Black Swan - Lukket

Det var et held Andrija havde glemt alt om at stå udenfor døren og vente, for så havde hun mødt en sur gnaven dæmon, da han dukkede op hvor hun befandt sig. Han traskede hen til hende med hænderne begravet i bukselommerne på et par sandfarvet bukser. Da han var henne ved hende var det ligefør han gnuppede sig op af hende, som en kat, men valgte til sidst at styre sig og bare slå sig ned ved hendes side. 
"Nå, du havde alligevel ikke tålmodighed til at vente." Han kiggede lidt på Millicent, før han lod sig falde tilbage i stolen og vippe den op på bagbene. "Hvad laver du så her? Dit nye fritidssted når alle de andre butikker er lukket?" Han trak op i et øjenbryn, før han lod det falde ned. Hans blik gled rundt i rummet med et ikke specielt imponeret blik. 
"Skal vi blive her hele natten? Det gider jeg altså ikke." Han lod de to stoleben rører jorden, stemte fødderne mod gulvet og rejste sig op for så at forlade stedet med sine spankulerende skridt. Udenfor fandt han sine smøger og stak en i munden, for så at tænde med en lighter og sende en fin røgskyg ud mellem to let adspredte læber.

At have Andrija, var lidt som at have en stor sirbirisk tiger, var det ikke?
Hun smilede tværs gennem kaffebaren, da hun så ham komme ind.
Andrija var en uregerlig størrelse, en dødsensfarlig ting på mange måder, og alligevel var det lykkes for Millicent at gøre ham...håndtam...sådan da.
" Undskyld, jeg vidste jo ikke hvor længe du var væk, så jeg besluttede at besøge gamle Mack og aftale de næste par vagter i bogantikvarianten....nu får jeg jo ekstra brug for pengene " lød det fornuftigt fra hende.
At det så nærmest kostede Millicent penge at arbejde der, var en anden sag.
Der var snart meget langt mellem kunderne, så hun støttede den gamle fyr, ved selv at købe nogle bøger fra tid til anden. Så havde han også penge til at betale Millicent for de timer hun lagde der. Hun betalte vel nærmest sin egen løn, hvis man så sådan på det...men det gjorde hun ikke!
" Det kan man vil godt sige...når jeg er alene kommer jeg ofte her.Kaffen er fint og ...her er selvskab.Jeg er ikke den store shopper, vil hellere sidde og drikke et eller andet, end at rende og glo på tøj." Hun sendte en tanke til Abel, som hun havde stødt ind få meter herfra, og sidenhen havde drukket en kop kaffe med. Hvordan mon han havde det? Hvad gik han og lavede ?
Whatever it was, håbede hun a han var glad inden i.
"Vi behøver ikke sidder her hele natten "- hun kunne mærke at Andrija allerede var rastløs.
"Kan jeg måske lige få lov til lige at drikke min latte først?" spurgte hun blidt, for ikke at tirre ham, men Andrija var stort set allerede på vej ud.
Hun sukkede dramatisk...for at være sikker på han kunne høre det, selv med ryggen til hende...og fulgte efter ham, ud i det fri.
Millicent betragtede ham kort, og derefter fulgte hendes øjne røgskyen.
Der var noget flabet over måden han røg på, som var det endnu et statement om han gjorde lige havd fanden han havde løst til, og netop derfor var det så apellerende for Millicent...at pille lidt ved.
Hun trådte ind foran Andrija og med en hurtig håndbevægelse, snuppede hun hans cigaret nærmest imens hun kyssede ham på kæben..."Ingen rygning i vores nye hus....du kan ligeså godt øve dig nu".Og så knipsede hun smøgen væk, i en fin lille bue.
Det var nu egenlig ikke fordi hun havde det store imod røg- det var helt andre kampe hun lagde sig ud med, når hun tiltalte rygeriet, og det var helt bevidst.
"Dine forældre er døde....hvordan Andrija? Altså jeg mener...dør dæmoner af alderdom?" hun ville flette sine fingre med hans, hvis altså hun kunne slippe afsted med det, efter sit cigaret stunt.

Først kiggede Andrija overrasket på Millicent, men kort efter blev udtrykket ændret til utilfredshed da hun fjernede hans smøg. Hvorfor var det nu også nødvendigt at gøre det?! De var udenfor og der var ikke nogle der blev irriteret af det. "Nej! Den går ikke!" Lød det næsten panisk fra Andrija, som ikke kunne udholde tanken om måske ikke at kunne få lov til at ryge hvor han ville. Selv på hans arbejdsplads måtte han ryge lige så tosset som han ville - hvorfor skulle det nu ændres? 
"De er nok blevet dræbt. Vi dør ikke af alderdom nej, så med mindre de har begået selvmord er de blevet udsat for et mord på den ene eller anden måde. Hvad jeg vil skyde på ved jeg ikke helt - måske en kombination?" Han lod tankerne kort danse omkring emnet, før han så trak vejret dybt og overvejede at finde endnu endnu en smøg. Det fandt han en god idé, så han afviste Millicents hånd for at dreje rundt på hælen, for at vende ryggen til hende og tage endnu en smøg frem. Da der var ild i den pustede han triumferende røgen ud og tog Millicens hånd. 
"Nå, så er jeg klar til at gå." Han begyndte at gå ned af gaden og forsøgte Millicent igen at fjerne hans smøg, ville han stikke hånden så langt op at hun ikke ville kunne få den. Først da han var færdig og de var kommet ned til stranden lod han hende få skoddet. "Nu kan du få det." Et flabet smil lyste næsten selvlysende op i mørket.

Tilfreds med at Andrija kun nonverbale viste sin irritation over at hans smøg var føljet væk, smilede hun blot til ham.Lidt efter lidt fik hun sine egne justeringer in tune på ham, det skulle bare være virkelig langsomt, så ville det hele nok lykkes.hvis hun var heldig.
Så skulle hun bare undlade at stille sig selv det spørgsmål...om hun var heldig, for helt ærlig....en lykkens pamfilius ville man nok ikke ligefrem beskrive Millicent som.Nærmere en sort ulykkesfugl...en større en af slagsen....black Swan, hmm.
Mere interesseret blev hun omkring hans forældre.
Det lød til Andrija ikke helt var klar over omstændighederne omkring deres død? Fordi han var ligeglad- eller fordi man ikke vidste noget med sikkerhed? " Er det længe siden , eller...?" Spurgte hun i en blid tone, da hendes hånd blev afvist.
Hun hostede og viftede med hånden, da Andrija havde fået antændt en ny, og blæste hende omkuld med en omgang røg.
" Dig og dine stoffer" mumlede hun og tog sit eget stof i hånden, og begyndte at gå.
Millicent gik lidt i tavshed, indtil stranden var nået.
" Årh...hold dog op....troede du havde fundet ud af rester ikke er mig, jeg skal have hele portionen" lød det drillende og hun lagde en hånd på Andrijas skulder, for støtte...så hun kunne krænke de høje sko af.Turen blev forsat på nøgne fødder og sandet virkede på hendes temperatur, dejligt lunt.
Millicent holdte sig lidt væk fra vandet denne gang, hun huskede sidst den lille irettesættelse fra Andrija, om lyn dæmoner og vand....hendes egen lille Pikachu!
Så ingen ballade denne gang." Hvad med Zoran...er han lyn dæmon ligesom dig?" Spurgte hun, og havde nær sagt elektrisk pokemon, men Andrija ville nok ikke smile af den sammenligning.
" Jeg overvejer at forsøge sætte en aftale i stand med min chef....og se om jeg kan lønforhandle lidt" tænkte hun højt.Den næste tid ville de få brug for mange penge, hun ville jo også rigtig gerne indrette en lille smule, sætte sit...øh...deres præg på det store hus.Alene i blomster til alle krukkerne , ville det jo koste en formue.

"Ja, som sagt er det flere hundrede år siden." Han trak ligegyldigt på skuldrene og slog så lytteklapperne ud til Millicent. Egentligt interesserede snakken om Millicents løn og chef ham ikke særlig meget, men af ren høflighed nikkede han og kom med mindre udbrud hvor han gav sit besyv med. 
"Hvorfor vil du have højre løn? Huset er jo udstyret med møbler og alt andet man kan have brug for. Der er slet ikke behov for at skyde flere penge i det, ud over betaling af regninger." Blomster var ligegyldigt for Andrija. Bare han havde et tag over hoved og en seng ... og en sofa og et tv, så skulle han nok klare sig. Selv ville han ikke kalde sig tv-narkoman, men det var godt tidsfordriv, især når der kom gode film, hvilke der sjældent gjorde. 
"Men hvis du vil til at møblere rundt, gider du så ikke lige sige det i god tid, så jeg har lidt tid til at indstille mig på det og alt det. Du ved, forberedelsestid." Tanken om at de måske skulle rykke rundt tre gange om året gjorde Andrija helt rundtosset og kort overvejede han om det nu også var en god idé at flytte sammen med Millicent - men det kunne kun tiden svare på, så han forsøge at tage det i strakt arm, selvom det ikke var let.

Okay , det var ikke et aktuelt emne, hans forældre.
Det gav hende en lille udfordring hver gang snakken faldt på år.Hun kunne kunne ikke rigtig forholde sig til det.Og ikke rigtig huske bare hvor gammel Andrija faktisk var.Han kunne ligeså godt have sat en trillion billard år, da han oplyste sin alder, for det var så surrealistisk for Millicent, der stadig bare havde levet sine 19 år.
Hun holdte lidt mere fast i Ansrijas hånd. Det var ikke underligt at der var så stor forskel på dem, alene alderen og hans oplevelser hævede ham til en anden platform.Ikke at den nødvendigvis var bedre end hendes, men anderledes var den da.
" Jeg får brug for det?  Som du sagde ...blodposer...og jeg vil gern kunne blive ved at handle med Patrick, og have e stort lager.Det gør mig sikker....og tryg" tænkte hun højt og lo så da han bad om advarelser..." bare rolig...jeg er ikke typen der omrokere....så ofte" mente hun selv da.
" -og med hensyn til huset, så er det fantastisk møbleret, det er ikke det...det er mere sådan...billeder og puder og....stuff....der gør det personligt, noget vi har medbragt...noget vi har valgt.Sengetøj?" Forsøgte hun for at finde noget han måske kunne relaterer til.
" og så er der det med lejligheden" hun gav hans hånd et lille klem..." jeg ...jeg kan ikke sælge den, ikke dør Diego har et andet sted han kan bruge, i nødstilfælde.
Må han det i det nye hus?" Hun løftede Andrijas hånd op til sine læber, og kiggede på ham da hun kyssede hans hånd. " Please....?" Hun lagde den mod sin kind, kort inden hun slap hånden helt.
" Det er for....så kan jeg sælge, så snart jeg har orienteret ham, og give ham en ny nøgle.Tænk på det sådan, at hvis det var mig der var i fare for dagslyset, ville du også gerne havde et sted jeg kunne lukkes ind, ik ?"

Yup, sengetøj kunne Andrija relatere til, selvom han ikke fandt nogle grund til at det skulle ændres. Han tog det der var og var det godt var det fint med ham. Det var alt, så indirekte tog han imod alt. Så længe han slap for at sove hver dag med et uldtæppe. Så skulle han nok kunne klare sig en nat eller to med et. 
Da Millicent begyndte at fedte løs omkring Diego kunne Andrija ikke undgå at slippe en lille latter ud. "Hvor mange gange forventer du at han skulle komme?" Han lage hoved på sned. "... og gælder det også for Amy eller er hun ikke en del af aftalen?" I nogle sekunder var han tavs, så Millicent kunne nå at svare, men gjorde hun det ikke ville han fortsætte. "Hvis det gør dig glad, så fint. Men jeg vil ikke have ham til at rage rundt hele tiden og de skal ikke ind på soveværelset. Egentligt burde de bare blive på deres værelser hvis de ikke vil koges." 
Helst ville Andrija gerne udlukke Diego og Amy fra huset. Han gad ikke at have dem til at spøge der, men  betød det meget for Millicent kunne han indgå et kompromis. Bare et lille et. Så det også føltes for hende at hun også kunne få et ord indført, trods Andrija gerne selv ville kunne styre og bestemme. Det gik dog bare ikke i det enogtyvende århundrede. Kvinderne ville sgu også have medbestemmelses-ret. Utroligt at de ikke bare kunne være lidt tilbagetukken. Men, der var til alt held positive sider ved dette kvinderne-skal-frem-i-lyset-fis. De kunne selv klare og gøre en masse ting, hvilke betød afslapning for Andrija. perfekt! 
"Jeg kan også bare besøge Patrick, tage en snak med ham og få ordnet din handel." Andrija ville elske det. Henrykt ville han være for at vise Patrick endnu en gang hvem der sad ved rettet og styrede retningen. Uanset hvem det var han skulle vise sig frem for, så var Andrija altid på pletten.

Millicent begyndte at le. Højt. 
" om det gælder Amy også? For fanden da du er sjov, Andrija" Millicent bukkede sig ned og samlede et par små sten op. Hun gav sig til at kaste smut med dem, så de dansede hen over vandet. 
" Ved du hvad... Forskellen er , at jeg aldrig har haft sex eller rørt ved Diego upassende steder! Jeg tror ikke lige du kan beskrive dit forhold til rødtoppen sådan, kan du? Jeg er i stand til at sige nej... Vidste du   at Diego prøvede allerede i min egen by, før forvandlingen  .. Og igen bagefter ? men jeg kan sige nej... Og styre mig.  Og ved du hvad... Den dag en af dine små bolleveninder står i vores hus- den dag er jeg ude ! Om vi så er gift hele fem gange , er du med!" Hun afsluttede med et af hans egne kunstige smil. Hvis Andrija troede han kunne tirre hende så - havde han desværre helt ret. 
Amy var helt sikker en sød pige. Men deres fortid skulle ikke rippes op. Faktisk var det hovedårsagen til hun rigtig gerne ville have et nye sted med Andrija. Det beød nogt for millicent at bo Et sted han ikke have kneppet hele di Morga. 
" og så er der den anden lille detalje , Amy har en lejlighed , hvad jeg er sikker på at du ved... Diego har intet sted at bo- derfor fik han en nøgle  til mig. For en sikkerheds skyld. 
Hun smed de sidste sten  væk. Mon ikke han havde forstået forskellen på at indlogerer Diego eller  en af hans gamle sex veninder? Det måtte man da håbe. 
" jeg skal nok klare Patrick selv, ellers tak .... " hun ville gerne betale for sin mad. Det bar ok. 
Det hele skulle nok hænge sammen. 
" jeg glæder mig" sagde hun stille.  Måske var ham blevet vred?

Det var ligefør Andrija blev blæst omkuld da Millicent kom med sit udbrud om hvad Amy var og ikke var. Han havde næsten lyst til at le højt, men besindede sig. Han lod hende rase ud og forblev derefter selv tavs bagefter til han ikke længere kunne se dampen stå ud af ørerne på hende. "Du kunne sælge ham din lejlighed." Forsøgte han så i en næsten helt stille tone. 
Andrija ærgede sig over ikke at have fået lov til at kaste sig over Patrick, men stak hænderne i lommen og holdte sin utilfredshed til udtrykket. Ingen ord kom frem. Han fortsatte bare videre, mens hans sko efterhånden havde mere sand indeni end udenpå. Derfor ville det første han ville gøre, da han kom op på et ikke sandet sted, at tømme sine sko og sokker. 
"Du kunne også bare tage den fra mennesker, som normale vampyrer. Få dig en god ven, drik af vedkommende fast og så slipper du for at betale og får derved en god ven - eller ... bekendt. Du kunne tage en kvinde, så kunne i hygge jer sammen og alt muligt. Jeg skal nok holde mig fra hende." Det sidste blev efterfulgt af et stort grin, mens han trak den sidste sko på og var klar til at gå videre. 
Han ledte op på en lang strandvej hvor man kunne finde alverdens luksuriøse boligere, men ind i mellem, mast ind mellem høje hegn, hække og pools, kunne man finde mindre klupper. Nogle var større, mens andre var mere intime. Fælles for dem alle, var dog den brusende musik der kom fra højtalere der alle 'tilfældigvis' var vendt ud i mod vejen og gjorde nabolaget ulideligt at bo i de sene sommernatter i weekenderne. 
"Vil du ind et sted eller skal vi bare fortsætte?"

Andrija fulgte med Millicent hen til kluppen uden nogle protester. Indenfor var det meget anderledes end denfor, hvor man ikke havde været i tvivl om hvad der skete i krogene. Ikke helt det samme var tilfælde ved jazz-klubben for trods der blev kysset virkede stedet ikke som et sted hvor der var sex i alle krogene. Hvor kedeligt! 
"Det var dig selv der valgte det." Lød Andrijas forsvar mens hans blik gled rundt i rummet, før det endte ved bartenderen. Han fulgte nøje med mens drikken blev lavet, før han til sidst lænede sig ind over bordet og henvendte sig til den halvfede mand: "Jeg ved ikke hvorfor det er så vigtigt for dig at gå så meget op i detaljer, men hvis vi skal have noget at drikke i dag, så må du heller skynde dig lidt." Andrijas hånd skød frem, greb flasken ud af hånden på bartenderen der stod med et målebære i den anden hånd. Med en øvet og sikker hånd blev flaskens munding vendt ned mod glassene så indholdet væltede ned i glasset. Da Andrijas øjemål syntes at der var kommet nok væske i, stoppede flasken bræt med at hælde. 
"... og lad nu være med at tælle isterningerne." Derpå vendte Andrija sig om imod Millicent. "Virkelig mærkeligt sted du har fundet." Gav han sit besyv med, mens han utålmodigt ventede på at bartenderen langt om længe fik lavet deres drinks færdige. Da det skete blev den med det samme prøvesmagt og lidt efter godkendt, men helt god fandt Andrija den ikke. 
"Næste gang vælger du et sted med en ordenlig bartender."

" ja, det var mig der valgte det. De skide xray briller må have stoppet med at virke " drillede hun tilbage og sendte ham et blik. Hun kendte ikke de her steder, så det var jo nærmest bare et skud i blinde, når man nu ikke lige have de her x Ray briller, der virkede.
Millicent kunne ikke nå at bremse Andrija, og sendte istedet små undskyldende blikke pakket ind i smil, til manden bag baren, imens hun holde sit opsyn med Andrija.
Manden der nu bar tydelig præg af at være blevet kraftig overrasket , gloede dumt og nikkede blot til Andrija , som en anden dum tjener til sin herre. Seriøst? Var det sådan folk var omkring Andrija? Så var det da klart at han betragtede hende som lidt af en uvorn unge.
" Fordi jeg er en venlig sjæl.... Og fordi vi har en dejlig aften, vil jeg arkiveret denne her under ' arbejds skade' " gav hun som svar , og ignorerer hans besyv til det var et mærkeligt sted.
Millicent havde smagt på miksturen og hun fandt den ganske udmærket. Måske det bare lå i Andrijas natur , aldrig af være helt tilfreds ?
" jeg skal vælge et sted med en god bartender ? Hmm vil det sige at du beder mig tjekke samtlige bartendere ud- personligt?" Hun smilede engle sødt men små fnug af ballade blafrede i hendes aura.
" Det lyder som et skønt job skat, bliver jeg også betalt for at feste med dem?" Forsatte hun , og havde nu fået udvalgt nogle pladser, nærmest i sofa der snoede dens vej rundt i lokalet.
Hun gennede Andrija i retningen og de kunne tage plads inden andre snuppede dem.
Hun sad og så lidt på ham, imens hun legede med sig sugerør og et stykke af en citron. Inden hun lavede en u vending. " Andrija ... Mafiaen... Har de en leder egenlig, eller er de opdelt i områder med små chefer ?"
Hvor det lige kom fra vidste hun ikke.
Ingen havde bedt hende undersøge noget, men intuition hviskede at det ville kunne blive nyttig information, senere hen- måske?
Egenlig havde hun mest lyst til at rykke sig tættere på ham, men hun ville ikke være et hængetræ i hans park.

Andrija undlod at svare på spørgsmålet, men fulgte blot efter Millicent da hun ville hen og sidde i en sofa. Han tog selvfølgelig sin drink med, selvom den ikke ville holde særlig meget længere, men hvorfor spilde de få slatter tilbage i bunden af det lille farverige glas? 
Interessen fra Millicent vakte straks en mistanke hos Andrija. Hans blik hvilede i et par sekunder på hende. "Hvorfor interessere det dig pludseligt?" Hans øjne afsøgte hver en lille trækning i hendes blide ansigt. De plejede ofte at fortælle alt om hende, gjorde hende læselig som en åben bog. 
"Hvis du ligger dig ud med mafiaen skal du nok finde ud af hvem der har hvilke roller - hvis ikke, så syntes jeg egentligt ikke den information har nogle som helst betydning hos dig. Det ville den heller ikke være hvis du faktisk lavede nogle unoder." Andrija havde presset læberne sammen til en smal streg, som ikke var til at trække af hvis hun ville fortsætte i emnet. 
Måske lå hans fulde loyalitet ikke hos mafiaen - endnu - men det betød ikke at han ikke støttede den. Hvis der skulle være en leder af en mafia, skulle det ikke være en mand som troede han var konge og som styrede distriktet som var det et kongerige. Man måtte videre i tiden, vide at den konstant ændrede sig. Tilpasse sig.
"

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle svare ham. 
Løgn overfor ham ville han opdage med det samme , det  var Millicent sikker på. Men han behøvede ikke vide ting der ikke ville få betydning i hans hverdag anyway og måske bare ville  gøre ham ... Vred. 
Hun rynkede let på se øjenbryn hun faltisk ligefrem havde. Mange piger plukkede sig nærmest kemo skaldet jo, og et trimmet bryn var da klart at foretrække ... Men  det skulle se naturligt ud stadig. Være tilstede. 
" Du ved da godt at de interesserer mig.. Mafiaen. Men jeg er ikke fan af dem .jeg skal nok lade vær med at spænde ben for dem du leger med Andrija, jeg er bare nysgerrig hvem der sidder på magten.... Hvis uheldet nu er ude" 
Det var da et meget fair svar , ikke. 
Andrija havde sagt hun ikke skulle lege med dem, men ...han kunne jo ikke bestemme alt og ikke altid få sin vilje. Nu havde hun mødt Dux og tingene havde taget en lidt anden form. 
" Der kommer så mange pengerige og indflydelsesrige på desiré Noir... Jeg kunne måske opsnappe noget interessant der?" Tænkte hun højt og endte ud i et skulder træk. "Med mindre min kloge forlovede kan fortælle mig noget interessant " tirrede hun blidt hans ego. " Hvorfor ser du nu så.. Stam ud Andrija ? Nu skal du ikke skifte ham... Vi er vel ude og fejre lidt ikke... Smil" spandt hun nær hans øre og kyssede ham på kinden. Han duftede skønt... Sæbeduften listede sig rundt omkring ham og blandede sig med Andrijas egen uimodståelige duft. Han var i sandheden en dejlig mand.  
Hans ego skulle bare friseres  lidt - så det ikke var så.... Uglet.

Andrija gav sig god tid til at glo mærkeligt på Millicent, før han sukkede højlydt. "Alle mafier har en leder, en der tager sig af det overordnede. Så ja, der er en leder. Hvem er jeg endnu ikke sikker på. Det virker til at der snart er et skift, men jeg er ikke helt sikker på det endnu - fedterøv." Et lille smil vågnede op på hans læber, før han bukkede sig ned over hendes læber, men rørte dem ikke. "Men tro nu ikke du får alt, bare fordi du smørre tykt på." Ganske kort strejfede hans hånd, i en let kærtegn, hendes kind, før han så lod den snitte hendes lår i det han rejste sig op og bad om endnu en drink. 
Da han igen var tilbage, havde hans magelige facade lagt sig over hans ansigt igen, mens han nippede til sit glas. Hans øjne gled lydløst rundt i rummet, mens hans arm afslappet gled omkring Millicent som en anden snedig slange. Efter at have fået væddet halsen, kiggede han på hende. "Hvad er vi egentligt ude at fejre? At vi nu skal bo sammen? En mennesketing?" Hans stemme var flad og uden interesse, alligevel havde emnet vakt hans interesse. I følge hvad han havde erfarret, var mennesker nogle væsner der fejrede alt og alle i tide og utide. Han forstod det vitterligt ikke, men han der var nok en idé til det - og hvis det var tilfælde i denne omgang, ville han vældig gerne høre mere. Han ville vide hvorfor de fejrede det.

Så langt så godt. En overtagelse var på vej , i den store stygge mafia.
Great ... Det skulle hun nok få opsnuset lidt mere om.
"Årh.. Jeg fedter nu ikke. Du er klog ... når du ellers gider tænke dig om, hvilke konsekvenser dine beslutninger får " hun strøg en let hånd ned af hans arm , og hendes instinkter var helt på det rene og opfangede hver en muskel armen gemte , under det runde stof.
Hun så op på ham, fanget som en lille mus og han var fælden. Hun kunne mærke hvordan hans næsten berøring fik hendes itu splintrer hjerte til at føle .. stærke ting.
Men sandheden var at hun var for knyttet til Andrija.
Hun skar sig på hans kanter og alligevel krøb hun tættere og tættere på, når han viste , at han ønskede hende der. Hun klemte sine lår sammen , da hans hånd strejfede hendes hud, og rystede på de lyse lokker , da han kort forsvandt.
Hun måtte genfinde en balance her , måtte hun ikke? Hun kunne ikke satse på Andrija altid ville står klar til at holde hendes hånd. Sådan så verdenen ikke ud.
Hun trykkede sig kort ind mod ham og sendte antydningen af et smil, da hans arm lagde sig omkring hende.
Millicent kærtegnede hans lår og gad dårligt blive vred over hans spørgsmål. Hun vidste udmærket at Andrija var lige så ligeglad med årsagen og derfor ikke huskede en disse af den . " Nej" svare hun i samme pandekage flade tone. " det er ikke det vi flytter sammen, egenlig var det at vi skulle giftes jeg fandt mere som en dejlig begivenhed, mennesker er lidt sjove på det område" sagde hun med et underfundigt blik. "Men vi kan også... bare fejre... at .. øhhh...jeg lige har opdaget ... At.... Årh pis... Andrija, jeg har glemt at jeg skal på job ! Der er min chef for morgendagens FOTO shot der har SMS !" Hun klikkede febrilsk på den smukke hvide mobil, hun havde fået fumlet op, da den begyndte at spille ' she works  hard for the money' af Donna Summer, en ringetone som kun Desiré Noirs personaler var tildelt.
" Det er jeg virkelig ked af... Jeg ér nød til at forlade dig nu, selv om jeg på ingen måde har lyst. Men... Mon ikke du finder noget at fylde din tid ud med?" Hun rejste sig , men lænede sig frem og kyssede Andrija på kinden først.
" vil du zappe mig derover ? Ellers tager jeg en taxa " spurgte hun blidt.
Det var vel ikke hans skyld at hun var nød til at gå. Nogle gange var ting bare... Dårligt timet.

Andrija hævede et bryn ved Millicents udbrud. Han forstod først ikke hvad hun havde gang i, men da hun uddybede sukkede han dramatisk. "Kender du til det der hedder en kalender, det er sådan en fix ting man skriver sine planer ind. For eksempel at man skal arbejde, så man ikke bare efterlader sin forlovet på en eller anden klub hvor bartenderen er lige til at blive dårlig over!" Brokkede han sig, højt nok til at Millicent og de nærmeste kunne høre det, men så heller ikke mere. 
"Ingen lyst?" Gentog han med påtaget overrasket stemme. "Jamen hvorfor så tage af sted?" Han rejste sig op og trådte helt hen foran Millicent. "Jamen jeg kan da bare tage med, så kan vi få det hele ordnet på en gang." Et smil var vågnet op på hans læber da han greb Millicents hånd og lod dem forsvinde fra både klub og regning.
De endte ikke ved Millicents arbejde, derimod en rasteplads lidt udenfor Terre. 
"Du blev bortført af en ond dæmon og du havde desværre ingen prins til at komme og redde dit skind. Så, du kunne ikke komme ned og redde dine billeder." Hviskede Andrija ind i hendes ører, før han trak hende over imod en samling træer, en skov. 
"Der er selvfølgelig altid den mulighed ..." Andrija stoppede op nogle meter inde i skoven. "... at du forsøger at slippe væk ... hvilke ... egentligt godt kunne lykkes." Et pludselig meget tænksomt udtryk var vakt til live på hans ellers neutrale ansigt. "Pokkers ..." Et par sekunders tavshed, før han højt udbrød, med et grin der gik fra ører til ører. "Men det gør hun selvfølgelig ikke, for dæmonen er så lækker og smuk at prinsessen helt har tabt sit hjerte for ham!"

" Ja....jeg tror jeg engang har hørt om dem faktisk. Modul to på et hacker aftenkursus for nybegyndere" Sendte hun en skævt smil og klappede ham på hovedet." Jeg er ked af det, men du overlever nok.....pligter er noget vi dødelige har...eller...udødelige...altså...JEG har, pengene skal jo indtjenes ikke?"
En kende i tvivl om ideen var god, da Andrija forslog at tage med, kneb hun   øjnene en smule mere sammen, imens hun overvejede.
Men Andrija greb hendes hånd, og istedet for de vandet omgivelser i systuen og hos kostumieren , hende selv,  så hun til sin forbløffelse hvor de istedet var landet.
" D-det var ikke planen , Andrija" skændte hun blidt og slap hans hånd for bedre at kunne bukke sig ned, og få pillet en lille vildfaren sten , ud af den høje sorte læder sko.
Da hun rettede sig op, lød Andrijas stemme ved hendes øre, og selv om han give vis jokede, var der noget i hans tone der alligevel fik en gysen til at trille ned af hendes rygrad.Fandens til mand...eller dæmon.
Hun blev trukket efter ham, og noget i hende ...et instinkt der omhandlede overlevelse...fik hende til at se efter pejlemærker , hvis hun af en eller anden årsag skulle forlade stedet alene.
De nåede ikke så langt ind, hvilke var hendes held.
Et smil og et hævet øjenbryn afslørede at hun ikke have tabt mæglet helt.
" Så....du tror at hvis man ligger højt på lækkerhedslisten, så scorer man prinsessen? " Millicent smilede....overbærende...." Jamen måske? Hvad ved jeg...jeg er  virkelig ingen prinsesse ... Det skulle da så lige være askepot, men hun har en prins." Millicent var begyndt at  bevæge sig baglæns gennem skoven, imens hun talte.Til hendes store morskab gik dette legende let, hendes sanser var helt klart blevet skarpere , efter en tur  i vampyr spidseren, så hun kunne navigerer via lyde og fornemmelser og bevæge sig baglæns uden at støde ind i noget.Cool.
" Jeg har jo ingen prins til at rede mig....det sagde du netop selv, så jeg må bekæmpe den store stygge dæmon...helt alene..." Hun stoppede op brat, med ryggen til  en stor væltet træstamme, der lå og spærrede vejen, få centimeter bag ved hende.
" bekæmpe ham...og tvinge ham i knæ, til han indser ...ting" sluttede hun af og det selvsikre udtryk, flakkede kort i de blågrønne øjne af hendes.

Millicent fik knap gået et skridt, før Andrija fulgte efter hende. Han var uden tvivl med på at lege med hende, selvom han ikke var helt sikker på hvad legen gik ud på. Det gjorde ham en smugle mistænksom, men han havde tillid til at han nok overlevede. Men ikke på knæ! 
"Du kan jo altid prøve, så må vi se hvem der er mest styg!" Udfordringen blev taget op med det samme. Det var helt naturligt for Andrija der var sten sikker på at han nok skulle vinde. Han havde nogle ret gode idéer om hvilke påvirkninger han havde på Millicent og spillede han sine allerede gode kort godt, kunne han uden tvivl køre hende helt flad. Det var han sikker på, helt sikker. 
Millicents udtryk havde vakt en smugle vagtsomhed hos Andrija, for han forstod ikke hvor det kom fra. Det kunne næppe være fra ham, han havde ikke den effekt på hende under normale omstændigheder. Hvad det så kunne være kunne han ikke i sin vilde fantasi forstille sig, men han var opsat på at finde ud af det - hvis det blev muligt. Han kunne afgjort bruge det til sener.

Millicent lænede sit hoved lidt til siden " Hvem siger det er et spørgsmål om hvem der er mest styg? Den præmie går med garanti til dig Luzar... Jeg taler om at vinde, at tæmme udyret eller uskadeliggøre ham i det mindste " tænkte hun højt og lagde en finger over læberne med det listige smil " - og måske gøre ham håndtam - en lille kærligheds syg dæmon ... Ikke at forvikle med ren sex" ja okay... Nu skulle hun jo ikke overdrive , på den anden side skulle Andrija jo ruskes lidt op, og tanken om at spise af Millicents hånd , ville han med garanti hade, såå.
Hun trådte lidt mere bagud og satte sig på stammen. " så du vil kæmpe imod mig? Dårligt træk dæmon, kvinder er mænd overlegene på langt de fleste måder, race ligegyldig " hun satte et udtryk op, som hun kedede sig, men vidste naturligvis at Andrija kunne se hun bare provokerede og legede lidt.
" kidnapning.... Det er det du begår netop nu... Og dit ansigt et kendt hos politiet " hun knejsede med nakken og overvejede om han ville bruge sit stød hvis hun fysisk skulle tackle ham i leg ? Og en helt ny ide.... Ville hun kunne kortslutte hans strøm inden den rendte igennem hende mon ?

Andrija gryntede utilfreds over sit 'kompliment'. Det var ikke lige sådan et han ønskede sig, men måske kunne han bruge det til sener, det viste meget jo sig at kunne, så han krydsede fingre. 
"Drøm videre skat, jeg bliver ikke din skødehund, hvis nogle bliver det er det dig." Præcist som Millicent havde i tankerne, var Andrija sikker på at han aldrig ville blive håndtam. Først over hans lig. 
"Men jeg er ingen normal mand, slet ikke som alle de slappe mennesker. Så husk nu lige at tage højde for det, plus min alder. Så prøv lige at regne om igen skat." Lød det sukkersødt fra ham, før han trådte hen til Millicent og ville trække hende på bene. Derfra smed han hende over skulderen og zappede hende endnu længere ind i skoven, hvor han så fortsatte med at gå med et smørret grin på læberne.

" Der var jo også en gang hvor man troede at det var umuligt st flyve i luften eller sejle på vandet, husk nu det....underligere ting er sket end en fyr er blevet til ler mellem en kvindes hænder" blinked hun til ham.
Millicent var dog ikke ude efter en klump ler.Hun havde intet imod hårde kanter.Ej heller ønskede hun en mand der bare snakkede hende efter munden, han skulle gerne være instans til at tænke og handle selvstændig.Det satte hun pris på. Men hans prioriteringer skulle være på plads, og ikke vakle.
Ellers faldt hendes korthus sammen, og hun havde for meget baggage til at stå helt uden et...hus.
Ja...hendes tanker var flygtige og blev sendt i direkte kurs tilbage til Andrija, da han trådte hen og hev hende op at stå..." Jeg er forfærdelig til tal " himlede hun og gispede da hun blev slynget over hans skulder, og hang med hovedet ned. Det var lige før han kunne træde på hendes hår, var han ikke forsigtig.
Hun sparkede lidt ud i luften..og så sig omkring og sukkede..
" Andrija...jeg tror ikke du finder pandekage huset her i skoven" klukkede hun og forsøge igen at komme fri.
" Af en olding har du pænt mange kræfter" drillede hun ham , men det lød ikke så hårdt som hun havde ville ønske.Det var et problem at drille ham med, fordi den lille nysgerrighed af hendes hele tiden fandt en vej ud af sprækkerne , og tittede frem.
"Andrija...er der egenlig nogen serbiske traditioner til et bryllup" tænkte hun spontant højt, imens hendes krop fulgte med de bevægelser der blev fremkaldt på hans brede skulder. Hendes hænder var krummet sammen i hvad stof hun end lige kunne nå, sikkert hans skjorte.På samme tid ærgede hun sig enormt over at være bragt længere ind i skoven.Kun han kendte vejen ud nu.Hun havde helt mistet orienteringsevnen.

Med et fast klem på Millicents ben, demonstrerede Andrija at han så bestemt stadig havde krafter, mens hans han travede videre ind igennem skoven. Ikke helt sikker på hvor de egentlig skulle hende, nu var pandekagehuset jo ikke længere en mulighed. 
"Der er mange, men jeg kan efterhånden ikke huske dem. Har aldrig brugt dem. Mine forældre var ikke gift, tror knap nok de kunne lide hinanden på den måde som mennesker nu en gang kræver man skal. De var sammen fordi de var venner og fik børn fordi ..." Han trak let på skuldrene. "... de havde sex." 
I mennesket verdenen havde det været ganske ustyrligt og knap nok lovligt, for Andrija og hans bror havde det altid været normalt og noget de begge hurtigt havde lært at leve med. 

Efter at være gået i endnu et par minutter, stoppede Andrija op og fik sat Millicent sikkert ned på jorden igen. "Så er turen ovre, det blev 3,50 euro tak." Han strakte hånden frem og ville hun ligge sin hånd frem, som ville hun give ham usynlige penge, ville han med et hårdt træk trække hende ind til sig og lede efter hendes læber og tunge, hvis han da ellers ikke skulle i knæ først. Men den tanke håbede han hun havde glemt.

" Hmmm" lød det fra vampyrens læber, som havde han lige læst op af en meget banebrydende artikel inden for genforskning. Det var også lidt i samme boldgade..gener, arv og miljø.
Det begyndte at samle hendes billed af ham. Manden Andrija. Opvokset og modelleret af et sæt forældre der ikke delte en varm dyb kærlighed.
Hvordan skulle han have lært? Millicent der imod , var opflasket i en lille kerne familie , kedsommelig men hjertebanken og hendes værdier var intakte. Og nu skulle hun forsøge få Andrija til at se en mening med dem. Værdier.
" ok.. Så der er intet af betydning at tage hensyn til " det lød som hun ville planlægge et mastodont bryllup men Millicent var slet ikke i de tanker. Det var ikke et show off bryllup hun ville- bare ... Bare dem... Det skulle omhandle kærlighed... Dæmonen skulle bare lige ' mærke ' at den var der først. Det var sku nok nemmere hvis det var Hunden han skulle giftes med, smilede hun af egne tanker , da han satte hende ned.
Hun rakte hånden ned og gned på sine læg. De var en smule ømme efter hans tag i dem.
" 3,50 euro? Tell you what ... " hun smilede kækt " Hvis jeg giver dig fire, så sører du for jeg får 50 Cent!"
Hun så lidt på ham..., var han med?
Så forsøgte hun sig med lidt booty shake og sagde med smil i sin stemme " du ved ...ham her.." og brød ud i lidt af et mislykket rap , da hun ikke så særlig pimp agtig ud.." I don't know what you heard about me...
But a bitch can't get a dollar out of me....
No Cadillac, no perms, you can't see
'Cauz I'm a motherfuckin' P I M P"
Hun klaskede sin hånd i hans...." 50 Cent til mig tak" lød det igen, og hun gav ham de imaginære fire euro.
Hun gav en lille halvkvalt lyd fra sig, da Andrija trak hende hårdt ind til sig. Selvfølgelig skulle han i knæ... Og dette kunne være vejen til det , såfremt hun kunne slå ham i hans favorit spil. Kropssprog.
Hendes øjne gled i , da hun kunne mærke Andrijas læber mod sine. Hun ville bare have et almindeligt kys , det kunne hun vel for fanden godt styre, så da hun mærkede hans tunge , peb hun indvendig ..., nu ville hun får det en tand sværere end beregnet. Men... Hun kunne godt, hun. Kunne godt. Kunne hun ikke?
Hun lukkede læberne en smule op og lod ham komme inden for. Hendes tunge mødte lydigt hans og snoede sig som en kælen lille ål , omkring hans og gav mere dybte til deres kys.
Hun forglemte et øjeblik helt tid og sted, men så let skulle han ikke have det, så med hænderne på hans bryst , trak hun sig en smule tilbage og skød underlæben frem. " Er det virkelig alt du har til mig " hun kæmpede med ikke at grine " Ingen neger.., ingen 50 Cent?" Kæmpede hun for at skulle se ægte skuffet ud, imens hendes læber smagte af hans og fik hende til at suge den ellers surmulende underlæbe ind igen.

Sjældent, for ikke at sige aldrig, blev Andrija skræmt så meget at han var ved at tage bene på nakken, men da Millicent var brudt ud i sin rap og så vældig gangster-agtig ud, havde han gjort store øjne og havde næsten spurgt hende om hvor hun havde fået blod. Det var absolut ikke normalt, det var han helt sikker på. 
Til alt held fik han dog sit kys, som dog først var distraheret af hans halvskræmte tanker. Først da hun pressede sig længere ind mod ham, vågnede han op til dåd og gav hvad hun ville have. Hvad han troede hun ville have. Det kom bag på ham at Millicent trak sig tilbage. Den kvinde var jo fuld af overraskelser. Men da hun åbnede munden forstod Andrija straks hvad der dansede på knivspidsen. 
"Alt skal jo ikke være let, se om der er mere i mig skat. Hvis du tør." Et allerede triumferende smil lå på hans læber, mens han trak sig tilbage og lænede sig afventede med en overbærende attitude op af et træ. Hun skulle ikke vide hvor forskrækket han havde været over hendes lille - sang.
"Ingen slipper godt fra at kalde Andrija Luzar en bitch."