special love (Khá)

Han lå længe og kiggede på hende og nussede hendes kind. Han tænkte over hvor heldig han var og hvor meget de egentlig havde været igennem. Det var når man tænkte efter virkelig meget. Og hvis man tænkte tilbage, så egentlig også på ret kort tid. Men ikke desto mindre havde det været en magisk tid. En der aldrig ville stoppe hvilket han nød virkelig meget. For hun var altid ved ham nu. Og det kunne ingen nogensinde ændre. Han ville i hvertfald ikke lade nogen ændre det. 

Han lod sin finger glide ned af hendes krop, næsten uden at røre og lod den kærtegne hendes perfekte former. Han kunne ikke rigtig andet end at smile af det og rødme let. Han vidste godt det kunne kilde, men det smil hun fik af det var også virkelig smukt så det generede ham egentlig ikke.

Med en afklaret ro i stemmen sagde han: Tænk på hvor meget vi egentlig har været igennem elskede. Første gang vi så hinanden, blev jeg forsøgt skudt. Og nu ligger vi her. Det har været en forunderlig rejse. En rejse jeg aldrig nogensinde har fortrudt et eneste skridt af. 


Han rejste sig op på knæene og stillede sig hen over hende med armene så han kunne kigge ned på hende. Med et ophøjet smil på læben sagde han: 

Sikke en fangst hva? Jeg har evnerne til at omskrive døden. Jeg er den eneste betvinger af den Arkane Flamme. Jeg er de udødes herre. Og din skønhed og kærlighed har tryllebundet mig.


Han bukkede armene så han kom ned og kunne kysse hende blidt. Han begyndte at kilde hende på halsen med en masse små kys imens han grinede og sagde: Det er da et bevis på hvor magisk du er

Som hans blik hvilede på hende, mærkede hun at hun blev genert igen. Det blev hun altid når han kiggede så indgående på hende. Som om han kunne se direkte ind igennem hende, ind til hendes dybeste tanker. Blidt lænede hun sig op imod ham og kyssede ham længe og intenst, inden hun slap hans læber. De havde været en masse igennem, men hun fortrød ikke noget af det. Hun elskede ham, og elskede deres liv sammen.

Det kildede en smule da hans finger gled ned af hendes krop. Hun sukkede blidt for sig selv, og smilte kærligt til ham. Han satte pris på hende, satte pris på hendes selskab og det betød uendeligt meget for hende. For uden ham havde hun nok ikke været her mere.

"Jeg er enig min egen.. vi har været igennem en masse forunderlige ting, og alligevel er vi her sammen. Jeg er så glad for det hele er endt sådan her. Det er nemlig fantastisk. Jeg har heller ikke fortrudt noget af det her overhovedet. Jeg høre til lige her.. I dine arme."

Det var en skøn aften og hun kunne på ingen måde have bedt om en bedre fødselsdag, end den her.

"Jamen det er da også kun derfor jeg har valgt dig min egen, det ved du da godt" smilte hun drillende og nappede ham kort i øret, inden hun gengælde hans kys længe og blidt. Det var nu en skøn aften.

Som han kyssede hende på halsen grinte hun og sukkede glad. Det kildede lidt.

Han grinede let over hendes kommentar og sagde blidt: Du ved lige så godt som mig at havde du valgt mig for min magt, var du her ikke. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at dit hjerte kun banker for mig. Ikke min magt. Men du har en langt større magt over mig elskede.... Lad mig vise dig det...


Han kyssede hende fra hendes læber og hele vejen ned til hendes venstre fod og hele vejen op igen på højre side. Hvert kys blev sat meget forsigtigt og kærligt så det sitrede i hende. For hun måtte ikke være i tvivl om at han kun ville have hende. Hvor hans læber havde været, fulgte hans hånd blidt efter. Han rørte så forsigtigt som nyspunden silke. Han sukkede af nydelse i ny og næ, fordi han nød det så meget. Og hun måtte også gerne vide at han nød det så meget. 

Han lagde sig op ved siden af hende igen og lod sin hånd glide stille op og ned af hendes ene side imens han smilede kærligt til hende. Hun var fantastisk smuk og hans hjertenskær. Det kunne ses i den specielle glød han havde i øjet. 

Han fik igen et blik i øjnene der betød han ville til at drille hende kærligt. Han bed hende fast, men meget kærligt i skulderen og nappede hendes øre inden han lagde sig med en hånds afstand imellem dem og sagde:

Som kom her og tryllebind din Ærkemager min skat

Hazelin smilte drilsk og rakte tunge af ham, inden hun smilte til ham. Kyssede ham ganske let. "Jeg er glad for du ikke er i tvivl min egen. Jeg elsker dig, ikke for din magt eller din rigdom, men fordi du er den du er. Og jeg er lykkelig for at du også elsker mig" sagde hun mildt.

Da han begyndte at kysse hende ned af den ene side af kroppen, sukkede hun ganske blik. Hans hånd kildede en smule som den gled over hendes hud ganske forsigtigt. Men det føltes så dejligt. Kort efter kunne hun mærke hans læber glide op af den anden side, og smilte for sig selv. Han nød hende, og nød at være sammen med hende, og hun var ikke længere i tvivl om at det kun var hende han ville have. Ingen andre. Og derfor stolede hun også fuldt ud på ham når han ikke havde hende med ud når han skulle noget.

Han lagde sig op på siden af hende, og hun vendte sig ganske let hen imod ham. Strøg ham stille og armen, derefter over kinden. Hvor mon hun ville være, uden ham? ville hun så stadig have været i live.

Som han nappede hende i skulderen og derefter i øret grinte hun ganske let og skubbede blidt til ham. Han var dejlig, og det kunne han ikke være i tvivl om at hun syntes.

Blidt lænede hun sig hen og kyssede ham stille på halsen.

Et lykkens suk kom fra ham, da hun kyssede hans hals. Det føltes magisk lige meget hvor mange gange hun gjorde det. Om hun var fast eller om hendes berøring var silkeblød. Hver berøring sitrede gennem ham på en vidunderlig måde. 

Han smilede lykkeligt og han elskede at høre hendes blide latter, så med et snuptag, løftede han hende op så hun sad ovenpå ham. Han smilede op til hende og kyssede hans fingre. Så lagde han dem blidt imod hendes læber. Han kildede hende let og nød bare hende. Det var som en rus der aldrig stoppede og aldrig måtte stoppe. 

Han lagde blidt sin hånd imod hendes mave og hviskede næsten: Det er helt underligt at tænke på at der inde vokser frugten af vores kærlighed. Den største gave jeg nogensinde kunne tænkes at få, giver du mig elskede. Hmmm det bliver en meget underlig oplevelse det her. Jeg har aldrig tænkt over at skulle indrette et børneværelse på slottet. Godt jeg har dig


Han lænede sig op så han næsten kunne kysse hende. Og inden deres læber mødtes smed han sig ned igen og grinede drilsk

Det var rart at kunne mærke og høre at han nød når hun kyssede hans hals. Blidt nappede hun ham i øret, og lod stille hænderne stryge ham op af brystkassen. elskede ham så utroligt højt.

Da han hurtigt havde taget fat i hende og sat hende op på ham, smilte hun kærligt ned til ham. Lænede sig ned og kyssede ham længe og ømt inden hun slap hans læber og så bare lykkeligt på ham. Hun var så glad for at have ham. Som han kildede hende, grinte hun ganske svagt.

Hans hånd der hvilede mod hendes mave føltes dejligt varm, og hun nød at mærke hans hud mod sin egen. "Underligt ja.. men dejligt.. jeg glæder mig sådan Connor.. Selvom der er mange ting vi skal have styr på inden jo. Og bare rolig, jeg skal nok hjælpe med børneværelset" sagde hun kærligt og glædede sig allerede til at de skulle igang med værelset. Blidt bed hun sig i læben.

Det virkede som om at han ville kysse hende, og hun lænede sig hen for at gengælde det, grinte så da han lagde sig ned igen, pustede på ham og rejste sig. gik langsomt hen til det store vindue og så ud over havet med et blidt blik.

Han rejste sig op og lagde det bløde sengetæppe om hende og stod bag hende, med sine arme blidt om hende. Han tænkte lidt efter om det var muligt nu? Havde hans forbandelse fortabt sig så meget at han selv kunne skyde det sidste af den af sig? Var han endelig fri af de gamle guders sidste lænker? Han havde været underlagt forbandelsen i så lang tid. Han var godt klar over han ikke kunne smide det fra sig at være djævel. Men måske....

Han kyssede meget forsigtigt hendes kind og man kunne mærke at han var lidt nervøs. Han hviskede blidt til hende og sagde: Skat? Jeg ved godt du ikke vil have jeg gør skade på mig selv.... Men der er en sidste ting jeg må gøre. Du må love mig ikke at stoppe mig. Du skal bare være der for mig. Jeg vil altid være en djævel. Men jeg vil ikke have du skal gifte dig med de sidste rester af Khá. Du skal giftes med Connor. Og jeg tror jeg kan nu....


Han kyssede hende længe og inderligt og holdt hende tæt og man kunne se en tåre på de grå kinder. Han trådte ud midt på gulvet og tog tøj af til han kun stod med bukser på. Han spredte armene lidt ud til siden og den nu så velkendte Arkane Flamme brød ud i hans øjne igen. Han begyndte at ryste og stille begyndte rummet at gøre det samme. Flammerne brød nu ud forskellige steder på ham og han begyndte at knurre på grund af den tydeligt voksende smerte. Der gik ikke længe inden han var fuldstændig omsvøbt i flammerne og det kunne mærkes at de brændte. På trods af flammerne kunne man se ham ryste af smerte og han brølede ud i rummet for at lette smerterne. Han blev af en uset trykbølge sendt op af væggen hvor han hang og vred sig. Man kunne næsten mærke hvor beslutsom han var. Flammerne begyndte af kravle ind i ham forskellige steder, men man kunne stadig kun se en silhuet af ham da han glødede blåt. Han faldt til jorden og rejste sig besværet op

Silhouetten rejste sig og gik langsomt hen til hende og tog blidt hendes hænder. Han var stadig varm, men ikke så det gjorde ondt. Gløden forsvandt fra ham og det der kom til syne var Connor. Men huden var glad og en lille smule solbrændt. Der var de smaragd-grønne øjne. Han var høj og atletisk. Det lange sorte hår havde nu fået et rødligt skær. Han hviskede blidt: Det virkede....

En let rødmen gled over hendes kinder da han lagde tæppet om hende. Blidt så hun om på ham og smilte for sig selv. Tænk at hun havde været så heldig at møde en som ham. Han var alt hun nogensinde havde drømt om. Hans blik virkede en smule fraværende som om han tænkte over et eller andet. Han ville nok dele det med hende når han fandt frem til hvad han ville, det plejede han i hvert fald at gøre og det var virkelig rart.

Et let kys blev lagt mod hendes kind, hvilket fik hende til at se bekymret på ham. Han virkede usikker.. noget hun ikke var vant til. Ordene der forlod hans læber gjorde hende bange. Forsigtigt strøg hun hans kind og rystede på hovedet. "Vær nu sød.. Connor jeg ber dig.. Jeg elsker dig som du er.. Du er Connor for mig, vil du ikke nok lade være?" hviskede hun stille og bed sig hårdt i læben. Hun hadede at se ham have ondt.

Blidt gengælde hun kysset han gav hende, og vidste at han havde besluttet sig. Det fik tårene til at vælde op i hendes blå øjne, og gjorde dem, hvis muligt, endnu mere blå. Flammerne kendte hun så godt, og hun vidste også at de ikke ville skade hende. men det gjorde ondt alligevel.. uendeligt ondt at se ham lide sådan, specielt når hun intet kunne gøre fordi han havde bedt hende lade være. Jo mere der skete med ham, desto hurtigere trillede hendes tåre. Hun sagde ikke noget, gjorde ikke andet end at holde om sig selv.

Da han faldt til jorden holdt hun sig til munden, men tårene trillede stadig. Hvis han var død, ville hun slet ikke vide hvad hun skulle stille op med sig selv. Men efter lidt tid rejste han sig og gik hen imod hende stadig med flammerne om sig. Hun så op på ham da han tog hendes hænder.

Det gjorde ikke ondt, selvom han var varm. Som gløden forsvandt fra ham, var det som at se en helt ny mand foran hende, og hun blev usikker på om det virkelig var hendes Connor. Han lignede på ingen måde sig selv. Denne usikkerhed fik hende til at slippe hans hænder og trække et skridt tilbage. Imens studerede hendes øjne ham, de ramte hans øjne og hun genkendte hans blik. De varme øjne der kun så hende.

Han blev selv nervøs over det da hun trådte et skridt tilbage. Han holdte sine hænder frem fra kroppen og lidt ud til siden. Hun skulle have lov til at se ham som han så ud. Han hviskede med en smule tårer i stemmen: Det er virkelig mig min elskede. Du ville giftes med Connor. Sådan ser jeg ud når forbandelsen er helt væk.... Nok ser jeg anderledes ud, med jeg er stadig din Connor. Har... Jeg gjort noget forkert? I såfald må du undskylde....


Han tog nogle skridt bagud og satte sig ned på sengen med øjnene fyldt af tårer. For første gang i flere hundreder af år var han bange. Hvad nu hvis hun ikke ville have ham mere fordi han så anderledes ud? Hvad nu hvis hun ikke længere så sin Connor? Han kunne ikke leve med tanken om hun ikke længere var hans. 

Han sad og kiggede ned af sig selv og studerede sine hænder og så tårerne falde ned på hans hænder. Han rystede helt over de tanker han lige fik og hviskede næsten:

Undskyld...

Hazelin mødte længe hans blik, som han stod der foran hende, fulgte hun hans krop med øjnene. Det var så anderledes, dog ikke på nogen dårlig måde, faktisk så han utroligt flot ud. Men det havde bare været meget overvældende for hende at se ham sådan. Se ham så anderledes. Hans undskyldning gjorde det klart at hun havde såret ham, dette bragte endnu flere tåre på hendes kinder, for det havde jo ikke været hendes mening.

Langsomt lod hun sin kjole glide på kroppen igen, mens hun så mod ham. Han sad med ryggen til hende, men selvom han ikke kunne se hende, vidste hun ikke hvordan hun skulle redde den her. Den kunne hun nok ikke.. og det gjorde hende helt ulykkelig. De spinkle arme gled om hende og holdt let fat. Hvorfor skulle hun også altid være så dum. Nu havde hun såret den hun elskede mest af alt. Måske endda så meget at han aldrig ville se hende igen. Tanken blev for meget.

"Det.. Er mig der undskylder.." hviskede hun stille og så væk. hånden gled gennem hendes hår, inden hun vendte rundt og gik ud af døren. I starten var det lette skridt, indtil hun begyndte at løbe ned mod stranden, og havet hvis bølger slog hårdt i mod hende. Hun stoppede op da vandet nåede hende til knæene og gennemblødte den hvide kjole så den klæbede mod hendes krop. tårene dryppede nu ned i de bølger der ramte hende. Endnu en gang havde hun selv ødelagt alting, og han havde været så sød ved hende.

Det var først da døren gik at han hørte hun var på vej ud. Dette rev ham tilbage til virkeligheden og han spurgte forskrækket efter hende: Hazel? Hazelin? HAZELIN!


Hans første tanke var at hun ville straffe sig selv hvor hvad hun mente hun havde gjort. Det fik hans hjerte til at banke som ville det forlade hans bryst. Han skyndte sig hen til døren og greb kåben på vejen. Han kiggede først efter hvor hun var. Til at starte på kunne han ikke se hende men meget kort efter så han at hun var på vej ud i vandet.

HAZELIN!


Han løb efter hende alt hvad han overhovedet kunne. Der måtte ikke ske hende noget som helst. Han løb bare ud til hende selvom vandet var ved at vælte ham. Nu kom det virkelig til udtryk at Hazelin havde lært ham at føle igen. Han løb ud og løftede hende op i sine arme hvor han holdt hende så tæt han overhovedet kunne komme til. Han begyndte at græde voldsomt imens han sagde:

Hazelin.... Jeg er så ked af det..... Jeg ved godt jeg overreagerede.... Jeg elsker dig.... Jeg vil kun have dig..... Du må aldrig nogensinde forlade mig..... Hazelin jeg elsker dig! Lov mig du altid vil blive hos mig! Vil du ikke nok....


Han knuede sig helt ind til hende og borede sit ansigt ned ved hendes skulder og bryst

Hun så ned i vandet og bed sig hårdt i læben. Hun burde virkelig lide.. virkelig virkelig lide rigtigt slemt for at have såret ham så meget. Før hun selv rigtigt registrerede hvad hun lavede, havde hun allerede lavet adskillige forholdsvis dybe snitsår i sin arm, og kort så hun forskrækket på sin ene finger som havde is om sig, hvilket var den hun havde skåret sig med. Hurtigt fik hun isen væk og skyllede hænderne i vandet, mens hun prøvede at tage sig sammen.

Hans stemme brød vandet brusen, og hun så langsomt om imod ham da han kom løbende ned til hende. Forbavset over at han løb efter hende, men lykkelig for at han ikke hadede hende. Han løb helt ud i vandet til hende, og da han tog hende op, lod hun armene hvile om hans nakke og gemte sig ind mod ham. Tårene trillede nu blidt ned af hendes kinder mens hun holdt tæt om ham. Så hadede han hende måske ikke alligevel, og det gjorde hende så glad.. uden ham havde hun ingen grund til at fortsætte sit liv.

"Neij.. det er mig der er ked af det.. Jeg burde have sagt noget jeg ved det godt... Jeg blev bare så overvældet af det hele.. jeg vidste kke hvad jeg skulle gøre.. Jeg elsker dig så højt.. Kan du tilgive mig?" hviskede hun stille.

Selvom blodet stadig piblede frem og sikkert ramte ham var hun ligeglad.. hun var bare lykkelig for at han ikke var vred.

Han gik ind på bredden med hende og gik op mod Gazeboen. På intet tidspunkt holdt han op med at holde hende tæt. Han var virkelig lykkelig over at hun stadig var en del af hans liv. Han satte hende forsigtigt og kunne nu mærke blodet fra hendes arm. Lad os få gjort noget ved det der.... 


Han knækkede en af perlerne af hendes halskæde og knuste den i sin hånd. Dette var hendes offergave. Han holdte forsigtigt hendes arm ud og lagde sin hånd ned på sårene. Hans øjne blussede op og det efterhånden velkendte blå lys kom frem fra hans hånd. Det gav en meget varm fornemmelse men ikke så det gjorde ondt på hende. For en gangs skyld så det slet ikke ud til at gøre ondt på ham at helbrede. Det så ud som om det ikke gjorde ham det mindste

Han gav hende kåben på og satte hende på sit skød. Først kiggede han på hende med et lykkeligt smil og sagde: Det var også overvældende for mig jeg havde faktisk ikke regnet med det virkede. Og jeg elsker dig højere end morgengryet elsker solen. Mit liv var evigt mørke, men før så jeg det ikke. For jeg havde intet lys så jeg kendte ikke mørket. Jeg har mit livs lys nu. Jeg har dig


Han knuede hende fast ind til sig igen og mumlede da han trykkede sig godt ind imod hende og sagde: Selvfølgelig kan jeg tilgive dig.... Der er intet at tilgive. Jeg troede bare du ikke ville have mig mere. Derfor blev jeg bange.... Jeg tilgiver dig hvis du kan tilgive mig min elskede

Hele tiden mens han gik med hende, gemte hun sig ind imod ham. Øjnene hvilede en smule mod hans hals, og det gjorde sikkert bare at hans hud blev fugtig af hendes tåre. Han satte hende ned, og hun så forsigtigt op imod ham for at se om han var vred. Men det var han ikke.. "Undskyld.." hviskede hun stille.

Hun lod ham knække en af perlerne af den kæde han havde givet hende, og så på mens han knuste den i sin ene hånd. Da han holdt hendes arm lidt væk fra hende, var hun lidt bange for at det her ville gøre ondt. Men så snart hans hånd hvilede over sårene og varmen kom, gjorde det faktisk ikke ondt. Det var på en måde mere behageligt. Og mens hendes Blå øjne hvilede på ham, gik det op for hende at det heller ikke gjorde ondt på ham. Heldigvis.

Blidt trak hun kåben lidt om sig efter at han havde givet hende den på, og sat hende på sit skød. Hans blik hvilede på hende, og hun smilte ganske svagt til ham. "Hvorfor kunne du pludselig det? du har altid sagt at det var en forbandelse du blev nød til at leve med?" hviskede hun undrende og krøb lidt mere ind til ham. Det var dejligt at sidde sådan mens han holdt om hende.

Hans greb blev en smule strammere om hende, men det gjorde hende ikke noget. Det var kun dejligt. "Self vil jeg have dig.. Ligeså længe du overhovedet vil have mig.. Det er dig jeg elsker Connor og det vil ikke ændre sig. Dit nye udseende klæder dig virkelig, og jeg er glad for at du endelig kunne fjerne din forbandelse" hviskede hun blidt inden hun kyssede ham længe og intenst. Da kysset sluttede så hun ham i øjnene. "Der er intet at tilgive skat.."

Han holdt hende stadig meget tæt og kyssede hendes hår inden han holdt sin ene hånd frem for sig og kiggede længe på den. Det var stadig en ny fornemmelse for ham også at se sådan ud. Men det var også en sten han havde båret på i flere hundreder af år han kunne smide fra sig. Han var endelig fri til at forme sin skæbne som han synes den skulle være

Han smilede ned til hende og sagde: Det troede jeg heller ikke jeg kunne. Men nu har vores liv sammen udviklet sig så meget. Jeg troede heller aldrig at jeg ville kunne få børn, men der var du igen mit mirakel. Det lader til gudernes sidste magt har sluppet sit tag i mig, så jeg prøvede. Jeg vil altid have mine evner og jeg vil altid være en djævel. Men jeg vil være en fri djævel og jeg er din djævel


Han grinede lidt ved den sidste kommentar og kildede hende lidt og nød bare at sidde her sammen med hende. Bare hende og ham. Du aner ikke hvor glad jeg er for at høre de ord. Jeg vil ikke kunne bære tanken om at miste dig. Jeg vil have dig til evig ti....
Hendes lange og intense kys afbrød hans ord og han fik en ny og salig lykke gennem sig. Det var første gang han rødmede rigtigt. Han rystede en lille smule i stemmen da han sagde: D.. det var mit første kys som en helt fri mand... Det kan jeg sagtens vænne mig til skat 

En uges tid efter den aften, havde hun for første gang rigtigt længe vovet sig udenfor og havde valgt at gå ned til byen for at kigge på børneting. Connor havde lovet at møde hende så hurtigt som muligt, og det var nok den eneste grund til at hun havde sagt ja til det. Det lange blonde hår hang løst og bølgende ned af hendes ryg, hun havde en mørkeblå sommerkjole på og et par sorte ballarinaer samt en sort taske over skulderen.

Med et tænkende blik stod hun nu og kiggede på barnevogn. Det var svært at bestemme sig, den skulle jo helst passe til begge køn. Med et hovedryst sukkede hun og gik lidt rundt blandt de mange ting. Forhåbentlig ville Connor komme og hjælpe lidt. Det ville blive en del nemmere når de vidste kønnet. En blid hånd hvilede mod hendes mave, mens smilet fandt frem til hendes læber. Hun glædede sig utroligt meget. Det ville blive fantastisk. Og han ville blive en fantastisk far, det var hun ikke i tvivl om.

En skikkelse udenfor vinduet fik hende til at se op, og stirre direkte ind i hendes x forlovedes øjne. Hun gispede og trådte forskrækket et skridt tilbage. Et grin formede sig på hans ondskabsfulde ansigt, inden han gik imod døren. Imellemtiden flyttede hun sig og gemte sig. Da han trådte ind og begyndte at kigge efter hende, løb hun ud på gaden og ned af en lille sidegade. Hun kunne høre hans skridt mens hun tog sin mobil frem og ringede op til Connor. Den ringede.. en.. to.. tre gange og hun nåede at tænke han sikkert ikke opdagede det, da han så endelig tog den. "Du.. du nød til at komme Connor.. Han har fundet mig.." hviskede hun tydeligvis utroligt bange.

Et svagt gisp slap fra hendes læber inden der blev lagt på. Han stod nu lige foran hende i gyden og hun havde ingen steder at flygte hen. Han trådte hen imod hende. "Der var du endelig.. Jeg har ledt efter dig, vi vil så gerne have dig hjem" smilte han koldt. Hazelin rystede svagt på hovedet,. "Neij.. Jeg vil ikke.. Jeg bliver aldrig din igen" hviskede hun lavt.

Connor var ved at ordne nogen ting til brylluppet. Han havde fået bestilt fotograf, og en maler og meget af pynten var der nu også styr på. Den sidste tid havde været mere magisk end først antaget. Han lignede en mand igen og Hazel kunne rigtig godt lidt det. det var hovedsagen. Nok var han djævel,men nu kunne han gå uden at være frygtet. Det havde absolut sine fordele.

Han savnede hende allerede. Hun var nede i byen for at købe ind til barnet. Det sidste skulle lige på plads. Så skulle han selv med ned og mødes med hende. De havde valgt ikke at få kønnet at vide da det skulle være en overraskelse. Han havde et billede stående af de to på sit skrivebord, hvor de stod overfor hinanden og han bukkede sig for at kysse hendes mave. Han sukkede helt tilfreds og lykkelig ved tanken

Han blev nærmest revet tilbage til virkeligheden da hans telefon ringede og han kunne se det var Hazelin. Med et stort smil tog han telefonen og sagde: Hej min sk.... rolig skat hvad er der i vejen? Jeg kommer med det samme! Bare hold ud skat jeg skynder mig! 
Han lagde på og sprang hen over skrivebordet og greb sine bilnøgler i forbifarten. Kareten ville tage for lang tid. På vejen ud råbte han af sine lungers fulde kraft: Bach! Der er noget i vejen med Hazelin! Gør klar til vi kommer tilbage!
Han sprang nærmest ind i hans bil. Det var en dyr sort Rolls Royce. Han gav den alt hvad den overhovedet kunne trække ned mod byen. Han kunne mærke hvor hun var henne og det kunne ikke gå stærkt nok

Bremserne hvinede da han nåede gyden hvor han kunne mærke hun var. Han sprang ud af bilen og råbte: HAZELIN! Jeg er her! Hvem end der vil hende ondt gør klogest i at lade være! Hazelin!
Han løb ind i gyden til han kunne se dem

Hazelin bed sig hårdt i læben og trak sig tilbage til hun ikke kunne komme længere væk for muren. Han blev ved med at gå imod hende. Hun var for bange til at gøre noget overhovedet. Usikkert mødte hun hans blik, "Lad mig være.. hold nu op vil du ikke nok?" bad hun og så væk fra ham da den første lussing faldt. Det eneste der betød noget for hende lige nu, var at beskytte barnet.

Af samme grund gjorde hun heller ikk noget da han fandt sin kniv frem, hun beskyttede sin mave og ikke noget andet, hvilket resulterede i adskillige knivstik på kroppen. Hun så vredt mod ham efter en stund, det gjorde ondt overalt, men hun var nødt til at gøre et eller andet. "Vent du bare.. Når min mand får fat i dig, så dør du" hvislede hun og dukkede sig for kniven der kom flyvende gennem luften. Hun rev ham hårdt på kinden med issylene hun kunne lave af vand, og løb ud af gyden, omtrent samtidig med at Connor kom frem.

"ARGH din lille sæk, vent til jeg får fat i dig" hvæsede han og vendte sig om imod hende. Hun løb ud til Connor og gemte sig bag ham. "Jeg er okay.. Alsa knivstikkende er ikke så dybe, bare.. bare gør noget" bad hun og så ham i øjnene. Var så lykkelig for at se ham. Vidste at hvis han ikke var der, havde hun ikke kunnet flygte længe nok.

Han greb hende let og sagde: Hvor er jeg glad for du er okay min skat! De sår kigger vi på bagefter. Du burde nok kigge væk, det her bliver grimt....
Han hjalp hende ind i bilen, og allerede der kunne hun se hans hud var blevet askegrå igen. Han vendte sig mod gyden og flammerne blussede op i hans øjne igen. Han brølede ned i gyden: Du har antastet min kone for allersidste gang! 


Hendes eksforlovede kom til syne, stadig med den blodige kniv i hånden. Først sagde han: Flyt dig jeg skal have fat i den lille tæ...... Så fik han øje på hvordan Connor så ud og hans ansigt var nu badet i frygt. Connor viftede med hånden så der udbrød blå flammer bag ham, så manden ikke kunne komme væk. Han gik hen og tog kniven ud af hans hånd. Manden faldt på knæ og tiggede om nåde. Der kom en stærk lugt af urin fra ham. Connors svar var: Nåde? NÅDE?! Nej der er ingen nåde tilbage når du har skadet hende. Det er den allerstørste forbrydelse du kunne gøre. Og nu vil jeg bruge lang tid på du forstår din forbrydelse.


Connor snittede manden i hånden så blodet piblede stille ud. Kort efter blev blodet lysende blåt og man kunne se at blodårerne hele vejen op af begge arme brændte inden i manden. Manden skreg om nåde, men det var det sidste der var tilbage i Connor. Da flammerne havde siddet lidt, kom turen til hans ben. Connor tog et par stykker metal han fandt og hamrede ind i begge ankler. Så varmede han det med flammerne og kort efter kunne man høre knoglerne brække i hans fødder af kramperne. Så lod han flammerne bevæge sig gennem mandens blodårer i benene op til midt på låret. Han forsøgte febrilsk at kradse hul på sine ben for at få ilden ud. Connor sad og betragtede ham lidt inden han nærmest manisk sagde: Vil du gerne slippe nu?


Staklen skreg: JA! NÅDE! JEG GØR DET ALDRIG MERE!


Connor hvislede næsten: Nej det er nemlig rigtigt.... Men jeg vil sørge for at hele verden vil se din skam. Du brugte frygt som et våben mod hende. Lad din dom være så!  
Han tvang manden til at kigge over mod bilen og hvæste: Se på hende! Det er sidste gang du ser noget som helst! Connor stak fingrene i øjnene på ham og lod flammerne brænde dem. Han smed ham og skar hans hænder af. Så meget langsomt skar han tungen af manden. Connor plantede kniven med bladet op af og holdt manden hen over den og tvang ham til at støtte på stumperne af sine arme. Nu kan du selv afgøre om du vil ændre dig eller om du vil afslutte din sørgelige eksistens!


Han slukkede flammerne og hans hud var normal igen da han kom hen til bilen. Han satte sig ind til hende og tog endnu en perle og knuste. Han holdt hende tæt ind til sig og sagde: Han gør det aldrig igen.... Ingen vil gøre dig ondt igen skat....
Han lod dem begge blive badet i de blå flammer og hendes sår lukkedes

Hazelin så ham længe i øjnene og strøg hans hånd forsigtigt. Hun var så lettet over at se ham. Over at han var nået frem. Forsigtigt nikkede hun og bed sig hårdt i læben, "Jeg er glad for du kom.. Jeg kigger væk, det lover jeg.. Gør nøjagtigt som du vil med ham" hviskede hun og lod ham føre sig ind i bilen. Svagt strøg hun hånden gennem sit hår og sukkede lettet.

Som lovet kiggede hun ikke op på noget tidspunkt. Hun kunne høre det hele og vidste at Connor nok skulle sørge for han ikke fandt hende igen. Tænk hvis Connor ikk havde taget sin telefon? ville hun så overhovedet være her, eller ville hun være tilbage hos sin far? Heldigvis var det ikke noget hun behøvede at være bange for. Connor havde taget den, og han var kommet så hurtigt han kunne for at hjælpe hende, og det betød det hele lige nu.

Minutterne gik, men hun så stadig ikke op. Selvom det var højlys dag, og hun ville kunne se alt hvad Connor gjorde hvis hun drejede hovedet en smule, gjorde hun det ikke. Hun ville aldrig se den mand igen, og uanset hvad Connor gjorde, behøvede hun heller ikke se den side af ham, som han så gerne ville gemme for hende.

Da Connor kom ind i bilen gemte hun sig tæt ind imod ham. Mærkede at han knuste en perle og lukkede øjnene da flammerne omringede dem. Hun græd ikke, for hun var ikke bange mere. Nærmere glad. For en stund sagde hun heller ikke noget, hun lod sig gemme i hans beskyttende favn og hun sukkede ganske let. Som flammerne slap deres greb, kyssede hun ham ganske forsigtigt. "Jeg er så glad for du nåede frem.." hviskede hun ganske lavt. Det gjorde hende flov hun ikke havde kæmpet mere imod, men hun vidste også at selvom Connor ville vide hun var flov over det, ville han ikke dømme hende.

Han holdt hende stadig tæt og kyssede hende længe og silkeblødt. Med en rolig og samtidig lettet stemme sagde han: Selvfølgelig nåede jeg frem skat.... Jeg lovede at ingen ville såre dig nogensinde igen. Og han kan ikke mere... Du er sikker nu... Jeg er hos dig... Jeg vil altid være hos dig....


Han blev siddende sådan her hos hende et stykke tid og bare holdt om hende. Han ville være helt sikker på hun var tryg og faldet til ro igen. Han kunne ikke selv lade være med at tænke på hvad der kunne være sket hvis ikke han var væk fra telefonen og ikke tog den. Han kunne have mistet både hende og deres ufødte barn. Tanken var ikke til at bære. Men lige nu handlede det bare om de var sammen igen, og hun var sikker. 

Da de havde siddet lidt, rettede han sig lidt op og løftede hendes ansigt så han kunne se hende i øjnene. Med et varmt smil og en hånd på hendes kind sagde han forsigtigt: Det var da også noget værre noget... Hvad siger du til vi finder et sted hvor vi kan få noget at spise og så kigger vi på barnevogn sammen bagefter?

Hazelin lod sig holdt tæt ind mod ham. Hun begyndte at slappe lidt af igen. Det var rart at han holdt om hende dog, det gjorde hende mere rolig. "Jeg.. Er ked af jeg ikke gjorde mere.. Jeg var bare så bange for at han ville skade barnet.." hviskede hun stille og så ikke på ham.

Mon han også havde tænkt tanken? om at hvis han ikke havde taget sin telefon, så havde de måske aldrig set hinanden igen. Forsigtigt lod hun hovedet glide hen og hvile mod hans skulder. Han sagde heller ikke noget lige nu, og for en stund sad hun bare og gemte sig ind imod ham, uden at gøre andet. Uden at sige noget. Hun var tryg i hans arme. Han var den eneste der rigtigt kunne få hende til at slappe af, og derfor virkede hun også mere rolig efter et stykke tid i hans arme.

Hun rettede sig op samtidig med ham, og mødte hans blik da han løftede hendes ansigt. Hun smilte ganske svagt til ham og sukkede stille. "Undskyld.. Jeg ville ikke ødelægge din dag.. Mad lyder dejligt.. og endnu mere at du vil kigge på barnevogn sammen med mig" hviskede hun blidt.

Han kyssede hende blidt og sagde: Der er ingenting at undskylde for elskede... Du beskyttede barnet. Det ville en hver god mor gøre. Jeg er kun stolt over du skal være mor til mit barn... Du gjorde det rigtige... Og alt er godt igen... Kom vi finder noget at spise.


Han hjalp hende om på forsædet og startede bilen. Han kiggede hurtigt ind i gyden og kunne se at manden havde valget at falde ned over kniven. Han kørte lidt rundt for at finde et sted der havde brunch. Han gav hende sin kåbe på da kjolen jo var gået i stykker. Inden de gik ud af bilen sagde han: Vi skal da lige huske et barnesæde til den her og kareten. Vi må nok også hellere finde dig noget nyt tøj inden vi kigger barnevogn.


Det var et hyggeligt sted de kom ind i. Det lignede lidt en italiensk gadecafé men der var ikke så mange endnu, så de kunne stort set sidde hvor de ville. Han hjalp hende ned og sidde. Han viftede en tjener over. Da tjeneren kom og spurgte: Hvad skulle det være?


Connor kiggede på hende smilende og stolt tilbage på tjeneren og sagde: Giv os en sund brunchmenu med både frugt, grønt og let kød. Den engel foran mig, skal være min kone og mor til mit barn

Hazelin bed sig blidt i læben, og smilte lidt forsigtigt. "Jeg er virkelig glad for du ikke er vred.. Jeg blev bare så bange" sagde hun blidt og nussede hans arm en smule. Hun lænede sig hen og kyssede hans kind, inden hun nikkede lidt til hans ord om at de skulle finde noget at spise.

Hun lod sig føre om på forsædet og smilte lidt forsigtigt da han startede bilen. Han havde faktisk aldrig kørt hende rundt, De havde altid brugt karaten. Mens han kørte rundt sad hun lidt og betragtede hullerne i kjolen, hun sukkede lettet da han gav hende sin kåbe på. Blidt gik hun ud af bilen med ham og grinte lidt for sig selv. "jaa det må vi hellere huske, Hvad siger du til vi også kigger lidt tøj? vi kan bare købe neutrale farver" Smilte hun glad og holdt om hans arm.

"Og ja.. Vi må nok hellere se efter noget andet tøj.." sagde hun blidt og kyssede hans kind. Hun smilte da han førte hende ind på en cafe, og så sig nysgerrigt omkring. Satte sig overfor ham ved et bord og smilte lykkeligt til ham. Det var et dejligt sted, og det var rart at han havde fundet et så hyggeligt sted, men han var også mere ude i byen end hende.

Et svagt grin slap fra hendes læber da han bestilte maden. "Vi vil også gerne have en kande med kildevand" smilte hun blidt og strøg kort hånden over Connor's kind. Let bed hun sig i læben.

Han smilede til hende og tog hendes hånd og kyssede den blidt. Han sagde nærmest stolt: Det føltes helt fantastisk at kalde dig for kone og mor til mit barn. Det er en fornemmelse jeg aldrig nogensinde bliver træt af. Og lad verden vide at du er sikker hos verdens eneste Ærkemager. Lad verden vide at mit hjerte banker for dig min engel.


Der gik ikke længe inden maden kom. Det var som bestilt, med noget magert kylling i en salat og nogle friske frugter skåret i passende stykker. Med var der også friskbagt lyst brød og en let smør. Der var en lille tallerken ved siden af med magert pålæg og en kande med kildevand og et par glas. 

Han smilede og rejste sig for hurtigt at kysse hende inden han satte sig igen og tog en bid brød. Han hældte noget kildevand op til hende og sagde kærligt: Jeg synes først vi skal finde noget nyt tøj til dig min skat. Så får vi smidt den ødelagte kjole ud og så går vi amok med at købe babytøj. Så må du selvfølgelig hjælpe mig her