Crazy in a million Ways

" Liam borza something....lige en for dig, måske jeg skulle sætte jer samme...igen så ? " sagde hun med blikket rettet mod loftet stadig.
Men hun lo da Andrija beskrev Gordon som spændende..." ja, det er han bestemt....langt mere end min gamle kæreste, da. Da jeg var 16 mødte jeg ham på en klub, og blev helt opslugt af ham. Jeg dagdrømte om ham det næste år....du ved...lækker ældre fyr og al det det, men han ringede aldrig retur...tænk...han mistede sin pung og mit nummer...er det ikke bare underligt, at han så bumper ind i mig ud af det blå lige med et? "
Hun rettede blikket mod sine tær og vippede vidre med dem, da hun fik sit kys på kinden.
"Kaffe...uff nej ! Bare noget med promiller til mig....Mirandas blod smagte af lort" sagde Millicent,der ærlig talt ikke fandt meget glæde ved at spise på den måde det var forgået før.

" Jeg ved ikke om det en god ide...min hukommelse er også ret sløret efterhånden Andrija...de står i tåger.den eneste grund til jeg fik minderne om F.eks Gordon tilbage var fordi vi gik hen til den samme klub, det satte skub i dem...men meget af det husker jeg stadig ikke rigtig, kun billeder " hun gned sig over et øjenbryn og vågnede op til dåd, da et glas vin blev sat til hende. Millicents skabe lignede snart en natklub,med et kæmpe sortiment.

Andrija lænede sig mageligt tilbage og smed fødderne op på stuebordet, for så at forsøge sig med endnu en smøg, som han så ville værne om med sit liv. det kunne ikke fortsætte med at hun smed dem alle ud, det var også unfair! Nu havde hun næsten et sortiment der var større end Salles i skabene, så ville han også have lov til at have sine vaner og behov. Han kunne dog langt bedre lide hendes, end hun kunne lide hans. Han mente han havde en god indflydelse på hende, især når hun ikke blev andet end lidt 'tipsy'.
"Aha, det må da være yderst ubehageligt. Kender du så intet til dine forældre?" Han skævede imod Millicent, klar over at han var ude at hakke i et minefelt. Det troede han i hvert fald selv. På et eller andet tidspunkt ville et eller andet springe op i hoved på ham, han håbede så bare at han formåde at stoppe før. At det ville ske, tvivlede han derimod stærkt på.

Millicent lod han tænde og sågar ryge den næste smøg. Det var ikke fordi hun var hysterisk med det. Gordon og alias havde da begge røget i hendes hjem uden at de havde fået varige men bagefter.

Millicent rejste sig for at hente remoten. Med den i hånden lykkedes det at sætte tv'et på en kanal med gammel 80 musik som hun nu lod køre i baggrunden. Hun blev stående Ved vinduet , men selv om hun havde rettet sit blik ned mig gaden og lygtepælene med deres gule skær , så så hun ingen ting.
" Jeg ved ikke hvorfor du vil vide de ting ? Jeg husker mine forældre. De grove træk. Følelsen af et godt hjem, glade forældre og at være elsket. At være tryg" reminiserede hun nærmest højt.
Så drejede hun sig og lænede ryggen op af den kølige vindueskarmen, der for hende virkede almindelig i temperatur.
Hun lagde hovedet på sned og så lidt på Ansrija. Min han var oprigtig interesseret i at vide de ting? Interesseret i hvad det gjore ved hende inden i ? Hun havde sine tvivl, men ville da gerne forsøge at forklare.
" Jeg mister dem... Mine erindringer .
Alle mine minder forsvinder " klangen havde ændret sig og var måske mindre muntre. " de glider ind i tågen , bliver færre og bliver mere svære at hive ud i lyser hvor jeg kan nyde og mindes dem. På den måde kan man vel sige sige jeg mister mine forældre og mit gamle liv lidt mere , for hver dag der går? Tilsidst vil tågen sikkert være så massiv , at jeg føler jeg mangler noget , men kan. Ikke huske hvad "

Det var ikke en særlig sprød fremtid at se frem til , spurgte man Millicent.
Men hun måtte jo forsøge at ersatte det gamle liv med gode ting i det nye.
Ellers ville hun få en exogen depression. Kunne man egenlig det som vampyr - udvikle sindslidelser ?
Det ville jo være horribelt. At være død og dømt til en evighed i depression. Tal lige om en nitte!

" Det ser ud til man skulle have været dæmon. I har det vist meget let ? " sendte hun et smil afsted.
Hun så ned på sine negle , hvor lakken skallede af og efterlod neglen som et ufuldstændig billed.
Millicent i en Nøddeskal. Et billed der aldrig blev malet færdig , men altid ville skalle af.

Andrija sad tænksomt og sugede på sin 'slikkepind' mens Millicent fortalte om alt det hun havde mistet. At hun ikke havde fået en depression endnu forstod han slet ikke, for forstod han ret, så var det meget. For mennesket betød venner, familie meget. Kærlighed. Så det måtte være en grum oplevelse at blive forvandlet til vampyr, selvom han personligt mente at der var mindst lige så mange fordele - hvis det ikke lige var fordi man blev tændt af blod, når man så endelig drak det, sådan som nogle vampyrer havde det.
"Vi kunne opsøge dine forældre og så kunne jeg prøve at tage en snak med dem. Se hvad de syntes om den overnaturlige verden og kan de lide den, kan du jo komme. Du kan selvfølgelig også komme hvis de ikke kan lide den, men der er jo klart flest fordele i at de ikke skal på en eller anden tosse anstalt bagefter." Tænkte han højt, med blikket imod skærmen, før han så kiggede hen imod Millicent. Hvis det kunne glæde hende, ville han gøre det, selvom han ærligtalt tvivlede på at hans tålmodighed var tiltrækkelig, eller hans evner til at forklare det på en ordenlig måde.
"Nemt at være dæmon?" Han tænkte sig kort om, før han så trak på skuldrene. "Jo, ofte, men jeg tror slet ikke rigtig du ved hvad det vil sige at være dæmon. Vi har alle sammen to former. Den fysiske, vi har taget igennem evolution fordi vi har været meget sammen med mennesker, og vores rigtige form. Den med klør og hugtænder. Den knap så charmerende side. For nogle er det let at holde den inde, for andre er det kun møje og besvær."
Han skodede sin smøg i koppen, for så at rejse sig op og gå hen til Millicent, som han stillede sig foran. "Du burde virkelig få tjekket de vinduer. De er som et stort hul udenfor. Der er jo absolut ingen isolation. Er det derfor huslejen er så billig?"

" Du giver mig virkelig noget at tænke over her , ved du det ? " hun tegnede en smule fraværende en streg på sin egen hånd , lod pegefingeren cirkulerer lidt der imens hun lod de drømmende tanker vandre ...
... Hvor fantastisk ville det ikke være at få dem tilbage i hendes liv ! Men ville de kunne rumme sandheden? Deres døde datter drak blod for at kunne tale og ' leve' og ind i mellem ... Når hun var oprørt så kunne der ryge et menneske eller to i svinget. Det var nok en del at fordøje for de fleste ville hun mene.

" jeg ved det ikke helt .. Den må jeg lige tænke over . Jeg er helt sikker på du ville kunne charmerer dem , Andrija ... Men at se mig med hugtænder hvis de laver en 'Bella Swan ' og skær sig på et gavepapir , vil de nok ikke kunne rumme. "

Det var hendes frygt .. Een ting var at miste og blive nød til at give slip men at blive udstødt , fravalgt og ekskluderet af hendes elskede familie , DET var Millicent ikke hård nok til.

Millicent var dog straks parat til at finde ud af mere om Andrija og hans dæmoniske gener.
Han havde ret ... Ud over hans skræmmende tandsæt og det han spiste ... Mennesker .. Kød... Vidste hun intet. DET havde været al rigeligt for den unge følsomme baby vampyr at skulle sluge, så hun var næsten ekspert i at tænke på ham som en mand og fortrænge dæmon factet.

Hun fik et nysgerrigt udtryk , næsten som en killing der så en mus og sad med hoved på skrå og kiggede med forundring...

*hvad var dog der for noget , og var det underholdning eller skulle man play it safe og ignorere det ? Hun ( katten) daskede forsigtige med poten til musen *

"Sååå går der drage i den ? Jeg mener .. Dit rigtige udseende ? Ligner du stadig er menneske ? Ville jeg kunne genkende dig ? "

lød hendes spørgsmål med en smule tilbageholdenhed i den bløde stemme.

Millicent lyste op i er smil da Andrija rejste sig og hun kunne se hvor hans kurs var sat til.
Hendes hænder greb om hans faste overarme og gned lidt op og ned af dem, da han stod foran hende

"Fryser du ?" Spurgte hun og ville så slippe ham igen.
" Er de virkelig så slemme ?"

Millicent så på ruderne ... De VAR gamle og utætte , der var for meget dug på dem , hvilke ikke var tegn på et godt indeklima.
Millicent åbnede munden men ingen ord fandt ud af den, da Andrija talte om husleje .

" Du synes den er billig ? Ja.. Det er den nok i forhold til så meget andet ..men... Hvor ved du egenlig fra hvad jeg betaler i husleje , om jeg må spørge?"

Ikke at der var en nationalt hemmelighed der skulle bevogtes med livet - eller i Millicents tilfælde , døden . De havde bare aldrig drøftet husleje eller økonomi .
Kun dengang ... Da deres tanker flirtede med huskøb.

"Tjah, da du var i bad, havde jeg jo rig mulighed for at snuse lidt rundt og se hvad der var fejet ind under gulvtæppet." Andrija kunne lige så godt bekende, frem for at kræse omkring emnet. Det var der ingen grund til, når han nu havde muligheden for vise kulør, uden nogle risiko for at få et slag over snuden.
"Hvis du tænker på sådan en eventyr drage, så er der ikke specielt meget eventyrdrage over mig, men jeg har vinger. Er generelt lidt frastødende, så jeg tror det er bedst hvis vi venter med at afsløre det til en gang hvor du er rigtig sur på mig, så vi ikke løber ind i nogle dårlige overraskelser. Man ved jo aldrig helt." Han trak i mundvigen.
"Men tag dig endelig god tid med beslutningen, bare sig til mig når du er kommet frem til hvis du er kommet frem til noget." Fortsatte han og lukkede så sætningerne med et hastigt kys.
Andrija ville elske at møde Millicents forældre. Bare for at se hvad han havde med at gøre og hvordan de var som personer. Det gjorde det bedre for ham at danne et billed af Millicent og hvorfor hun gjorde som hun gjorde. Han ville uden tvivl presse lidt på sener hen, men for nu ville han bare lade hende tænke og fundere over det, måske fandt hun også selv masser af interesse i det.

...

// collecting history //