Can you feel the sound?

" Daddy issues? More like nekrofili" drillede hun. SÅ meget betød de fire år vel heller ikke. Men da hun skulle svare på klasse trinet ville hun have givet sin højre arm for at kunne sige 10! Men hun vred sig istedet lidt i sofaen og modstræbende slap det så ud .. " lige i starten af 9 ...men.. " hun måtte opgive at forsøge rette op på det. Hendes alder kunne hun jo ikke lyve sig fra , men hvad mere bekymrende var ... Hvorfor ønskede hun det ? Betød det noget hvordan han havde set på hende for de fire år siden? Betød det noget nu?
Hun skiftede stilling i sofaen og brød ind i hans udlægning af hjernens funktion. " Men ... Man skal ikke altid stole på det, hjernen kan bedrage en ... " hun så trodsigt på ham .
" Argh... Måske du fik et kys på kinden, nu skal du ikke overfortolke" puffede hun til hans skulder , og forsøgte benægte at hans favntag i hendes hukommelse , havde føltes dejligt. Millicent snusede ind og lod duften af han fylde hendes sanser. Hendes lugtesans var fortrinlig , selv for en vampyr især når hun var opmærksom. Hans personlige duft blandet med en smule parafume , fik et smil på hendes læber . Og først for sent , forstod hun fejlen da hun indirekte indrømmede at kunne huske noget meget personligt i deres nærkontakt.." Du har ændret parafume , ikke Armani længere?"

"Org av, hvem er det nu lige der er død igen?" Gav han igen. SÅ gammel var han da heller ikke !
Ved det næste måtte han lige tage en dyb indånding og.. begrave ansigtet i hænderne igen.
"Nej nej nej..." Mumlede han og hadede sig selv endnu mere. "Det må du undskylde, du må jo have følt dig forulempet på alle måder. 9 klasse!" Blev han ved og grinede lidt ynkelig en gang imellem.

Han så op. Interessant. Hjernen kunne bedrage. "Ja det kan den, det er derfor vi har psykologien til at forklare hvad den gør" Svarede han flabet. Han lagde hovedet lidt på skrå. Godt nok var han ikke stolt af at have næsten nedlagt en 9 klasser som 20 årig, men han havde altså gjort det, og det skulle hun ikke have lov at benægte.

"Ja så ? Kys på kinden? Forklar mig så... Hvordan er det lige at jeg kan huske at du havde en pink læbestift på... Som smage af syntetisk kirsebær ?" Lød det fra hans side med et konkurrerende glimt i øjet. Ikke tale om at hun skulle benægte det.

"Nej stadig Armani, jeg skiftede bare..-" Begyndte han, men stoppede midt i sin sætning og kiggede lidt bedrevidende på hende. "Man er lidt tætte når man ligefrem kan tyde hvilken parfume den anden har på synes du ikke? " Afsluttede han og lod sin kind hvile i hans håndflade.

" Dø gjore vi vel begge...og du ved havd man siger om hastværk...så jeg er bare grundig...og er det stadig" dage hun og rystede på hovedet af deres lidt morbide humor. Men skulle man overleve at være død, så var man nød til at have lidt sort humor, og ikke tage så tungt på alt ting her i livet...eller efterhånden om man ville.

Millicent håbende munden op, for at ville sige noget...forudlempet ville hun nok ikke lige vælge at sige at hun følte sig som den aften. Det var lige før hun huskede det sådan at hun nærmest gerne ville ...forudlempes...af Gordon...dengang...men det huskede hun da helt klart bare SÅ forkert." Argh....jeg overlevede...det Er jo tilladt at danse og snakke" forsøgte hun igen at skrue ned for de larmende minder der masede sig på.
Et billed af hendes hånd , en hånd der løb gennem Gordons mørke hår, en smule længere i nakken havde det vist været dengang.Åh gud nej....

" Ja ...måske vi skal til een ...psykolog...efter vores hukommelse vender helt tilbage" sagde hun en smule tørt.Det var i sagen en mærkværdig aften det her, og det var svært for den følsomme vampyr at beslutte hvilken hylde den her oplevelse skulle ligges på.Al for meget flagrede rundt inden i hende.
Justin var slut, og slog over i en sang hun ikke huskede navnet på, men rytmen var lige så lækker som den anden. Indbydende...lokkende.

Millicent rev sig løs af musikken, og kiggede modigt på Gordon.
Hun fornemmede en stilletiende lille magtkamp mellem dem og deres hukommelser, og hun ville da ikke ' give in', no way.
Det vil sige indtil han tale, så var det lige før hun så sig om efter en exit.
Hun kunne SÅ meget ikke give igen på den, selv smagen på hendes læbestift kunne han huske.Den var Katy Perry like , og et kæmpe hit efter hendes I kissed A Girl ( eller gril, som min mobil skrev) og bestilt over nettet så den havde den helt rette smag og farve- for det ikke skulle være løgn.
" Den var meget moderne ! måske har du prøvet den?" Lød det tamt, for ikke et eneste billed af ham med læbestift kunne hun trylle frem...ikke det der lignede. Læbestiften var kysægte.
Istedet for fik hun et underligt sug i maven, som hun aldrig ville stå ved.
" My God...jeg var 16!! " sagde hun anklagende , som han nærmest havde gjort hende gravid med trillinger, men i hendes øjne var dog et skær af morskab.
Det havde været en dejlig aften, ....åbenbart lidt mere dejlig end hun var parat til at stå ved.

" Aha...samme mærke, new brand..." Millicent sukkede dramatisk...
" Please....er der slet ingen chance for vi bare dansede en sjæler, sådan....lidt ekstra meget tæt?" Spurgte hun bedende og så på Gordon.Tog han det ikke lige lovligt afslappet?
Det var lige før han så ud til det hele morede ham.Årh....det havde virkelig givet bagslag at gå hertil.
Hun stak ham et honning dryppende smil..." Nååå.... Men kan du så huske puderummet.., der ude bagved?" Hun nikkede i retning af lokalets bagende...
En ny taktik var under opsejling...If you cant beat'em- join them!
Måske kunne hun få ham til at bakke ud, for de minder hun forsøgte holde væk.....de var da ikke for børn....eller sarte piger på 16.

"We sure did. Forskellen er at min krop gik i gang igen" Svarede lidt neutralt. Det var ikke ondt eller overlegent ment, mere en konstatering, men han ville ikke grine af det hvis det nu gjorde hende utilpas.

Han fnøs igen. Danse og snakke ? Ja right ! De vidste begge der havde været mere end det, men hvis hun ikke ville indrømme det, så kunne det tvinges frem.
"Jeg tror at hvis vi først gik til en psykolog, så ville vi aldrig blive lukket ud af den lukkede afdeling igen!" Var hans respons til psykolog ideen. 2 unge mennesker der snakkede om død og genoplivning, engle og vampyrer, lige noget for den lukkede.

Han smilede skævt. Prøvet den ? Det kunne man da godt sige han havde. "Jeg har skam prøvet den. Mixed med dine alkohol ånde unge dame" Hans smil blev bredere imens han pillede lidt ved kanten af sit glas.
Han lagde hovedet på skrå.
"Jeg for lidt en fornemmelse af at du helst så den aften som ikke sket? Ikke at jeg bebrejder dig. " Sagde han så og tog colaglasset op i hånden og kiggede hen over det hen på hende.

Gordon kørte en hånd igennem det brune hår og blev pludselig forvirret. Nu ændrede ´hun attitude. Pludselig fiskede hun efter mere. De kvinder var da ikke til at blive kloge på! Men hvis det var det hun ville, så var det det hun skulle få.
"Åh jo jeg husker det skam.. Som stedet du meget overbevisende prøvede at trække mig hen til" Gav han igen, velvidende at hans hukommelse ingen ide havde om det egentlig var det der var sket.

Ja , der havde han en god pointe.
Enhver ville indlægge dem begge på røde papir. Selv den dag i dag, kunne Millicent tvivle på de ting hun oplevede. Det var som alle monstre fra hendes barndoms historier bøger var blevet levende. Frygteligt. Og så var hun enda selv en af dem, hvilke var ret forvirrende når hun i 30 år ellers havde betragtet sig selv som one Of the good peeps.
" Vi må nok heller tage vare om os selv så , og undlade hjernevriderne" lo hun stille.
Ingen ville gavne af at rode rundt inden i Millicents hjerne , de ville flygte væk over hvor nederen der var , mente hun selv.
Millicent modtog Gordons lille verbale stød og måtte vride sig lidt i sit sæde. Var det bare hende , eller var den fyr ualmindelig god til at svare for sig?
" Ønsketænkning ... Du dagdrømmer " svingede hun ordene ud og spidsede læberne kortvarigt. Lysten til at puste sig selv i hånden og tjekke sin egen ånde , meldte sig og hun måtte tage sig selv i nakken for ikke at føle den. Vampyrer led ikke af de ting. Ikke hende anyway, hun anede ikke om andre gjorde. Gordon igen slog til , afværgede sad han med hoved lidt på skrå og pillede ved et ømt punkt.
" Om jeg ikke ønskede det ? " hendes smil lyste hele ansigtet op på Millicent .." Enhver pige på 16 der kan få en voksen mand til at ... Prøve en pink kirsebær læbestift , har en forrygende aften " haha , så kunne han lære det ! Smilet blev på sin plads lidt endnu, selv om det blev mindre.
" JEG trak dig ? Argh jeg husker nu dig som den agressoren i den leg der .... Kom med , så skal vi se om rummet vækker minder " Millicent rejste sig og vinkede ham med.
Da de trådte ind var en masse kæmpe puder indrettet i et multi farvet hyggeligt lokale. Der stod vandpiben og selv om musikken kunne høres her , var den en smule mere dæmpet.
" Jeg kan huske det ... Jeg ville ryge den der urte tobak ... Vandpiben " hun nikkede mod en flot en af slagsen..." Og du blev ved med at himle op om det var usundt og man blev påvirket af det - meget fader agtigt - jeg kunne næsten ikke overtale dig , fordi du mente det var euforiserende " smilede hun stort og så sig selv med hans slips i sin hånd. Eller... Hvorfor fik hun et billed af sig selv med Gordons slips hændende om Millicents hals?

"Ja eller tage vare for hinanden. Os væsner altså" Svarede han og havde aldrig troet han skulle sige det til en vampyr. Både fordi han det meste af sit liv ikke havde troet de eksisterede, og nu sad en af dem foran ham, men også fordi han havde troet han altid ville foragte alt der bare lignede vampyrer for at berøve ham sit liv. Skæbnen ville det at det altså ikke blev helt sådan.

"Ønsketænkning.. fra din side måske" Mumlede han til svar, og forventede ikke at hun ville svare.
"Så sjov du er" sukkede han af hendes kommentar om læbestiften. " Men i det mindste kan jeg grine til mig selv når jeg bliver gammel og grå og huske at jeg scorede en yngre kvinde. " Gav han igen og stoppede så. "Nej vent.. Jeg bliver jo ikke gammel og grå" Lød det så lidt tvetydigt. Han kunne ikke helt bedømme om det var en god eller dårlig ting at leve evigt, eller i hvert fald at være ung så længe man lever. Der var positive ting, men bestemt også negative.

Han rejste sig lidt tøvende op og fandt afsted sammen med hende imod et andet rum. De måtte mase sig lidt igennem for stedet begyndte at være fyldt.
De nåede ind i et rum som var lidt sløret af røg. Ikke cigaret røg, den kendte han for godt, men denne slags røg var nu også bekendt.
"Ah.. hør nu vandpibeprinsesse. Jeg mener det var den anden vej rundt. Jeg tvivler stærkt på at jeg ville være den fornuftige der. Taget i betragtning at jeg røg det hver weekend. " Svarede han så og bevægede sig over til en stor grøn vanpibe med 4 slanger og satte sig ned. "Men hvis du ikke tror mig, så kan du jo prøve at tænde op i den. Den der ville gøre det har vel tændt den dengang ikke?" Smilede han udfordrende og klappede på puden ved siden af ham for at få hende til at sidde.
Hans minder spøgte i hans hoved. Han synes at kunne huske at de havde sloges om en af slangerne og endt med at dele en.

Millicent lo og knejsede med nakken." det er da altid noget vi ikke blev døde midt i puberteten, det ville være lidt af en nedtur.....konstant hormonsvingende" smilede hun og tænkte ved sig selv , at når det endelig skulle være, så var både Gordon og Millicent fastfrosset i en udmærket alder , at gå gennem evigheden i.
" jo jo...du var tæt på at være foraget, sådan lidt...farmand agtig" prikkede hun til ham med sine små dril, og trådte ind.
Hun satte sig som den lille havfrue, da hendes nederdel ikke tillæg skrædderstilling, med mindre hun trak den op under armene, og følte hun ikke lige for, sjovt nok.
" Du ehm røg det hver weekend?" Hun rynkede en smule på næsen og så på vandpiber foran hende. Hvor svært kunne det lige være? Ok ok....hvorfor er der fire slanger ? Man ryger fire på samme tid? Ai....er der ikke engang en hel til hver, tænkte hun og tog den ene slange mellem pege og tommel finger.
Den skulle vel ind i ....noget...og et solidt bud ville være mellem hendes læber.
Hun gad slet ikke overveje hvormange der havde suttet og babbet på kalorius før hende, så ville hun blive ligeså grøn som tubeslangen.
" Nå, men øhhh....så fyrer du bare op og så skal du da lige se løjer" prøvede hun at charmere sig videre i teksten, da hun ikke anede om hun burde stoppe den ud med noget tobak eller om det lå i...et sted...og hun så bare skulle tænde...et sted.
Pokkers....det var nok ret tydeligt at hun ikke have rørt den , ikke siden aftenen med Gordon...der havde hun vist været meget..villig.

"Tror du virkelig humørsvingningerne ville blive ved? Svært at tro man kan have hormoner nok til resten af evigheden" Svarede han og trak på skuldrene. Det var nu en helt fin alder de var frosset i. Ingen rynker eller grå hår. Well.. Ikke flere i hvert fald ! Men ligesom til alt andet var der en downside. De ville aldrig kunne sætte mange års erfaringer ind på et CV, eller læne sig tilbage og gå på pension. Gordon vidste at i hans branche betød alder erfaring, og det ville han aldrig kunne påstå at have.

"Nu skal du høre hvad jeg mener skete. " Sagde han så og kiggede lidt intenst på hende. "Jeg pressede dig og først var du lidt pjevset, men gik så med på det for at imponerer de store drenge. " Han smilede lidt drillendde og bedrevidene. Han vidste i hvert fald at han aldrig ville være far agtig på det punkt. Specielt ikke overfor en pige han havde kysset med.

"Jeg havde en meget anden livsstil dengang" Nikkede han og grinede af hendes forvirring. Det var ganske tydeligt at hun ingen ide havde om hvordan sådan en pibe virkede.
"Godt så tænder jeg den" lød det fra ham med en mine der tydeligt udtrykte at han så det som om han havde ret.

Han hældte lidt ekstra vand i bunden af den og rodede i nogle pakker ved siden af piben.
"Nå.. Hvad vil du have for tobak. Jeg kan anbefale lakrids, det var altid min ynglings, men ellers er der også vanilje og fersken" spurgte han og snussede til en orange æske som skulle være fersken, men bare lugtede af syntetisk ice tea.

" Måske ....jeg aner det ikke. Jeg så engang en film om vampyrer med Brad Pitt og Tom Cruise...der var en lille pige der klippede sit lange hår af, men det blev ved at vokse ud på et minut..om det ville ske med mig, eller om det aldrig ville vokse ud....jeg har ingen ide? Jeg ved ikke så meget om efterlivet" hun trak på skuldrene.Andrija forsøgte lære hende at være rå og hård, for at kunne overlever. Men vampire business vidste han ikke så meget om igen.
Desuden mistede hun både sin kommende ægtemand og mentor, da han stak hende ned, metaforisk.Tragisk hvis man var i Millicents sko, men der var så gudskelov kun plads til en, hende selv.

Hun stirrede ind i hans meget blå øjne og underlæben gled igen en smule ned.." J-jeg kunne umuligt være...pjevset" påstod hun og vidste at hun helt sikkert ville have været nervøs ind til knoglerne, men uden at ville indrømme det..." imponerer...please...tror det var dig der forsøgte vise mig hvilken verdensmand du var, så jeg ikke lod alderen spænde ben for dig" Millicent slog blikket ned.
De fire år havde virket intet andet end tiltrækkende på hende...ung og fuldstændig på røven over ham.Alle hendes veninder vidste det, og de havde også bemærket hun blev meget stille, da Gordon aldrig lod høre fra sig igen.
Hun datede ikke det næste år...gad ikke nogle fyre...Diego havde været den eneste hun fandt interessant, men han var sammen med alle, så Millicent nægtede at lade sig duperer.
Så fandt hun den mest grå og kedeligt kasser i en bank, og datede ham...indtil hendes forvandling. Men der havde aldrig været gåsehud eller violiner...eller bare en ordenlig...tilfredsstillelse....og så var hun endt i favnen på predator no one. Andrija Luzar. Hun havde aldrig haft en chance.

Hendes øjne skinnede mod Gordon og hans afslappet holdning...
" Jamen ...jeg lytter da til alderdommens erfaring...vi tager lakrids" smilede hun igen og var glad for vampyrer ikke så let blev påvirket af ting. Eller det håbede hun virkelig ikke da.
" Nu eh...er det ikke farligt, jeg er jo ikke 16 længere, så det går ikke jeg kaster mig over dig" ikke at hun havde dengang! Men det mente han vist nok, Strangest things men imagines.

Han smilede ned i jorden. Var det det hun bekymrede sig om ? Hendes hår? Han havde lyst til at grine. Selvfølgelig var det ikke det, men det var da en sjov måde at udtrykke det.
"Så må du bare sørge for at klippe det godt hvis du endelig gør det. Du ender måske med at skulle holde det ud resten af evigheden." Smilede han og rystede på hovedet. "Men jeg kan nu godt lide det langt. Then and now" Fortsatte han lidt forlegent og undgik at se direkte ind i hendes grønblå øjne.

"Du var SÅ pjevset, men forbandet stolt" Grinede han og undgik at nævne at det faktisk mindede alt for meget om ham selv. Han stoppede med at grine og ømmede sig over det næste. Av av et come back.
"Oh well.. alder og erfaring går tit hånd i hånd. Pigerne elsker det" Han løftede et øjenbryn og så på hende igen.

"Lakrids it is" Svarede han bare da han satte den orange pakke ned og fik fat i en sort en ved siden af. Den duftede af salmiaklakrids. Det var ærgerligt, han havde altid været mere til salt lakrids, men det var bedre end ingenting.

Inde i den lille æske lå en sammenklistret bunke af sort tobak. Som alt andet vandpibetobak var det mere klistret end andet tobak, og det gjorde det lidt vanskeligt at håndtere.
Gordon fandt en lille tang frem fra bordet og tog lidt af det sorte stads op og spredte det i udhulningen i toppen af piben kaldet hovedet. Han fyldte op til næsten kanten af den lille udhulning og lagde et lag sølvpapir over hovedet. Foldede det godt omkring og prikkede en masse huller med en lille pind på størrelse med en tandstik som lå på bordet. Så fandt han et lille rundt stykke kul frem og lagde det ovenpå sølvpapir og rakte sin lighter til Millicent.
"Vil du have æren af at tænde kuldet?" Smilede han og lænede sig lidt tilbage. Der skulle godt gang i det lille kul inden man ville kunne få smag ud af at suge i slangerne.

Imens hun fiflede med lighteren, hvis hun altså sagde ja til at tænde, betragtede han hende med de lyse øjne. Hun var helt klart anerledes nu fra dengang. En anden finese og overnaturlig elegance, men hun var stadig den samme. Han havde aldrig troet han skulle se denne tøs igen. Hvorfor han kunne huske det næste når han havde glemt alt andet vidste han ikke, men han havde tænkt på hende. Hun havde fyldt noget lang tid efter den aften for 4 år siden, men et år senere havde han været død, og tankerne sammen med ham, og pludselig var de her igen.
"Det kommer til at lyde meget underligt men.." Han tøvlede lidt og kiggede en smule indtrængene på hende. "Jeg tænkte på dig lang tid efter. Efter den aften. Du er svær at få ud af hovedet. Jeg skulle dø inden jeg stoppede med at tænke på det" Han smilede lidt for sig selv og kiggede hurtigt væk fra hende. Lod som om han betragtede noget på den anden side af ham, men egentlig var der intet.

" Så det var håret der gjorde det....og her troede jeg du have en svaghed for kirsebær" smilte hun lidt skævt og begyndte så at følge med i hvad Gordon lavede.
" Mmmm jeg vil tro de helt unge og meget naive piger elsker den slags...jeg er mere til de helt unge drenge" løj hun så dårligt at alle selv de døve kunne høre det.
Hun syntes at alle de ting man skulle med den vandpibe, mindede om hendes venner der dengang røg hash. Det have hun fravalgt. Psykoser var ikke niget hun ønskede at prøve lykken med....men måden man skulle bearbejde tobakken og ...nu også kul? Hun følte sig helt som en pjevset pige på 16 lige nu.
Ingen sofistikeret mandeæder tilstede her da.
" Du ...." Hun fumlede med det kul hun havde sagt ja til at tænde for.
Kunne hun tænde en grill kunne hun vel få et enkelt kul varmet op.
Ja...nu havde hun så ikke SELV tændt op for en grill, hvis man ville bore i detaljer, men hun havde da set det.
" Ingen tændvæske?" Drillede hun og blev igen lidt mere forsigtig..." du..er du sikker på det her er...ok...det virker altsår lidt.... Vi kunne jo også tage et glas vin ! " prøvede hun , men varmede dog løs på det lille kul.

Hun stoppet med at lege med ilden, da Gordons lød anderledes.
Var han alvorlig? Hans stemme havde en helt anden klang.
Millicent så op på ham, men han var ikke let at få øjenkontakt til ikke da han var færdig.Inden da var han meget...direkte i sit blik, hvilke fik Millicent til at rykke lidt uroligt på sig, bare lidt.
Yderliger øjen kontakt var helt nødvendig, for hans ord...hans lille tilståelse...gik ind i hendes barnlige hjerte. Han ...havde også tænkt på ..hende.
Så var det ikke bare Millicents lille fjollede pigesind der var sat i bevægelse..der havet været noget der, noget som også Gordon havde fornemmet.
" Jeg...det var en dejlig aften...og jeg håbede faktisk at jeg ville høre fra dig igen....i lang tid. De drillede mig....sagde jeg var en håbløs romantiker når jeg sad og dagdrømte" hun så ned på vandpiben...hvorfor indrømmede hun nu alt dét?
Iiihhh...var det allerede steget hende til hovedet inden hun havde suget på,noget som helst? Og så sagde han det ikke virkede....sådan! Mænd!

"Åh ja.. Syntetisk kirsebær er mit favorit bær" Gav han igen og blinkede til hende. Får at det ikke skulle være løgn så var kirsebær hans favorit, men syntetisk? Argh, den ægte vare var nu bedre.
"Unge drenge.. Right" Var hans eneste kommentar til det næste. Hun var underholdene. Benægtede så mange ting på en så åbenlys måde at det næsten var sødt.

"Tændvæske ? Så bliver det vidst først euforiserende. Næ nej vi bliver her." gav han igen. "Var det ikke det du var så bange for? at blive påvirket?" Han smilede lidt bredere.
"Bare du får kuldet til at syde så klare det selv resten" indskød han da hun havde leget lidt med det drillende kul, og tog imod sin lighter igen.

Han fortsatte stædigt med at kigge væk fra hende. Det havde skam været en dejlig aften. Dejlig nok til at han ikke havde været sammen med en pige rigtigt i det år efter han var i live. Der havde været lidt småflirt på klubber og diskoteker, men han havde altid fundet det kedeligt og droppet det. Efter hans forvandling havde han lagt det liv bag sig. Det syndige liv. Han gik ikke efter piger i byen mere, for han gik ikke i byen så meget mere. Den sidste kvinde han havde lagt an på i byen havde slået ham ihjel. Though luck.

"Jeg ringede aldrig til dig gjorde jeg vel? Det var fjollet." Han rystede på hovedet af hans egen dumhed, og hans blå øjne søgte hendes igen.
"Du tror mig sikkert ikke, men jeg kiggede på den lille seddel du havde revet ud af drinkskortet, og skrevet dit nummer på hundrede gange, men kunne ikke rigtig samle mig til det. Jeg havde en svær periode. Universitetets eksamener var næsten igang, jeg mener min familie havde problemer, men jeg kan ikke huske hvad det var. Ikke at alt dette er en undskyldning." Prøvede han at forklare. Det var svært for han havde jo været en idiot. Der var så mange piger han havde mødt i byen som ikke havde været noget særligt, og da han så mødte den ene som var, så legede han kujon.

"Mine venner drillede mig en del. en 16 årig pige, jeg måtte jo have været hammer lam, men sagen var den, at det var jeg ikke. " Han kiggede væk igen og sukkede opgivende af sig selv. Stupid stupid stupid.
"Også en dag fik jeg stjålet min pung i byen. Det sker, men dit nummer var i den" Fortsatte han og tænkte at det måtte lyde som den dårligste undskyldning nogensinde. Det havde nok været 2 - 3 måneder efter den aften at han havde fået pungen stjålet, og det første han havde tænkt på da han opdagede det var det nummer.
"Jeg gik i panik, men jeg havde kigget på den seddel med det nummer på så mange gange. Det er sjovt jeg troede faktisk jeg kunne huske det hvis jeg prøvede. Så jeg prøvede at taste det jeg kunne huske et par gange i tiden efter. En gang fik jeg fat på en telefonsvare for en ældre herre, en gang fik jeg at nummeret ikke var i brug, men de fleste gange fik jeg fat i Terre lokale Pizzabar. Så jeg gik ud fra at enten kunne jeg bare ikke fremkalde det, eller også havde du givet mig et forkert nummer, også var jeg lige vidt" Han smilede lidt tungt, men stoppede igen.
"My God.. Det må lyde som den værste undskyldning, men jeg lyver ikke for dig når jeg siger at jeg tænkte en del på den aften. Hvordan du havde dét, hvad du fik til frokost en enkelt gang, og om du havde fundet en kæreste" Han kiggede op på hende igen og fandt et smil frem. Hun måtte jo tro han var komplet sindsyg.

Kirsebær på stift og unge drenge , samtalen havde ret mange morsomme elementer. Millicent nikkede bekræftede " ved ikke... Jeg er nok lidt bange for at mine tanker pludselig ikke er mine længere. Man hører så tit om folks er siger og gør mystiske ting , når de er påvirket. Så jo... Du må sørge for at passe på mig " prøvede hun at lokke er slags løfte om der ikke ville ske noget , ud af Gordon.

Gordons tog tyren ved hornene og adresserede helt uden at vide det sikkert , de tanker der summede rundt inde i Millicents hoved.
En smule beklemt over at skulle sætte ord på dem , da det langt fra var noget hun normalt gjorde... Ikke sådan her. At hele hendes fundament var blevet trukket væk under hende - enda to gange for det ikke skulle være løgn, det bevirkede nok hun var mere sårbar.. Mere tilgængelig? Forvandlingen var første krise , at blive revet væk fra et trygt liv og vågne op forvildet i et nyt.
Den næste var hendes brud med Andrija , det havde nært ført hende ud i dagslys.
Men at hun her .., sammen med Gordon ... Skulle bringe mindre frem , søde minder der ellers var i glemmebogen , det var en af de få gode aftener hun havde haft , siden Andrija kørte hendes hjerte over.

Hun lod Gordon tale ud , uden afbrydelser. Og først efter hele hans forklaring , ville hun forsøge sige ... Et eller andet. Men manden havde jo taget pusten fra hende her og hvordan hun skulle nærme sig de ting han fortalte ? Det kunne hun ikke lige tage på rutinen.
" I det mindste er der een erindring vi deler fælles " smilede hun svagt til han og strøg ham hurtigt over hans hånd.
Millicent vidste han talte sandt. Det var der med pizzaen , og selvfølgelig hele hans opførelse. Noget i hans stemme og hans øjne gav væk at det var sandheden han diskede op med.
" hvis du vidste hvor mange gange jeg fik opkald med folk der skulle have en nr 32 med ekstra ost! Alfredos pizzaria og mit nummer må have ligget tæt op af hinanden. "
Millicent fumlede lidt rundt med den grønne slange og vidste ikke helt om det var nu hun skulle forsøge ryge på den ?
" Den ene gang der var jeg SÅ irriteret , det var tredje opkald på få dage . Så jeg varmede en frossen pizza , skubbede den ned i pappet igen - og leverede den på adressen , efter en længere cykeltur" små grinede hun. " Jeg modtog enda betaling , selv om de så meget underlige ud i hovedet - og så købte selv en dejlig pizza og tog med hjem.... Jeg tror så ikke familien Chansey benyttede Aldredos igen "
Hun ævlede løs og vrøvlede , berørt af hans forklaring. Men det var rart at vide at interessen havde været gengældt , så havde hendes intuition da ikke været helt i udu.
" Gordon ? .... Hvordan... Eh... Hvordan dødede du egenlig , var det et uheld ?" Spurgte hun og forsøgte suge røgen ind uden at hoste. Det lykkedes .... Næsten.

Han fik en varm glød i øjnene, og ville have lagt en hånd på hendes skulder, men var bange for at den følelse ville komme igen.
"Honey.. Aldrig nogensinde ville jeg da lade noget skade dig" Svarede han lidt højtideligt, men tydeligt præget af lidt sjov. Forvirrende for ham var det dog hvor meget han egentlig mente det. Hvad var det lige han tænke på ? Han havde lige mødt hende.. Eller lige mødt hende igen og sammenlagt kendt hende i 2 aftner. Hvad var det lige for et pus hans underbevidsthed spillede med ham?

Gordon kunne mærke han blev lidt nervøs. Det var dumt for det var så længe siden, men han ville ønske han havde kunne huske det nummer. Hvem ved, så kunne de havde været sammen idag, selvom chancen var lille.
Han smilede et lille forsigtet smil og løsnede op ved den korte berøring. Ingen stød eller andet ubehageligt. Ikke at det andet havde været ubehageligt egentlig, bare overraskende.
"Men virkelig.. Det må du undskylde. Det var ikke okay gjort at jeg ikke gav dig besked" Afsluttede han så.

Stemningen blev da først løsnet da hun kom med sin pizza historie. Han grinede og nikkede hurtigt. "Så ved jeg hvem jeg skal ringe til næste gang jeg ikke orker at lave mad. Du laver nok en udemærket frysepizza" Grinede han videre og tog slangen fra hende. Kulet var vidglødende så den burde være klar.
"Du suger bare som på en cigaret. Den er ikke helt ligesom en rigtig pibe for du må gerne inhalere" Sagde han så og tog et sug hvorefter han pustede den grålige røg ud i hovedet på hende igen og rakte hende slangen med et drillende blik. Smagen i piben var ikke ret stærk, men smagen af lakrids gik tydeligt igennem og gav en varm fornemmelse synes han.

Han stoppede op i sine bevægelser ved det næste. Det var en meget intim og privat ting for ham at snakke om og han var ikke sikker på at han var klar til det. Han havde aldrig rigtig fortalt nogen det, men de havde heller ikke spurgt, og han satte pris på ærlighed, så løgn var ikke en udvej.
"Et uheld.. Det kan man vel godt sige. " Svarede han og tog en dyb indånding. Han lukkede øjnene et sekund og blev revet væk. Hvis der var nogen ting han huskede tydeligt fra hans gamle liv var det dette. Han huskede lys og musik som her, men det havde været et mere skummelt sted. Der havde været varmt indenfor og frysene koldt udenfor.
"Jeg var forfærdeligt fuld og.. høj. Jeg var helt væk. På et diskotek et sted i byen. Også mødte jeg denne kvinde. Hun var lokkende, god til det af helvede til, og jeg var for fuld til at sige nej så hun spurgte om jeg ville med udenfor og komme lidt tættere på hinanden. " Han undgik hendes blik igen og slog istedet sine blå øjne hen på alt andet han kunne finde.
"Ja hvad jeg ikke vidste var så at hun var.." Han tøvede, vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det selvom det var så enkelt.

" Du minder mig om en...en jeg kendte ..Jose.Han var også en engel, men pludselig var han væk. Men...han var meget sød...ligesom dig" sagde hun stille.
Der havde også været en vis tiltrækning mellem hende og Jose, men hun havde aldrig været i fysisk kontakt med ham, og indtrykket havde været helt anderledes.
Men det skulle der ikke vades i .Millicent var al for indkapslet i alle de følelser Gordon stirrede op, som en gryde der blev sat i kog, og hun anede dårligt hvor hun skulle dreje for at skrue lidt ned igen. Hun var på dybt vand, føltes det som.
" Du er ikke den først fyr der aldrig får ringet tilbage til en pige.Egenlig er det underligt at jeg skrev mit nummer ned, det ville ikke være sket i dag...en smule billigt at udstede det til en helt fremmed, uanset hvor charmerende han er" drillede hun, men sandt var det.De ville aldrig ske i dag, så hun tilskrev det den unge alder.

" Jeg er enormt huslig ....en ørn i et køkken " lo hun, selv om hun var langt fra det. Og så den evne af hendes...der kortsluttede ting, a real pain sådan som hun fik brændt ting af.

Millicents læber lukkede sig om slangen og hun sugede ind, uden at slippe Gordon med sit blik. Blev hun grøn i hovedet skulle han holdes ansvarlig, men kun et lille host blev resultatet....og en sjov lakrids agtig smag bredte sig i munden.
" Ikke helt...dårligt" medgav hun efter at have pustet det ud. hun var dog ret sikker på der ikke skulle en vandpibe hjem på sofabordet, rygning uanset form var ikke så besnærende for hende som promiller....selvom hun nu godt kunne lide lakrids.

At Gordon var mindre glad for hendes næste spørgsmål, fik næsten Millicent til at fortryde at have spurgt. Det var også ret privat, hvorfor havde hun dog vadet rundt i det...sådan lige nu? Men nu havde hun bragt det op, der var ingen vej tilbage og hun mærkede en knude i sin mave.Hun brød sig ikke om hvad han fortalte.Ikke noget af det.
" Fuld og ...høj?" Millicent så for sig, Gordon hænge over en eller anden total lækker kvinde og ...ja...billederne var meget larmende.
" God til dét?" Ja...det kunne jo tolkes som det var mange ting hun havde været god til.Millicent fnøs let...og rystede på hovedet.
Hun havde afluret afslutningen, at least mente hun at hun havde.
" Hun var....som mig ikke?" Spurgte hun stille.
Han var faldet i klørene på en vampyr, der brugte hendes Allure til at hale ham i land, og dræne ham tør for blod.Millicent kunne mærke vreden begyndte at stige.Hun knyttede hænderne , og af en eller anden grund var det Gordon den rettede sig mid lige nu." Hvor dum kan man lige være at gå med en vampyr" snerrede hun , total uden at tænke over hendes egen naturs rolle i sin relation til ham nu.

"Well.. Der er mange søde engle i verden. Vi må vel minde om hinanden på andre måder?" Svarede han og løftede et øjenbryn. Selv havde han aldrig mødt en engel der hed Jose. Faktisk havde han ikke andre englevenner. De fleste venner han havde var mennesker, og det gjorde dem så fjerne fordi han vidste han ikke ville kunne beholde dem.
Han så på hende igen med det gennemtrængende blik han før havde praktiseret.
"Nej, men jeg kan kun sige undskyld på mine egne vegne, ikke alle andre drenge i samme position vel? Hvorfor ikke give sit nummer ud?" Spurgte han og vente sig lidt imod hende. "Hvis du møder nogen i byen som du tror du kunne have en fremtid med, lige meget om det er venskabeligt eller romantisk, så er det vel bedre at give dem dit nummer end at gå med dem hjem. " Blev han stædigt ved. Han selv kunne ikke se problemet. Hvis de viste sig at være nogen andre end man troede kunne man vel bare blokere nummeret?

"Nå ja, men så kommer jeg bare over en dag og sætter mig og forventer god mad så" Drillede han indskydende.

Han nikkede næsten stolt over at hun havde prøvet piben. "Se og du døde ikke" Smilede han. Det var ikke tit han gjorde dette mere. En hvis nostalgi lå over det. Normalt var det noget han gjorde når han var fuld, men det var også ganske hyggeligt som ædru.

Det næste emne tog en del på ham. Sådan at dø var ikke til at spøge med. Han kunne huske hvert et sekund af det, og han priste sig på en måde lykkelig for alkoholen, den havde nok taget en del af smerten. Han kunne huske bagefter. Hvordan han lå der i gyden. Han nikkede bare af hendes konklusion.

Hendes næste træk var dog ikke helt ventet. Hun havde ikke virket som en person der dømte andre let, men måske han havde taget fejl. I hvert fald gik det da meget hurtigt op for ham præcis hvad han var i gang med.
"Ved du hvad? Du har ret" Sagde han roligt, men med et frustreret udtryk og rejste sig op for at rette lidt på skjorte og slips. "Det var afsindig dumt af mig, også sidder jeg her på et diskotek og ryger med en vampyr, som bruger en eller anden forførisk evne på mig, det er det jeg har følt hele tiden ikke? Jeg ved ikke en gang om jeg skal tro på min egen hukommelse. " Han kiggede frustreret væk og hev sin jakke over skulderen.
"Jeg så virkelig ikke mig selv som den dumrian som ville begå denne fejl to gange, og alligevel here i am! Eller here i was " Afsluttede han og slog ud med armene imod hende med et påtvunget smil. Så vente han rundt på hælen og med lange skridt og nåede hen til døren, som han bevægede sig ud af og ind i menneskemængden på den anden side. Han følte sig dum og såret. Det havde været en følsom ting. Noget han ikke havde betroet til andre, også vælger han bare et fortælle det til en af de bæster. Argh. Han var vred på sig selv og de dumme blodsugere, som han bevægede sig igennem diskoteket og mod døren.

Hun funderede over hvorfor de mindede om hinanden? Måske var det måden de begge synes at tage imod hende, uden de store forbehold.
Og at de begge synes hun ikke var et levende mareridt, trods hendes lidt spidse hjørnetænder?
" Det er ...sødt...at du undskylder, her fire år efter, tror du giver Edward Cullen kam til hans hår her" vrøvlede hun. Men der havde jo været skrevet en del i pressen at unge mænd, kunne tage ved lære af den fiktive vampyr! Og det var ikke ment som de skulle sprøjte glimmer på hele deres krop, det gik mere på hans gode maner, hans lidt gammeldags værdier, som mange yngre slet ikke var i nærheden af.

Men så ændrede det hele sig.
Millicent forstod for sent hvad hun havde smidt i ansigtet på ham.
Det var jo slet ikke ment sådan. Hun ...for pokker ..hun var jo bare ked af hvad han var udsat for, og det tog så en lidt uforklarelig form, men sådan var følelser nogle gange.
Hun så op på Gordan, selvbehersket rettede han på tøjet og så gav hende eller et fur.En skideballe over hvor dum han var ...at gå med hende...og hvad!! Noget med hun brugte en forførisk evne? Nu rablede det for ham, måske den tobak alligevel havde indvirket på ham....eller på Millicent? For hun følte sig svimmel og kunne ikke helt følge samtalen, andet end hun forstod han var ved at smutte.

" åh nej...Gordon..!" Mumlede hun, men hendes forsøg på at bremse ham, druknede i musikken.
Hun kom på benene og trak ned i nederdelen.Hun kunne ikke speede op , ikke herinde, al for mange ville vidne et unaturligt optrin så, hun satte efter ham i almindeligt hurtigt menneske tempo.
Ude på selve diskoteks afdelingen , fik hun fat i hans ærme, og knuede stoffet mellem hendes fingre, halv desperat.
De kunne ikke afslutte, ikke på den her måde.
" Gordon...ikke mig...jeg ville da aldrig bide dig" hun vidste at det var sandt, ikke med mindre hans aorta pludselig sprang, så ville hun ligge som et bæst og lappe ham i sig. Ellers ville det kun være med hans tilsagn.
" Tag det tilbage !" Hissede hun så af ham..." forførisk evne? Jeg ejer sku da ikke skyggen af den slag der...jeg tror du forveksler mig med en anden" bed hun verbalt.
Hun ville ikke have han gik, og hun ville meget nødigt have han troede at hun sad der og forheksede ham. Hun vidste at man kunne skrue op og spille på vampyrenes elegance og udstråling, men hun mente faktisk mest det var mænds- og kvinders fantasier...erotiske...spændningssøgende...der gjorde de fandt vampyrer så tillokkende, men hun anede det ikke.Hun havde aldrig forsøgt være andet end sig selv, og det var faktisk udfordring nok for Millicent.
" Du skal ikke tro du kan marcherer afsted bare...sådan..." Begyndte hun men nu var hendes tonefald langt mere sårbart, og hun fik vist også klem et " Vil du ikke nok blive !" Ud.

"Edward? .. Ham fra de der vampyr bøger ? Helt ærligt. Han er skrevet af kvinder til kvinder. Ingen drenge ville røre ham med en ildtang. Ingen burde være perfekte på den måde han bliver udstillet" Svarede han lidt bedrevidende og tog et sug af en af de andre grønne slanger og fyldte munden med den søde lakridssmag.

Gennem mængden maste han sig lidt uhøfligt. Han var ellers altid fattet og på sin bedste manere, men lige nu var han bare i iver efter at komme hjem til sin computer, Han var sikker bag skærmen med arbejde og andres problemer, ikke tænke på sine egne.

Nogen fik fat i hans ærme og vente hovedet rundt og rev sit ærme til sig da det gik op for ham at det var hende. "Jeg tror ikke jeg vil være dum nok til at tage chancen" Gav han hårdt igen og satte tempoet op.
Han svarede hende ikke på det næste. Han vidste bare at han følte sig alt for knyttet til hende og alt for hurtigt , og det kunne umuligt være normalt.

Først da de var udenfor fik han fat i det sidste og snurrede rundt og kiggede på hende.
"Jeg kan gøre præcis som jeg vil!" Udbrød han og forstod ikke han selv eksplodere sådan. Heller ikke vidste han hvorfor han fortalte hende det næste, men hun havde selv spurgt, og hvis han skulle fortælle nogen den historie skulle de have det hele med.

"Hun sagde at hun egentlig ikke ville tage så meget, men at mit blod var for sødt til at stoppe der. Så hun efterlod mig halvt tømt for blod i en gyde. Det værste? Jeg var vågen. Jeg var ved bevidsthed og døende i en gyde helt alene. Så jo jeg tror jeg har en pænt god ide om hvad frygt er, og hvordan det er at vågne og må sparke sig ud af et ligskab i et sygehus. Jeg nægter at blive tvunget tilbage til den tilstand i gyden!" Røg det ud af ham og han vente sig om igen for at gå, men stoppede alligevel. Noget i hendes stemme holdt på ham, næsten som om noget fysisk i ham nægtede at tage et skridt mere.

Millicent lo.." jeg tror nu også han var ment TIL kvinder, ikke til mænd" kom det meget kækt. Meget kunne man sige om Edward, men gay var han dog ikke.

Morskaben rakte ikke videre, og Millicent fandt ud af hun også kunne brænde sig på andre end Andrija. Hun så på Gordon , og turde dårligt sige noget, da hun ikke anede om det ville gave eller ende med at forkludr det hele mere end det var allerede.Men så igen....han var ved at skride, så det kunne vel kun blive bedre.
" Jeg sværger....jeg gør dig intet...vær nu ikke fjollet " sagde hun måske i enligt streng tone, bydende tone..men Gordon rev sig fri og forsatte.
Endnu en verbal svala ramte Millicent , han ridsede lige sin frihed op..." ja, det ved jeg da godt...det bare.." Prøvede hun forvirret over hans hårdhed.
Hvad havde hun dog sagt der kunne få ham til sådan at ...blive SÅ vred på hende, og slet ikke have et gran af tillid længere.Han havde jo kendt til hendes natur , fra starten , så hvorfor nu? Hendes lille skideballe , om hans død?

Ja....for det næste der kom omhandlede just det.Hans død...
Åh nej...var han alene og bange, og anbragt i et ...lighus?
" Gordon.." Hans navn blev udtalt hæst, og Millicent have en rød perle i sin øjenkrogen.Hun var langt mere empatisk end man lige ville tro om en vampyr, enda måske mere end de fleste normale kvinder og piger også, hvile satte hende i et dårligt skær på vampyr måleren.
" Vær sød ikke at gå....undskyld....jeg var dum...jeg vidste jo ikke...jeg blev bare..ked af det...at en som mig var skyld i din død."
Hun trådte tættere på ham, men ikke mere end afstanden var passende.
Det skulle lige passe at han halvt om halvt forventede at hun sprang på ham som et andet udyr." Jose, ham englen jeg kendte...han tilbød mig blod, men jeg takkede nej....og han duftede som en engel, lige som dig....jeg ...er...ikke..sådan!"
Prøvede hun igen. Gordon var fri til at gå, hun kunne jo ikke holde på ham, havde ikke ret til at forsøge.Men at dette ...hendes dumme mund...skulle være årsag til det, havde hun det virkelig dårligt med. " Jeg er ked hun ....udsatte dig for det, og alt der kom bagefter...ingen fortjener at dø alene" lød det med grødet stemme fra hende.

Gordon havde virkelig ingen ide om hvorfor han eksplodere sådan. Måske var det bare en masse vrede intentioner og følelser han ikke havde givet udtryk for før som kom ud nu. På en måde havde han lyst til at hade og dræbe hele den dumme vampyrrace, og på den anden side vidste han godt at det kun var den ene vampyr der havde slået ham ihjel. Han var stadig vred og bitter efter det, men vidste inderst inde også godt at det var forkert at lade det gå ud over andre.

Også da han vente sig rundt og så på hende. Grødet i stemmen og med en enkelt blodrød dråbe i den ene øjenkrog, så sukkede han og forstod ikke hvordan han kunne være vred på dette næsten uskyldige væsen, hvis man ikke vidste bedre.
"Stop det der. Jeg bryder mig ikke om det" Sagde han så lidt mildere og tog et skridt tættere på hende for at række hånden frem og tørre den røde dråbe væk fra hendes kind.
"Du behøver ikke forklare. En undskyldning er nok også på sin plads efter jeg eksplodere sådan. Jeg har lidt.. svært .. ved at stole på vampyrer og dæmoner, og det var skræmmende at jeg så hurtigt stolede på dig" Indrømmede han og trak sig lidt væk igen Han vidste ikke helt hvad han skulle tro.

"Hvis du vidste hvor mange gange jeg har fortalt mig selv hvor dumt det var.. Også.. Som om jeg ikke vidste det. Det var bare .. argh" Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var et svært emne. At dø var trods alt nok den mest traumatiske oplevelse man kunne komme ud for. Han drømte stadig om at vågne i det lille lukkede mørke rum uden plads til at rejse sig. Lugten derinde.. Og den lille snor om hans fod.

Hun ' trak vejret' igen, da Gordon vendte sig om og så på hende.
Hun have så meget besvær i sit liv, og kunne ikke bære at ødelægge den helt nye og meget hyggelige relation til Gordon.
At han ikke var smuttet og blæst hende et stykke, var et lille skridt i den rigtige retning.
Nu skulle hun så få ham til at falde til ro, at besinde sig...og få lyst til at blive.
Good Luck, hviskede hun til sig selv i tankerne.
Millicent slog blikket ned, og så lidt stift på Gordons sko, da han tørredes hendes tåre væk, en hun knap havde ænset var stukket af.
" Okay...okay...jeg er stoppet" skyndte hun sig at sige. hun ville da lige nu sige alverdens ting,for han ikke tog flugten væk.

" Det er ikke nødvendigt at undskylde...bare du bliver lidt endu, så vi ikke siger farvel sådan her" mumlede hun og rettede ryggen og så på ham igen.
" Du vidste det ikke , intet kunne du have gjort....vi er i samme lille lorte jolle lige på det punkt" sagde hun og forsøgte et smil ,men det blev mere til en slags grimasse, da hun egenlig ikke lige fandt så meget at smile af.
" Vil du ikke med ind igen...eller et andet sted måske, så kan du hjælpe mig med at se i tegnebøgerne på de to herre du har rullet penge fra? Måske der er noget interessant" forsøgte hun at lokke ham til at blive.

Han kunne ikke hele et meget lille smil tilbage. "There there" Svarede han bare. Hun havde en form for indvirkning. Tåre plejede ikke at betyde så meget for ham, men måske det var blod-tåre fetisch ? Han tvivlede.

"Jeg har jo lovet komme forbi dit arbejde halv otte i overmorgen ikke? " Han hævede et øjenbryn. Det ville ikke være farvel. Han holdt hvad han lovede, og til den tid måtte han i hvert fald være kølet ned.
Han lagde hovedet let på skrå. Fortvivlet om han stadig var frustreret eller det var væk. Det lignede ham virkelig ikke at have sådan en humørsvingning. Normalt ville han være smuttet. No looking back.
"Hvis det ikke er for meget at forlange.. Hvordan skete det for dig?" Spurgte han efter at have kigget ned i jorden lidt, også op på hende igen. "Jeg mener... Det kan være dine fejltagelser kan få mig til at have det bedre med mine" Smilede han lidt ironisk for at sige det var okay. Hans måde at gøre det godt.

"Okay, men jeg tror jeg har fået nok af diskotek for en aften, vi kan tage et andet sted hen?" Blev hans svar. Nok minder og fulde folk for i aften blev han enig med sig selv om.

Når hun havde det sådan...når hun et øjeblik faldt fra hinanden og følte sig fortabt, så kunne hun ikke trække sig selv op til et fornuftigt ord.Så hans lille trøste forsøg, vand hun tolkede det som værende, fik blot et grislinge udtryk igen.
Bare et par sekunder, så kunne hun begynde at sætte sig selv sammen igen.

" Jeg har tænkt mig at holde dig til dit ord.Og da mode er ekstremt vigtigt, så ville det være et virkelig dårligt træk at brænde mig af" kom det første spinkle smil frem på hendes læber.

Hun ville gerne svare, det undrede ikke at Gordon gerne ville vide det og da slet ikke efter hun havde trampet rundt i hans død, som en elefant i en glasbutik.En rigtig lille Dumbo.
" Du vil føle dig pragtfuld til mode, når du høre hvor tumpet jeg har været" sagde hun og tænkte over hvor de skulle gå hen? Hun var ikke rigtig typen der tog folk med sig hjem. Den eneste - udover Andrija der havde været hos Millicent, var jo Alias.Men det talte ikke med.Alias havde skygget hende og været hendes første gæst- ubuden enda.
På den anden side, Gordon var en engel, hun behøvede ikke frygte noget fra hans side, såå" Hvis du har lyst, kan vi lave noget kaffe eller the , hjemme hos mig?" Forslog hun." Og så skal du få hele historien, deal?"

Hjemme hos Millicent, var lejligheden på første sal meget steriotyp.
En lang entre, med nogle sjove knager og en kommode og et spejl.
En stor lys stue, med tre vinduer ned til gaden. En flyder sofa og to komfortable lænestole, alt i hvidt. Væggene var hvide, og så var der ellers nips og puder og tæpper i pangfarve farver, der tilsatte rummet farve.
En reol med bøger, musik , et anlæg og nips.
Og en medium plasmaskærm placeret centralt.
Udover dette, stod et spisebord med 6 stole, placeret i stuens ene hjørne.

Et soveværelse, med en medium seng, et skab og to sengebord.Her var gardinerne knald sorte , så ingen sol ville kunne trække igennem,hvilke stuen også havde.

Et badeværelse med en lækker lidt luksus præget brusenichen og et lang toiletbord med vask. lyset var blødt og dæmpet, faktisk hyggeligt .

Så var kun køkkenet tilbage, det var lidt provance stil.Rustik køkkenbord af kirsebær træ , hvide låger og en masse kander og krukker og bøtter.En ovn, en microovn og et kæmpe køleskab, med flasker hvor blod stod ophældt side om side- men også diverse sodavand og øl og vin.
Millicent havde masser af mad, for at opretholde facaden og ikke skabe mistænksomhed blandt naboerne.Så hun fik mad leveret en gang om ugen.

Da mødet med Gordon fandt sted kort tid lige inden Andrija ville dukke op i hendes liv igen, var der ingen hvalp.Senkas ting stod stablet op i et hjørne i Millicents soveværelse.

" Kom ind og føl dig hjemme.Noget du har lyst til? Mad, slik, drikke ... bar sig til, det vil være så dejligt for en gang skyld ikke at skulle smide det meste ud" Millicent spiste også selv lidt slik og mad, i ny og næ.Hun var stadig i stand til at nyde smagen af ting, selv om hendes krop slet ikke behøvede andet end blod, for at kunne fungerer.

"Uf auch er jeg virkelig så slem?" Svarede han drillende da hun slog fast at det var en dum ide ikke at besøge hendes arbejde. Han troede ellers ikke han var helt i vejret med skjorte og slips. Ikke på et advokatkontor i hvert fald.

"At tage hjem til dig lyder... hyggeligt" Svarede han efter et par sekunder. Han ville ikke lyve overfor sig selv og påstå at han ikke var på vagt. Det ville tage lang tid før han ville kunne stole på en blodsuger, men på den anden side var han også sikker på at hun for længst havde fortæret ham hvis det var hendes plan at gøre det i aften, så han følte sig underligt tryk, som de gik afsted. I starten havde han lagt en arm om hendes skulder for at muntre hende lidt op igen. Skyldfølelsen han havde lidt efter hans flip mente hun fortjente det, men snart tog han armen til sig igen. Det skulle nødigt blive underligt eller noget.

Hjemme hos Millicent var det første han lagde mærke til ikke så specielt. En hel almindelig forgang, men han kunne nu godt lide de sjove knager, som han hængte sin lysebrune jakke på. Derefter så han sig hurtigt i spejlet om slipset nu var blæst helt skævt efter gåturen.
Han fortsatte ind i stuen efter hende efter at have toget sine sko af for høfligheden, og det første der slog ham var at lejligheden virkede alt for hvid til at tilhøre et nattens væsen. Kun de sorte gardiner vidnede om at sollyset skulle holdes ude. Det sjove ved det var at han egentlig godt kunne se Millicent i hendes lejlighed. Få ting der indikerede at hun var overnaturlig. De lyse farver vidnede om et egentlig rent indre, og de mange nips ting i forskellige farver fortalte om en bragende personlighed som også slog igennem af og til. Alt i alt kunne han godt lide det, men han havde jo også kun set gangen og stuen endnu.

"En citronvand eller Fanta hvis du har" Svarede han. Citrusfrugter havde altid behaget ham mere end så mange andre sodavand, men ude i byen og på restauranter bestilte han næsten altid cola. Det var det alle andre bestilte, også skulle tjeneren ikke besværes med at huske hvem den nar der havde bestilt citronvand var.
Et pludseligt nys røg ud af ham og han nåede lige at holde for eksplosionen af bakterier med et ærme. Så et nys til.
"Pheew.. Det var da voldsomt." mumlede han så. "Har du hund?"

Millicent daskede til ham, lidt fjantende.." Nej du er da ikke....der er håb for dig endnu" forsøgte hun lette stemningen, men der var da et stykke vej endnu , før de ville have lagt optrinet her bag sig.Hvis Gordon nogensinde blev klar til det?
Måske havde han fået et vampyr traume for livet? Så havde Millicent fået sin sag for sig, da hun var fast besluttet på at han skulle være helt tryg omkring hende.

Hun lod Gordon have armen omkring hendes skuldre, et lille stykke tid.
Mere for han ikke skulle føle sig afvist.Bagefter fortalte hun en halvlam joke og vristede sig løs....den lød sådan her...
" En fyr lå i sengen med hans kæreste .Han begyndte at kæle lidt for hende, og spurgte " heeey skatter...skal vi ikke ha lidt sex?" Pigen svarede " det ville jeg gerne , men jeg skal altså til gynækolog i morgen, så det er ikke så fedt!"
Fyren lå lidt og tænkte...og da han stadig var i hopla, spurgte han så.." skal du også til tandlægen?"

Hjemme hos Millicent var det sørme lykkedes hende at tænde og indstille hendes tv på en musik kanal med stille musik, helt uden at kortslutte noget.
" Fanta it is.." Smilede hun og forsvandt ud i køkkenet.En skål med slik og chokolade tog hun med, og selv en cola Zero. Blodet havde ellers fået hendes mundvand frem, da hun havde kigget på alle flaskerne, men hun ville ikke gøre Gordon ilde til mode ved at sidde og lappe blod i sig.Slet ikke lige nu.

Hun satte tingene fra sig og dumpede ned i en stol. Hvor hun selv sparkede sine støvler af, der nu lå og rodede under sofa bordet.Hun vippede med fødderne og bemærkede en enkelt maske var løbet i nylonstrømperne. Godt de var champagnefarvet, så skinnede det ikke så tydeligt igennem som havde de været sorte.
" Prosit...." Hendes blik blev lidt vemodigt, da han spurgte ind til om hun var hunde ejer.
" Jeg havde den dejligeste lille hvalp....Senka...men jeg har måske nok gjort den til vampyr...altså..sådan ved et uheld.Senka blev kørt over og jeg ..panikkede, så han fik mit blod.Et døgn senere havde den gravet sig op...ud af dens grav.Jeg søgte efter hunden alle vegne men den er som sunket tilbage i jorden nu, jeg kan simpelt hen ikke finde den"åh hvor hun savnede den hund.
" Faktisk burde du passe på, hvis du møder en lille brun og hvos hund, jeg evd ikke hvordan Senka opfører sig...måske den bare bider løs, men det er ikke hundens skyld.Han er sikkert forvirret og bange" tilføjede hun halvtrist.
" Sig mig, er du overfølsom overfor hundehår?..." Hun så lidt på ham.Det ville da bare være prikken over i'et.
Først skræmmer hun ham fra vid og sans, og så er den hund hun ikke har, ved at tage livet af ham!
" Jeg har nogle helt nye tæpper, hvis det er kan vi brede dem ud på møblerne...det tager vel lidt!" Tilbød hun- og ønskede Gordon det, ville hun lyn hurtig fikse det.