Give Peace A Chance

Hun blinkede langsomt....hvad mente hun med at sige farvel? Hun kunne mærke usikkerheden skrabe med den negle langs indersiden af hende, og hun håbede ved gud at det var et smart...eller i det mindste bare det rigtige træk at delagtiggøre ham i hendes tanker og overvejelser.Han havde da ikke trykket på aftrækkeren endnu.
"Hvad jeg mener?" Hun blev stående med ryggen til ham, og tog udsigten ind.Byen var nu særlig smuk om natten, med alle dens lyskilder.Og at se den fra oven af, blev det ikke forværret af.tværtigmod.
"Jeg mener..vi siger tit ...farvel, og jeg ved aldrig helt hvornår jeg ser dig igen...og når vi mødes, så ved jeg ikke om vi skilles ved daglys, eller om vi...på en måde sover sammen.Tre dage sammen, vil betyde jeg slipper for at tænke på det"
Lettet over han ikke ristede hende, fik hun meget travlt med at følge ham ned."ja...jeg er også begyndt at savne mit krus....jeg er tørstig" talte hun til hans ryg og var lige bag ved ham, selv om hun nærmest måtte trippe to tre skridt, når han bare tog et langt.
Tilbage på fast grund, søgte hun hurtigt sit ølkrus og tog nogle ordenlige slurke.Hun gik lidt rundt i hans stue...prikkede eller puffede til lidt af hans ting, undersøgte det bit by bit.
Hun drejede rundt så hun så på ham, og efter endnu en tår svarede hun .. " Mine minder er desværre allerede begyndt at blive sløret- så nogle af mine vampyr gener virker som de skal" sagde hun lidt tørt, for selv klart var det de uønskede af dem der blomstrede for hende.De slørede minder og ophidselsen nær hun drak fra en hals.
"Men jeg kan da stadig huske jeg var glad...eller nærmere lykkelig.Jeg havde en god og helt almindelig barndom Andrija.Du ville være død af kedsomhed og aldrig overlevet den, men jeg var glad....og elsket og ja, vi tog i sommerhus et par gange om året." Hun drak igen og trådte nu hen til sofaen også..." Jeg har aldrig som ung pige eller som voksen taget afsted med en kæreste, og aldrig uden at alting var planlagt på forbånd.Faktisk skræmmer det mig en lille smule, men jeg glæder mig alligevel" Hun fik sat sig og fiskede efter remoten.
"Du har vel gjort det 38392 gange i alle de år du har levet?" spurgte hun og trak begge ben op i havfrue stilling.

Alle Millicents ord satte en lavine i gang i hoved på Andrija. Der var pludselig meget at tænke over. Først og fremmest angående det at sige farvel, at møde det som hun ikke vidste noget omkring og så var der det med hendes kedsommelige liv. Det måtte han ærligt indrømme han gerne ville se, for hvis det var så kedsomt, så var han overrasket over at hun endnu stod ved siden af ham, den dag det nu en gang var.
Selv havde han aldrig tænkt over et farvel kunne have noget betydning for nogle. Hvis det passede ham, så kom han, hvis ikke, så skred han, men selvfølgelig betød det noget for Millicent. Hun var et menneske og utrolig emotionel. Så meget at han selv til tider kunne spørge om det overhoved var muligt, men det var hun et fint bevis på at det var. ”Men nu er vi forlovet.” Han rakte sin hånd op, så ringen glimtede kort i det svage lys i lejligheden. ”Så hvorfor tror du at jeg bare smutter, du siger jo selv at jeg ikke frier til gud og hver kvinde.”
Et kedeligt liv. Det summede fortsat videre i hans hoved, før han så endelig fik klasket fluen og smidt den ud. Det var ikke værd at tænke på det. Der var andet han hellere ville bruge de hjerneceller til. ”Du kunne erobre min lejlighed, så vidste du hvor jeg var om dagen, lige ved siden af dig. Måske ikke lige om natten.” Det var ikke in invitation til at hun kunne flytte ind, selvom det sikkert lød mest som det og det skulle han også gøre klart for hende, hvis hun sprang op og begyndte at kvidre om den gode idé han pludselig havde fået. Det var jo stadig at erobre hans lejlighed, det betød hun betalte huslejen, hvis hun kæmpede sig forbi den stygge fæle dæmon han havde til at holde vagt på dørmåtten når han sov eller ikke selv var hjemme.

Hun smilede kort ved synet af hans ring og de små rene reflektioner der kastede ud i alle retninger.
Naturligvis nød hun synet.
Det lod til det var lykkedes hende at få Andrija til at være rimelig seriøs, og det ville ikke vare ved hele natten, så hun måtte være hurtig.Derfor fik han alle de svar han bad om, uden det store omsvøb fra hendes side.
"Fordi du virker....rasteløs" lød det stille." min ven...han mener det nok kun er et spørgsmål om tid, og at jeg bør være forberedt på det, bør jeg?" Sagde hun igen og mentalt trak hun kjolen til side, blottede sit venstre bryst, så han kunne spidde det kolde hjerte, med sit svar.

Men Andrija havde taget hende med i en forlystelsespark, spændt hende fast i rutchebanen og vinket hende afsted.
Og nu sad hun vindblæst tilbage og stirrede på ham.
"Indtage din lejlighed?" Hun troede ikke sine øre.Bad han hende om at flytte ind? Hun så tilbudet lidt efter i sømmene , og kunne ikke udlade en anden betydning end det.Så begyndte hun at grine.
Hun viftede med sin pegefinger foran hans næse og lo stadig da ordene stak af..." Orh...du er god....du er virkelig god Andrija.Vil du have jeg skal flytte ind? Du får ikke lov at styrer mig sådan!"
Hun overvejede lige en gang til, og hun var for hurtig her....for omvendt...ville hun også have en langt nedre færd af ham.
Og han sov vel ind i mellem , når hun var vågen om natten?
"Hvordan havde du lige tænkt dig det skulle forgå!" Lød det mere skeptisk, men denne gang stod døren åben.
Hun syntes nok det gik lidt stærkt, men var hun istand til at afslå, hvis han faktisk tilbød hende det, og ikke drillede hende? Forhelvede han var irriterende! Det kunne hun sku nok ikke!

// oooookay, den her SKAL lige redes ud ! det er IKKE en NEDRE færd hun ønsker, det er en BEDRE færd af ham, så hun ved hvad han laver * sukker og overvejer endnu engang hvorfor jeg er SÅ glad for en ipad der hverken kan stave,skrive eller lave mellemrum?

Det var et godt spørgsmål, for det ville bestemt ikke være første gang Andrija skred fra en kvinde, men han havde dog aldrig været forlovet med kvinden. "De håber jeg da ikke, det tror jeg slet ikke mit ego vil bryde sig om." Svarede han tænksomt og undlod at tilføje at det jo altid var bedst at være beredt på det værdste. Uden at give tegn der kunne antyde det, forsvandt han ud i den blå luft fra sin siddeplads og var i samme sekund over Millicent, hvor han stak sit hoved helt ind i hendes. "Folk vil jo sige at jeg ville kaste guld væk hvis jeg gjorde, helt sikkert din ven, men måske er guldklumpen ikke til at gøre skinnende?" Lød udfordringen imens et køligt smil blomstrede på bedste vis i hans mundvige.

At Millicent tænkte over forslaget fik Andrija til at grine, imens han tippede ned så han sad tæt op af hende, næsten på hende. "Har din mor aldrig lært dig ikke at bo med en fremmed?" Han smed fødderne op på stuebordet der næsten gav et hop. Han sukkede højlydt og kiggede rundt i lejligheden. "Det ville ikke skade at få et par kvindelige hænder her inde, måske bare en uges tid?" Forslog han og fandt sig en ny cigaret som han kunne sætte ild til og suge lidt på. Han lod tanken løbe mellem hænderne som vand. "Men tror nu det er best at vi bor hver for sig, tænk nu hvis jeg fik andet kvindebesøg." Et drillende smil hang i mundvigen, mens han sugede og pustede ud. "Det kunne være du skulle have besøg af et offer eller to." Ved den tanke lyste han pludseligt op. "Ja, det må du da prøve!"

Millicents ene øjenbryn skød i vejret og man kunne næsten se der stod ' oh..virkelig?!' I hendes øjne.
Hun var ret sikker på at hvis man valgte at kaste sig hovedkulds ud i den store bølge der var Andrijas Ego, så ville naturkræfterne vinde, og bølgen ville vippe hende omkuld...næææ...den skulle langt hellere bestiges langsomt, ride på i dersiden af den....tage kontrollen og udnytte krafterne i naturen....Surfing the wawe....og så ville hun forme det ego af hans og gøre det mere.....mundret, bare lidt...så man ikke kløjedes i det.Men hun måtte jo også bare se i øjnene , at det var del af ham, del af hans charme at han var så flabet og kæphøj altid, så helt ned i knæ skulle han ikke....ikke hele tiden.
Imens hun tog et sekunds timeout og strikkede løs på sine tanker, spillede Andrija hende et puds. Hun nåede faktisk ikke en gang at slå hul på glæden over han på en måde havde sagt, han ikke ville svigte, før han hældte eet kæmpe chok udover hende.
Millicents læber skildtes, og et hvæs flød ud.Hendes muskler stivnede i kroppen, som var hun i forsvar.Det var reflekserne der handlede, men der kom ikke rigtig kraft bag, og hun nåede heller ikke at slå ud....fordi Andrija ,efter et blink med øjnene, var over hende og Millicents læber var al for nær ved hans, da han havde hele hoved stukket ned mod hendes.
"For helvede Andrija!"
Hendes mumlen og kunstige hjerte banken, blev druknet af hans ord og med mindre Andrija om lidt ville trylle en baby ud af en hat, så kunne han snart ikke overraske hende mere!
Han....kælede ..for hende med hans ord, søde blide pirrende strøg, men samtidig tog han lidt hårdt fat, måske et slag og små pikante kradsmærker der ville svig og give lidt smerte, inden han satte et kys ovenpå stedet.
Hvordan pokker kunne han det, med så få ord? Guld? ....han kaldte hende guld.Og han udfordrede hende om hun kunne skinne.Var det ikke komisk.Hvis hun var guld der ikke ville skinne...kontra ..alt der skinner er ikke guld.Modsætninger.Kontraster.
"J-jeg tror nu ikke jeg er guld, men kan jeg være dit fortrukne metal er jeg tilfreds" hendes sætning var nærmest åndeløs.Og Andrijas lidt kølige smil, vidste at selv om han havde et indhold i sine ord nu, så var han ikke bare en lille sød skoledreng på en lyserød sky.Andrija var langt mere kompleks og udfordrende, og et forkert ord fra hende kunne tippe hele læsset, til en uønsket side.Imens han møvede sig ned at sidde og halvvejs sad på hendes lår.

Millicent smilede da hun pludselig fik et mentalt billed af Andrija som en professor terning.
Det var svært , for hende anyway, at samle alle siderne ....hver gang hun havde lavet en eller måske enda to, og startede på den tredje såååå fuckede farverne op på de andre sider.Men hun vidste det var muligt, med tålmodighed....øvelse...og hvis man havde flair for det.Og hun var efterhånden ret sikker på at hun havde flair for Andrija
Hun skubbede lidt til ham med hofter og skuldre, bare så han ikke skulle tro han ejede det hele.
" At flytte ind hos en fremmed dæmon jeg netop har forlovet med mig?...hmmm...tænke tænke.....Nej, det kom aldrig op i vores samtaler, sjovt nok" drillede hun ham, og fik ham til at sukke højlydt.

Så kunne hun ikke længere styre sig...,styre sin begejstring.
han mente det...han ville gerne have hun boede der! Eller...i hvertfald i en periode.En lille periode, but still.
ha! han ville komme til at elske at hun var der, hvis hun ellers kunne finde ud at at opfører sig godt, hvilke var et ret så stort hvis, men...stadig!!
Hun lod ham kun lige få ild på sin smøg, inden hun svingede et ben over ham, skubbede sig op på hans skød, hvor hun sad overskrævs.Millicents hænder gled som små meget kælende misser , rundt om nakken på Andrija og hendes øjne lignede små lejerbål, da glæden simpelthend flammede inden i dem." Du mener det? Jeg må flytte ind...altså være her? I en uges tid.Jeg har kvinde hænder!" Hun holdte begge hænder kortvarigt op og viste dem frem fra begge sider, inden hun trak sig kort ind til ham, med næsen gemt mod hans hals- og igen trak sig ud, for at kunne se ham ordenligt.
Hun lød legesyg, stemmen var glad,mild og med på ballade.Han havde i det hele taget formået at trykke på de rigtige knapper.
" næææ nej, min skat...den her" ringen blev vist frem" Den har sørget for de eneste kvindelige gæster der kommer her, er dem der kommer for at hilse på din nye forlovede" drillede hun, dén tanke ville hun slet ikke tænke.Hun var ret sikker på dagslyset ville blive et naturligt næste stop for hende, hvis hun fandt ham i seng med en kvinde.
Hans næste ide, var næsten lige så dorfærdelig." er det ikke nok for dig jeg nærmest drikker dem tørre , ude i klubberne? Hvad skulle jeg dog tage dem med hjem for? Nej..nej...du skal slet ikke svare, jeg tror ikke jeg vil vide det! " Hvor VAR han dog krævende.
Hun snuppede hans smøg ud fra pege og langfingeren, og drejede sig for at få den skoddet, uden at undskylde eller bede om lov.Hun rettede lidt på sidestillingen , så hun sad...rigtigt...på hans skød, og lod sine hænder hvile mod hans bryst, styrende og kontrollerende.
"En hel uge....er du nu sikker på det ikke er for vildt? Oh...jeg får en ide...."
Hun lænede sig ind mod ham og efter at have snuset hans duft ind og sukket over hvor den dog bød sig til og fristede hende, lænede hun sig mod han øre og hviskede..
"Andrija? Skal vi så ikke være rigtige frække....skal vi så ikke prøve at lave noget du aldrig har prøvet før?"

Hun holdte en pause , og forsatte så i samme spindende tone...
" når vi nu er i gang med det vilde....får jeg så også en kommodeskuffe og halvdelen af dit klædeskab?" Spandt hun , som havde hun serveret et uanstændigt forslag, hvilke det nok også næsten ville være i hans øre, så netop derfor...

Noget eller nogle havde gjort noget ved Millicent. Hvad der pludselig var sket ved hende var en gåde for Andrija. Han kiggede undrende på hende, men nåde knap sin egen overraskelse til sokkeholderne når det kom til udtrykket i hans ansigt. Der var det blot et hævet bryn da hun svang sig op på hans skød, næsten som var han en hest. Først da hun åbnede en smugle op for sine begrundelser begyndte han at forstå og slog så over i et grin der nok hverken kunne tolkes som det ene eller andet. Hun havde misforstået ham.
cigaretten blev placeret i hans mundvige, mens han lod hende vise stolt sine fine fingre frem med ringen på, inden han pakkede dem væk for hende. Hun skulle ikke blive for glad.
Efter at have pusten røgen ud i stuen, forklarede han ganske enkelt. "Nej, du har ikke kvindehænder, du er en vampyr og selvom du nok er en kvinde, så er du ikke det der skal bo i mit hus." Hvis hun ville føle sig såret måtte hun føle sig såret, men Andrija var helt sikker på at hun ikke havde de samme tanker som han havde. Millicent ville nyde at være i hans lejlighed. Fylde sig både mentalt og fysisk, men det var ikke hvad han ville have. "Jeg skal ikke bruge min forlovet til stuepige, det skal være en der kan."

Endnu et sug og endnu en røgsky.

"Beklager at måtte skuffe dig, men nu har jeg lovet dig en miniferie, så må du vente med de andre fornøjelser til en anden gang." Andrija lænede sig afslappet tilbage i sofaen og lod sin gæst gøre hvad hun ville. Det var ikke ham der havde solgt pælsen før bjørnen var skudt, så hun kunne - i følge ham - ikke bebrejde ham for at have løget eller ikke have holdt hvad han havde lovet. Måske var han ikke god til at holde alle sine løfter til alle kvinder, men når han ikke havde afgivet nogle, mente Andrija heller ikke at han skulle holde nogle, da der ikke var noget.

Andrija rakte ud og slukkede for lyset på kontakten.I hvert fald for den lille sol der skinnede inden i Millicent.
Så hun var ikke kvinde...hun var vampyr? Hendes hjerte snørrede sig sammen og hvis Andrija vidste helt præcist hvor meget energi hun udnyttede for at beholde et nogenlunde nøgternt udtryk i hendes ansigt, ville han have fløjet op af bar impulsiv begejstring, og råbe at hun var færdigudlært! Hun var ikke vred, han statede jo kun hvad hun selv var nået frem til, den time hvor sandheden om hendes fastfrosset krop og dermed også hende livmor , havde ramt hende.Hun ville ikke kunne give liv til et barn....eller til noget andet.Alt hvad hun havde at byde på var....død.
Med hænderne lagt i sit eget skød, svarede hun med monoton stemme " I see....så det var ikke mig du menet skulle flytte ind her i en uge, det var en stuepige? En anden kvinde....og hun skulle hvad? Gå og rode i dine ting...gøre rent ....sover her, eller....? Jeg forstår det ikke helt" med ganske rolige bevægelser svingede hun sig ned, og rejste sig op.
Hun nikkede blot, som kommentar til at han ikke skulle bruge sin forlovede til det.

På hendes læber dukkede et smil op, et koldt der kunne få rimfrost til at danne sig på to sekunder, på alle Hylder og genstande i Andrijas bolig.Millicent begyndte at cirkulerer rundt, lod en pegefinger glide over de overflader hun end måtte berører på sin vej....tv....reol....lænestolensryg.
"Skuffet?" Hun så end ikke på ham, men var standset ved et vindue og kiggede ud på byen, og ikke i retning af ham.
Millicent rystede på hovedet...."Jeg er ikke skuffet,ideen var røv dårlig og det var mest for din skyld" løj hun så overbevisende hun overhovedet mestrede.Muren, forsvaret var ved at blive bygget op og komme på plads og en anden følelse....en mere vampyrisk en begyndte at røre på sig.Hun mærkede hendes vrede, og vidste at hvis hun blev tirret nu, ville det udvikle sig til et raseri.Kunne hun kontrollerer det.Eller ville hun være i følelsernes magt, som når hun drak? Hun havde ikke prøvet det, så svaret var ukendt ,selv for Millicent.
Hun vendte sig om og så på ham, med et stålfast blik, for dén her var ikke til forhandling.
Hun begyndte at le.....en trist latter, kunne man måske nok udlade..." Kære Andrija, jeg er ked af at meddele dig at din oprydning og hvad ellers du skal have ordnet, kommer du selv til at stå for.Hvis DU tror.....at en eller anden frille skal stille hendes stiletter i din entre og vimse rundt her under påskud at være stuepige eller hvad fanden du vil kalde hende for, så kan jeg godt garanterer dig at det kommer bare ikke til at ske" .
Hun vendte sig væk og stirrede ud af vinduet igen, stod så stille som var hun hugget ud af marmor.

Hvad Millicent gik og troede var Andrija bedøvende ligeglad med, han ville bare have lidt oprydning i lejligheden og det var endnu ikke gået så godt, så en hjælpende hånd ville være dejligt, men det skulle ikke være hans partner. Det var ikke derfor han ville have hende og det var slet ikke det hun skulle oplærers i. Det var nærmere det modsatte, så det ville helt sikkert ødelægge det, hvis hun skulle til at lege husmor. Men egentligt kunne han godt lide tanken, for det ville ikke koste ham, men hvis han dræbte kvinden bagefter, så kunne han måske spare de penge.

Selv hvis Millicents ansigt havde været overbevisende, ville Andrija vide at hun ikke talte sandt. Hun havde virket så glad og ligefrem lykkelig da han sagde det, så selvfølgelig havde hun været vild med idéen. At det hele pludseligt var skiftet gav han ikke meget for, men han så det som et godt tegn at hun forsøgte at dække over det. Hun ville ikke have han skulle se det, se svaghederne og det var et tegn på at hun var ved at lærer, selvom det nok mest udsprang fra hendes egen stolthed.
"Jamen hvad har du tænkt dig at gøre ved hende, flå hoved af hende?" Spurgte han og lænede sig frem. Hvis det var tilfælde ville han mere end gerne ringe til en nu, med det samme, trods tidspunktet, og få en til at komme så han kunne se hvilke vrede der kunne ligge i den kønne og næsten uskyldige Millicent. En hver person bar på en indre løve og han var sikker på at hun ikke var nogle undtagelse, selvom den blev uretfærdigt undertrygt.
Da hun stod og legede marmor, udnyttede Andrija muligheden til at få noget at drikke. Han greb hendes glas og begyndte at drikke af det, bare lige for at vædde ganen i en 'lille' tår der alligevel ikke ville betyde noget for hende. Det ville ikke gøre nogle forskel på Millicent for den eneste næring hun skulle have var blod.

En udsøgt evne at besidde, at kunne stå fuldstændig ubevægelig .Så afslørede man da ikke noget så længe.
Ligeså stille hendes krop var, lige så livlige var hendes tanker der vrimlede som snefnug på en vinter himmel.
Hun havde taget fejl, afgørende fejl.
Det var lige det der ikke måtte ske.Men...hun havde ikke kunne se andre betydninger af hans ord, og derfor havde hun blottet sit hjerte alt for meget.Nu...nu skulle prisen betalen.
Hun hørte Andrija rumsterer lidt i sofaen, og havde han valgt at snakke højt om hans overvejelser havde hun sikkert eksploderet på ham.At dræbe en kvinde...bare for at spare penge, den havde hun ikke brudt sig om!

Hvad hun havde tænkt sig? Millicent vendte sig igen mod ham..."Du tror jeg ville flå hovedet af kvinden? Hvorfor dog det?" Hans tanker gjorde Millicent nysgerrig.Nød han kvinder sloges om ham?
"Jeg er da ikke forlovet med hende....hun betyder intet for mig.....luft" demonstrerede hun med en ligegyldig gestus ud i luften.
"Men ...jeg ville ikke vide mig for sikker hvis jeg var dig" sagde hun tørt.
Jo jo...hun ville tage trunten i hoved og røv, og give hende en overhaling af høj kaliber, men det ville da være ingenting i forhod til det raseri hun ville spænde Andrija i pinebænken med, det var helt sikkert.
" Ingen kvinder...Andrija.Jeg kan rydde op hvis dine hænder er skruet så dårligt på at du ikke kan bruge dem" glimtrede hendes øjne..." Så skal jeg nok hjælpe dig...jeg kan enda gøre det 100 gange hurtigere, hvis jeg skruer op for tempoet."
Hun ville ikke give sig, selv om hun stadig forsøgte at holde en kølig facade, vidste hun godt den havde nogle seriøse krakkeleringer.

Andrija begyndte at overveje hvor meget at det der kom ud af Millicents mund kunne ende med at blive sandhed. Hun virkede ikke specielt rar, men alt andet ville også have været mærkeligt. De var blevet forlovet - på hans initiativ - så hvis han ville ud og fløjte med andre piger, så ville de fleste nok lige kigge en ekstra gang eller to. "Den tur takker jeg helst nej til." Lød det med sin overfladisk afslappet tone, selvom han indeni lige kunne forstille sig hvordan det kunne ende med at være. Han kunne endda forstille sig mange måder det ville ende ud på og alle virkede de lidt for farlige til at han rigtig ville kaste sig ud i det. Derfor holdte han sig på måtten lige lidt endnu.
"Men for at vende tilbage til den der ferie." Det andet emne behagede på ingen måder Andrija, der gerne ville have andre kort på bordet og gjorde et forsøg. "Få fat på en bil vi kan bruge og lidt tillid til at du ikke ligner en stegt kylling når vi kommer hjem, så skal jeg nok stå klar når du kommer, nu har du jo fået kørekort hos kærelærer Andrija." Han grinte kort, trods der intet sjovt var i det.
Efter at være sprunget på bene, trådte han til hende. "Men du kan også bare parkere bilen her, omme i gården, når du har fundet den, der leder politiet ikke hvis du vælger at stjæle fra en person der bor langt her fra, Paris har mange af den slags biler." Det havde han ingen anelse om, men det gik han ud fra. "Så skal jeg nok hente dig når jeg er klar."

Millicent havde lyst til at ruske i ham, hårdt...men han lod ikke til at ville fortsætte ned af samme gade, så hun begyndte at falde til ro.
Måske skulle hun bare have lidt luft.Det glædede hende at emnet blev skiftet ud...og enda med deres lille mini ferie.
" Jeg kan finde bilen med det sammen, og ....ja....det skulle ikke være et problem, men jeg skal på job i morgen ...så det bliver noget med at låne den, og så smutte i seng"
Hun spidsede læberne.Andrija havde været en skat i dag, på mange måder.Hun ville ikke presse ham for en dato, for ferien, men istedet lade ham få lidt indflydelse.Tillid, var nøgleordet her.Hun måtte vise ham tillid.
Langsomt skridtede hun mod ham, og da hun nåede helt hen, stak hun ham et smil og satte et kys på hans kind.
" Deal...vi giver freden en chance , og jeg vil sige tak for nu....og finde os en bil.Er det okay min egen kørelære ?" Drillede hun og hvis ikke Andrija var af en anden mening, ville hun forlade ham og udsøge den hel rette bil.
Den ville så blive parkeret i gården, og Millicent ville krybe i ly , inden dagslyset endnu engang ville overstrømme byen.

// out
Bilen : http://m.skanderborg.lokalavisen.dk/singleFrontpage.pml?relId=20110713/ARTIKLER/707139793&redirect=true

//bilen!! XD ( henter emner hjem- stadig

---

// collecting history //