It hurts.. (Akumu=Privat..)

// Skal logge guys.. :/ Ses i morgen!! :D

Eithan hævede lidt uforstående sit ene øjenbryn, da Akumu begyndte på sit tågesnak. Det var i hvert fald det, det var i Eithans ører. Sort snak. Eller også forstod han det bare ikke. Sikkert ikke. Hans sind var ikke specielt filosoferende. Ikke ligesom Akumus var. Hele hans måde at være på virkede så ... så hemmelighedsfuld og mystificeret. Der måtte også befinde sig tonsvis af tanker inde i hans hoved. Dog mere indsigtsfulde og kundskabsrige end han egne. Mjæ, han fik helt ondt i hovedet af at tænke på det. Ligesom Akumu rettede Eithan sit blik over på Aleica, der lod til at være færdig med at suge den fordrukne drengs blod i sig. Hvad var det, hun havde gang i? Forsøgte hun at vække ham? Ynkeligt. Hvorfor lod hun ham ikke bare ligge? Han var selv skyld i det. Små drenge som ham burde være hjemme på dette tidspunkt af dagen. Eithan havde aldrig selv den mindste smule medlidenhed med menneskene. De var det laveste i fødekæden. I livet cyklus. De var alle så hjælpeløse og hjernedøde. Troede bare at alt kunne løse sig ved hjælp af penge eller godhed. Pshhh, ren og skær dumhed. Eithan løftede endnu et øjenbryn, da Alecia bad ham om at stikke af og gå tilbage til sine såkaldte venner, hvorefter hun satte kurs hen mod bænken igen. Da hun endelig var kommet helt hen til dem, valgte hun at parkere hendes røv på bænken et godt stykke fra Eithan. Han vendte sit blik fremad og sad nu blot helt stille og kiggede på .. ingenting. Luften. Han havde udemærket godt hørt hendes spørgsmål, men han valgte ikke at svare hende. Hvad helvede skulle hun også blande sig for? Han lod en finger køre hen over det wire armbånd, som han bar på sit højre håndled. Selvom han snart havde haft det i over trehundrede år, var det endnu ikke rustet. Det måtte være rustfrit sølv/aluminium, det var fremstillet af. Eithan lod et svagt suk undslippe hans læber. Derpå lænede han sig tilbage i sædet, så hans ryg nu lå op ad bænkens ryglæn.

Akumu vente blikket hen mod hende som hun talte. Som om intet var hændt "Fik de tilfredsstillet deres trang?" spurgte han, selvom han udemærket kendte svaret. Men ved at spørge hende, sørgede han på én eller anden måde for at hun ikke glemte det. At hun ikke måtte glemme det foreløbigt. Det var enden eller, i hans øjne. Enden var man på deres side. De små kryb. Eller på hendes egen side, hos vampyrerne. Han fastholdt hendes blik for en stund for derefter at vende det væk. Stirrede tåget på omridset af skoven forude. besluttede sig alligevel for - på en måde- at svare på hendes spørgsmål "man behøver ikke tale, for at mærke den andens tilstedeværelse." svarede han og bekræftede egentlig blot - på sin egen måde- at de ikke rigtig talte om noget. Det havde de vel egentlig gjort... eller nej. de havde tænkt højt for hinanden. Akumu havde tydet Eithan og Eithan havde blot lagt krop og sind til. Sådan var det altid.
Han lod sit mørke blik stirre dybsindigt frem for sig og lod den tågede tilstand af en tracelignedne tanker tage over. Bød dem nærmest glædeligt velkommen. for han foragtede dem ikke, og jog dem ikke på flugt. Han lod dem komme til sig, og lod sig begrave i dem. Lod sit sind tage ved lære af dets lektioner. og det var også den eneste måde at kunne se klart i tankernes omklamrende mørke. Lade sit blik vende sig til mørket, oplyse det for at kunne se klart. et svagt smil gled ind over Akumu's lyse, men dog i forhold til hans hvide hud, røde læber. være tålmodig.

Alecia smilede bare lidt af Akumu's spørgsmål, og kiggede ned på sine hænder. Da hun så blev mødt af en mur af uvelkommenhed, løftede hun hænderne, og satte sig normalt på bænken igen. Hun undrede sig over hvad det egentlig var Eithan havde imod hende, hvad havde hun egentlig gjort ham? Måske var han bare hidsig, og irriteret af natur? Det kunne sq da være fucking ligemeget! Det ragede ikke hende, og til en hvis grad var hun også ligeglad.. Lige som Eithan og Akumu, lod hun sig synke ned i stilheden, og nød den. Hun elskede stilhed.. Den gav hende mulighed for at studere ting, og undre sig over ting.. Selvom det måske nok ikke var det smarteste.. For selvom hun dag ud og dag ind, blev mødt af flere tusind tanker, var hendes egen dog de værste. Hun tænkte over de mest underlige ting, og de fleste af de ting hun tænkte over ville hun aldrig få svar på.. Når hamskiftere skiftede, hvor blev deres tøj så af? Blev det bare revet i stykker? Og når de så skiftede tilbage, ville de så være nøgne? Og hvis de blev gravide imens de var i deres dyreskikkelse, ville de så få dyre unger, eller menneske børn? Og måtte det egentlig ikke være ret underligt pludselig at have hår over det hele? Hmm.. Hun rystede kort på hovedet for at klare sine tanker.
Men nu når hvor tænkte over det, så af alle de mennesker, - og ikke mennesker. - Så havde Akumu's og Eithan's tanker, dog været de mest 'specielle.' Akumu, havde en meget filosofisk tankegang, men undrede sig dog også over mange ting. Men Akumu's hovede var mere som en velorganiseret bibliotek. Alle hans tanker var nærmest akiveret, og han trak dem frem som han nu havde lyst til.. Eithan, der imod... Han havde en rodet tankegang, og kunne ikke holde styr på alle sine tanker, de flød altis over det hele, og han hadede selv at han ikke kunne holde styr på dem.
Alecia kiggede ned på sine hænder, og kom igen i tanke om hvad hun havde gjort for lidt siden.. Hun rynkede brynene, og fandte blodet på sine hænder afskyeligt.. Hun hadede at hun kunne have medlidenhed med menneskene.. Hun hadede dem, og det ville ikke gøre hende noget hvis de alle døde! Men når hun stod i situationen, så kunne hun ikke lide at slå mennekser ihjel.. Hun skældte sig selv ud i sine tanker, fordi hun virkede sårbar.. Hun hadede at føle sig som en undermåler, der ikke engang kunne slå et sølle menneske ihjel.. Hun væmmedes ved sig selv. *HVorfor kan jeg ikke bare være ligesom alle andre?* Tænkte hun. Hun slog hårdt en knytnæve ned i bænken, og ødelagde en bræde.. Hun kiggede ikke over på Akumu og Eithan, selvom hun godt vidste de nok kiggede på hende.. Hun trak igen hånden til sig, og slap et højt suk.

Umh.. Eithan..? o.o

Eithan førte sit blik hen på Akumu, hvor han låste sit blik fast ved hans ansigt. Hvis de havde været alene, havde han helt sikkert ikke kunnet lade være med at slynge en spydig kommentar ud i luften. Om hvilken stor idiot han mente, at han var. Og endnu en gang spørge ham om, hvorfor han fucking ikke bare kunne lade ham være i fred, som han så mange gange før havde gjort. Han kneb sine øjne sammen, så han nu kun kunne se ud gennem to små, smalle sprækker. Dernæst slog han sit blik ned mod sine sko, hvorpå han gav sig til at sparke til jorden med snuderne på hans sko. Han blev dog pludseligt revet ud af sine tanker, da en lyd, der lød som et bræt, der blev knækket, kunne høres fra Alecia. Eithan hævede et af sine kantede øjenbryn og så lidt måbende på hende med en smule undren i sit blik. Hvad var hun nu sur over? Selv var han vred på Akumu. Som sædvanlig. Men også en lille smule på sig selv. Over at han bare altid lod Akumu provokere sig, og selvom han hvergang svarede igen, så kom han bare med et endnu bedre svar. Da det igen lykkedes ham at falde ind i sin egen verden, vendte han automatisk atter sit blik nedad, hvorefter flere og flere tanker kom væltende og bombaderede hans hoved, der som altid var ét stort rod.

// Undskyld det korte svar -__-"

Akumu blev straks revet ud af sine tanker og så på Alecia med et undrende blik. Ikke fordi han undrede sig... Bare.. var kommet for langt ind i sin tågede verden til at kunne se bare en smule forbløffet ud. Hans blik gled automatisk ned på hendes hånd og opdagede det, snart størknede blod. Det plagede hende, og det var tydeligt at skyldfølelsen var igang med at æde hende indefra... og det havde den vidst været i længere tid. Han rykkede hen til hende og tog blidt hendes ene hånd. Dén som var mest smurt ind i blod. Han så på hende. mødte hendes øjne "Lad mig fjerne den beskidte følelse for dig... hvis bare for en stund" Sagde han lavmældt. Fastholdt hendes blik et kort øjeblik endnu, inden han blidt løftede hendes hånd op mod sin mund og lod tungen glide henover den. Slikkede hende ren for menneskeblodet. Han lod den kælent glide op langs hendes fingre, rundt om dem, for derefter at glide ned og slikke hendes håndflade fri. Han nød den søde smag, og smagen af hendes hud. Vampyrer havde en fænomenal luftesans, og kunne på den måde også smage langt mere end mennesker. Han fortsatte med at rense hende. Smilte svagt, og forestillede sig allerede hvordan Alecia ville rødme, og hvordan Eithan ville surmule. Syntes at Akumu var latterlig. Men dét at Eithan foragtede Akumu, glædede ham blot.

Alecia kiggede forbløffet på Akumu, da hun flyttede sig fra sin plads, og satte sig ind imellem Eithan og hende selv.. Hun så undrernde på ham, indtil han talte, hun kiggede vredt ned i jorden. Han havde set hende have skyldfølelse.. Pinligt.. Virkelig pinligt.. Men han hånede hende ikke? Det undrede hende meget, han burde pege fingre af hende, og grine af hende. Hun kunne lige høre ham; 'Ha! Du er sq da ikke en rigtig vampyr! Du kan ikke engang slå et menneske ihjel!' Hun klemte vredt øjnene sammen, men åbnede dem på hvid gab, da han tog hendes hånd. Hun kiggede forbløffet, og samtidigt forundret på ham. Gjorde han det ikke bare for at irritere Eithan? Hun kendte ikke deres historie, eller hvorfor de hadede hinanden som de gjorde, og et eller andet sted var hun egentlig også ligeglad.. Hun kunne mærke hele hendes ansigt nærmest stå i flamme, da hans tunge kælent kørte rundt på hendes hånd og hendes fingre. Hun nød det uendeligt, men undrede sig stadig over grunden. Han gjorde det da ikke rent faktisk fordi han ville hjælpe hende vel? Nej.. Det måtte være fordi han ville gå Eithan på.. På en måde turde hun ikke kigge på Eithan, hun var bange for hvad hun ville møde. Hun var en andelse pinligt berørt over at Akumu, bare gjorde det i al offentlighed, men på den anden side, så var det jo heller ikke så slemt.. Han slikkede jo bare på hendes fingre? "Uh." Hun udstødte et høj lyd, da han ramte et sted på hendes hånd der kildede, og det gav et ryk i hende. Hun bed sig blidt i underlæben, med de foreste tænder, og kunne mærke at han ikke skulle blive ved meget længere, for så ville det først gå helt galt...

Eithans blik søgte hen mod Akumu, da han pludseligt rejste sig op for derefter at gå hen og sætte sig mellem Alecia og ham selv. Ud af øjenkrogen betragtede han sin rivals mindste bevægelser. Lyttede til det han sagde. Netop som ordene var kommet ud af hans mund, og han gik i gang med et større projekt med at få gjort hendes hånd ren, himlede han med øjnene. Det der gjorde han helt sikkert for at irritere Eithan. Trykke på flere af hans knapper, som han kendte alt for godt til. Vidste lige præcis hvor de sad, og hvilke der havde størst effekt på ham og kunne fyre hans korte lunte af på ingen tid. Han slog stift sit blik ned mod jorden og krydsede sine arme. Forsøgte indædt bare at ignorerer hans åndssvage opførsel. Men ... såvel som Akumu kendte alt til Eithans korte lunte og dårlige temperament, så vidste Eithan også at det der ... havde intet med at hjælpe Alecia at gøre. Det var udelukkende kun for at provokere ham. Og som han sikkert havde regnet ud, kunne Eithan ikke holde sin kæft i mere end to minutter. "Hvad helvede har du gang i?" hvæsede han og drejede hovedet, hvorpå hans rettede sit blik mod dem. Eftersom Akumu sad med ryggen til, kunne han ikke sende ham det hadefulde blik, der nu lå og hvilede i hans øjne. Det indestængte, forhadte blik som han sædvanligvis sendte ham. Og det var hundrede procent ægte. Han lagde bestemt ikke skjul på sit had til hans afskyelige og nok lidt overlegne fjende. Han løftede skeptisk et øjenbryn og skulede olmt til Alecia - for hende var han sikker på kunne se ham. Eithan lod øjenbrynet falde på plads og mimede ordene 'hvor latterligt' med sine blege læber. Han rykkede så langt væk fra dem, som han kunne uden at falde ned fra bænken, hvorefter endnu en himlen med øjnene rullede frem. Dernæst rystede han svagt på hovedet af det. Pshh. Åndssvagt.

Akumu..? o.o

Akumu fortsatte uendelig blidt og en smule forførende. Hvilke tanker der løb igennem hans selvskabs hoveder, vidste han ikke. Men selvom de var vidt forskellige, krydsede de nok det samme punkt. At Akumu elskede at pirre Eithan. Men det var skam ikke kun derfor han gjorde dette... hvorfor ikke slå 2 fluer i ét smæk? Akumu løftede blikket op på Alecia da hun udstødte et svagt støn, men slap ikke hendes hud med tungen. Lod læberne glide langsomt henover hendes håndryg og smilede svagt. Da han hørte Eithans vrede stemme, slap hans læber endelig Alecias hud, men han holdt dog stadig hendes hånd i sin. Han vendte langsomt og ganske svagt smilende, blikket hen på ham. hævede det ene øjenbryn - en smule hoverende. "Nu må de endelig ikke blive jaloux..." Lød det fra hans dystre og kontrollerende stemme. Han smilede skævt og en smule... nydende - over at det havde påvirket Eithan. Som planlagt. Akumu betragtede sin rival og opfangede hans mimen. Smilet bredte sig en smule "Hvis det er så latterligt... hvorfor er det så, at det stiger dig sådan til hovedet?... noget som er så latterligt?" spurgte Akumu og sad nu lige på bænken, med hovedet drejet mod Eithan, for at kunne betragte ham med sine gådefulde og dybe øjne. Lignede, at han gemte på mange skumle og snedige planer. De fleste beragnet til at pirre og genere Eithan... men havde nu også andre liggende, til andre... nærtliggende formål. Akumu sad roligt og fattet imens han betragtede Eithan. Studerede hvert eneste ansigtstræk der løb over Eithans hvide hud. de var alle dedikeret til Akumu, og de var langt fra venlige. Akumu sad smilende... med sit skæve, svagt hoverende, pirrende, overlegne, snedige og.... nydende smil. Det var som om han altid var helt udtryksforladt, dog ganske svagt smilende... men samtidig fyldt med udtryk og følelser.... ikke'eksisterende følelser, men som samtidig fyldte ham og blandede sig sammen. Man kunne aldrig helt bedømme hvilket udtryk der spillede over hans elegante ansigt. Gjorde ham underlig fjern, mystisk og gådefuld.

Tilfreds, Alecia?

Alecia, kiggede stadig forbløffet ned på Akumu, der stadig forførende slikkede på hendes hånd. Hun tog sig sammen, og kiggede op på Eithan, han sad og så irriteret på Akumu. Hvilket hun egentlig godt kunne forstå.. Han så hurtigt på hende og mimede til hende. Det eneste hun fik fat i var 'latterligt.' Hun kiggede pinligt berørt ned igen, og vidste ikke hvad hun skulle svare. Hun kiggede overrasket op på ham igen, da han vredt talte til Akumu, hun kiggede ned på Akumu, og forventede at hun skulle trække sin hånd til sig igen. Men han gav ikke slip. Han stoppede dog, 'slikkeriet', men holdte hendes hånd i sin. Hun lyttede nøje til de ord der kom ud af Akumu's mund, og løftede det ene øjenbryn. Jaloux, det skulle han nok ikke ligefrem regne med han var, han var irriteret og vred, det var hvad han var.. Hun kiggede irriteret ned i jorden, og følte sig brugt. Hun vidste jo godt at Akumu kun gjorde det for at tirre Eithan, men hvorfor skulle det lige gå ud over hende?
Hun havde jo ikke følelser for Akumu, vel..? Nej..
Men, alligevel gjorde det ondt, at han bare brugte hende, uden at tænke på hende.. Hun tog hårdt fat i det nederste stykke at bænken, og kneb øjnene sammen til en smal strej. Han havde tænkt sig at behandle hende som en gammel klud. Bruge hende til det nødvendige, til hans behov, og så smide hende ud, når han var færdig. Være ligeglad med hvor plettet hun var efter. Bare bruge hende, og skide på hvordan hun ville have det efter.
Det var ikke meningen at vampyre skulle tænke sådan, og det vidste hun jo godt.. Men.. Hun var bange for at hun havde følelser for Akumu.. Det ville være højst usandsynligt, men der var en chance.. Hans stenhårde, iskolde hånd holdte om hendes, og hun havde lyst til at kysse den. Kærtegne den med sin tommelfinger. Men hun ville ikke rode mere end hvad hun kunne rydde op.. Og det betød jo desværre, at hun måtte holde hvad end det var hun følte tilbage.. Og være ligeglad, bare koncentere sig... Hvis det da var muligt...

Eithan rynkede kort på næsen, da den første sætning forlod Akumus læber. "Ih, oh yeah ... jeg er vildt jaloux," mumlede han sammenbidt til svar, hvorefter han for tredje gang rullede med øjnene. Irriteret men ikke jaloux. Han løftede et øjenbryn og fnøs blot af det. Lyttede til de næste ord, der kom ud af hans mund. Tænkte over hvad han skulle svare, hvilket tog lidt tid. Altså ... fordi at det bare var latterligt! Det var der ikke noget svar på. Derfor valgte han at lade være med at svare ham. Lod bare et irritabelt og højlydt suk undslippe hans læber. Det var så tydeligt at se, hvor meget det generede ham. Men ... det var sådan set ligemeget hvad, Akumu gjorde ... så irriterede det ham bare. Der var et eller andet over ham, der simpelthen var så fucking provokerende. Måske var det hans måde at tale til Eithan på. Se på ham. Og så det der ækle smil. Eithan måtte virkelig beherske sig for ikke at koge over. Han bed sig i sine inderste kinder/inder kinder, (hvad det så end hedder), og slog sit blik ned mod sine hænder. Knyttede sin ene hånd og slog den mod den anden hånds håndflade. Hvorfor skred han ikke bare? Det var jo fuldkommen åndssvagt at sidde her og blomstre på bænken ...

//Oh, jeg glemte at sige; Ja, jeg er fuld ud tilfreds.. :D

Akumu smilede fortsat. dog havde han reduceret det, så det var meget svagt, kun lige til at ane. Men det var der, og bare dét - vidste han- var med til at provokere Eithan. Det var ikke fordi Akumu gjorde alt for at irritere Eithan... det var bare... det var så ...let. og det var jo egentlig dét der morede ham.
Stilheden lagde sig over dem, som et kvælende tæppe. Sugede sig fast til dem og sad ubehageligt omklamrende til deres hud. Akumu havde ikke tænkt sig at være dén som skulle bryde den, og havde nu egentlig ikke noget imod den. Han vidste at Eithan ikke ville sige noget... og hvis han gjorde, blev det bare til en eller anden spydig og ynkelig kommentar. Akumu slap Alecias hånd og rejste sig. Mente bænken var for lille til dem alle 3. Han drog et let og lydløst suk. Kunne kun anes på hans brysts langsomme og fredsommelige bevægelse. Hans blik bevægede sig roligt over de mørklagte omgivelser, for at beslutte sig for hvor han nu, skulle begive sig hen. Men i sidste ende, endte han med blot at træde en smule bort. vandrede stille hen til et højt fyrretræ, og lænede sig afslappet op af det. Lod skyggerne omfavne ham og lægge sig om hans allerede, mørke skikkelse. Han lænede ryggen op ad det, og stirrede ind i den golde og dødsforladte nåleskov, som strakte sig foran ham. Han betragtede dog diskret Alecia og Eithan ud af øjenkrogen... med et svagt, og mystiskt smil.

//Jeg skal gå.. Sorry.. :] Vi ses imorgen.. :]

Alecia fulgte Akumu's bevægelser nøje, i det han rejste sig op og gik hen og satte sig under et nært læggende fyrretræ.. Nu sad hun alene på bænken med Eithan.. Ikke ligefrem noget hun nød.. Det vil sige, hun følte hun havde gjort noget forkert, men det havde jo ikke engang været hende der havde gjort noget.. Det var Akumu.. Hun kunne mærke hvordan vreden igen steg op i hende.. Hvad fanden bildte han sig også ind? At bruge hende på den måde, bare for at irritere Eithan!? Hun ville ikke finde sig i det, og hun havde en kæmpe stor lyst til at gå hen til Akumu, og råbe og skrige af ham. Men hun havde dog så meget selvrespekt, at hun lod være.. Hvorfor skulle han også bruge hende!? Hun kunne da høre på Eithan's tanker at der ikke skulle specielt meget til? Hvorfor så bruge hende til at irritere ham med? Han kunne jo bare sige noget han ikke kunne svare tilbage på, eller trykke på flere af han knapper, eller komme med en hurtig bemærkning, der ville irritere ham? Hvorfor skulle han absorlut bruge hende som et redskab? Hun kneb igen øjnene sammen, og kiggede ondt på Akumu.. *Sådan en nar..* Tænkte hun vredt, og rejste sig op.. Hun gik hen mod Akumu, og stilte sig foran ham, omkring to meter væk fra ham.. "Hvad skulle det egentlig til for?" Sagde hun, og hendes øjne blev dækket af et mørkt tæppe, imens hele hendes ansigt blev lagt i dystre folder.

Eithan rettede lidt åndsfraværende sit blik mod Alecia, da hun rejste sig fra bænken og efterlod ham alene på den. Det var vel også bare bedst sådan. Alle kunne bare fucke af. Han ville alligevel helst være alene lige nu. Han trak benene op til sig på bænken og lagde armene omkring dem, hvorefter han satte sin hage mod det ene knæ. Fulgte Alecia med øjnene hele vejen hen til Akumu, hvor spurgte ham om et eller andet, han ikke kunne høre. Hun så irriteret ud. Indestængt af vrede. Et lille, tungsindigt smil lagde sig henover hans læber. Nu havde hun tilsyneladende også fået nok af ham. Endelig en til der kunne se igennem Akumu. Se hvilket idiotisk fjols han var. Eithan så skiftevis på Akumu og Alecia, afventede Akumus reaktion. Men hvis han kendte ham ret, så ville han bare åbne munden, sige et eller andet filosofisk pis og sende hende et irettesættende og myndigt blik. Eller sådan noget ..

Akumu vendte blikket hen på Alecia. smilede svagt ved hendes indestængte vrede og trådte ud fra træet. "Tjoh.. jeg kender allerede Eithans grænser... men deres blev jeg nød til at udforske..." begyndte han med et svagt, modbydeligt smil på læberne. Han kredsede langsomt om hende, holdt blikket på hende. Stoppede op bag hende, lænede sig mod hendes ryg og hviskede i hendes øre "Ligesom de selv gjorde for lidt siden..." sagde han og hentydede til deres lille hændelse. Hun kunne åbentbart tillade sig det meste, ifølge hende selv, og Akumu intet. Men noget for noget, og han var ikke færdig endnu. Et svagt hemmelighedsfuldt smil foldede sig ud over Akumus læber, og han trådte atter ud fra hende. Betragtede hende med sine dybe, gådefulde øjne. Han kunne mærke Eithans blik og så kort over mod ham. fuldstændig udtryksløst gengældte han Eithans stirren. Vendte derefter blikket bort og fæstnede det endnu engang afventende på Alecia. Afventede hendes reaktion.

Hun så på ham med et løftet øjenbryn. *Sådan en nar.* Tænkte hun, og sagde det ikke højt, da hun ikke ville gøre sig selv mere til grin end nødvendigt.. Hun stirrede blankt ud i luften, da han trådte om bag hende, hun vidste han ikke vil gøre noget.. Akumu, var ikke et vildt dyr, han var.. En gentelman, hvis man kunne sige det om en vampyr...
Hun kunne mærke det løbe hende koldt ned af ryggen, da han igen sagde noget. Hun spærrede øjnene op. Hun ville ikke sige hun havde glemt deres lille 'hændelse', men det var ikke lige det hun tænkte på lige nu.. Et lavt hvæs kom ud igennem hendes sammenbidte tænder.. *Årh, din latterlige...* Tænkte hun, og pressede øjnene hårdt sammen.
Hun vidste godt at han kunne mærke på hende at hun var en andelse oprevet, og måske en andelse irriteret. Men han kunne næppe se på hende, hvor meget hun ønskede at slå ham. På en underlig måde kunne hun godt lide det. Han tirrede hende, han ønskede at hun skulle nå hendes klimax. Det sted hvor hun ville tænde fuldstændigt af. Han ville vide hvor hendes grænse gik til. Et lumskt smil bredte sig over hendes ansigt. *Han får det som han vil have det..* Tænkte hun, og fik pludselig en ide.
Hun fulgte ham nysgerrigt med øjnene, imens han igen gik hen foran hende. Hun kunne se på ham, at han kiggede på Eithan, som højstsandsynligt stadig sad på bænken.
Da han langsomt flyttede blikket over på hende, sendte hun ham et blidt smil. Hun trådte et skridt over mod ham, og lagde igen hånden på brystet af ham. "Og jeg fortryder det ikke." Sagde hun forførende, imens hun smilede drilskt til ham.. Hvis han virkelig ville udforske hvor hendes grænse var, kunne hun vel ligeså godt flytte den? Det her ville blive sjovt..

Eithan skrabede lidt fraværende i jorden med skosnuderne og drog et suk nu og da. Han gad ikke at gå hen og blande sig, så han blev bare siddende. Hvorfor skulle han også det? Det der måtte de kraftedme selv klare. Det ragede ham en høstblomst. Hans ene hånd fandt frem til et hul, der var på hans ene bukseben ved knæet. Han hægtede sin pegefinger fast på en af de hvide tråde, der var med til at holde hullet bare en lille smule sammen. Et par enkle gange kastede han et blik over på Akumu og Alecia, men da det som sagt ikke interesserede ham så meget, hvad det var de havde gang i, vendte han bare sit bliks opmærksomhed mod hullet, der langsomt blev større, fordi han absolut skulle sidde og pille i det. Med den anden hånd strøg han noget hår væk fra sin pande og fik dermed et klarere og mere fokuseret syn, eftersom der ikke længere var nogle sorte hårtotter til at genere det.

Akumu hævede svagt det ene øjenbryn da hun talte til ham og lagde en hånd på hans overkrop. Det første indtryk var at flå hende af sig vrisse en advarsel. Hun var pludselig gået fra... vred til opsøgende. Hun planlagde et eller andet. Istedet voksede et smil på hans læber da noget gik op for ham. Hun prøvede at slå ham i sit eget spil. Det skulle nok blive interessant, og han lagde hånden på hendes hånd som hvilede på ham. Måske kunne han vinde dette over på hans side. "Det glæder mig" sagde han indsmigrende og mødte hendes blik med sit eget. De to vampyrers mørke øjne opslugte hinanden og sank ind i et dunkelt nattemørke. For det var dét som hærskede i vampyrer... i hvert fald i Akumu. Mørke. Men hvad der præcist gemte sig i dét mørke, var en gåde... som så meget andet ved ham.
Hans smil voksede og blev svagt forførende "De fik måske ikke nok før?" spurgte han og lod sine fingre sno sig om hendes. Det var besynderligt på sin måde, at mødes med noget som var lige så koldt som han selv. Temperaturmæssigt selvfølgelig, for han mente ikke Alecia var et iskoldt, dødt og ondt væsen som de fleste vampyrer var. Han havde selv set det i hendes øjne. Følelser. Men om hun besad nogle nu. Om hun følte noget, kunne han ikke sætte sin finger på. Men selvfølgelig, skuespil dækker for så meget.

Alecia kunne mærke det løbe hende koldt ned af ryggen da han placerede sin hånd oven på hendes.. Hendes andsigt så præcis ud som før, og han ville ikke kunne have læst på hende at det havde overrasket hende.
Smilet blev en andelse større, da han havde sagt det sidste, og hun lagde hovedet på skrå. "Bestemt ikke.." Sagde hun smilende, og krøb en andelse tættere på ham. Nu var det sådan set kun deres hænder der skilte dem ad. "Men det regner jeg med De selv gjorde.. Mere end rigeligt." Sagde hun, og grinede en smule nedladende af ham. Hun kiggede igen op på ham, med et forførende smil. "Men eftersom, jeg selv er en smule rastløs, er jeg ret sikker på jeg kunne finde på at gøre det igen. Selvom De ikke ville syntes om det." Sagde hun, og lænede hovedet endnu længere frem. Nu var der blot 3 centimeter der skilte deres andsigter ad, og hun kunne dufte den søde duft af hans ånde, som gav hende en underlig trang til bare at.. Ja.. Vælte ham ned på jorden..
Hun mødte igen hans blik, hun var god til det her. Han kunne ikke slå hende i det hun var aller bedst til. Hun vidste ikke om det var specielt godt hun var god til det.. Men det var hun. Et smil bredte sig igen på hendes læber, og hun stod afventende og så på ham. Ventede på hans reaktion..

Lige meget hvad blev Eithans blik hele tiden ført hen til de to vampyre, der tilsyneladende var i gang med at overgå hinanden i ... omvendt psykologi?. Han kunne ikke helt huske, hvad det hed. Men at de begge to gjorde det, gjorde det vel så til omvendtomvendt psykologi? Han rystede på hovedet af dem og fulgte både Alecia og Akumus bevægelser med sine blågrønne øjne. De stod helt tæt op af hinaden. Det var som sagt kun tre centimeter, der skilte deres blege ansigter ad. Han satte sig lidt bedre til rette på bænken og gloede lidt åndsfraværende på dem. Der var jo ikke rigtig andet, han kunne tage sig til. Han havde stadigvæk ikke fået opklaret med sig selv, hvorfor ikke han ikke bare skred. Men ... på den anden side, så ville han egentlig gerne se, hvordan hele det her 'drama' endte. Om det var Akumu eller Alecia, der endte med at vinde det lille spil, de havde gang i. Personligt troede han, at det i sidste ende ville være Akumu, der fik Alecia til at knække. han var ualmindeligt god til dette. God til at sno sig om en, bringe vreden frem i en ... sådan var det i hvert fald med Eithan, når først Akumu var kommet i gang med hele hans filosoferende plageånds-pis.