Someone? //Calthos

Han nikkede og smilede. "Jeg ville da foretrække at overnatte i din lejlighed, hvis det ville være bedre for mig med hensyn til modgiften." Sagde han og gik hen imod hende. "Jeg skal nok finde en eller anden måde at gengælde det her på. Jeg føler at jeg skylder dig en del." Han ville ikke sige det til hende, men eftersom at hun havde reddet hans liv fra den gift, så ville han med glæde give hans liv for at redde hendes, men det ville nok være lige at være overdramatisk at sige det allerede, men det var i hvert fald sådan han følte det. "Og du har ret. Hvis min krop ikke har godt af at det bliver koldt lige nu, så ville det vel være bedst? Men du skal bare vide at du kun skal gøre det hvis du føler at du vil. Du behøves ikke at føle dig tvunget til at have mig til at overnatte i din lejlighed." Sagde han til hende imens at han kiggede på hende, for at få hende til at forstå at han rent faktisk mente det han sagde.

Han gik med hende og til døren og smilede let idet at han ville holde døre for hende og ventede på at hun gik ud. Da de stod udenfor stoppede han op og kiggede sig omkring. "Der er ikke mange mennesker her på det her tidspunkt." Sagde han og vendte sig om imod hende. "Nå.. det hele er op til dig nu. Er du sikker på at du vil have mig med hjem for at overnatte? Det er helt i orden med mig hvis du ikke har lyst." Sagde han imens at han kiggede på hende. Et eller andet sted ville han ønske at hun sagde ja til at han kunne komme med, men det gjorde ham egentlig ikke så meget hvis hun sagde nej.

Alyssa smilte for sig selv. Hun ville hade sig selv hvis han fik det værre, fordi han havde sovet i butikken og var blevet kold. Det ville også være rart at have ham med sig hjem. At kunne snakke lidt mere med ham. Hun ville virkelig gerne vide lidt mere om ham, og måske hun var så heldig at han fortalte lidt, hvis nu de kunne fastholde en form for venskab. Men alt det lå sikkert langt ude i fremtiden. Hun ville ikke håbe på noget, der sikkert ikke blev til andet end denne overnatning. "Du skal ikke tænke på hvordan du kan gengælde det. Jeg kan godt li at hjælpe folk, og jeg er glad for at jeg kunne hjælpe dig, inden det var forsent" svarede hun mildt. Hun kunne da aldrig have fundet på, at smide ham ud igen. Ikke når han kom ind på den måde. Det ville hun aldrig nogensinde have gjort. Stille så hun ned i gulvet. Hun ville gerne have ham med sig hjem, men det lød dumt at sige.

Som han fulgte med hende hen til døren og åbnede den for hende, smilte hun en kende genert. "Så galant" drillede hun smilende og så om på ham efter at være trådt ud på gaden. Hans spørgsmål fik hende til at forstå han mente det. At han virkelig ikke havde noget imod at hun sagde neij. men hendes valg var truffet. "Jeg er sikker. Kom nu med, her er koldt herude" sagde hun med et svagt smil. Da han trådte ud låste hun døren bag ham, og begyndte at gå ned af gaden sammen med ham. Han havde nu ret : der var virkelig ikke særligt mange mennesker ude på gaden nu. Men det var jo også efterhånden blevet ret sent.

Han trak på skuldrene af det hun sagde og smilede stadig. "Beklager, men jeg er stædig når det kommer til den slags. Efter hvad jeg ved, så kan du muligvis lige have reddet mit liv og sådan noget lader jeg ikke bare hænge, jeg gengælder." Sagde han med et smil. "Hvis ikke på samme måde, så måske ved... Det ved jeg ikke.. Vi kunne gå ud og spise en dag?" Han tænkte ikke rigtig over at han spurgte hende, men han ville meget gerne lære hende bedre at kende og det ville da være godt at komme lidt ud. Desuden, så ville en restaurant også være et udmærket sted at snakke og lære hinanden bedre at kende, det behøvede jo ikke at være sådan en rigtig date. Det kunne da sagtens være to venner der var ude og spise, men han synes nu stadigvæk at det lød lidt forkert inde i hans hoved sådan bare at spørge om hun ville med ham ud og spise, men nu havde han spurgt og det var der ikke noget at gøre noget ved. Han gik faktisk med et håb at hun ville sige ja.

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes drilske kommentar. "Det er bare sådan jeg er frøken." Sagde han med en meget middelalder agtig stemme og bukkede for hende da hun gik ud imens at han rystede på hovedet med et smil. Han kiggede på hende da hun begyndte at snakke og nikkede en enkelt gang. Godt, hun sagde ja og det var jo egentlig også det han havde håbet på at hun ville sige. En dejlig sofa i en varm lejlighed, se det var ikke noget han var vant til. Han begyndte at gå sammen med hende ned af gaden og kiggede sig omkring imens.

Alyssa bed sig lidt i læben og smilte kort til ham. Han var egentlig ganske sød. Det var sødt at han mente han skulle betale hende tilbage. Hun mente nu ikke selv at han behøvede. Det hun havde gjort var jo for at hjælpe, og ikke med en skummel bagtanke om at han så skyldte hende noget. Sådan var hun slet ikke. Det kunne han jo ikke vide godt nok, men det var hun ikke. Da han så inviterede hende ud og spise grinte hun og så ham i øjnene. "Jo.. hvorfor ikke.. En middag lyder fint" svarede hun og nikkede til ham. Var ikke helt sikker på hvad han mente med middag, om han ville lave det til en form for date, eller om det bare var som venner. Uanset hvad ville det være rart at lære ham at kende. Stille lod hun hænderne glide ned i sine lommer, mens hun drejede ned af en gade.

Kort efter stod de foran en høj bygning hvor hun låste ham ind, og tog ham med op på anden sal, hvor hendes lejlighed var. Låste døren op og lod ham komme ind, låste døren bag dem og tændte nogle lys. Lejligheden var ganske pænt indrettet, men ikke med for meget pyntenips. Møblerne var næsten alle i sort eller mørkt træ. Blidt viste hun ham ind i stuen og lod ham sætte sig på sofaen, inden hun fandt en dyne og en pude frem til ham. "Jaah det jo ikk the Ritz .. men jeg håber du kan holde det ud" smilte hun mildt. Let satte hun sig ned på en af stolene. og strøg hånden gennem sit hår. Hun var glad for lidt selskab, selvom det ikke var sikkert hun ville sove. Hun havde de grimmeste mareridt lige for tiden.

Han nikkede stille og smilede da hun sagde ja. Så behøvede han i hvert fald ikke at føle sig akavet hvis at hun havde sagt nej. Hen tog en dyb indånding på grund af at han var lettet over hendes svar. Han kiggede sig stadig omkring og gned hænderne sammen imens at de gik. Han synes at det var ved at blive noget kun koldt, men det kunne jo også være på grund af modgiften at han følte det sådan. Han kiggede over på hende med et smil. Hun havde rent faktisk sagt ja? Det havde han ikke regnet med. I hvert fald var han glad for svaret og sådan var det. Han vendte ned af den anden gade sammen med hende imens at han kiggede sig omkring endnu. Han havde ikke været her ret længe selv og i den korte tid han havde været her, så havde han opholdt sig ude i skoven for det meste, så han havde ikke set den her del af byen endnu.

Da de nåede til bygning stod han og kiggede op på den, op imod taget. Gad vide om han kunne teleportere hele vejen op på taget? Nok ikke lige nu hvor at han skulle slappe af med sine evner, så det var nok bedst ikke at gøre det. Han gik med hende ind i bygningen og op på anden sal og gik med hende ind og kiggede sig omkring for at se hvordan det var hun boede. Han kiggede på hende da han satte sig i sofaen og ventede på at hun kom tilbage med dyne og pude. Han rystede på hovedet med et smil af hendes kommentar. "Nej, men det går nok. Det er da altid rart at have noget blødt at sove på. Jeg skal skam nok klare mig." Sagde han med et smil og nikkede en enkelt gang af hende. Da hun satte sig ned i stolen lænede han sig lidt frem i sofaen. Han var egentlig ikke rigtig træt så han ville ikke sove endnu og det så heller ikke ud til at hun ville. Han rejste sig op og kiggede sig lidt omkring. "Det er da et dejligt sted." Sagde han og kiggede tilbage på hende. Det var nu rart at have en at snakke med og det var første gang at han var blevet inviteret hjem til en anden person.

Alyssa betragtede ham med et tænkende blik. Hun smilte ganske stille. Han var ganske venlig, og hun kunne godt li at have en smule selskab. Mon det havde været dumt at sige ja til at gå ud med ham? det var hun ret sikker på det ikk havde været, men hun kendte ham jo ikke rigtigt endnu. Andet end hans navn. Tiden ville vise, om det var en dårlig ide. Han virkede nu til at være glad for at hun ville gå med ham ud. Og faktisk var hun lidt smigret over at han spurgte hende. Det var sødt af ham at spørge, det havde han jo ikk behøvet. Hvis det hele blev en god aften, kunne hun da sagtens sige han måtte blive længere. Medmindre han hellere ville sove udenfor, det vidste hun da at nogle folk bedst kunne li. Personligt havde hun det bedst med at være inde, nu hvor det blev koldere.

Han sagde han nok skulle klare sig, hvilket fik hende til at grine blidt. "Det håber jeg da.." svarede hun mildt. Hun strøg en tot hår om bag øret. "Du ser self bare en film hvis du keder dig, og der er mad i køleskabet.. Hvis du vågner i nat, er det bare mig der går rundt" sagde hun venligt og lod hovedet glide på skrå. Hun måtte jo hellere advare ham, så han ikke gik i panik over at nogen gik rundt. Stille så hun ned på sine hænder, der hvilede i hendes skød. Kort efter rejste hun sig. "Jeg må hellere gå ind., sov godt Calthos" smilte hun venligt og gik ind på sit eget værelse.

Hun skiftede til en lårkort sort natkjole, og sukkede da hun lagde sig i sengen. Lukkede øjnene. Der gik ikke så længe før hun faldt i søvn, og hun vidste ikke hvor længe hun havde sovet da hun pludselig vågnede med et skrig. Hun trak vejret hastigt, og tog sig kort til panden. fik de mareridt da aldrig en ende. Langsomt stod hun op, og gik hen til vinduet. Lod armene hvile blidt om sig selv, og sukkede dybt.

Han nikkede imens at hun snakkede og kiggede sig omkring mines, men han hørte dog stadig efter. Da hun var færdig kiggede han på hende. "Hvorfor går du rundt om natten?" Spurgte han hende med et hævet øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå. Han synes at det var mærkeligt at hun ville give sig til at gå rundt om natten, man plejede da at sove der? Han trak let på skuldrene og tænkte ikke mere over det. "Men jo, det vil jeg da huske." Sagde han så med et smil og lænede sig tilbage i sofaen.

Han nikkede til hende da hun gik ind. "Sov godt." Sagde han med et smil da hun gik og gav sig til at tage sit tøj af så han til sidst kun havde sine bukser på. Han havde næsten kun lige fået lukket sine øjne da han hørte et skrig komme inde fra hendes værelse af. Selvom at han vidste at han ikke skulle bruge sine kræfter ret meget, så løb han alligevel ind på hendes værelse og åbnede døren. Hans højre arm og hun var fyldt med lyn som han var klar til at skyde afsted og han stod med strækt arm og kiggede sig omkring i lokalet. Han fand ud af at hun stod ved vinduet og han blinkede et par gange og fik lynende til at forsvinde. "Er du okay? Hvad skete der?" Spurgte han og gik forsigtig over til hende.

Alyssa så langsomt om på ham da han kom ind på hendes værelse. Hun smilte undskyldende. "Jeg er ked af jeg vækkede dig Calthos.." sukkede hun og bed sig kort i læben. Han kom over imod hende, og hun gav ham et forsigtigt smil. "Jeg har bare de ledeste mareridt, og det er derfor at jeg som oftest går rundt om natten, jeg ville ikke vække dig" mumlede hun stille. Hun satte sig i vindueskarmen, og så ham i øjnene. Det var sødt af ham at se om hun var okay.

En spinkel hånd gled gennem hendes brune hår. Hun var efterhånden faldet til ro igen, men hun var ikke i humør til at sove igen lige nu. Hun ville faktisk nok ikke sove resten af natten. "Du kan bare gå i seng igen.." smilte hun venligt og bed sig i læben. Hun var nu egentlig glad for at han var der. Det var meget rart. Også selvom hun havde vækket ham. Det havde ikke været med vilje, og hun var en kende flov over det. Tøvende rejste hun sig, og gik med ham ud i stuen igen, hun fortsatte ud i køkkenet og tog et glas vand. Derefter gik hun ind til ham igen, og satte sig i en stol, så han stadig kunne sove, hvis han ville det. Hun ville ikke forhindre ham i at sove. Det ville være ondt.

Han sukkede og kiggede på hende imens at han nikkede et par gange meget langsomt. "Du skal ikke tænke på mig, det er dig jeg er bekymret for, om du er okay med alle de mareridt og sådan?" Sagde han og gik hen til hende da hun havde sat sig ned. Han satte sig på hug ved siden af hende og kiggede på hende med et smil. "Det skrig var bare.. Jeg var bagne for at nogen havde sneget sig ind, jeg vile da ikke lade nogen gøre dig fortræd." Sagde han og det nærmest til at lyde som om at det var et selvfølge at han skulle beskytte hende, som om at det var noget alle ville gøre.

Han rystede stille på hovedet af det næste hun sagde. "Jeg tror ikke at jeg går i seng, jeg vil gerne blive oppe sammen med dig." Han synes det ville være synd for hende, hvis hun skulle blive oppe hele natten alene og han bare skulle sove. Han rejste sig selv og gik med hende ud i køkkenet hvor hun fik noget at drikke. Han smilede og kiggede ud af vinduet hurtigt før at de begge to gik ind i stuen igen hvor han satte sig ned i sofaen og kiggede på hende. "Hvad det du har mareridt om? Hvis du da vil snakke om det." Sagde han og lagde hovedet lidt på skrå.

Alyssa så smilende ind i hans øjne. Det var sødt at han tænkte på hende. "Jeg tænker da på dig.. jeg inviterede dig hjem, så du kunne få lov at sove, også holder jeg dig alligevel vågen" sukkede hun stille og så ned i gulvet. Hans spørgsmål fik hende til at trække på skuldrene. "Jeg.. alsa det irriterende med alle de mareridt, men jeg kan ikke gøre noget ved det.." sukkede hun og så ham i øjnene. Hun smilte lidt over ham, "det var sødt af dig.. du havde ike behøvet at reagere jo.. men.. Tusind tark" sagde hun stille og pillede ved en tot hår. Hun havde aldrig oplevet en reagere sådan.

"Er du sikker? Du må ikk føle du er nødt til det. Jeg havde jo lovet du skulle sove lidt" sagde hun lavt. Det var sødt af ham at ville være oppe sammen med hende men hun følte sig også lidt skyldig. Hun drejede glasset med vand mellem sine fingre, inden hun tog en tår og satte det på bordet. Så ham i øjnene. "Det med forskel.. som oftest billeder af landsbyer i brænd.. Folk der skriger og løber.. Folk dør uden jeg kan gøre noget. Og inden jeg vågner opdager jeg at det er mig der har startet branden.." sagde hun stille og så ned. Det gjorde hende bange. Af og til var hun i tvivl om hvorvidt at det var sandhed eller løgn.

Han smilede til hende og trak på skuldrene. "Hey.. Rolig nu Alyssa, jeg vil gerne være oppe sammen med dig og jeg skal nok hjælpe dig med at finde ud af hvor de mareridt kommer fra. Det er det mindste jeg kan gøre." Sagde han og kiggede på hende med et blik der ville fortælle at han mente det han sagde. Han brød sig ikke om at en der havde hjulpet ham så meget skulle ligge og have mareridt og ikke kunne sove om natten. Han ville gerne hjlælpe hende.

Hans æjne blev lidt større da hun fortalte hvad det var om. "Så du ser dig selv der starter brænden? Det er vel ikke noget du har gjort før i virkeligheden er det?" Spurgte han så og kiggede lidt mærkeligt på hende. Han kom til at tænke på at han ikke helt vidste hvad hun var for en dæmon, men hvis det hun fortalte var sandt så ville hun jo være en ild dæmon, hvis altså hun var en. Han rystede tanken af sig. Han ville ikke tænke sådan om en han godt kunne lide. Selv hvis hun var en dæmon, så kunne det vel være ligemeget nu hvor hun havde hjulpet ham.

Han sukkede og nikkede et par gange og rejste sig op hvorefter han gik hen til hende og satte sig ned på hug foran hende. Langsomt ville han lægge sine hænder over hendes imens at han så på hende. "Jeg lover dig.. Hvis du har brug for det, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig med at komme til bunds i det her."

Alyssa bed sig i læben. Svagt så hun ned i sine hænder, da han så på hende. "Er du sikker? jeg mener.. du behøver jo ikke at hjælpe mig overhovedet.. Hvis ikk du vil" svarede hun stille og så op imod ham igen. Forstod ikke hvorfor han ville hjælpe hende. For han behøvede jo ikke? Men det virkede som om at han gerne ville, og det var utroligt rart. Hun holdt allerede meget af ham, det var rart at have ham her, rart at snakke med ham.

Efter at have fortalt ham det, så hun afventende ind i hans øjne. Ventede på at han sagde noget. "Ja.. jeg ser mig selv gøre det. og for at være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg har ingen hukommelse om andet end de sidste to år. Længere tilbage er bare væk.. Sort" sukkede hun let og trak benene op imod sig. "Men jeg er en blanding af ilddæmon og engel.." mumlede hun fortsat og strøg håret om bag sit ene øre. Hun kunne jo sagtens have gjort det.. Hun anede ikke hvad der var sket dengang jo. Men hun håbede det ikk.

Da han rejste sig så hun op på ham. Han kom hen og satte sig på hug foran hende, lagde hænderne over hendes hænder. Hun smilte lidt og holdt forsigtigt om hans hænder. "Det er sødt af dig Calthos. Jeg ved ikk hvordan jeg skal takke dig for det.." mumlede hun.

Han smilede til hende imens at han holdte hendes hænder. "Jeg ved godt at jeg ikke behøves, men jeg vil gerne. På den måde kan jeg hjælpre dig fordi at du hjalp mig." Han holdte meget af hende, hvilket også var en grund til at han gerne ville hjælpe hende. Han var også utrolig glad for at hun havde inviteret ham hjem til hende for at sove. Det var der ikke mange andre der ville have gjort her omkring.

Hans tommelfinger kørte stille frem og tilbage på hendes hånd og han nikkede atter engang. "Ildæmon siger du.. Hmm.. Hvad er det aller første du kan huske? Kan du huske hvor du var?" Spurgte han med et lettere hævet øjenbryn. Han ville ikke lyde som om at han var for påtrængende og det håbede han heller ikke at han var, men han var jo nødt til at spørge hende for at finde ud af om der var et eller andet sted de kunne starte med at lede efter nogle spor til hvor hun kom fra og hvem hun egentlig er.

Han smilede let og trak på skuldrene imens at han rystede på hovedet. "Hvordan du skal takke mig? Det er da mig der gør det her for at takke dig efter at du havde hjulpet mig tilbage i butikken." sagde han og fortsat. "Det kan godt være at du synes det var en lille og nem ting det du gjorde for mig, men det er mig ligemeget, jeg vil gerne hjælpe dig med det her." Sagde han og holdte stadig hendes hænder i hans.

Hun smilte blidt til ham, og lod hovedet glide på skrå. "Tusind tark.. Det betyder alt for mig at du gerne vil hjælpe mig. Der har aldrig været nogen der ville det før" sagde hun lavt. Det virkede måske ikk som noget stort at han ville hjælpe hende, men for hende betød det uendeligt meget. Bare at have en der tænkte på om hun havde det godt.

Hans finger kørte stille henover hendes hånd, og det føltes dejligt behageligt. "Joh.. Hm.. det første jeg husker er.. himlen.. stjernerne.. Jeg vågnede op i skoven. Jeg var træt.. Og da jeg kom mod byen gjorde det ondt i mit hoved. Og jeg forstod ikke hvor smerten kom fra. Indtil jeg gik forbi en cafe hvor ejeren gik og fejede, han sparkede til en stol og tog sig til foden, og i det samme gjorde min fod ondt.." mumlede hun stille. Hun rakte hen og tog en nål fra bordet, og tog hans hånd, prikkede hul på hans ene finger, og viste ham sin finger som også blødte. "Jo mere jeg stoler på folk, desto værre bliver det" Hun bed sig hårdt i læben, og så væk.

Let grinte hun og så ham stille i øjnene igen. "Hm.. jeg indrømmer gerne at du nok ville være død en langsom og smertefuld død, men det skete jo heldigvis ikke.. Og dine evner burde være fine igen." sagde hun mildt og holdt om hans hænder.

Han sad foran hende og lyttede til hver eneste ord der kom fra hende og nikkede en gang imellem. "Hmm.. Det gør det ikke nemmere, det kan jo være hvor som helst i skoven." Sagde han og sukkede imens at han tænkte sig lidt mere om. Det kunne jo være at hun kunne huske det hvis de tog ud i skoven, men det var nok ikke lige det de skulle på den her tid, måske i morgen. Det vidste han ikke helt endnu. Han klemte hendes hænder lidt, et tegn fra ham om at alt nok skal blive godt imens at han smilede til hende som han altid plejede at gøre.

Han kiggede på hende da hun fandt en nål frem og hævede et øjenbryn da hun prak ham. det var ikke fordi at det gjorde ondt og han sagde ikke noget til det, men han kiggede dog på hendes egen finger og derefter op på hende. "Så du kan føle den smerte som andre føler omkring dig?" Han kiggede på hans egen figner og hendes. "Jo mere du stoler på folk.. Men.. Din finger bløder lige så meget som min, så det betyder.." Sagde han og kiggede op på hende igen med et lidt overrasket udtryk. Det måtte vel betyde at hun stolede meget på ham hvis han ikke tog helt fejl? Under hele samtalen havde han aldrig givet slip på hendes hænder, han havde altid holdt dem bortset fra da hun stak ham, men han tog dem igen.

Alyssa smilte stille. Hun var glad for at han ville hjælpe hende, også selvom der ikke kom mere historie ud af det. "Jeg gik.. I 20 minutter lige ud, og nåede så ud til byen" svarede hun let. De kunne jo prøve at tage ud i skoven, men kun hvis han ville. Ellers var det ikke vigtigt for hende. Hun havde vænnet sig til at, hun ikke kendte noget til sin fortid. Det var dejligt at han nussede hendes hænder, det fik hende til at slappe mere af. Og hun fik det bedre af det, det var rart at snakke med ham om ting, hun normalt ikke snakkede med nogen om.

Forsigtigt smilte hun til ham, og betragtede ham efter hun havde stukket ham. Han havde heldigvis ikke noget imod det, hun havde også gjort det så forsigtigt som hun kunne. "Ja. Og jeg kan mærke andres racer. Hvis jeg ikke kender folk er det bare en svag smerte, og deres følelser kan jeg ikke mærke. Først når jeg kender dem bedre." sagde hun blidt. Hun lyttede til det han sagde, og nikkede tøvende. Bed sig hårdt i læben. "Jaaa.. det er det, det betyder" mumlede hun lavt og så væk fra ham. Det virkede måske dumt. Men hun stolede bare utroligt meget på ham, og så var det bare sådan det gik. Nu kunne han jo udnytte det som han ville, og så måtte hun tage tingene som de kom.

Han nikkede en enkelt gang. "Jamen så må vi vel tage derud? Hvis du kan huske hvor i byen du kom ind, så kan vi gå i en lige linje derfra tilbage ind i skoven, det kan være at du kan genkende noget." Sagde han og tøvede lidt inden at han snakkede igen. "Men det er kun hvis du vil. Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme om du vil lære noget om din fortid, men jeg kunne da forestille mig at du gerne vil?" Sagde han og smilede til hende. Han flyttede sine fødder lidt så han sad bedre imens at han stadig kiggede op på hende og holdte hendes hænder

Han kunne heller ikke lade være med at smile da hun indrømmede at hun stolede så meget på ham. Han hældte hovedet lidt på skrå da hun kiggede væk. Hvorefte rat han ville placere en hånd på hendes hage og lige så langsomt vænne hendes hoved så hun kiggede på ham igen. "Hey.. Bare rolig, det her bliver imellem os og jeg kan ikke lide at se dig i smerte Alyssa, det holder jeg for meget af dig til at kunne holde ud." Han blinkede et par gange, den sidste del var faktisk noget han kom til at tænke højt.

Blidt smilte hun og nikkede en smule for sig selv. "Jaa.. vi kan jo prøve at tage derud, og se hvad der sker. Det kunne jo være jeg kunne huske noget på den måde" svarede hun og så ham blidt i øjnene. "Jeg vil da gerne vide hvad der er sket i min fortid" fortsatte hun med et tænkende blik i de brune øjne. Hun ville gerne have ham med, ellers ville det ikke være det samme. Faktisk ville hun nok slet ikke tage derud alene. Ikke fordi hun var bange, mere fordi at hun ikke var sikker på hvad der ventede hende. Også var det rart at have ham med.

Hun mærkede hans hånd mod sin hage, og så langsomt ind i hans øjne igen, efter at have kigget væk. vidste ikke hvordan han ville tage den nyhed, det var jo lidt af mundfuld, og han kunne virkelig bruge den til sin fordel. Hans ord med at han holdt af hende, fik en let blussen frem i hendes kinder. Hun nikkede til ham, og strøg en tot hår om bag sit øre. "Jeg er glad for du ikke vil sige det til andre.. nogle vil sikkert kunne udnytte det.." sukkede hun stille.

Han nikkede. "Jeg tror dog at det vil være bedst hvis vi først tog derud engang i morgen istedet for midt om natten. Medmindre du gerne vil afsted med det samme?" Sagde han og smilede. Han kiggede ned på deres hænder, han havde holdt hendes i noget tid nu, men han havde ikke noget imod det. Han kiggede op på hende igen. "Og jeg lover dig at uanset hvad vi finder.. Så står jeg ved din side." Sagde han med et smil. Han kunne ikke finde på at forlade hende, ikke når hun skulle finde ud af noget som det her, det ville sikkert have stor betydning for hende. Desuden vidste han hvor meget hun stolede på ham nu.

Han kiggede ind i hendes brune øjne og fik selv lidt røde kinder over det han sagde da det faktisk slet ikke skulle være blevet sagt. Hans øjne lyste stadig blåt, det ville de altid gøre, selv det der burde være hvidt som normale mennesker havde, det lyste blåt ved ham. Han nikkede en enkelt gang. "Det kunne jeg ikke finde på Alyssa, dine hemmeligheder er holdt hemmelige hos mig." Sagde han med et enkelt nik for at afslutte det han sagde.

Alyssa smilte og nikkede lidt til ham. "Jeg er enig.. Det er nok en dårlig ide at gøre det om natten. Så hvis det er okay med dig, vil jeg i hvert fald gerne vente til solen står op" svarede hun og smilte til ham. Fulgte hans blik ned mod deres hænder, og bed sig blidt i læben. Havde intet imod at han holdt om hendes hænder, og det virkede det heller ikke til at han havde, for så kunne han jo bare slippe. Hans løfte fik hende til at se op i hans øjne igen, hun lod hovedet glide lidt på skrå. "Det er jeg glad for.. Jeg er glad for at du vil tage med mig" svarede hun smilende. Bare han ikke følte at hun var dum fordi hun stolede på ham.

De røde kinder klædte ham egentlig, og det var tydeligt for hende at de ikke havde været meningen at han sagde det. For hende gjorde det nu ikke noget, hun kunne godt li at vide det. "Jeg tror på dig.. " svarede hun mildt og så kort ned mod deres hænder igen. Gav hans et blidt klem, inden hun så mod vinduet. Mon hun skulle prøve at lukke øjnene lidt? eller ville det bare være dumt. Lige nu ville hun hellere snakke med ham. "Skal vi sætte oz i sofaen, så du slipper for at sidde sådan der?" spurgte hun blidt.

"Jeg tror også at det vil være bedst at vente. Jeg løber ingen steder, jeg kunne godt tænke mig at blive her indtil du smider mig ud." Sagde han og blinkede en enkelt gang til hende. Han smilede da hun snakkede igen. "Hvilken form for ven ville jeg være hvis jeg ikke tog med dig derud? Selvfølgelig gør jeg da det." Sagde han og det lød faktisk som om at det var selvfølge, som om at det var noget alle burde gøre. Han tænkte i hvert fald at man skulle være meget kold hvis man ikke hjalp så smuk en kvinde når hun havde brug for hjælp. Af en eller anden grund sank han en klump af grunde kun han vidste.

Han smilede og så faktisk ret lettet ud da hun spurgte ham om ikke de skulle sætte sig i sofaen. "Jo, det tror jeg at mine ben ville blive meget glade for." Han rejste sig og havde stadig fat i hendes hænder og hjalp hende op af stolen, hvis hun da lod ham gøre det. Han strak sine ben som lavede et knæk. "Av.." Sagde han men det gjorde egentlig ikke ondt på ham. Han rystede sine ben lidt og satte sig i sofaen.

"Så længe? det er du jo selvfølgelig velkommen til.. Jeg har ingen planer om at smide dig ud lige nu. Kan egentlig meget godt li du er her, så hvorfor ikk bare fortsætte med det, til du ikke gider mere?" drillede hun mildt og grinte lidt for sig selv. "Du får det til at lyde som om alle burde gøre det" svarede hun med et legende blik. Hun bed sig en anelse i læben. Det var rart at han ville tage med hende, så var hun da ikke helt alene. Det kunne af og til være ret trist hvis man var helt alene på sådan nogle ture, og især når nu hun ikke helt vidste hvad der ventede hende derude. Det kunne jo være hvad som helst.

Da han rejste sig og hjalp hende op, fulgte hun med ham hen og satte sig på sofaen. Det havde set lidt ubehageligt ud at han havde siddet på den måde. Og det gjorde ikke hende noget at sidde i sofaen. "Det tror jeg også at de vil have.." svarede hun mildt og så ham i øjnene. Hun strøg en hånd gennem sit hår, og så kort rundt i stuen, inden hun så så tilbage på ham og smilte.

Han hævede et øjenbryn af det hun havde sagt inden at de havde sat sig ned. "Så jeg er velkommen til at blive så længe jeg har lyst? Hmm.. Jamen er der plads til mine ting?" Sagde han med en drilsk tone og kiggede på hende og blinkede en enkelt gang. Han havde skam ingen planer om at gå nogen steder lige nu. Det var nu mærkeligt, han kunne rigtig godt lide hende, men  han havde ikke kendt hende særlig længe, men det var jo heller ikke altid at den slags gav mening. Han kiggede på hende med et smil og trak på skuldrene. "Ja, burde de ikke det? En normal person ville da hjælpe en anden i nød." Han smilede til hende.

Da hun sad ned ved siden af ham var han nødt til at kæmpe for ikke at ligge hans arm omkring hende. Det havde han virkelig lyst til, men det var jo ikke sikkert at hun havde så meget lyst til det. Han kiggede istedet på hende. "Såeh.. Vi tager derud i morgen og så må vi se hvad vi finder." han tog hendes hænder endnu engang, men denne gang gjorde han noget andet. Han lagde hans fingre imellem hendes og holdte hende nu ordentligt i hånden. Han kunne godt mærke at hans kinder blev lidt røde af det, men han håbede ikke at hun havde noget imod det.

Alyssa grinte lidt over hans kommentar, men okay hun havde jo sagt noget der kunne lægge op til at han svarede sådan. "Tja.. alsa du sagde jo du ikke boede nogle steder, så hvor mange ting kan du have?" spurgte hun smilende. Selvom hun ikke havde kendt ham specielt længe, var det rart at han var der. Og hun havde intet imod hvis han ville blive længere, men det ville nok lyde lidt mærkeligt at sige til ham. Så derfor lod hun være, og trak på skuldrene af hans næste kommentar. "Det ved jeg ikke.. jeg ville hjælpe, men jeg skal vel egentlig også" svarede hun smilende og strøg en hånd igennem hendes hår.

Blidt så hun ham i øjnene, og smilte for sig selv. "Jaa.. jeg er glad for du vil tage med mig" sagde hun mildt, og så ned mod hans fingre, da han flettede dem ind i hendes. En let blussen viste sig i hendes lysebrune kinder, inden hun så kort væk. Hun tøvede et stykke tid, inden hun så på ham igen. "Jeg er virkelig træt.. må jeg lægge mig her hos dig?" spurgte hun forsigtigt. Hvis han sagde ja, lagde hun sig stille op af ham, så hendes hoved hvilede mod hans brystkasse. Hun sukkede mildt, og lukkede langsomt øjnene.

Han kiggede på hende med et hævet øjenbryn og spillede fornærmet, men det var klart at det bare var sjov. "Jeg er altså ikke så fattig!" Sagde han og fjernede en falks tåre. Dette gjorde han for at prøve at få hende til at grine lidt da han vidste at latter er en god ting hvis man ikke føler at man er helt ovenpå og det kunne han forestille sig at hun nok ikke var. Det var nu ret sjovt, han var kommet til Di Morga for at flygte fra sine problemer og nu har han så fundet en kvinde som han er rigtigt glad for og som han vil hjælpe med hvad som helst. Ja hvis han kendte sig selv ret så ville han gå i døden for hende. Men kunne han virkelig holde så meget af hende allerede? Det gav da ingen mening? Men det gjorde sådan nogle ting som regel ikke. Var han forelsket? Han vidste det ikke helt endnu, hvilket var grunden til at han ikke sagde noget.

Han kiggede på hende da hun kiggede ned på deres hænder. Han var faktisk glad for at hun ikke fjernede hendes. "Selvfølgelig vil jeg da tage med dig Alyssa. Jeg vil ikke bare forlade din side, bare rolig." Sagde han og gav hendes hånd et lille klem. Da hun så spurgte om ikke hun måtte sove hos ham blinkede han et par gange, men han smilede virkelig stort. Det var jo faktisk det han håbede på at hun ville spørge om. Så han kunne ligge med hende i hans arme hele natten. "Jo selvfølgelig må du da det." Sagde han og lagde sig ned sammen med hende. Da hendes hoved lå på hans bryst lagde han sin ene arm omkring hendes liv. Han valgte at kysse toppen af hendes hoved og faldt hurtigt i søvn.