mødet //louise//

Foxina sad med tungen ude. Hun svedte ud af munden, som hunde faktisk gjorde, når de svedte. Hvis hun var et menneske lige nu, havde man hørt hende skrige af grin, da Godric spiste musen, mens hans ansigt signalerede, at den smagte af lort, men alligevel godt. Selvom det lød fuldstændig åndssvagt. Hun lod sig ikke mærke af hans væssen, på trods af, at hun vidste, at han var bange for at se en ræv så tæt på ham. Det var snart på tide at forvandle sig og fortælle ham noget af sandheden, og resten lidt af en løgn. Selvfølgelig hadede hun at lyve, men nu havde hun chancen for at forme ham, som hun vil. Hun kunne gøre, hvad hun vil med ham. En lille vind susede ind i hendes ansigt, før hun forvandlede sig til sit menneskelige jeg. Typisk, hun var nøgen!

Derefter skyndte hun sig at løbe hen, der hvor hun havde siddet og lavet en slags "kappe" af blade. Ja, hun havde været rumlig kreativ. Nu måtte hun holde masken og prøve at lyde overbevisende overfor ham. Mens hun gik langsomt tilbage, for lige at samle tankerne. 2 solsorte fløj hen nær hende på en gren i en gammel bøg. Der kom lige en ordentlig vind lige ind i hendes ansigt. Hun vidste, at det var forkert at lyve, og en dårlig samvittighed spredte sig i hendes krop. Nej, nu måtte hun altså være tapper. Nu var hun atter fremme hos ham. Hun satte sig på hug og kiggede ham dybt i øjenene. En plan, som dannede sig i hendes hoved, skulle nu ud af hendes mund. Det var nemmere end gjort.

"Hør her, unge ven. Du hedder Godric, og du er en animagus. Vi 2 er blevet kærester for en måned siden nu. Du faldt ned fra et træ og slog hovedet. Det kan godt være, du intet husker, men du må stole på mig, skat. Jeg kan forvandle mig til en ræv, derfor så du en ræv tidligere. Jeg havde slæbt dig herind, hvis det skulle begynde at regne. Du har sovet i et stykke tid nu. Jeg har passet og plejet dit sår omme bag dit hoved. Det er snart helet, og du bløder ikke længere fra det, fordi jeg bandt en slags "blad-bandage". Det er godt at du er vågner. Forresten bor vi sammen, du og jeg." fortalte hun, og prøvede ikke på at virke nervøs eller bange.

Han så undrende på ræven da den blev et menneske. Hvad fuck var det? Han var forsviret, men betragtede hende stille da hun fik lavet en kappe. Da hun talt til ham, rynkede han brynene. Han hed Godric, og var en ani-hvad for en nød? Hvad var det? Han så undrende på hende. ”En hvad for noget?” spurgte han. Han så ned, men så dog hurtigt op igen. Kærester? Det kunne han ikke huske, men som sagt, han kunne ikke huske så meget. Han sad lidt og tænkte, men stolede på hende et eller andet sted, og det med at han var faldet ned fra et træ, kunne måske godt passe, for han kunne ærligt talt ikke huske hvad der var sket. Hvad var hun, siden hun kunne forvandles til en ræv? ”Hvad er du?” spurgte han forsigtigt.

Han tog sig til hovedet hvor bladende sad. Okey, han var begyndt at tro mere og mere på hende. ”Hvor bor vi hende af?” han bed sig i læben, en vane han åbenbart ikke havde mistet med hjernerystelsen.

Hun kom til at grine af ham. Hvor var han kær, når han var forvirret, og det var det hun kunne lide ved ham. Hun måtte forklare ham det yderligere. "En animagus. Du er et menneske, men kan forvandle dig til et dyr i anledning af din personlighed. Du er en los og en sneugle, min skat!" fortalte hun. De skulle da bo hos hende, vil hun fortælle ham. Hun vil forme ham, som hun vil have ham.

"Ja, vi bor også sammen. Nemlig hos mig, min skat. Vi bor og lever godt sammen. Forresten går du til kreativitet ligesom jeg snart skal begynde på. Det bliver da meget hyggeligt. Skal vi gå hjemad?" spurgte hun roligt og kiggede sødt på ham. "Vores hus ligger nær skoven her, så det er ikke så langt." svarede hun og prøvede at få ham op og stå for at tage hjem.

Godric kiggede en smule forvirret på hende. Hvorfor grinte hun af ham? Var det fordi han ikke hvidste hvad en animagus var? Hun forklarede ham, at det var et menneske som kunne forvandle sig til et dyr, og han kunne forvandle sig til en los og sneugle? Han regnede med at hun også selv var en animagus så. Hun kunne jo også blive et dyr.

Han hjalp til, så godt han kunne, med at komme på benende. ”Okey skat, vi kan godt tage hjem nu.” Han begyndte at gå, men vaklede en smule. Han var ikke kommet helt oven på endnu. Han nåde ikke så langt, før hans ben gav efter, og han satte sig på joden med et bump.

Hun smilede roligt til ham, og lagde en arm hen over ham, så han ikke faldt på jorden. Da de var på vej hjem, måtte hun også lige fortælle ham, hvem han havde med at gøre, hjemme hos hende. "Du skal lige vide, at min mor, hun arbejder i en restaurant, så hun kommer næsten aldrig hjem. Desuden har jeg en storebror, og ham skal du altså bare slå, hvis han enten fornærmer dig, eller truer dig. Du skal blot være iskold overfor ham, tro mig, så respektere han dig med det samme." fortalte hun ham roligt og smilede igen.

Bare hendes mor vil acceptere hendes nye kæreste, og spille med på det, hun vil fortælle hende. Hendes bror, kunne hun bare true. Hun kunne faktisk kontrollere ham, hvis hun lige havde slået ham 1 gang. Så gjorde han, som hun sagde. "Det her er forresten vores hund, Kanza. Det er faktisk min egen hund. Min mor hedder Diana og min broder hedder Buller, hvis du kan huske det. Det kan du vel ikke huske?" fortalte hun og åbnede døren ind til deres hus. Hendes bror, så ikke ud til at være hjemme. Fair nok, tænkte hun glad og lukkede døren efter ham. Lige pludselig begyndte det at styrtregne. Der måtte være kommet en byge lige nu. Bare den ville holde op, men på den anden side, fik vejret lige skyllet de æbler på træerne, hun ville plukke. Kanza lagde sig ned i sin dejlige, store kurv og sov lidt efter.

"Skal jeg vise dig rundt i stuen, efter jeg har plukket nogle æbler? I så fald kunne det være meget hyggeligt. Nu, hvor du har mistet din hukommelse, må jeg hellere vise dig rundt endnu engang, ikke?" sagde hun og tog bundtet af bladene væk fra hans hoved. Han sår var næsten helet, og det var hun helt tilfreds med. Men det skulle vist lige skylles en sidste gang, ellers ville der gå betændelse i såret. Hun gik hen og tog en gammel vaskeklud og skyllede den med koldt vand og holdt den mod hans sår. Det var ikke til at vide, om det gjorde ondt på ham, men det kunne hun vel høre om lidt. Lidt efter stoppede regnen, og solen kom til syne igen. Æblerne var vist skyllet godt og grundig, så slap hun for det.

Godric lyttede til alt det hun fortalte på hjemturen, og nikkede kort. Det dunkede en smule i hovedet ved bevægelsen, så han bed tænderne hårdt sammen for ikke at sige en lyd. ”kan din storebror ikke finde på at slå igen, eller hvad?” han så spørgende på hende. Han håbede det ikke, men man kunne jo aldrig vide med folk vel? Det irriterede ham gevaldigt, at han intet huskede. alt var stadig blank, på nær det hun havde fortalt ham.

Godric fik øje på en lille gård et stykke længere fremme. Var det der de boede? Det så meget hyggeligt ud på sin vis. Han trådte ind, og stod lidt og kiggede rundt. Der var rummeligt her inde. Da Foxina præsenterede Kanza, smilede han sødt til hunden. Hun fortalte hvad hendes mor og bror hed, og hun havde fuldstændig ret i, at han ikke kunne huske det. ”For resten..” han vidste ikke helt hvordan han skulle spørge om det han ville. Det var på en måde pinligt, men det måtte ud. ”Hvad er det nu du heder.” sagde han med en lidt lav stemme. Det var pinligt ikke at kunne huske sin kærestes navn, men han var jo lovligt undskyldt, han havde hjernerystelse.

Godric nikkede som svar på hendes spørgsmål. ”Jo du må gerne lige vise mig rundt igen, skat.” han smilede til hende, og snakkede så igen. ”Skal jeg hjælpe med at plukke æbler?” foreslog han, for at være sød. Han vidste ikke hvad hun ville svare, men han kunne nok godt hjælpe hende en smule. han stod helt stille, da hun fjernede bladende fra hans hoved. Det havde været en alternativ måde, men det lå måske til hende at være alternativ. Han så til, da hun gik over og tog en gammel vaskeklud, og gjorde den våd. Hun pressede den mod hans så i hovedet. Han bed sig i læben da hun ordnede hans sår. Det gjorde en smule ondt, men ikke en eneste lyd undslap hans læber. Hvis man kiggede efter, kunne man se hans let sammenbidte ansigt, som fortalte at det gjorde let ondt på ham.

Det var fucker irriterende at ha hjernerystelse, og ikke kunne huske en eneste ting, udover det han fik fortalt. Han kendte ikke sig selv mere. Han kunne ikke huske hvordan han plagede at være over for folk, og havde han nogle venner? Han sukkede opgivende over sig selv, og satte sig ned på gulvet. Han vidste godt at det måske ikke lige var det mest praktiske sted at side, men han gad ikke lige bevæge sig. ”Hvad skal jeg gøre?” spurgte han lavmælt sig elv, og var ligeglad om Foxina hørte ham. hvis hun gjorde, måtte hun selv om, om hun ville svare ham på hans spørgsmål, som faktisk var til ham selv. ”Jeg er fandeme ynkelig lige nu.” han ynkede sig selv lige nu, men var ligeglad. Det var sku da ynkeligt at ha glemt alt, eller var det kun ham selv der syntes det? Han rejste sig dog langsomt op igen, og så på Foxina med afventende blik. Hun havde endnu ikke sagt, om han skulle hjælpe hende.

"Nej, han er ret ynkelig, når det kommer til stykket. Slår han en, og han bliver slået igen, kryber han ind i sit eget lille musehul." fortalte hun ham, inden de gik ind. Da hun så, hvordan han krøb sammen, efter hun havde vasket hans sår, blev lidt urolig for, om hukommelsen var kommet tilbage til ham. Det måtte den ikke, ellers ville han sikkert blive meget sur på hende. Lidt efter han havde spurgt, om han skulle hjælpe hende med æblerne, smilede hun varmt til ham, og nikkede kort. Da hun hørte, at han sagde, at han var ynkelig, satte hun sig ned til ham på gulvet og rystede opgivende på hovedet. "Du er da ikke ynkelig, bare fordi du har mistet hukommelsen, skat. Jeg skal nok fortælle dig alt, når jeg viser dig rundt i vores hus/gård." fortalte hun opmuntrende og klappede ham på skulderen. Kanza var også gået hen for at trøste ham, og hun slikkede ham på kinden.

"Du skal bare sidde der og vente, til jeg er tilbage med æblerne." svarede hun kort og nærmest fløj ud af døren. Lidt efter var hun tilbage med 4 æbler. Han skulle måske have et bad, tænkte hun, da hun havde givet ham de 2 æbler. Hun gav tegn til ham om, at nu skulle han rejse sig, for nu skulle han have den største rundvisning. "Forresten hedder jeg Foxina. Kom med mig, og tag dine æbler med, så du kan få noget andet ned i maven. Bagefter trænger du vist til et bad, skat." sagde hun roligt og smilede blidt til ham. Hun besluttede sig for at starte i stuen.

Godric grinede stile af det med hendes bror. Krybe i sit eget lille musehul? Men ja, den slags mennesker fandtes jo også, men var han selv en af de mennesker? ”Hvordan er jeg enlig?” spurgte han usikkert, og bed sig i læben.

Han smilede forsigtigt, men kom til at grine da Kanza slikkede ham på kinden. Han aede hende forsigtigt på hovedet og ned langs hendes ryg. ”Hva så tøs?” spurgte han med en blid stemme. Han så op på Foxina med et kærligt blik. ”Måske ikke. Du har nok ret skat.” Han smilede varmt til hende, og blev roligt siddende da hun gik ud for at plukke æbler, som hun havde sagt at han skulle. Han vendte opmærksomheden tilbage til Kanza, som roligt sad der foran ham, med tungen ud af munden. Hun var godt nok en kær hund. Han nussede hende stille bag øret.

Da Foxina kom tilbage, tog han mod æblerne hun gav ham, og rejste sig op. Han så ned på det ene æble. Han tog tøvende en bid, og et lille smil voksede frem på hans læber. Det smagte godt. Da hun gik ind i stuen, trissede han stille med hende der ind. Han så sig rundt for at få et nogle lunde overblik over stuen. Den var hyggelig indrettet. Han smilede til Foxina, og nikkede til det hun sagde. Han trængte nok til et bad som hun sagde.

Foxina måtte bide hendes latter inde, ellers ville han ikke stole på hende, sikkert. "Tja, du er en sød, venlig og hjælpsom dreng, skat. Du elsker dyr og elsker mig, naturligvis! Du kan finde ud af at lave mad og klatre kan du også finde ud af." sagde hun, men hun måtte hele tiden improvisere. I realiteten passede det nogenlunde med det hun fortalte ham, dog ikke med at lave mad osv.

Derefter viste hun ham rundt i huset. "Her har vi stuen, som du befinder dig i nu. Og her er køkkenet, altså hvor vi laver mad. Så herude, har vi toilettet, du ved nok hvad man laver der." fortalte hun. Det her var ret sjovt, men hun måtte virkelig kæmpe for at virke alvorlig. "Heroppe, på 1 sal, har vi mit dejlige store værelse. Og herinde er min storebrors værelse, som altid roder af helvedes til. Og til sidst har vi min mors værelse. Tja, det står næsten urørt. Det har det gjort i 1 år snart, men jeg går dog tit og rydder op. Min far er død, så ham får du ikke at se. Det sidste rum jeg vil vise dig, er Kanza's værelse. Hun har bare alt, den kække lille tøs." fortalte hun kærligt og lukkede døren. Ja, det var så alt, hvad hun kunne vise ham. Så var der jo også æbletræerne udenfor. Dem måtte hun vise ham. Hun gik nedenunder og ud, og prøvede at få ham med ud til æbletræerne.

Godric nikkede langsomt. Så han var en sød, venlig og hjælpsom dreng som elskede dyr og hende? Han kunne lave mad og klatre i træer. ”Skat, er ked af at skuffe dig, men jeg kan ikke lave mad, eller ikke i denne tilstand jeg har nu.” drillede han. ”Måske når jeg kan huske lidt, men ikke sådan her.” han smilede varmt til hende.

Han tøffede efter hende da hun viste ham rundt. Han var en smule drillesyg lige nu, så da de kom til toilettet, sagde han, med en drillende stemme. ”Øh, ja det tror jeg nok. Er det ikke her man spiser?” foreslog han.

Da hun havde vist ham hele huset, spurte han så, igen med en drillende stem. ”når, og hvor skider man så?” han var faktisk ret god til at holde masken. Han så meget alvorligt på hende, som om han virkelig mente det han lige havde spurgt om, men han drillede bare en smule. Så meget havde han nu ikke glemt.

Foxina rystede opgivende på hovedet og smilede af ham. "Skat, du kan sagtens lave mad, men nej, ikke i den tilstand du har lige nu. Jeg skal nok lave maden i aften. " svarede hun lidt efter og grine. Da hun viste ham toilettet og hørte hans kommentar, kom hun til at flække af grin. Han var virkelig underholdende nogle gange, tænkte hun.

"Nej lille skat, det er der hvor man skider og pisser. I køkkenet laver man mad og spiser det der. Den er snart 5. Jeg må hellere få købt ind til aftensmad. Vent lige, hvad vil du have at spise, skat?" spurgte hun og fik sat sig på sofaen for at få skoene på. Hun ville ned og handle, men hun vil godt lade ham blive hjemme på grund af den tilstand han havde. "Du bliver HER!" sagde hun og kyssede ham blidt på kinden.

”Det var da ogs det jeg sagde skat” han smilede til hende, og kom faktisk selv til at flække af grin da hun gjorde. Hendes latter smittede virkelig af. ”Når, undskyld skat.” sagde han, stadig grinende. Da hun spurgte ham om hvad han ville havde at spidse, trak han på skuldrende. ”Øm, ved jeg ærligtalt ikk. Bare det ikke er mus, så er jeg tilfreds, tror jeg nok.” Han satte sig ned i sofaen, og tog hænderne om bag hovedet for at slappe af. Han smilede til Foxina da hun kyssede ham på kinden. ”okey skat. Skal nok blive her.”

Da hun var gået ud af døren, vidste han ikke rigtig hvad han skulle foretage sig, og lagde sig derfor ned i sofaen, for at tænke over det. Kanza kom stille hen til ham, og puffede til ham med snuden. Han smilede til hende, og begyndte at klø hende bag øret.

Foxina grinede lidt af ham. "Jeg skal nok købe noget andet end mus. I stedet bliver det rotter!" sagde hun drillende. Derefter havde hun taget sko på, og gik ud af døren. Hun havde Godric i sine kløer nu. Han var blevet overbevist af hende. Det var sgu dejligt til en afveksling. I dag, var der mange nede i byen, selv om aftenen, men de fleste skulle vel ind på en bar eller lignende og drikke sig stangstive, og ligne mongoler og aber. Der lå Super Best jo. Solen var ved at gå ned bag træerne, men der gik stadig lang tid, før der var helt mørkt i byen. Der var næsten ingen mennesker i butikken nu, men hun gav sig god tid til at finde på aftensmad. Der kom en sjov ide i hendes hoved. Hun gik hen til en af kassemedarbejderne og spurgte: "Hvad syntes du jeg skal spise til aftensmad?"

Medarbejderen kiggede lidt forvirret på hende, men svarede så : "Hvis jeg skulle vælge, så ville jeg tage spaghetti med kødsovs. Det er i hvert fald min livret. Håber det var et godt forslag." fortalte medarbejderen og smilede. Foxina sagde tak, og skyndte sig at handle de ting ind og gik roligt udenfor igen. Trist, hun havde ikke sit kamera med! Hun plejede altid, at tage billeder af solnedgangen. Det var så smukt. Nåh, hun måtte hellere se at komme hjem nu, så hun løb hjem. "Halløj! Så er jeg tilbage." råbte hun forpustet og stillede tingene på køkkenbordet, og smed sig i sofaen.

Lidt efter rejste han sig op. Han ville gerne røre sig lidt, men vidste ikke hvor længe der ville gå før Foxina kom tilbage. *Når skide være med det, jeg tager chancen* tænkte han, og gik ud af døren. Godric så over på Kanza. ”Vil du med ud tøs?” spurgte han, men hun havde bare lagt sig ned, og kiggede på ham, men blev roligt liggende. Godric sukkede, og gik ud af bagdøren. Han havde fået at vide at han kunne forvandle sig til en los og en sneugle. Han ville gerne prøve at blive til en los, men han kunne ikke huske hvordan man forvandlede sig.

Godric satte sig derfor ned i græsset som stadig var en smule vådt, men det gjorde ingen ting. Når, hvor skulle han begynde? Han tog en dyb indånding, og prøvede at slappe helt af i kroppen. En lille bitte kildrende fornemmelse bredte sig i brystet på ham. Var det sådan det begyndte? En kildende fornemmelse som bredte sig langsomt gennem kroppen på ham? Den bredte sig fra hans bryst ned til hans mave og ryg, ned til hans hofter ned gennem lårene og inderlårene, ned til knæet, skinnebenet, anklen og ned til foden. Det bredte sig fra brystet og op til skuldrende, ned gennem overarmene, albuen, underarmene og hænderne, og til sidst op til hovedet. Det tog ikke mere end et par sekunder, og så var han ikke længere et menneske.

Han stod lidt, og tænkte over hvad han havde forvandlet sig til. Det var ikke en ugle, for det var han for det første for stor til, og for det andet havde han ingen vinger. Så måtte han havde forvandlet sig til lossen, men han var faktisk en smule i tvivl om det. Det føltes ikke rigtigt som en los, eller måske, for han kunne jo ikke huske hvordan det var som los. Hvor var der noget som han kunne spejle sig i? Han løb en smule forvirret rundt efter noget som kunne bruges, men der var intet i nærheden. Pis. Han satte sig tungt ned, og så sig rundt. Måske hvis han slappede en smule af, og prøvede at tænke en smule. Han lukkede øjnene, og tænkte. Han kom i tanke om at de havde gået gennem en skov tidligere på dagen. Måske var der noget der kunne bruges der?

Han begyndte at løbe i den retning han tænkte skoven var i, og ikke længe efter fandt han den. En følelse af tilpashed voksede i ham, og det var som om han kendte skoven her næsten ud og ind, så det tog faktisk ikke længe før han fandt en lille sø. Han gik langsomt over til bredden for at spejle sig. Han ville vide hvordan han så ud.

Synet der mødte ham overraskede ham en smule. Han var i hvert fald ikke en los. Så meget kunne han konstatere, men lige præcis hvad det var, var han ikke helt klar over. Det linede faktisk en ulv, men en meget speciel ulv. Hvis man tog og malede en lige streg over hele ulven, på den lange led, havde den to forskellige farver. På højre side, var han helt hvid med en lille sort plet et stykke over øjet. Hans øre var hvidt udenpå, men indeni var det sort. Hans øje var grønt. På hans venstre side, var han helt sort, med en hvid plet over øjet. Hans øre var sort uden på, men inde i selve øret, var han hvid. Det øje havde en babyblå farve. Han lagde let hovedet på skrå for at betragte sit spejlbillede. Han så faktisk ret sød ud hvis han selv skulle sige det.
Han havde faktisk siddet der et stykke tid, før han kom i tanke om verden rundt om sig. Han havde nok siddet her i ca. 5 minutters tid nu, og Foxina var måske kommet hjem, og var måske bekymret for ham. han sukkede tungt indvendig, og rejste sig langsomt op. han løb så hurtigt han kunne tilbage til hendes hus. Han så Foxina gå ind ad døren lige sammen tid med at han slev kom, men hun så ham heldigvis ikke. Han luntede om til bagdøren, og skulle nu bare forvandle sig til sig selv igen, men hvordan gjorde man så lige det? Han sukkede, og satte sig ned. han tog en dyb indånding, og kunne mærke, at den kildrende fornemmelse han havde haft før, da han forvandlede sig, svandt ind. Ikke længe efter, sad han så i græsset som en dreng. Han havde intet tøj på, men han havde faktisk været så klog, at tage det af inden han løb, og lagt det i en lille pæn bunke. Han havde nemlig haft det en smule på fornemmelsen at, hvis han beholdt sit tøj på, ville det forsvinde, og han ville aldrig få det at se igen.

Han tog hurtigt bukserne på og T-shirten, og gik hurtigt ind ad døren. Han gik ind i stuen, hvor Foxina havde smidt sig i sofaen. ”Hej skat” sagde han, og gik over og satte sig ved siden af hende, og smilede stort til hende. ”Hvordan var turen så?” spurgte han nysgerrigt. ”Og hvad skal vi ha og spidse? Jeg er faktisk en smule sulten” og for at understrege hans ord, knurrede hans mave højlydt. Han vidste ikke rigtig om han skulle fortælle hende om sin lille tur eller lade være. Det havde været en oplevelse for sig selv. Han havde forvandlet sig, ja, men ikke til et af de dyr hun havde sagt. Var det mon et nyt dyr han kunne forvandle sig til? Han vidste ikke rigtig hvordan det hang sammen at være animagus. Kunne de godt bare lige pludselig få et nyt dyr? Han var ikke sikker på svaret, og var det her et nyt dyr for ham så? Han så kort ned på sine hænder, men hvorfor enlig? Var han bange for at se på hende, eller hvad skete der? Han sukkede tungt, og så kort op på hende, men sænkede af en eller anden grund blikket igen med det samme. Noget af hans gamle personlighed sad stadig i ham, selvom han ikke kunne huske den, men ens gamle personlighed, forsvinder aldrig helt. Det kan godt se sådan ud, men det gør den ikke.

”Øh skat? Jeg har lige et spørgsmål. Animagus ikk, hvordan foregår det enlig helt præcis med dem? Jeg mener, kan de pludselig forvandle sig til et nyt dyr?” Godric så stadig på sine hænder, men hvorfor var det egentlig så svært at spørge? Han sukkede, og så op på hende og smilte forsigtigt til hende. Han ville vide det, for så var der måske en chance for, at han havde fået et nyt dyr, hvis det lod sig gøre.

Inden Foxina ville svare ham, tog hun skoene af ude ved gangen og tog alt maden op fra posen af og lagde ud på køkkenbordet. Imens hun stod ude i køkkenet og gjorde klar til at maden skulle tilberedes og laves, svarede hun stille: "Turen var ganske fin, men solnedgangen var meget smuk at se på i dag. Jeg spurgte en af medarbejderne om, hvad for noget mad, jeg skulle lave, og manden svarede så spaghetti med kødsovs, så det blev det så. Hvad i himlens navn, har du da lavet siden du spørger om det? Men nej, ikke umiddelbart. Du skal have været animagus i ret lang tid. Jeg blev født med det, men det har taget længere tid for mig at udvikle dyret, ræven. Der vil gå et stykke tid før, jeg kan opdage et nyt dyr, men det skal nok komme en dag. Da du jo også er animagus, så kan jeg ikke se noget galt i, at du skulle have "fået" et nyt dyr. Du har jo udviklet dig. Men jeg vil stadig gerne have svar på, hvad du har foretaget dig i den tid, jeg var væk." svarede Foxina roligt mens hun skar løgene ud i tern og lagde dem op i gryden og rørte rundt i dem, før hun kom oksekødet i.

Hun havde faktisk været lidt bekymret for ham. Ikke det med, at han havde opdaget en ny form for dyr i ham, men at han måske havde fået sin hukommelse tilbage, og bare havde ventet på at hun kom hjem for, at han kunne tæske hende. I det øjeblik var hun faktisk en smule bange, men blev hurtigt lettet om hjertet igen, selvom hendes hjerte ikke var helt frit endnu, med det hun havde bildt ham ind. Kødet var snart ved at blive brunt, så hun hældte nogle forskellige krydderier i, så det kom til at dufte som en drøm. Lidt efter skulle den stå og slumre lidt, så hun havde tid til at koge spaghettien. Så måtte hun hellere få dækket bord. "Du skal blot sidde og slappe af." sagde Foxina og tog tallerkener frem og bestik og to glas på bordet. Hun fandt mælk og vand frem fra køleskabet og satte det frem på bordet. Lidt efter hang hun op af stolen og ventede på, at maden skulle blive færdigt. Imens gik hun ud på toilettet og studerede sig selv. Hendes øjne var faktisk meget smukke og lyseblå, og hendes mascara og den sorte streg fremhævede den meget mere. Hendes hår måtte hun lige rette lidt, og derefter gik hun ud, og satte maden ind på bordet, da hun hørte uret bippe. "Så er der søreme mad." sagde hun ganske tilfredst. Kanza kom tiggende hen for at fortælle hende, at hun vil da også smage. Foxina kendte hende godt, så hun havde lagt en tallerken til side kun for hende. Hun havde nøje skåret spaghettien ud, så hun ikke kløjes i det. "Værsågod." sagde hun til Kanza som ivrigt kastede sig over maden. Foxina skattesag på stolen og ventede på Godric.

Godric nikkede. Så hendes tur havde været fin, det var da godt nok. Han kom til at smile af hendes historie om hvordan hun fandt ud af hvad de skulle spise, og nikkede igen da hun fortalte ham det om dyrene. Så det var muligt at få et nyt dyr, okey så havde han nok fået et nyt dyr så. Godric tog en dyb indånding inden han fortalte om sin lille tur. Han fortalte mens hun lavede mad.

”Lige efter du var gået, lå jeg lidt på sofaen, men rejste mig så op. Gad ikk at ligge der mere. Jeg gik derfor udenfor for at se om jeg kunne forvandle mig til et af de dyr du sagde jeg kunne forvandle mig til. Jeg satte mig ned for at prøve, men det var faktisk rimelig svært. Svære end jeg lige havde troet.” han sukkede, og smilede til Foxina. Der var begyndt at sprede sig en dejlig duft i helle huset, og hans mave knurrede højlydt, som tegn på at han var sulten. Godric forsatte med at fortælle. ”Jeg prøvede at slappe helt af i kroppen da en kildrende fornemmelse spredte sig gennem min krop. Jeg havde ingen vinger, så jeg kunne jo med det samme udelukke, at jeg var en ugle, men jeg var faktisk i tvivl om hvor vidt jeg var en los. Der var ingen steder jeg kunne se efter, så jeg løb ind i skoven for at finde et sted jeg kunne se efter.” Han stoppede med at tale, og satte sig ned, som han fik besked på.

Han sad blot og stirrede ud i luften, da Foxina lige gik ud på toilettet. Der var noget det føltes mærkeligt her, men lige hvad det var, kunne han ikke sætte en finger på. Han rystede følelsen af sig, og smilede til Foxina da hun kom tilbage. Hun satte maden på bordet, og ikke et sekund for tidligt. Han var skrub sulten.

Foxina lyttede til det, han sagde, mens hun dækkede bord og satte maden på bordet. Det lød egentlig meget interessant. Bare han ikke havde fundet ud af noget mere om sit hukommelsestab, eller havde fået den tilbage, for den sags skyld. Hun lyttede dog nøje efter, da hun havde sat sig ved bordet, og havde givet Kanza noget at æde. Men da hun havde hørt, hvad han havde fortalt hende, nåede hun lettet op, indeni sig selv og følte igen en frihed i sit hjerte.

"Du har vist været på eventyr, går jeg ud fra. Ja, det kan være svært at forvandle sig, hvis man har "glemt" det, eller aldrig har prøvet det før. Du kunne have været gået hen til vandfaldet. Der er jo et slags spejlbillede, som du kunne se dig selv i." fortalte hun ivrigt og øsede mad op til ham på tallerkenen og serverede det for ham. Bagefter øsede hunner til sig selv, og smagte på det. Mmmm, tænkte hun, og spiste mere af det, det smager jo himmelsk. Min bedstemors gamle opskriftsbog er perfekt, tænkte hun muntert og betragtede lidt Godric. "Smager det godt?" spurgte hun lidt efter og smilede til ham.

Godric smilede og tog imod tallerknen. Han var skrub sulten, og tog en mundfuld. Det var varmt, og det havde han ikke lige tænkt over, så han skyndte sig at tage noget at drikke. Han tog endnu en mundfuld, men huskede denne gang at puste. ”Mm, det smager jo ligeså godt som det dufter” sagde han, og tog en mundfuld mere. Han kunne ikke huske at ha smagt noget så godt, men nu kunne han jo heller ikke huske meget.

Han havde tømt tallerknen på mindre end to minutter, og rakte den frem mod Foxina. ”Må jeg få mere?” han smilede som et lille barn, så godt smagte det. Der var intet at sige til at Kanza også var vild med maden.

Foxina var dog lide forbavset over, at han kunne æde så hurtigt, uden at få ondt i maven. Han fik dog brændt sig, ligesom hun engang gjorde. Det havde hun prøvet før, og hendes mor havde dog advaret hende mod det. Desværre lyttede hun ikke til det, hendes mor havde sagt, og hun fik brændt sig noget så grusomt. Hendes mor var ligeglad, og sagde, at hun havde jo advaret hende. Så det gjorde hun aldrig mere.

"Tak for den fine kompliment. Det smager vidunderligt!
Hvordan i himlens navn, kan du undgå ikke at få ondt i maven? Du fik dog brændt dig, men du må være enormt sulten." sagde hun og øsede mere op på tallerkenen til ham. Dog kunne hun da godt forstå, hvis han var sindssygt sulten.

Godric trak på skulderen. "Ved jeg ikk" Han stillede tallerkenen ned foran sig, og denne gang tog han det en smule langsommere end før. Hvorfor var han så sulten enlig? han var ikke selv klar over det, men kunne det skyldes hans hjernerystelse? Han kendte ikke konsekvenserne af det, men det kunne da godt være der for, kunne det ikke?

Han tog en enkelt mundfuld af meden, og tyggede den langsomt. Han ville gerne starte en samtale, men hvad skulle de snakke om? han bed sig kort i læben, og sagde så. "øh, skat." Han tøvede en smule. "Du har fortalt mig om hvordan jeg var, men hvor boede jeg før vi mødtes, og hvad med min familie? Kan du fortælle mig lidt om det?" Han så ned på sin tallerken, og tog noget mere at spise. Han spurgte kun fordi han ville vide noget mere om sig selv, og den en eneste som kunne fortælle ham noget var jo Foxina.

Foxina havde spist op og sad nu og flettede sin ene finger ind i en hårtot, og bed sig selv i læben. Hun betragtede ham lidt, mens han sad og spiste videre. Hans familie? Og hvor han bor? Fuck, det her var hun ikke lige forberedt på at fortælle ham. Hun skulle lyde sikker og bevidst om det hun sagde. Hun tænkte sig om i lang tid, før hun sagde noget.

"Altså din familie bor i et andet land nu. De flyttede igår, og du blev rigtig meget uvenner med dem, fordi du hellere ville være her sammen med mig. Du hader dem meget, og de er ligeglade med dig, skat. Det beklager jeg meget. Du er forresten også flyttet ind her, men dit tøj fik du aldrig med, så dine forældre havde smidt det ud." fortalte hun og prøvede at virke sikker i sagen. Bare han dog ville tro på hende.

Godric sad og lyttede til det Foxina sagde. Hans forældre boede i et andet land, og han var blevet uvener med dem? Tja han vidste jo ikke om det var rigtigt, men hvorfor skulle det ikke være det? Og han havde ikke fået sit tøj med så det var blevet smidt ud? Hvorfor? ”Hvorfor smed de det ud? Jeg kunne da bare ha fået det senere eller noget.” Han bed sig i læben, og så ned, men hvorfor? Han vidste det ikke helt, men der var en del af hans gamle personlighed der stadig sad i ham, som han ikke kunne ryste af.

"Prøv at hør her søde skat. Dine forældre vil ikke give dig dit tøj, fordi du havde svinet dem til på det groveste. De smed det hele ud, og derfor må vi ud og købe noget nyt i morgen tidlig. Nu skal du vist snart op og ligge i min seng, skat. Du er vist træt." fortalte hun og tog af bordet og begyndte at vaske op. bare han dog ville tro på hende, tænkte hun bekymret og skævede lidt til ham. "Sengen er redt og er klar." sagde hun lidt efter.

"Svinet dem til?" mumlede han, og så ned på sine hænder. Var han den type der svinede folk til, eller var det kun sine forældre han havde gjort det med? Han så op på hende og bed sig i læben. "Har jeg gjort det med andre, altså svinet folk til?" spurgte han forsigtigt. Han ville gerne vide det hvis han gjorde.

Godric sad lidt bare og stirrede ud i luften uden at sige eller tænke noget. Han blinkede en enkelt gang, og kom tilbage til virkeligheden. Han så op på Foxina og nikkede langsomt. Han var nok træt, men var ikke sikker, men gabte stort.

"Ja, du svinede dem meget til, men der er ikke andre du har svinet til. Du har ingen venner. Du har kun mig tilbage, skat." Sagde hun og prøvede at få ham med ind på værelset. Hun kunne se at han var træt, for han gabte en del nu. "Kom nu, skat!" sagde hun ivrigt.