It hurts.. (Akumu=Privat..)

Hun smilede lidt skævt over hans blik. Hun trak let på skulderen, og lod blikket glide hen over ham. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." Sagde hun kort, og lavt, næsten så lavt man ikke kunne høre det.. Da hendes blik igen fangede hans, kunne hun mærke den brændende længsels efter ham, luske sig ind på hende igen.. Hun fik en frygtelig lyst til at røre ham igen, kysse ham, alt det hun godt vidste var forkert, fik hun lyst til.. Og hun hadede sig selv for det.. Hun kiggede dybt ind i hans øjne, og hendes blik skreg nok mere end alt; 'Kys mig, kys mig, kys mig.' Hun var ikke helt sikker på om det var bevidst eller ubevidst.. Men én ting var hun sikker på; Hun havde nydt at kysse Akumu, og hun havde lyst til at gøre det igen. Hendes dybe blik fæstnede sig på ham, og hun ventede nok mest af alt på at han enten kiggede væk, eller afviste hende blankt.. For inderst inde, vidste hun jo godt at det var et tomt håb hun havde..

Akumu smilte let over hendes svar "Det behøver du skam heller ikke vide..." svarede han. Han brød sig ikke om at ligge ned og tiltale hende, og satte sig derfor op. Han førte per automatik, en hånd om bag i nakken, og op i hans hår, for at mærke om der sad noget fast i det, fra græsset han havde ligget i. Han hev i en let bevægelse en lille blomst ud af hans hår, og sendte det et kort forundret blik, som derefter blev erstattet af et mildt smil. Det var en almen hvid margurit. Han kørte stilken mellem tommelfingeren og pegefingerens fingerspidser og fik den på dén måde, til at dreje rundt. Han betragtede den tænksomt. I hans øjne, var den en uskyldig blomst, som havde forplantet sig i græsset. Givet græssets ensartede udseende liv og farve. Men i mange andres øjne blev den betegnet som ukrudt. Var det fordi den fandt vej uden hjælp? Havde den fået stemplet dette mærke på grund af dens markante overlevelsesever? Han drog et let suk. "Hvilken skam... at noget så yndigt som denne, kan betegnes som noget... beskidt" mumlede han, mest af alt til sig selv og sine tanker. Han så fra blomsten til hende, smilte svagt og rakte den hen imod hende. Forplantede den blidt bag hendes øre, i hendes mørke hår. trak derefter hånden til sig og betragtede blomsten og hende. Den lyste let op, på grund af dens lyse farve, i hendes sorte hår og gav hende på den måde underlig liv og... uskyldighed...Han betragtede hende med sit dybe, og let spekulative blik.

Alecia kunne ikke lade være med at smile sødt over hvordan Akumu sad og betragtede den lille blomsts ynde, og skønhed. Hun flyttede blikket ned på blomsten og smilede bredte sig en andelse mere..
Hun rystede kort på hovedet da han igen sagde noget. Det sorte pandehår faldte igen ned over øjnene og hun flyttede det hurtigt med sin hånd, om bag øreret. Hendes blik faldt igen på hans ansigt, da hun pludselig lænte sig frem, kunne hun mærke et lille stik af panik. Men da han satte den lille blomst fast i hendes hår, kunne hun ikke holde et genert smil tilbage. Hun lukkede kort øjnene, og mærkede hendes kinder blive varme, og en kilden i hendes mave.. Da hun igen åbnede øjnene, krævede det al hendes selvkontrol ikke at læne sig ind over ham og kysse ham. Hun bed sig bestem i læben, og kiggede på ham, imens kinderne forblev brænd varme.

//Undskyld ventetiden, min papfar forstyrre mig med kampen.. -.-' (VM.)

Akumu betragtede hendes reaktion og kunne ikke holde et svagt smil tilbage ved hendes rødmen over noget så uskyldigt som dette. Han påvirkede hende åbentbart let. "hvad er det?" spurgte han og så på hende.
Han blev hurtig træt af at sidde på jorden, og rejste sig derfor op. Han børstede kort jakken af og så ned på hende. Han rakte hende høfligt hånden, for at hjælpe hende op "Kunne de tænke dem at følges med mig?" spurgte han venligt og pegede med den frie hånd, mod en tom bænk. Den var nok en smule mere behagelig, end den bare, kolde jord. Han tårnede sig op og virkede utrolig høj set fra hendes perspektiv.

//i see o.o//

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt da han snakkede endnu en gang. Hun betragtede ham nøje da han rejste sig op, og børstede sig af. Smilet bredte sig da han spurgte hende om hun ville med, hun nikkede ivrigt, og var glad for at han havde spurgt hende. Hun rakte op mod ham og tog hans hjælpende hånd, da hun tog fat i Akumu's hånd, rev han så hårdt til at hun væltede ind i ham, dog uden at han bevægede sig det mindste. Hun så akavet op på ham, og kun 3 små centimeter skillede deres ansigter ad, imens deres kroppe mødtes. Hun følte sig så utrolig forlegen, men åbenbart ikke nok til at flytte sig. Selvom hun sagtens kunne mærke hvor akavet det hele var, havde hun en sær lyst til ikke at flytte sig, men derimod kun komme nærmere. Hun mødte Akumu's blik, og kunne ikke rigtig tage sig sammen til at kigge væk igen. Der gik adskellige minutter, hvor hun bare stod og kiggede ind i øjnene på ham. Hun kunne dufte Akumu's søde duft, og hun kunne ikke få sig selv til at flytte sig. Der gik endnu et par minutter før hun igen kom til bevidsthed, og tog et skridt tilbage. "Undskyld.." Sagde hun forlegent, og kiggede ned i jorden.

//Igen, undskylder jeg tiden, -.-' Jeg blev lige opslugt af min guitar.. -.-'

Akumu tog blidt fat om hendes hånd og trak hende op. Istedet for at rejse sig normalt op, endte hun i hans favn. Han smilte skævt og skulle til at skubbe hende venligt væk, da hun pludselig så så... dybt på ham. Indgående og dragende, som prøvede hun at opsluge ham. Hans ansigt blev atter udtryksløst og han betragtede hende tavst. Hun var atter tæt på ham. heeelt oppe i ham, og deres kroppe mødtes svagt og uskyldigt.
Det virkede som en evighed, før hun til sidst trådte ud fra ham, og han kunne løsrive sit blik fra hende. "Det.. okay" svarede han og skjulte sin svage undren. Han vandrede hen til bænken og slog sig ned der. Han så hen mod hende, og ventede på at hun skulle følge efter.

//kender jeg alt for godt ;]... sorry, min computer spassede -.-'//

Hun tog en hånd op til håret og rodede lidt i det, og kiggede så hurtigt på ham da han svarede. Hun nikkede kort, og slog så blikket væk igen.. Det var simpelthen forkert at de blev ved med at have de stunder.. Og det var nok mest forkert at de kun havde dem begrund af hende. Hun kiggede efter ham, da han med lange hurtige skridt bevægede sig over mod bænken og satte sig ned.. Lidt efter begyndte hun at gå, og satte sig ned ved siden af ham, men dog godt 20 centimeter fra ham.. Hun ville ikke resikere at det ville ske igen.. Selvom hun ikke engang var sikker på hun ville kunne stoppe det.. Og det irriterede hende, meget.. Hun skævede hen til ham, og ventede på han ville sige noget; Da hun ikke selv var den der snakkede specielt meget..

Hans blik var fæstnet til skovbrynet nær legepladsen. Betragtede det svagt formørkede omrids, som bevægede sig ganske svagt i vindens legesyge verden. Han vente blikket hen på hende da hun satte sig. Betragtede hende svagt, for derefter igen at se væk "De har ingen grund til at være så anspændt som de selv tillader." sagde han roligt og lænede sig godt tilbage i bænkets ryglæn og lagde afslappende armene over kors. "Det gør blot deres tanker endnu mere omsværmende, end de allerede er." sagde hans bløde stemme som straks indhyllede hende, og sank ind i hende. lagde sig om hendes tanker som et kølende tæppe og fik dem beroliget. Han selv var kun i særdeles sjældenheder mærket af nervøse, og dog irriterede tanker som hende. Det var kun ved sjældenheder, nærmest aldrig, at han lod sig mærke af følelser. han selv kunne ikke huske hvornår han sidst havde været det. Han sad fortsat udtryksløs, med blikket fæstnet på omgivelserne foran ham, men ikke spor påvirket af dem. Han var omgivet af sine egne tanker, og indhyllet i sin spekulative verden... hvad han havde følt ved hændelsen for lidt siden, var uvis for ham.
Efter en tavs stund vente han blikket hen på hende og sendte hende et svagt, venligt smil.

Alecia trak kort på skuldrerne af det han sagde, for hvads skulle hun svare? Hun kiggede igen over på Akumu, og gengældte venligt hans smil. Pludselig hørte hun nogle stemmer ude i skoven.. Hun hørte tankerne der kørte i hovederne på dem der nærmede sig.. De var unge.. Og fulde.. Hun kiggede hen på Akmu, og fortrød det hurtigt og kiggede så væk.. Hun var ualmindelig tørstig lige nu, og det var ikke godt for hende at de kom og nærmest tilbød hende at drikke af dem. Men det var en gruppe drenge, på omkring 16-17 år, eller lidt ældre.. Deres tanker fløj rundt over det hele, fordi de var så påvirkede.. Hun knep øjnene sammen, og så drengene komme gående ud fra skoven og ind på legepladsen. De råbte, og skubbede til hinanden, de fleste af dem bar flasker i hænderne.. De var omkring 5, og de væltede rundt.. Alecia kiggede på dem, og ønskede at de bare ville gå igen.. Hun hadede larm.. Hun kiggede igen hen på Akmu.."Perfekt timing..." Mumlede hun, og kiggede ned på hendes fødder igen.. Drengenes høje råb begyndte at irritere hendes grænseløst.. "Jonas vent på mig!" Råbte en af de mindre drenge til ham den høje.. Drengen der måtte være Jonas vendte sig om mod den mindre dreng, og kiggede koldt på ham.. Alle Jonas' tanker fløj rundt, han var meget agrassiv, og han kunne ikke kontroleres af de andre.. Jonas kiggede på ham og vreden indeni i ham blæste op, hun kunne slet ikke forstå det.. Han havde jo bare bedt ham om at vente?
Jonas løftede den flakse han havde i hånden, og svingede den helt omme fra nakken og smækkede den i hovedet på drengen.. Alle de andre drenge råbte,og alle de tanker deres fordrukne hjerner gjorde sig larmede i Alecia's hovede..
"Nate! Nate er okay?!" Råbte en af de andre drenge og løb hen til ham.. "Hvad fanden har du gang i Jonas?!" Råbte den samme dreng.. Jonas kiggede koldt på ham.. "Han irriterede mig! Okay Casper?!?!" Råbte Jonas, og han tippede lidt, og kunne ikke holde balancen..
Vinden blæste hele vejen hen af parken, og med det samme fik hun færten af blod.. Det var Drengen Nate's blod hun kunne lugte.. Hun mærkede hele hendes mave trække sammen, og hun fik en ulidelig lyst til at løbe hen til drengen og dræne ham for hver eneste dråbe blod der var i ham..

Akumu's blik fæstnede sig straks på drengene som kom vraltende ud fra skovbrynet. Han så med væmmelse på deres fordrukne bevægelser og lyttede til deres slørede stemmer. Han mærkede hendes blikke og så på hende. Det var tydeligt hun var tørstig. Der var egentlig ikke noget som afholdt hende fra at dræbe dem. Kun hendes egen vilje... men den blev snart overgået af hendes voksende tørst. Han vendte atter blikket hen på dem. Han så udtryksløst til, da den såkaldte Jonas, smadrede hans ene ven i hoved med en flaske. Det var dyrisk. Menneskerne... han foragtede dem. Han vendte langsomt sit formørkede blik hen mod hende og smilte djævelsk, da han så hvor glubende hun var blevet, ved lugten af blod. Han lænede sig hen mod hende og hviskede lokkende i hendes øre "Der er ingen som afholder dig fra det... du må gerne" han fugtede læberne med sin tunge "ingen vil vide det... de er så fordrukne at de har glemt det imorgen... men til gengæld vil du få tilfredsstillet din sult... tænk på alt det blod som strømmer igennem ham... alt det som går til spilde. den søde, varme væske bliver spildt jo længere du venter..." lokkede han. Han selv blev en smule fristet..
Han så fra hende til de andre. Mens Casper lå ved Nate, som nok havde fået hjernerystelse eller kraniebrud, gik en anden over og skubbede provokerende til Jonas "Hvad skulle dét til for?! er du rigtig klog?!" råbte han ophidset. men i virkeligheden var han bange. Akumu sad med et modbydeligt smil over læberne og betragtede forestillingen. Dette var ikke andet end underholdning for ham.

Alecia's overvældende tørst voksede mere for hvert sekund. Hun kunne mærke hendes tænder løbe i vand, da Akumu lænede sig over mod hende.Ikke ét sekund flyttede hun blikket fra drengene. Hele hendes krop dirrede da han lokkende hviskede i hendes øre. Små støn kom ud mellem hendes læber, det var svært for hende at bevare kontrollen, når han snakkede sådan.. *Blod, blod, blod.. Jeg må have det.. Blod.. Nu... Blod...* Hendes tanker vaklede rundt, og hun kunne ikke finde roen. Hun bed sig hårdt i underlæben, bare for ikke at rejse sig op og løbe derhen, lige nu...
Hun kunne ikke tænke klart, og kiggede hen på Akumu. Hendes propiller var fuldt udvidede, og så alt i alt pisse skræmmende ud. "Men.." Hun kiggede uforstående på ham.. "Forkert.." Sagde hun kort og primitivt da hun ikke kunne formulere det bedre i hendes tilstand.. Hun rystede kort på hovedet.. "Forkert.." Gentog hun, og kiggede uskyldigt på ham, det fik hende til at ligne en lille pige.
Hendes dybe tørst begyndte at blande sig med lysten efter ham igen. Hun kunne ikke kende forskel på rigtigt og forkert, og kunne ikke styre sine lyster.. Dyret hun virkelig var havde overtaget hende, fordi hun ikke havde drukket i over to dage.. Hun vidste det var dumt, men hun kunne ikke styre det. Hun kiggede dubt på ham, og hendes blik var stadig mørk og dystert og propillerne, var stadig fuldt udvidet. Hun lænede sig ind mod ham, og hendes øjne kunne lige så godt have ædt ham. Hun løftede langsomt hånden, og placerede den på brystet af ham. Hun trak vejret ureglmessigt, og hendes mundvand løb stadig. Hun kiggede længselsfuldt på ham.

Han betragtede hendes langsomme forvandling. Så dybt i hendes sorte øjne. det var som at kigge i en dyb, sort grav. Det var tydeligvis en kraftanstrengelse for hende at koncentrere sig om at presse ord ud over hendes dirrende læber. han rystede på hoved. "hvis det skal føles rigtigt..." han vendte blikket hen mod drengene og pegede på Jonas "Så fortær én som fortjener det" sagde han og smilede skævt og ondskabsfuldt. Heldigvis havde gruppen ikke ænset Akumu og Alecia... endnu. Han studerede hende. så på hendes hjørnetænder, som var vokset betydenligt i størrelse. På hendes dybe uhyggelige øjne. Hvis et menneske så hende på så tæt hold som han gjorde... ville de føle det som at se døden i øjnene... hvilket det nok også gjorde. Han mærkede hendes hånd placere sig over hans brystkasse og lyttede til hendes uregelmæssige åndedræt. Han smilede og hævede skeptisk øjenbrynene og betragtede hende mens hun uendelig langsomt nærmede sig ham. "Men dette... er rigtigt i dine øjne?" spurgte han.

Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, hun lænede sig langsomt ind mod ham, og smilede lumskt.. "Mh-mh.." Sagde hun, og kiggede ned af ham.. Hun havde ikke kontrollen, et eller andet sted var hun der nok stadig, et sted, dybt, dybt inde.. Hun åbnede munden og slikkede langsomt på sine spidse hjørnetænder. "Det syntes du ikke..." Sagde hun langsomt, ikke som et spørgsmål.. Nok nærmere som en konklution.. Hun lænede sig en andelse tættere på ham. Hendes læber var omkring 2,5 centimeter fra hans, og det lumske smil bredte sig, og hans søde duft fyldte hendes lunger.
Igennem hans trøje kunne hun mærke den iskolde hud, og hun nød det. Hun ville føle hver tænkelig del af ham. Med det samme hun kom til at tænke på hvor forkert det var, og kom en smule til sig selv, var det dyriske i hende der med det samme og skubbede tanken til side. Hele hendes krop længdes efter ham, og et eller andet sted var hun egentlig ligeglad med om han selv ville, hun ville bare have ham..
Hun krummede langsomt hånden, så den tog fat i hans trøje, og kiggede ham dybere i øjnene. Selvom hun måske var stærk nok til bare at gå væk fra ham, havde hun ikke lyst.. Hun ville tættere på ham, mærke ham, på en måde hun aldrig havde prøvet før..

En høj, ranglet skikkelse kom gående lidt derfra hen ad en smal sti, der førte en fra den ene ende af parken til den anden. Et dystert og lettere eftertænksomt blik plagede personens øjne, eftersom hans hoved as usual var proppet med en masse tanker, der faktisk alle var lige latterlige. Det var ikke sådan noget, man burde gå og spekulere sådan over. Alle tankerne var jo fuldstændig ligegyldige. Alligevel kunne han ikke få banket dem ud af hovedet. Dette forvirrede og tankespindende hoved tilhørte Eithan. Årh, han ville give alt for at slippe for de forbandede tanker. De plagede ham nat og dag. Evig og altid var der helt tilstoppet med tanker i hans stakkels, lille hoved, og de rodede bare rundt og var slet ikke til at få bare den mindste smule styr på. Eithan kom med en lyd, der mest af alt mindede om et halvkvalt støn og satte hænderne op til sine tindinger. Forsvind, forsvind, forsviiind. Lidt åndsforladt standsede han og kløede sig i håret med et tænkende blik. Hvordan var han havnet her? Han kunne slet ikke erindre, at han var gået denne vej. Det måtte være hans ustyrlige tanker, der havde ført ham på vildspor. For at orientere sig lod han sit mørke blik vandre rundt på de mange ting, der befandt sig her i Di Morgas park, Sombre. Han havde godt nok været her et par gange før, men han var aldrig særlig god til at huske steder. Jo, det var parken. Det kunne han se på træerne og de forskellige efterladte ting, der lå spredt rundt på den nedtrådte græsplæne. I hans bliks vandren opfangede hans øjne noget interessant. Dér, ovre på en af familieparkens bænke. Hvad helvede? Den mandlige vampyrs ansigt genkendte han lige med det samme. Det kunne kun være Akumu. Hans bitresøde fjende som altid fik hans indre vandkedel til at koge over, men ... ligemeget hvor sur han havde besudlet at gøre ham, så havde det aldrig været nok til at få ham til at skride eller gøre nogen alt for forhastede ting. Så ... der var altså bare et eller andet over ham, som alligevel kunne få ham til at blive og holde sit temperament forholdsvis lavt nede. Og den anden skikkelse der sad på bænken, hvem var det? Eithan bladrede hurtigt sit kartotek af ansigter og navne igennem i hans hukommelse og fandt til sidst et ansigt, der matchede hendes. Det var Alecia. Hende som han havde mødt i selv samme park. Eithan skød et af sine sorte, kantede øjenbryn i vejret og fortrak sine mundvige i et lettere grumt smil. Han tog de sidste ... cirka ti skridt, der var hen mod dem og stoppede op, da han ikke var mere end en halv meter fra dem. Med et svagt, skummelt og meget u'Eithan'sk smil lagde han vægten over på det ene ben og satte en hånd i siden. Dernæst fæstnede han sit blik mod Alecia og blottede sine spidse hjørnetæner i et ubehageligt smil. "Du ved godt, at han har syfilis ikke?" påpegede han så med et indvendigt grin og et hævet øjenbryn. Hans øjne flakkede hen på Akumu, hvorpå hans smil blev en anelse større. Han kunne godt se, hvad det var, hun ville. Sådan halvt i hvert fald. Hun så temmelig opstemt ud i hans øjne.

// Just to your information, så har Akumu givet mig tilladelse til at joine emnet ¦D

// Bare iorden.. :3

Akumu lænede sig langsomt væk fra hende som hun nærmede sig. Hvad lavede hun? Akumu så ind i hendes fuldstændig sorte og blanke øjne. de var livløse, og det eneste han så var sit eget spejlbillede. Lysten havde åbentbart blandet sig med hendes blodtørst, og var nu sigtet efter ham, og ikke menneskeblod. Han så fuldstændig udtryksløst på hende. Han havde ikke tænkt sig at lade hende drikke sit blod. Han mærkede hende stramme sit greb, og dermed lukke hånden om en håndfuld stof fra hans frakke. "Alecia..." begyndte han i et blidt, men dog bestemt tonefald. Han troede han havde gjort det klart før, men han måtte åbentbart forklare det meget enkelt. Han tog en mundfuld luft og skulle til at protestere, da han pludselig blev afbrudt af en anden stemme. Han drejede hoved og blev mødt af en halvbeskidt krop, iført snavset tøj. Et skævt og modbydeligt smil gled ind over Akumu's læber da hans blik fortsat klatrede op ad kroppen og fæstnede sig på det hvide ansigt. Mødte de mørke øjne, som var de eneste som kunne måle sig, med hans egne. Han hævede skeptisk det ene øjenbryn og stirrede stift og pirrende ind i sin fjendes øjne. "Længe siden, Eithan" lød det fra hans bløde, kontrolerende stemme, og hans smil voksede blot yderligere. "Syfilis?!" Han kunne ikke holde et hånligt grin tilbage ved Eithans ynkelige lille løgn. "Nu må du ikke blive jaloux... Bare fordi jeg får mere end du" lød hans svar og han smilede tydeligt hoverende. Prøvede han at tale dårligt om ham? selvfølgelig gjorde han dét... han kunne jo ikke andet med det forhold de havde til hinanden. Men det tonefald... det blik... var det det samme had og foragt han nærede til Akumu... eller var der noget andet som gik Eithan på? Akumu anede sig chancen og skubbede mildt Alecia på afstand så hun sad pænt ved siden af ham, og han rettede sig op. Slog atter blikket op på sin rival "Og hvad.. om jeg må spøge, bringer dem hid?" Det skumle og halv lede smil sad stadig fæstnet over Akumu's læber. Nu skulle det nok blive interessant... hvis det ikke allerede havde været det før...

Alecia's blik løsrev sig langsomt fra Akumu, og kiggede på den velkendte mørke skikkelse. *Eithan..* Tænkte hun, og spærrede øjnene op. Langsomt, kom den normale brune farve tilbage i hendes øjne, og hun kiggede overrasket tilbage på Akumu, og kom straks i tanke om hvad hun havde gang i. Hun rystede kort på hovedet, for helt at komme til sig selv.
Igen kiggede hun på Eithan, og kunne ikke holde et lydløst fnis tilbage, ved hans kommentar. Hun kiggede igen på Akumu, for at høre hvad han ville svare. Hun smilede en andelse over han tilbage slag, og kiggede afventende op på Eithan for at høre hvad han ville komme med af spydige kommentare. Hun kiggede hurtigt tilbage på Akumu, da han rørte på sig, og lod ham skubbe hende væk. Hun satte sig i skrædderstilling, og ventede spændt på hvordan dette ville udvikle sig. Hun elskede slagsmål, om hun så selv var med eller ej, gjorde hende ikke spor.
En let brise førte igen lugten af blod hen til dem, og hun slog øjnene op. Hun kastede blikket hen mod drengene der stadig var henne i udkanten af parken. Hendes tænder løb igen i vand, og langsomt udvidede hendes propiller sig igen.
Langsomt rejste hun sig op, og gik hen mod drengene, uden et ord. Tørsten overvældede hende, og én ting var sikkert.. Mindst Én af de drenge ville enten komme hjem uden specielt meget blod tilbage i kroppen.. Hvis han da overhovedet kom hjem..

Eithan lod sit smil brede sig yderligere på hans blege læber. Det var anderledes end hans ellers falske og påklistrede smil. Det rummede noget mere ... nærmest en form for begejstring over endelig at mødes med hans nok lidt for overlegne modstander. Selvom han ikke var meget for at indrømme, så holdt han på en eller anden syg måde af Akumu. Ikke som en mor holdt af sit barn, eller som børn elskede slik. Det var bare det, at han virkelig formåede at vække et eller andet i Eithan. Når han var i Akumus selskab følte han sig ... vigtig. Mærkeligt eftersom han inderligt hadede ham. Eller gjorde han nu også det? Måske var svaret på hans underlige, blandede følelser for Akumu, at han elskede at hade ham. Eithan rystede på hovedet for at komme ud af sin svagt, hypnotiserede tilstand. Han faldt alt for tit i staver. Faktisk var det nærmere som en trance. I modsætning til at falde i staver, hvor man alligevel var lidt tilstede, selvom man i sine tanker befandt sig et helt andet sted, så var det som om, han blev spærret fuldstændig ind i sig selv. At der ligesom blev trukket et usynligt lagen over hans hoved, der både slukkede for hans høresans, synsans og hvad alle kroppens forskellige egenskaber nu hed. Eithan løftede ligeledes en anelse skeptisk et af sine øjenbryn og lagde vægten over på det andet ben. "Jeg er ikke jaloux," hvæsede han så med dæmpet stemme, før han med en irriteret og hurtigt bevægelse fjernede en af sine indfiltrede hårtotter fra sine øjne, så hans syn igen blev ugeneret, og intet skyggede for hans udsigt til Akumu, hvis marmorlyse hud nærmest lyste i månens svage skær. Han tyggede lidt på hans spørgsmål, der var det sidste, der kom ud af hans mund og så søgende op mod den mørke nattehimmel, som om han kunne finde svaret et sted deroppe i det uendelige mørke. Efter noget tids spekulativ tænkning vendte han atter sine øjne mod Akumu. "Det ved jeg ikke. Jeg fór vild ... på en måde. Det var mine egne tanker, der førte mig hertil," endte han med at svare og kom nok til at fremstå en smule dum. Så måtte man da bare være mere opmærksom. Men det ville kan skide på lige nu. Akumu havde nok allerede stemplet ham som dum. Dum og svag. Selvom disse tanker normalt gjorde ham ualmindeligt gal, så var det som om, de bare lige så stillede forsvandt og forlod et frastødende smil på hans læber. "Og dig? Hvad laver du her? Med hende?" spurgte han efter en kort pause og kastede med hovedet i retning af Alecia, hvorefter der dernæst opstod et endnu større og afskyeligere smil på Eithan læber, men det falmede dog hurtigt.

Akumu betragtede det mystiske og ukendte smil som havde forplantet sig over Eithans læber. Studerede det. hvor kom det fra? han havde aldrig forestillet sig at et så... følelsespræget smil ville vise sig over hans læber. Akumu's ansigt blev lagt i analyserende folder, som prøvede han blot med øjnene at læse svaret som stod skrevet på Eithan.... I Eithan. Eithans øjne glødede underligt... hadefuldt. men der var noget andet ved det. Det var varmt. Akumu var vant til at se kulde i Eithans isnende blik. Men nu blev han mødt af en underlig helhed ... det var ikke til at forklare.
Før havde Eithan virket så.. død. ligeglad, kold og alene. Nu... virkede han fuldendt. Dette foragt og had flød igennem ham og det var tydeligt for Akumu's gennemsøgende øjne. og det stod nu klart for ham.
Akumu sendte ham et af sine triumferende og nedladende smil. "Ikke det?" Spurgte han svagt hoverende over Eithans barnlige protest. Ved at han protesterede så intenst og velmærket på dén måde, gjorde han det vel bare endnu mere tydeligt at det passede. At han rent faktisk var en smule jaloux på Akumu.
Akumu betragtede Eithans lyse ansigt blive badet i månens hvide lys, da han tilsyneladende søgte svar på nattehimlen. Oplyste det og formede det. han betragtede den langsomme bevægelse da Eithan tilrettelagde hovedet og atter så mod Akumu. Han mødte frygtløst Eithans sorte øjne. Et bredt og hoverende smil synliggjorde hans skarpe hjørnetænder. "Du fór vild..." gentog hans mørke stemme. Han talte højt og tydeligt. Burde egentlig have sent svage ekkoer afsted igennem skoven. Men istedet døde hans stemme brat efter at have undsluppet hans læber og fæstnet sig i deres sind. Fik den til at virke så underlig magtfuld. Som kunne han gøre lige hvad han ville, blot ved at tryllebinde dem med sin stemmes bløde indhyllende klang. "Du fór vild i dine tanker... det lyder særdeles besynderligt undsluppet fra dine læber" konstaterede han. Det var tydeligt han hentydede til at der ikke var særlig mange af dem. Tanker. Men han mente nu at det virkede besynderligt for Eithan at have så dybe tanker. Han selv begav sig tit ind i sit sinds labyrint af tanker, billeder, minder og mysterier som ingen andre end han selv kendte til. Han vidste dog at man ikke skulle vakle dumdristigt omkring inde i denne verden. Det kunne få fatale følger. Hvis man først sad fast i spindelvævets klæbrige spind af mønstre, undslap man ikke så let. Men han var øvet. Han dykkede ofte ned i det indelukkede, men uendelige hav. Mange ville drukne af udmattelse, blive taget af understrøm eller overvældet af bølgerne. Men han selv overlevede mirakuløst hver eneste gang. Kontrol var dét man behøvede. Selvkontrol.
Han lyttede til Eithans anklagende spørgsmål, da han vente tilbage for sin tænksomme tilstand. Akumu kunne ligefrem se tankerne gå igennem hans hoved. Men nu, stod han atter som sig selv. Provokerende, fremtruende og uendelig dumdristig. Et afskyeligt smil gled ind over Akumu's læber. "Er det ikke tydeligt for dig? hvad vi laver?" spurgte han smilende. I samme nu rejste Alecia og vandrede hen imod de fordrukne mennesker. Det afskyelige smil voksede yderlige, selvom det virkede uladsiggørligt at blive bredere. at blive mere fælt end det allerede var. Hans vaktsomme øjne betragtede Alecia's ryg som hun bevægede sig hen imod dem. Ventede smilende...

Alecia bevægede sig med lange og dog langsomme skridt hen mod den lille menneske mængde. I hendes tilstand, fik hun udelukket, alle andres tanker, og udelukket hele Akumu og Eithan's samtale. Hun var ligeglad.. Hun skulle bare have noget blod.. Nu..
Med de lange yndefulde skridt hun tog, tog det hende ikke mere end et par minutter at nå hen til drengene. Drengen Nate så op på hende, imens han holdte sig til hovedet, hvor der stadig løb blod ud af det sår han havde fået fra flasken.. De andre drenge pånær Casper, var gået videre, og det hav hende en perfekt chance, ingen ville kunne stoppe hende nu.
"Hvem er du?" Spurgte Nate hæst, og klemte øjnene en del sammen. "Det er ikke vigtigt.." Sagde hun, og snedte ham et venligt, og tiltaldende smil. Langsomt fik Casper øje på hendes øjne, og selv i mørket, kunne man se hendes kul sorte øjne, i lyset fra månen. "Nate. Vi skal gå.. Nu." Sagde han, og man kunne se rædslen i hans øjne. "Hvorfor?" Spurgte Nate, og var for beruset, til at vide hvad der var op og hvad der var ned.. Eller i dette tilfælde; Hvad der var liv, og hvad der var død..
Casper begyndte at trække lidt i Nate, for at få ham til at gå. "Dum idé.." Sagde Alecia kort, og rystede kort på hovedet. Men det venlige smil, forlod aldrig hendes læber. Caspers øjne blev større, og han begyndte at bakke væk, uden Nate. "Nate! Nu!" Sagde han, eller næsten råbte.. Nate kiggede forvirret over på ham. "Hvorfo? Hun ser da meget sød ud?" Sagde han, og vendte sig igen med Alecia, og snedte hende et lettere forførende smil. "Det må du fandeme selv om!" Sagde Casper, og begyndte at løbe i den retning de andre var løbet. "Casper! Du kan sq da ikke bare gå." Sagde Nate forvirret. Og kiggede så igen på Alecia.. "Glem ham.." Sagde hun, og trådte nærmere på Nate. Hans smil blev bredere, og han sendte hende det mest forførende blik han kunne præstere i hans tilstand. Langsomt løftede hun hånden, og lagde den på hans kind. "Det her gør måske en smule ondt." Sagde hun, stadig med det dystre, men venlige smil. "Jeg kan tage det.." Sagde han smilende, og prøvede at lyde mandig. Hun trådte endnu et skridt hen mod ham, og bøjede sig ned mod hans hals. Forsigtigt slikkede hun det blod der var løbet derned af. "Oh yeah, baby." Sagde han, og hun kunne slet ikke fatte hvor plat han var. Hun satte hurtigt tænderne i ham, og væltede ham ned på det bare græs. Nate var så fuld, at det ikke gik op for ham, hvad hun havde gang i, og troede tydeligvis bare, hun lagde op til ham. "Nå så vi tager det ikke langsomt hva!?" Sagde han grinende, og tog en hånd op i hendes hår. Hun sugede af alle kræfter, og hele hendes krop dirrede af nydelse, det var længe siden hun havde nydt blod så meget som i aften, og hun ville sikkert fortryde hvad hun var ved at gøre, imorgen..
"Du.. Jeg er sq.. Ved at være lidt træt..! Sagde han søvnigt, og slap hendes hår, og hånden falde ned på siden. Hun slog øjnene op. *Du slå ham ihjel! du slår ham ihjel!* Alle hendes alarm klokker ringede, men hun kunne ikke stoppe, hun knep øjnene sammen. Hvis hun stoppede nu ville han klare den.. *Stop.. Stop.. Stop..* Hendes tanker kørte i ring..

//Jeg undskylder tiden, jeg blev grebet af min guitar.. -.- - Igen..
Og de Evt. stavefejl, jeg gider ikke til at rette dem nu.. o.o

Eithan nikkede kort men dog bestemt med hovedet og valgte ikke at sige mere, eftersom han ikke kunne komme på et fornuftigt svar og nødig ville tage sig endnu dårligere ud. Af ren reflesk fulgte hans blik Akumus og landede på Alecia. Eller rettere sagt hendes ryg da hun var på vej væk fra dem. Hvor skulle hun hen? Eithan langsomme hjerne og øjne havde endnu ikke opdaget de to drenge, der stod lidt derfra. Åh ... ham den ene blødt vist. Yeahr, virkelig godt bemærket. Det var da forhelvede klart, at han blødte. Det måtte have været forårsaget af en flaske, der var blevet slået mod hans hoved. Der lå nogen glasskår på jorden ved siden af ham. Synd. Sådan noget havde Eithan ikke spor medlidenhed med. Faktisk havde han aldrig medlidenhed med noget. I sjældne tilfælde af ham selv. Det talte vel ikke rigtig. Men ... hvis man ikke kunne have ondt af sig selv en gang i mellem, hvem kunne så?. Eithan løsrev sit blik fra Alecia og de to drenge, der faktisk var ret så ynkelige at se på. Kryster. Man stikker ikke bare af, fordi man pludselig bliver grebet af frygt. Så bliv dog stående og opfør dig ordenligt! Kæmp igen. Selvom der endnu ikke var startet nogen somhelst form for slagsmål, men altså .. helt ærligt. Han var faldet lidt sammen i sin ellers allerede temmelig slatne holdning, men han var kommet tilbage til den rigtige verden igen, da det endnu en gang var lykkedes ham at falde i staver over et eller andet, som han allerede havde glemt, hvad var. Oh god hans hukommelse rakte virkelig ikke langt. Han kunne ligeså godt have været født som en guldfisk, der kun rummede en hukommelse, der ikke varede mere end sølle 5 sekunder .. hm, deromkring i hvert fald. Han vidste ikke helt præcist, hvor længe end guldfisk kunne huske. ÅÅRH! Det var da også fuldstændig, skide ligemeget. Eithan slog en hånd med håndfladen først mod sin pande, inden han lidt åndsfraværende dinglede hen og satte sig på bænken ved siden af Akumu.

Akumu sad og betragtede Alecia's blodtørst tage over hende og skylle over hednes samvittighed, medfølelse og hvad hun ellers rummede af følelser. Det var nu et særdeles sjældent syn hos en vampyr at have følelser. Hans nattesyn og rovdyrs øjne zoomede ind på offerets hals hvor Alecia's hjørnetænder langsomt sank ned i imens hun begyndte at tømme ham for blod... og liv.
Akumu sad stadig smilende. Et grumt og afskrækkende smil. Han nærede et dybt og koldt had til menneskerne - deres byttedyr. Så det passede ham egentlig fint at han var vampyr og havde kræfterne til at dræbe dem så let, som en lus mellem neglene. Han skulle ellers til at dykke ned i sit ellers ubegrundede foragt for dem, da et højlydt 'klask' afbrød hans spekulative trance. Han så roligt op på Eithan og fik hurtigt forklaringen på hvor lyden kom fra. Han vente dog igen hurtigt blikket væk og holdt et smil tilbage. Lod som om han ikke bemærkede Eithans irritation over hans egne tanker. Akumu betragtede ham ud af øjenkrogen. Lod sit blik søge over ham og prøvede at analysere hans frustration. At tænke i lange baner, som han selv gjorde var vel ikke så slemt. Men det kom jo også an på så meget. foreksempel hvad du funderede over. Akumu betragtede ham sagte. Undrede sig over hvad det var han tænkte som åbentbart kunne gøre ham utrolig irriteret og dog en smule pinlig berørt. Akumu så hen på Alecia og smilede sig hemmelighedsfulde smil "De må lære at fastholde de relevante tanker... ikke de ubetydelige irriterende nogen..." Han drejede svagt hoved og lod sit gennemtrængende blik hvile på ham "Ellers... kan det blive for meget for deres mentalitet og de bliver simpelt sindsyg" lød det kort og kontant fra ham og han vendte atter - uden at fortrække en mine - blikket bort. Betragtede Alecia's dyriske instinkter.

Alecia tog sig sammen, og skubbede sig væk fra ham. Hun kiggede ham i øjnene, de føltes lidt for kolde, og hun fik det skidt... "Ikke igen.." Hviskede hun og lagde hånden på hans kind. Hun hadede at kunne have melidenhed med menneskene, hun hadede dem, og i hendes øjne fortjente de ikke at være her.. Hun lænede sig længere ind over ham, og kiggede ham bange i øjnene.. *Vær nu ikke død, vær nu ikke død!!* Tænkte hun og ruskede en lille smule i ham. "Nate.. Nate kom tilbage.." Sagde hun, og man kunne høre håb i hendes stemme.. Hun fik håret væk fra hans øjne med hendes hånd, og kiggede ham i øjnene.. "Nate kan du høre mig?" Sagde hun, og håbede inderligt at få et svar.. Pludselig gispede ham efter vejret, og vendte tilbage. hun åndede lettet ud, og smilede til ham.. "Hvad fanden!?" Hvæste han, og kiggede vredt på hende.. Hun havde åbenbart suget det meste af alkohollet med ud i blodet hun havde drukket.. "Gå efter dine venner Nate.." Sagde hun, med et smil og rejste sig op. Han kiggede fuldstændig fortabt på hende, og anede ikke hvad der var sket. Alecia gik med lange hurtige skridt hen mod drengene igen, og satte sig yderst på bænken ved siden af Eithan.. Eller man kunne vel ikke rigtigt kalde det ved siden af, når hun sad pænt langt væk fra ham.. Hun kiggede på dem med et smil, og hendes kinder var helt lyserøde, det samme med hendes læber.. Hun havde i det hele taget fået meget mere kulør, af at få drukket en masse.. Hendes øjne, var blevet helt gule, efter den store dosis hun havde fået. Hun satte sig på siden, med fronten med Eithan og Akumu, og smilede til dem.. "Hvad snakker vi om?" Sagde hun smilende, og tænkte slet ikke nærmere over hvad hun lige havde gjort for øjnene af dem.