Could use some help.. (Zane)

"En plan...? Ja... det har jeg." sagde han og kiggede lidt på hende.
"Jeg slår Sansiss ihjel, så jeg kan leve videre.

Så rakte han ud og lagde en hånd på hendes skulder, og verden snurrede pludselig rundt for dem begge, men kun i et enkelt lille sekund - og så sad de på gulvet i et stort værelse lavet næsten udelukkende af træ.
Træet var ikke hugget eller skåret eller sømmet sammen på nogen måde. I stedet så det ud som om det var groet ud i form af en seng, et gulv, vægge, et loft og døråbninger der lede ud til at lille køkken samt et badeværelse.

"Det er lavet med noget der hedder elversang. Det er en evne der kan forme træ uden at skade det." sagde han og så sig omkring.
"Velkommen til mit værelse."

"Skal en af jer dø?"
Hun så spørgende på ham.

Da det begyndte at snurre holdt hun om hans hånd.
Hun blev stadig lidt dårlig når han gjorde det.
Tænkende så hun sig omkring på hans værelse og kom på benene.
Virkede kort forbavset over udseendet.
"Det er fantastisk..."

Let lod hun hånden hvile mod kanten af sengen.
"Det er næsten som skoven.. Tænk jeg vidste ikk du kunne li den slags?"
Hun satte sig på sengen.
Vidste ikke helt hvorfor hun ikke havde troet sådan om ham.

"Elversang siger du? Det kender jeg ikk?"

"Elversang er en ældgammel kunst. Kun de kvinder med de skønneste stemmer må lære den evne. Det er en gammel tradition." sagde han.
"Så det er ikke underligt at du ikke kender til det. Gammel elverskik. Og joo.. selv den gang havde jeg en stor forkærlighed for skove. Så da jeg havde bygget Abbadon, fik jeg det her rum lavet som mit eget, private."

Han kiggede rundt, og opdagede til sin fornøjelse at alt var som det havde været sidste gang han havde været her. Der var end ikke noget støv... det havde magien i rummet sørget for.

Hendes spørgsmål om ham og Sansiss vendte tilbage til ham, og han så kort på hende.
"Hvis ikke jeg dræber ham og tager det stykke af min sjæl tilbage som han har stjålet, vil jeg dø." sagde han.

"Virkelig? Det må være en flot evne at have"
Hun så tænkende rundt igen.
Det var næsten som at være ude i skoven. Hjemme.

Forsigtigt bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå.
"Så.. Skal jeg sove på gulvet? En dyne vil være rart dog"
Det virkede ikke som om hun havde noget imod at sove på gulvet.
For det havde hun virkelig ikke.

Hun rejste sig og gik hen til ham.
Det ville have været rart at se hvordan det hele var.. Mens han havde reageret.
"Jeg ville så gerne have set det dengang.."
Hun lod hånden løbe over væggen.
Det var helt glat og hun var virkelig fascineret over det.

"Det er en smuk evne. Som sagt, kun dem med de skønneste stemmer må lære den... det er fortryllende. Forestil dig en smuk elverkvinde der står i midten af et rum og synger roligt på et glemt sprog, alt imens træet omkring hende former sig langsomt efter hendes syngende kommandoer. Det er i sandhed værd at se."

Han kiggede lidt på hende og smilede så.
"Jeg tager gulvet, du tager sengen. Det er kun fair... og jeg er mere end vant til at sove sådanne steder. Og det her gulv er bestemt ikke det værste sted man kan sove."

Da hun ikke reagerede på det han havde sagt om at dræbe Sansiss, lod han også selv tanken passere forbi, og fokuserede i stedet på noget andet.
"Dengang... det er ikke engang så længe siden... det lignede vel sig selv, bortset fra at der var mere liv i Abbadon."

Hazelin så ham i øjnene.
Hadede tanken om at han risikerer at dø.
Tøvende gik hun hen til sengen igen.

"Det lyder smukt"
Blikket hvilede frem for hende som hun tænkte.
Prøvede at se det for sig.
Trak på skuldrene af hans ord.

"Det kan jeg ikk give lov til.. Jeg vil ikk smide dig af din egen seng.. Enten deler vi den, eller også sover jeg på gulvet"
De blå øjne glimtede blidt mod ham som hun smilte.
Hun ville ikke tage hans seng, hun havde allerede tvunget ham til mere end rigeligt.
Tøvende lod hun hånden glide gennem sig hår.

At snakke med ham kunne gøre hende helt afslappet.

Hendes ord fik ham til at le kort.
"Jamen i så fald... sengen er stor nok til to personer."

Tanken om at dele seng med hende var lidt mærkelig for ham... det var næsten som om han havde glemt noget... noget vigtigt.
Men det var som om det blev ved med at undvige ham, og han skubbede derfor tanken til side.
At dele seng med Hazel ville ikke være et problem.

"Når nu du er så stædig, må du leve med mig som sengepartner. Skal nok opføre mig ordentligt." sagde han og smilede skævt.
"Yderst eller inderst?"

Hazelin smilte til ham.
Det var altid noget at han ikke blev vred over det.
Det kunne han jo sagtens være blevet.

Tænkende bed hun sig i læben og så på sengen.
"Inderst"
Hun vendte ryggen til ham og fjernede sit hår.
"Vil du lyne mig ned?"

Havde altid haft fuld tillid til ham.
Mærkeligt nok, for normalt var hun ret mistroisk overfor andre.
Det var rart.. At kunne stole på hvad han sagde.
"Opføre dig ordenligt? Hvis du siger det"
Blidt grinte hun.

Da han havde lynet hende ned tog hun kjolen af og lagde sig under dynen.
Hazel var ret naturlig og derfor ikke specielt blufærdig, medmindre hun vidste at vedkommende ikke brød sig om det.

"Inderst? Så gerne." sagde han, og lynede hendes kjole ned.
Da hun så uden videre bare tog den af, vendte han blikket væk, og kiggede først igen da han hørte dynen bevæge sig.

Så knappede han sin skjorte op og tog den af, sparkede støvlerne af, og kravlede selv ind under dynen - stadig iført bukser.
Følelsen af hans egen seng igen efter så lang tid, var nærmest himmelsk!
"Hjem kære hjem..." mumlede han og kastede et blik over på hende.

Han lagde sig til rette på ryggen og smilede lidt.

Hendes blik hvilede på ham mens han tog tøjet af.
Ikk for at stirre som sådan.. Men han fascinerede hende stadig.
Da han beholdt bukserne på virkede hun tænkende.
"Hvorfor sover du med bukser på?"

Hun lagde sig på siden og havde dynen tæt om sig.
Der var nu ikke noget som en lun seng.
Kunne allerede mærke hvordan det gjorde hende træt.

Normalt sov hun jo på stranden, og det var ikke videre varmt altid.
Hun smilte af hans ord.
"Det må være dejligt at være hjemme igen"
Følte sig stadig enormt heldig fordi han lod hende bo her.

Blidt strakte hun sig og så op i loftet.

Hendes spørgsmål kom bag på ham. Han havde troet at det var tydeligt...
"Fordi alt andet ville virke provokerende over for dig... tror jeg. Sådan er det hos elverne ihvertfald. En mand og en kvinde der sover sammen uden at røre hinanden, beholder et stykke tøj på." sagde han og kiggede på hende.

"Jo, det er fantastisk at være hjemme. Jeg har savnet det mere end jeg troede..."
Han kastede igen et blik rund i lokalet og smilede lidt.

Hun så mere undrende ud efter hans svar.
"Virkelig? Sådan har jeg aldrig tænkt det"
Tavsheden lagde sig over hende som hun funderede over det.
"Undskyld"
Hun var nået til den konklusion at hun burde undskylde.
Det havde ikke været passende af hende ikke at tænke på den slags.

Hun var jo ikke vokset op på samme måde.
Efter yderligere et par minutter satte hun sig op.
Det ville være tydeligt for alle, at hun nu skammede sig.
"Jeg finder en natkjole."
Blidt holdt hun dynen om sig, som hun fik kringet sig ud på gulvet igen.

En natkjole var jo oz fint.
Let forsvandt hun ud på gangen.

Først virkede han undrende over hendes undskyldning, og brikkerne faldt først på plads da hun steg ud af sengen og sagde at hun ville finde sig en natkjole.

*Smukt, Zane... du havde en smuk pige ved din side... og i stedet for at gøre noget, får du hende til at tage tøj på. Idiot!* tænkte han og satte sig op.
Meeen, at følge efter hende nu for at fortælle hende at det var okay, virkede måske en smule underligt...

Måske skulle han bare nævne det når hun kom tilbage.
Hvis hun altså kunne finde vej... men mon ikke...

En tanke skød ned i ham: Lige nu var han muligvis verdens kedeligste fyr.
Tanken huede ham bestemt ikke...

Hazelin kunne nok have bidt tungen af sig selv et par gange undervejs.
Havde hun ikke lovet sig selv ikke at ændre sig for nogen igen.
Omgivende himlede hun med øjnene.
Havde fundet en ganske pæn natkjole i lilla som hun havde på.

Hun fandt vej tilbage til hans værelse og gik ind.
Smilte lidt til ham.
Havde stadig dynen om sig, i det tilfælde han ikke ønskede at se for meget af hende.

Forsigtigt lagde hun sig ind ved siden af ham igen.
Hvor følte hun sig dum..
"Godnat.."
Hun smilte til ham og lagde sig med ryggen til ham.
Det var nemmere, for hun forventede næsten han bad hende gå.

Han sagde ikke noget da hun sagde godnat, men vendte sig i stedet om mod hende.
Hun virkede bestemt ikke glad... som om hun var bange for at træde forkert hele tiden.

"Hazel. Du er ikke en elver, er du...? Du behøver ikke følge vores kedelige, gamle skikke... da jeg var yngre, brød jeg den hver gang jeg var på opgave med en jævnaldrende pige..." han lo stille
"Og det gav pote hver eneste gang."

"Jeg var vist lidt af en player... " mumlede han med et smil.
"Men slap nu af... du gør mig ikke vred med din opførsel. Bare vær dig selv i stedet for at prøve at behage mig hele tiden."

Hazel kunne godt høre at han vendte sig mod hende.
Hun forblev tavs mens han snakkede.
Et øjeblik vurderede hun om han mente det, inden hun vendte sig mod ham.

"Neij.. Det er jeg måske ikke.. Men jeg har ikke ret til at tvinge dig til at se mig, når du ikke ønsker det"
Hun smilte lidt imod ham.

Strøg hånden gennem sit hår og trak lidt på skuldrene.
"Det er ikke med vilje.. Jeg vil bare ikke gøre dig vred.. Du er den eneste der rent faktisk gider snakke med mig, uden at forvente noget fra mig. Jeg kan li at snakke med dig.. Og jeg vil ikke ødelægge det bare fordi jeg er den jeg er"
Smilet forblev på hendes læber.

"Når det er sagt.. Så siger jeg tark.."
Hun satte sig op og vendte ryggen til ham.
Tog natkjolen af igen og lagde den fra sig, inden hun puttede sig under dynen.
"Hvis du ikke gik op i det dengang.. Hvorfor så nu?"

"Ikke ønsker at se dig...?" han kunne ikke lade være med at smile.
"Hazel... du er en smuk kvinde. Hvilken mand ville ikke have lyst til at se dig...?" sagde han.

Han lyttede til hendes forklaring, og hævede kort et øjenbryn. Nå det var sådan det var...
"Det laver vi om på fra og med dette øjeblik. Fra nu af gør du nøjagtigt hvad du gerne selv vil. Du er her ikke for at behage mig, du er her fordi du er min ven og fordi du har brug for et sted at være. Så gør mig en tjeneste og vær dig selv."
Han smilede til hende.
"Så jeg er den eneste...? Det forstår jeg ikke... verden må være fuld af idioter... jeg forventer intet til gengæld."

"Hvorfor jeg går op i det nu? Det gør jeg skam heller ikke. Jeg ville bare vise dig respekt." sagde han med endnu et smil.

Et svagt genert smil spillede på hendes læber.
"Det var sødt sagt.."
Let bed hun sig i læben.
Han behøvede jo ikke at sige den slags, hun ville forstå ham hvis han ikke ønskede det.

Mildt grinte hun og så ham i øjnene.
"Okay.. Jeg lover at fra nu af skal jeg nok være mig selv. Men husk du selv har bedt om det"
Det sidste blev sagt med et drillende smil.
Hun var glad for at han sagde det, så hun var sikker på han intet havde imod det.
Det var rart.

"Alle tror at en Aspara kun er til for udseendet og for at lokke mænd i forderv.. Men sådan er jeg ikk, jeg vil ikk have folk bare ser et kønt ansigt og magt. Jeg er jo mig ikk? Jeg ville aldrig gøre bogen noget ondt.. Medmindre jeg var nødt til det"
Hun smilte lidt.

"Det er pænt af dig.. Men det gør mig ikk noget hvis du helst vil sove uden.. Jeg er mig selv.. Men det skal du oz være"

"Godt! Så er vi enige. Du er dig selv, og jeg er mig selv." sagde han og trak bukserne af. Han smed dem på gulvet og smilede til hende.

"Alle tror at en aspara kun er til for at se godt ud og tryllebinde mænd... men jeg ved godt du er anderledes." sagde han.
"Alle tror at jeg tager alt hvad jeg vil have med magt, uden at tænke på konsekvenserne for dem det går ud over - inklusive de kvinder jeg nu engang måtte ønske. Men det er heller ikke sandt."
Aldrig nogensinde havde han voldtaget nogen... men det han havde gjort i stedet havde jo også været seksuelt for ham, så det var vel et fedt...

Tanken slog ham som et lynnedslag, og han smilede skævt. Fandens. Men... hun vidste nok ikke hvad han egentlig havde gjort de gange... det vidste de færreste.
For at tænke på noget andet, sagde han:

"Anyways... jeg er glad for at du tør være dig selv i stedet. Det betyder meget."

Hazelin grinte og nikkede af ham.
"Det er vi enige om ja"
Det var rart at have fået det slået fast.

"Præcis.. Og jeg ved du er anderledes.. Nogle gange burde folk lære andre at kende istedet for at tænke sådan om dem.."
Hun var tavs lidt. Smilte imod ham.
Det kunne godt være hun overskred en grænse her, men nu prøvede hun.

"Hvad kan du så li? Mener.. Sansiss kan li en kvindes mave.. Er det det samme med dig?"
De havde jo været en krop en gang, så mon det var det samme for ham?
Det han havde gjort for at underholde sig selv.

"Sig hvis jeg spørger for meget"
Hun smilte af hans ord og nikkede som tegn på hun også var glad for at han var sig selv.

"Ja... hvis bare folk gad lære hinanden at kende... det tror jeg kunne løse mange problemer..." sagde han. Det var rart at tale med hende... det virkede også som om de var enige om de fleste ting. Ganske heldigt!

Hendes næste spørgsmål kom bag på ham. Meget!
Han blinkede et par gange, og fjernede kort blikket fra hende.
Han smilede lidt ad sig selv... han havde jo selv bedt hende om at være sig selv! Desuden syntes han egentlig bare det var et sjovt spørgsmål.

"Det er sjovt du siger det... bliv nu ikke skræmt, men det er noget han har fra mig - det hele. Jeg synes godt om hele kvindekroppen... ben, bryster, alt... men en pæn mave er bare det mest tiltrækkende." sagde han, og tilføjede så med et skævt smil: "Med mindre hun er fed.."

Tid til at skyde igen.
"Og hvad med dig selv? Hvad kan du godt lide?"

Hun grinte lidt ved hans ord.
Han havde jo egentlig ret og det vidste hun godt.
Alt ville blive bedre hvis folk tog sig tiden til at lære hinanden at kende.

Nysgerrigt så hun på ham mens han svarede på hendes spørgsmål.
"Ah okay.. Bare rolig det skræmmer mig ikke"
Hun smilte lidt og bed sig i læben.
Det forklarede en hel del om Sansiss.
Og så alligevel ikke.. Men det gjorde ikke noget for hende.
Det var bare rart at han gad svare når nu hun spurgte.

"Hvad jeg kan li?"
Hun virkede tænkende et øjeblik.
"Det må være.. Øjne.. Hænder.. Og en veltrænet krop har aldrig gjort noget"
Drillende så hun på ham.
Det var ikke noget hun normalt blev spurgt om.

"Godt! Der er egentlig heller ikke noget at frygte... han er voldelig og modbydelig... det var jeg også... det er jeg ikke længere. Tror jeg nok." sagde han med et smil.

Han lyttede, og hævede kort det ene øjenbryn mens han kiggede på hende.
"Hænder, øjne og en veltrænet krop...? Det synes jeg de fleste piger siger." sagde han og lo kort.

Nærmest helt automatisk kiggede han på sine egne hænder mens han vendte dem i luften foran sig. Så smilede han og trak på skuldrene.
"Ganske almindelige... " sagde han drillende.

Hazelin grinte og så ham i øjnene.
"Tror du? Skal jeg blive bange?"
Hun drillede ham tydeligt, men ikke ondt ment.

Langsomt så hun på hans hænder og tog den ene let.
"Hm.. Neij jeg sys de er pæne.."
Som hun lå og betragtede hans hånd smilte hun lidt for sig selv. Det var rart at vide de skulle tilbringe mere tid sammen. For hun hyggede sig sammen med ham.
"Sandt at sige.. Er udseende ikke alt for mig, personligheder er ligeså vigtig.. Jeg er så vant til at folk kun ser mit udseende, så sådan vil jeg ikk være"

Tænkende slap hun hans hånd og smilte lidt forsigtigt.
Lænede sig hen og kyssede hans kind.
"Det er sødt af dig.. At du gider så meget for mig"
Han betød meget for hende. Hun ville ikke sige det, men det gjorde han.

"Hmm.. neej, jeg tror ikke jeg kunne finde på at slå dig. Dog ikke!" sagde han og blinkede til hende mens han smilede skævt.

Han blev ikke rigtig overrasket over at hun tog hans hånd for at kigge på dem.
"Åh..? Interessant... men hvor ubehøvlet! Skal jeg måske også nærstudere din mave..? Det er sexchikane!" sagde han, men med et glimt i øjet og en stemme der lød som om han bare lavede sjov.

Man har jo kun det sjov man selv laver...!

"Personlighed er langt det vigtigste. Det er kun idioter der kun tænker på udseendet"
sagde han så og nikkede over sine egne ord.
"Ren visdom." igen med humør-tonelejet.

Han kiggede over på hende da hun kyssede ham på kinden, og smilede så varmt.
"Det var da virkelig så lidt, Hazel. Du er altid velkommen her."