Could use some help.. (Zane)

Da han rykkede sig tæt på hende smilte hun taknemmeligt.
Lod kort hovedet hvile mod hans skulder.
"Det hele giver pludselig meget mere mening nu så.."

Under hele hans fortælling havde hun været stille.
Hun lyttede, analyserede hans ord og prøvede at slappe en smule af.
Det var helt klart ikke godt nyt, men det forklarede hende en hel masse.
Især den del med Sansiss.. For han havde jo ikke altid været der.
Tøvende bed hun sig i læben.

"Det forklare også hvordan han så nemt fik Phoenix frem igen.."
Phoenix var navnet på hendes mere onde halvdel. En del af hende hun heldigvis havde fået under kontrol igen, men derfor var det stadig irriterende.

"Hvordan kan du så stoppe ham?"
Hun vidste godt hun sikkert spurgte for meget.
Men nysgerrig havde hun nu altid været og det her var vigtigt for hende.
En vigtig ting hun gerne ville have svar på.

"Han har helt sikkert en god evne til at få det onde frem i folk..." mumlede han bittert.
Han var et alvorligt problem, og han ville kun skabe endnu mere kaos i Di Morga.

Desuden ville han gå efter alle som var tæt på Zane, det var han sikker på...
"Hvis han opdager at jeg er tilbage, vil han nok forsøge at finde en eller flere personer som han kan bruge imod mig... på den ene eller den anden måde."

Han sukkede.
"Den eneste måde at stoppe ham på, er at slå ham ihjel, eller at finde en anden krop til ham. Og han vil næppe være samarbejdsvillig... desuden ville det muligvis ikke løse problemet med min sjæl."
Hvor han dog fortrød at han samlede den forbandede amulet op den dag...

Hazelin virkede stadig en smule stille.
Hun ville gerne hjælpe ham, han havde altid gjort så meget for hende.
Tænkende så hun på ham.

"Måske.. hvis du giver ham noget i bytte?"
For en stund var hun tavs igen. som for at tage mod til sig.
"Giv ham mig?.. hvis det kan hjælpe noget gør jeg det gerne?"
Stille bed hun sig i læben.

Hazelin ønskede nødigt at Zane skulle dø og hendes liv var alligevel ikke det bedste.
Hun ville sikkert ende op som slave alligevel.
Hvis det kunne hjælpe ham gjorde hun det.
Det virkede sikkert meget overilet, men det var nu en gang det hun mente.

"Hey.. Vi fortryder alle ting vi har gjort i fortiden"
Forsigtigt strøg hun hans kind og smilte en smule.

Han tøvede lidt, og så hende så i øjnene.
"Skal jeg fortælle dig hvad han ville gøre ved dig...? Jeg ved nøjagtigt hvad han ville gøre... for det er præcis hvad jeg ville have gjort i hans sted, hvis jeg stadig havde haft mit mørke..."
Undertonen i hans stemme gjorde det helt tydeligt for hende at den skæbne ville være modbydelig.

"Det er udelukket. Du skal ikke ofre dig til ham... det er der ingen der skal. Jeg slår ham ihjel og tager det tilbage der er mit... og så håber jeg på at mit mørke ikke kommer med tilbage."
sagde han. Ikke på vilkår om han ville lade ham få hende...

"Som du selv sagde, vi fortryder alle sammen ting vi har gjort i fortiden... og jeg ville i den grad fortryde det hvis jeg lod ham få dig."

Let bed hun sig i læben.
Blikket hvilede ned i gulvet.

"Jeg er ikke bange Zane.. Ikke rigtigt.. Jeg ved godt hvad han vil.. Men jeg er vokset op med den slags.. Og let's face it.. Min skæbne er nok ikke anderledes i en slavehandlers favn"
Hun så op på ham igen og mødte hans blik.
De blå øjne glimtede svagt i skæret fra flammerne.

"Det er sødt af dig at tænke sådan.. Og jeg sætter pris på det, det gør jeg."
Hun bed sig i læben igen og så ned mod sine hænder der vred sig en smule i hendes skød-
"Jeg vil gerne hjælpe.."

Det lød sikkert mærkeligt..
Men han var nok en af de få der ville forstå hende.
"Vil du lyne mig ned?"
Hun fjernede håret fra ryggen og lod det hvile ned af sin mave istedet, idet hun satte sig med ryggen til ham.
Nu havde han fortalt, så var det hendes tur.

Han betragtede hende stille mens hun talte, og da hun vendte ryggen til ham, lynede han forsigtigt hendes kjole ned.
"Jeg forbyder det, Hazel. han vil ikke voldtage dig, som din skæbne måske ville blive hoss en slavehandler... han vil give dig en modbydelig, sadistisk død. Tro mig. Jeg har selv givet den samme død til andre kvinder."
Han kunne lige så godt være ærlig. Hun måtte overbevises om at han ikke var det værd, og at han ikke ville tillade det.

Da Zane så hendes ryg, tav han.
Det lod til at det var hendes tur til at fortælle...

Hazelin forblev tavs for en stund efter at han havde lynet ned.
Hendes ryg var fuld af aflange ar, der tydeligt havde været dybe.
Til at starte med sad hun stadig med ryggen til ham.
Efter et stykke tid vendte hun sig dog mod ham.

"Jeg kommer fra en by hvor kvinder ikke havde noget at sige.. Mændene bestemte og sådan var det bare. Jeg blev lært op i altid at behage manden, gøre som der blev sagt. Phoenix kom som en del af mig, da jeg ikke selv kunne mere.. Hun tog over når det blev for slemt"
Hun tav og så ned.
"Arrene er fra en afstraffelse.. Offentlig afstaffelse i byen for at nægte at gifte mig.. Min far havde valgt en mand til mig, og han var.. Modbydelig.. De ting han gjorde.. De ting jeg gav ham lov til fordi jeg skulle.. Jeg kunne bare ikke gifte mig med ham.."

Let bed hun sig i læben.
"Jeg blev pisket som et symbol på hvad der skete når man ikke makkede ret. Derefter skulle jeg tilredstille min kommende mand som en undskyld og forblive låst inde til dagen efter. Jeg stak af iført brudekjole."

Hun smilte lidt da han virkede som om han ville passe på hende.
"Det.. tark.."

Han sad stille og lyttede til hendes fortælling, mens han stirrede på hendes ar.
Vreden i ham var der stadig... men den havde fået selskab af en sorg.
En sorg over at hun havde været tvunget til at leve i et sådant helvede, hvor hendes eneste udvej var psykisk spaltning.

Verden var ond...

"Sansiss vil ikke piske dig..." sagde han stille og lagde roligt begge hænder på hendes ryg.
"Han vil slå dig, igen og igen, samme sted hver gang... og når han ikke længere finder det tilfredsstillende, vil han stikke dig ihjel - langsomt." Hans hænder føltes nu varme mod hendes hud, og han fokuserede sin magi.
Et svagt lys dukkede op under hans hænder, og de ar som han rørte, begyndte langsomt at forsvinde, indtil huden var helt glat igen.
"Efter at have set dine ar... må du forstå at det ikke er en skæbne jeg kan lade dig opsøge." sagde han.

Han kørte roligt begge hænder hen over hendes ryg, og fjernede arrene roligt, men sikkert.
"Dine fysiske ar vil forsvinde helt... men jeg ville ønske at jeg kunne gøre noget for dem man ikke kan se."

Det gjorde ondt at snakke om.
Men det var egentlig også meget rart. At få det sagt.
Let bed hun sig i læben.

Mærkede hans hænder mod sin ryg og smilte kort.
De føltes varme og en smule kildende. Hun var glad for at han ikke bare lod hende gøre det. Så følte hun lidt at hun betød noget for ham. Som hans hænder healede hendes sår lod hun ham snakke.
Så ned mod sine hænder igen.
Mærkeligt nok følte hun sig ikke ydmyget over det.. Det ville hun ellers normalt have gjort, men det var nemmere overfor ham.

Hun smilte stille af hans ord.
"Det er okay.. jeg skal nok klare mig.. Det gør jeg altid.. "
Hun så om mod ham, og strøg en tot hår om bag øret.

Han healede de sidste ar, og lagde så uden tæven armene om livet på hende og trak hende ind til sig.
"Ikke mod ham, Hazel... ham klarer du dig ikke imod." sagde han stille.
"Hold altid amuletten på dig... hvis han dukker op, så brug den. Lad ham ikke få en chance, for han sørger for at du ikke kan bruge den til at tilkalde mig."

Tankerne om hendes afstraffelse, hendes piskning, vendte tilbage til ham, og han holdt lidt tættere om hende.
"...du er ikke alene nu, Hazel. Kom herop på Abbadon og bo... her er sikkert, og du behøver ikke længere at mangle noget som helst..."

Han fælte at han måtte passe på hende... det var ikke bare hans pligt, det var hans valg.

Da han trak hende ind til sig, rødmede hun let.
Hun lod forsigtigt armene hvile på hans arme om sig, og kunne mærke hans brystkasse mod sin bare ryg.
Satte virkelig pris på at han gad hjælpe hende.
Hun nikkede en smule. "Jeg lover at jeg altid har amuletten på mig.. Og at jeg ikke lader ham få mig" hviskede hun stille.

Hans ord kom bag på hende.
De gjorde hende glad, men kom alligevel bag på hende.
"Mener du det Zane? det... Det vil jeg meget gerne"
Hun smilte forsigtigt, og lod kort tungen glide ud og fugte læberne.
Han kunne jo egentlig være ligeglad.. men det var han slet ikke.
Heldigvis..

"Hvorfor gør du det her for mig? du behøver jo ikke?"
Hun holdt nu svagt om hans arme og kunne egentlig meget godt li dem om sig.
De virkede betryggende.

Hendes forsikring om at holde amuletten på sig og være forsigtig beroligede ham lidt.
Han havde haft en fornemmelse af at hun ville gå ud og overgive sig til Sansiss uden at fortælle ham det...

"Selvfølgelig mener jeg det. Du skal bo her, i lige det værelse du vil." sagde han stille.
"Og hvorfor gør jeg det...? Fordi jeg kan, fordi jeg gerne vil, og fordi det er det rigtige at gøre."

Det var både de små ting og de store ting der betød noget... og hvis han kunne gøre en forskel for hende, så ville han gøre det uden at tøve.

Han var en ny Zane. Den samme som altid, men alligevel ikke.
Han var fri fra sit eget mørke.

Smilet forblev på hendes læber som han snakkede.
Egentlig ville hun nok være gået til Sansiss uden at sige det til ham.
Det kunne hun umuligt nu, når han så tydeligt ikke ville have det.
Let strøg hun hans arm.

"Lige det jeg vil? jeg vil gerne have et tæt på dig.."
Hun tav og grinte lidt genert.
Hvor kunne hun dog lyde dum af og til.
"Det er jeg glad for.."

Det var en rar ting at kunne slappe af her.
At det her kunne være hendes hjem
Sammen med en der virkelig holdt af hendes selskab.

Forsigtigt vendte hun sig imod ham.
Smilte lidt.

Han smilede lidt og nikkede så.
"Nuvel. Der er et par stykker i nærheden af mit. Og det er da også de bedste..." sagde han.

"Du kan bare rykke ind når du vil. Dog en advarsel..."
han så sig over skulderen, kastede et blik på hver dør herinde.
"Visse dele af Abbadon er farlige. Du må ikke forsøge at tage genveje ind, for der er magiske fælder. Tag den direkte vej ind ad hovedporten. Derudover... hold dig væk fra kælderen. Den vil ikke bringe dig noget som helst godt, og du vil aldrig finde ud igen uden hjælp."

Hazelin smilte forsigtigt.
"De bedste ligefrem? Har du også flere slags værelser ligefrem?"
Hun grinte ganske blidt og så ham i øjnene.

"Ville du have noget imod jeg bliver fra nu så? Jeg har faktisk ikk rigtigt noget"
Let lod hun hovedet glide på skrå.
Lyttede til hans ord og smilte så forsigtigt.
Nikkede en smule til hans ord, det måtte hun hellere huske.
"Det er fint, jeg skal nok huske det"

Forsigtigt pillede hun ved bunden af kjolen og smilte lidt.
"Tark Zane.."
Han havde gjort så meget for hende.
Hun havde altid holdt med ham dog, selvom hun ikke var medlem af nogle af de grupper der havde været for ham.
Tænkende så hun frem for sig og frøs heldigvis ikke så meget mere.

"Det er en stor fæstning, og den er lavet i sortelver-stil... selvfølgelig er der flere slags værelser. Der er til den almindelige stab, til soldater, officerer, diplomater, gæster... alt muligt. Abbadon er langt større end man skulle tro." sagde han.
Tænk at det havde taget så kort tid at bygge den...

"Nej, du må gerne blive fra nu. Tag det tøj du vil have fra garderoberne. Vi finder dig et værelse når du vil."

Han nikkede kort og smilede til hende da hun takkede ham.
Han hjalp gerne... desuden, hvad skulle en enkelt person dog stille op i denne enorme fæstning, helt alene...?

Hazelin grinte en smule og trak på skuldrene.
Det havde han jo nok egentlig ret i.
"Hm.. Det lyder som en god ide. Så ved man også hvor man har de forskellige folk henne"
Let så hun ham i øjnene.

"Det er pænt af dig.."
Tænk at han bare gav hende lov til at vælge det tøj hun havde lyst til.
Forsigtigt lod hun hovedet glide på skrå.

Hun hvilede hovedet mod hans skulder igen for en stund.
Det ville blive rart at kunne gå og snakke med ham når han havde tid.
Ikke være alene hele tiden.
"Må jeg så oz se dit værelse?"
Hun så spørgende på ham og smilte.

"Ja præcis.. og da de arbejdede her, skulle de også have mulighed for at bo her. Der er masser af plads, og desuden var det nødvendigt at der var folk her hele tiden. Så værelser gav god mening."

Han tog hænderne til sig igen og strakte sig dovent.
"Om du må se mit værelse..? Det må du vel nok på et tidspunkt... guderne må vide hvordan det ser ud nu..." sagde han og lo kort.
"Det ser jo ud til at stedet har været brugt til lidt af hvert..."

Tanken irriterede ham lidt... men på den anden side... han havde jo selv valgt at forlade Di Morga, og på det tidspunkt havde han ikke haft planer om at vende tilbage.

Hun så tænkende på ham.
"Det kan der være noget om. Det var de sikkert glade For at kunne"
Det måtte have været rart at kunne blive og sove der.
Så behøvede man ikke tage frem og tilbage hele tiden.

Da han trak hænderne til sig rødmede hun en smule.
"Vil du.. Lukke min kjole igen?"
Hun bed sig en smule i læben.

Tænkende bed hun sig i læben.
"Men der er ikke andre vel? Alsa.. Som dem der holdt fester her mens du var væk"
Da han lynede hendes kjole op så hun om mod ham.
"Jeg sys her er dejligt faktisk"
Hun rejste sig og gik lidt rundt i salen.

Havde aldrig set er sted som dette.

"Et dejligt sted...? Heh... du skulle bare vide hvilke ting der er foregået her, både i min regeringstid og i de senere..." mumlede han mens han lynede hendes kjole op.

"Og nej, jeg tror ikke her er andre. Men måske..." han trak på skuldrene.
Det var ikke rigtig til at vide, han havde jo været væk længe...

"I teorien kunne der sagtens være en enkelt fyr eller tøs her eller der, på et værelse eller noget. Stedet er stort, og det har stået tomt."
Tanken var ham underligt ligegyldig lige nu.
Hvis nogen havde sneget sig ind i Abbadon for at slå sig ned for en tid, skulle de nok fordufte før eller senere...

Det var godt at han ikke længere var i besidelse af det mørke som Sansiss havde stjålet fra ham.
Selv Hazel havde ikke kunnet vide sig helt sikker hvis han stadig havde været 'hel'...

Hazelin så ham smilende i øjnene.
"Det ville jeg gerne have set.. Du har altid været så sød overfor mig. Men jeg har aldrig været her før"
Hendes stemme var mild og rolig.
Da han havde lynet hendes kjole op så hun frem for sig.

Forsigtigt trak hun benene op til sig og holdt om dem.
"Jeg er sikker på det nok skal gå"
De blå øjne hvilede på omgivelserne inden hun lænede sig mod en pude.
"Jeg er glad for jeg mødte dig dengang.. Ved stranden mit yndlings sted"
Stranden havde altid været et dejligt sted.

Hun rejste sig og gik lidt rundt om nogle af søjlerne.
"Så skulle jeg måske sove hos dig i nat? Bare for at være sikker?"
Hun virkede en kende spørgende og smilte stadig forsigtigt.
Var glad for at han ikke havde Sansiss i sig mere.

"Jeg troede.. At du var mere arrogant inden jeg mødte dig"

"Arrogant...?" Sådan havde han egentlig aldrig tænkt på det... men nu...
Han kunne faktisk godt se at det havde han været.
...det, og så selvfølgelig en kvindemorder.

Han kom til at tænke tilbage, på den pige der havde forsøgt at snigmyrde ham i skoven... hende den unge, med diamant-evnen... han havde dræbt hende med hendes egen kniv. På den sædvanlige måde.
Han rystede på hovedet. Lige nu var det svært at forstå at han havde været i stand til at påføre nogen den slags smerte, og den lille rest af det seksuelle i det, som var tilbage i ham, skubbede han hurtigt fra sig, og fokuserede i stedet på Hazel.

"Jeg var vel lidt af en skiderik dengang. Og ja... mødet ved stranden var ret interessant." sagde han med et smil.

"Sove hos mig...?" han hævede kort det ene øjenbryn. Det gav vel god mening... hvis der var nogen i Abbadon, var det ikke til at sige hvilke typer de var...
"Jo, det kan du vel godt. Jeg tror du vil kunne lide mit værelse. Det er meget anderledes end resten af Abbadon."

De havblå øjne hvilede længe på ham.
"Det er nok sådan en ting man tænker om folk med magt.."
Hendes stemme var mild og det var tydeligt det ikke var for at være ond,

"Efter at have mødt Sansiss.. Forstår jeg at du har været farlig at kende.."
Hun trak på skuldrene.
Lod et snefnug dukke op i hånden inden det forsvandt igen.
At have mødt Sansiss havde sat sine spor, men hun var kommet op igen.
Blikket hvilede på ham igen.

"Ikke fordi.. Jeg kan godt forsvare mig, men.. Jeg har jo lige fået en fin ny kjole og jeg gider ikk skulle fjerne blod fra den"
Drillende blinkede hun til ham.
"Virkelig? Det lyder spændende"
Hun nikkede for sig selv.
det lød anderledes, men hun ville se frem til det.
Hans selskab var faktisk ganske rart, hun havde altid nydt det.

"Heh... det er det vel... men folk havde noget at have det i. Jeg gjorde nogle meget... sadistiske ting en gang imellem." sagde han.
Han kunne huske hver og én af dem. Det havde ikke været mange... men det gjorde ikke gerningen mere okay.

"Joo, det ville da være en skam at ødelægge sådan en kjole, det har du ret i." sagde han med et grin.
"Vi kan gå op når du vil..." sagde han så, "Vi kan også blive her lidt endnu. Hvad end du har lyst til, det gør vi."

Hans humør var ganske godt lige nu.
Han nødnemlig også altid hendes selskab.

Hazelin smilte lidt imod ham.
"Det ved jeg godt.. Jeg har mødt Sansiss og jeg kan sagtens tænke mig til hvordan du var den gang"
Langsomt gik hun hen imod ham.
Han havde været sød ved hende altid, derfor gjorde det hende ikke noget at han havde været sådan.
Alle havde en fortid.

"Lad oz bare gå op nu"
Tænkende holdt hun om hans arm.
Var glad for at han ikke havde bedt hende gå endnu.

Strøg hånden kort op af hans arm.
"Hvad er din plan så nu? Alsa jeg mener.. Du jo ikk hersker mere og sådan, har du en plan?"
Det var ikke fordi hun ville trampe i det, men bare af nysgerrighed.
Han vidste jo hun var nysgerrig.