Black Swan - Lukket

Hvem af dem der var ved at grave skattekisten frem, var på nuværende tidspunkt nok umuligt at vide sig sikker på.
" Mit liv har ikke været let siden den gamle idiot satte sine lystne bisser i mig " det var nok første gang hun havde omtalt ham.Faktisk havde hun aldrig fortalt Andrija meget fra selvskabet, men det havde gidt nok taget kegler, folk var vågnet fra deres formelle chit chat, da hun pludselig havde rejst sig op og tiltalt eller nærmere slynget en anklage i fjæset på den gamle vampyr, ved Kalamkas side.
Og nu var han så død.Hendes skaber.
" Mon ikke jeg kan hamle op med en gammel dæmon, når jeg kunne få ryddet en ældgammel vampyr af vejen, Blot med få ord?" Ja ja hun spillede bold nu på højt plan.Det havde været en frygtelig oplevelse....det hele...og det havde gjort ondt da hendes skaber mistede livet.Noget biokemisk måtte det være, for fordrage den gamle mand kunne hun jo ikke.
Hun trådte over mod Andrija..." Du er jo en moden frugt....lige til at plukke , elskling" sagde hun og satte sine læber mod hans hals,og kyssede ham hele vejen op - og hen over hans kæbe til hun havde dem et sekund fra hans mund.
Han havde da misforstået...hun kunne aldrig drømme m at kalde ham ...det...eller nogen anden.Det var nok ikke lige dét sprog hun mest benyttede sig af...men siden han udfordrede hende, hvordan skulle hun kunne modstå?
Hendes næsetip snusede ned over Andrijas hals, og indåndede hans berusende duft, stadig sæberig også.
" Men søde skat....du har mit navn tatoveret med usynligt blæk over dit hjerte. Du ved det bare ikke endnu....du" - hun nappede i hans underlæbe..
." Er" - en finger gled ned af Andrijas bryst..
" Min"- ...hun slap hans læbe og lod sin tunge køre hen over den...." Bitch" hun lænede sig tungt ind mod ham, så ham ind i hans gådefulde øjne og smilede da hun sagde " skat. "
At hun dårligt havde fået sig selv til klemme ordene ud, vidste han måske , måske ikke.
Men ....hun ville aldrig sige sådan ting for alvor.
Hun havde altid den her usynlige , somme tider endog meget synlig og håndgribelig- magtkamp med ham.
Og denne gang ville hun vinde.Så der måtte satses.

Andrija havde slet ingen interesse i Millicents skaber, men en pludselig tanke vakte den frem fra mørket. "Lever han stadig?" Han havde aldrig tænkt over at den kunne slå hul i hans plan, gamle plan der nok ikke ville være den bedste stadig at følge. Selvfølgelig kunne han da genbruge meget af den, med noget skulle ændres så det var opdateret. 
At rydde en vampyr af vejen betød ikke nødvendigvis at dræbe den, men Andrija gik ud fra det, trods hun ikke afslørede noget omkring det i sætningen før. Så man kunne ikke være helt sikker og derfor spurgte han meget direkte. Der var ingen grund til at luske om den varme gråd. 
Måske var det moderne teenager sprog eller også fortsatte sætningen lydløst i Millicents hoved, men uanset hvad forstod Andrija ikke en brik af den. Det lod han dog ikke vise, men smilede blot sit overbærende smil. "Jaja, så siger vi det." Han viftede med hånden som var det en irriterende flue der skulle væk. 
"Men når du nu kan så meget med din sølvtunge, så lad mig da høre. Se om du kan få mig til at gå til grunde med dine ord, uden brug af fysiske kneb." En lille leg med hvem der bedst kunne kløve brænde med tungen, var Andrija ikke bleg for at stå tilbage for. Det var lang tid siden han sidst havde gjort det og de gyldne talenter skulle jo holdes ved lige.

Det var lidt af et ømt punkt , hendes skaber....ikke at det var en hemmelighed, men hvor meget Kalamka og Liam ønskede at bankens problemer skulle luftes , enda foran en dæmon, det var hun lidt uklar med. Lige nu var hun på god fod med begge de herre, og det skulle ikke messes up.
" Med mindre han kan leve uden sit hoved på hans hals, så er han ret død.....og jeg bryder mig ikke om at tale om det. Han ....var ...meget ufin...og jeg ønskede ikke min forvandling." På den anden side...havde hun kunne få Andrija til at sætte en ring på hendes finger , var hun et menneske blot? Hendes sind ville være det samme....men han var jo en smule racesnoppet , ik?
Millicent blev stående, lænede sin krop op af ham.Selv om hun måske ikke var særligt høj, havde hendes figur meget kvindelige fordele, og hun stod nærmest presset op af ham, med sin kropstyngde.
" Du tror jeg vil se dig gå til grunde ? Søde skat....jeg vil havde du skal krones til konge og ligge verdenen for dine fødder, men...du skal indse det ikke er en skid værd...noget af det...uden mig ved din side!....så er spørgsmålet om du er den opgave voksen?" Smilede hun udfordrende.Åh jo....hun skulle nok få ham til at indse at inde i hans mørke hjerte, skinnede et lille lys for Millicent.Om det så først blev i næste århundrede.

Andrija nikkede tænksomt, først til det ene og derefter det andet. "Det tror jeg næppe han kan, men man ved jo aldrig med din slags. I kan finde på så meget - og han kan være endt som et spøgelse." At en vampyr havde taget den vej, tvivlede han dog på var muligt. Han havde aldrig set det som tilfælde, men han kunne selvfølgelig tage fejl. 
"Jeg vil være en konge med magt så, der er alt for mange lande hvor kongen ikke længere har nogle magt. Jeg vil være præsident i det hvide hus, så skal amerikanerne få det glatte lag." En kort humorforladt latter lød fra ham, mens han stak hænderne i lommen og rettede blikket mod den mørke himmel. 
"Det kan man aldrig aldrig være sikker på - jeg vokser langsomt. Det er derfor jeg ikke er en bunke aske." Han flyttede lidt på fødderne så han havde sin egen og Millicents vægt på den ene fod, mens ryggen stadig lænede sig op af træet, som så tog rasten af vægten. 
"Men hvordan vil du så få mig til at indse det?" Knap havde han sagt det, før der kom et forslag op i hans hoved. Han ønskede ikke at blive afhængig af Millicent som hun ønskede, men det behøvede hun ikke at vide og at lege lidt med idéen ville der intet ske ved. "Du kunne gøre dig til min uundværlig assistent. Sekretær der kunne holde øje med alle mine vigtige møder og det tjavs. Du kunne komme med ind i mafiaen?"

" Årh...du har storhedsvanvid...ganske enkelt storhedsvanvid" slog hun fast.
" En dag, Andrija....vil du opdage hvad der virkelig er noget værd, hvad der virkelig kan fylde ikke bare dine lommer og dit ego, men hele dit sind og din sjæl...og så må vi håbe at du ikke kommer for sent over målstregen, og en anden har hevet...sejren...i land" hun lagde sin kind i mod hans bryst og lyttede til hans hjerteslag.
" Jeg kan ikke få dig til at danse som en dresseret Bjørn, det vil jeg eller ikke. Jeg kan ikke få dig til at indse ting du nægter, men....jeg kan mæske trække det tunge gardin lidt for, der hænger foran dit hjerte....og så ser vi hvad der sker."
Hans forslag faldt bestemt ikke i Millicents smag. Blive hans assistent? Var manden forrykt? Det var da ikke fordi hun ikke ville hjælpe ham, men det var jo slet ikke det som hun havde ment. Nogle gange var det som han intet hjerte besad. En smule mere glædesløst svarede hun ham stille, stadig med kinden ved hans bryst og armene omkring hans liv.
" Jeg vil hjælpe dig....Andrija...på alle måde jeg kan, men en aktiv del af mafiaen er jeg ikke. Jeg er ikke andres lille hjælpe alf, og jeg løser ikke opgaver for andre af de imbecile magtsyge mænd- eller damer.
Min hjælp er udelukkende til dig....forstår du det?" Hun smilede ud i luften..." Og jeg er skide god til at føre kalender, så du kan godt glæde dig!"
Hun ville havde mulighed for at snuse info , men ville aldrig bruge den til noget der kunne ramme Andrija. Men de andre...var en helt anden snak.
At hun ville komme til at bevæge sig i begge verdener og være på begge sider...ja....hvorfor skulle noget i hendes liv være let? Luge nu var Lawrence Watson det eneste lille lam, i hendes verden....ham havde hun i hvert fald ikke problemer med.Alt andet....hun sukkede.
" Så hvad....er jeg så hyret til privat assistent for dig nu eller...?"
Hun trak sig lidt ud fra ham og hendes vaktsomme øjne graskede hans ansigt efter hint og tegn på hvad han var ude på.
Hun var en smule skuffet over det var arbejde der rumsterede i hans hoved.
Hvorfor var det nu han havde ville giftes? Ellers havde hun ikke måtte få lovlig del i huset...men....hvad vandt han ved det? Hun begyndte at blive lidt forvirret, midt i den store skov, så tæt på hendes dæmon.

Hele Millicents tale om at ville hjælpe ham, men ikke fordi hun skulle, men fordi hun ville, kedede Andrija noget så grueligt og han var ikke bange for at lade hende se det. Tålmodigt ventede han dog på at hun blev færdig og undlod at gabe demonstrativt. Først da hun var færdig åbnede han munden. "Jeg er egentlig ligeglad, det var bare et forslag. Nej, du gider ikke, hvorfor så gøre det?" Han kiggede spørgene på hende et halvt sekund, før han skubbede hende væk med en doven bevægelse og fjernede sig fra taget. 
Forfængeligt rettede han på sit tøj og sluttede af med en hånd igennem håret, før han så begyndte at gå ligeud. Ned af en sti der knap var bred nok til at han kunne gå på den, men det gik med lidt snilde. "Egentligt burde du vide hvor ligeglad jeg er med alt det hjerte-fis. Du handler af lyst og følelser, jeg handler efter behov. Sådan vil det altid være, så du behøver slet ikke prøve på at belærer mig din måde at gøre tingende på, for det kommer aldrig til at ske." 
Efter den sætning var trykket af sted, satte Andrija det lange ben foran, i sin sande mening, og gik igennem skoven som en anden buldåser der ræv træer op med stamme og rod. Det fortsatte han med, til træerne begyndte at tynde ud. Der satte han farten yderligt op og gik til han nåde frem til et klippefremspring som skoven endte i. Næsten helt ud til kanten var der træer. Kun den sidste meter var der nøgent så man kunne se mange meter ned, hvor vandet brusede og enorme bølger slog ind imod klippen.

Var det sødt?
" Du er ... Ligeglad ?" Millicent var på nippet til at bede ham. Læne sig forover , så hun kunne stoppe hans tilbud op i røven på ham, og hun havde helt sikkert gjort det... Havde det ikke været for hendes nye rolle , hos operation Libra. Pis.... Nu måtte hun igen æde sin egen stolthed, for at gøre noget for andre. For stillingen hos Andrija ville give adgang til navne og planlagte møder. Det vidste hun godt.Men hun håbede det ville være meget sparsomt... At han ikke have ret meget at gøre med dem. SÅ lav var han vel ikke, nu hvor han var blevet chef og havde lidt bedre styr på sit liv?
" Jeg ér ansat.... Du skylder mig en lønforhandling" sagde hun kamplysten - og nu lyste arrigskaben gennem hendes klang i stemmen.

Kunne han være det bekendt? Hun stod og sagde at for ham ville hun i bund og grund gøre alt, og Hans Svar var at hendes hjertefis gav han ikke en skid for.
Hun mente han han balancerede alvorligt på kanten af hvad hun ville tage imod og en svag brusen af vred skyllede i gennem hende.
Hjertefis? Hendes døde hjerte var i bedre stand end hans levende, men det kunne nok ikke chokerer nogen efterhånden. Hun fornemmede regnvejr var på vej.
Ikke i den skønne nat der summede omkring dem, men inden i hende selv. Hvorfor var han altid så ... Barsk , især ved hende. Hver gang hun var klar til at afklapse ham, gjorde han noget dejligt for hende... Og hun fandt sig fanget i hans nærvær. Både hendes hjerte, sind og krop kunne han trække i trådene i.
Trække ja.... Men fandme ikke styre! Tænkte hun, og halede afsted efter ham.
" Hjertefis?.... Nååå du mener den kærlighed jeg har til dig" bed hun syrligt fra sig .
" Hvis du kun gør hvad du har brug for , så glæder jeg mig til at høre forklaringen på vi skal giftes, hvad du har brug for der ?"
i hendes optik , havde ægteskab intet fornuft over sig .
Det burde udelukkende handle om kærlighed til hi anden. Især var der ingen fornuft, ikke når kvinden var en fattigrøv på randen af fire punkterede dæk , som Millicent var.
" Hey... Gider du lige" små brokkede hun sig, på vejen lige efter ham. Hun kunne sagtens følge hans tempo, hell hun kunne out race ham så let som at lægge en gloss på sine læber.
Men hans attitude gjore at hun holdte sig tre skridt bag ham, hele vejen.
" wow" udbrød hun spontant , da de synes at stoppe og der med et var meget langt ned.
Pludselig føltes det ikke.... Rart..længere.
Ikke med ham så tæt på en afgrund. " Andrija" hviskede hun efter ham...." Ikke så tæt på kanten... Kom lige her hen til mig" lokkede hun .
Selv skulle hun ikke fem centimeter længere frem. Godt nok VAR hun død, men bortset fra det havde hun ingen dødstrang eller ønske.

En kølig latter slap ud fra Andrija mens han lage hænderne på ryggen som en anden officer og stirrede lige ud foran næsen. "Jeg kan jo ikke blive gift med en ansat, den går jo ikke vel. Så enten kan du lege min assistent eller kone. Det er helt op til dig." Han drejede 180 grader rundt på hælen og vendte sig imod Millicent. Hans blik hvilede på hende imens en krumning af et smil vågnede op på hans læber, men det var ikke dem man gerne ville se. Det var dem man helst ville være fri for.
"Er du da bekymret for mig?" Drev han i en hånlig tone. "Det overrasker mig egentligt Millicent, at du ikke bare har opgivet mig. Du vil aldrig kunne få mig som du gerne vil have det, det håber jeg du ved, men måske er det hele som i bøgerne? Den smukke unge 'jomfru' der fortaber sig i den onde dæmon og ikke har nogle til at redde sig." Han slog bredt ud med armene mens han kiggede afventende på hende, dog uden at forvente et svar. Imens tog han et skridt nærmere kanten bag sig. 
"Ville det egentligt ikke være lettere hvis dæmonen tog livet af sig selv ved at hoppe ned i havet og drukne, få kroppen knust imod klipperne af bølgerne. Så ville du igen være fri. Du ville kunne drikke af dine blodposer og lege Patricks lille skødehund, uden han skulle frygte for nogle. Du kunne måske endda finde et menneske der lod som om han elskede dig." Imens han havde snakket havde han taget yderligt et par skridt, så da han var færdig med at tale lod han sig falde bagover og ned imod vandet. 
Ligefør Andrija ramte overfladen, ville hans krop forsvinde ud i den blå luft og mindre end et sekund efter ville han stå afslappet lænet op af en træstamme bag Millicent. 
"Men det vil være naivt af dig at tro at det kunne gøre kål på mig, ville det ikke?"

Han kunne ligeså godt have slået hende. Han kunne ikke være gift med sin assistent? Og alligevel havde han lige tilbudt hende jobbet. Hun sank hagen ned mod sit bryst, næsten som hun allerede var besejret i kamp.
Hendes stemme var lav og sløret af følelser allerede " Så det er dig ligegyldigt ... det betyder intet hvad jeg er til dig? Din hustru eller en ansat ?" Hendes øjne blev sløret, men da blikket var rettet mod jorden , kunne han ikke se det.
" Hvorfor er du sådan?" Hviskede hun og hørte ham bagefter spørge om hun var bekymret for ham?
Hånen drev som væde fra youghurt fra hans stemme og ramte hende * slam* igen. Hvorfor var det så forkert af hende at være bekymret? Millicent forstod det ikke.
" Bekymret For dig... For os" svarede hun , selv om hun vidste spørgsmålet var ment retorisk og han ikke søgte efter svar.
Andrija tvang hende mentalt ned på knæ. Hans ord var hårde for hende at møde og da hun hævede ansigtet for at møde hans blik , ville han helt sikkert kunne se hvor hans sætninger skar i hende.
" Hvorfor jeg ikke har opgivet dig? J-jeg..." Gik hun istå og han forsatte sin nedfældning af hende.
" Du er meget indbilsk Andrija. Du tror du er mit et og alt og at ingen prins står klar i kulissen til at rede mig? Hvorfor tror du det er SÅ umuligt for nogen at elske... Mig?"
Han havde desværre nok ret. Diego havde Amy... Og jose ... Han var forsvundet. Så ingen kunne klinke hendes hjertes skår , når Andrija var færdig med hende. Og ingen truede ham med at snuppe hvad der var hans.
Hans? Hun var sin egen om hun så giftede sig med ham 100 gange. Lige nu virkede det nu mere til han var ved at annullere den del .
Hendes øjne blev større af angst, da han slyngede flere slag hendes vej og Bevægede sig mod kanten.
" Så stop dog forhelvede " kom det panisk inden hendes forfærdet skrig af afmagt og galskab , lynede i nattemørket, da hun så Andrijas fald.
" Åh Gud " hakkede hun hæst , imens det sortnede for hendes øjne. Hun blev svimmel og sank ned på sine knæ , imens hun forsøgt få sin krop til at kravle mod kanten.
Hun stivnede i alle muskler og svært påvirket af hvad hendes øjne netop havde bildt hende ind- fik hun drejet sig omkring til lyden af en stemme .
HANS stemme.
Skakmat , satte den... Idiot ... Hende.
"Naiv ?" Hun blinkede et par gange og forsøgte få styr over situationen.
Hun ville have en bedre chance hvis hun forstod hans spil. Men problemet var at hun aldrig havde leget de lege han havde, og hun spillede uden at kende reglerne- og prøvede alligevel af hamle op med ham.
Hun måtte bruge vampyrens fysiske styrke , til at trække sig op på sine ben. De vaklede og afslørede som alt andet, hvor meget han han skubbet hende ud af blance.
Dagen efter han havde friet , for det ikke skulle være løgn.
" Naiv? " hun valsede over mod ham, men ikke for tæt.
Millicent hvæsede advarende ... En dyb lyd fra hendes strube.
Hendes hjerte lå blæst i stykker over hele skovpladsen.
" Du ... Skal passe på nu Andrija.... " med lynets hast var hun nu helt tæt på ham og han ville kunne mærke hendes hænder skubbe hårdt på hans bryst. Et skub der måske ville få ham til at flyve hårdt tilbage ...ind i et træ og med på knæ. Hvis hun tog ham med overraskelse.

Andrijas udtryk ændrede sig ikke, ikke lige i første omgang. Hans blik hvilede køligt på hende, de målte og vejede hvad hendes næste træk ville være, hvad der ville ske hvis han gjorde dit og dat. "Ja, naiv." Han ville have tilføjet noget mere hvis det ikke havde været fordi han var mere opmærksom på hvad Millicent lavede, men næsten som forventet var det overflødigt. Han kunne næsten have stået med ryggen til, for alle hans observationer hjalp ham ikke spor. I hvert fald ikke nok til at han ikke blev overrasket da han pludselig var ved at vælte og kun med fingerspidserne fik fat i den ru bark i træet bag ham, så han ikke væltede over sine egne ben. 
Møjsommeligt forsøgte han at komme op, hvis Millicent ikke gjorde endnu et forsøg på at få ham i knæ, hvilke nok ville være mere end vellykket da han var optaget af at komme op og stå. 
"En trussel?" Hurtigt genvandt Andrija sin maske og kiggede hånligt på Millicent. Hun kunne lige så godt få det hele, nu var han igen højre end hende og kunne se ned på hende. Magten var forudbestemt, det var han sikker på. 
"Jamen kan du så mere end det?" Han lage hoved let på sned og betragtede hende køligt, ventede på at hun ville gøre noget og krydsede mentalt fingre for at han så ville kunne stoppe hende.

Hun fnøs ud af næsen og så kort ud til siden, inden hun igen havde sit iagtsomme blik all over Andrija.
Han faldt ikke som ønsket, heraf fnyset...og i hendes øjne flammede en ild der for engangs skyld ikke var antændt af begær efter ham.Mente hun da?
Millicents hænder støttede sig på de runde hofter, og hun var stort set alt andet end glad, tryg og lykkelig.
" En trussel ? ...prøv en fucking konstatering nærmere" bed hun.
Kun han kunne få de sider....de ord frem i den ellers så blide vampyr.
Faktisk noget hun ikke var særlig begejstret for han kunne.
Det viste hende- hver gang - hvilken magt han havde over hende, psykisk....men nu forholdte det sig jo sådan, at Millicent havde set en hel del tv, inden hun blev forvandlet og hele tiden kortsluttede det.
Og Dr. Phil havde ikke levet forgæves.Han var den mandelige Oprah.
Hun vidste at Andrija havde den magt, kun så længe hun tillod det.Blev han for ...meget....mistede hun hele sig selv....tog hun den tilbage.Og han stod alene igen.Og Dr. Phil sagde altid ' Tag magten tilbage over dig selv og dit liv'

" Vil du slås mod...mig?" Hendes øjne skød lyn og hun kunne se på ham, hvor ligeglad han var.
Hun måtte huske at komplimenterer sig selv for valg af lære mester.Hun var trods alt gået på klub den aften hvor hun mødte Andrija, netop for at finde en arogant fyr, en der var ond og kold i røven....en der skulle lære hende at indkapsle sit bløde hjerte og blive mere rå.Du gode gud....havde hun dog valgt helt rigtigt!! At hun så var endt med at forelske sig dybt i ham....det var en lille....fejl.

Igen bølgede vrede igennem hende, og hun vidste at hendes bisser var poppet ud. Selv om de var små i størrelse, var de fatale....selv for en dæmon, hvis hun fik et godt bid ind- og han lige glemte at give stød. Hvilke nok var som at tro på at der eksisterede en Vorherre , og han sad og delte slikkepind ud til alle de gode børn, og sure citroner til resten.
Men....lige nu var tankerne borte og med en kattelignende spring var hun over ham. De lyse hænder greb henholdsvis i hans nakke, lukkedebsig i Andrijas hår og rev ukærligt hans hoved tilbage, den anden havde boret sig fast som en klo i hans hårde skulder.
Millicents øjne løb over Andrijas ansigt, i et nano sekund og
her stødte deres øjne sammen .Andrija ville måske kunne nå at opfange hvor konfus hun var i det sekundt... hvor splittet imellem vrede , ulykkelighed og nu hendes ustyrlige drifter hun var. huggede sine tænder ned i hans hals, og bed til.
Hun sad klynget til ham, som holdte hun fast med fire ' kløer' i sit bytte.
Blodet ville hurtigt nå hendes mund og svælg...hvis ikke Andrija standsede hende.

Nej, det ville Andrija egentlig ikke. Han slog ikke på kvinder, men han fik aldrig sagt det, før Millicent var over ham som en høg og næsten trak hoved af halsen, hvilke var yderst ubehageligt. Han kunne ikke nå at stoppe hende før hun havde tænderne i ham, eller måske, men så kvik var han ikke. Havde han taget sig sammen var det måske forhindret, men der havde altså været andre distraherende ting, der havde forhindret ham i hans forhenværende. 
Et højt udbrud kom fra ham, da Millicent satte sit sugerør i ham. Det var kommet bag på ham og overraskelsen lod ham i et par sekunder ligge helt stille uden at gøre noget. Først da det var fortaget sig, overvejede han hvilke muligheder han havde. Det var aggjort at han ikke ville lade sig overgive til hende og at give stød var der ingen sjov i. Hellere bruge den gode gamle metode. Måske havde hun sine tænder i hans hals, men så havde hun også blottet sin egen og sidste gang var det lykkes. 
Lynhurtigt, som en slange, skød Andrijas hånd op imod Millicents hals for at gribe fat i den med et greb der ville have taget pippet fra et normalt menneske. Samtidig havde han skiftet mening. Han ville gerne slås og vise sin magt overfor den lille hidsigprop. Han behøved ikke slå hende, bare vise hvem der styrede og bestemte.

Det var som endelig at slå en homerun, da det rullende blod i dæmonen adlød hendes kalden.
Med sin tunge førte hun det rundt og rundt nogle gange i mundhulen og begyndte så at synke og drikke, den lune vidunderlige substans fra ham.Andrijas blod tilfredsstillende hende mere end noget andet.Begge hendes ben lukkede sig om hans hofte, som hun stort set sad / hang på, og selv om hun begik den fejl at begynde at nyde det hun var ifærd med.Hun burde ikke glemme det var en straf.Så man deres position fra afstand ville man tro de var i færd med ' the loving kind of stuff' og ikke en kamp...af en slags.
Et svagt tilfredst suk, efter nogle mundfulde , undslap de meget optaget læber.
Men så...* hosten* ...hun slog et sæt forvirret øjne op, da hun mærkede hans hånd klemme til på hendes hals.
* host* efterfulgt af en gurglede lyd fra hendes strube og et halvkvalt " Aarghh" da hun var tvunget til at slippe hendes bid.
Hun slikkede ikke over hans to sår på halsen, ikke før han undskyldte ville hun lukke dem med hendes tunges helende fugt.
Hun måtte slippe ham med begge hænder, men benene blev hvor de var, fastlåst omkring ham, hvor hun forsøgte klemme til, for at påføre smerte elelr i det mindste kraftigt ubehag- imens begge hænder forsøgte vriste hans greb fri omkring hendes lyse hals.
Små hvæs kom fra hendes læber, imens hun vantro stirrede ind i øjnene på den mand hun elskede.

Homerun til Andrija, næsten da. Han fik tænderne ud af sin hals, så nu var det ikke længere at kæmpe imod, alligevel holdte han sin hånd hos halsen mens han prøvede at vride sig fri af bene. Det var ikke helt nemt, for ikke at sige slet ikke nemt og det hjalp heller ikke ligefrem at have hånden stædigt hængende ved hendes hals, så han endte med at slippe hendes hals og forsøge at få sin hofter fra. Det var stramt nok til at det gjorde irriterende ondt, men ikke nok til ren smerte - endnu. 
"Slip dog kvinde." Brummede han irriteret og forsøgte alverdens måder, men det var ikke let da hofterne ikke var et sted han lige kunne gøre mindre og teleportere sig væk var heller ikke en mulighed, da Millicent bare ville følge med. 
Ville hun ikke slippe, så Andrija ikke anden udvej end at give hende stød og da hendes lår havde godt fat i ham, var de stedet hvor han forsøgte. Først en lille smugle. Måske kunne det forskrække hende nok til at skubbe hende af, men var det ikke tilfælde, måtte han ty til mere kræft.

" Over min døde krop" hvæsede hun og stædigt spændte de lyse lår , omkring hans hofte.Det var en skøn ting, at hans hånd forlod hendes hals, og hun kunne knurre ad ham, som en anden tæve...eller ulv.Nogle instinkter måtte gå igen i racerne, ellers var det bare hende der var ualmindelig dygtig til netop det.
Millicent forsøgte at trække ham ind igen , så hun kunne bide....enten i hals elelr et andet sted...bare bide og suge mere ud af ham, men en brændende fornemmelse ramte hendes lår, og hun kiggede forskrækket ned, for at se hvad han lavede.Da hun så hans hænder, og hun kom sig over smerten nok til at tænke, forsøgte hun at ' kortslutte' hans strøm, og endnu bedre ....tænk hvis hun kunne returnere den....lede den tilbage til ham.Det ville være super effektivt, og ville forsejle hans stride kæft i et godt stykke tid, var hun helt sikker på.
Men selv om hun kæmpede og masede på, kunne hun ikke....hverken bremse og da slet ikke sende hans næste stød tilbage.
Istedet måtte hun bide smerten i sig, da hun nægtede at jamre og klynke, da hun mærkede sine muskler blive svage,og hun mistede sit greb....og sit hold om ham...og begyndte at glide ned af Andrijas krop, for tilsidst at ramme skovbunden.
Selv om landingen var på græs, værkede hele hendes krop og musklerne var ømme.Denne gang ville hun ikke forsøge rejse sig, ikke lige med det samme.
Hun huskede dengang i bilen, hun havde ikke kunne stå op....og det syn ville hun ikke forære ham, da han bare ville finde fryd i det.
" Så stop dog" bad hun nede fra skovbunden, hvor hun sad som den lille havfrue, bare uden hale og en sten.
" Hvad er det du ønsker af mig Andrija" halvt hvæste og græd hun uden lyd.

Andrija var lettet over til sidst at komme fri og kunne rejse sig op. Der fejede han bladende af sig, efter at have slukket for strømmen. "At du skal fjerne dine bidemærker fra min hals og generelt bare ikke at bide mig med mindre jeg giver dig lov til det - eller noget andet." Bed han en smugle køligt og foldede sine skjorteærmer op til lige over albuerne. 
"Du kan tage tilbage til dit arbejde nu - jeg skal nok hjælpe dig ud af skoven." Gav han tilladelse til, før han trådte hen til hende, greb hende i overarmen som en anden lille pige og halede hende op at stå. Da det var sket zappede han dem ud af skoven, hvor en taxa tilfældigvis lige kom forbi i det øjeblik de kom ud. 
Andrija vinkede den ind til siden og skubbede Millicent ind på bagsædet. Derefter stak han hoved ind til chaufføren. "Kør hende til det ønsket sted." Han rakte et par sedler frem mod manden og kiggede så ind af bildøren han havde skubbet Millicent ind af. "Jeg venter på dig der hjemme." 
Med de ord rettede han sig helt op, smækkede bildøren i og lod taxaen køre af sted. Da han ikke længere kunne se den, forsvandt han hjem til sig selv, hvor han fandt en øl og en dårlig dramafilm.

Hun følte sig...overmandet, og uden flere ord til ham, fik hun lige sine læber og tunge til at slikke hen over hans hals, for at få mærkerne til at hele op og forsvinde. Det var... Hårdt...at skulle, uden at lægge følelser i det, når hun var så nær ham.Det sagde hun dog intet om.Og så var han oppe.
Hun betragtede ham smøre ærmerne op, og sagde intet.
" Jeg kan godt selv" opfyldte hun rollen som den lille pige der blev irettesat og surmulede, forskellen var at Millicent havde al ret til at være vred, og alligevel var hun tavs.Der var et rod af tanker i hende, men lige nu lod de sig ikke adskille og derfor var hun optaget af hvad der skete i sit indre.
" ihh det er vel nok pænt af dig" lød det syrligt, men stemmen dirrede og gav væk at hun endnu ikke var i kontrol.
Med store øjne, så hun op på ham, da hun fandt sig selv på bagsædet af en taxa.Hvordan han forventede at hun skulle virke effektiv på sit job, efter den omgang tango med ham, anede hun ikke.Men det ville klart minimerer balladen på hendes job, at hun dukkede op.
Hun gav et kort nik som afsked, og så satte bilen i bevægelse, efter hun havde angivet adressen til Desire Noir.
På bagsædet forsøgte hun at afgøre om hans adfærd, den her til sidt...var udslag af en form for omsorg eller om det var en demonstration af at magten var hans og han bestemte hvad hun skulle...og hvornår? Det var dog lykkedes ham at ryste hende så meget op, at hun tvivlede på sin egen fornemmelse og ellers så gode situation.Disse tete a tete...disse sammenstød med Andrija tog altid hårdt på hende, sugede krafterne...og fornuften ud af hendes unge sind.

Da hun nåede sit mål, havde hun fået så meget samling på sig selv, så en facade var på plads.Arbejdet kunne derfor gennemføres , uden andre end Millicent vidste at hun ikke var helt okay.
Da hun havdetilpasset og hængt det sidste outfit frem, begyndte hun at gøre klar til at tage hjem. Andrija havde sagt han ville være der...hvis altså ' derhjemme ' var hos Millicent, men det regnede hun med.Hos ham var hun gæst, men han følte sig hjemme hos hende.Hun sukkede og besluttede sig for at løbe hele vejen hjem, i håb om det ville give hende klarhed i de slørede tanker hun stadig slæbte rundt på.

At løbe stærkere end øjet kunne opsnappe, var i sandheden en fanatisk ting.
Og Millicent nød turen...selv om den måske ikke samlede puslespillet for hende.
Men da hun låste sig ind, og vandrede ind i stuen imens hun kaldte på Senka, var hun forberedt på...ham....og hvad end han havde i de opsmurte ærmer.

Der gik en del timer før Andrija begyndte at spekulere over hvornår Millicent ville komme hjem. Han havde tygget sig igennem hele filmen og den efterfølgende for til sidst at slutte af med en dårlig krimi. Amerikansk. Han havde endda også nået at bruge lidt tid på at diskutere med sig selv om han skulle tage forbi Salles, men havde droppet idéen. Der var ingen grund til at smutte derned, folk vidste at han havde en fridag og iøvrigt også kun kom når han selv ville. Det var dog efterhånden ret ofte. 
Først efter de tanke slog det ham at Millicent kunne være taget hjem til sig selv, i den tro at hun snakkede om hendes lejlighed som hans hjem. Smukt! Næsten som var han en meget gammel mand - hvilke han egentlig også var - stønnede han højlydt og rejste sig op. Kort kastede han et blik på toilettet, overvejede et bad, men droppede det hurtigt. Han gjorde sig derimod klar til at tage af sted. 
Andrijas underbevidsthed ville dog gerne i bad, så han endte med at dukke op på Millicents toilet, hvor han klædte sig af og forsvandt ind under bruseren. Lunken var vandet, ligesom hans humør. Han var stadig smågnaven, men ikke efter deres lille episode, selvom han ihærdigt forsøgte at overbevise sig om det. Det syntes dog ikke rigtig at lykkes for ham, af en eller anden mærkelig grund.
Problemet, som han ikke havde svært ved at finde, bestod ganske enkelt i hvordan han skulle opføre sig over for Millicent, for selv Andrija vidste at det var de færreste der viste kærlighed ved at give sin partner høvl. Han vidste også at det ville hun sikkert ikke kunne klare i længden og egentligt fandt han det også anstrængene. Derfor ville han da gerne vise sin 'søde' side, men han gad heller ikke være alt for blød, så det var lige med at finde et sted midt i mellem, hvilke det tydeligvis ikke var lykkes ham endnu. Han syntes altid det blev for meget af det ene eller det andet, når han forsøgte sig.

Senka løftede de små øre, da lyden af folk meldte sig fra badeværelset.
Hundens yndlingsted i lejligheden.Den luntede derud på fire små kluntede poter, og spurtede Andrija i møde , da den så at det var ham.
Han blev overfaldet med hunde slik og kys og små ivrige poter op af benet, der sagde kæl mig...kæl mig!
Og med en logrende hale lagde Senka sig fladt ned på mavsen, og så på Andrija tage sit bad.Millicents stemme, frembragte et lille piv...og en ubeslutsomhed om hvad han skulle...men tilsidst rendte han hende i møde.

Millicent så rundt efter hvalpen, og på samme tid gik det op for hende at hendes bruser var tændt.
Godt nok kunne Senka lægge make up, men tage et bruse bad var den ikke stor nok til i højde, med mindre den havde haft et seriøst anfald af vokseværk, imens hun havde været med Andrija og på job.
Hun sparkede sine sko af, og nød at komme ned på flad fod. De høje hæle var klædelige for en kvindes læg, men hold da op hvor man fik trætte fødder.

Lyden af vand , og tanken om Andrija derude, fik hende til at tøve med at gå ud og melde sin hjemkomst.På den anden side...måske var han mindre kæphøj naturel? Hun kom til at smile....naaaaa....det ville bare puste hans ego yderligere op.Andrija var ikke sidst i køen da de delte maskuline atributter ud, der skulle tilfredsstille og glæde kvinder og få mændenes ego til at skinne blanktpoleret.
Hun listede sig ind på badeværelset, snuppede alle tre badelagener der hang og flyttede dem til en kommode, uden for hans rækkevide.Samme sted lagde hun hans tøj- og først der gjore hun opmærksom på sin tilstedeværelse.
" Har jeg givet dig lov til det der?" Sagde hun, men stemmen var mere mild, end planlagt, for hun havde fået et skimt af ham, bag de tonede døre af plexiglas, kabinen havde.
" Jeg håber ikke du står derinde for min skyld, så bliver du skuffet" sagde hun og kastede endnu et skjult blik derud. Fandens til mand hun havde valgt sig....så svær at modstå....og så unik.
" Vil du være sød at komme ud?" Man kunne næsten høre smidt i stemmen, for han ville hverken have tøj eller linned at dække sig til med.

Vandet fortsatte med at løbe ned af Andrijas krop da Millicent kom ind og meldte sin ankomst med sin stemme. Før havde han ikke hørt hende, havde haft travlt med at sæbe hår og krop ind. "Behøves man at have lov til det, er det ikke et offentligt bad?" Spurgte han tilbage  og stak igen hoved ind under vandet, for at få det sidste sæbe af. 
"Hvorfor vil jeg blive skuffet?" Der var en snert af oprigtig nysgerrighed i hans tone, mens han slukkede for vandet. Et par sekunder blev han stående der inde, før han skubbede døren til side. Lige nok til at han kunne række en hånd ud efter de håndklæder han havde set inden han trådte ind i bruseren. Men de var væk! 
Først var der tydelig utilfredshed at høre fra Andrija, men det stoppede pludseligt. Han drejede rundt i kabinen og slog kabinedøren helt op, så han stod til fuld skue for hende. "Jeg har det fint her, men du kunne komme her ind ..." Blev hun alligevel stående ville han træde ud og stå og dryppe på gulvet. 
"Må jeg få et håndklæde eller skal jeg rage nøgen rundt hele rasten af natten?" Idéen huede ham ikke just, men så havde han en undskyldning for at overtage hendes seng.

" Offentligt ? jo da, hvis du vidste hvor mange mænd der ligger vejen forbi og snupper....mit bad" rullede hun med øjnene , men et lille smil trued med at bryde frem. Hendes humør var som en bog fyldt med noder, når hun var tæt på Andrija.Man kunne med et enkelt tryk skifte tone og klang, alt efter hvad han ønskede.Frustrerende at han var den der skabte musikken i hendes liv.
" Du ville skulle vente derinde meget længe...hvis du venter på mig" truede hun blidt.
" Jeg har været i bad, så det er vist ikke nødvendigt" smilede hun og tænkte at det nok ikke var en hårvask hun der havde afslået.Millicent grinede lavmeldt, ved lyden af hans utilfredshed og famlende hånd, da håndklædet ikke var at nå- og så gik der ellers ikke lang tid, før hun havde en helt bar Andrija til fuld skue.
Selv om de skulle giftes, var der ting der bare ikke var ' dagligdag' - og at se ham...sådan...kostede et ekstra hjerte slag, og hendes øjne flimrede.Hun glemte næsten at hun havde mobilen i sin hånd, klar til at drille ham en smule.
" Om du må få et håndklæde? Jeg tænkte mere på et lille forklæde? Jeg mener ..,nu skal du jo til at øve dig i rollen som min ægtemand, ik?..... Vi kan ikke have al det nøgenhed over hele lejligheden, forklædet hænger i køkkenet!" Hun pegede i køkkenets retning, og selv om hun stadig var trist, havde hun overskudet til at drille en smule.
* knips* lyden var ikke at tage fejl af i den klinkebelagte baderum, da Millicent trykkede på sin mobil, og fik hapset et billed af Andrija.
" Til mit skrivebord....på Desiré Noir..." Forklarede hun og denne gang lod det lille smil sig ikke tilbageholde. " Ved siden af det med Senka?" Forsatte hun og trådte lidt tilbage, helt automatisk , hvis nu han ville gøre udlæg efter mobilen.

Det tog Andrija et split sekund at opdage mobiltelefonen, men han håbede at det bare var tilfældigt hun havde taget den med, selvom han alt for godt vidste at det var en naiv tanke helt ude af normal skala. "Kvinden høre til i køkkenet, jeg tjener pengene." Det gad han slet ikke diskutere og slet ikke når han skulle lege ufrivillig model! 
Han pressede læberne utilfreds sammen mens han langede ud efter mobilen, som pludselig var trådt et skridt tilbage. "Du kan da bare tage mig nøgen med på arbejde frem for at tage billeder med." Det skulle være en form af distraktion så han kunne fange hende ind i et hjørne og få mobilen. Det var hvad han forsøgte og måske lykkes det. Han krydsede fingre. 
Fik han det som han ville, ville han triumferende fange telefonen og skynde sig at forsøge at få det slettet, med mindre hun havde låst skærmen og sat kode på. Så havde han et problem, men ikke noget der ikke kunne løses - sener!

" Årh gud, har du satset forkert dér...mig i et køkken?!" Hun lo og holdte armen udstrakt for han ikke kunne nå telefonen, men da Andrija hurtigt fik hende til at se for sig, hvordan alle de nemme pigebørn ville dø for hans ...fødder....for ikke at blive vulgær i sproget, når han stod der nøgen i kostumier afdelingen.
" Ikke tale om!" Slog hun fast, og mistede sin mobil, men hun vidste der var en talløs på, naturligvis, og det var ikke noget han kunne knække, da tallene var helt tilfældigt udvalgt.
Som hun stod der i krogen , med ham foran sig optaget af hendes mobil, kunne hun mærke hendes tøj blevet vådt af hans krop, da da gaflede mobilen.
Hun så ned af sig selv og rynkede på næsen. Den stramme nederdel afslørede ingen synlig fugt, men det var fordi den var sort at det ikke kunne ses.Hun kunne tydeligt mærke hendes lår var fugtige.
Millicents hvide figursyet skjorte var derimod mere sart og afslørede hans ' stænk' især ved brysterne hvor bomulden nu klistrede ind , og den sorte lynlås der bugtede sig ned af bryst og mave, synes at stå i langt større kontrast, nu hvor skjorten virkede mere bleg og gennemsigtig.
Hun fik pludselig mere travlt med at møve sig ud af ' skammekrogen' og snuppe et stort håndklæde til Andrija.
" Her...kan du så blive anstændig, tænk hvis der kom gæster" vrøvlede hun.Det var både nat og hvem der skulle komme var jo tosset at forstille sig.
Burde hun fortælle Andrija om hende nye stalkerven? Ham der havde overtaget gamle Macs bagbutik og ville lave en strip joint der, hvis altså ikke Millicent fik pustet den ide ud af hans lille hoved.Det havde hun ikke opgivet endnu.
Na...mon ikke Andrija var ligeglad?
Det var en af de ting hun aldrig vidste.Ville han bare grine- eller blive vred , hvis hun fortalte hvordan det var gået til? Og han unge vel næppe ligefrem lugte at en anden mand....en vampyr havde været der?

Andrija var ikke 'sen' til at opdage problemet og syntes bestemt det var payback-time, så hans arm greb hurtigt ud efter Millicent og trak hende ind til sig og samtidig med at det skete trak han hende over mod toilettet, hvor telefonen pludselig gled ud af hans hånd og ned i kummen. "Ups!" Udbrød han med et stort grin og en arm omkring Millicents talje, som pressede hende ind mod ham så hun skulle blive helt våd. 
"Jeg skal nok købe en ny til dig, du må nok hellere gå ind og skifte tøj." Smilet var lige ved at gå fra det ene ører og hele vejen rundt om hans hoved, til det nået øret igen. Han havde det mægtig skægt, ingen tvivl om det. Han ville gerne fortsætte, men der skulle lige en lille pause til. 
Millicent blev sluppet så hun kunne komme ind og få tørt tøj på. Imens viklede Andrija håndklædet omkring sine hofter og traskede rundt i lejligheden, til han 'tilfældigvis' kom til at træde ind på Millicents værelse, hvor han håbede hun stod nøgen - mere eller mindre. 
"Hovsa! Det var slet ikke min mening!" Lød det sjofelt fra ham, mens grinet igen strakte sig fra øst til vest. "Skal jeg gå ud?" Han pegede på døren, men svarede så inden hun kunne nå at gøre noget: "Nej, egentlig dum idé. Vi kan rande rundt nøgne sammen! Tøjet er giftig!" Strålede han og lignede til forveksling en lille dreng. "Det må du have prøvet før og ellers introducere jeg dig til reglerne. Det er meget enkelt, der er faktisk kun én." Han stak en finger i vejret. "Man må ikke røre noget tøj, uanset om det er ens eget eller ikke."

Et lille udbrud blev kastet i hans hoved, da han lagde en stærk arm omkring hende og trak hende helt ind til sig.Selv under en tåspidstrippen , imens han trak hende tværs over gulvet og mod toilettet, var hun så opmærksom på hvor afklædt han var.Hans nøgne krop som hun blev trykket ind imod.Det våde tøj synes kun at forstærke de vibes der var mellem hudens gnidninger, hvilke var enormt irriterende, når man nu forsøgte både at koncentrerer sig og skælde lidt ud.
Det var jo ren kaos....og da et plump steg til vejrs, ned fra kummens dyb standsede dansen, og hun så forskrækket derned. " Min mobil" hylede hun og forsøge dykke end after den. " Andrija for helvede....min mobil" hylede hun igen, og han lovede at købe en ny.
"- men alle mine aftaler var i den der..." Jamrede hun og trak ud i hendes skjorte, da det hele nu klistrede som vådt lim til hendes kurver.
" Satans" mumlede hun om det hele, og skulede da han bad hende skifte tøj.
Hun stak af, som en sommerfugl der blev sluppet fri af et gals, flagrede hun afsted og ind for at trække i noget mindre afslørende- og helt tørt tøj.
Døren lukkede med et smæk bag i hende.Og hun var ret hurtig til at lyne ned over barm og mave i skjortens lynlås, og få den kringet ned over hendes skuldre og herefter falde på gulvet.
Nederdelen blev også lynet ned, og da den faldt om hendes fødder , trådte Millicent hurtigt ud af den, og sparkede den hen over gulvet i et hjørne , med den ene fod. Hægterne på hendes bh , var netop åbnet og hun stod stort set med hænderne bag sin ryg og var ved at tage den af, da Andrija spankulerede ind....stadig iklædt det skide smil af hans. Det smil der lod hende vide at han havde helt styr på det hele...og han bestemte slagets gang. Hmmm.
Men da han talte, var der også en anden klang, han havde med vilje dukket op- fordi han håbede at kunne tage hende med bukserne nede, kunne man sige.
Men de hvide trusser sad der stadig, og deres tykke sorte blonder lå blødt over hendes runde bagparti, og skærmede lidt.Meget lidt.
" Det er også en enormt stor lejlighed ...man fare SÅ let vild , ik" sagde hun .
Hænderne fumlede med hægten bagpå, og da det ikke ville lykkes måtte hun istedet holde bh'en oppe, med deres hjælp foran, så hun stort set stod og Holdte hænderne på sine egne bryster.
" Andrija...helt ærligt..." Skummede hun og så helt fortabt ud.
" Tøjet er giftigt? Seriøst? ...." Hun kendte da jorden er giftig...og nu måtte hun enda lege dagslyset er både giftigt og dødsensfarligt.....men tøjet?
" Hør dæmon....jeg tror du er ude på ballade nu" smilede hun og trådte nærmere...." Men hvis du vil lukke den her for mig, så den sidder på sin plads , så leger jeg med" hun syntes selv det var smart....hun havde godt nok ikke ret meget på så, men både top og bund dækkede det mest væsentlige - og Andrija havde bare et håndklæde! Og hvis ingen af dem måtte røre noget tøj, så var hendes krop Helle resten af aftenen. Det kunne måske blive sjovt...at tirre ham en smule.
Nok se ikke røre, var en sjov leg.....hvis man var Millicent.Et smil havde indtaget hendes læber, da hun stillede sig foran ham, med ryggen til ham, så han kunne hægte hendes bh fast igen.