It hurts.. (Akumu=Privat..)

Akumu smilte atter let, men umærket. Det var ikke ofte andre skabninger vovede sig så tæt på ham. men det var nok det samme med hende selv. Hvis ikke, kunne man vel kalde hende 'heldig'. Men samtidig, gjorde det ham ikke noget. for sådan havde han altid levet... hvis man kunne kalde det at leve... Han gengældte let høfligt hendes blik. "Hvis det er sådan de har det, har de min fulde tilladelse til at betragte mit ydre væsen" svarede han med sin særprægede, gennemtrængende og samtidig rolige stemme. Han havde nu ikke noget imod det. Det var jo sådan alle havde det med en vampyrs udseende. de fandt det attraktivt, så det undrede ham såmænd ikke... Vinden tog atter fat og legede med deres hår. lod det virvle rundt og vildt omkring deres ansigter, til vinden atter lagde sig og efterlod alt stille. Akumu's hår lagde sig atter om hans hvide ansigt og hals og efterlod hans øjne dystre og ansigtet i mørke folder.

Hun grinede lidt af at hun ligefrem fik en 'tilladelse' af ham, til at kigge på ham. "Det vil jeg så gøre," Sagde hun og smilede, imens hun satte sig til at stirre på ham, med et lille skævt smil legende på hendes læber. Hun iagtog hele hans ansigt nøje, og ikke en eneste centimeter fik lov til at være foruden hendes blik.
Efter at have siddet og stirret på ham, i næsten ti minutter, rakte hun langsomt, og forsigtigt hånden frem, og lande denom hans ankel.. Stadig uden at tænke over hvorfor hun egentlig gjorde det, og over hvordan han ville reagere. Hun smilede en smule mere, da hendes iskolde fingre, lagde sig som et blidt tæppe om hans ankel. Men hendes øjne lagde sig i nogle mystiske, men nysgerrige folder. Hun bed sig let i underlæben, med de forreste tænder, men fjernede aldrig sit blik far ham.

Akumu havde nu ikke regnet med at hun ville stirre så længe på ham, men det havde hun åbentbart sat sig for. "Du er en sær snegl..." sagde han lavmælt og smilte svagt til hende, hvorefter han rystede svagt opgivende på hoved af hende. Hans halvlange mørke hår, skjulte delvist de gådefulde øjne - hvis blik hvilede roligt og fattet på hende. Han fandt det usædvaneligt for nogen at stirre så længe ad gange. og enda med samme intensitet. Men når han tænkte nærmere, nød han også selv at betragte andre væsner. Deres udseende, væsen og person. Det interesserede ham på sin vis. det uvisse, som han kun kunne få fingre i.... ved brug af 'beskidte' kneb.
Han så atter på hende da hun pludselig tog fat om hans ankel. Han hævede endnu engang undrende øjenbrynene og så på hende "...Skulle de tjekke om min eksistens var virkelig?" spurgte han og sænkede svagt det ene øjenbryn i et lettere anklagende og drilsk udtryk. Han smilte svagt. Underligt... at mærke noget der var nøjagtig lige så kold som ham selv. Hendes kulde trængte igennem hans bukser og ind på hans hud. det var ikke fordi hun var kold... men det at hun ikke var varm, bevidste netop at de var af samme slags.

Alecia flyttede aldrig blikket fra Akumu's mystiske øjne, de tiltalte hende så forfærdeligt meget.. Hun kunne mærke hans kolde ben, selv igennem hans bukser kunne hun mærke den kulde der også selv fyldte hele hendes egen krop..Hun smilte bare lidt skævt af det han sagde.. "Tjah, nogle skal jo være det." Hun små grinede lidt, men hendes øjne afspejlede ingenting. De fastholdte bare Akumu's blik, og udforskede hele hans ansigt, endnu en gang. Igen grinede hun da han sagde noget. "Ja, det er nøjagtig det jeg gør.. Du virker nemlig lidt uvirkelig.." Sagde hun og smilede varmt til ham. "Hvis det er okay med Dem, vil jeg helst beholde min hånd på Dem.." Sagde hun venligt, og sendte ham igen et smil. Hun prøvede bare at gøre det lettere forførende denne her gang.
Hun skældte sig selv ud indvendigt igen da hun igen fik lyst til at rører mere ved ham. Hun følte bare ikke det var nok.
Hun kiggede stadig op på ham, som hun havde gjort det de sidste tyve minutter.. Hun vidste godt at det var underligt, men hun ikke simpelhen ikke lade være..

Akumu betragtede ligeledes hendes ansigt og øjne. Det var vampyrisk i sig selv. de mørke hår, mystiske øjne og selvfølgelige abnorme lyse hud. Han lyttede til hendes ord og smilte svagt "Men samtidig kan man jo sige, at intet er normalt..." sagde han med sin dragende stemme som svøbte sig om hende.
"uvirkelig siger de?... og hvad er det så der får mig til at virke så uvirkelig for dem?" spurgte han og så indgående på hende. Der var mange der fandt ham interessant... men det var vel fordi han var så gådefuld. der er vel intet interessant ved en indlysende person.
Han så tavst på hende et øjeblik "Hvis dét gør dem tilfreds, så værsågod" svarede han blot i et svagt ligegyldigt tonefald. Han fandt hendes trang til berøring af ham, en smule... ortodoks. an undrede sig over hvad det var der dragede hende til dét...

Hun kiggede lettere smilende på ham, og smilet bredte sig da han undrede sig over hvorfor hun fandt ham uvirkelig.. Hun bed sig lidt i underlæben, og tyggede på de ord hun ville sige.. "Jeg tror vel jeg finder Dem uvirkelig, fordi jeg ikke bare kan regne Dem ud.. De er mere end bare som så, om jeg må sige.. Der ligger mere i Dem end bare en tom skal, med lidt hår på. De interesere mig, og jeg føler at selvom jeg ved mere og mere om dem, er det ikke nok.. Jeg ved det lyder en anelse.. unormalt.. For Dem.. Men det er dog sådan jeg har det.. Og det er jeg bange for De må finde Dem i lidt endnu.." Hun smilede lidt drilskt til ham, og klemmede lidt hårdere om hans iskolde ankel.
"Sig mig.." Begyndte hun, på en ny sætning.. "Kan De lide overraskelser?" Spurgte hun høfligt, med et ægte strejf af interesse i øjnene. Hun glædede sig til at hører hans svar, for hun vidste lige præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre hvis han sagde ja..

Akumu lyttede til hendes forklaring, ris eller ros. helt præcist hvilke slags ord hun satte sammen til sætninger var, vidste han ikke helt.
"Jeg ved ikke om det er decideret 'unormalt'... eller om andre har det på samme måde som dem selv..." mumlede han. Havde hun det ligeledes med ham, som med andre vampyrer?...
Han så på hende "om jeg kan lige overraskelser?.." han overvejede spørgsmålet og smilte derefter til hende "Jeg må være ærlig og svare, nej...eller i så fald kun i visse tilfælde... " svarede han. Han holdt en kort pause. "Hvorfor spørger de?" spurgte han med et strejf af nysgerrighed. Det var et så spontant spørgsmål hun havde kommet med.

Hun havde lidt håbet at havde svaret ja på hendes spørgsmål, men hun havde nu ikke tænkt sig at lade være med at gøre det alligvel.. "Nåårh ikke for noget.." Sagde hun, og sendte ham et drilskt smil.. Hun sad og kiggede på ham, med en lille drilsk mine, i ca. 1 minut før hun sprang op fra jorden, skubbede Akumu af gyngen, og pressede ham ned mod jorden, med hende oven på sig.. Hun holdte begge hans arme nede med hendes hænder, og hendes ansigt var ikke mere end fem centimeter fra hans. Et stort smil bredte sig på hele hendes ansigt, og hun grinede lidt hæst. "Det er synd du ikke kan lide overraskelser.. Denne her havde ellers været en god en.." Sagde hun og smilede srilskt til ham.

Akumu sendte hende et mistroisk blik og studerede hende for en stund, da han ikke helt troede på hende. Han blev pludselig skubbet af gyngen og tvunget mod jorden. Han stirrede overrasket op på hende. efter at havde genvundet fatningen, kunne han ikke undlade et smil "Det må jeg desværre give dem ret i" sagde han og trak besværligt erkendende på skuldrene. Hans blik så fra hendes øjne til hendes ene arm, klatrede ned ad den og så mod deres hænder. Han smilede svagt hånligt og hævede skeptisk øjenbrynene. Han vendte atter blikket hen på hende og mødte hendes øjne. "Undskyld mig... men har de tænkt dem at dét skulle holde mig?" spurgte han drilsk. Sødt... men han mente nu det var et svagt ynkeligt forsøg af hende. "jeg havde ventet mere af dem..." lød en drilsk konstatering fra ham "Nu skal jeg vise dem hvordan man gør..." sagde han kort, hvorefter han sendte hende et kækt blik. Han løftede hænderne, greb hende om håndledene og væltede hende omkuld, med ham over hende. Han samlede hendes hænder mod hinanden og tvang dem mod jorden over hendes hoved. Han holdt dem med sin ene hånd, og holdt sig hævet over jorden, med den anden udtrakte arm - hvis hånd støttede mod jorden ved siden af hendes hoved. Han betragtede hende "Sig mig..." han blev pludselig fuldstændig udtryksløst og hans ansigt nærmede sig ganske svagt hende. Hans hår hang nedover ham, og fik ham til at se langt mere dyster... og en smule faretruende ud "Hvad ville de helt præcist opnå med dette?" hviskede han og sendte kuldegysninger igennem hendes krop...

Hun stadig med et drilskt udtryk på ham, og ventede på han lige fik fat i hvad der var sket. Da han konstaterede at det hun havde sagt var sandt bredte et stort smil sig over ansigtet på hende, og hun grinede en smule.. Hun løftede skeptiskt det ene øjnbryn, og sendte ham et skævt smil. "Øhh, ja. Det havde jeg faktisk." Sagde hun, og smilede lidt stolt til ham. Men hun var slet ikke klar på hans næste træk, der resulterede i, at han nu lå øverst. Hun sendte ham et lille smil, et måtte hun give ham.. Han var go'.. Da han så langsomt, og uhyggeligt nærmede sig hendes ansigt, kunne hun mærke hele hendes krop blive fyldt med kuldegysninger. Selv de små hår hun havde i nakken rejste sig. Hun fik pludselig en overdådig lyst til ham, lyst efter ham.. Hendes mundvand løb en smule, og hun kunne mærke hvordan hendes øjne lyste efter ham.
"Jeg ville vel prøve at overraske Dem.." Sagde hun, og trak på skuldrerne, hvilket var ret svært eftersom hendes arme var over hendes hovede.. Hun klemte øjnene en andelse sammen, og overvejede hvad hun kunne gøre som han slet ikke ville have set komme.. Og sådan som hun tænkte lige nu, kunne hun kun komme på én ting..
En lumskt smil bredte sig over hendes læber, og hun fik et dystert udtryk i øjnene. Hurtigere end nogen ville kunne nå at opfatte det, lænede hun sig op og kyssede ham kort på munden. I det lille sekundt hvor han ikke fattede hvad hun lige havde gjort, løftede hun armene og placerede dem og hans hals, hvorefter hun vendte dem om, så hun igen på lå toppen..

// Det skal lige siges at hun ikke prøver på at kvæle ham, hendes er bare om hans hals.. o.o

Han stremmede svagt grebet "og de er sikker på at dét var den eneste årsag?" spurgte han lavmælt. Han opdagede straks hvordan hendes øjne pludselig blussede op, og et svagt modbydeligt smil bredte sig over hans læber. "Jeg kan se at de rent faktisk havde andre skjulte bagtanker..." sagde hans omklamrende stemme som lagde sig tykt om hende. Netop som han havde forventet, pressede hun et påtvunget kys mod hans læber. det var et sitrende og intenst øjeblik... Midt i virvaret, løsnede han svagt grebet, for at trække sig selv bagud, og netop i dét sekund væltede hun ham om. Han blev atter presset mod jorden, men hurtigt greb han hendes håndled og fjernede dem fra hans strube. Dér sad de. hende på ham, imens han fastholdt hendes hænder. Hvem tog føringen? Et smil voksede ind over Akumu's læber "De er en del mere sprælsk end jeg havde forventet, Alecia..." sagde hans bløde, tiltrækkende stemme, som atter snogede sig rundt om hende. omgav hendes verden. Han sørgede omhyggeligt for at lægge tryk på hendes navn. udtrykke det nøje, og dog blidt. Hans årvågne blik var fæstnet på hende. "Hvad er det helt præcis de vil opnå, ved denne lille leg?" spurgte han og hans smil voksede pludseligt til drilsk... og en smule uhyggeligt.

//svarer imorgen ;)//

Hun smilede lidt drilskt til ham, og var vågen over enhver af hans bevægelser. Pludselig forsvandt alt det drilske fra hendes ansigt, og hun blev igen overvældet af den utrolige lyst, som hun sad dér, oven på ham. Hun så dybt ind i Akumu's øjne, så dybt at man skulle tro hun ville svømme i dem.
Hun smilede af hans kommentar, og hendes øjne strålede.. "Jamen i lige måde da!" Sagde hun som om hun lige havde sagt han også var en formidabel fodboldspiller. Hun smilede stort, men langsomt falmede smilet, og hun kiggede længselsfuldt på ham. Igen kunne hun mærke lysten efter ham stige, og hun kunne ikke få sine læber til at bevæge sig for at svare ham, på hans spørgsmål. Langsomt lænede hun sig længere og længere ned mod ham, hun stoppede lige i det hun var blot en halv centimeter fra hans læber, og kiggede ham i øjnene, for ligesom at sikre sig at det var okay med ham. Før han overhovedet havde svaret, lænede hun sig helt ned, og deres læber mødtes i et fantastisk kys, hele hendes krop nærmest dirrede efter ham. Det var det hun havde ventet på i så lang tid. langsomt bevægede hun sine hænder op mod hans ansigt, og lod dem rode i hans hår. Akumu's egne hænder fulgte jo med, da han ikke havde sluppet hendes endnu. Men langsomt løstnede han sik greb, og deres kys, blev mere og mere intenst. Langsomt åbnede hun munden, og bed blidt i hans underlæbe, imens hænderne stadig maserede hans hovedbund.

Akumu betragtede hendes udtryk som så pludselig skiftede til et ukendt et. Hun virkede så... fjern. "Alecia..?" sagde han en smule påvirket af hendes uigenkendelige opførsel. Han fastholdt hendes tågede blik da hun lænede sig hen mod ham. Han trak sig en smule tilbage, men blev mødt af jorden mod sit baghoved. Da han opdagede hvad det var hun planlagte skulle han til at protesterer men fik presset hendes læber imod sine egne, og kunne derfor ikke sige hende imod. Ukendte følelser bredte sig fra hans læber, til resten af hans krop. Ikke fordi man kunne kalde det følelser... men han kunne tydeligt mærke hendes længsel.
Han mærkede hendes hænder bevæge sig op i hans hår. i en blid bevægelse gled de igennem hans silkebløde hår. Han mærkede hendes tænder nappe ham i underlæben, forsigtigt og kælende. Han kyssede ømt hendes overlæbe imens, og trak derefter sin læbe til sig, for at kunne presse et intenst kys mod hendes læber. han slap hendes ene håndled og førte den frie hånd, langsomt op ad hendes hals, hvorefter den fæstnede sig i hendes nakke. Han satte tempoet en smule op og trak hende længere ned til sig - gjorde kysset mere hedt. bedst som de lå dér, åbnede han pludselig øjnene - som havde lukket sig tidligere - og trak læberne til sig. Han så på hende. med en sær blanding af forbløffelse og alvor. Det var tydeligt han ikke havde planlagt det sådan her. Han fjernede hendes hænder fra hans hår og satte sig op. Han fik blidt, men bestemt rykket hende længere ned ad ham, og gjorde det dermed muligt for ham at sætte sig op. Han lod sin ene hånd søge op i sit hår, og lod fingrende køre igennem det. Han lod hånden placere på siden af hoved, nær tindingen, og fik på den måde fjernet håret fra hans ene øje - uden grund. Han så på hende og undlod et lille smil, skønt hans øjne stirrede - upåvirket af smilet - på hende "Jeg undskylder... jeg lod mig rive med..." sagde han lavmælt og trak hånden til sig, og lod håret falde på plads. Det sad atter malet på ham. Han betragtede hende tavst og afventede hendes reaktion.

Hele hendes krop nød hvert et sekundt af det kys de havde gang i, samtidig med ham åbnede hun øjnene, og kæmpede ikke det mindste imod, da han forsøgte at sætte sig op. Hun kiggede forlegent væk fra ham. Hun var pinlig berørt over hvad hun liige havde gjort.
Hun kiggede hurtigt på ham, da han brød den ret så akavede stilhed. "Nej, nej! Det er mig der undskylder!" Sagde hun og kiggede opgivende ned på jorden. "Det var mig der startede, den tydeligvis... upassende.. Hændelse.. Og det unskylder jeg.. Det var ikke rigtig gjort af mig.." Sagde hun, stadig uden at kigge på ham. Hun kunne ikke fatte, at hun havde overgivet sig til lysten, istedet for at tænke på hvor dumt det var, det hun havde gang i.. Det var klart som blæk, at det overhovedet ikke var okay, bare sådan at begynde at kysse ham.. Hun havde jo ikke kendt ham i specielt lang tid.. Hun rystede vredt på hovedet, imens hændes mund pressede sig sammen til en tynd streg. "Undskyld.." Mumlede hun igen, og hoppede lidt akavet af ham, så hun igen sad foran hans fødder.. Hun fik en utrolig lyst til bare at trække en pose over hovedet og sige; 'det var ikke mig, hende der gjorde det løb den vej.' og så bare pege i en tilfældig retning.
Hun bøjede benene og satte albuerne på knæene og skjulte sit ansigt i hænderne.. Hun ville ikke have han skulle kigge på hende.. Selvom hun havde nydt det, skammede hun sig over at have gjort det.

Akumu kunne ikke lade vær med at have en smule ondt af hende. Sådan som hun sad dér, uskyldig og skammede sig tydeligvis over deres lille 'hændelse'. Han sad med strakte arme, med hænderne hvilende på jorden bag sig. Han så på hende og kunne ikke undlade et lille smil som hun - en smule ynkeligt - prøvede at gemme sig væk. "dette kan ikke være deres alvor, kan det?" spurgte han og smilede fortsat af hende. Han selv var ikke spor flov over det... men det var jo heller ikke ham som havde startet det. "Kom ud derfra, og lad mig betragte deres kønne ansigt." bad han og vendte sig rundt, og kravlede den korte afstand der var imellem dem, hen til hende. Han fjernede forsigtigt, men dog bestemt hendes hænder. "De skal ikke være forlegen... vi kan lægge det bag os, hvis dét behager dem bedre...?" foreslog han og så opmuntrende på hende. Men han forstod stadig ikke hvorfor hun pludselig var blevet grebet af sådan en gennemtrængende... lyst. Hans delvist skjulte øjne betragtede hende roligt. hvad var det der havde forudsaget det?... var det hans udseende og attraktive karakter... eller noget helt andet fra ham?...

Hun sad stadig og gemmede sig bag sine hænder, da han igen talte til hende. Hun turde ikke se på ham, af en eller anden grund troede hun at han vred på hende, over det hun havde gjort. Som en lille pige der har ødelagt mors vase, og ikke tør se hende i øjnene igen.
Hun nikkede kort, stadig med hovedet i hænderne. Hun klemte øjnene sammen, og håbede hun ville gro vinger og kunne flyve væk derfra, ubemærket. Hvilket var meget usandsygenligt.
Hun kunne mærke hendes kinder blive en andelse varme, da han omtalte hendes ansigt som 'kønt'. Hun kiggede svagt op på ham, da han flyttede hendes hænder, fra hendes ansigt. Det skæve pandehår hang ned over øjnene, og skjulte dem godt og grundigt.
Hun fnøs let da han sagde hun ikke skulle være forlegen. *Ja, det kan du sagtens sige.* Tænkte hun, og hævede let det ene øjnbryn, - hvilket han jo ikke kunne se, for pandehåret.
Da han fortsatte med at tale knep hun øjnene en smule i. Hun vidste ikke om hun havde lyst til at lægge det bag sig.. Hun havde jo heller ikke lyst til at fortryde det, selvom hun skammede sig over det.. Men hun besluttede sig for at det nok var bedst, -altså at lægge det bag sig.. Og nikkede så.. Hun besluttede at hun ville lade det komme der nu kom, i stedet for at tvinge noget til at ske.. "Undskyld.." Mumlede hun igen, og bed sig let i underlæben, med de foreste tænder.

Han betragtede hendes næsten helt skjulte øjne. Det var tydeligt der lå en hvis ubeslutsomhed i hende, da han foreslog at de kunne lægge det bag sig. det var uden betydning for ham om de gjorde eller ej. det ville være det samme...
Han slap atter hendes hænder og trak sig tilbage. Hans blik hvilede fortsat på hende "De skal ikke undskylde..." Han smilte atter "det var... interessant" tilføjede han derefter med en underlig glød i sine ellers mørke og matte øjne. Han vendte blikket bort og drog et let suk. buskene og træerne som omgav legepladsens placering, hvislede let i den kølige vind. Fik stedet til at virke underligt skummelt og uhyggeligt. Specielt når gyngernes gamle hængsler gav en hvinene og skærende lyd fra sig, da vindens usynlige arme vuggede dem. Han betragtede de bølgende bevægelser i træernes toppe, som var de bundplanter i himlens hav, som stille svagede i vinden...det var på sin vis dragende at betragte ting som disse, og sammenligne dem med andre vækster fra et stik modsat sted...

Da Akumu igen slap hendes hænder, sukkede hun lavt, og satte hagen på hænder. Lidt efter lagde hun sig ned, og lukkede øjnene. Hun smilede let, da vinden legede med hendes kulsorte hår og fik det til at hvirvle rundt i luften. Hun åbnede øjnene da vinden fik gyngerne til at hvine, og bevæge sig roligt. Den kølige vind gav stedet en helt anden form for liv, træerne svingede let far side til side.. Hun smilede skævt af hvordan hele stedet virkede en smule uhyggeligt, i mørket og med vinden der fik det hele til at bevæge sig..
Hun tog en dyb indånding og pustede det hele ud med et let suk. Hun lukkede igen øjnene, og følte sig underligt tryg, som om vinden vuggede hele legepladsen fra side til side, og fik hele stedet til at falde til ro.
Langsomt åbnede hun igen øjnene og så på Akumu, han sad og betragtede skoven. Hun smilede skævt og skulle til at sige noget, men havde på en måde ikke lyst til at forstyrre ham, så hun holdt bare sin mund i stedet for.

//svarer ved næste loggin ;]//

// Okay.. :] Som er på fredag.. :D

//nå så du har læst min 'servicemeddelelse' ? ... men.. ja xD... hvis jeg ikke kan komme til det før, så ja o.o'... du må ha' det så længe xD//

// Selvfølgelig har jeg læst den.. x3 Men nå, nå, I líge måde! :D

Akumu sad opslugt i sin egen verden. han havde begivet sig ind i hans sinds uendelig labyrint af tanker, steder, minder og billeder. Træernes blade bølgede i vinden og fik ham til at føle sig en smule svimmel, som han sad og så op på dem. Derfor lagde han sig ned på ryggen og gav sig til at betragte nattehimlen istedet. De mange utallige stjerner som prægede det mørkeblå himmeltæppe. Han fik åndsfraværende stjernerne til at danne linjer, og derved billeder. Mange, mange billeder og perspektiver. Han sukkede. langsomt og fredfyldt. Nattens tætliggende mørke og vindens blide favntag, medførte en ro i ham. Om det var stilheden, freden og de ensomme omgivelser, eller hans vampyriske instinkter, vidste han ikke helt præcist. Det var også uden betydning. Han hørte hendes svage, uregelmæssige åndedræt, da hun skulle til at sige noget, og løsrev sit blik fra himlen, og placerede det på hende istedet. Hans sorte hår hvilede mod hans lyse hud, og fik den til at virke endnu mere hvid, end den i virkeligheden var. Hans mørke, dybe blik hvilede på hende, og så tydeligvis afventende på hende. Han behøvede ikke bede hende om at genoptage hendes forsøg på en samtale. Hans blik var nok.