Stilheden brydes.. (Eithan=Privat..)

Alecia sad lydløst og studerede Eithan's andsigt. Det halvt sørgmodige ansigtsudtryg, gjorde hende skidt tilpas. Hun kunne simpelthen ikke forstå hvorfor Eithan hellere ville være en del af 'de normale.' Hun hadede mennesker, og måske så han ikke 'de normale' som kedelige, men det gjorde hun! Hun havde mange gange prøvet at side skjult fra sollyset i den tæt bevoksede del af skoven, og iagtage mennesker i parken.. Hun faldt næsten i søvn af bare kedsomhed! Mennesker er dem som var her til at starte med, dem som gør jorden til et trygt sted uden forandringer.. Vampyrer er dem der bliv sendt her til for at lave lidt fest i gaderne, sætte gang i sagerne, så det hele ikke altid bare var så fandens forudsigeligt!
Hun kunne ikke lade være med at fnise da hun hørte Eithan's tanke. *Neej, er solen lys? Det var da underligt! Det må jeg udforske, noget nærmere!* Tænkte hun, ganske vidst hånende. Hun kunne egentlig ikke tillade sig at håne ham, eftersom hun havde det på præcis samme måde.. Det var sådan set bare den kommentar han var kommet med, der havde moret hende. Igen fnisede hun da hun hørte hans tanker, *der om dagen var ih så glade og løb rundt og grinede i solens stråler.* Hun havde den samme indstilling som ham, men den måde han ydtrykte det på, fandt hun simpelthen for morsom!
Pludselig kom hun i tanke om at hun jo var i gang med at sige noget til Eithan, da de forbandede idioter havde afbrudt dem, med deres bål, og deres larm. Hun kiggede igen på Eithan, hun smilede lidt skævt.. Gad vide hvad han egentlig lavede her, sådan rigtigt.. Hun kunne ikke forstå hvorfor han ikke var sammen med en kæreste eventuelt? Altså, nu så han jo pænt godt ud, og selvom han havde det bedst selv, kunne det da godt være han havde fundet en.. Igen tog hun sig selv i at tænke på ham og hende som et par, hun rystede hurtigt tanken ud af hovedet. Det var simpelthen for underligt af hende.

Eithan flyttede sit blik hen på hende, da han hørte en lav fnisen komme fra hende Hvad var det så lige, der var så morsomt? Han løftede let det ene øjenbryn og rettede derefter sit blik nedad - vippede lidt med fødderne og sparkede lidt til jorden med skoenes snuder. I noget tid lykkedes det ham at holde de fleste tanker ude af hovedet. Det føltes altså nogen gange, at det ville eksplodere; når det altså var for mange tanker. Det var dog heldigvis ikke muligt. Troede han da. Nej, han havde aldrig hørt om nogen, der ligefrem havde fået hovedet sprunget i luften på grund af tanker. Hvor latterligt. Hvor kom alle disse tanker fra? Eftersom han ikke var specielt god til biologi, kendte han ikke til alle hjernens funktioner, og hvilke dele der gjorde det og det. Eller centre .. hed de hjernecentre? Årh, det kunne da være ligemeget! 'Dum, dum, dum' mimede han med læberne og slog en hånd mod panden, for hver gang et nyt 'dum' blevet mimet. Lidt efter stoppede han med et slå sig selv og rystede kort på hovedet for at komme tilbage til den virkelige verden. Glippede et par gange med øjnene for at få stillet sit syn tilbage til normalt. Derefter tog han en dyb indånding og sukkede indvendigt. Han satte en albue på hvert knæ og stødtede hovedet i håndfladerne. Prøvede at grave et hul i jorden ved hjælp af skosnuderne, der efterhånden var blevet meget beskidte. Men det havde de nu også været, før han var begyndt på det. Faktisk var det, det eneste par sko han ejede .. eller .. han havde vist nogen andre et eller andet sted. Det var bare det, at han ikke kunne huske, hvor han havde lagt dem. Hvorfor var det sådan noget, han ikke kunne huske? Det meste i hans hukommelse var bare ligegyldige ting og ansigter på folk, han havde mødt. Der var simpelthen ikke plads til andet. Der var allerede fyldt helt op. Og plus alle de andre tanker, der konstant og altid rente rundt i knolden på ham.

Selvom Alecia nød stilhed, var den begyndt at irritere hende! Hun ville jo snakke med ham, men hvad fanden skulle hun lige sige? 'kommer du her tit?' - nej vel? NEJ! Hun slog sig selv i panden for sin egen direkte dumhed! *Man skulle tro jeg var fodt blond.* Tænkte hun og rystede kort på hovedet. Hun placerede sine albuer, på det øverste af hendes lår, og satte hovedet i hænderne. Hun mærkede noget hårdt presse mod hendes højre albue, og rakte så ned i lommen for at se hvad det var. Hun trak den hårde ting op, // Wow det lyder forkert! // Hele hendes ansigt blev lagt i sørgmodige folder, og det kunne have set ud som om et mørkt tæppe blev trukket ned over det. Det var Mia, hendes lillesøsters, sten.. Den sten hun havde fundet den dag hele hendes familie... Døde...
Hun huskede tilbage på dagen, og fik en volsom kvalme. Hun foragtede de vampyrer.. De kaldte sig selv 'Naturi klanen', en af de mest magtfulde vampyrklaner i hele London. Da hun igen huskede på Bossen, fik hun lyst til at græde, men også at grine ondt. Hun havde aldrig på noget tidspunkt fortrudt hun havde dræbt ham.. Aldrig..
Pludselig opdagede hun at hun ikke trak vejret, så hun tog en dyb indånding, og glippede en smule med øjnene, for ligesom at vende tilbage til den virkelige verden, istedet for den verden der foregik i hendes hovedet.. Hun kiggede igen over på Eithan, og i det hun så over på ham, så hun at solen næsten var tittet helt frem over de træer der var i øst siden af parken.. "Vi må hellere komme afsted.." Sagde hun, uden at flytte sit blik fra solen, så han kunne se hvad hun hentydede til.

Eithan tog fat i sin underlæben med de forreste, øverste tænder og bed forsigtigt i den. Et svagt suk undslap hans læber, da han slap den læben igen, hvorefter han skævede til Alecia. Hvae .. hvorfor så hun så nedtrykt ud? Endnu en gang bed han sig i underlæben og vendte sit blik mod hendes hånd, hvori hun holdt et eller andet. Hvad det var, vidste han ikke, da han ikke kunne se det. Lidt efter førte han sit blik tilbage til jorden og hans sko, eftersom han ikke ville sidde og glo på hende. Var det ikke blevet lysere? Han rettede sig op og vendte sit blik mod hende, da hun sagde noget til ham. Derefter lod han sit blik følge hendes, hvor det så landede på solen, der lige kunne skimtes over trætoppene. Hvorfor nu? Kunne den ikke bare .. forsvinde. Langsomt nikkede han med hovedet til svar endnu med sit blik naglet til den opgående sol. Hvor skulle han gå hen? Hrrm, han skulle nok finde et sted. Det gjorde han jo altid. Som regel vidste han ikke, hvor han skulle gå hen. Han gik bare i en tilfældig retning, og så måtte han se, hvor han blev ført hen. Det kunne være ligemeget, hvor det var faktisk .. han boede ikke nogen steder, så han skulle ikke bekymre sig om at finde tilbage igen. Det var så den gode side af at være hjemløs. Eller .. jo, det var det vel. Hvor var hans liv dog ynkeligt. Han havde hverken hus eller job. De få gange hvor han havde forsøgt at få et job, var han enten blevet afvist, eller også havde han selv droppet det efter blot en dag. Han egnede sig bare ikke til at arbejde. Eftersom han igen var faldet hen i sin egen verden, blev han bare siddende, stadigvæk med blikket rettet ud mod horisonten. Tænkende.

Alecia kiggede nygerrigt på Eithan i det han begyndte at tænke over sit liv. Hun var glad for hun ikke behøvede at spørge ham, for at vide noget om ham. Hun rejste sig op fra bænken, og begyndte at gå langs stien. Man kunne ikke se det på hende, men hun håbede mere end noget andet at han bare fulgte efter hende, altså hun kunne jo hører at han ikke havde noget sted at tage hen, hvorfor så ikke bare gå med hende? Altså, selv havde hun jo heller ikke noget sted at tage hen.. Hun plegede bare at lege et hotel værelse, altså om dagen i ly for solen.

//Sorry det ikke blev så langt, men skal lige spise. :]

Eithan blevet revet ud af sit tankespind, da hun rejste sig fra bænken og begyndte at gå. I lidt tid sad han blot og studerede hendes ryg, lod sit blik glide op og ned af hende alt i mens, hun blev mindre og mindre, efterhånden som hun kom længere væk. Helt forstenet sad han bare sådan, kiggede på hende. Skulle han gå med hende? Njah .. måske ikke. Det var jo ikke sikkert, at hun ville have ham på slæb. Spekulerende over det, fik han dog rejst sig fra bænken og tog det første skridt i den retning, hun også var gået/gik i. Derefter stoppede han op og overvejede lidt tøvende, om han skulle følge hende. Det kunne han vel lige så godt. Forhåbentlig havde hun ikke noget imod det. Gå så! Han vendte sit blik ned mod sine fødder, der igen lod til at svigte ham, ligesom de tidligere på aftenen havde gjort. Da han endelig fik taget sig sammen, begyndte han lige så stille at følge hendes fodspor på stien. Satte tempoet lidt op og småløb hen til hende, hvorefter han satte sit tempo en tak ned igen, da han nåede op på siden af hende. "Såe .. hvor skal du hen?" spurgte han med en anelse usikkerhed i sit tonefald, eftersom han endnu ikke var sikker på, at hun var okay med, at han gik med hende.

// Okay :D.

Alecia smilede stort da hun hørte ham løbe i hendes retning, da han kom op på siden af hende sendte hun han et roligt smil, så han kunne være sikker på at hun var okay med at han var der. Hun smilede lidt af hans spørgsmål. *Endelig! Nu kan vi måske snakke!?* Tænkte hun. "Der hvor mine fødder bringer mig." Sagde hun, og sendte ham et strålende smil. "Ej, det ved jeg faktisk ikke.. Jeg kan godt lide bare at gå, uden et mål.. Og så se hvor jeg ender." Forklarede hun, med en venlig tone. Hun huskede tilbage på den gang hvor hun havde gået næsten 30 kilometer på en nat.. Hun var bare begyndt at gå, og var ikke stoppet igen for solopgang.
Pludselig huskede hun at der lå et hotel ikke særlig langt derfra hvor de var. Det var det hotel hun havde boet på sammen med Raphael, det foregående år. Raphael var en god ven, som hun desværre blev lidt for vild med i sidste ende.. Men heldigvis var det kun et lille crush. Som hurtigt gik over, ved hjælp af hendes selvbehærskelse.
Hun kiggede hen på Eithan igen, og overvejede om han overhovedet så meget som ville overveje idéen. Altså det ville blive akavet, ja, men det var det eneste hun kunne komme i tanke om, lige pt..

//Back! Som du nok kunne regne ud.. -.-' Nå, men kreativiteten er godt nok ikke lige på sit højeste lige nu.. O___o'

Eithan gengældte kort hendes smil, men det kom dog til at se lidt falskt ud - hvilket det også var. Da hun havde snakket færdig, nikkede han lidt af det, hun havde sagt. "Også jeg," mumlede han lavmælt, næsten uhørligt. Det kunne vel også være ligemeget med, hvad han kunne lide .. og ikke lide for den sags skyld. Takket være hans manglende evne til at starte samtaler, i hvert fald ordenlige samtaler, forholdt han sig bare stille. Hvorfor skulle det være så svært? Han var nok bare lidt bange for at sige noget dumt - for det vidste han, at han ville gøre. Det var meget sjælendt, han havde noget fornuftigt at sige. Ubevidst satte han tempoet lidt op, da han normalt plejede at gå i et ret hurtigt tempo og stak sine hænder i bukselommerne. Ind i mellen kiggede han over på Alecia ud af øjenkrogen, men hans blik blev altid rettet nedad igen. Han sparkede let til de sten, kviste og andet, han mødte på stien og pustede nu og da til sit pandehår, så det fløj væk fra hans øjne og ikke længere generede hans syn. Men det faldt hele tiden ned igen. Det var faktisk meget besværligt. Sikkert fordi at det var ved at blive lidt for langt måske. Han var dog selv ret tilfreds med dets længde, det irriterede ham bare ret tit. Men nej, han ville ikke have det klippet - og så måtte det jo bare være sådan. Det besteme han heldigvis selv. Om det skulle klippes eller ej. Eithan vendte sit blik op mod himlen og kneb øjnene lidt sammen, da den var blevet ret lys på grund af solens lys, og hans øjne ikke helt havde vænnet sig til det endnu. Han så bedste i mørke. Sært, men det gjorde han nu altså. Måske var det bare hans syn, der var blevet så vant til de mørke omgivelser om natten .. han var jo aldrig ude på dette tidspunkt om dagen.

// jeg skal lige spise ^^

Alecia så ned i jorden imens hun gik, hun turde ikke kigge på ham. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men turde hun altså ikke.. Hun gik lydløs hen af stien ved siden af Eithan, blot ti centimeter skilte dem ad. Hun skævede ned på han fødder der livligt sparkede til det meste på deres vej, hun smilede lidt over det. Hun tænkte stadig på om det overhovedet var en mulighed at de tog hen på hotellet, altså fra Eithan's side.. Aleica havde en masse penge som hun hadve arvet fra sine forældre for mange år siden. Hun havde arvet næsten arvet 20 millioner dollars, og det havde lykkedes hende ikke engang at bruge halvdelen på lidt over 300 år.. Hun var selv ret stolt over det, for hun var udemærket klar over hvor let det ville være for hende bare at bruge pengene hvis hun virkelig ville..
Hun skævede igen over på Eithan, og så ham kigge op på himlen, hun fulgte han blik, og missede straks med øjnene. Selvom hun var udenfor hvor lyset var, så var hendes øjne, eller hun for den sags skyld, ikke lige klar på at det var så lyst. Hun kiggede ned igen.. Hun hadede lyset, kunne det ikke bare forsvinde? Hun ville ønske at man kunne tænde og slukke for lyset som man ville. For så ville hun trykke på 'sluk' og ødelægge knappen! En verden i evig mørke lyder måske trist, men det var lige hvad hun ønskede sig..
Hun kiggede hen på Eithan, trodsede den lille frygt og så på ham. "Øhmn..." Startede hun, og kiggede så ned i jorden, da hun ikke kunne finde orderne.. Hun klemte hårdt øjnene sammen. *Tag dig sammen!* Tænkte hun, og så så igen på ham. "Jeg.. Altså jeg kender et sted.. Eller et hotel.. De har værelser med mørklagte vinduer.." Sagde hun, og vidste ikke helt hvordan hun skulle slutte sætningen.. Men hun havde i hvert fald ikke lyst til at tænke nærmere på hvorfor der var mørklagte vinduer, det ville udvikle sig til noget klamt i hendes hovede!

// Okay, skrives! :D - Senere idag forhåbenligt. :]

Eithans øjne blev lettere blændet af solens lys, selvom det faktisk ikke var så skarpt, så han fjernede sit blik fra den svagt lyseblå himmel. På grund af lyset dannede der sig små pletter på hans hornhinde, som det lykkedes ham at få til at forsvinde ved at have lukkede øjne i noget tid. Derefter åbnede han dem hurtigt, da han ikke stolede helt på sig selv, hvad angik at gå med lukkede øjne. Selvom der ikke lod til at være noget, han kunne gå ind i. Ud over Alecia selvfølgelig. Bare han blev på stien. Da hun sagde noget, vendte han af refleks sit blik mod hende. Øhmn hvad? Han løftede let et øjenbryn med et påklistret smil, der langsomt falmede. Hvad ville hun sige? Han løsrev lidt utålmodigt blikket fra hende, men det røg hurtigt tilbage på hende, idet hun igen begyndte at tale. Aha .. et hotel? Hvor ville hun hen med det? Det tog ham lidt tid, før hans langsomme hjerne fik opfattet, at hun nok hentydede til, at de kunne gå derhen og tjekke ind på et af værelserne. Mørklagte vinduer? Smart. Eftersom han ikke var så .. pervers i sit sind, tænkte han ikke mere over det. Men de kunne nok være meget praktiske ved visse .. situationer. "Jae .." brummede han overvejende og rodede sig tænkende i håret. De kunne vel godt tage et smut derhen. Bare indtil mørket igen fik overvundet lyset. "Men .. jeg har altså ikke nogen penge," fortalte han og havde nær faldet over en pind, eller hvad det nu var, der lå og flød på stien. Takket være hans faktisk udmærkede balance, faldt han dog ikke. Han rømmede sig lidt og slog lettere forlegent blikket væk.

Hun kiggede ikke rigtigt på ham, da han kun sagde meget få ord de første gange han overhovedet sagde noget.. Men da han så nævnte det med pengene kiggede hun hurtigt op på ham. "Nåårh, det skal du ikke tænke på, jeg har rigelig.." Sagde hun smilende og klappede sig let på lommen.. Efter hun havde gjort det følte hun sig lidt dum.. Som hun havde sagt; 'Det er okay at du ikke har en øre for jeg har røven fuld af penge..' hun fik det hurtigt dårligt over at have sagt det, og skulle til at undskylde, for det altså gik op for hende, at det kunne være at Eithan slet ikke tænkte på den måde..
Hun kunne ikke lade være med at grine lidt da Eithan snublede over en mindre gren, hvilket egentlig ikke var pænt gjort, men det kunne hun da ikke gøre for.
Da de var kommet ud af parken kunne alecia allerede se taget fra det gamle hotel, hun huskede så godt. Hun smilede lidt for sig selv.. Hun havde ikke været der i så lang tid. Hun kiggede smilende over på Eithan, "Det er der.." Sagde hun, og pegede i retningen af det sorte tag, som tilhørte hotellet. Hun kunne huske at den gamle gnavne mand der stod bag skranken sidst hun var der hed Phil, han var i hvert fald ikke spor tiltalende. Men hun håbede lidt at det var Chris der var der idag, hun havde kendt Chris de sidste 119 år, han var også vampyr, men han var dog noget bedre til at tilpasse sig menneskenes verden. Og det misundede Alecia ham. At han bare kunne passe ind der hvor han havde lyst.. Heldige svin.

Eithan trak lidt på smilebåndet, da han hørte det første, hun havde at sige. "Jamen, okay så .. men jeg kan altså ikke betale dig tilbage," svarede han med dæmpet stemme og fik så øje på endnu en sten, da han slog blikket ned mod stien, som lige fik et ekstra hårdt spark, men det lykkedes ham dog ikke at ramme den. Hrmm, nåh synd, nu havde de passeret den. Da de så omsider var kommet ud af parken, så han sig en enkelt gang over skulderen, før han hurtigt rettede sit blik fremad igen. Han kiggede automatisk i den retning, hun pegede, hvor han så fik øje på det. Et stort tag med sorte teglsten. Forhåbentlig var der ikke for mange folk i lobyen. Han hadede store menneskemængder. Jo tættere de kom på, jo hurtigere gik han, da han bare gerne ville indenfor, så hurtigt som muligt. Væk den den modbydelige sol, hvis formål var at varme jorden op og overføre dens solenergi til planterne, så de kunne lave fotosyntese og dermed producere oxygen/ilt. Han sukkede svagt, hvorefter et gab hørtes fra ham. Selv når han blot opholdt sig ude i solen i mindre end ti minutter, blev han altid så træt. Eller .. ja. Han kom til at føle sig så doven. Og så fik han hovedpine af det.

// undskyld mit langsomme svar. Telefonen ringede lige d:

Alecia grinede lidt da Eithan svarede hende.. "Nej nej, det skal du skam heller ikke.." Hun kiggede stadigvæk mod det velkendte sorte tag. Hun krydsede stadigvæk fingre for at det var chris der stod der. Chris havde været som en slags bror for hende, men hun snakkede bare ikke så meget med ham længere. Det fortrød hun også pænt meget, eftersom at Chris var en af de få vampyre, eller bare skabninger, hun kunne snakke med. Hende og Chris havde engang haft noget kørende, og i en brandert havde de også været i seng sammen, men det var meget lang tid siden.. Det var faktisk i løbet af de 3 første år de havde kendt hinanden hvis hun huskede korrekt. Da de var gået forbi en masse mindre huse, kom de ud på en af de større gader, og trods det var så tidligt på morgenen kørte der allerede mange biler. De drejede til højre ved hjørnet, og gik forbi en blomsterhandler, og så var de ved hotellet. Hun var glad for endelig at komme indenfor væk fra solens lys, for hun kunne mærke at havde hun blevet der ude i mere end 3 minutter mere var hun gået i dvale.

Eithan fulgte hende blot, indtil de nåede deres mål - hotellet. Hrrm, det lod til, at der var pænt mange, der allerede var oppe. Sikkert fordi de havde et arbejde, der skulle passes. Et arbejde så de kunne forsørge deres familie. Dét smilede han lidt af. Godt han ikke selv behøvedes at tænke på det. Kone, børn og hus. Faktisk kunne han overhovedet ikke en gang forestille sig selv i denne familie-situation. Nej, han var ikke et familemenneske. Bestemt ikke. Især det med børn .. han afskyede dem. De var så irriterende og små .. og irriterende. Da hun var trådt indenfor, bevægede han sig også selv ind ad hotellets dør, der førte ind til det rum, hvor receptionen var. Någ, det var jo ham, der havde pengende, så det måtte hun ordne. Eithan hev lidt ned i sin t-shirt og begyndte at vippe frem og tilbage ved skiftevis at stå på hælene og derefter tæerne. Han glædede sig bare til at komme ind på et værelse, så han kunne være i fred. Godt nok ville han ikke være helt alene .. Alecia var der også. Men det var ligemeget. Hende havde han ikke noget imod.

Da de endelig var kommet ind i receptionen, var der næsten ingen mennesker derinde, der var et par enkelte mænd på vej ud af døren, prrrh, hun gad ikke stå op så tidligt for at gå på arbejde, det var slet ikke hende! Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød den kolde luft der var i rummet, *Thank you God for the aircondition!* Tænkte hun, og åbnede så øjnene igen. Hun kiggede rundt i rummet og det var stadigvæk ret flot som hun huskede det, med hvide vægge, sorte og hvide malerier, sorte stole og glad borde, og den store sorte skranke. Hun kiggede hen på skranken, og der stod han! Hun løb hen til Chris og fløj i armene på ham. Chris var næsten 2 meter og 10 så hun følte sig som en drærg ved siden af ham, men det var hun ligeglad med! Hun havde næsten ikke set ham i 2 år, hvilket var meget når man var som bror og søster. "Hej stump!" Sagde Chris hæst og smilede til hende, imens han igen gav slip. "Hej din kæmpe!" Sagde hun, og smilede drillende til ham. "Det er godt nok lang tid siden hva'?" Sagde Chris imens han kiggede alt for meget ned på hende i følje hendes mening, hun hadede at føle sig lille! "Ja er du gal! Men Chris, jeg skal bruge et værelse.." Sagde Alecia, og smilede skævt. "Nå okay, det bedste en personers vi er.. nu skal jeg lige se .." Chris vendte sig om, og kiggede ned på sin lille bærbar han havde stående på skranken. Hun følte sig lidt akavet, da hun jo havde Eithan med.. Det der vildt akavet møde mellem sin kæreste og sin bror, ikke så godt.. Hun vidste jo udemærket godt at hende og Eithan var langt fra at være kærester, på noget måde! Men det kunne Chris jo sagtens bilde sig selv ind.. "Øhmn, Chris.." Sagde hun og kiggede lidt akavet ned i gulvet. "Ja hva så stump?" Sagde han med den hæse stemme. "Jeg øhm.. .. Altså.. Jeg skal bruge et værelse til to.. .." Sagde hun, stadig uden at kigge på ham. "Hva' fanden stump, har du fået fyr på?" Sagde Chris så højt at hun var sikker på Eithan hørte det. Og Chris begyndte at spejde ud i tummet for at få øje på ham hun havde taget med. Da hans blik endelig stoppede på Eithan følte hun sig som verdens største idiot. "Hva', det var sq da ikke så dårlig klaret stump." Hun sendte ham et gennemborende blik der sagde; 'Hold nu kæft!!' Han smilede bare skævt af det, og kiggede igen på Eithan. "Altså du ved jo at jeg er fuldt ud hetro.. Men ham der kan selv jeg sige go' for." Sagde Chris og sendte hende et drillende smil.. "Giv mig nu bare den forbandede nøgle!" Sagde hun irriteret, og rakte hånden frem.. "Okay, okay. Men først skal jeg lige se nogle kontanter.." Sagde han, med det samme drillende smil. Alecia trak sin pung op af lommen, og tog nogle penge ud af den.. Da hun skulle til at gå, kiggede Chris på hende, parat til at komme med den sidste dillende bemærkning.. "Du må have en spændende dag.." Sagde han, og grindede for sig selv. Alecia sendte ham et sidste dræberblik, inden hun igen gik over til Eithan. "Typisk Chris.." Mumlede hun, da hun kom hen ved siden af Eithan..

Eithan fulgte hende med øjnene, da hun begejstret løb hen mod receptionen, hvor der bag stod en ret så høj fyr, som han vist aldrig havde set før. Hurtigt bladrede han rundt i sin hukommelse efter ham fyren, men der dukkede ingen op, der lignede ham - altså kunne han konkludere, at han ikke havde set ham før. Hvis de havde været samme sted, havde han i hvert fald ikke bemærket ham. Men han var nok svær at undgå at se på grund af hans højde. Da han ikke ville blande sig i en samtale med en person, han aldrig i sit liv havde mødt, blev han bare stående og så passivt til. Lyttede til hvad de sagde og løftede så et øjenbryn, da det femte han sagde kom ud af hendes mund - hva' fanden stump, har du fået fyr på?. Tsh, hvor latterligt. Efter den, efter hans mening, lidt for opstemte fyr kiggede hen på ham for anden gang, sendte Eithan ham et lettere olmt blik. Fuck, hvor tåbeligt. Men eftersom Alecia tydeligvis var ret glad for ham, prøvede han at beherske sig selv, så han ikke lige pludselig skulle slippe en eller anden fjendtlig bemærkning ud. Omsider fik hun betalt og gik derefter tilbage til ham. "Kom nu - lad os gå," brummede han lidt muggent, hvorefter han satte den ene hånd på hendes ryg og skubbede hende foran sig, da han gerne ville væk fra denne loby så hurtigt som muligt. Og siden han ikke vidste, hvor værelset lå, måtte hun føre vej. Eithan blev lidt utålmodig, da hun ikke begyndte at gå lige med det samme og gav hende så endnu et skub. "I lige måde," vrissede han så henvendt til Chris.

Da hun endelig kom væk fra Chris og hans virkelig irriterende drillerier, virkede Eithan utrolig muggen.. *Arrrh..* Tænkte hun, da hun fandt ud af hvorfor.. Da han så sagde noget igen, var hun mere end lykkelig for at slipper derfra. "Hellere end gerne.." Sagde hun, og kiggede irriteret på Chris, han grinede bare af hende. Hmpf! Da Eithan skubbede hende, kunne hun ikke rigtigt få sig selv til at gå, da hun lige skulle fatte at han rent faktisk rørte ved hende.. - igen.. Hun kiggede lettere forskrækket over på ham, men begyndte så at gå.. Da de passerede Chris kunne Alecia ikke andet end at grine over Eithan's spydige kommentar, 'ta den..' Var det eneste hun lige kunne tænke på det tidpunkt.
Alecia begyndte at gå hen mod elevatoren, trykkede på den knap der lysede, og ventede på det gennemtrængende, 'PLING'. der kom når elevartoren var der. De stod i stilhed, og ventede et par minutter, og så kom den. De trådte stadig uden en lyd ind i elevatoren, og alecia trykkede på knappen hvor der stod '4' på. Langsomt lukkede dørerne, og hun kunne mærke den smule klaustroforbi, hun havde, snige sig ind på hende.. Hun gik helt tilbage i elevatoren, og lænede sig op mod muren, hvorefter hun langsomt gled ned på elevatorgulvet. *Kill me now, kill me now, kill me now!* tænkte hun, og lukkede øjnene helt i. Hun var sådan set ligeglad med hvor latterlig hun så ud, hun hadede bare små rum.. *Kom nu med det fucking pling!* Tænkte hun, og ventede bare på den endelig ville lukke hende ud.

// Skal logge, men vi skrives imorgen! :]

Eithan fulgte efter hende hen til den elevator, de skulle med op i. Ventede ligeså utålmodigt på den, før der så kunne høres et 'pling', der afslørede, at den var nået hele vejen ned til dem. Derefter trådte han ind i den efter hende, lænede sig ligeledes op af en af elevatoren fire sidder, dog ikke den hvor døren sad i. Da hun gled ned langs den mur, som hun stod op ad løftede hen svagt det ene øjenbryn. "Er du .. okay?" spurgte han lidt efter, da hun ikke ligefrem virkede okay. Selv havde han intet imod små rum. Dem var han så vant til, eftersom han tit havde opholdt sig i indelukkede, bittesmå lokaler. Efter noget tid begyndte hans tålmodighed også at løbe ud. Hvor langsom havde en elevator lov til at være? Luk .. nu .. op. "Forhelvede," mumlede han lidt efter og hamrede så den ene hånd ind i den væg, han stod lænet op ad, hvorefter den mirakuløst stoppede og dørene gled til side, så de kunne træde ud. Han glippede lidt med øjnene, før det gik op for ham, at der var åbent. Eithan skævede ned til hende, fjernede sig fra væggen og trådte derefter et halvt skridt frem mod hende. "Den er stoppet nu," påpegede han med et påført smil og rakte en hånd ned mod hende, hvis hun nu ville have hjælp til at komme op. Dumt sagt. Det kunne hun nok godt selv mærke.

// Okay :3 Hejhej. ^^

Alecia var så tæt på at græde i ren og skær angst, at hun ikke kunne tage sig sammen til at svare Eithan da han spurgte om hun var okay. Hun klemte øjnene hårderer i, og stramte sine arme rundt om sine ben. *Årh, Gud, lad det stoppe!* Tænkte hun, og var ved at få et nervøst sammenbrud. Da hun hørte 'plinget', kiggede hun hurtigt op, "Endelig." Pev hun, lidt hjælpeløst, og så så på Eithan. Han tilbød hende en hjælpende hånd, og hun tog med glæde imod den. Hun skulle bare ud, og det skulle bare være nu! Da hun tog fat i Eithans hånd, rev han så hårdt til at hun væltede ind i ham, dog uden at han bevægede sig det mindste. Hun kunne akavet op på ham, og kun 3 små centimeter skillede deres ansigter ad, imens deres kroppe mødtes. Hun følte sig så utrolig forlegen, men åbenbart ikke nok til at flytte sig. Selvom hun sagtens kunne mærke hvor akavet det hele var, havde hun en sær lyst til ikke at flytte sig, men derimod kun komme nærmere. En underlig trang efter ham, en trang hun ikke havde mødt før..
Hun mødte Eithan's blik, og kunne ikke rigtig tage sig sammen til at kigge væk igen. Det var først dér hun rigtigt så hans øjne ordenligt; De var en underlig og mystisk blanding af blå og grøn. Hun studerede dem nøje, ét øje af gangen. De fik hende til næsten at blive jaloux over dem, da hun kun havde en weird blanding af en brun. Hun elskede hendes øjnfarve, og ville ikke bytte den, men alligevel syntes hun nu at Eithans øjne ville være det værd..
Pludselig kunne hun mærke hvor akavet det virkelig var, og kiggede så ned i jorden imens hun trådte et skridt baglæns. "Efter dig." Mumlede hun, uden at kigge på ham.

Eithan glippede lidt betuttet med øjnene, da hun nærmest røg ind i ham. Det var nok hans egen skyld, da han vist havde trukket/revet lidt for hårdt til. Ligesom hende blev han ret så forlegen og en sådan .. usynlig rødmen bredte sig på hans kinder. Den var ikke synlig, men han kunne mærke at varmen steg i hans kinder. Det lå nok heller ikke rigtig til en vampyrs natur at rødme. Da han fik øjenkontakt med hende, bed han sig kortvarigt i underlæben. Hendes øjne var flotte. Brune øjne havde altid tiltrukket han lidt. De var så dybe. Hvis han havde kunnet, havde han bare hoppet ind i dem og blevet der for evigt. Han rømmede sig svagt, da hun flyttede sig og slog ligeledes sit blik ned mod gulvet. Awkward. Der gik lidt tid, før han fik opfattet, hvad hun havde sagt. "Åh .. ja .." mumlede han så med et forsigtigt smil, der hurtigt forsvandt igen og trådte derefter ud af elevatoren, hvorefter han lod sit blik glide rundt i omgivelserne. "Hvilket nummer?" spurgte han, da han i lidt tid blot havde stået og betragtet de mange døre med forskellige numre på. Han kiggede sig over skulderen, hen på hende og løftede spørgende et øjenbryn.

Det tog hende lidt tid for hun fik sat sine ben igang med at gå igen, efter eithan var trådt ud af elevatoren. Underligt nok, eftersom hun lige havde ville spæne ud af den forbandede tingest. Hun fik et lille choc da han igen talte. Hun kuggede hurtigt ned på nøglen, der lå i hendes højre hånd. Hun vendte den om så hun kunne se det tal der var ridset ind i siden på nøglen.. "øhmn.." Sagde hun imens, hun prøvede at tyde de kragetær der var på nøglen. "376" Sagde hun, og kiggede på de døre hun passerede, for at finde den rigtige dør, hvor nøglen ville passe.
"Der." Sagde hun, da hun fik øje på døren med det rigtige tal på. Hun trådte hurtigt hen til døren, og prøvede at få den lirket op. Da hun endelig havde fået låst døren op, åbnede hun den, og kiggede forsigtigt ind af den. Det var en stor siute, med én dobbelseng.. *Fedt..* Tænkte hun sarkstisk. Det ville helt sikkert, blive en akavet nat. Hun trådte længere ind i rummet, og kiggede til højre for sig, hvor badeværelset lå. Og hun blev nærmest blød i knæene af bare begejstring. De havde et bobblebad! Hun gik hurtigt ud på toilettet, og lod stille sin hånd løbe hen af det sorte marmor. Hun smilede lidt for sig selv, og på vejen ud af toilettet fik hun lige stoppet op ved spejlet.. Hun lignede virkelig noget der var løjn! Hendes hår lignede en fuglerede, og de mørke rander under øjnene, var mere tydelige end hvis hun havde tegnet dem med en blyant! "Alt for meget sol til mig.." Mumlede hun, og gik så igen ud i selve rummet med sengen og hvor døren var, til Eithan..

//Undskuld de mange stavefejl! Det gik vidst lidt for hurtigt.. -.-'