var.

"Det er en detalje." Fejede Andrija det af banen med, mens han rodede lidt rundt efter en cigaretpakke. Da han fandt den fik han kastet den på bordet så indholdet røg ud og han med et par hurtige finger kunne tage både en cigaret og lighteren som var neon pink. "Jeg tror aldrig at dem jeg har været sammen med gad at gifte sig generelt." En røgsky stod kort efter ud af munden på ham, da han gik igennem lokalet og hen til et af vinduerne. Efter at have trukket op i håndtaget, kunne vinduet åbnes så meget op at han kunne kravle ud og komme ud på en brandstige der løb på bagsiden af bygningen. "Kom med."
Efter at have gået op af en snæver metalvindeltrappe, kom de op til en del af taget som ikke var belagt med tagsten men helt fladt. Der stod endda en bænk, omend den var noget slidt og gammel. Andrija slog sig ned på kanten med sin flaske, som lige blev en slurk mindre før han satte den fra sig ved hans fødder. "Dæmoner finder ingen interesse i at finde sig en partner, ligesom nogle mennesker. På det punkt kan vi være meget ens, i modsætning til visse vampyrer. Men det er sikkert også det eneste sted." Han trak kort i smilebåndet for sig selv, inden han tog endnu et sug og lod røgen slippe ud mellem et par let adskilte læber.

Millicent så ind i hans øjne og fastholdte sin lille kamp."Det er detaljerne der udgør helheden, glem nu ikke det " .
Med Andrija kunne man let tabe fokus over indholdet af en lille rask debat.Det føltes næsten altid som samtalen bestod af flere lag.Det de rent faktisk drøftede, og så al det mellem linierne.Al det der fik det til at føles som de altid kæmpede om kontrollen eller magten, som ingen af dem var helt villige til at give slip på.Ihvertfald ikke Millicent.
Og da slet ikke før alt var...trygt.
Hans bevægelser var meget skødesløse og henkastede, og meget mere rough end Millicents.Selv om hun kunne være en klumb, var hun nu langt mere graciøs end tidligere, og havde fået nogle fine smidige talenter.Det var forvandlingen man kunne takke for det, ikke hende.
Millicent viftede en sky af røg væk, egenlig ikke fordi den genereðe hende...men mere for at drille ham.
" Du bliver aldrig klogere" messede hun lidt og glemte så alt om røg og damp, da han bekendte at ingen af hans tideligere kvinder var gifte typen." Nåååå, så det du siger er at du gifter dig med den første på din vej som du mener siger ja?" Hun rullede med øjnene og tog sig dramatisk til panden..." Og her gik jeg og troede jeg var speciel"
Hendes humør var godt og at hun jokede rundt kunne man ikke tage fejl af.Hendes øjne var muntre og læberne smilende.
Alligevel var der en flig af alvor gemt , derinde i Millicent.Hans oplysninger....hun vidste ikke hvordan hun skulle vende og dreje dem , for at forstå dem ret.
Så hun tav, og rejste sig istedet for at følge med ham.Oh Lord! Det var da rimelig godt at hendes balance var blevet tunet og i bedre stand efter forvandlingen, for det var da noget af en linedans at komme op på taget.Men det hele værd, for er du vimmer en smuk himmel der pludselig føltes , som den var inden for rækkevide for dem.
Hun tog plads ved siden af ham, og igen blev hans ord ført som små knive der prikkede i hendes hud.
"Det havde været rart om du havde sagt nogen dæmoner....istedet for at skære alle over en kam" hun lænede sig tilbage og fokuserede på de mange stjerner der gav himlen et eventyrligt præg.
"Specielt når jeg sidder og er forlovet med en af dem....dæmonerne ...dem der ikke vil giftes"
Hun havde lige nu lyst til at konfronterer ham, bare en lille smule, med hvad han egenlig sad og smækkede i hendes ansigt.

En lille latter slap ud. Millicent havde ganske rigtigt ret, hvilke virkede tåbeligt når han lige havde ævlet om at han ikke ville. Måske ikke direkte, men de var begge klar over det. "Jeg kan ikke servere alt for dig, noget må du jo slev komme frem til." Gav han igen og lage nakken tilbage, for at puste en røgsky op i nattehimlen. Hun blev nød til at lære det før eller siden, han kunne ikke gå og fortælle hende alt. Millicent var ikke dum, det var bare ikke altid hun opfangede det så hurtigt som hun burde - i følge Andrija, der skyllede efter med noget Jack.
"Jeg har ikke brug for helheden, bare jeg kan få detaljerne." Ledte han dem tilbage på sporet. Hans hånd gled rundt om Millicent, så han kunne få fat i hendes hage og dreje hende rundt så hun halvt om halvt lå i hans skød, mens han stak sin mund der stank af både røg og alkohol ned mod hendes. "Detalji." Gentog han for at få den rette effekt, før han satte deres læber sammen.
Efter at have fuldført kysset, forhåbentligt uden afbrydelser, trak han sig tilbage med et smil glimtende i mundvigen. "Det er et held at fransk er så kønt, ellers havde jeg for længst droppet det." Hvis Millicent fandt det interessant, ville han lade hende ligge i sit skød, men ellers måtte hun meget gerne flytte sig.

" Jeg har ellers aldrig hørt nogen beklage sig over for meget servering....kun det modsatte" .
Hun greb ud, og vristede flasken ud af hans hånd, efter et par forsøg og drak selv fra den.Hans dårlige vaner var ved at smitte af på hende, som et sort håndklæde på et hvidt, efter en kogevask.
"Bestem dig dog...før ville du ikke have detaljerne" .
Hendes øjne strålede, da han omarrangerede hende, som var hun en symfoni, og nu lå i hans skød.
Hun ville lyve , hvis hun påstod det intet betød.Hun var som en sulten lille spurv, der ledte efter...og spiste de brødkrummer han allernådigst kastede hendes vej.Mon han vidste det? Nød han den tilstand af smerte, håb,forvirring ,begær og 101 andre følelser , han hele tiden trak hende igennem? Fortjente hun at være lykkelig? Var hun masochist , som Diego mente? Alle tanker stoppede, som var de trykket på pause, da hans læber nærmede sig hendes....* detaljer....detaljer* hendes læber rørte hans,og alt omkring hende forsvandt.
Hun skimtede akkurat alle de smukke stjerne , inden hendes øjne røg i, og hendes sanser nu udelukkende omkredsede Andrija.Hun havde så meget ophobet længsel i sin forvirret krop, uden at ane hvad hun skulle stille op med den, så hænderne lukkede sig krampagtigt fast i hans hår, imens hun ' legede spurv' ved hans læber.
Hun måtte anstrenge sig for ikke at klynke, da kysset var forbi.alkoholen kunne hun ikke smage, hun havde fået for meget selv, og smagen af røg kunne hun på en måde godt lide.Den smagte af...Andrija.
"Meget heldigt...for frankrig" smilede hun op i hans øjne, og ville udfordre sit held, ved at fiske efter en af hans hænder at flette sin egen med.
"Andrija?...skal vi ikke tage lidt væk....en mini ferie, en forlænget weekend eller noget" bad hun.
Hun ville gerne tilbringe noget mere sammenhængende tid med ham, uden hele tiden at skulle sige farvel.
"Vi kan beslutte et sted, eller vi kan bare sætte os i bilen og køre derud af og se hvad der vente om hjørnet, hvad du helst vil?" Forsøgte hun at lokke.

Andrijas første tanke ved den latterlige idé var at grine af den og slå den væk, men da hun fortsatte stoppede han selv op og overvejede det kort. Det lød ikke så tosset med det at køre, men det kunne hun sgu ikke. De blev tvunget til at holde inde på forskellige hoteller for at overdage og det gad han ærligtalt ikke. "Hvis du finder en varebil hvor du kan være om dagen, så er jeg med på en tredages køretur, men så heller ikke længer og jeg gider ikke vi til sidst ender på et eller andet latterligt hotel, så skrider jeg ... og." Han kunne lige så godt fortsætte imens han var i gang. "Vi gør det på min måde, moj." Hvis hun indvilligede i det krav, ville han som skål, satte endnu noget af flaskens indhold til livs, tage et sug og så smide den ud over kanten på bygningen mens røgen blev sent den anden vej.
At leve på farten i tre dage var ikke gratis og netop derfor ville Andrija have det på sin måde. Ikke hendes for så skulle de være millionære og det var ingen af dem. Hvis det bare gjorde som han altid havde levet på, så kunne de komme af sted uden at skulle betale en øre. Måske lå der et par lig hist og her, men han havde efterhånden så mange skeletter i skabet at endnu et eller to ikke ville gøre den store forskel. Måske ville han slet ikke bemærke det. Millicent skulle nok hvis det blev nødvendigt, men det blev det ikke! Det blev en dl af hendes udannelse og hvis det fejlede så måtte der skrappere midler i brug, hvad det så måtte betyde.
"Hvornår tænker du det skal være?" Andrija kiggede ned på Millicent og lod langsomt en finger glide hen over hendes pande og derefter kind, for at fortsætte med at fjerne den hårlok som han var i gang med at fjerne fra det ganske yndige ansigt under ham. Hun lignede ikke nogle han før havde haft fingre i, om det så var godt eller dårligt var han ikke helt klar omkring.

Flere følelser kunne ses , afspillet i ansigtet på hende, som var de alle del af en lille film.
Først overraskelse og dernæst en nærmest barnlig glæde over han ikke havde forkastet ideen, uden at gide bruge tid på at overveje den.Så satte forvirringen ind, da han begyndte tale om en varevogn og efter den en frygtsom mine over om han nu var ved at hale i land." En varevogn, ehh....du mener til at sove i om dagen? Tjo...det kan jeg da godt skaffe, det burde da sagtens kunne lade sig gøre."Hun havde lidt svært ved at se sig selv ligge og sove i en bil.Var det ikke rimelig farligt ?
Hvad hvis politiet standsede dem, af en eller anden underlig årsag, og åbnede op bagtil.Så ville solen strømme hende lige imøde, og endnu værre, hvis nu panserbasserne tvang hende ud af bilen?
Hun lukkede kort øjnene, Millicent ville ikke risikerer at ødelægge noget nu hvor hun øjnede en mulighed for at få ham med på ideen.Og hvis Andrija fandt det ansvarligt og sikkert nok, så ville hun stole på det.
Han havde flere krav....naturligvis havde han det.
Og hendes øjne blev større...the nerve on that man!
"Så det du siger er, at du kun vil, hvis du får lov at bestemme det hele?" Et skævt smil dannede sig i mundvigen.
Han var så skide irriterende og desværre fandt hun ham charmerende, ret meget,Især i de her situationer hvor han gav med den ene hånd og krævede med den anden.Andrija var sjælden helt.....givende...havde hun en fornemmelse af.
"Det er en deal....okay" skyldte hun sig at sige, inden han trak i land.
"Moj" hun forsøgte efterligne hans udtale, velvidende om det måtte være serbisk"Hvad betyder Moj?" .
Hun var nysgerrig og ville gerne vide mere.Måske de en skønne dag kunne besøge Serbien sammen? Det kunne være sjovt.
"Hmmm....næste weekend? Kan du få fri med så kort varsel? " selv havde hun kun en vagt i antikvarianten om lørdagen, og den kunne hun godt skippe.
Hun lå ganske stille og næsten ubevægelig, da Andrijas finger var på spil i hendes ansigt.
Selv om det var en fingerspids blot, over pande og kind, trak den spor hele vejen ned over hendes krop og efterlod små åndeløse mærker.Først da den istedet legede med hendes hår, kunne hun igen tale.
" Hmmm...jeg har jo accepteret, og jeg står ved mit ord.Men jeg tænker....når nu du er sådan en skøn og dejlig forlovede for ikke at glemme en pragtfuld mand....kunne du så ikke bevillige mig, skal vi sige tre gange veto ret på turen?" Hendes øjne lukkede sig fast i hans."Det er kun en om dagen, Andrija....det er jo ikke ret meget hvis du tænker over det.....og resten bestemmer du.....suverent"
Hun prøvede.
"Det er jo slet ikke sikkert jeg kommer at bruge dem" fedtede hun lidt, men da en lille del af hende frygtede rimelig stort Andrijas måde....og så enda på udebane i hele tre dage, så kunne et par enkelte ' says' være en god lille sutteklud for hende.

Andrija vidste ikke rigtig hvad han skulle stille op med Millicent, men havde ingen problemer med at svare hende på spørgsmålet. "Tre er fint med mig, men tro ikke du får flere af det fedteri." Det var vel at mødes på midten. Måske ville hun mene noget andet, men han var når alt kom til alt den med magten, så hun skulle ikke kaste sig ud i nogle diskussioner med ham. Hun ville tabe og han ville ikke stille nogle spørgsmål hvis han skulle trække hendes veto ret tilbage. Måske ville hun modsatte sig, det ville kun blive sjovt.
Han lænede sig ned over hende og gav et let kys på hendes pande, før han bad hende rejse sig op, så han også kunne komme op. Da det var sket, børstede han eventuel snavs af tøjet og fik tømt rasten af flasken i en betragtelig stor mundfuld. Flasken tog samme tur som cigaretten og kort efter kunne man også høre lyden af knust glas. Til alt held ramte flasken ingen på sin tur.
Da Andrija stod op, stak han hænderne i lommen og skuede ud over hustagene. "Hvorfor vil du have en såkaldt forlængetweekends ferie?" Spurgte han nysgerrigt og kiggede mod Millicent, hvorend hun ville befinde sig. Han havde aldrig brudt sig specielt meget om det, men det genrede ham heller ikke direkte. Hvis det kunne glæde hende, ville han gøre det. "Er det noget du gjorde da du var menneske eller er det bare noget du vil prøve, nu du får en ekstra chance, en ekstra runde?" Hvis man lyttede godt efter ville man kunne spore oprigtig interesse.

Yes! Yes! Yes!
Hun jublede indvendigt og have lyst til at kaste sig over ham og takke, men eftersom hun lå placeret i hans skød, var det lettere for hende ' to pay it cool' og dermed nøjes med at sige "Perfekt!" med stemme fyldt af solskind.
"Nej...nej..jeg fedter skam ikke...alt er jo den pure sandhed" lo hun " og tre er tilfredstillende nok for mig."
Faktisk var hun ved at flække på tvære af glæde, udover at hun skulle afsted med ham...i tre hele dage....uforstyrret, ba de to, så var det lige lykkedes dem at indgå et kompromis...at lave en lille aftale,der stillede dem begge tilfreds.Og helt uden at blive uvenner.Der var dømt fremgang!
Prikken over i , blev et kys i panden, og lige der....præcis i det sekund, følte hun sig elsket.
Hun kom på benene som befalet , trak lidt ned i sin kjole og imens hun havde det rigtig godt i sine egne tanker, gik hun lidt nærmere kanten.Hvor højt oppe var de egenlig? Helt til kanten havde hun ingen lyst til at gå, men hun rullede med øjnene og trissede alligevel faretruende nær, for at se efter Andrijas flaske og sendte ham et ' var det virkelig også nødvendigt?' blik.
En lille kvast af et træ fangede hendes blik, og hun bukkede sig og samlede det op,imens hun lyttede til hans spørgsmål.Barken blev langsomt skrællet af, stykke efter stykke...
Hun kunne lige så godt være ærlig.Hun higede efter at lære ham bedre at kende, og hvis hun ikke selv var parat til at lukke ham ind, så ville hun aldrig kunne forvente at rykke ham nærmere.
Men det var svært at åbne sig, at blotlægge sig...alligevel gjorde Millicent nøjagtigt det.
"Der er flere grunde, faktisk...." Hun skævede op på ham og glimtet af et smil kunne lige anes, inden hun skrællede videre..
" Jeg har aldrig taget på weekend med nogen før....kun som barn, med mine forældre, så det er ikke fordi det er en vane.Og heller ikke fordi det som sådan er noget jeg har drømt om.Tanken har aldrig strejfet mig."
Hun spidsede læberne og tog mod til sig.
"Jeg vil bare rigtig gerne være mere sammen med dig.Uden at skulle sige farvel hele tiden" hun kastede grenen udover hustaget, men den var kun en klejn sag, så medmindre den ramte en regnorm kunne den ingen skade forvolde.
" Her i byen er alt så....jeg ved det ikke....det er din boldbane og noglegange lidt en magtkamp, hvis vi kom væk...bare du og jeg....det ville gøre mig glad at være tæt på dig"
Hun vidste at hun havde givet ham ammunition nok til at få et krigsveteran til at ligne en top model ved siden af Millicent, hvis han valge at maje hende ned med det.

Det kom en del bag på Andrija at Millicent valgte at svare hudløs ærligt på hans spørgsmål. Hun ville ikke selv være kommet op med idéen til at lyde så ynkelig. Hendes ønsker lå i en helt anden retning. Han stod tavst og fik gennemtygget ordne, før han langsomt skilte læberne. "Hvad mener du med at sige farvel?" Hans blik var stadig låst fast på hendes ryk. Hun stod nærmere kanten end ham selv, hvilke passede ham fint. Så kunne han holde lidt øje med hende, selvom han nu ikke frygtede noget specielt fra hende. Hun var som et lam på taget. Usikker og frygtelig bedårende.
"Vil du med ned, min gane begynder at blive tør." Han slog over i et ligefrem muntret grin, da han vendte om og lage det lange mile skridt foran, for at komme hen til brændtrappen og ned til sin lejlighed hvor vinduet stadig var åbent. Indenfor fandt han en ny flaske som han åbnede uden at finde ud af hvad det var. Imens han drak, gravede hans hånd ned i bukselommen for at finde lighteren som han smed ved siden af de spredte cigaretter på stuebordet. Til sidst slog han sig ned i sofaen. "Du må have haft gode oplevelser med det der forlænget weekend, siden du vil trække mig med på det." Tanken om champing fik ham til at gyse, selv sommerhus. Det med ferie havde aldrig rigtig været ham, hvilke så blev noget ironisk når han ville sove, køre og leve i en bil i tre dage.