The Silence of the Forest (Khá)

Så gik han hen til hende og smilede venligt til hende og holdt armene hen til hende. "Jeg er beæret over så flot et kompliment... Men ja lad os ikke forspilde chancen... Nu skal jeg..."
Hun blev løftet op i hans stærke arme og imens han holdt hende der, smilede han og sagde: "Du har intet at være nervøs for.... Du vil mærke et sus i maven...."
Med et kraftigt slag med vingerne for de mod himlen. Grundet den høje hastighed ville hun ganske rigtigt mærke et sus i maven, men der blev snart helt stille. Han valgte at flyve så højt at stjernerne nærmest virkede tæt på. Langt ude i horisonten kunne man se de mange lys fra byen danse rundt i det lave skydække. Da de havde fået lidt fart på, spredte han vingerne og svævede stille rundt.

Han svævede bare roligt rundt langt over den store skov imens han kiggede ned til hende for at sikre sig at hun ikke var for bange. Med et varmt og venligt smil, sagde han: "Hvad synes du? Jeg håber ikke du er for nervøs her oppe? Jeg kan bare godt lide den ro og skønhed der er her oppe.... Det er bare ikke så tit jeg er her oppe mere..."
Lige nu skulle hun bare nyde turen uden at være nervøs

Hun kom med en lille lyd idet han løftede hende op. Hun så på ham og gjorde sig klar til opstigningen. Hun havde ingen anelse om hvordan det ville føles, men hun var ved at finde ud af det. Hun hørte vingerne baske og hun kunne ikke lade være med at lukke øjnene da hun mærkede suset i maven. Hun lagde armene fast rundt om ham så hun var sikker på ikke at falde ned selvom hun godt vidste at han havde ordentligt fat i hende. Hun mærkede varmen fra hans bryst mens hun lå ind mod ham i hans arme. Først da hun kunne mærke at de fløj mere stille turde hun åbne øjnene. Først det ene og derefter de andet da de havde besluttet at det ikke var farligt. Hun så først op på himlen og derefter ned på byen. ”Den er godt nok lille” sagde hun med et lille grin mens hun ivrigt kiggede ned.

Hun forstod godt hvorfor han kunne lide at være heroppe. ”Her er fantastisk” svarede hun ham mens hun så så mange steder hen som hun kunne. Hvis ikke han havde holdt fast i hende var hun nok faldet ud af hans arme for længst. Al nervøsiteten hun havde følt tidligere var væk og en fredelig ro mødte hende idet hun lod sig slappe af i hans arme og så op på ham. ”Hvis jeg havde vinger ville jeg flyve herop hver dag” sagde hun og puttede sit hoved lidt ind mod hans bryst. Hun lå utrolig godt lige hvor hun var og varmen fra ham gjorde det endnu mere behageligt.

Det var skønt at mærke hun følte sig tryg hos ham og nød det hele her oppe ligesom han gjorde. Det lignede også månen var større her oppe. Da hun nævnte hvor lille byen virkede, kunne han ikke lade være med at grine lidt og sagde: "Ja der er alt for lidt plads til mig der inde..."

Et smil voksede over den smukke Engels ansigt hvorefter han lidt drilsk spurgte: "Ligger du godt der?.... Har lige noget du skal se...."
Så fløj han lidt højere op og lidt ud mod bjergene. Her var luften lidt kold men ikke noget hun ville lægge mærke til når hun lå sådan op af ham. Så hang han helt stille i luften og nikkede lidt ind mod bjergene. Det virkede stadig stort selv om de var langt fra men man kunne se de højeste bygninger og borgmuren fra hans Citadel.
Så nussede han hendes arm lidt og sagde stille: "Det er knapt så dystert mere... Men jeg bor lige der ovre faktisk. Før i tiden da jeg var det andet væsen, var det meget mere dystert og mørkt at se på..."

Hun grinte kort over det han sagde. Lige nu lignede han en der bare kunne træde på byen med sin fod og så var den jævnet med jorden. Hun blev nysgerrig så snart han sagde at han ville vise hende noget. Hun vidste ikke hvad det ville være, men hun nød vinden mod sit ansigt mens de fløj derhen. Alt var så stille oppe på nattehimlen. Der var ikke noget der lavede en eneste lyd udover hans blafrende vinger.

Det var blevet utrolig mørkt efterhånden og derfor virkede hans skær også utrolig kraftigt. ”Er du ikke bange for at nogen vil lægge mærke til dig?” Spurgte hun og så igen ned mod jorden. Der måtte da være nogen der lagde mærke til en lysende ting oppe på himlen. De fløj i lidt tid og så ned igen da han nikkede mod en bygning længere nede. Det lignede en kæmpe borg da den alligevel var stor at se på i forhold til hvor højt oppe de var. Hun så op på ham igen da han begyndte at tale. ”Du bor dernede?” Spurgte hun retorisk mens hendes blik gled ned på borgen igen. ”Er der ikke alt for meget plads når det kun er dig der bor der?” Spurgte hun stille. Hun kunne selvfølgelig ikke vide om han var den eneste der boede der, men det var det indtryk hun havde fået af ham. Hun kunne ikke se hvem der skulle kunne bo sammen med ham i hvert fald. Men måske der var så mange værelser så han lånte dem ud. Det var dog ikke et hotel. Men hvis det var, ville det være alt for dyrt. Hun havde lyst til at spørge om hun måtte se det, men ville ikke være påtrængende. Det var trods alt hans hjem og det ville være mærkeligt som en fremmed at spørge om hun måtte komme indenfor hvor han boede. Så hun stirrede blot ned og betragtede landskabet.

"Det er en af fordelene ved at flyve så højt. Grundet byens lys er jeg åbenbart ikke nem at få øje på. Menneskers sind har også en ting med at fornægte hvad der er for meget for dem. De overnaturlige væsner der måske ser mig, gør ikke noget ud af det alligevel"

Han fløj lidt tættere på så man lidt bedre kunne se detaljerne, men holdt sig stadig over skoven. Der var tydelige tegn på hvilket frygteligt sted det havde været en gang, men nu var det kraftigt forandret til noget mere majestætisk og nobelt. Et sted man godt kunne finde på at besøge frivilligt. Ikke noget man gjorde for blot et år siden. Der kom man der kun når der ikke var andre udveje. Måske havde hun hørt om folk der fik helbredt eller genoplivet mod en frygtelig pris.
"Ja det gør jeg. Der er en fløj til tjenestefolk, selvom der ikke er så mange der lige nu. Den eneste der bor der fast udover mig er min butler Bach. Han er den der kender mig allerbedst. Han har været min trofaste ven også da jeg var Djævel. Det er ham man skal spørge om alle de pinlige historier"
Den sidste kommentar var let drilsk for at se hende smile. Han fik en lidt pludselig ide og landede i en lysning ikke så langt fra hvor de mødtes. Skoven virkede let urolig så det var på tide at blive menneskelig igen. Han satte hende roligt ned og blev langsomt til den flotte mand hun først mødte.
"Ja undskyld.... Men verden kan ikke tåle en Seraphim i længere tid af gangen.... Så begynder ting omkring en at forandres... Hey hvad siger du til.... At komme med mig hjem og spise? Det er ganske vist ikke jaget men så kan jeg også vise dig rundt?"

Han havde selvfølgelig ret i det han sagde. Både med at de havde svært ved at se ham, men at de andre væsner ville være ligeglade. Det ville hun selv hvis hun var en af den der var dernede hvilket hun jo var til daglig.

Hun kunne tydeligt se det ikke altid havde været sådan et smukt sted som det var nu. Det var så underligt at forestille sig at han skulle have været ondere end ondskaben selv og gøre så meget skade. Nu var han venlig og nede på jorden. En man følte sig tryg i nærheden af. Hun kunne ikke lade være med at grine over hans vittighed. ”Jeg skal huske at spørge ham” sagde hun smilende mens hun prøvede at forestille sig hvilke pinlige historier han ville have. Selvfølgelig mente han det bare i sjov. Hun vidste ikke engang om hun kom til at møde hans butler.

Hun mærkede hvordan de begyndte at stige nedad igen. Det var vel på tide at få fast jord under fødderne igen selvom hun virkelig godt kunne lide at være oppe i luften. Hun stillede sig op da de landede og så ham transformere sig tilbage. Stadig smuk, hvis ikke smukkere end før. Hun så lidt omkring da han begyndte at snakke om at ting forandrede sig. Hun så kort ned ad sig selv. Hun syntes selv at have forandret sig en del bare det stykke tid de havde været sammen. Hun var anderledes end hun plejede at være. Hun vidste ikke om hun skulle være bekymret, men det gjorde hende alligevel lidt nervøs. Hun havde ingen følelser. Det var alt sammen overfladisk. Det var i hvert fald hvad hun gik og bildte sig selv ind og det havde heller ikke været anderledes endnu. Hun blev slået ud af sine tanker da hun troede hun hørte forkert. Hjem til ham og spise? ”Tør jeg det?” Spurgte hun drilsk, men nikkede kort. Selvom det klogeste nok havde været at sige nej og gå hver til sit kunne hun ikke få sig selv til det. Der var noget ved ham som gjorde at hun fik lyst til at vide mere om ham.

Han følte dog han skulle forklare lidt hvad det var han mente med at området forandrede sig. "Hjemme ved mig selv kan jeg godt gå rundt i min sande form hvis jeg ønsker det. Det er lidt svært at forklare... Men ting der ikke er naturlige for verden, reagerer verden på. Det kan være på mange forskellige måder. Væsner som Djævle og Engle er ikke neturlige for verden og vil med tiden blive 'afvist' ved at ting bliver fjendtlige eller lignende. De fleste Engle eller Djævle er bare så stærke at den effekt kan holdes tilbage"

Han kunne ikke helt placere hvad det var, men hun var interessant. Hun havde gjort ham nysgerrig på en måde han ikke helt kunne forklare. Så han ville egentlig gerne vide mere om hende, og hvis en hyggelig middag nu var måden, så skadede det jo ikke. Ganske kort tog han en mobil frem og ringede op. "Bach min ven? Middag til to tak. Ja er hjemme inden så længe"
Så rakte han armen hen af stien og gik sammen med hende hen til hvor hans Harley holdte. Inde i sig selv prøvede han at finde ud af hvorfor det var hun påvirkede ham. Var det fordi hun var hvad han både var og er? Eller havde hun bare et vindende væsen? "Hvis du da kan klare Bach's lækre mad? Håber da også du kan lide mit hjem"

Egentlig mest for hyggen, lagde han armen om hendes skulder da det også var koldt i vejret. Dog fjernede han armen hvis hun ikke ville have det. Inden så længe kom de op til hans Harley, hvor han rakte hende hjelmen og spurgte lidt drilsk: "Kan du leve med at holde om mig op til slottet?"

Hun lyttede til ham mens han prøvede at forklare. Hun måtte dog se opgivende på ham da hun ikke rigtig forstod. Det lød alt for indviklet til hende. Hun var ikke ligefrem vant til at folk snakkede om komplicerede ting. Hun ventede et stykke fra ham mens han ringede til sin butler. Hun lod sit blik falde op på stjernerne mens hun stod og tænkte. Hvem var han siden han kunne få hende til at være så anderledes i hans selskab? Ville det være farligt for hende selv hvis hun gik med ham? Hun prøvede at ryste tankerne væk og i samme øjeblik blev han færdig med at snakke i telefon.

Hun begyndte at gå sammen med ham hen mod grænsen af skoven. Hun smilede kort. ”Jeg tror sagtens jeg kan overleve god mad” sagde hun drillende. Det var ikke hver dag hun fik andet end et dådyr eller en fugl at spise, men hun nød jo også at jagte dem. Selvom hun havde mad hver dag på bordet ville hun ikke kunne holde sig væk. Men det generede hende nu ikke at efterlade resten af dådyret. Der skulle nok være andre der fik glæde af det.

Mens de stille gik sammen gennem skoven gav det et sæt i hende da hun mærkede hans arm. Hun gik dog bare videre, men tog sin hånd og fjernede hans arm fra sin skulder af uden at se på ham. Hun brød sig ikke om sådan noget. Hun følte at han kom alt for tæt på, på den måde og nogen mænd gjorde det også for at de følte de havde magten. Selvom hun godt vidste at det ikke var ment på den måde.

Hun satte sig bag ham på motorcyklen da de nåede den og tog hjelmen på som han havde givet hende. Hun fik nok ikke brug for den, men havde taget imod den alligevel. ”Det skulle jeg nok kunne klare” sagde hun med et kort smil, men det var også det. Hun lod ham sætte sig og tog forsigtigt armene rundt om hans overkrop for at kunne holde fast i ham.

Da hun fjernede hans hånd, kiggede han ganske kort ned og sagde lidt stille: "Det beklager jeg... Der var intet ondt ment"
Han vdiste selvfølgelig ikke hvad det var hun tænkte men han ville i hvertfald intet ondt med det.
Han satte sig op og begyndte stille at køre. Det var her det gik op for ham at han faktisk godt kunne lide at køre sådan her. Han kunne dog ikke beslutte sig for om det var på grund af hende eller om det var fordi han var tæt på en. Men hun havde også gjort ham meget nysgerrig efter at vide mere. Og det betød åbenbart noget at hun kunne lide hans udseende.

Snart kørte de gennem porten ind til den store flotte borggård. Han satte motorcyklen ved siden af en virkelig flot og velholdt sort Aston Martin. Lidt længere henne ved hvad der viste sig at være en stald, stod der en utrolig flot karet. Først stod han klar til at hjælpe hende hvis hun ville have det for at komme ned af motorcyklen. Han regnede ikke med det, men han kunne lige så godt være sød, når hun var så godt selskab. Midt i borggården var der et kæmpestort træ hvor der nedenunder stod en pavilion af smukt udskåret kirsebærtræ.
Han tog sig selv i kort at beundre hvor smuk hun egentlig var.
"Kunne du tænke dig en rundvisning først eller skal vi spise?"

Hun så blot ned i jorden efter hun havde fjernet hans arm. ”Det ved jeg godt. Bare lad være” sagde hun stille. Hun ønskede ikke at han skulle tro at hun troede han ville gøre hende ondt så hun lod ham vide at det ikke var derfor. Hun kunne bare ikke lide mænd der gjorde sådan noget. Også selvom han mente noget godt ved det.

Så snart de kørte ind gennem porten begyndte hendes øjne at flakke rundt på alle de forskellige ting. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over det indvendigt. Hun tog hjelmen af og stod selv ned af motorcyklen selvom hun havde bemærket at han stod klar til at hjælpe hende. Hun lagde hjelmen på motorcyklen og betragtede kort bilen. Biler havde altid fascineret hende, men lige nu var der noget der fascinerede hende endnu mere. ”Du er virkelig gået all in” sagde hun sarkastisk som hentydning til at han var gået fra at være ond til det mest modsatte man overhovedet kunne forestille sig. Hun var kun vant til byen som var beskidt og lugtende hvorimod dette var smukt og kirsebærtræet fyldte hele gården med en sød duft. Hun så på ham da han spurgte hende om noget. ”Når nu du siger han laver så god mad, hvad så med at lægge ud med det?” Spurgte hun med et skævt smil. Det var ikke fordi hun var specielt sulten, men hun ville hellere gemme rundvisningen til sidst.

Han kiggede lidt rundt da hun nævnte han var gået all in som hun kaldte det. Men hun havde sådan set også ret. Der var bare rigtig meget fortid der skulle gøres op med. Rigtig meget fortid der skulle lægges bag sig.
"Tja det kan man godt sige. Hele slotsgården var mildest talt hærget efter jeg 'døde' så der var jo meget der skulle restaureres. Pavilionen har jeg selv udskåret men det var mest et hyggeprojekt når jeg ikke lige havde andet at bruge tiden på. Kom så får vi noget at spise"
Han ledte hende indenfor i den store foyer der var meget grandiøs og flot. Stilen var Victoriansk dog med et præg af ægyptisk tema. Noget man ikke altid så meget det virkede som det skulle. Farverne ville for sig selv virke kolde man i et slot som dette, lyste de nærmest op. Der var 8 døre at se og så en dobbelttrappe i blankpoleret sten. Den ene dør stod åben ind til hvad der lignede en overdådig gildesal. Han ledte hende dog ind af en anden dør til et noget mindre rum hvor der var gjort klar til dem ved et flot spisebord af solid eg. Dette rum var også i Victoriansk stil men dog med lidt mere varme farver.
Henne ved bordet, stod en meget gammel mand der dog gik overraskende elegant. Manden bukkede for dem og rakte armen ud:
"Herre? Velkommen tilbage. Jeg har lavet lidt vildtragout med tranebærgele, små kartofler stegt i friske krydderurter. Så er der lidt dampede grøntsager som garniture og en let sauce. Vinen er let krydret for at komplimentere kødet. Til dessert vil der blive serveret kirsebærtærte"

Han bukkede tilbage for den ældre mand og sagde venligt: "Som altid overgår du dig selv Bach. Mange tak skal du have. Dette er min gæst Rogue"
Bach bukkede for hende og sagde: "En ære at møde dem ms. Rogue. Hvis i vil have mig undskyldt..."
Så gik han ud i hvad der nok var køkkenet. Så trak Khá stolen ud for hende og gik hen til sin stol. Dog satte han sig ikke før hun gjorde, i tilfælde af hun manglede noget.
"Tag for dig. Og hvis du får brug for andet så sig endelig til. Det her er faktisk rigtig hyggeligt..."
Så sendte han hende et venligt og varmt smil

Hun kiggede hen på pavillonen som han snakkede om. Den så nu flot ud, men dog ikke lige hendes stil. Hun havde dog også i tankerne at stilen indenfor heller ikke ville være hende. Hun havde været i nogen enkelte pæne hjem, men intet ville på nogen måde måle sig med dette. Hun så rundt og prøvede at få det hele med inden at de gik ind i et af de mange rum der var. Selv trappen var enorm. Gad vide hvor mange personer der kunne være der på én gang?

Hun gik med ind i rummet hvor der var dækket op til dem. Hun fik øje på en ældre mand som nok var den butler som Khá havde snakket om og som han havde talt i telefon med tidligere. Hun blev næsten rundtosset af at høre på alt det han havde at sige om maden. Det var bare mad, var det ikke? Hun så på det overdådige bord. Man kunne altid spise vildt kød så der havde han ramt plet. Måske Khá selv var glad for det? ”Får vi også dessert?” Spurgte hun hviskende for at hans butler ikke skulle høre hende. Hun var overrasket over hvor fint det hele var. Som var han en vaskeægte prins. Han manglede dog bare lige folket der bad til ham.

Hun stivnede lidt da Khá præsenterede hende og det eneste hun kunne gøre i øjeblikket var at vinke akavet som en hilsen. Hun var dog glad for at ingen af dem kommenterede det. Hun trådte dog et skridt tilbage da manden bukkede for hende. Hun følte det yderst uvant og også en smule ubehageligt. Som en person der normalt opførte sig på samme måde lige meget hvor hun var eller hvem hun var sammen med havde pludselig forandret sig. Hun var fuldstændig tavs mens hendes øjne kiggede rundt i rummet og ikke mindst på maden. Hun så endda kort ned ad sig selv. Det var ikke ligefrem tøjet til sådan noget, men nu var det jo bare de to. Hun gik hen til stolen som han trak ud for hende og satte sig idet han skubbede den ind under hende. Hun syntes stadig ikke om alt det gentleman halløj, men accepterede det for nu. Hun smilede forsigtigt til ham da han havde sat sig. Hun bed sig kort i læben og ventede på at han ville gøre noget.

Han grinede en lille smule indeni da det hele tilsyneladende var så nyt eller overvældende for hende så han besluttede sig for at lette stemningen noget for hende og hentede en god whiskey til dem i barskabet ved væggen. Han satte et glas ved hende hvorefter han vendte tilbage til sin egen plads. Først smagte han på whiskeyen og så på vinen der var hældt op, for lige at finde ud af hvad han selv bedst kunne lide. Så smagte han lidt på maden og kiggede så varmt på hende.
"Ja jeg ved det godt... Bach er lidt streng i det men så igen han har også været min butler i ca 350 år. Han kan lide alt det etikette og den slags. Det kan jeg dog også selv når selskabet kræver det. Men lad os nu slappe af og bare nyde maden og selskabet. Det gør jeg skam allerede"
Så gav han sig til at spise ganske afslappet så hun kunne se at det var helt ok. Der var ikke nogen forventning til opførsel, beklædning eller noget. Hun skulle bare hygge sig. "Bare vent til du prøver kirsebærtærten. Den er virkelig god...."
Man kunne næsten se i hans øjne at han ville spørge om noget. Men hun havde også betaget ham en hel del. Hvordan var han ikke sikker på endnu. Mest af alt fordi det lignede ham faktisk ikke. Men der var altså noget over hende

Hun blev glad da han satte en whisky på bordet i stedet for. Godt nok var der alkohol i vinen, men hun brød sig bestemt ikke om smagen. Hun havde dog tænkt sig at drikke det hvis der ikke var andet. Men et sted som dette kunne det umuligt være tilfældet.

Hun nikkede kort da han sagde de bare skulle slappe af. Det at det kun var de to igen havde allerede fået hende til at slappe en del mere af. Hun kiggede ned på sin mad og begyndte lige så langsomt at spise. Hun vidste at hun havde været utrolig stille i noget tid, men hun skulle lige få fordøjet alle indtrykkene. Hun kunne dog ikke lade være med at smile da han snakkede om tærten. ”Jeg er ikke engang sikker på jeg har smagt kirsebær før?” sagde hun mens hun tænkte lidt. Hun kunne ikke lige mindes det på noget tidspunkt. Det var ikke noget man normalt fandt ude i naturen uden at det var plantet på privat grund.

Hun kunne se på ham at han skulle til at sige noget, men han spiste bare videre. ”Hvad?” Spurgte hun nysgerrigt for at få det ud af ham. Han behøvede ikke at holde tilbage med at spørge hende om noget. Selv hvis det ikke var noget hun gad svare på ville hun hellere have at han spurgte end ikke at vide hvad han skulle til at sige. ”Det smager for resten godt. Det må du fortælle Bach” sagde hun og smilede kort til ham mens hun spise videre.

Hans tanker om at skabe en noget mere afslappet atmosfære virkede ganske efter hensigten. Og ideen med at hente en whiskey var åbenbart også en rigtig god ide, så det blev det han drak også. Det generede heller ikke for den smagte fantastisk. Lige når det kom til whiskey så var han egentlig rimelig kræsen. Men det måtte man også godt med nogen ting.
"Hvis ikke du har det, så har du virkelig noget at se frem til. Jeg lærte også kun for få måneder siden at jeg er vild med det. Men jeg holder da figuren meget godt?" De sidste ord var rimelig drilske men det lagde han heller ikke skjul på.

Han måtte tænke sig godt om hvordan han lige skulle formulere det for at det ikke lød dumt eller overfuste hende. Så han lænede sig lidt tilbage og tog en god tår whiskey og sagde:
"Håber ikke det her lyder dumt.... Men jeg plejer ikke synes sådan om en person jeg lige har mødt.... Jeg har en ide...
Han satte sig frem på stolen igen og støttede sig armene på bordet imens han kiggede venligt på hende: "Da vi var ude og flyve.... Hvordan havde du det så med at jeg bar dig på den måde? Det virker måske underligt men skal nok forklare hvorfor"
Han havde også tænkt sig at sige hvad han konkret syntes om deres flyvetur

Hun drak en tår af whiskyen mens hun spiste idet han snakkede. Hun kunne dog ikke lade være med at slippe et lille grin ud da han kommenterede sin figur. Hun lavede et enkelt nik med begge øjenbryn hævet som et tydeligt svar på hans sikkert retoriske spørgsmål. Maden smagte virkelig godt og hun var heller ikke vant til at få alle disse andre ting serveret ved siden af kødet. Hun fik nok ikke al den næring hun egentlig skulle have ved bare at spise kød, men hun levede da stadigvæk.

Hun smilede kort da han startede sætningen. Selvfølgelig ville det komme til at lyde dumt når han lagde ud med at sige at han ikke håbede det kom til at lyde dumt. Hun lagde sit bestik ned på tallerkenen da det så ud som om at han skulle til at spørge hende om noget mere seriøst. ”Oh…øhm” sagde hun efter han havde fuldført sin sætning da spørgsmålet kom meget bag på hende. Hun var ikke sikker på at hun forstod det, men prøvede alligevel at finde et svar. Hun syntes det var et virkelig mærkeligt spørgsmål og hun kunne ikke andet end at prøve at give et svar. ”Uvant?” Sagde hun med et let skuldertræk. Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle sige for hun havde ikke noget svar på det. ”Det var vel okay?” Tilføjede hun selvom hun ikke vidste om hun kom tættere på et svar af den grund. Men hvis det ikke var et godt nok svar måtte han jo uddybe spørgsmålet nærmere.

Han spiste et par bidder mere inden han forklarede videre: "Jeg spørger fordi at som jeg før har nævnt så viser jeg meget sjældent min sande form... De fleste bliver ramt af ærefrygt eller bliver bange... Så i første omgang var jeg faktisk nervøs for om du ville blive bange og flygte... Og jeg vælger da at tro det var tillid der gjorde du gerne ville op at flyve.... Jeg er nok efterhånden bare vant til at folk bliver overvældet negativt når de ser mig som jeg ser ud rigtigt..."

Det havde faktisk været en unik oplevelse for ham at være ude og flyve på den måde. Det der egentlig overraskede ham mest var da hun nærmest puttede sig ind til ham. Eller da hun nærmest kærtegnede hans vinger eller lagde hånden på hans bryst. Han havde kun oplevet en gang før at nogle havde rørt ham frivilligt på den måde. Mange var nervøse for om de brød ud i flammer ved at røre ham. Men hende..... Hun rørte bare hans vinger og lagde hånden på hans bryst fordi hun følte for det. Og det havde faktisk været underligt rart.

Hun kunne ikke helt forstå hvorfor hun skulle flygte når hun selv gik med til at se hans form. Og hans form var på ingen måde noget hun ville flygte fra. Hun blev snarere tiltrukket utrolig meget af ham, men det var dog ikke noget hun ville indrømme overfor ham. Hun kunne dårligt nok indrømme det overfor sig selv. Selvfølgelig havde hun følt sig ekstremt godt tilbage i hans arme mens de fløj, men det var endnu en ting hun ikke bare sådan kunne sige til ham. Sådan var hun ikke. Hun ville dog prøve at give ham nogen ord i stedet for at blive i total tavshed.

”Det hjælper nok også at jeg lærte dig en smule at kende inden jeg så dig. Desuden var du allerede et godt syn inden din sande form, så du får nok ikke nemt ved at skræmme mig væk” sagde hun drillende med et skævt smil over læberne. ”Selvfølgelig vidste jeg ikke om det ville gøre ondt på mig når jeg rørte dig, men…” sagde hun og smilede kort mens hun så lidt tænkende ned i bordet. Hun så ham direkte ind i øjnene efter lidt tid. ”Der er noget ved dig…” sagde hun og holdte øjenkontakt med ham i ret lang tid mens hendes fod lige så stille gled op ad hans ene ben under bordet.

Han havde lidt svært ved at skjule den røde farve i hans kinder da hun komplimenterede hvordan han så ud. Men det var ikke alt for tydeligt. Dog nok til at opfange hvis man var en smule opmærksom. Han så slet ikke på sig selv som en mand af godt udseende, men han var det åbenbart i hendes øjne.
"Jamen jeg er da glad for du kan lide hvad du ser... Det er ikke så tit jeg hører det"

Han skulle lige til at sige en kommentar om hvad der ville ske hvis man rørte ham men det nåede han slet ikke før han mærkede hendes fod på vej op af sit ben. Overrasket kiggede han først ned på hendes fod og så tilbage op på hende. "Ja det kan jeg da mærke... "
Han samlede lige tankerne lidt inden han kiggede på hende med sit varme smil og tømte så sit glas. Han kunne prøve at benægte det var dejligt men det ville være forkert. For det var dejligt.

Som en let drillende kommentar sagde han: "Hvis du bliver ved sådan der, skal jeg bruge et glas mere"

Hun smilede roligt da hun så rødmen i hans kinder. Det var ikke så tit hun så det hos mænd, men nu var det heller ikke så tit hun fik muligheden for at komplimentere dem. Hun havde efterhånden forstået at komplimenter ikke var noget han hørte meget til. Der var de nok så forskellige på det punkt, men forskellen var at hun stræbte efter det hvor han nok ikke gjorde.

Hun tog sig ikke rigtig af denne gang at han ikke fik sagt det han måske havde haft intention om. Hun havde tilsyneladende fanget ham på et uventet tidspunkt hvilket var tydeligt at se på ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle forvente. Ville han fjerne sig fra hende eller ville han blive siddende? Efter kort tid fandt hun ud af det. Hun smilede blot over hans kommentar og skubbede sit glas med whisky indover bordet så det var ved hans andet glas. ”Har man stadig lyst til dessert?” Spurgte hun med et halvt hævet øjenbryn mens hun så ham direkte ind i øjnene med et begærende blik. Hun tog tegnet til at han ikke flyttede sig som i at han kunne lide det. Hun havde været i tvivl om hvor langt hun kunne gå med ham når han trods alt var så anderledes og magtfuld. Det skræmte hende dog ikke mere. Hendes begær var blevet alt for stor til at kunne modstå ham mere.

På trods af den farve han efterhånden havde opbygget i kinderne, sad han bare stille og kiggede på hende. En del af ham var spændt på hvor langt hun ville ende med at gå. Måske ville Djævlen i hende ende med at sige fra, måske ikke. Og det var ikke til at sige hvad Helvedes-seglet reagerede på da han ikke havde kunnet undersøge det.
Han grinede lidt forsigtigt over hendes spørgsmål ogsvarede let drilsk:
"Det kommer an på desserten.... Men den tærte bliver nok serveret inden længe så ved du det" Det var mest et headsup på at Bach nok snart kom ind til dem. Og ganske rigtigt kom Bach ind og satte en tallerken foran hvem af dem med et dejligt lunt stykke hindbærtærte med 2 skåle ved siden af. En med creme og en med creme fraiche. Han bukkede for dem og sagde ærbødigt: "Håber maden behager dem. God aften til jer begge"
Khá kunne dog holde masken og svarede: "Mange tak skal du have Bach. Det har været fantastisk mad som altid"
Imens Bach gik ud igen, kiggede Khá tilbage på hende og tog en tår af vinen i stedet for imens hendes glas blev skubbet tilbage til hende med et glimt i øjet. "Jeg vil tage det som om du.... Nyder selskabet?"

Hun så intenst på ham mens hendes fod langsomt bevægede sig opad hans ben. Hun var stoppet med at spise selvom der var mere på hendes tallerken. Men hun følte sig ikke sulten mere. I hvert fald ikke den slags sulten. Hun var ligeglad med tærten, men stoppede alligevel sin fod ved midten af hans lår da back kom ind. Hun trak den dog ikke til sig. Hun var ligeglad med om Bach kunne se det eller ej. Hun lod ham servere tærten, men holdte stadig øjnene på hans. Hun lod den være der i lidt tid efter at Bach var gået. Hun tog derefter imod sit glas som han skubbede tilbage til hende og drak resten af det. ”Jeg nyder det skam” sagde hun med et frækt smil mens hun stadig så intenst på ham. ”Det gør du måske ikke?” Spurgte hun stadig smilende og lod sin fod bevægede sig længere op ad hans lår lige så langsomt.

Hun tog sin gaffel og skubbede noget af cremen op på sin tærte. Hun havde fjernet øjnene fra ham i lidt tid så hun kunne se hvad hun lavede. Imens havde hun stoppet sin fod helt oppe af hans lår så hun næsten ikke kunne komme længere. Hun skar spidsen af tærten ud og tog stykket ind i munden mens hun igen havde øjnene intenst rettet mod ham. Hendes fod kørte det sidste stykke hen ad hans lår indtil hun ikke kunne komme længere, men pressede så lidt ekstra så han tydeligt ville kunne mærke hendes fod. ”Det er en god tærte” sagde hun med et lille smil og fjernede blikket fra ham igen da hun skar det næste stykke ud.

Han måtte jo anerkende at det var dejligt det hun gjorde. Så han lod hende egentligt bare gøre det og tillod sig at nyde det. Men han måtte også indrømme overfor sig selv at han ikke havde regnet med at en rolig gåtur i skoven, ville resultere i den situation de sad i nu. Men det var da heller ikke det værste der kunne ske.
"Jo jeg nyder det skam. Jeg er bare overrasket.. Havde ikke lige regnet med at jeg ville sidde sådan her. Men det er faktisk dejligt"

Så returnerede han med et dejligt varmt smil og begyndte så at smage på tærten. Ganske som altid så nød han tærten i fulde drag. Med lukkede øjne nød han virkelig den første bid og sukkede over den gode smag.
Så åbnede han langsomt øjnene og kiggede tilbage på hende for at se hendes reaktion. Men det blik hun havde i øjnene havde absolut intet med tærten at gøre. Det kunne så også mærkes på hvordan hun brugte sin fod lige nu. Han sagde intet da hun pressede til med sin fod, først da hun smagte på tærten igen.
"Jo absolut... Tærten er rigtig god...."

Det var en underlig måde han udtrykte ting på. Hun var heller ikke helt sikker på hvad det var han mente, men han nød tilsyneladende hendes selskab, hvilket også var gengældt. Hun blev ved med at tirre ham med sin fod, men havde ingen anelse om hvordan han ville reagere på sådan noget. Men han havde da i hvert fald ikke bedt hende om at stoppe. Hvilken mand ville også gøre det? Ikke nogen hun kendte i hvert fald. Tærten begyndte at irritere hende mere og mere da det var det eneste han kunne snakke om.

Hun trak sin fod til sig så hun kunne læne sig indover bordet og stak sin gaffel direkte igennem hans tærte da han skulle til at tage et stykke mere. Hun så ham ind i øjnene. ”Skulle jeg ikke også have en rundvisning?” Spurgte hun med et skævt smil. Hun var ligeglad med mad og tærte lige nu. Han var så tiltrækkende at se på og være i nærheden af at hun ikke kunne holde ud at sidde ved middagsbordet mere. Hun håbede at han forstod, men det skulle ikke undre hende hvis han ville være på tværs. Hendes gaffel blev ved med at sidde i hans tærte mens hun holdte på skaftet. Hun trak derefter tærten lidt til siden og hen mod hende så han havde svært ved at nå den igen mens hun så drillende på ham.

Han blev lidt overrasket da hun stak gaflen i hans tærte og trak den lidt væk, men blev mødt af hendes blik og spørgsmål. Så lagde han sin gaffel fra sig og rejste sig fra sin stol. Da han så stod ved siden af hende, smilede han ned til hende og sagde: "Jo det er begrænset hvor længe mad bliver ved med at være spændende. Kom så skal du få din rundtur"
Han startede med at vise hende grundetagen af slottet. Der var et kæmpestort bibliotek med flere bøger end de fleste ville kunne læse på en levealder. Så var der selvfølgelig køkkenet, og den kæmpestore balsal. Den var noget mere ekstravagant end den anden spisestue, men han kunne så fortælle at den egentlig også kun blev brugt til større selskaber. Så var der et par rigtig flotte toiletter i lys marmor og med en godt stor bruser.
Så var der et konferencerum, et mindre bibliotek, en hyggelig pejsestue og noget der lignede et lille galleri. Her var det også tydeligt at han havde en noget dyr smag. Eller også var han bare villig til at give det nødvendige for hvad han kunne lide. Men der hang også et par tegninger der tydeligvis var lavet af børn. Det var tydeligt at han godt kunne lide at vise hende rundt. Ikke fordi han ville blære sig med tingene men fordi selskabet var godt. Han kunne ikke helt fjerne sit blik fra hende. Så viste han hende ind af en dobbeltdør til et rum der viste sig at være en indendørs swimmingpool.
"Det her er lidt mit seneste projekt. Er lige blevet færdig med omklædningsrum og sauna så nu mangler jeg kun lige de sidste detaljer. Det var grundetagen. Frisk på at se mere?"