Stilheden brydes.. (Eithan=Privat..)

Eithans blik var nu låst helt fast på Alecia og de åndsforladte drenge. De interesserede hans blik en del mere, end den faktisk ret kedelige nattehimmel. Forbandet være hans nysgerrighed. De var jo fuldstændig tåbelige. Et bundt fordrukne, unge drenge. Ved denne tanke rullede han let med øjnene. Begge hans øjenbryn røg i vejret, da Jonas berørte hendes kind. Han kneb svagt sine øjne i, så hans syn blev lidt skarpere, og han således bedre kunne fokusere på dem. Lidt efter spærrede han dog ligeså øjnene op, idet Jonas plantede et kys på Alecias læber. Hvad helvede? Hans mund der ellers indtil nu, havde været svagt åben, blev forvandlet til en smal streg, da han klemte læberne sammen og sammenbidt sendte Jonad et olmt blik, selvom han nok ikke kunne se det, eftersom han blik var rettet mod Alecia. Sikke en idiot. Han kendte ganske vist ikke Alecia endnu, ikke særlig godt i hvert fald, men dét der var fanme for latterligt. Eithan rejste sig bestemt fra bænken og bevægede sig over til dem i et ret hurtigt tempo dog med små skridt. Han standsede, da han var cirka halvanden meter fra drengegruppen og Alecia, hvor han så lagde armene over kors og sendte Jonas et grumt blik. Ventede lidt før han sagde noget. "Og hvad helvede, tror du så lige du laver?" mumlede han lidt utydeligt og løftede afventende det ene øjenbryn. Han forventede dog ikke at få et ordenligt svar fra ham.

Alecia hørte godt Eithan komme med raske skridt hen mod dem, og at han standsede ikek meget længere væk end en meter. Hun vendte sig ikke om, for hun kunne mærke igennem hans tanker og hans duft at det var ham. Jonas' øjnbryn fløj i vejret da han så Eithan, *Arh pis! Tøsen har taget sin kæreste med!* Tænkte Jonas, Alecia abnede øjnene på hvid gab, i dét, han tænkte 'kærester'. Hun havde ikke forestillet sig hende og Eithan været kærester, og desuden havde hun jo kun lige mødt ham. Tanken var underlig, men hun måtte indrømme at han så da ikke helt dårligt ud.. Faktisk det modsatte! Og han vækkede godt nok hendes interresse.. De andre drenge trak lige så stille tilbage, de skulle i hvert fald ikke blandes ind i et slagsmål!
Alecia kiggede igen på Jonas, han stod kræftigt og overvejede hvad han skulle sige for at få det til at vise ham som den uskyldige. "Ja..!" Startede han ud. Hun glædede sig til at se hvilken farverig undskyldning han ville komme med. "Du burde seriøst lære at styre sin kælling mand! Hun var all over me!" Sagde Jonas, og prøvede forgæves at forsvare ham selv. Alecia kunne dog ikke lade være med at grine, da han blandede sit dårlige engelsk ind i sætningen. Hun kunne mærke en lille flamme tænde da han kaldte hende kælling. Det krævede alt hendes selvbeherskelse, ikke at kvase ham som en kartoffel.

Eithan lagde vægten over på det ene ben og stod blot og betragtede den såkaldte Jonas. Fuck, hvor var han latterlig. Da hans ynkelige forsøg på at forsvare sig selv kom ud af hans mund, løftede Eithan blot skeptisk det ene øjenbryn. Yeah right. Der gik lidt tid, hvor han bare stod helt stille uden at røre det mindste på sig. Lod diskret sit blik glide op og ned af Jonas. Han var bestemt ikke en trussel. Tshh. Eithan tog de få skridt, der var over til Jonas, hvorefter han stoppede op, da det omtrent kun var ti centimeter, der skilte dem ad. Derefter tog han fat i hans krave og hev ham helt hen til sig. "Du er en fucking idiot. Ved du godt det?" snerrede han med dæmpet stemme og så gennemtrængende på ham, stadigvæk med det ene øjenbryn løftet. Eithan knyttede sin ene næve og hævede den, parat til at slå Jonas. Nej, han var overhovedet ikke det værd. Han sænkede den hurtigt igen og slap derefter Jonas' krave, hvorefter han satte sin ene hånd med håndfladen mod hans brystkasse og skubbede til ham. "Skrid så," snerrede han med et olmt blik fæstet mod Jonas og blottede kort sine spidse, hjørnetænder. Det var muligvis ikke så smart gjort. Narh, de troede vel ikke på vampyre? Og hvad så, hvis han fortalte nogen om ham. Bare lad ham. Eithan lod vagtsomt sit blik glide frem og tilbage på de forskellige drenge i gruppen.

//Skal Lige spise.. :D //

// Også jeg o.o

//Haha syret.. xD //

Alecia kiggede smilende til imens Eithan skræmte livet af Jonas. Hun følte sig lidt trodset over at han havde grebet ind, hun hadede at føle sig hjælpeløs, og det var jo ikke engang fordi hun var det i den her situation, Eithan havde bare grebet ind. Men på den anden side var hun også taknemmelig over at han havde gjordt det. Taget sig af det beskidte arbejde. Hun kunne nok ikke selv have gjordt det meget bedre alligevel. Eithan var omkring på samme højde som Jonas var, men han var noget mere veltrænet end Jonas.
Hun var stadigvæk lidt rundt på gulvet og havde kvalme efter Jonas' pludselige overgreb på hende. Hvad fanden var det egentlig også for noget gøre?! Kysse en komplet fremmede som ikke engang havde haft en ordenlig samtale med?! Langsomt krøb hendes tanker væk, og hun forestillede sig hvordan det mon ville være at kysse Eithan; Fantastisk, var ordet hun kom frem til. Hun vidste godt at det var noget underligt noget at stå og gøre med en man lige havde mødt. Men.. Han vækkede bare noget i hende. Hun havde en utrolig lyst efter ham. Både på det psykiske og det fysiske plan. Hmm...
Da Eithan igen langsomt sænkede Jonas ned, så de andre drenge skræmt til. Da Eithan snerrede lidt af Jonas, kunne man se lidt af spidsen på hans tænder, og langsomt blev Jonas helt hvid i hovedet. Alecia smilede stort, så man også kunne se det meste af hendes lange spidse tænder. Så hurtigt som det overhovedet var muligt for ham, løb han væk og de andre kom lige i hælene på ham. Alecia slap et grin, og kunne ikke holde tilbage i hele 5 sekunder.. Det var nyt for hende..

Eithan smilede selvtilfredst, da han så Jonas' reaktion, hvorefter han så fulgte ham med øjnene, da ham og hans bande løb. Løb langt væk. Skavt. Krystere. Omsider. Parken var fri for idioter. Efter noget tid forsvandt drengegruppen fra hans synsvinkel, så han ikke længere kunne se dem, og hans blik bevægede sig over mod det store bål, de tåbelige drenge havde besudlet at lave. Hvad skulle han stille op med det? Nåh, ligemeget. Eithan forlod sin forsvarsstilling og begravede efterfølgende sine hænder i de forreste lommer på hans bukser. Derefter drejede han om på hælen, så han stod med front mod Alecia, der lod til at more sig over et eller andet. "Hvad skulle det til for?" spurgte han med et løftet øjenbryn, hentydede til at hun var gået herhen før. Hvorfor havde hun ikke bare kunnet lade dem være? På den anden side .. hvis hun ikke havde blandet sig, ville de nok stadigvæk have været her. Så han var vel lidt taknemmelig. Selvom det ikke var hende, der havde skræmt dem væk men ham selv. Men det ville hun nok også have gjort, hvis ikke han havde blandet sig. Hun virkede som en, der sagtens kunne klare sig selv. Bestemt og stædig. Et svagt smil passerede hurtigt hans læber ved denne tanke. Det her ville måske ikke blive en kedelig aften; ikke med hendes selskab i hvert fald.

Alecia smilede stadig da Eithan snakkede til hende igen. Langsomt blegnede hendes smil, "De gik mig bare på nerverne, jeg gad ikke hører på deres pis, så det ville være nemmere bare at skræmme dem væk. Så kunne vi da i det mindste få lidt ro.." Sagde hun, og kiggede vredt ned i jorden, de irriterede hende stadig, selvom de ikke længere var der. Hun havde det også stadig dårligt efter at Jonas havde kysset hende, det var så længe siden hun havde kysset nogen, eller blevet kysset at hun havde det dårligt med at det var en som ham der skulle lave om på det. Hun rystede på hovedet og prøvede at få hele den episode ud af hovedet.
Hun kiggede igen på Eithan og fnisede lidt da han tænkte på at hun var stædig og bestemt, det var jo sandt, men at han kunne finde ud af det på så kort tid morrede hende en smule.
Hun kunne mærke hendes kinder blive en smule varme ved den sidste tanke, hun havde det jo på samme måde, det ville sikkert blive en sjov nat med ham, men hunhavde aldrig troet at en som ham ville være sammen med en som hende af egen fri vilje.. Hmm.. Den måtte hun tænke lidt mere over senere..

Eithan lyttede stille til hende og nikkede derefter enigt. "Mmh, de var fanme også latterlige," mumlede han med dæmpet stemme; ikke direkte til hende mere til sig selv. For det var de. Argh, han blev helt irriteret af blot at tænke på dem. Glem dem nu bare. De er slet, slet ikke det værd. Forhåbentlig ville han aldrig støde på dem igen. Selvom det dog egentlig kunne være meget interessant og se, hvordan Jonas så ville reagere, hvis deres andet møde virkelig ville opstå. Sikkert ikke. Måske var han/de slet ikke herfra. Eithan rystede kraftigt på hovedet i et forsøg på at få tankerne om den fulde drengegruppe væk. Prøvede at slette deres ansigter fra hans hukommelse. Da han var alt for optaget af sine egne tanker, bemærkede han ikke at hun rødmede. Faktisk var det som om, at han var spærret inde i sig selv. At, selvom han stod udenfor og var tilstede, faktisk ikke var her. Sådan var det tit. Han følte sig nogen gange som en fange, når alle hans tanker først kom snigende. De ville ligesom ikke forsvinde, før han havde tænkt dem alle sammen igennem. I et lidt .. meget lamt forsøg på at banke alle sine tanker ud af hovedet slog han sig eftertagende gange med flad hånd på panden. Forsvind, forsvind. Det så nok ret så komisk ud, men det tænkte han ikke yderligere på. Eithan stoppede lidt efter og begravede igen sin hånd i den ene lomme, da det begyndte at gøre lidt ondt, hvorefter han lige så stille begyndte at gå hen mod dén bænk, de tidligere havde siddet på, før de var blevet forstyrret af .. dem.

Alecia betragtede Eithan imens han kæmpede med sit indre. Langsomt kom alle hans tanker snigende også hos hende. Så hele hendes hovede blev igen bombaderet med tanker i lårtykke stråler. Hun lukkede hårdt øjnene i, og prøvede at lukke Eithan's tanker ude. Men uden held. Hun åbnede først igen øjnene da han selv begyndte at få styr på de forvirrende tanker. Hun begyndte hurtigt at gå kun kort efter ham selv. Hun kiggede på ham tog sig kort til hovedet. "Det må du altså ikke gøre igen." Sagde hun lavt. Det var først kort efter at det gik op for hende at det nok ikke var verdens bedtse idé at for tælle ham om hendes evne på den måde.. Men nå, nu var det jo forsent...

Eithan drejede hovedet en smule, så han bedre kunne se på hende og løftede derefter spørgende et øjenbryn af hende. "Gøre hvad?" spurgte han så og lod øjenbrynet falde på plads igen, men fastholdte dog sit blik på hende. Først da han var nået sit mål, altså bænken, løsrev han blikket fra hende, hvorefter han slog sig ned på parkbænken. Hvad mente hun? At han ikke måtte slå sig selv? Eithan havde ikke helt opfattet, at hun kunne læse tanker. Det var nok også meget godt. Han ville føle sig ret så overvåget, hvis han vidste, at hun virkelig kunne læse hans tanker. Denne evne havde han dog mange gange selv ønsket sig at beside. Det kunne være meget nyttigt. Så slap man for at spørge ind til en masse ting. Man kunne bare læse personens tanker. Men eftersom han ikke var tankelæser, vidste han heller ikke, at der nok også var mange dårlige ting ved denne evne. Det var sikkert ikke specielt fedt aldrig at kunne have sine egne tanker for sig selv, uden at en masse andre også bare kom væltende ind hver gang, man nærmede sig et andet væsen.

Hun kiggede ned i jorden hele vejen hen til bænken.. Hun tyggede lidt på orderne i hendes mund, og på hvordan hun skulle formulere det.. Sige det så han ikke ville løbe skrigende væk, eller slå hende eller noget. Íkke at hun regnede med at det var noget han ville gøre, men man kan jo ikke være for forsigtig. Lidt efter hun havde gået og tænkt over orderne, fandt hun frem til hvad hun kunne sige. "Lade dine tanker gå amok på den måde." Sagde hun, og lød nok en smule forsvarsløs, og hjælpeløs, men hun havde allerede fået hovedpine af alt det kaos de drenge rendte rundt med i hovedet. Hun lod sig dumpe ned på bænken, ved siden af Eithan. Hun kiggede forsigtigt over på ham og ventede på hans reaktion.
Hun var bange for hans reaktion, for hun kunne rigtig godt lide ham, og ville ikke have at han skulle gå. Da hun havde tænkt den tanke, skældte hun sig selv ud, det kunne jo ikke passe at hun allerede holdte af ham på nogen måde! Det burde hun ikke kunne! Og desuden havde hun staig kun lige mødt ham! Arrh!

//Jeg undskylder den manglende kreativitet!

Eithan vendte automatisk blikket mod hende, da hun sagde noget og rynkede derefter lidt undrende øjenbrynene. "Hvordan kan du .. ? .." Han glippede lettere forundret med øjnene, da det så gik op for ham. Var hun en tankelæser? Kunne hun læse tanker? Han tog let fat om sin underlæbe med de forreste tænder i det øverste tandsæt og sad blot i noget tid som forstenet, mens han vente og drejede den tanke. Hvad? Havde hun så hørt alt det, han havde tænkt? Hvor pinligt. Hans hoved var sådan et frygteligt rod. Alt for mange tanker til at være en normal person. "Du .." begyndte han, men kom så ikke videre der fra. Sad bare helt stum. Slut med at tænke! Ikke så længe hun var her .. men det vidste han godt ikke var muligt. Han kunne simpelthen ikke holde de helvedes tanker ude så meget som et eneste sekund. Efter noget tid rystede han kort på hovedet og kom ud af sin 'forstenelse', hvorefter han slap sin underlæben. "Du kan læse tanker?" mumlede han betuttet og hævede det ene øjenbryn. Det var jo HELT sikkert, at hun kunne. Måske havde han misforstået noget - eller måske havde det hun havde sagt bare tolkes på andre måder .. eller måske havde hun bare gættet sig til, hvilket rod hans hoved var. Årgh, der kom de igen. Alle disse tanker der bombarderede hans stakkels hoved.

// Det gør ikke noget (:'

Nu skete det, tænkte hun, nu ville han flippe ud. Løbe skrigende væk, rykke sig væk fra hende, se på hende som om hun var et monster. Hun hadede når folk gjorde det.. Det var derfor hun altid holdt sin evne for sig selv, der kom aldrig noget godt ud af at fortælle det til nogen.. Aldrig..
"Ja..." Sagde hun trist, uden at kigge på ham. Hun var bange for at han ville give hende 'blikket'. Blikket der siger at du ikke hører til her, blikket der siger du er unormal, og bare burde forsvinde, blikket der siger at folk frygter dig.. Hun hadede det blik, og hun fik det alt for tit.. Hun bare sådan håbet at Eithan ikke var sådan, for han var bare anderledes.. Eller, det var han vel egentlig ikke? Han reagerede jo ligesom alle andre nu? gjorde han ikke? Hun turde stadig ikke se på ham i frygt for at han ville se på hende på den måde hun hadede. Hun klemte hårdt øjnene i, i frygt for at hendes øjne ville løbe i vand, fordi hun igen var blevet stemplet som en freak...
"Eithan.." Begyndte hun.. Hun stolede ikke rigtig på sin stemme, hun var bange for at den ville svigte hende, fordi hun var tæt på at græde.. Men hun ville ikke græde foran ham.. Men det var vel egentlig ikke noget hun selv bestemte.. "Du behøver ikke være her hvis du ikke vil.. Du må gerne gå.. Jeg forstår.." Sagde hun lavt.. Og ganske rigtigt så svigtede hendes stemme hende ved de sidste to ord, og en lydløs tåre bevægede sig fra hendes øje ned af hendes kind og ned på hagen, hvor den dryppede fra og endte i jorden under dem. Hun var glad for at hendes hår dækkede det meste af hendes ansigt. For så var der ikke så store chancer for at han kunne se det.. Men hun vidste jo ikke om han opdagde det..

// Hold da fast, der kom den vidst lige igen hva'? :D

Eithan kiggede blot på hende uden at sige noget. Hans evne til at tale lod til at være forsvundet. Selvom han ikke selv var tankelæser, så han hende ikke som en .. freak. Det var jo allerede unaturligt nok, at hun var vampyr. Det var i hvert fald det menneskene mente. Selv besad han også nogen overnaturlige kræfter, men det var ikke sådan, at han ikke kunne 'slukke' for dem. Hans kræfter påvirkede ham jo ikke, når han ikke brugte dem. Men det gjorde hendes. Hans tankespind blev afbrudt, da hun åbnede sin mund for at sige noget. Nej da, hvorfor skulle han ville gå? Han var dog tæt på at lade en himlen-med-øjnene rulle ud over kanten, men fik stoppet sig selv i tide. Han var virkelig, virkelig ikke god til at trøste. Men ja, han havde godt bemærket hendes tåre. Kort undrede han sig over, hvorfor hun græd. Han havde da ikke sagt noget? Var hun ked af det? Eithan spidsede tænksomt munden, inden han lagde hovedet en smule på sned. "Hvorfor græder du?" spurgte han lavmælt, næsten hviskende, før han med en let bevægelse strøg noget af hendes hår væk med den ene hånd, så hendes ansigt blev helt synligt.

// .. yay?! xD.

Hun lyttede kort til alle de tanker han gjorde sig. Og hun åndede lettet ud, kunne det virkelig passe at han ikke afviste hende? Var han virkelig så speciel som hun havde troet? Hmm..
Hun lukkede øjnene i og nød den tavhed der fylte hele hendes krop, det var meget muligt at hun stadig kunne hører Eithan's tanker, men hun kunne slappe fuldstændig af, uden at skulle tænke på noget. Langsomt tog hun en dyb indånding og åbnede øjnene.
Da han så pludselig spurgte hvorfor hun græd, kunne hun ikke lade være med at smile, i ca. ti sekunder vidste hun ikke engang hvorfor, men så fandt hun grunden; Det var simpelthen fordi det næsten lød som om han bekymrede sig for hende. Som et lille barn der ser sin mor græde, og så går hen og tager hendes hånd. Det kunne godt være at han ikke selv mente at han var specielt god til at tryste folk, men det han lige havde gjort havde nok hjulpet mere end noget andet. Hun fniste lidt da han fjernede håret fra hendes ansigt. Hun rødmede igen svagt, det var første gang han rørte hende. Hun vidste ikke hvorfor hun gik så meget op i det? Og tekniskset rørte han hende jo ikke? Han flyttede bare hendes hår. Hun fik lyst til at sætte sig op og kramme ham, bare holde om ham og for én gang skyld føle sig tryg.
Lidt eftert slog tanken hende. Hun satte sig roligt op, og så Eithan i øjnene, hun trak ikke vejret i noget der mindede om femten sekunder, det var som om der var et tog der havde ramt hende eller lignene. Lidt efter tog hun sig igen sammen og trak vejret igen. "Skal jeg vise dig hvorfor jeg græder?" Spurgte hun med et forsigtigt smil. Hun løftede hånden som et tegn til at han skulle tage den, hvis han altså ville lade hende gøre hvad hun havde tænkt sig.

// Haha! xD - og der var den sørme igen hva'? I'm on fire! :D

Eithan løftede lidt fortvivlet et øjenbryn, da et smil kom frem på hendes læber. Hvad nu? Sikke nogen humørsvingninger. Der var altså et eller andet lidt underligt ved hende. Hvorfor var hun sådan? Det var dog ikke noget dårligt. Faktisk virkede hun yderst interessant. Det var han ikke så meget for at indrømme, da han som regel prøvede at virke så ligeglad som muligt. Men det vidste hun jo ikke .. det gjorde hun så nu. Eithan stoppede brat disse tanker, da han kom i tanke om, at hun kunne læse tanker. Dumt. Dumt, dumt, dumt. Nåh, det var der ikke så meget at gøre ved nu. Nu havde han tænkt det, og nu havde hun hørt det. Der var vel heller ikke noget galt med, at han havde en vis interesse for hende. Ikke på den måde dog. Men han ville meget gerne lære hende bedre at kende. Der var et eller andet over hende. Noget ligesom mystisk. Dog uden at være sådan, wuhow, hende her er altså underlig. Han slog let i panden. Hvorfor skulle han altid .. voldtages af så mange tanker? Eithan kom ud af sin egen verden, da hun spurgte ham om noget og nikkede langsomt med hovedet til svar. Derefter så han lidt tøvende på hendes hånd, inden han forsigtigt tog fat i den.

// Ja, du er o__o xD

Hun kunne ikke lade være med at grine af alle de sjove tanker Eithan kom med, det var længe siden hun havde grint sådan, og hun elskede det. Da han langsomt tog hendes hånd lukkede hun øjnene og klemte blidt hans hånd, hun vidste jo godt at han ikke vidste hvad hun havde tænkt sig at gøre, så det blev sikkert spændende.
"Luk øjnene." Sagde hun blidt, men bestemt. Hun klemte sine øjne hårdere i og koncentrerede sig på det yderste. Hun sprolede tilbage i sin egen hukommelse, og viste Eithan den første gang hun nogensinde havde fortalt nogen om sit 'handicap', som hun kaldte det. Det var hendes første rigtige ven siden hun blev vampyr. Imens billederne fra Alecia's hovede fløj igennem Eithan's forklarede hun. "Hun hed Debbie, jeg sagde det til hende, og vi var gode venner resten af dagen. Siden den dag har jeg aldrig set hende." Hun knep øjnene endnu hårdere i, og koncentrerede sig om et andet minde. Det var den første vampyr hun nogensinde havde datet. "Han hed Drake, han sagde han gik på toilettet og kom aldrig igen." Forklarede hun. Hun fokoserede endnu hårdere nu, og bladrede alle de ansigter igennem som tilhørte dem hun havde sagt det til. Man så kun et glimt af dem alle sammen, men de havde alle det samme tilfældes; Deres ansigt, bar 'blikket'.
Langsomt slap hun igen Eithans hånd, og åbnede øjnene. Hun glædede sig lidt til at se hans reation, hvis han kunne tackle hendes ene handicap, kunne han vel også tackle det andet?

// Jep jeg er heller ikke helt normal i virkeligheden.. Men sjov det er jeg.. :D

Eithan fulgte bare hendes ordre, da han ikke rigtig turde andet, så han lod let sine øjne glide i og så så den første person, som han lidt efter fik sat et navn på. Debbie. Sikke en idiot. Derefter gled billedet af hanvampyren Drake henover hans hornhinde. Endnu en idiot. Han blev faktisk lidt irritabel over det. Sådan gjorde man da ikke. Bare at forlade nogen med en lam undskyldning om at skulle på toilettet og så ikke komme tilbage. Selv han gjorde ikke sådan noget - og han var ikke ligefrem det venligste væsen i verden. Jamen, hvad var der galt med dem? Han stoppede sit tankespind, da de mange billeder af forskellige ansigter med samme ansigtsudtrykt passerede hans indre blik. Idiot Fjols. Idiot. Idiot. Fjols. Idiot. Han navngav dem alle med lignende navne. Jeez, altså! Eithan åbnede hurtigt øjnene, efter hun havde sluppet hans hånd. Hun kunne også sende billeder ind i andres hjerne/indre blikke. Det var faktisk meget imponerende. Var hun mon en fuldblodsvampyr? Hun virkede ikke ligefrem så stolt over at være en vampyr. Men det var han egentlig heller ikke selv. Ikke altid i hvert fald. Hvorfor? Hvorfor var folk så .. fordomsfulde? Bare fordi man havde et 'mindre handicap', var man ikke nødvendigvis skør i bolden. Han åbnede munden for at sige noget, men det lod til at hans taleevne igen havde svigtet ham.

// Det er også kedeligt at være normal BD.

Hun betragtede ham med et mindre smil på læben. Selvom hun kunne læse hans tanker og kunne se at det ikke var sådan han tænkte syntes hun alligevel at lige ville sige noget. "Du må altså ikke tro jeg viser dig det fordi du skal have ondt af mig!" Skyndte hun sige at sige.
Utroligt nok havde hun det ikke skidt med at huske på alle de vampyrer og mennesker hun havde betroet sig til. Han gjorde noget ved hende, noget der gjorde at hun følte sig hjemme, uden på nogen måde at være det.
Hun var glad for at der endelig var en hun kunne dele sine tanker med! Og at han ikke gav hende det blik hun frygtede.. Hun var glad for at han var der, og hun ville ikke have han skulle gå.. Det var selvfølgelig én af de ting hun aldrig ville sige til ham! Hun kiggede forundret på ham, da hans stemme også svigtede ham. "Du behøver ikke sige noget.." Sagde hun med et roligt smil, et oprigtigt smil. Ikke bare én af de falske smil hun ofte brugte, nej, dette var et ægte smil.
Hun bed sig forsigtigt i læben, og ventede på at han blev klar til at komme med en reaktion. Utroligt at hun var blevet så glad for ham på så kort tid, hun vidste godt at det højstsandsynligt ikke ville udvikle sig, men hun havde da fået en ven.. Det var mere end hun nogensinde ville kunne bede om..

Eithan glippede kort med øjnene, da de første ord kom ud af hendes mund. Nej, selvfølgelig ikke. Det vidste han godt. Eller nej, men han kunne fornemme det .. på en måde. Godt nok var han ikke specielt årvågen, men .. argh, det kunne være ligemeget. "Jeg .." Han stoppede derefter, da han faktisk ikke havde gennemtænkt, hvad han skulle sige. Men hvad var der også at sige? En masse faktisk. Alt for meget! I stedet for at begynde at plapre løs og stille hende en masse spørgsmål, besluttede han sig for, at det var smartes bare at tie stille. Han ville ikke virke for påtrængende. Ja, bare at holde mund var nok bedst. Eithan bed sig forsigtigt i underlæben, da hun smilede. Blot for at være høflig sendte han hende et skævt smil. Smilet forblev på hans læber i noget tid og blev så efterhånden mere og mere ægte, hvilket resulterede i at det også blev større. "Du .. jeg mener, jeg .. øh .." Igen sad han fast og kunne ikke komme videre med sin sætning. Han rodede sig lidt forlegent i håret og slog blikket ned mod jorden.

Hun smilede lidt mere da han rodede rundt i orderne, og hans tanker blev heller ikke ligefrem klarere af at han var så forvirret. "Det er okay Eithan, du behøver ikke at sige noget.." Sagde hun og smilede skævt. Hun fandt det alt for sødt, at han ikke kunne finde de rigtige ord, og det må man sige ikke skete tit! Altså at hun fandt noget sødt...
De sad lidt i tavshed på bænken, og hun nød det, selvom Eithan's tanker stadig rodede rundt i hovedet på ham.
lidt efter kom hun til at tænke på hvad klokken mon kunne være, hun løftede sin venstre hånd og så på det lille ur. klokken var snart ti minutter over fem, og solen stod snart op. Hun vidste egentlig heller ikke hvad der var med det rygte, eller rattere sagt, den myte, om at vampyrer dør hvis de møder sollyset, det var jo latterligt, eller var det nu også det? Hun havde ikke mødt så mange vampyre selvom hun havde levet i over 300 år. Selv blev hun bare meget træt, og gik til sidst i en slags dvale. Men den med at man ikke kan se dem i spejle, det er ren idioti! Alle de myter om vampyrer irriterede hende, for hun vidste jo de ikke passede..
Hun kiggede igen på Eithan, *Din forbandet smukke dreng.* tænkte hun og smilede for sig selv. Bare han ikke havde været så perfekt, det irriterede hende næsten. Eller nej, det var faktisk rart.. Hun vidste det ikke, men én ting vidste hun; At han ikke måtte gå..

// Btw. undskyld den manglende kreativitet.. -.-'

Eithan lukkede munden, da hun sagde det, hun nu sagde. Ja, hold nu bare mund, Eithan. Det plejede han ellers ikke at have problemer med .. men .. han følte, at han blev nødt til at sige et eller andet. Ellers så virkede det så .. det kunne han ikke sætte ord på. For at være sikker på at han ikke ville slippe et eller andet dumt ud, bed han sig svagt i underlæben. Hans blik var stadigvæk rettet ned mod jorden. Det var ikke fordi, at han ikke ville se på hende - eller jo, men. Årh. Irriteret over ham selv drog han et næsten lydløst suk. Da hun løftede hendes venstre hånd, hvorpå hun bar et ur for at se, hvad klokken var, skævede han lidt til hende. Hvad var klokken mon? Han havde en elendig tidsfornemmelse; og hans retningssans var heller ikke ligefrem en af hans stærke sider. Sikke en vampyr han var. Tit følte han sig så anderledes end alle de andre. Det havde han altid gjort. Det var som om, at det at være en vampyr bare ikke passede til ham. Eller også var det bare ham, der ikke passede til at være en vampyr? Ja, det var sikkert ham, der var noget galt med; som sædvanligt. Hver gang hans far eller andre havde kigget på ham, havde han altid kunnet se det i deres blikke. De var ikke stolte over ham. Hvad havde de gjort galt? - Siden at de skulle straffes med den ynkelige undskyldning af en vampyr som søn. Eithan bed sig en anelse hårdere i læben og mærkede et pludseligt had brede sig i hans krop, da et billede af den vampyr, han muligvis hadede allermest kom op. Selvom de ikke havde mødtes meget mere end to gange, var det alligevel nok. Nok til at han kunne provokere ham mere end nogen anden. Eithan var svag, havde han sagt. Han var en svag vampyr. Hvad helvede vidste han om det? Måske var det ham, der var noget galt med. Men .. det vidste Eithan godt ikke var sandt. Det var ham selv og alle hans fejl, der var fuldstændig forkerte. Efterhånden som der kom flere og flere tanker til hans tankespind, der mest af alt mindede om en meget stor og forvirrende labyrent, faldt han helt ind i sin egen verden. Det gjorde han alt for tit. Hvad var der også galt med ham? Hvorfor skulle han plages med alle de tanker? Han sukkede højlydt, højere end det egentlig var meningen, da Alecia jo sad ved siden af ham, og gemte derefter sit hoved i håndfladerne. Forsøgte virkelig at få styr på sine tanker. Sætte dem på plads og få tænkt dem igennem, før han så endelig kunne blive fri for dem. Glemme dem og smide dem væk - før der så kom nogle nye til.

Alecia sad omhyggeligt og lyttede til Eithan's tanker. De facinerede hende, hun følte sig ikke så alene når hun hørte dem. Hun havde på en måde ondt af ham, for hun vidste præcis hvordan han havde det. Ikke at passe ind, at føle sig helt forkert, og at man egentlig bare burde forsvinde, og aldrig komme tilbage. Hun havde mest af alt, lyst til at lægge en beskyttende arm om ham. Sige til ham at der ikke var noget galt med ham, at han ikke var alene med sine problemer.. Men for det første ville det være helt forkert, da hun kun lige havde mødt ham, og for det andet; havde hun aldrig været specielt god til at med fysisk kontakt, i hvert fald når det kom til sådan noget som et kram, eller at holde i hånden. Med mindre hun havde et meget tæt forhold til den enkelte person.
Og tre; hun var bange for at han ville afvise hende hvis hun overhovedet prøvede.
Hun blev forstyrret af sit eget tankespind, af Eithan's høje suk. Det havde vidst ikke været meningen at det skulle have været så højt, at Alecia kunne høre det, men det gik jo nok.
Alecia kunne sagtens mærke hvordan Eithan prøvede at holde sine tanker ude af hans eget hovede og ikke mindst Alecia's. Hun skævede hen til ham, og sagde med en meget neutral stemme; "Du kan flygte fra kamp, du kan flygte fra det sted du står, ja du kan faktisk flygte fra selv problemer.. Men der er tre ting du ikke kan flygte fra; Døden, Kærlighed, og dine egne tanker." Hun vidste godt at han sikkert syntes det punkt med kærlighed var plat, men hun havde selv oplevet det. Ganske vidst kun én gang, men hun havde været der. For når man virkelig er forelsket, kan man ikke flygte fra det, og benægte det. For når du virkelig står midt i en forelskelse, er den ikke til at komme ud af. Selvom man af hele sin sjæl ønsker det.. Hun kiggede tankefuldt ud over parken, himlen var begyndt at blive en smule lys i øst, der var meget kort tid til at solen stod op. Hun overvejede at spørge ham om det ikke var en idé de snart daffede af. Men hun var klar over at de sikkert ville gå hver sin vej, og det ville hun ikke have skete.. Så hun forblev tavs...

Eithan blev til sidst nødt til at opgive at få styr på alle sine tanker, da det simpelthen var umuligt. Der var alt for mange. Alt for mange tanker der fes rundt inde i hovedet på ham. Efterfulgt af et let suk fjernede han sine hænder fra ansigtet og begyndte i stedet for at flette fingrende ind og ud af hinanden. Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke bare være ligesom alle de andre. Der var vel nogen, der mente, at det at være normal var kedeligt. Efter Eithans mening var det bedre at være normal og en del af fællesskabet, end at være forkert og udstødt. Det var han dog vant til, så det var ikke fordi, at han ønskede at blive en del af de andre. Faktisk havde han det bedst, når han var alene. Men det var klart. Altid havde han jo været alene. Næsten i hvert fald .. men .. selvom han ikke var alene og måske var omgivet af mennesker, følte han sig alligevel alene. Han passede bare ikke ind; og det var dét, der fik ham til at føle sådan. Alene. Unormal. Uønsket. Eithan rystede vredt på hovedet i et forsøg på at komme tilbage i kampen mod de irriterende tanker, der ikke bare gav op så let. Han øjne var i mellem tiden blevet meget fjerne og tågede, eftersom han var faldet i staver og bare sad og stirrede ud i luften. De var havde dog også et .. et lidt sørgmodigt blik. Eller ikke .. nej .. jo. Der var i hvert fald et eller andet i det. Det var ikke bare tomt, som det ellers plejede at være. Da hans ører opfangede de ord, der blev lukket ud af Alecias mund, vendte han sit blik mod hende, stoppede sit finger'fletteri og så lidt undrende på hende med hovedet lagt på skrå. Pff, døden og kærlighed. Dette var ting, som han ikke holdt særlig meget af at tænke på. Men det var vel rigtig nok. Også det med tankerne. Det kunne man bare ikke undslippe. Medmindre man selvfølgelig var udødelig. Det fandtes da, ikke? Eller .. faktisk troede han ikke på sådan noget - udødelighed. Alle væsner kunne blive dræbt, nogen var bare sværere at dræbe end andre - og så vendte de måske tilbage .. som spøgelser, zombier eller andet. Han rynkede svagt øjenbrynene og fulgte derefter hendes blik ud over parken. Studerede den rolige himmel, der langsomt blev lysere og lysere, efterhånden som solen bevægede sig opad. Han hadede solen. Den var så .. så lys. Mærkeligt nok. I det hele taget afskyede Eithan det meste, der havde med solen at gøre. Alle de væsner, der om dagen var ih så glade og løb rundt og grinede i solens stråler. Røvsygt.