Stilheden brydes.. (Eithan=Privat..)

Eithan vippede lidt frem og tilbage, mens han ventede på, at hun fik fundet ud af hvilket værelse, der var deres. Da hun så endelig fik tydet tallet på nøglen - 376 - fulgte han stilfærdigt med hende hen til døren med de korrekte tal på - 3, 7 og 6. Det passede. Efter hun var gået, ind stillede han sig i døren og scannede værelset med øjnene, hvor det hurtigt landede på den eneste seng i rummet. En dobbeltseng. Årh, perfekt jo. Hans mund blev forvandlet til en smal streg, da han klemte læberne sammen og sendte ham vampyrfyren, Chris, en ikke ligefrem særlig venlig tanke. Det var helt sikkert noget, han havde gjort med vilje. Givet dem et værelse med kun en seng. Idiot. Idet hun kom luntende ud fra det, der nok måtte være badeværelset, trådte han ind i lokalet med krydsede arme og lod endnu en gang sit blik køre lidt rundt på alle de ting, der var i værelset. Eithan sjokkede hen til sengen og smed sig med maven ned mod madrassen tværs over sengen og sukkede efterfølgende højlydt. Lyden på sukket blev dog dæmpet noget, da hans ansigt også vendte ned mod sengens madras. Han var ikke spor træt, men han havde bare brug for at ligge ned. Blot ligge og flyde indtil månen havde gentaget sin retmæssige plads på himlen, og solen var forsvundet over på den anden side af jorden. Eftersom han begyndte at få lidt problemer med at trække vejret, fordi han som sagt lå med hovedet ned mod madrassen, rullede han om på ryggen og rettede sit blik op på loftet med armene strakt helt ud til hver deres side og ligeledes benene, så han nu næsten fyldte hele sengen. Hans brystkasse hævede sig, da han tog en dyb indånding, hvor han derefter drog et suk.

// Det går nok BD.

Alecia kunne ikke lade være med at fnise lidt, da Eithan kolapsede på sengen. Hun gik forbi sengen og hen mod den altan, der var på den vendstre side af sengen. Hun skubbede en smule af gardinet til side så hun kunne se ud igennem det. Solen stod højt på himlen, og hun blev næsten blændet. Hun skød gardinet tilbage igen, og hvæste en smule af det, selvom det jo ikke hvalp det mindste.
Hun gik ned til fodenden af sengen, og lod sig dumpe ned på gulvet. Tæppen der var over alt på det store soveværelse var ret blødt, og ualmindelig hvidt.. Hun lod en hånd glide hen over det for at føle på det. Hun kunne godt mærke hvordan solen havde tæret på hende, hun var fuldstændig udmattet. Hun lænede sit hoved tilbage mod sengen og lukkede øjnene. Hun den stilhed der var i rummet, altså pånær Eithan's dybe vejrtrækning.

//Manglende kreativitet!!!!

Eithan vendte sig om på siden, da hun satte sig ned på gulvet forenden af sengen. Fik derefter vendt sig om på maven, så han nu lå med hovedet i den forkerte ende, og han dermed bedre kunne se hende, eftersom hun sad og skjulte sig der bag sengekanten. Skulle han sige noget? Han bed sig svagt i underlæben og lagde sine arme foran sig med hænderne under hovedet, hvorefter han pustede til hendes hår, så en af de mange hårtottet fløj op i luften. Selvom hendes hår var lettere uglet, var det alligevel flot. Det var kulsort - ligesom hans eget. Hans hår var bare ikke når så kønt, da det ikke var blevet vasket ordenligt i lang tid. "Er du træt?" spurgte han blot for at sige noget og hentydede til hendes lukkede øjne. Det var dog ikke ens betydning med, at hun nødvendigvis behøvede at være søvnig. Han flyttede sin ene hånd fra under hovedet og hev lidt ud i en af hendes sorte totter, som han lidt mislykket begyndte at flette den, efter han også fik fjernet sin anden hånd. Da den ikke blev specielt pæn - altså fletningen - droppede han det og snoede/flettede den op igen.

//Bliver nødt til at logge. /:' Men jeg svarer i morgen! :D

// Okay n__n

Alecia kunne ikke få sig selv til at åbne øjnene, selvom hun godt hørte Eithan fumle rundt oppe på sengen. Hun fnisede let, da han pustede til hendes hår. Hun var så udmattet efter den idiotiske sol, at hun ikke en gang, gad et sætte de totter der nu sad hulter til bulter.
Hun sad bare og smilede af Eithan, da han igen snakkede. Det virkede som omhan var en anelse bekymret for hende, hvis hun ikke var normal i bare et par minutter.. Sødt...
Han åbnede øjnene en anelse, og smilede til ham. "Neej.. Det er bare den forbandede sol der har stjælet resten af det energi jeg lige havde.." Sagde hun, stadig smilende, og trak let på skuldrerne..
Hun kunne ikke lade være med at sidde og grine lidt af ham, da han fumlede lidt med hendes hår.. Hun vidste ikke hvad han havde gang i, eftersom hun jo ikke kunne se det, så hun gættede på han bare sad og pillede ved hendes hår.. Hvilket jo også i og for sig var rigtigt nok.. Da han fumlede med at få det ud han nu havde lavet løftede hu en hånd op på hans, og grinede lidt.. "Du er sq lidt speciel, Eithan." Sagde hun og klemte lidt mere om hans hånd. Det var egentlig først der, hun opdagede, at det var lidt underligt af hende. Så hun slap lige så stille hans hånd, og lod armen falde ed på plads, på siden af hende.

Eithan nikkede svagt, da hun svarede ham og fik flettet fletningen helt op, rette hårtotten med fingrene eftersom den var blevet lidt filtret af, at han havde flettet den ind og ud af hinanden. Da hun lagde sin hånd på hans, trak han den ligeledes tilbage og placerede hånden under sit hoved/hage som en slags stødte. Et lavt suk undslap hans læber, hvorefter han så kort nikkede til det, hun sagde - altså så godt man nu kan nikke med en hånd under hovedet. "Det ved jeg godt," mumlede han lidt utydeligt, før han vendte sig om på ryggen med blikket rettet op mod loftet. Ikke bare lidt. Han var meget speciel. Det havde han dog efterhånden vænnet sig til. At være anderledes end alle andre. Men .. der var vel ingen, der var ens? Ikke indeni i hvert fald - kun biologisk set, eftersom alle levende væsner nok både havde et hjerte og alt det .. men helt, helt indeni. Alle havde forskellige meninger og tænkte forskelligt. Det kom sikkert an på, hvordan man var vokset op, og hvordan man blev påvirket af omverdenen; der var jo nok ret meget forskel på et forkælet pigebarn, der altid havde fået opfyldt alt det, hun ønskede sig, og så en ussel, fattigrøv der måtte tigge for bare at få råd til mad. Eithan drejede hovedet og så over mod vinduet, hvor et gardin hang for og skyggede for solen. Hvis ikk det havde været for den forbandede sol, havde han skredet nu. Han ville ud. Kunne tiden ikke gå lidt hurtigere? Han lagde sine hænder oven på hans brystkasse og begyndte at tælle sine hjerteslag. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 .. Et eller andet måtte han lave. Selvom han faktisk praktisk talt aldrig lavede en skid, var han ikke så god til det der med at ligge og lave ingenting. Han skulle enten gå eller have et eller andet interessamt at se på. Eftersom hans tanker afbrød hans hjerteslags-tælning, blev han helt hyllet ud af den og begyndte derfor forfra med at tælle dets slag inde i hovedet. 1, 2, 3 ..

Alecia sad stadig med lukkede øjne, og selvom hun var udmattet, begyndte hun også at kede sig helt vildt. Derfor gav hun sig til at koncentrere sig om Eithans tanker, hun vidste godt det ikke ligefrem var pænt gjort, men hun havde ikke andet at give sig til. Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt, da han begyndte at tælle sit hjerteslag. Hun trak let på skuldrerne. *Hva' fanden.* Tænkte hun, da hun kom i tanke om at der jo ikke rigtig var andet at lave.. Hun smilede skævt, og begyndte selv at tælle med. 1, 2, 3, .. Langsomt mærkede hun hvor træt hun egentlig var, og hun dvalede langsomt hen mod en slags verden mellem at sove, og være vågen. Det vil sige, at hun stadig kunne høre Eithan's tanker, og kunne stadig mærke ting, men hun var bare ikke helt tilstede.. Langsomt gik hendes tanker i gang med at gå amok. Hun tænkte alt for meget over ting når hun var tæt på at sove.. Hun tænkte på at hun snart skulle ud og have nogle nye sko, de gamle sorte converse, var ved at være ret godt slidt. Men hun havde besluttet sig for at det skulle være den samme slags igen, hun elskede de sko. Hun havde jo også næsten haft dem i 14 år. Hmm.. Hun burde nok anskaffe sig nogle nye, og hun havde jo penge nok. Penge.. Det var egentlig en sjov ting.. Det er det alle kæmper for at få.. Hun kunne ikke forstå hvorfor alle var så besat af penge, og de ting man kunne køber for dem.. Men det var jo nok ikke engang for at købe noget for dem, det var bare for at have dem, og vifte dem foran næsen på dem der ikke havde.. Dem der ikke havde penge.. Dem der måske slet ingen penge havde. Hjemløse, vagabunder.. Hvem siger de ikke kunne være lige så lykkelige som alle os andre? Hun havde da heller ikke noget hjem, hun vandrede bare fra sted til sted.. Ja, hun havde da penge, men hun tvivlede på at hun ville være mindre glad uden dem.. Ikke fordi hun var glad med dem, så det ville jo egentlig ikke gøre en forskel.. Hmm.. At blive lykkelig.. Efter hendes mening var lykken alt for opreklameret.. Hvad er lykken egentlig? Det måtte jo være forskellige ting ved forskellige personer.. Men der var alt for mange der mente at lykken var at finde en familie, få en masse børn, og en hund der hed fido eller vovse.. Hun fik kuldegysninger ved tanken.. Børn.. Hun hadede de små sataner! Og de hadede også hende, så det var jo så let.. Hun kunne simpelthen ikke have dem, med deres skrigen, og tuden, og 'jeg vil have!' Hun fik bare lyst til at kaste med de små unger, når de begyndte med alt deres pis..
Hun åbnede øjnene i ren raseri, da hun åbnede øjnene havde hun næsten glemt hvor hun var, efter hun havde været helt væk.. Hun stilte sig op, og så et par sekunder på Eithan, et skævt smil ramte hendes læber.. Hun gik hen til dem sorte kommode der stod på den højre side af sengen, op ad vægen. Hun kiggede ned på den, og tog så i den øverste skuffe. Der lå en masse forskelligt skrammel; en oplukker, neglelak, forskellige blade, kondomer, Hun pressede øjnene sammen og kiggede nok lidt for længe på de små aflange pakker, med kondomer i.. Hendes øjne gik så videre i skuffen. Kort! Der lå kort! Hun tog kortene op, og kiggede smilende hen på Eithan. "Skal vi tage et spil?" Sagde hun, og holdte kortene op, med den højre hånd, imens hun pegede på dem med den venstre.

Eithan droppede sit tælleri, da han konstant blev revet ud af det. Af tanker som hele tiden rodede rundt derinde i hans hoved. I stedet for gav han sig til at studere loftet, selvom det ikke just var særlig spændende. Faktisk meget kedeligt. Der var stille. Det eneste han kunne høre, var hans egen og hendes vejrtrækning. Stilhed var godt. Det gav en ro til at få tænket sine tanker igennem, så man ikke både skulle koncentrere sig om irriterende lyde fra fx andre folk, biler og andet og sig selv - altså ens tanker. Hrrm. Langsomt drejede han hovedet, da hun rejste sig op fra gulvet og fulgte hende dovent med øjnene, hvor hans blik lidt efter landede på den sorte kommode, som hun stod og rodede lidt rundt i. Hvad ledte hun efter? Han satte sig op i sengen, krydsede sine ben så han sad i skrædderstilling og rettede opmærksomt sin ryg. Prøvede at få øje på, hvad det var hun havde trukket op af skuffen, men der gik dog ikke længe før hun fremviste det, hun havde fundet. Et spil kort. Det var lang, laang tid siden, han sidst havde spillet kort. Han kunne slet ikke huske reglerne på et eneste kortspil. Jo, fisk. Dét kunne han huske. Et svagt, lidt fjernt smil bredte sig på hans læber, da han huskede tilbage på, den aller første gang han havde spillet fisk. Mærkelig at han stadigvæk kunne huske det. Han havde ikke været mere end .. 50 år. Det måtte være et gammelt spil. Eller også var det tarotkort, han havde siddet og fumlet med. Argh, nu var det væk igen. Eithan rystede lidt på hovedet for at komme ud af sin 'trance' og nikkede så til svar. Ja, de kunne vel godt tage et spil kort. Derefter rykkede han sig hen i den ene ende af sengen, så der blev plads til hende i den anden. "Hvad vil du spille?" spurgte han med et hævet øjenbryn og så spørgende på hende med hovedet lagt på skrå.

Alecia så ventende på Eithan da han igen blev draget ind i en masse tanker. Hun lod sig dumpe ned i sengen ved siden af ham, efter han havde nikket som svar, og flyttet sig.. Hun trak let på skuldrerne, da han spurgte hende hvad hun ville spille.. Ærligtalt kunne hun heller ikke huske reglerne til et eneste spil.. Ikke engang fisk.. Hvilket hun erindrede var et af de letteste spil i verden.. Hun så skeptisk ned på kortene.. Hvorefter hun rekte dem til Eithan, "det må du bestemme.." Sagde hun venligt, og sendte ham et af sine normale falske smil. Hun kunne overhovedet ikke komme i tanke om nogle spil, så det var nemmere bare at spille bolden videre over til ham, så hun ikke blev taget i at være glemsom.. Selvom hun virkelig var glemsom.. Hun havde aldrig været specielt god til at huske, heller ikke som menneske.. Hun prøvede at huske tilbage til den tid hvor hun var menneske, og hendes syn blev helt sløret, og så var hun væk. Tilbage til den alt for tankefulde verden. Hvor alting og ingenting kunne sættes spørgsmålstegn ved. TAnkerne korte igen rundt i hovedet på hende. Hun lod hånden glide ned på den højre bukselomme for at mærke om stenen stadig var der.. Og det var den.. Hun smilede lidt skævt, og lod hånden blive på lommen. Hun huskede hendes søsters ansigt igen, da hun havde givet hende stenen. Hun havde strålet af glæde, og havde udforsket stenen med det samme. Drejet den op mod solens stråler, for at se den glimte. Den havde den samme farve som hendes søsters øjne; en helt krystalklar blå.. Det var en smuk farve.. Langsomt vendte hun tilbage til værelset igen, hun glippede et par gange med øjnene, og kiggede så igen på Eithan. "Var undskyld..? HVor længe var jeg væk?" Spurgte hun forvirret, og gned sig lidt i øjet for at kunne se ordenligt igen.