The Silence of the Forest (Khá)

Hun var glad for at han traf den rigtige beslutning. I hvert fald i hendes øjne. Hvis han havde haft lyst til at spise mere af tærten havde hun nok bare nægtet ham og fået ham til at tænke på noget andet. Men det så ud til at han allerede tænkte på noget helt andet. Hun lod gaflen sidde i tærten mens hun rejste sig op. Hun tog resten af whiskyen i hans glas og bundede det inden de gik.

Hun blev utrolig imponeret over alle de forskellige rum. Hun havde ikke læst en eneste bog i sit liv, men det så ud til at han godt kunne lide at læse selvom hun ikke ville tro på at han havde læst dem alle sammen. Køkkenet så ud til at være i utrolig god stand, men det var selvfølgelig også noget udsøgt mad som der blev lavet i dette hus. Balsalen var utrolig stor. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan der kunne være så mange mennesker samlet så rummet ikke ville komme til at se for stort ud. Men måske han holdte fester indimellem? Han virkede dog mere som typen der brugte tid på sig selv. Han havde tilsyneladende også en interesse i kunst. Endnu en ting som hun ikke anede noget som helst om. For hende var det bare en masse klatter på et lærred som kun var berømt fordi kunstneren var det, men ikke fordi det var pænt eller gav mening.

Da de gik ind ad en dobbeltdør blev hun ret overrasket over hvor hun så. En swimmingpool…indendørs? Hun var ikke engang vant til at se en udendørs. Det var imponerende at der var plads nok til at have sådan en indenfor. Hun betragtede det klare vand mens han talte færdig. Hun grinte derefter kort og så på ham mens hun tog sin læderjakke af. ”Hvem behøver et omklædningsrum?” Spurgte hun og smed derefter sin top, støvler, bukser, bh og til sidst sine trusser indtil hun stod helt nøgen foran ham med sin perfekte lyse hud og former. Derefter lavede hun et hoveddyk ned langs vandoverfladen og stak hovedet op efter lidt tid. ”Kom nu, hop i. Eller tør du ikke?” Spurgte hun drillende mens hun svømmede lidt rundt i det dejlige vand.

Han grinede lidt og svarede hende varmt: "Ja det kan du vel egentlig have ret i" Dog var han ikke lige klar på hun ville smide alt tøjet og hoppe i. Han rødmede dog ikke. Khá var ikke særligt blufærdig selv, kun hvis folk kunne blive ubekvemme ved situationen. Hun havde godt nok nogle fantastiske former. Da hun så kiggede op af vandet igen, smilede han skævt ned til hende og tog selv alt tøjet af. Dog lagde han tøjet noget pænere til side, men han var nok bare ordensmenneske på nogle punkter. Så stod han fuldt ud nøgen og kiggede ned til hende. Ikke et gram fedt sad på ham. Alt sad fuldstændig som det skulle og han var velproportioneret.

"Selvfølgelig tør jeg... Så må vi håbe jeg kan huske hvordan man svømmer"

Han lavede et elegant hovedspring i vandet ikke så langt fra hende og svømmede rundt lidt nede under vandet inden han dukkede op igen drilsk i den anden side af poolen. Ud fra bevægelserne at dømme, var han lige så god til at svømme som han var til at flyve. Det var næsten som om vandet flyttede sig for ham og hjalp ham. Hvilket dog ikke var tilfældet. Han kørte det lange hår væk fra ansigtet og sagde muntert: "Det kan jeg åbenbart!"

Hun nød at kunne se hans enormt veltrænede krop. Hvis ikke hun var tiltrukket af ham i forvejen ville dette helt klart have gjort det. Men nu var hun tiltrukket af ham og det fik hende til at have endnu sværere ved at holde sig fra ham. Hun grinte stille idet han lavede hovedspring og ventede på at han skulle komme op til overfladen igen. Det så ud til at han bare fløj gennem vandet i modsætningen som hende selv som der måtte bruge lidt kræfter på det. Men nu var vand heller ikke hendes rette element. Hun betragtede ham stille da han kom op af vandet.

Hun begyndte at svømme hen imod ham. ”Du virker som en der er vant til at svømme” sagde hun da hun var kommet helt tæt på ham. Hun smilede roligt til ham og svømmede lidt tættere på ham så han blev presset op mod kanten af swimmingpoolen. ”Men nu fejler din form heller ikke noget” sagde hun med et lille grin mens hun så ham ind i øjnene. Hendes begær var blevet for meget til at kontrollere mere, men hun havde heller ikke lyst til at kontrollere det. Hun svømmede helt tæt på ham så hendes krop rørte ved hans og lagde armene rundt om nakken på ham så deres ansigt var meget tæt på hinanden. ”Jeg føler mig utrolig heldig her til aften” sagde hun næsten hviskende mens hun så ham ind i øjnene og derefter ned på hans læber. Hun pressede sin krop ind mod hans idet hun lænede sig frem og kyssede ham lidenskabeligt på munden.

I stedet for at gengælde kysset kiggede Khá trist på hende og tog hendes hænder ned fra hans nakke. Hun havde åbenbart fanget nogle signaler han ikke vidste han sendte. Hvilket selvfølgelig beklageligt. Efter at fået dem hen til kanten af poolen sagde han nærmest nedtrykt:
"Det her er jeg meget ked af Rogue... Jeg er ked af hvis jeg har sendt de signaler.... Mit hjerte og krop tilhører en anden Engel.... Det var hende hvis bøn bragte mig tilbage... Det var hendes hengivenhed der gjorde jeg blev genfødt... Du er i alt god ret til at være gal... Men jeg vil ikke bryde en gave så hellig... Jeg synes stadig dit selskab er rigtig hyggeligt... Men så langt går jeg ikke...."

Så satte han sig på kanten af poolen og ventede nærmest lidt trist. Det var anliggender hvor han stadig ikke stod stærk. Han havde trods alt gået i 400 år uden følelser af nogen art. Men han ville ikke bryde sit løfte til Alessa... Så han gjorde sig sådan set bare klar på at håndtere Rogues reaktion

Hun kiggede uforstående på ham da fjernede hende fra sig. Hun kiggede bare på ham mens han forklarede sig. Hun bakkede lidt væk da han var færdig og så stadig uforstående på ham. Det uforstående ansigtsudtryk blev dog hurtigt til en overvældende vrede. ”Du er ked af hvis du har sendt de forkerte signaler!?” Råbte hun arrigt til ham. ”Du kunne have sagt noget da vi sad og spiste, men det gjorde du ikke!” Råbte hun videre og kom op ad poolen. Hun løftede sin hånd op og så på den. Så længe hendes hud var så fugtig havde hun ingen nytte af hendes evner. Så hun begyndte stille at varme sine håndflader op uden at han kunne se det. Vreden han havde forvoldt hende hjalp også ekstra meget. Hun gik hen og begyndte at tage sit tøj på igen. ”Men du har åbenbart ikke noget imod at udnytte sådan nogen som mig for at få lov til at se på deres nøgne krop!” sagde hun lige så vredt idet hun havde fået sit tøj på. Hun vidste at han nok var en meget stærkere modstander end hende, men hun følte sig forrådt over at han ikke havde sagt det til hende noget før så hun ikke så ud som et kæmpe fjols.

Hendes øjne begyndte at blive lige så røde som hendes flammer der nu stod ud fra hendes hænder. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham komme afsted med dette. Det var noget af det mest respektløse hun havde oplevet. Hun rakte sine hænder frem og skød en kæmpe flamme af ild imod ham ved at samle begge sine hænder så hun kunne få mere kraft på. Hendes hud var stadig alt for fugtig til at hun kunne nøjes med en hånd.

Han rettede sig op og blev pludselig vred og spændte i musklerne. Han knyttede hænderne og hans stemme blev majestætisk som da han viste sin sande form.
"Ja jeg er ked af det! Jeg nød dit selskab! Så det er et problem at jeg så din nøgne krop?! Jeg viste dig min sande form! Jeg bar dig højt så du fik set verden fra andre steder! Og så har du et problem med jeg så dig nøgen!? Du hoppede selv ud af dit tøj! Du gned selv foden op af mit ben! Så du havde ikke noget imod at udnytte min gæstfrihed?!"

Ved første øjekast så det ud som om flammen ramte ham for fuld kraft. Da flammen havde lagt sig, blev det tydeligt hvordan vingerne passede på ham. Spidserne af fjerene glødede let som om de havde været af metal. Han var skiftet til sin sande form og hans underarme og hænder var dækket af de hvide flammer. Fra hans højre hånd hvilede der en pisk af hvid ild. I venstre hånd svævede der 3 kugler af den hvide ild. Djævlen i hende ville kunne mærke at det var hellige flammer han stod med.
Hans blik veg ikke fra hende et eneste sekund og hans stemme var rungende men underligt nok ikke vred mere.
"Når jeg kan se dine energier så er det der ikke særlig smart.... Jeg beklager virkelig at jeg har såret dig... Jeg vil rette op på det så godt jeg kan... Så nu får du tre muligheder.... 1: Så kæmper vi en meningsløs kamp med kun et resultat... 2: Vi finder ud af hvordan der kan rettes op på den fejl jeg har begået.... 3: Du forlader mit hjem og du behøver aldrig se mig igen.... Valget er dit"

Han var meget opmærksom på hvad hun gjorde i tilfælde af der skulle komme et angreb mere. Men mest af alt ville han løse en situation han selv var kommet til at skabe. Men han følte sig ligeledes fornærmet nu så han ville tage kampen hvis den skulle komme

Hun stod i noget tid efter hun havde skudt flammen afsted med hænderne samlet. Hun blev overrasket over at høre hans stemme på den måde. Hun så vredt på ham mens han talte, men ventede til han var færdig. ”Jeg har intet problem med at du har set mig nøgen! Mit problem er at det er sådan nogen som dig der gør at det her er ved at blive brudt!” Sagde hun vredt mens hun holdte sin hånd på sin mave for at vise ham at det var hendes segl hun talte om.

Hun fik nærmest et chok da hun så ham i hans virkelige form og hun sænkede langsomt sine hænder så han kunne se hun ikke ville angribe lige med det samme. Hun følte et kort øjeblik af frygt ramme hende på grund af hans hellige flammer, men hun kastede den hurtigt væk. Hun vidste at han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget så længe hun kunne holde sit temperament nede. Eller det håbede hun i hvert fald. Hun trak vejret tungt mens han snakkede igen, men med en mere rolig stemme end før. Den var dog stadig stærk og rungende.

Hun kneb øjnene kort sammen da han nævnte den første mulighed. Hun vidste at han var meget stærkere end ham, men ville ikke undervurdere sin egen styrke. Hendes største svaghed var at hun var djævel og engledelen i hende kunne intet gøre. Men det havde hun det også helt fint med. Hun lyttede til mulighed nummer to og kunne godt lide at høre at han mente det var hans fejl. Hun kunne ikke se hvordan det var hendes fejl når han kunne have givet hende et tegn på at de ikke havde den samme hensigt. Hun overvejede mulighed nummer tre. Det ville sikkert være det bedste og især for hende, men der var noget i hende der havde svært ved at vælge den mulighed. Hun så på ham i lang tid mens hun stod og overvejede mulighederne nøje. Det tog sikkert længere tid end hun lige havde tænkt over. ”Jeg har ikke tænkt mig at slås” sagde hun som det første. Hun havde svært ved at beslutte sig med de to næste, men fik truffet sin beslutning som hun sikkert ville fortryde senere hen. ”Men jeg har heller ikke tænkt mig at gå” sagde hun med en mere rolig stemme. Hun håbede at han forstod hende. Hun så på ham med et undskyldende blik og sank derefter sammen på gulvet så hun sad på sine knæ og så ned i jorden. ”Det var ikke min mening at være respektløs” sagde hun mens hun tog en dyb indånding. ”Jeg ved at det er lige så meget min skyld som det er din skyld. Jeg er bare ikke vant til at være sammen med nogen som siger nej…jeg er vant til at kunne tvinge folk til at gøre som jeg vil ha, men ikke dig…” sagde hun mens hu mærkede den brændende fornemmelse fra hendes segl. Hun løftede sit hoved hvorefter hun så op på ham. ”Du er alt det som jeg ikke er, og ikke vil være, men som jeg er ved at blive til” sagde hun stille mens hun mærkede den brændende fornemmelse blive være og være. Man kunne se hvordan seglet begyndte at lyse under hendes bluse og til sidst undslap hun et øredøvende skrig hvorefter hun kollapsede på gulvet. Hun lå på siden og så over på ham mens hun dårlig nok var ved bevidsthed. Det eneste hun kunne mærke var seglet der brændte mens endnu en streg ud af de i alt 23 blev brændt væk fra hendes hud.

Da hun virkede til at falde til ro igen, slog han en enkelt gang med hænder og flammerne forsvandt igen. Da hun sank ned på sine knæ, valgte den majestætiske Seraphim at knæle foran hende imens han lyttede til hvad hun sagde.
"Jeg forstår udemærket frustrationen i sådan en situation. Nok var situationen en anden... Den eneste ting jeg ville beholde var min søn..."
Han mærkede skiftet i hendes energier og kiggede indgående på hende. Da seglet så begyndte at lyse, mærkede han også energierne i hendes indre skifte. Hvad mon det segl rent faktisk betød. Da hun ikke havde sagt noget om det, ville det tage tid at finde ud af. Han greb hende da hun kollapsede og skyndte sig at bære hende op i et af gæsteværelserne. Her var stilen ligeledes overdådig og sengen var stor med silkelagner i mørk blå.

Han lagde hende ned og imens han kærtegnede hendes pande, sagde han roligt men bestemt: "Shhh... Jeg skal nok hjælpe dig... Lad os se..."
Så lagde han den ene hånd over hendes bryst og den anden på hendes pande. Den gyldne glød i hans øjne blev kraftigere og hans hænder mærkedes virkelig behagelige og varme. Snart ville hun kunne mærke en afslappende varme brede sig igennem hende og de fysiske men hendes krop havde taget, forsvandt. Han havde den intention at hjælpe med hende segl men skulle vide mere om det. Da hendes krop var helbredt, satte han sig på kanten af sengen og kiggede varmt på hende.
"Jeg skal nok hjælpe dig med seglet... Det vil være hårdt men jeg kan... Det kræver du fortæller mig hvad du ved om det.... Jeg kan befri dig fra det..."

Hun følte som al energi var suget ud af hende og hun kunne ikke engang få en enkelt flamme frem da hun prøvede mens han bar hende op ovenpå. Hun havde hørt det han sagde med en søn, men forstod ikke. Havde han haft en søn? Var det ham tegningerne var fra som hun havde set tidligere? Hun lod det ligge da det var for anstrengende at tænke på.

Efter lidt tid mærkede hun noget blødt mod hendes ryg og det gik op for hende at hun lå i en seng. Hun lå stille og så op på ham og smilede roligt til ham. Hun løftede hovedet lidt for at se hvad han lavede, men lagde hovedet tilbage igen da han lagde sin anden hånd på hendes pande. Hun så ind i hans øjne mens en uforklarlig varme spredte sig i hele hendes krop. Hun lukkede stille øjnene og nød det så længe det varede. Varmen forsvandt dog igen da hun fornemmede at han rørte på sig. Hun åbnede øjnene igen og så at han sad på sengekanten. Hun mærkede sine kræfter lige så stille komme tilbage igen og drejede sit hoved så hun bedre kunne se på ham. Det lød nærmest helt uvirkeligt for hende. Kunne han hjælpe hende? Men…han var engel? En engel kunne ikke hjælpe hende med det. Hun forstod kort efter da han sagde han kunne befri hende fra det. Hun prøvede at sætte sig op, men blev liggende da hendes kræfter ikke var kommet helt til hende endnu. ”Du må ikke fjerne det…” sagde hun stille mens hun med den ene hånd løftede op i sin bluse så han først rigtig kunne se seglet. Det bestod af en cirkel som fyldte en god del af hendes mave og en cirkel der var mindre inde i den. Fra den yderste cirkel gik der nogen takkede streger igennem den inderste cirkel og mødtes på midten ved hendes navle. Man kunne se at der havde været 25, men at der kun var 22 tilbage. Kan du gøre seglet stærkere?” Spurgte hun mens hun så ham ind i øjnene. Hun hadede hvad der var ved at ske med hende, men det sidste hun ville have at seglet blev brudt.

Han studerede rigtigt seglet som hun viste det, så han bedre kunne forstå det. Det var overraskende stærkt men han begyndte så småt at forstå hvad det var til. Denne slags segl var ikke kun beregnet til at holde noget inde, det var ligeledes for at skjule noget. Ud fra hvad han kunne se og hvordan hun havde forandret sig på den korte tid de havde kendt hinanden. Så der måtte være en latent ondskab i hendes indre der absolut ikke skulle ud. Måske noget der ville overtage hendes væsen. Måske havde det ligefrem forsøgt at provokere ham til at hjælpe det ud af hende.

Han fyldte godt i sengen da han stadig var i sin sande form så han satte sig lidt bedre til rette. Så rullede han hendes top lidt op så hun ikke selv skulle holde den.
Så kiggede han beroligende på hende og svarede med en stemme der fortalte det nok skulle gå.
"Ja jeg kan forstærke det... Og det skal jeg nok gøre... Men først må du svare på et enkelt spørgsmål... Er det rigtigt at der er noget i dit indre der ikke skal ud til verden?"
Han var klar på at hjælpe hende, men han blev nødt til at vide den ene ting for at han kunne forstærke seglet rigtigt

Hun slap sin bluse da han hjalp med at holde den oppe og lagde den ned i sengen igen. Hun blev glad for at høre at han kunne forstærke hendes segl. Hun havde prøvet dette tre gange nu og det var kun blevet være og være og denne gang var hun næsten blevet bevidstløs på grund af smerten. Hun vidste ikke selv alt omkring seglet, men hun vidste nok til at vide at det ikke skulle lukkes ud. I hvert fald ikke efter hendes mening. Hun nikkede stille til hans spørgsmål. Det var sandt nok at der var noget der ikke skulle ud til verden. I hvert fald ikke noget hun ønskede. Det var på ingen måde noget ondt der var gemt inde i hende, men bare noget hun forargede mere end noget andet.

Hun vidste at hun havde sagt han blev nødt til at tvinge det ud af hende hvis han skulle have det at vide, men hun følte at det var bedst at fortælle ham noget af det. Bare så der ikke gik noget galt og det endte med at han fjernede seglet. ”Hver gang mine følelser tager over hvem jeg egentlig er brænder noget af seglet væk” sagde hun og kørte en finger over det sted der manglede noget. Hun kunne tydeligt mærke det da seglet var brændt ind i hendes hud og derfor var en slags ar, men alligevel ikke rigtig. ”Og som du nok kunne se gør det utrolig ondt hver gang” sagde hun stille og så op på ham igen. Hun vidste at det der var derinde meget gerne ville ud, men hun lod det ikke ske. Selvfølgelig vidste hun godt hvad det var hun holdte indespærret, men havde ikke lyst til at dele det med ham. Hun var bange for at han ville fjerne seglet i stedet for at forstærke det hvis han virkelig vidste hvad det var. ”Hvorfor skal du vide om det er noget verden ikke skal se? Er det ikke bare at forstærke det?” Spurgte hun med lidt mere kraft i stammen da hun havde det bedre.

Han kiggede lidt mere på seglet og mærkede kort på det med fingrene. Det var ganske som han havde mistænkt, noget der ville ud. Hvad kunne han ikke sige med mindre han brød seglet. Så blev hans blik en anelse mere alvorligt men det kom der snart forklaring på.
"Jo smerten er rigtig tydelig... Jeg bliver nødt til at vide om det for at kunne forstærke det. Seglet er helt specielt til formålet at holde hvad der er i dit indre indespærret. Så det skal også forstærkes på en helt bestemt måde. Jeg sværger ved min søn at hvis du fortæller mig hvad der er spærret inde, så gør jeg intet ved seglet du ikke ønsker. Og en Seraphim kan ikke lyve"
Selvom hans øjne var stærkt gyldne i denne form, så var det tydeligt hvor stærkt han mente det, da han sværgede ved sin søn. Han blev nødt til at vide mere for at kunne hjælpe hende, men det var lige så vigtigt at hun følte sig sikker.
Seglet var stærkt men det var noget han havde arbejdet med før

Hun lå stille og roligt i sengen mens han snakkede. Der var det igen. Hans søn. Hun havde ikke haft mulighed for at spørge ind til det, men nu var vel et lige så godt tidspunkt som de fleste andre. ”Du har en søn?” Spurgte hun og lod ham ellers snakke ud. Hun kunne ikke se hvordan han kunne have en søn, men hun var sikker på at han ville have en forklaring. Hun overvejede kort at fortælle ham det, men sukkede tungt mens hun fik sat sig lidt op. Hun trak ned i sin top igen og så roligt på ham.  ”Jeg kan ikke fortælle dig det” sagde hun beslutsomt. Hun ville hellere lade være med at fortælle ham det end at få forstærket seglet. Lige meget hvad kunne hun ikke få sig selv til det. Hun havde altid båret hemmeligheden rundt for sig selv og var ikke klar til at dele den med nogen andre. Hvis hun var som ham ville hun sikkert også have sværget noget, men hun vidste at et løfte alligevel ikke kunne holde for altid.

Hun vidste det ville blive svært selv at holde seglet forstærket, men hun blev nødt til at prøve. Hun vidste ikke engang om hun ville fortælle ham hvis det der var inde i hende en dag var ved at slippe ud. Hun bed sig kort i læben mens hun så på ham. Hun vidste ikke helt om han til dels var skyld i at hendes segl var blevet svagere, men han kunne bare have ladet være med at se godt ud og være så charmerende. Hun så ned på sin hånd som havde det meget bedre hvor der blev dannet en rolig flamme fra hendes håndflade. Hun så ind i den mens hun stille trak vejret. Det beroligede hende altid at kigge ind i sine egne flammer. De kunne fortælle så mange historier.

Han kiggede lidt ned ved hendes spørgsmål og tænkte tilbage for så mange år siden. Det stod stadig helt klart i hans sind.
"Nej jeg havde en søn.... Jeg var forkæmper for guderne for mange år siden... Min kone og jeg fik en søn men fordi jeg tjente guderne, var det forbudt. De fandt ham efter 3 år.... Jeg blev tvunget til at slå både min kone og søn ihjel.... Efter det fornægtede jeg guderne hvilket gjorde jeg blev forvist til Helvede og gjort til Djævel...."

Meget roligt holdt han hånden over hendes mave hvorefter han kiggede dybt i hendes øjne og hans stemme virkede mere oprigtig og majestætisk end nogensinde før.
"Meget vel.... Jeg vil hjælpe dig... Jeg vil forstærke seglet... Og skulle det ske i fremtiden at seglet rører på sig så vil jeg også hjælpe dig der. Din hemmelighed er din at beholde, men jeg vil hjælpe... Vil du stadig have hjælpen? Det bliver ikke rart men jeg kan"

Hun ville næsten ønske hun ikke havde spurgt ham om hans søn efter den historie han fortalte hende. Det lød som det værste en mand kunne blive udsat for. I hvert fald hvis han elskede dem. ”Det lyder forfærdeligt” sagde hun stille mens hun så på ham. Mere kunne hun ikke rigtig få sagt. Hvad skulle man sige når nogen fortalte én sådan en oplevelse? Men det måtte være lang tid siden hvis det var inden han blev djævel, men der var han nok ikke lige så kendt som han senere blev.

”Jeg troede ikke du kunne hjælpe medmindre du vidste hvad det var?” Spurgte hun undrende, men kunne ikke lade være med at få et smil frem. ”Medmindre du bare var nysgerrig?” Spurgte hun roligt. Hun var dog glad for at han respekterede hendes ønske om at holde det for sig selv. Hun ville utrolig gerne have hans hjælp og hun håbede at det ville fungere. Hun var bare ikke så glad for den del hvor det ville komme til at gøre ondt.”Gør det” sagde hun efter lidt hun havde tænkt lidt over det og afventede hans næste træk. Hun vidste ikke helt hvordan han ville gøre det, men hun vidste at han ville gøre sit bedste for at hjælpe hende.

Imens han rullede hendes top op, fortalte han nogle ting der var meget vigtige inden han gik i gang.
"Godt.... Nu skal du høre godt efter.... Ligemeget hvor meget du ønsker at stoppe det jeg gør, så må du under ingen omstændigheder forhindre mig. Jeg skal koncentrere mig meget men det er ikke til at sige hvad der kommer til at ske, men det skal nok gå"
Så lagde han hånden på seglet og med hvide ild kravlede frem så hånden lyste. Det gav en stærk brændende fornemmelse fornemmelse fra seglet men ikke noget hun ikke ville kunne klare. Og snart stod det klart hvorfor.
Det lod til at han tog hoveddelen af smerten. Hans hånd rystede og en dråbe blod løb fra hans ene øje. Snart begyndte små flammer af en underlig blodrød ild at springe fra seglet under hans hånd og brændte han forskellige steder, nærmest som om seglet forsvarede sig selv. Så skruede han op for intensiteten og han begyndte nærmest at knurre på grund af smerten han skulle udholde. Det var nogle underlige ord han messede imens nærmest som om han bedte. Men de var ikke til at forstå.
Lige pludselig forsvandt lyset under hans hånd og han tog sig selv til brystet. "Det... Er gjort..."
Hun ville kunne se at alle stregerne var fuldendt igen og seglet mærkedes mere roligt. Han kiggede smilende ned på hende efter lige at have sundet sig lidt. Han lod sig langsomt glide tilbage i sin menneskelige form og tog et par dybe indåndinger. Dråben af blod lå stadig på kinden men løb ikke længere fra hans øje

Hun lyttede godt efter hvad han sagde. Hun vidste ikke hvor meget det ville komme til at gøre ondt, men ville beherske sig selv så meget hun kunne for ikke at forhindre ham. Hun kunne forestille sig at det ville blive meget være hvis han ikke fik lov til at fuldføre det. Hun nikkede blot for at han skulle vide hun havde forstået det.

Hun følte nervøsiteten stige i hende da han lagde sin hånd henover hendes mave. Hun betragtede hans hånd som begyndte at lyse hvidt som det hun havde set tidligere. Den brændende fornemmelse kom hurtigt og overvældede hende. Hun gav et par enkelte lyde fra sig da det gjorde utrolig ondt, men kunne dårligt nok bevæge sig på grund af smerten. Hun kunne ikke engang trække vejret på grund af intensiteten og måtte knytte sine hænder hårdt sammen for at prøve at holde ud. Hun kiggede op på ham og så hans blødte ud fra øjet. Han måtte bruge utrolig mange kræfter på at gøre dette, men det var der heller ikke noget at sige til.

Idet seglet begyndte at forsvare sig selv mærkede hun en voldsom smerte som lammede hele hendes krop og hendes øjne forvandlede sig fra røde til krystalblå og hun så med triste øjne op på ham. ”Hvorfor gør du dette mod mig?” Spurgte hun med en meget lysere stemme end den han var vant til at høre og som gav genklang i hele rummet.

Idet lyset forsvandt fra hendes segl blev hendes øjne røde igen og hun trak vejret for første gang i lang tid da det havde føltes som en meget intens mavepuster som samtidig brændte hele hendes krop. Hun lå og åndede tungt i noget tid inden hun havde kræfter nok til at kunne se på seglet. Det var virkelig lykkedes for ham. ”Du gjorde det” sagde hun og kunne ikke lade være med at smile over det. Nu håbede hun bare på at det holdte i fremtiden. Hun åbnede sine hænder efter at de havde været knyttet og lagde mærke til at hun havde stukket sine negle så dybt ind i sig selv at det blødte.

Han tog et par dybe indåndinger og rettede sig lidt op igen med et venligt smil. Nok var han magtfuld men så specielt konstruerede segl var aldrig til at spøge med. Styrken i seglet blev for alvor illustreret da det nærmest angreb ham. Dog havde han været ude for værre ting nogle gange. Men det tog på hans kræfter.
Du han igen talte, nikkede han lidt imens han sagde: "Nej.... Vi gjorde det... Hvis ikke du havde holdt ud så kunne det være gået grueligt galt...."

Han så de blødende sår i hendes håndflader og lagde sine hænder på hendes. "Bare rolig...." Et varmt hvidt lys kunne anes fra hans hænder og de blev dejligt varme. Kort efter var sårene i hendes hænder væk.
Han rettede sig endnu en gang og smilede men dog med et undrende blik. "Rogue?... Jeg tror egentlig ikke du vil svare på det.... Men hvem var den unge pige der ville have mig til at stoppe? Var det hende gemt bag seglet?"
Det ville være en naturlig reaktion på seglets påvirkning at det prøvede forskellige muligheder i at stoppe ham. Specielt hvis det gerne ville ud

Han så ud til at have været i voldsomme smerter ligesom hende selv. Dog havde hans nok været være da det var ham der skulle koncentrere sig nok til at kunne forstærke hendes segl. Hun smilede stille til ham da han sagde det var dem begge der havde gjort det. Det havde han vel egentlig ret i, alligevel følte hun at han havde gjort det meste, hvilket også var rigtigt.

Hun kiggede sukkende på sine håndflader, men så ham lægge sine hænder over hendes. Hun mærkede den behagelige varme fra dem og da han fjernede dem igen var hendes sår væk og hun smilede til ham. ”Det må være virkelig praktisk at kunne det der” sagde hun og mærkede lidt efter på sine håndflader om sårene nu var væk, men det var de.

Hun så op på ham da han sagde hendes navn. ”Huh?” Fik hun sagt inden han talte videre. Hun så forskrækket på ham og satte sig mere op ad væggen. ”Hun... snakkede til dig!?” Spurgte hun panisk. Hun kunne ikke selv huske noget som helst om at hun havde overtaget hende, hun troede hun havde ligget i sengen og kigget på ham hele tiden mens han havde forstærket seglet. ”Hvad sagde hun?” Spurgte hun med de samme undrende øjne, men også en undrende stemme. Hun kunne ikke svare på hans spørgsmål, men det var egentlig også lige meget. Han vidste godt at det var sandheden, men hun håbede heller ikke at han vidste mere end det.

Han vendte sig lidt mere over mod hende og lagde hånden lige ved siden af hende og så beroligende i hendes øjne.
"Rooolig Rogue... Der skete ikke noget... Ja hun snakkede til mig. Hun spurgte hvorfor jeg gjorde det her mod hende. Jeg skulle koncentrere mig om seglet så jeg kunne ikke finde ud af mere der.... Men hun virkede bange? Som om hun var bange for hun ville finde ud af hvem hun virkelig er...."

Han blik ændredes lidt og blev lidt mere alvorligt. Den gyldne glød blev lidt stærkere imens han sagde: "Jeg kan også helbrede dine minder.... Men hvorfor.... Får jeg en fornemmelse af hun er en del af dig og ikke bare inde i dig?"
Det var egentlig en mistanke han havde haft et stykke tid, men hendes reaktion på hans spørgsmål ville afsløre om hvor vidt hans tanke var rigtig

Hun prøvede at falde ned igen, men det var ikke særlig nemt. Hun havde aldrig oplevet at hun havde snakket til nogen før gennem hende. Men noget af det der skræmte hende mest var at hun ikke selv kunne huske det. Hun beroligede sig dog med at det nok bare var i dette tilfælde. Det var vel klart at hun havde prøvet at få ham til at stoppe da hun nok ikke gad være spærret inde. Hun fnøs dig af ham da han sagde hun virkede bange. ”Hun er på ingen måde bange. Hun prøvede bare at få dig til at stoppe” sagde hun koldt, men samtidig frustreret. Hun burde være stærk nok til at det ikke skulle kunne ske, men det var sket alligevel. Havde hun virkelig forandret sig så meget?

Hun så ind i hans øjne da de begyndte at lyse endnu mere end de havde gjort før. Hun var ikke sikker på at hun forstod det han sagde. Helbrede minder? Som i at fjerne dem? ”Hvordan helbrede..?” Spurgte hun med en lidt undrende stemme. Hun vidste ikke om han troede at hun havde brug for at få sine minder helbredt, men det sidste han fik lov til var at rode med hendes hoved.

Hun så på ham så roligt hun kunne da han havde sagt sin teori. Kunne hun overhovedet gemme noget for ham selvom hun næsten ikke havde sagt noget? Var det i det hele taget sikkert at blive hvis han blev ved med at stille alle disse spørgsmål? Hun forblev derfor bare tavs i noget tid. Hvis ikke hun sagde noget ville han tro at han havde ret. Men hvis hun gjorde ville han sikkert også finde ud af at han havde ret. ”På en måde…” sagde hun stille da det var det bedste svar hun kunne komme frem med. Hun følte sin hjerterytme stige idet hele situationen med ham der begyndte at vide for meget var ekstrem ubehagelig for hende. ”Jeg må hellere gå” sagde hun pludseligt og satte sig ud på sengekanten for at kunne rejse sig op.

Han rejste sig og tog et par skridt tilbage så hun kunne komme til hvis det var det hun ønskede. Han sukkede imens han kiggede lidt ned for han fik den reaktion han troede der ville komme til at ske. Det var åbenbart en del af hende selv hun ikke ville anerkende måske? "Jeg sagde ikke hun var bange, jeg sagde hun virkede bange. Selvom jeg tror det er ca lige så passende at sige du var bange.... Jeg vil ikke spørge mere ind til hvorfor en del af dig er spærret inde... Jeg af alle forstår hvorfor man ville ønske det.... Men som et råd: det ville være langt mere sikkert at leve i sameksistens i stedet for bare at pakke det væk... Jeg valgte samme løsning som dig en gang.... Og blev en af de mest frygtede skabninger i den magiske verden... Men valget er dit og jeg vil altid gerne hjælpe dig"

Han kiggede ud af vinduet med et sorgfuldt blik. Ud på træet hvor der hang en gynge fra til et lille barn. Havde han valgt at leve i sameksistens med væsnet, kunne Matthew måske have levet den dag i dag. Et offer han altid selv skulle leve med. "Ja... Hvis minder kun kommer i glimt eller man har fortrængt dem, kan jeg bringe dem tilbage... Bare ikke mine egne... Jeg er forbandet til altid at huske hvad jeg har gjort... Også mod min søn...."

Da hun gjorde tegn til at ville gå, kiggede han let om mod hende, stadig trist og sagde lavt:"Jeg kan ikke forhindre dig i at gå... Men din krop er stadig svækket da jeg forstærkede seglet med hellig energi..."

Hun sad på sengekanten og lyttede til hvad han sagde. Hun forstod udmærket hans bekymring. Hvis det altså var bekymret, måske han bare lod som om. Hun havde lidt svært ved at sammenligne dem, men et eller andet sted havde han nok ret. Hun var bange, men ville ikke indrømme det overfor sig selv. Bange for at blive en anden end den hun var nu. ”Jeg ved du vil hjælpe. Men nogen gange bliver man nødt til at bære den del alene” sagde hun stille og så op på ham mens hun langsomt rejste sig op. Hun kunne godt mærke at hele hendes krop var svækket og hun skulle også bruge lidt tid på at fokusere ordentligt da det var første gang hun stod op siden han havde forstærket hendes segl. ”Hvis du vidste hvorfor… ville du ikke tænke så godt om mig mere” sagde hun sukkende og fulgte hans blik ud af vinduet. Hun stillede sig ved siden af ham så hun kunne følge hans blik ned på en gynge der hang helt for sig selv.

Hun forstod hvorfor han havde det dårligt over det, men kunne ikke selv sætte sig ind i det. Hun havde aldrig selv elsket nogen, hun vidste slet ikke om hun var i stand til det. Men det var også sådan hun ville have det. At elske nogen betød kun problemer eller et knust hjerte. Det var nemmere at undgå ved slet ikke at kende til kærlighed eller vide hvordan man elskede nogen. ”Hvad med fra dengang hvor man var lille?” Spurgte hun stille. Man var der jo og så hvad der skete, men det var de færreste der kunne huske noget fra da de ikke var særlig gamle. Hun kunne kun huske glimt, eller havde hun fået resten fortalt senere hen. ”Hvad hed han?” Spurgte hun stille mens hun så ham ind i øjnene via refleksionen i vinduet. Hun prøvede at føle med ham, men det var svært for hende. Hun havde besluttet sig for ikke at gå lige med det samme. Det var kun hvis han blev ved med at stille spørgsmål at hun ville føle sig nødsaget til det. Hun kunne selvfølgelig altid lade være med at svare ham.

Da hun nævnte at han nok ville tænke mindre om hende, sagde han i første omgang ikke noget. Da hun så stod ved siden af ham, drejede han hovedet så han kunne se hende og smilede. "Du vil være overrasket over hvor tolerant jeg kan være. Jeg har jo ikke selv ligefrem en gylden forhistorie. Det er jo ikke ligefrem at helbrede sultne børn jeg er kendt for. Eller var kendt for"
Han drejede sig lidt mere om mod hende og lænede sig op af vindueskarmen så han stadig kunne kigge ud. "Dem kan jeg også... Som regel kan man ikke huske noget fra den tid fordi man ikke vil eller det var så frygteligt at sindet selv har nedbrudt det. Så det er skam muligt. Jeg kan bringe dem tilbage men ikke se dem selv"

Han kiggede så ud på gyngen der hang i træet. Matthew nåede aldrig at bruge den men det var tydeligt den var meget gammel. Det var som om han kunne se sig selv skubbe gyngen med en grinende glad dreng i den. Han kunne se sig selv smile og grine med drengen. Som han stod og kiggede ud, trillede en enkelt tåre imens han smilede varmt.

"Matthew.... Min kære lille Matthew...."

Hun smilede kort til ham, men lod bare sit blik hvile ned på gyngen. Hun vidste han ikke havde nogen lys forhistorie, men det betød ikke at andre behøvedes at vide hendes eller hendes nutid. Det gode ved det var at han var kendt for det. Han var en helt anden person nu, men havde minderne intakt. Hun så på ham da han vendte sig mere mod hende. Hun fnøs kort ved det han sagde. Det lød meget som noget der kunne være sandt. ”Men siden sindet nedbryder det er det nok for det bedste at minderne forbliver glemt” sagde hun og lagde armene over kors da hun ikke lige ellers vidste hvad hun skulle gøre med dem.

Hun betragtede ham mens han kiggede ned på gyngen. Han så så trist ud. Hvem gad elske hvis det vagte så meget smerte? Hun følte det næsten ubehageligt da hun så hans tåre glide ned af hans kind. Hun havde ikke prøvet at nogen græd foran hende før så hun rømmede sig lidt og prøvede at skifte emne til noget der ikke var så sørgmodigt for ham. ”Hvem var den kvinde du snakkede om tidligere? Hende der havde bedt for dig?” Spurgte hun og så på ham med et løftet øjenbryn. ”Hende der fik dig til at sige nej til mig” sagde hun og smilede drilsk til ham, men så han stadig kunne se hvor frustreret hun var over det. Hun havde stadig et voldsomt begær for ham, men kunne ikke rigtig gøre så meget ved det. Hvis hun kunne bruge sine evner på ham ville hun nok have gjort det. Men det var et kæmpe problem at han var så meget stærkere end hende. Så hvis hun prøvede på noget ville han sagtens kunne standse hende.