Black Swan - Lukket

Det var faktisk noget der interessere Andrija, mafiaen, men Millicent krævede opmærksomhed og han var i sit gode lune, så tv'et blev droppet. Han kiggede afventende på hende og smilte så ved hendes efterspørgsel. Kort lænede han sig ind, gav et lille kys og forsvandt så ud i den blå luft, for at dukke op hjemme i hans egen sofa. 
Der, med fødderne igen placeret på et stuebord, blev han liggende i lige et par minutter og trak vejret. Indsnusede duften af sit eget hjem og rod. For så at rejse sig op, gå i bad og skifte tøj til et par shorts og t-shirt. Noget han stort set aldrig gik i, men skulle han bruge det meste af dagen på at sove, ville han ikke gøre det i skjorte og lange bukser. Det blev simpelthen for varmt - også selvom han skulle ligge ved siden af en aldrig smeltende isterning. 
Fortsat i sit gode lune, vendte Andrija tilbage til Millicent, men udenfor hendes hoveddør, hvor han bankede på som hun så gerne ville have han gjorde. Inde i lejligheden ville han vende tilbage til tvet, med mindre Millicent var interesseret i at komme i seng og få sovet.

Først lyttede Andrija ikke rigtig efter, men hurtig blev samtalen noget der vakte hans interesse og han kastede et kort blik hen på Millicent. "Hvordan vil du gerne have lejligheden skal være, hyggelig eller moderne?" Han tog en slurk fra sit glas, før han satte det fra sig og satte sig bedre til rette i sofaen. Hans blik blev igen hurtigt fanget af tvskærmen, men brød Millicent tavsheden ville han igen se på hende. 
Millicent virkede som personen der fortrak træ og mere personlige ting, en helt anden boldgade end hvad han selv ønskede, men det skulle snart vise sig om hans tanker passede. Det kunne godt være hun overraskede ham og det ville absolut intet gøre. 
"Der vil også være en mulighed for at bo i et hus ..." Slyngede han lidt efter ud. Der ville han bedre kunne indrette sig med en skov. Man kunne få lidt af hvert, man mest af alt ville han have noget ordenligt moderne. Ikke nødvendigvis i stål og glas, men at bo i et eller andet hul havde han absolut ikke lyst til. Slet ikke nu hvor han faktisk havde penge til at bo et ordenligt sted, have to biler - han ville stadig ikke smide den gamle ud - og havde en indtægt der også kunne betale mere end en lejlighed.

Andrija kunne ikke undgå at trække lidt i mundvigen over at se hvad bare et hus kunne gøre ved Millicent. Til sidst bøjede han sig ind over hende og pressede deres læber hårdt sammen. "Hvis det gør dig glad, så imorgen hvis du fortæller mig koden til din computer - hvis den altså stadig fungere - for så vil jeg se om der overhoved er noget interessant når jeg ikke kan sove længere." 
Tvet blev slukket og Andrija rejste sig op for at gå over til soveværelset hvor han rullede gardinerne ned og smed sig i den alt for smalle seng. "... og hvis jeg falder ned igen i nat .. øh ... dag ... så kommer vi ikke ud og finde hus i morgen, så du må holde godt fast i mig." Lød det højt inde fra sengen, hvor han havde smidt sig i midten og lignede Senka der havde fundet den bedste plet i hele verdenen. 
Efter Millicent var kommet ind, kom Senka også til sidst og forsøgte at mase sig ned i fodenden, men Andrija var et stykke længere end Millicent og hunden havde ikke lyst til at ligge ved hans sure tær, så hurtigt søgte den tilflugt på en bude fra stuen.

Andrija lå og strøg Millicent hen over håret til han selv faldt i søvn, med tankerne fokuseret på hvorfor Black Swan var kodeordet. Måske følte hun sig sådan, som et sort får, det lød bare lidt mere elegant som en svane. Det måtte være det. 
Hen imod aftenen, hvor Andrija lå og blundede, ringede hans telefon højt og insisterende. Først overvejede han om han skulle lade den ringe, men kom så i tanke om hvad klokken var. Forsigtig gjorde han sig fra af Millicent og listede ud af soveværelset, for at ringe op til personen der forsøgte at komme i kontakt med ham. Det endte med at han lage en seddel til Millicent på hendes sengebord, hvor der stod at han lige var taget ned på Salles for at få styr på diverse ting. Hun kunne bare komme. 
Det ville tage for lang tid at tage en bus eller taxa, så han valgte at teleportere sig til stedet og dukkede op i de ansattes garderobe. Derfra marcherede han ud og skulle så nok vise hvem der bestemte under dét tag som han havde købt - eller overtaget nærmere. 
Det tog en farlig tid og før de var færdige stod der næsten sort røg ud af ørerne på Andrija, der til sidst satte sig ind på sit kontor og fandt computeren frem. Nu mente han godt at de kunne ordne rasten selv og ellers skulle han nok komme ned og svinge med el-ledningerne. Det kunne ikke passe at de ikke kunne arbejde sammen, når de havde gjort det i så mange år før. Netop det var fordelen når halvdelen af ens ansatte var væsner. De sagde ikke lige deres job op. Selv mente Andrija også der var en særdeles gode arbejdsvilkår. Netop det havde han valgt at bruge ekstra penge på, for hvad var bedre end glade arbejdede? Intet - ikke ud over penge.

"Kom ind." Helt hvem Andrija ventede at se på den anden side af træpladen var han endnu ikke sikker på. Der var flere muligheder, men alle han havde i tanke om kom fra Salles og ville ikke blive modtaget med kyshånd. Det hele irriterede ham en smugle, men da det viste sig at være Millicent lyste han tydeligt op og drejede computeren. På skærmen kunne man se et moderne hus, men stadig med et klassisk strøg, blandt andet ved taget, som ikke var fladt men trekantet og døren der var stor og bred. Murerne var dog lavet af beton. 
"Kan du lide det?" Han lage hoved på sned og ignorerede Millicents kække bemærkning, selvom et selvtilfreds smil dog var vågnet op. Kunne hun lide det drejede han skærmen om igen for at slukke den. 
"Jeg skal lige have styr på tropperne, men så kan vi tage ud og glo på hus eller lejlighed. Du kan bare gå ned og få en drink eller hvad du ønsker. Bare sig det er på min regning." Computeren blev lagt i en skrivebordsskuffe før Andrija forlod kontoret i lange spankulerende skridt. 
Der gik yderlig en halv time før de tog af sted. Andrija lage en arm omkring Millicents hofte og fik dem zappet hen til mekanikeren hvor han fik sin bil. Motoren var lavet så den nu kunne komme op på hundrede, men mere kunne den altså ikke. Det generede ikke Andrija, der vidste at huset lå i udkanten af byen og de derfor slet ikke ville have mulighed for at kunne køre hurtigere. 
Da de ankom til huset stod der allerede en ejendomsmægler og ventede på dem i sit stiveste puds, i modsætning til Andrija der ikke havde skiftet tøj siden natten forinden. Manden var tydeligvis også vampyr, hvilke kunne ses på det kridhvide hud.

OOC: Passer ikke helt til beskrivelsen, så ikke murstene, og størrelsen er ikke helt stor nok, men det må du så bare forstille dig. Indretningen er heller ikke den samme indendøres som det kan ses igennem vinduerne.

Ejendomsmægleren drejede rundt og slog ud med armen imod et enormt hus med dertilhørende have, der let og diskret skjulte en udsøgt baghave med boblebad og pool. "Prisen er høj da huset sælges med alle møblerne, ikke uden. Ønsker i ikke dem, må i selv sælge dem." 
Med sine elegante skridt ledte ejendomsmægleren op imod indgangen hvor de først fulgte garage'vejen' (som set på billedet). Indenfor døren kom de ind i en gang hvor husets tema allerede var lagt solidt an. Træ og rene farver. Dette gik igen igennem hele huset som var indrettet med det nyeste skrig, men holdt i samme træ hele vejen. Huset indeholdte et stort soveværelse med dertilhørende badeværelse. Der ud over var de to gæsteværelser, et kontor med 'læsestue', en stor stue, køkken, to andre badeværelser, garage og et par mellemgange som var store nok til at der var indsat diverse møbler. 
Ved køkkenet kunne man gå ud fra et par døre der ledte om i en baghave, men først til et flisebelagt område hvor der stod et spisebord under en teresse der gik ud fra det store soveværelse på første sal. Fra det flisebelagte område kunne man gå op af en mindre trappe og komme til baghaven, hvor man fandt den sirlige have med boblebad og en kurvet pool. 
"Der er ikke meget plads til at påvirke huset personligt, men kunsten kan altid ændres og tingende kan altid udskiftet hvis det behager jer." Rundturen havde været fulgt op af rosende ord om alt i huset, lige fra de mindste detaljer til træsorten og sengetæppet. Der var ikke noget der blev ladt tilbage af den meget energiske sælger. Andrija var ikke så interesseret i at høre det, men hvis Millicent havde interesse for det, skulle hun bare holde fast, for mandens mund gik som et vandfald.

Andrija fulgte efter strømmen som Millicent lavede, da hun ville hive ham med sig. "Altså min gode ven havde imponerende mange penge på kontoen, så ja, det bliver ikke noget problem. Det vil selvfølgelig gøre at der ikke er meget tilbage, men mon ikke det nok skal gå med regning og så videre. Så længe jeg ikke er den eneste der arbejder i det hus - for det gider jeg altså ikke." Han lod sig dumpe ned i en af havestolene og kiggede lidt rundt. 
"Ja, det er da til os tre. Hvad havde du forventet?" Lød det en smugle overrasket fra ham. "Hvis du altså sælger din lejlighed, det skal jeg selvfølgelig også nok gøre." Det var svært for Andrija at komme ud fra Millicents greb på nogle specielt diskret måde, så han greb fat i hendes hånd og flyttede den. "Du behøves ikke lyde som om jeg snupper kagen lige for snuden af dig." Han prikkede hende kort på næsen, for så at rejse sig op. 
"Er du interesseret?" Han stak hænderne i lommerne på hans shorts. "... og dette betyder muligvis at du ikke vil have råd til at købe et helt lager af blodposer ... så du må jo forsøge at få mad en anden vej." Et svagt smil lå hengemt i hans mundvige, før han vendte sig imod sælgeren med det svar han havde fået fra Millicent.

Ejendomsmægleren så næsten lige så glad ud som Millicent, da han fik nyheden. Han ville gerne have at de fik ordnet papirerne med det samme, hvilke passede ganske fint med Andrija. Hvad Millicent så ville lave i mens, var op til hende selv. Hun kunne tage med eller finde på noget andet at lave i mens. 
"Jeg har en bil holdende her henne, så skal jeg nok køre jer tilbage til huset så du kan få din egen bil." Lød det fra ejendomsmægleren der ledte hen til en stor Audi med læder og fint træ. Intet manglede, men det ville også være en skam, hvis det var tilfælde. Ville Millicent med, satte Andrija sig på bagsædet sammen med hende, ønskede hun at vente satte han sig forrest. 
Det viste sig at vampyren havde sin ejendom inde i midtbyen som en specielforretning netop for nattens væsner. Papirerne blev lagt frem, sammen med noget at drikke. Blod til Millicent hvis hun ønskede det.
Selvom det hele kunne have været langt lettere hvis han bare havde skrevet under, var Andrija omhyggelig med at læse alt hvad der stod i papirerne igennem, før han så skrev under. Ikke før han forstod alle ord og vendinger. Han ville ikke tages ved næsen af en myg. 
Da han selv betalte hovedparten af huset, mente Andrija at det var ved hans fulde ret kun at skrive hans navn på. Han tvivlede ikke på at han nok skulle kunne få afbetalt Millicent, hvis det en dag skulle ende med at ske. Indkomsten var endelig blevet solid og høj. 
"Ved månedens slutning vil i kunne flytte ind." Lød det til sidst fra værten, der tog imod papirerne og gemte dem væk, efter at have givet en kopi til Andrija.

"Ingen steder. Det har jeg lige ordnet." Slog Andrija en smugle hårdt fast, før han selv rejste sig op og gik hen og tog sine papir til sig igen. Nu var det hele ordnet, hvorfor så begynde at ændre på det? 
"Du skal også bo dig, ikke bare som VIP gæst, men nu er det mig der ligger pengene til det og der kan stå én person på denne skøde og det bliver mig. Hvis du ikke vil det, så bliver huset bare mere mit." Så var det slut med at lege sød og medgørlig. Det gik ikke længere efter hans idéer og tanker og det kunne han ganske enkelt ikke acceptere. "Jeg flytter når meneden er omme, du er velkommen til at flytte med, men så må du acceptere at mit navn står på den skøde og have tiltro til at jeg nok skal passe på dig." 
Andrija gik hen imod døren, takkede kort til ejendomsmægleren, før han forlod stedet i lange skridt og ville netop i det sidste skridt ud af hoveddøren til bygningen, fordufte. Havde Millicent grebet fat i ham, ville hun automatisk komme med tilbage til bilen. 
Tilbage i bilen satte han sig ind bag rettet og fandt sin telefon frem. Efter at have søgt lidt frem og tilbage, gjorde han et opkald mens han kørte tilbage til sin egen lejlighed for at parkere bilen. Køreturen frem til hans hjem gik med at snakke med en kontakt han havde. Han ville have ruderne i soveværelset udskiftet, så man kunne sænke en helt fast flade ned over dem så man dermed hindrede sollyset i at komme ind. Han regnede stadig med at Millicent ville bo der, sammen med ham i det store soveværelse, men bare for en sikkerhedsskyld ville han også have det i de to gæsteværelser. Dét skulle være ordnet inden de flyttede ind -eller han flyttede ind.

Imens Millicent snakkede, steg Andrija ud af bilen og gik om på hendes side for at åbne døren. "Hvis du gifter dig med mig vil vi skulle dele alt op i to lige store dele, hvis vi gik fra hinanden." Et kunstigt smil blev kort vist frem, før han skubbede sig væk fra døren og låste bilen, for så at gå op imod lejligheden hvor han ville skifte tøj. En rustning så han var klar til et eventuelt møgfald fra Millicent. Man kunne aldrig vide med den kvinde. 
Efter at have skiftet t-shirten ud med skjorte og de korte bukser ud med lange, var han klar til at tage af sted. Ville Millicent med kunne hun tage hans udstrakte hånd og de ville kort efter komme frem i lejligheden, hvor Andrija ville gøre klar til at gå tur med Senka. 
"Hvis du ikke er interesseret i at gifte dig med mig og få tingene ordnet på den måde, så må du overleve det andet. Sådan bliver det." Han tog hunden op i armene for så at forsvinde med eller uden Millicent ud i skoven hvor hunden kunne få lov til at snuse til nye omgivelser, frem for byen som de korte tuer ofte blev i.

Der var et tavse sekunder fra Andrija, før han svarede ja. Kort og godt. Hans blik havde i få sekunder hvilet på Millicent, før han så kiggede ligeud igen. Først da han ikke kunne se hunden indefor hans synsfelt drejede han hoved en smugle efter den. 
"Men det vil selvfølgelig blive lidt anderledes, da vi ikke kan registrere os i det officielle register." Så kiggede han igen på Millicent. "Ja, det er sådan jeg frier til en pige. Du kan godt glemme alt med blomsterne. Skal du være en alternativ vampyr vil jeg også have lov til at være alternativ og original." 
Senka var ilet så langt væk at Andrija ikke længere kunne se ham og selvom han forsøgte at kalde kom der ingen respons. Det ville sikkert have givet de fleste en halv ubehagelig følelse, men for dæmonen gav det bare lejlighed til lidt sjov. "Kan du ikke løbe ud efter Senka, du er lidt hurtigere end mig til det." Et flabet smil gemte sig i hans mundvige.

Det tog en helveds lang tid, Andrija endte med at nå at ryge to smøger imens Millicent var væk. Da hun så kom tilbage, ville han gerne hjem, men det skulle han åbenbart ikke bestemme. Han endte med at blive trukket ned på et tæppe, hvor han sad og følte sig en smugle malplaceret. Var det nu også nødvendigt? 
"Ironisk nok har du ikke taget mad med, fordi jeg skal være det?" Gryntede han utilfreds, før han så fik en strålende idé. Det måtte hun så betale for. Mens han lage sig ned, skiftede han tænder så han kunne bide hul i læben. Det var nok inde til at Millicent ikke kunne se det, men diskret pustede han til sin læbe så duften af blod kom ud omkring dem. 
I en magelig liggende stilling ventede Andrija blot på at Millicent ville opfange duften og finde ud af hvor den kom fra. Måske kendte hun allerede hans blod duft? Det ville være utroligt hvis man kunne genkende folk på den måde, men han var ikke helt sikker at på at det var tilfælde. Hun kunne også bare gå ud fra det, ved at han var den eneste i deres nærhed, ud over Senka, der kunne have skåret sig.

Det krævede stort besvær fra Andrijas side ikke at komme til at grine da Millicent opfangede duften. Han kiggede overrasket op på hende og forsøgte at se ud som om han ikke forstod hvad hun snakkede om. For at gøre det mere åbenlyst spurgte han også hvad hun snakkede om. 
Kvinden opførte sig som et dyr der havde opfanget noget interessant men ikke kunne finde det, men så syntes hun alligevel at have en idé om det og forsøgte at mase sig frem med tungen. Ind under hans læbe. Der trak han i smilebåndet. Forsigtigt lage han sin arm omkring hende, for at trykke hende tætter ind til sig og lod kysset få endnu et par ekstra sekunder, før han trak sig tilbage. 
"Skal du have mere blod?" Han drejede om på maven og tog et krus og en flaske, hvor han hældte op til sig selv, for så at drikke fra kruset. Brændte Millicent for at få noget blod, ville han give hende det, men først ville han selv lige drikke færdig, hvilke betød tre glas i en pæn størrelse. Først dér ville han så knappe de øverste knapper i skjorten op, så han kunne give Millicent plads til at bide.