It hurts.. (Akumu=Privat..)

Akumu stod som forstenet og fortrak ikke en mine. Havde fortsat det mytiske og lettere hoverende smil på sine læber. Han hævede svagt øjenbrynene efter hun havde talt, og smilet voksede "Så de tror jeg stoppede på grund af dem?..." Smilet voksede endnu yderligere, hvis muligt og han lænede sig hen til hende og hviskede i hendes øre "Jeg stoppede for at skåne dem" hvislede han og trak sig atter tilbage. Han fastholdt hendes blik "Men hvis de så inderligt insisterer på at bruge denne lejlighed som undskyldning, så vil jeg give dem lov..." lød hans svagt provokerende svar. Ikke fordi han selv havde ønsket at pirre hende, men nu - eftersom deres lille leg allerede var gået igang - kunne han ikke lade være. Det troede han heller ikke hun kunne. Men måske?
Han var i hvert fald sikker på at hun var stædig og hvis hun havde sat sig noget for, skulle hun nok få det. Dét troede hun i hvert fald. Hvis han gættede rigtig, troede hun at hun vidste hvad for en slags type han var. Det troede Eithan sikkert også, og han havde oplevet... ja.. ganske meget med hensyn til Akumu. Men nej.. det var der ingen der gjorde, og han agtede heller ikke at lade nogen som helst finde ud af det. Akumu Lænede sig frem imod hende med sit modbydelige smil "Hvad venter de på?" spurgte han påtrængende og trådte ud fra træet. "De har muligheden nu, så hvorfor slår de ikke til?" spurgte han og holdt fortsat hendes hånd i sin, imens han smilede. Så pokkers indgående og... uhyggligt.

Alecia kunne ikke lade være med at grine en smule, da han igen sagde noget. På grund af hende? Narh. Hun hævede tænksomt et øjnbryn, da han hviskede i hendes øre. "Nå så det siger De?" Sagde hun, og smulede skummelt. "De behøver skam ikke skåne mig på den bane. Jeg ved hvordan man tackler sådan noget." Sagde hun, imens hendes ansigt igen lagde sig i dystre folder.
Hun kunne ikke holde et let grin tilbage, af hans provokerende bemærkning. "Undskyldning? Er De nu sikker på at De tør, 'give mig lov' til det?" Spurgte hun lettere provokerende. Hun glædede sig til at se hvilke farverige kommentare og undskyldninger han ville komme med for at undgå at kysse hende. Hun havde bestemt ingen følelser for Akumu, men hun havde der imod, heller intet problem med at kysse ham, hvis det kom til hendes fordel. Hun undrede sig i lidt tid, over hvordan det her egentlig ville ende.. Om han ville 'vinde.' Hendes smil blev en andelse større, og hun kiggede ham skummelt ind i øjnene.

Eithan vendte sit blik ned ad og lod det hvile på en tilfældig, ret kedelig sten, der lå lige ved siden af hans ene fod på jorden. En sten. Selvom den var så lille, var det ikke ens betydning med, at den ikke var farlig. At den ikke kunne skabe lidt revanche. For ... det var nemlig lige det, den var god til. Selv et lille slag fra en sten kunne efterlade store, blå mærker på ens krop. Han skævede kort hen til de to snakkehoveder, der hele tiden prøvede at overgå hinanden i deres lidt ... syge forsøg at få hinanden ned med nakken. Han kunne se, at de begge to var meget ivrige efter at vinde dette 'slagsmål'. Det her galt om deres værdighed. De ville have ret. De ville vinde dette psykens smil. Et lidt skummelt og hemmelighedsfuldt smil bredte sig langsomt på hans læber. Et sært smil. Sådan ét hvor man bare kunne se, at personen pønsede på et eller andet - men man kunne bare ikke finde ud af hvad. Det var et af de der snedige smil. Et smil der sørgede for at give 'modstanderen/modstanderne' noget at tænke over. Lod dem vide, at man havde en ... plan, hvis man kan bruge det ord; men man sørgede samtidig for, at det forblev skjult. Alt dette ved bare at smile gådefuldt. Han bøjedde nakken og lænede sig derefter ned ad, ned mod jorden. Derpå tog han den lille sten op i hånden, der vel omtrent var på størrelse med en ny kartoffel; hvilket vil sige - ikke særlig stor, men stor nok. Han vejede den kortvarigt i hånden, kastede den op i luften et par gange og rettede dernæst beslutsomt sit blik mod Akumu. Indstillede sit syn så det blev helt skarpt og fokuseret. Lige som hvis hans øjne havde været indbyggede med en zoomfunktion. Han førte sin arm/håndled/hånd lidt tilbage, som når man skal til at kaste rigtig langt. Men netop i samme nu som han fyrede stenen afsted, blev han forstyrret af en eller anden dum, skrattende krage, der pludselig satte af fra et træ og baksede med de sorte vinger for at komme op i luften. Og eftersom hans blik var blevet ledt hen på fuglen, havde han ikke fået kastet helt så præcist ... og det resulterede i at stenen, der oprigtigt havde skullet ramme hans rival, Akumu i knolden, i stedet for 'fløj' hen på Alecia. Han glippede lidt forvirret med øjnene. ... ups.

Akumu smilte sit dystre, smil som var forudsaget af skumle bagtanker og betragtede hende med sit mørke uigennemtrængelige blik. "At turde er noget for sig... men når man kender 'faren' der venter, er det blot en smule dumdristighed" sagde han og lod sit smil vokse. Han lagde hoved på skrå og så hende an. "Jeg har intet at frygte, er dermed er der intet at turde... det ville blot være en almen handling" sagde han, stadig smilende.
Akumu's smørede smil blegnede straks da Alecia pludselig blev ramt af noget hårdt. Han så undrende ned og opdagede den svagt blodplettede sten... Han vendte fuldstændig utryksløst blikket hen på Eithan som så mere eller mindre lamslået ud. Selvfølgelig var stenen dedikeret til Akumu, det var der ingen tvivl om. Han så tilbage på Alecia og blev strak mødt at den voldsomt tiltagende dugt af blod. Det løb fint ned fra hendes ene tinding. Han kunne ikke undlade et smil... Ikke på grund af skaden... men mere over hvor meget han glædede sig til at se hvad Alecia ville gøre med Eithan. Det var langt, langt bedre... Han tørrede dog hurtigt smilet af og så alvorligt på hende "Er du uskadt?" spurgte han og drejede blidt hendes hoved ved at placere sin pegefinger mod hendes yderste kæbeled og blidt skubbe til den, så siden blev vendt til ham. Han betragtede såret "Ikke noget alvorligt..." Han vendte atter blikket hen på Eithan "Slapsvansen kan hverken kaste hårdt nok eller koncentrere sig om målet... ynkeligt" lød det nærmest fnysende fra ham. Eithan var og blev umulig. Det var vel dette man kaldede 'sigter godt, men rammer skidt?'

Alecia grinede let af hans efterhånden mange filosofiske bemærkninger. Et stort smil bredte sig på hendes læber da, han lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Det var der hun hørte noget flyve igennem luften, hun drejede hovedet for at se hvad det var, men blev med det samme ramt i den højre tinding. Hun kneb øjnene hårdt sammen. *Eithan...* Tænkte hun, men åbnede aldrig øjnene. Ikke engang da Akumu igen talte til hende.
Hun åbnede først øjnene, da han drejede hendes hovede for at se på hendes skræmme. Hun forblev tavs, imens han betragtede det, og konkluderede at det ikke var noget alvorligt. Hun så vredt ud i luften, da Akumu igen talte. Hun vidste godt at stenen var sigtet mod Akumu.. Men.. Det der var fandme for.. Arrrh... Et højt hvæs kom ud imellem hendes sammen pressede tænder. Hun kiggede vredt op på Akumu, og alle og en hver, selv han, kunne se, at det var ikke nu man skulle gøre eller sige noget forkert.. Det ville man fortryde frygteligt.
I et ryk vendte hun sig om, og begyndte med lange raske skridt at gå hen mod Eithan. Hele vejen der over kørte hendes tanker på det samme. *Den forpulede lille møg knægt. Hvad fanden bilder han sig ind!? Årh, jeg gider ikke spilde min tid på slagsmål.. Arrh..* Hun stoppede op foran ham, og hele hendes ansigt var lagt i rædselsvækkende folder. "Hvad..." Hun kneb øjnene sammen, i en kamp med sig selv for ikke at springe på ham. "Hvad fanden skulle det til for!?" Hvæste hun ud mellem sine sammenbidte tænder. Hun så vredt på ham, og knyttede hendes næver. Hun kunne mærke hvordan blodet langsomt rendte ned af den ene tinding.

Eithan slog hurtigt sit blik ned mod jorden, idet Alecias blik blev rettet mod ham. Det der skulle han måske have tænkt bedre igennem, men ... som altid ... så havde han handlet, før han havde tænkt. Måske burde han også lære at sigte bedre. Nåh, det var vel ikke så galt. Helt ærligt ... hvem ville dog blive gal over sådan noget? Han sukkede lidt opgivende. Det ville han. Han ville helt sikkert selv have blevet stiktosset. Sikke noget gøjem- ... Eithan blev revet ud af sine tanker, da han hørte en velkendt stemme hvæse noget. Han pressede læberne sammen, så hans mund blev forvandlet til en tynd streg og så blot på hende med et lidt dumt ansigtsudtryk. Som om han endnu ikke havde opfattet, hvad det var, hun lige havde stået og sagt. Eller nærmere hvæset. Lige som en knotten kat, der var blevet trådt på halen af en eller anden. Der gik lidt tid, hvor han ikke sagde noget. Stilhed. Tik, tak, tik, tak. Han måtte bide sig selv i tungen, før han endelig fik taget sig sammen og åbnede sin mund. "Slap dog af. Det var jo ikke med vilje," endte han med at svare og trak tilmed ligegyldigt på skuldrende. For heavens sake, altså. Han havde i mellem tiden kørt sit blik op på hende, hvor det nu lå og hvilede omkring hendes ansigt. Aw. Hun så rimelig pissed of ud. "Det var et uheld, okay ... vil du have, jeg skal sige undskyld eller hvad?" tilføjede han lidt efter med et løftet øjenbryn og krydsede sine arme. Han var dum. Det var det, han var. Han kunne jo se, at hun var ret meget oppe at køre over det, så hvorfor ikke bare sige undskyld og liste lige så stille væk derfra? Nåh. Nu havde han sagt det. Hun havde hørt det. Nu var der ikke andet for end at vendte på hendes reaktion.

Akumu så blot udtrykløst og tavst på hende da vreden tiltog i hende og satte hendes ellers kolde blo, i kog. Det var den eneste måde han kunne undgå at blive indvolveret. Han så efter hende som hun - med målrettede skridt- Bevægede sig over til Eithan... Han var på skideren. Det var han virkelig. Intet at pakke ind i fant gavepapir med sløjfe og det hele.. for han var virkelig ude hvor han ikke kunne bunde. Akumu havde sine metoder på at pirre og irritere Eithan... men det hjalp da en helt del at han var så dum at rode sig selv ind i situationer som denne. Det gjorde tingene lettere for Akumu. laaangt lettere. Akumu så stille til, og lyttede da Alecia hvæsede et elelr andet til ham. Det var tydeligt hun ikke blot var vred... hun var rasende. Som han havde forventet, havde hun et... bestemt temparement... Som Akumu havde sørget for at holde så langt nede som muligt imens de... ja... udfordrede hinanden?... Men Eithan havde tændt lunten på ingen tid. Et split sekun i en virkelig, virkelig dum og ugennemtænkt handling. Hvad godt ville der alligevel komme ud af den?... Det havde nok været det samme hvis han havde ramt Akumu... nej... langt værre.
Akumu kunne have slået sig selv i hoved, over Eithans dumhed. Hvad var det han sagde?!... Om det ville gøre hende endnu mere vred, vidste han ikke... Men han regnede nu med det. Regnede ikke med at hun rent faktisk fandt sig i at blive talt sådan til... især ikke af en som Eithan. Akumu lænede ryggen op ad træstammen og betragtede den lille sceanade... nu var det hans tur til at være tilskuer... det gik ligesom på skift.

Alecia stod stadig, og var et sekund fra at springe på Eithan, og flå hans lille irriterende hovede af! Hun så hadefuldt på ham igennem hele den tid hvor ingen sagde noget. Hun spærrede øjnene op, og den flamme der allederede før var pænt stor, var nu ingenting i forhold til denne skovbrænd. "Ikke ... Med vilje!?" Nærmest råbte hun ad ham, og trådte bestemt et skridt frem. Hun kunne virkelig snart ikke holde sin vrede tilbage længere. Og så den ligeglade attityde han kom med!? Ville han have hun skulle blive vred, eller hvad fanden skete der for ham!? Hun behærskede sig så godt hun kunne, men blev han ved på denne måde, var det helst sikkert. Én af dem, ville komme grueligt til skade, hvis ikke dem begge.
Hun spærrede øjnene op, da han igen kom med en eller anden latterlighed kommentar, sammen med sin latterlige attityde. "Om jeg vil have du siger undskyld!?" Hvæste hun højt, helt klart så højt at Akumu kunne høre det. "Jeg er fucking ligeglad med om du så siger fucking Napoli!" Råbte hun, direkte ind i ansigtet på ham. Hun vidste ikke engang selv hvorfor i al verden han skulle sige Napoli, men det var altså det der var faldet hende ind at sige, og eftersom hvor pissed hun var, var hun pænt ligeglad med om hun sagde noget der ikke gav mening. "Det eneste jeg fucking vil have, er du stopper med at kaste sten efter mig, og pakker den latterlige attityde sammen før jeg kvaser din lille beskidte hovede!" Råbte hun, højere end hun nok selv havde planlagt. Man kunne se der nærmst stod flammer ud fra hendes øjne. Hun trak vejret hurtigt og ureglemessigt, og stirrede stadig rasende på Eithan. Hun var faktisk selv overrasket over at hun ikke havde rørt ham, eftersom hvor rasende hun var. Hun var blevet bedre til at styre sig selv, det glædede hende. Men lige nu havde hun andre ting at tage sig af, end at glæde sig over noget som helst.

Eithan fortrak sit ansigt i forskellige grimasser til det, hun sagde. Blahblablah. Det var dét, han hørte. Ikke andet. Det var alt sammen lige som en utydelig mumlen. Som om han havde sat lydtætte høretelefoner på sine øre. Det eneste han ænsede var hendes ansigt. Han kunne mærke den vrede, der boblede inde i hende. Åh, hvor ville hun bare gerne slå ham. Det vidste han. Han kunne fornemme det. Kald det sjettesans. Han havde ikke selv nogen ide om, hvad man kaldte sådan noget. Da det lod til, at hun var færdig med at plapre om, hvor stor en idiot, hun tilsyneladende syntes, han var, så ... så rejste han sig bare roligt op fra bænken. Skubbede let til hende, så der blev plads til ham selv, eftersom hun jo stod ret så tæt på den bænk, han havde siddet på. Han lod sine korslagte arme falde på plads ned langs siderne, hvorefter han tog fat i kraven på hendes trøje (eller hvad hun nu har på) og trak hende helt ind til sig. Så, uden at fortrække så meget som en eneste ansigtsmuskel, kneb han sine øjne svagt i og så sammenbidt på hende med et lidt nedladende blik. "Pas på hvad du siger, tøs. Du skulle nødig rode dig ud i noget, som du ikke kan rode dig ud af igen. Desuden ... jeg ville hade at skulle kvase dit lille hovede," hvislede han i et lavmælt toneleje og lagde hovedet en smule på skrå. Derefter skubbede han hende væk fra sig, inden han så slap hendes krave og skulede olmt til hende, hvorefter han vendte sit blik ned mod hendes sko og fyrede en spytklat ned mod den ene. "Du kan fucking rende mig et hvis sted. Jeg er så færdig her. Du er det ikke en skid værd," snerrede han og blottede kortvarigt sine spidse hjørnetænder i en dæmpet hvæsen, hvorpå han drejede om på hælen og lige så stille begyndte at gå. Hun kunne bare springe på ham, hvis hun ville. Dét var han hundrede procent forberedt på. Latterlige møgtøs.

Akumu så tavst til. Utroligt at hun kunne rumme så meget vrede på én gang uden at miste besindelsen. Det så godt nok også sådan ud, som om hun allerede havde tabt tråden og ikke længere stod på jorden. Nu når han tænkte over det havde hun haft et par humørsvingninger i løbet af natten. Fra det ene til det andet øjeblik havde hun været dybt tiltrukket af ham, derefter blodtørstig, efter det apatisk og tavs, så mega... arrogant og nedladende og nu... fuldstændig splitterravende gal. Men det var der også nok grund til efter hans egen mening. Han foldede armene over kors og stod lænet -afslappet- op ad træets ru stamme. Han så roligt på og lyttede til hendes vredesudråb. Han var dog enig i én ting. Hvor latterlig Eithans attityde var til tider. Han drog et let suk. Men ak... Dette ville ende galt, for dem begge. De var begge lige stædige, lige stærke og lige tåbelige når det kom til slagsmål. Eithan var bare en kujon. Skred så snart han kunne komme med en undskyldning. En rigtig køter. Men han lod sig dog ikke pirre af hvem som helst, og i dette tilfælde ikke Alecia. Han vidste udemærket hvad der ventede hende da Eithan langsomt rejste sig og tårnede sig over hende med sit udtryksløse ansigt. Han vidste dog også at hun i første omgang ville slippe med en trussel og... Han så med væmmelse spytklatten blive fyret mod hendes sko. Jep.. som sædvanlig liige en påmindelse om hvor frastødende Eithan var. Akumu himlede med øjnene. Var han fuldstændig fortabt? Selvfølgelig ville hun springe på ham? hvor dum var han?...Dum nok til at hælde benzin på bålet. Akumu fortrak mundvigen af svag ærgelse. Han vidste han burde stoppe det, men så ville han selv blive indvolveret, og det havde han ikke tænkt sig... tjoeh... Nu ville han vente og se hvad det udviklede sig til. Han ville dog bryde ind hvis det blev for alvorligt... hvis det ikke allerede var det.

Alecia kiggede udtrykslyst på ham da han rejste sig op og tog fat i hende. Hvor latterlig var han lige? *Uhh, den store stygge ulv tager fat i mig!! Løøøb! Hold kæft mand... * Tænkte hun, men fortrak ikke en mine. Et lille smil bredte sig over hendes ansigt, hold da kæft. Trudsler i massevis, det kunne han, det måtte man give ham. Men føre dem ud i livet? Don't count on it. Den ynkelige dreng.
Da han igen satte hende ned, kunne hun mærke hvordan hele hendes krop bare dirrede efter at hoppe på ham. Men lige da han spyttede på hendes sko der slog det klik. Hun væmmedes ved det, og havde lyst til at kaste op. Hun kiggede op på ham, i det han gik sin vej, hun vidste han ville være parat på at hun sprang på ham. "Ja Eithan. Flygt som den ynkelige dreng du er! Flygt som du altid gør! Den dag du rent faktisk føre de trudsler ud i livet vil jeg stå på første række!" Råbte hun, og kiggede så ned på sin sko igen. "Fuck hvor klamt." Mumlede hun og tog skoen af. Hun kiggede igen hen på Eithan som raskt traskede væk derfra, hun kiggede på skoen og med det samme ideen. Hun løftede skoen og kastede så hårdt hun kunne i hans retning. Og bang, så ramte den ham lige i knolden. "Rør mig igen, og jeg sværger jeg brækker nakken på dig gade knægt!" Råbte hun og gik igen hen mod Akumu. På vejen stoppede hun op, og tog den anden sko af. "Fuck ham.." Mumlede hun, og rettede sig op igen. Njaarh, hva fanden. Hun skulle alligevel også have et par nye. Igen gik hun i retning af Akumu, og kunne stadig mærke at han nok ikke skulle gå i gang med at prikke til hende, for så havde hun ganske enkelt tænkt sig at klappe ham en.

Eithan himlede med øjnene af det, hun sagde - men han kunne dog ikke benægte, at det havde en hvis virking på ham. Ignorer hende, ignorer hende. Jo flere ord der kom ud af hendes mund, jo mere galere blev han. Fucking bitch, hold nu bare kæft. Han lukkede sine øjne hårdt i og knyttede sine hænder, prøvede virkelig at beherske sig. Lad det nu ikke gå dig på nakken. Ignorer hende, ignorer hende. Men netop som han var ved at få styr på sit temperament ... ja altså ... sådan nogenlunde ... så skete det. Skoen. Han standsede brat op, idet den ramte ham lige i hovedet. Nu, NU kunne det fandma' være nok. Han vendte sig om og rettede sit blik mod hende, før han i al hast begav sig hen mod hende i høj fart. Dét der gad han kraftedme ikke finde sig i. Ja, det var lettere bare at skride, som han også lige havde været ved at gøre. Men det skulle satme være løgn, om han ville give hende den fortjeneste at have ret. Og hvad helvede vidste hun om det? Hun vidste ikke en skid om ham, det var hvad, han vidste om hende. Eithan stoppede op, da han var nået hen til hende og tog så en dyyb indånding for ikke at skulle flippe helt ud. "Er jeg ynkelig? Virkelig? Jeg vil ellers mene, at det er dig, der står og har nogle seriøse problemer. Står fandme og leger doktor i et eller andet åndssvagt omvendt'psykologi-hjerne'spils-crap ..." Hans brystkasse hævede, idet han tog endnu en meget dyb indånding. "Det er kraftdejsme dig, der er den ynkelige her. Du er satma' ikke andet end en forskruet pms bitch. Fy forhelvede." Snerrede han i et større raserianfald. Han holdt en kort talepause på omkring et halvt minuts tid, mens han skulede hadesfuldt til hende. Alt hans opmærksomhed var rettet mod Alecia nu. Kun hende. Han slog så ud med sine arme og løftede udfordrende det ene øjenbryn. "Okay så ... slå mig. Bræk nakken på mig. For jeg er FUCKING ligeglad. Jeg har oplevet langt værre ting. Min værdighed er tabt for længst, okay? ... men det er måske ikke noget, man kan sige om dig? For du, du kommer snart til at tabe din, når jeg brækker nakken på dig." Han så afventende på hende. "Du tør vel godt, ikke? Jeg mener ... du er da ikke bange for en lille slåskamp, er du vel? Du, åh stormodige Alecia, er da ikke bange for at tabe til sådan en 'loser' som mig? Er du?" Han sendte hende et kunstigt, lidt provokerende smil. "Det er jeg ikke. For jeg ved, at jeg vinder. Jeg er endda villig til at forhøje en indsat. Du bestemmer. Hvis du vinder, så skal jeg nok droppe min attitude og skride. Men hvis jeg vinder ... som jeg gør! ... så skal du indrømme overfor mig, at du ikke selv er en skid mere værd end mig, som du åbenbart går og tror, du er ..." Han lod sine arme falde slapt på plads ned langs siderne og ventede på hendes næste træk. Ventede på om hun ville acceptere det. For hvis ikke ... hvis ikke så beviste det, at hun heller ikke var andet end en ynkelig kryster, som ikke kunne fuldføre det hun sagde. Og selvom Eithan faktisk virkede som en værre skodkøter, der bare løb fra slagsmål, så var han langt fra dét. Der var forskel på at rent faktisk være en kryster og så at tage valg. Han havde valgt at forlade dette sted. Ikke fordi at han ikke turde at gøre noget ved sine trusler, men fordi han havde truffet et valg. Et valg om at hun ikke var det værd. At han krafthelvede ikke gad spilde sin tid på hende. Men neeeej ... det var som om, hun virkelig ønskede at tirre ham. Virkelig ønskede at et slagsmål skulle finde sted. Nåh meen ... fint! Hvad hun ønskede, skulle hun få. Hvis hun da turde gribe chancen.

Akumu betragtede Alecia og Eithan. Spærrede øjnene en smule op da Alecia var dum nok til at kaste en sko i hoved på ham. Dér havde Akumu en fordel. Han kendte Eithans grænser. Og hvis han ikke gættede helt forkert, havde hun trådt godt og grundigt på hans og vandrede rundt på den forkerte side. Akumu lod et væmmeligt, bedre vidende smil glide ind over hans læber da Alecia søgte tilflugt hos Akumu, som teenager piger gør, når de er oppe og toppes med veninderne. Hun kunne ikke søge flugt her. Akumu hævede let skeptisk øjenbrynene og så på hende. Lod smilet falme til en let trækning i mundvigen, for ikke at provokere hende mere end hvad godt var... hun fik nok alligevel travlt om lidt, så hvad pokker "...Hovmod, står for fald, min kære" sagde han og så ned på hende, stod fortsat med korslagte arme. Han havde selv en form for hovmod, men kun imod de virkelige laverstående. Det var Eithan desværre ikke i forhold til hende. Akumu slog blikket hen mod Eithan da han nærmede sig drastisk og stoppede op meget tæt på hende og begyndte på sin lange prædiken fyldt med trusler og... et væddemål. *Interessant* tænkte Akumu og betragtede dem med et svagt smil. Det skulle nok blive spændende. Han så skiftevis på dem, ventede om hun ville tage imod udfordringen... ikke fordi hun rigtig havde noget valg, som sådan.
Han lod Eithans ord køre igennem sit hoved endnu engang og overvejede det han havde sagt. Der var visse ting at være enige i. At de begge -to lige nu-, var ynkelige. Kastede ting efter hinanden som små børnehavebørn, og kunne ikke styre deres temperament.
Eithans ord genlød i hans hoved 'Jeg har oplevet langt værre ting, min værdighed er tabt for længst... Gad vide... om det ikke var den lille hændelse imellem Akumu og Eithan han snakkede om?... Sandsynligheden var stor, men samtidig lille. Akumu håbede dog en smule på at det var dét han hentydede til. At det var Akumu der havde ødelagt Eithans værdighed... Men det vidste kun Eithan. Akumu lod et af sine grumme smil glide ind over læberne og stod stadig forstenet og ignoreret op ad træet og betragtede den lille forestilling som fandt sted foran ham. Han kunne ikke vente til at se Alecia's reaktion og svar på udfordringen...

Alecia kiggede over i Eithan’s retning i det hun så ham gå over mod hende. Det var lykkedes hende, at tirre ham. At få hans pis til at koge. Dét var planen. Hun havde både fået bevidst overfor Akumu, at han ikke var den eneste der kunne trykke på alle Eithan’s knapper, og havde irriteret Eithan på det groveste. Hun smilte kort til Akumu, før hun igen så mod Eithan. Hun lagde afventende armene over kors, og hørte på Eithan’s lange række af irriterende ord. Hun havde allerede fra starten af besluttet at hun bare ville lade ham sige hvad ham ville. Så måtte hun pille i det der var tilbage. *Haha, han har allerede glemt det..* Tænkte hun, og ventede stadig med at forklare ham hvorfor det lige var hun kunne lege doktor som hun gjorde.
*En forskruet pms bitch?* Tænkte hun, og holdte sig for munden så det ikke var for tydeligt hun var tæt på at få et seriøst grine udbrud. *Han er virkelig kreativ, det kan man ikke tage fra ham.* Tænkte hun, og ventede stadig på at han ville holde kæft så hun kunne lade sit eget vandfald af ord, bryde løs.
Hun løftede tænksomt det ene øjenbryn, og kunne ikke andet end at grine af hans latterlige facade. *Så slå mig dog! Jeg er FUCKING ligeglad! Jeg har… Blah, blah blah..* Tænkte hun for sig selv, og forskruede alt hvad han sagde. *Mig stor hulemand! Mig har prøve mere end du gør ved hulemand!!! Damn..* Hun rystede kort på hovedet af ham. Det her var simpelthen for sjovt. Man måtte sige, at ud fra hvor meget stolthed han havde tilbage, var han ret god til at lege at lege at han ikke havde andet end stolthed..
Hendes øjenbryn skød i vejret da han åbent foreslog, at de bare skulle kaste sig ud i det. Prøve at rive hinanden i stykker. Dette her ville blive spændende.. Igen, var hun ligeved at bryde ud i grin, ved hans ynkelige forsøg på at tirre hende. Hun kunne simpelthen snart ikke styre det længere.
Hun løftede tænkende det ene øjenbryn. *Pakke dit lort sammen og skride, hva?* Hvad hun ikke ville give for at han gjorde det.. Men hun måtte sige, at det ville være alt for ydmygende både at tabe, og skulle indrømme det lort. Hun var lige ved at tage imod forslaget, men kom så på noget andet..
“Eithan…” Sagde hun, igennem hendes lange tavsheds periode. “For det første..” Sagde hun, og grinede lavt, imens hun rystede på hovedet. “Har du helt glemt at jeg kender dig ligeså godt som du selv gør?” Sagde hun, og prikkede sig selv i hovedet, som tegn til hendes evne. “Jeg kan lege doktor, fordi jeg kender alle dine tanker. Jeg ved hvad du ved. Jeg kan høre hver eneste tanke du gør dig. Jeg ved hvordan du er. Hvordan du ser dig selv. Hvordan du ser andre.” Sagde hun, og slog hånden ud mod Akumu. “Og så stor forskel på at tage valg og være en kryster er der ikke.. Du vælger lidt selv at alle ser dig som en kryster, der løber fra alt han ikke kan hamle op med. Fordi det er det du gør. Du tager ikke valg Eithan, det tror jeg også godt selv du ved. Det er meget muligt at du tror at det du gør er at sige til dig selv at jeg er latterlig. Men inderst inde, ved du godt jeg har ret. Du kan benægte dine tanker for dig selv. Men du kan ikke gemme dem for mig Eithan. Du kan ikke gemme dig for mig.” Sagde hun dystert, og sendte ham et mørkt truende smil. Hun vidste hvad hun gjorde. Hun havde efterhånden nedbrudt så mange skabninger psykisk, at det var en leg.. Men Eithan, han var en hård nød at knække. Han havde benægtet sandheden i så lang tid, at han troede at løgnen om ham selv, var sand.. Meget muligt, at han troede at vidste hvem han var, men at ingen andre gjorde. Men det var omvendt, dem der havde Alecia’s evne, kunne læse Eithan så let som ingenting. Eithan var en meget kraftig sender, hvis man kunne sige det sådan. Hans hoved var et stort rod, men han tænkte meget tydeligt. I modsætning til Akumu, han var god til at skjule sine tanker for andre, skjule hvad han følte, hvad han troede på. Hmm.. Han var en meget speciel dreng, som man måtte arbejde på længe før man rigtigt kunne læse ham. Man skulle måske endda have kendt ham som menneske, for rigtigt at vide hvem Akumu var.. Hvad akumu var. Og hvordan hans tankegang var. Hun rystede kort på hovedet, for at komme væk fra sit tankespind, og så så igen på Eithan.

Eithan forsøgte virkelig at beherske sig, idet hun begyndte at snakke. Forhelvede, hvor havde han bare lyst til at slå hende. Spytte på hende og fortælle hende hvad hans mening om hende var. Selvom han nok havde fået sat det ret godt på plads for hende lige før. Den ... røv. Han måtte virkelig bide sig selv hårdt i tungen for ikke at miste selvkontrollen, som han indtil nu havde været rimelig god til at holde. Altså i forhold til hvad han normalt var. Han rynkede på næsen og sendte hende en fæl grimasse, da hun huskede ham på, at hun var tankelæser. Det vidste han sgu da godt! Lige præcis hvor dum og glemsom troede hun, han var? Han lukkede øjnene i et langt blink og begyndte så næsten at hyperventilere af bar vrede, netop som han åbnede dem igen. "Du kender mig ikke en skid! Du tror fandma', du er så klog bare fordi, du kan læse tanker ikke? Jeg ville gerne se dig uden din tankelæsende evne. Se hvor godt du så klarede dig. Det er kraftsatma' ikke mig, der er en kryster her. Du gemmer dig bare bag dit tankelæsnings'pis. Tror du kan og ved alt bare fordi, du ved hvad andre tænker og føler. Dét finder jeg fandme klamt," hvislede han og bed tænderne sammen. Han havde efterhånden fået nooogenlunde styr på sin vejrtrækning igen, men den var stadigvæk lidt uregelmæssig. Nogen gange glemte han næsten at trække vejret. Han var bare fuldt ud fokuseret på denne rædsomme tøs, der stod foran ham og opførte sig som om, hun var fucking dr. Phil eller en eller anden anden forpulet talkshows-vært. Han trådte et skidt tættere på hende, idet han fik en idé. "Okay - hvad siger du til, at vi tager den slåskamp lige her, lige nu ... UDEN hjælp af vores krafter. Tror du, du kan det? Eller er du bare en fortabt, lille snothvalp uden dem?" snerrede han og sendte hende et djævelsk smil. "Du er fandma' heller ikke andet end bare ord. Alt for store ord." Han tog fat i begge hendes overarme og strammede sit greb om dem, så meget han kunne. "Det har aldrig været mit mål at skulle smadre dig. Jeg har aldrig rigtig haft noget imod dig. Så nu spørger jeg dig bare ... hvad helvede er det, du har imod mig? Hvad har jeg nogensinde gjort dig? Det med stenen var et fucking UHELD. Og hvis du ikke kan tage sådan noget, så kommer du fandme ikke langt!" Okay JA, han var heller ikke så meget bedre til det der. Men han kunne finde ud af at trække sig tilbage - nogengange i hvert fald. Han var ikke bange for at blive udstillet og stemplet som en idiotisk kryster. For .. det var han nok allerede i hendes/deres øjne. Han skubbede hende ud af sit greb, altså gav hende et ordentlig stød/skub, hvorefter han slap hende.

Akumu lyttede til deres skiftende trusler og overbevisninger om hvem der var bedst og hvem der ville ende med at vinde. Jaja... kunne der ikke ske lidt? Akumu sendte Alecia et skeptisk blik. Ja hun var tankelæser? og hvad så?... han selv fandt det let at lukke folk ude af sit sind... slørede bare tankerne ind i tåge, så de ikke var i stand til at se, læse, høre eller hvordan det nu foregik. Men det var selvfølgelig lidt noget andet med Eithan... han kunne jo ikke engang holde styr på dem - sine tanker... Så hvis han ikke kan kontrollere dem, kan han heller ikke skjule dem. Men... Hvad kan hun gøre?.. Det spil de snart vil begynde på, kræver styrke frem for tankelæsning. Hvis hun ikke kan klare sig uden sine overnaturlige kræfter, er hun intet værd. En hånd blev pludselig vendt mod Akumu og han vågnede op fra sin lille diskution med sig selv. Så mod Alecia. Stod hun lige og påpegede at Akumu fandt Eithan som en kryster?... Det passede meget godt, at han til tider så skævt på Eithan. Men nu, nu var det Alecia der var krysteren, at tage brug af sine tankelæsningsevner, efter hans mening. Når Akumu var i sit humør til at knække, pirre og gøre Eithan ondt, bruge han alligevel kun psykisk terror. Det var langt lettere, og mere effektivt. Men underligt nok gav han altid Eithan en chance imod hans manipulations angreb. En chance til at forsvare sig, men ikke slå igen. Snedigt på sin vis, for Eithan blev jo nød til at holde i længere tid. Ellers var der intet sjov ved det, hvis Akumu bare fik ham til at gå fra forstanden med det samme. Snød ikke med beskidte tricks, som hun havde i sinde - men 'kæmpede' fair. Om det helt var fair, vidste han ikke... men han brugte ikke beskidte tricks, kun sin hvislende tunge som kunne få Eithan i knæ. På en måde elskede han at blive hadet af Eithan. Akumu smilte og lyttede til Eithans come'back. Det var fair fra Eithans side, at hun lagde kræfterne på hylden, som Akumu selv havde konkluderet for lidt siden. Men om hun var en kryster og beholdt dem - brugte dem imod Eithan, kom jo an på en prøve. Akumu tvivlede på om hun var lige så stærk som Eithan fysisk.. men hvis hun var, skulle der ikke være noget problem i at kæmpe uden hendes tankelæsning.
Akumu trådte et par skridt bagud da Eithan greb hende, for ikke at blive indvoldveret. Så koldt og ligegyldigt til. Måske var det en overdrivelse de havde gang i. Eithan havde godt nok kastet en sten i hoved på hende, men hvis han ikke selv kunne tage at få en sko tilbage, såeh var han ligesom selv lidt ude om det. Hun havde egentlig fået gengæld... Men Alecia virkede lidt som en hævner... Og Eithan var bare for dum til at se sin egen fejl han rodede sig ud i.. Men det var Alecia samtidig også. Akumu holde ikke med nogen af dem... Stod bare og bedømte deres fejl, triumpfer og kom med mulige konklusioner, som faktisk ikke havde så meget med hans egen mening at gøre..

Alecia så tavst til imens Eithan råbte af hende. Han havde på sin hvis ret, hun var noget svagere uden sin evne. Han vidste ikke hvordan det var, at kunne høre hvad alle tænkte. At blive bombarderet med tomme tanker, og tanker fra folk der havde ondt i røven. Hun hadede sin evne, og ville hellere end gerne give den væk. Hun så den heller ikke som en 'evne.' Mere som et handicap.
Hun kiggede tomt på Eithan, hvad var det egentlig han havde sagt? At hun skulle lægge sin evne på hylden imens de slåssede? Hmm.. Det ville i og for være fair. Men hun var udemærket klar over at Eithan var stærkere end hende selv. Eller, de lå vel på omkring det samme level.. Hun havde egentlig ikke lyst til at komme op og toppes med Eithan. Men det var alt for sent at fortryde det nu.
Hun blikkede hurtigt med øjnene i det han tog fat i hende. Hvad var det han ville opnå? At hun skulle sige hun ikke var en skid værd? Det kunne hun sagtens. Han havde vel ret hun var ikke en skid bedre end ham. En ussel kryster, uden nogen form for værdi. Årrh, hvor hun dog hadede at føle sig sådan. Men han havde jo ret ikke? Det havde han jo.
Hun kunne mærke ham presse hårdt på hver af hendes arme, det gjorde ondt. Og det vidste han godt.
Hun lyttede omhyggeligt, til alle hans ord. Njarh, det havde vel aldrig været hans plan, men han kunne sq da bare lade være med at spytte på hende! Arrh...
"Hør Eithan.." Sagde hun og kiggede ned i jorden, hun kunne ikke få sig selv til at sige det, imens hun så ham i øjnene. "Jeg har ikke noget imod dig.. Og jeg undskylder at jeg flippede ud over stenen.. Men jeg har næsten en ligeså kort lunte som dig selv.. Og, det var ikke min mening." Sagde hun, og sukkede højt. "Jeg gider ikke 'kæmpe' imod dig. Og hvis det der skal til er at jeg siger at jeg ikke er en skid bedre end dig... Gør jeg det med glæde." Hun kiggede vredt ud i luften, hun ville helt sikkert fortryde hun havde sagt det.. Rystede kort på hovedet af sig selv.. "Undskyld.." Mumlede hun, og bed sig hårdt i læben.

Eithan skulede varsomt til hende, da hun startede på sit ... pis. Hans indtil nu isnende blik blev dog en anelse 'mildere', efter han havde hørt, hvad hun havde at sige. Undskyldte hun? Hun havde da lige stået og svinet ham til. Hrrmhm ja ... hun var godt nok en tøs med nogle voldsomme humørsvingninger. Men hvad så nu? Skulle han bare acceptere hendes undskyldning, og så var det det? Eller var han dum nok til at få idéen med slagsmålet op igen? Han stod i lang tid og overvejede situationen. Overvejede hendes ord. Fundrede lidt over dem. Man kunne vel sige, de stod lige nu ... hun havde fået en sten i hovedet, han havde fået en sko i hovedet. Hun havde mistet sin værdighed, nøjagtig lige som ham selv. Hun havde bevist, at hun var en værre kryster. Fuck, hvor hun modsagde sig selv. Hvordan helvede kan man i første omgang stå og lukke noget pladder ud om, at en, i dette tilfælde ham selv, var en kæmpemæssig nar'kryster, og så selv indrømme at man selv var der bagefter? For det var jo det, hun havde gjort. Ikke sådan direkte. Mere skjult. Indirekte. Han spekulerede længe over dette. Han havde faktisk fået en chance. Fået chancen for en gang for alle at bevise det modsatte. At han ikke var en kryster. Ikke var nogen fej kujon. Eller svag. Han blinkede hurtigt med øjnene et par gange for at komme ud af sin trance lignende tilstand. "Jeg kan fucking ikke bruge din undskyldning til en skid! Tror du bare, at det er nok med dét? Bare sige undskyld og slå en streg over det hele? Nøj, hvor er du fej. Du kan sgu da ikke bare regne med, at jeg makker ret og tager imod dit latterlige undskyld. JEG KAN IKKE BRUGE DET TIL NOGET SOM HELST! Gør dog noget! Brug dine næver i stedet for din mund. Det er så let bare at lade ens tunge føre an. Bare fyre noget tåget pis ud i hovedet på den anden, og så forvente at vedkommende makker ret." Han tog en dyb indånding for at få bare en liiille smule luft, eftersom han næsten helt havde glemt at trække vejret. "Du er så plat! Giv mig nu noget, jeg kan give igen på. Slå mig. Bare gør ... et eller andet. I stedet for al det snak. Dét vil jeg skide på. Jeg vil skide på dit undskyld, jeg vil skide på at du ikke gider kæmpe, og jeg vil skide på at det ikke var din mening. Så fuck nu bare af og drop al det lort, eller stå frem og KÆMP forhelvede!" Han kogede af raseri. Dét der var bare for meget. Trække sig ud af en slåskamp, der ikke en gang var startet endnu.

Akumu glippede lettere overrasket med øjnene. "hvabehar?" lød det halvkvalt fra ham, da han egentlig ikke ville tilføje noget i denne samtale. Hvad skete der? flere mærkelige humørsvingninger?.. for et sekund side havde hun hovmodigt stået og råbt hvor meget bedre hun var end ham og kaldet ham en kryster... og nu? Ja nu stod hun og sagde undskyld og modsagde sig selv fuldstændig. Dét var latterligt. Kunne ikke engang stå ved sine egne ord. Kunne true, men ikke føre truslerne ud i livet, som hun selv havde sagt. Hvilken fiasko. Det eneste hun havde bevidst var at hun kunne modsige sig selv, som det eneste. Akumu himlede -dog diskret- med øjnene. Så mod Eithan. Ville han tage imod undskyldningen og slutte fred? Akumu tvivlede stærkt. Det ville Eithan heller ikke, og begyndte straks på sine arrige udråb. Havde han da ikke lige selv bedt om en undskyldning? Forlanget at hun skulle indrømme at hun ikke var bedre end ham?... Det var jo dét hun havde gjort.. på sin egen indirekte måde. Men enten var Eithan for dum til at opfatte det, eller også var han åbentbart ikke tilfreds. ville absolut slås imod hende. Hvor havde Akumu dog bare lyst til at smække Eithan én, som han faktisk selv stod og bad om. Fortælle ham hvor ynkelig, dum og svag han var, og altid ville være. Men Akumu beherskede sig som altid. Kontrollerede sit temperament og vrede. Det var klogest at holde sig på afstand og ikke blande sig i deres skænderi, så det gjorde han heller ikke. Lod dem grave deres egen grav, eller hvad man nu kunne kalde det de havde gang i. Eithan var i fuld gang med sin.. som et gammel ordsprog lyder 'den som søger hævn, skal grave 2 grave'... Var det ikke dét han havde gang i? Kunne ikke nøjes med en undskyldning, skulle have hævn. Men de stod da mere end lige nu. Alecia havde fået en sten i hoved og derefter bøjet sig og gjort som han havde bedt hende om. Han selv havde nøjes med en sko og et par trusler. Men Akumu kendte Eithans svaghed... hans svagheder... Akumu smilte svagt for sig selv, ventede Alecia's reaktion på Eithans idioti. Det ville gå langt fra godt.

Alecia spærrede øjnene op. *Hvad fanden!?* Tænkte hun vredt, og så han direkte i øjnene. *Jeg har lige givet idioten hvad han ville have!? Men det er ikke nok!? Hvor fucking latterlig er han lige!?* Hun knyttede sine næver, og tilbageholdt et højt hvæs. Hun ventede til han var færdig med at råbe af hende. *Give igen!? GIVE IGEN!?!* Hun bed tænderne hårdt sammen, og kunne snart ikke holde sin vrede tilbage. Endelig var han færdig med sin opsang, og hun kunne føre et ord ind..
"HVAD FANDEN ER DER GALT MED DIG!?" Skreg hun ham ind i andsigtet. "Jeg har fucking lige givet dig hvad du bedte om!? Jeg har givet dig ret!? Jeg er en lige så ussel kryster som dig selv! Men neeeej! Intet er godt nok til Eithan! Eithan skal have hele verden! Eithan skal altid have sin vilje!" skreg hun ad ham, og kunne slet ikke styre sig. "Ved du hvad!? Jeg troede jeg var lige så latterlig som dig! Men jeg tog kræftedeme fejl! Du er faktisk ikke den eneste der har mistet sin værdighed for længe siden Eithan! Men du opføre dig kræftedeme som om der er nogen der har taget din forstand! Du opføre dig som et lille barn! Uanset hvad du får, så er det bare ikke godt nok! Selvom du har fået lige præcis hvad du har bedt om! Så er det slet ikke nok til dig! Du er så fucking latterlig du er! Det kan godt være at jeg er ynkelig, at jeg er en kryster, at jeg har en masse humørsvingninger og stadig kan være omsorgsfuld! Men det vil jeg kræftedeme hellere, end at være lige så latterlig og tåbelig som du er!!!" Hun blev nødt til at holde en pause, da hun simpelthen ikke kunne få luft, og var lige ved at hyperventilere. Hun så vredt på ham, og kunne mærke afskyen sprede sig ud i hendes krop. Ud i hver eneste nerve. Hun kiggede afventende på ham. Ventede på hans reaktion, af hendes udbrud.

Eithan kneb øjnene en lille smule sammen og stod bare, for en gang skyld helt tavs, og lyttede til hendes ord. Lyttede til hvad hun havde at sige. Ikke at det ragede ham noget. Den sidste i verden hvis mening han bekymrede sig om var Alecia. No doubt. Da hun omsider var færdig med at afreagere på det, han selv havde sagt, måske nærmere råbt, til hende, lagde han sit hovede en anelse på skrå og satte dernæst sin brystkasse mod hendes i et slags stødende skub. "Hvis du virkelig mener, at jeg er så latterlig og tåbelig, så kan du vel heller ikke se noget forkert i, at jeg gør det her?" snerrede han i et dæmpet toneleje, inden han knyttede sin ene næve og affyrede et slag mod hendes ene overarm. "Det er sådan noget tåber gør .... ikke? Lige som at det også ville være herre latterligt, hvis jeg gjorde dét her." Han bed tænderne sammen og svang derefter sin ene arm om hende, hvorpå han tog fat i hendes hår med den anden hånd og hev ned i det, så hendes hovede dermed ville blive tvunget bagover. "Du synes, jeg er tåbelig ikke? Hvorfor slår du mig så ikke bare? Bekæmper mig? Det er da bare en omgang barnemad for én som dig? Du er jo i en langt højere klasse end mig - så så lavt vil du vel ikke synke? Eller hvad?" Han fik fremtvunget et lidt udfordrende smil, inden han løsnede sit greb om hendes hår og trak sig tilbage, trådte et skridt bagud, så der igen blev en passende afstand i mellem dem. "Men det hele afhænger selvfølgelig af, om du tør ..." Hans smil groede og sad nu og prægede det meste af hans ansigtsudtryk. "Jeg er ligeglad med, hvor dum du synes, jeg er. Så du behøves ikke, at bruge al din energi på at fortælle mig det. Det er feset ind," sagde han i en ualmindelig rolig tone, når man tog i betragtning af, at han faktisk var pænt meget opkørt over hele det her drama-noget.

Akumu trådte automatisk et skridt tilbage ved Alecia's vredesudbrud. Hvor herre bevares. De kom vel aldrig frem til en løsning. Denne forestilling begyndte at kede ham en smule, og han hørte ikke rigtig efter længere. Det var de samme ord der gik igen. kujon, kryster, ussel, fej og så videre og så videre. Ligesom de var kommet ind i én stor ond spiral som bare fortsatte og fortsatte. Akumu drog et lille suk og betragtede Alecia's glødende øjne og hendes hurtigt hævende og sænkende bryst. Hun var endnu værre end Eithan, når hun blev vred. Altså, på den måde at hun mistede synet af realiteten og ikke kunne se frem for sig. Lod vreden tage over og dække for fornuften. Eithan var heldigvis hurtig at køle af. Et par ord og han var fanget, som kunne han ikke multitaske - både være vred og lytte til et par spydige kommentare. Måtte stå og lytte, for derefter at kunne blive arrig igen.
Det var først da Eithan indledte det hele til en slåskamp at Akumu livede op og atter gav sig til at følge med i forestillingen. Endelig skete der noget. Han havde jo ret. Uanset hvad han gjorde, ville han forblive tåbelig, latterlig og ussel i hendes øjne. Dog mente Akumu ikke at det var så usselt at lade hende få et slag ind. Akumu vidste, at midt i den uhøflige, snævertsynede verden Eithan levede i, var der en smule pli og forståelse. Desuden, hvad var der at vinde i en uretfærdig kamp? Akumu trådte endnu et par skridt tilbage og lænede sig op ad et træ. Betragtede scenen der fandt sted ikke langt fra ham.

Alecia så vredt ned i jorden, det her ville jo aldrig ende! Hun kunne råbe af ham, han kunne råbe af hende, han kunne slå hende og true hende, og hun kunne råbe endnu en gang.. Hun gad ikke 'kæmpe' med ham, hun gad ikke spilde hendes tid, hun vidste at uanset hvad hun havde tænkt sig at gøre ville hun ikke kunne ændre Eithan's syn på hende, så hvad hjalp det hele? Hun kunne slå ham lige i hovedet, hun kunne forsøge at rive hovedet af ham, hun kunne dolke ham med en gren... Og hun kunne vende sig om og gå... På en måde blev den ene idé ved med at være mere tiltalende end den anden. Hun kunne mærke hvordan både Eithan og Akumu stirrede på hende, hvordan de begge forventede at hun ville hoppe på ham, begge håbede at hun ville hoppe på ham.. Hun så op på ham, og hendes brune øjne lyste nærmest i mørket. Hun var virkelig splittet.. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun bed hårdt tænderne sammen, og knyttede sine næver.
"Hvad er det du vil opnå med det her Eithan? Tror du det giver dig mere stjerne status? Får du mere værdi i hans øjne hvis du virker stor overfor mig?" Sagde hun og slog en hånd over mod Akumu. "Jeg prøver ikke at tale dig fra hele slagsmålet, jeg er bare forvirret. Så derfor håber jeg bare du kan forklaremig hvad det er du gerne vil have skal ske når du så har været oppe og slåsse mig..Og højest sandsynligt slået mig ihjel.." Sagde hun og kiggede ned i jorden, hun kunne mærke skammen liste sig ind på hende, men hun rettede sig op, og kiggede ham stift i øjnene. Hun ville ikke bare give op denne gang. De var begge over 300 år, de burde da forfanden kunne tale sammen i stedet for at råbe og true, og kæmpe. Hun så på ham i flere minutter og ventede på han ville svare, uden at blinke imens hun holdt vejret..