Lingering Feelings (Yurie) XXX

Tid: 23:00
Sted: Yurie's Hus
Omgivelser: En stille skovvej hvor kun hvinden kunne høres

Just great..... Alt lod til at gå galt for tiden.... Pengene passede nærmest sig selv, men alt andet virkede bare til at smuldre. Folk blev væk eller viste sig at betyde noget helt andet end hvad de gav udtryk for. Måske ville turen hjem ændre på tingene for ham. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. Det at holde en adelsfamilie i live når man var eneste medlem, kunne hurtigt blive noget rod, men det klarede han dog. Det gjorde desværre også at hans tur trak ud og tog alt hans tid. Og noget af det første der kom ham for øre da han kom hjem var at noget tid tidligere var kære Yurie blevet stukket ihjel. Så en frygtelig samvittighed i hans indre gnavede over han havde taget sig så lang tid om at komme hjem. Han burde have været der når han udemærket vidste hun var syg. Det var sjældent han bandede men lige nu bandede han højlydt af sig selv. 

Efter han havde haft et par dage til lige at lade nyheden synke på plads, besluttede han sig for at tage ud til hendes hus og sige ordentlig farvel. Og han var jo en mand der havde svagheder så han havde taget det samme jakkesæt på som allerførste gang han besøgte hende og samme bil. Og ligeledes af gammel vane havde han også sit malegrej og tøj med. Bilen kørte stille og roligt afsted mod hendes hus imens kalechen var slået ned og han kunne være helt alene med sine tanker. For sit indre, så han deres tid sammen og kunne ikke andet end at trække på smilebåndet imens han hviskede for sig selv: "Du var noget ganske særligt Yurie.... Jeg troede ind imellem jeg havde en puls med dig...."


Bilen blev parkeret ved hendes hus og han stod kort bare og kiggede på det. Selvom de ikke havde kendt hinanden så længe, så var der alligevel mange minder forbundet med stedet. Selvom han troede han var alene, huskede han stadig hvor vigtig kultur var for hende, så da han gik ind i huset, satte han sine sko ved dørtrinnet inden han gik ind. Der var stadig pænt og nydeligt overalt, selvom der var utrolig stille. Han tog sig god tid da han gik igennem huset for at absorbere samtlige indtryk han kunne. Sidste stop var ude i haven hvor minderne overvældede ham lidt. Selvom de ikke havde kendt hinanden så længe så havde hun gjort et stort indtryk på ham. Med hånden mod træet, kiggede han kort mod månen og sagde bedrøvet: "Kunne jeg dog bare være nået tilbage..... Kunne jeg bare have vidst Yurie....."

Alt havde været så forvirrende for hende det sidste stykke tid. Hun var blevet slået ihjel for over 1 uge siden og blevet bragt tilbage fordi der var noget hun ikke havde fået gjort? Hun vidste ikke hvad det var, men hendes mening på denne jord var ikke blevet opfyldt og nu var hun her, fanget i dette stadie. Om dagen var hun sig selv, bankende hjerte, varme og blødhed. Dog når solen gik ned, blev hun spøgelset hun var. Det tøj hun døde i dukkede op, hun kunne bruge sin magi, dog blev hun også lidt gennemsigtig og kunne gå igennem vægge og folk.

Yurie havde brugt det meste af tiden på at tænke over hvad der var sket i hendes liv. Caleb, hendes første kærlighed og manden der stadig var i hendes hjrrte var taget væk og hun havde ikke hørt fra ham i lang tid. Så var Zuresh dukket op, taget hende med storm og hun var blevet gode venner med ham. Dog slog han hende ihjel og denne brændende vrede hun aldrig havde troet var dukket op i hendes hjerte.

Hun sad lidt på kante af den lille terrasse som omgav hendes hus og kiggede op på månen, dog hørte hun pludselig en bil blev trukket op foran hendes hus og person gik ind i hendes hus! Yurie gik i panik og gemte sig hurtigt i hendes have imens hun prøvede at lukke den lange vide og tynde kimono som hun havde på, og var fanget på hendes krop.

Hendes hjerte stoppede næsten igen da hun så hvem der dukkede op i hendes hus. Caleb! Hun skulle lige til at skrige hans navn, dog så hun Hvordan hans så ud. Han var ked af det?

Da han kom ud i haven og lagde hans hånd imod træet kunne hun ikke dy sig.

Yurie gik frem fra hendes gemmested og gik hen imod ham. Hendes skridt var lydløse men elegante som altid. Hendes lange sorte hår hang løst oghan havde den hvide kimono på, dog var den åben så det fine hvide lige undertøj hun havde på som altid var vidt og 4 store kniv sår var i hende krop, Samt nogle smertefulde blå mærker efter knytnæver i hende mave. Hun gik helt hen til ham, dog stoppede hun 2 meter fra ham og lyset fra månenskindede igennem hende.

"Du.. Er tilbage.." hviskede hun og hendes stemme var næsten som et ekko.

Kort blev han ramt af en stille og rolig brise der gav ham en underlig svag kuldegysning. Nærmest som om han kunne mærke nogen. Men roligt rystede han tanken fra sig og kiggede bedrøvet ned og hviskede nærmest for sig selv:
"Hvem prøver du at narre Caleb?..... Du er alene.... Du var dum...."
Mere nåede han egentlig ikke at sige inden han hørte hendes stemme: "Yurie?..... Nej....."
Men det virkede bare så virkeligt.... Som om hun stod i nærheden... Da han så vendte sit blik op igen, var det som om tiden stod fuldstændig stille. Hele verden omkring dem frøs fuldstændig og han kiggede på hende. Gennemsigtig og med tegn på de frygtelige ting hun vaar blevet udsat for. 

Da han endelig kunne sige noget igen, trillede en enkelt tåre af blod fra hans ene øje og det var tydeligt hvordan han prøvede at samle sig selv. Hun var stadig så ufattelig smuk, og undertøjet var også det smukke hun havde haft på sidst de nød hinanden til fulde. Men han kunne slet ikke forstå hun stod foran ham og han havde aldrig forestillet sig hun blev et spøgelse. Eller det var hans gæt i hvertfald. 
Stille rakte han ud mod hende men virkede nervøs for at røre hende. Han var bange for hun blev væk hvis han gjorde.
Yurie?.... Er det virkelig dig?.... Selvfølgelig kom jeg tilbage.... Men for sent.... Jeg burde have været her....."

Yurie gik tættere på ham og vinden fangede hendes kimono og hår og det blæste lidt op. Hun sukkede blidt og tog et enkelt skridt tættere på ham, rakte op med hendes hånd og skulle til at røre den røde tårer væk, dog gik hendes hånd lidt igennem, hans kind og hun gispede.

"Undskyld.. jeg.. jeg skal stadig lige vende mig til det.." mumlede hun og trak sig lidt tilbage imens hun hørte hans ord.

"Det er okay Caleb.. jeg er bare glad for at se dig igen.. Se..Jeg er ikke et menneske mere!" Grinte hun lidt trist. Da hun huskede hvordan hun havde snakket om at blive noget andet end menneske, da hun var sammen med ham.

"Hvordan var din tur?" Spurgte hun, dog var Hu tæt på at spørge om han havde fundet end anden, men det kom ikke hende ved. Hu ejede ham jo ikke.

Da hun rakte ud for at røre hans kind, lukkede han kort øjnene og sukkede. Selvom hendes hånd gik lige igennem ham, var det som om han mærkede en svag sitren og nærmest kunne mærke hendes silkebløde hånd. Langsomt åbnede han øjnene med et smil der fortalte om hvor meget hun betød for ham.
"Du skal ikke undskylde noget som helst...."


Han grinede ganske forsigtigt men stadig lidt trist, da hun prøvede at udtrykke begejstring over sin nye tilstand.
"Nej det kan jeg se.... Jeg er vist bare stadig samme gamle Caleb.... Men samme gamle Caleb er rigtig rigtig glad for at se dig også Yurie..."


Stille satte han sig på den lille stenbænk lige bag ham, men dog uden at kigge væk fra hende. Det kunne han ikke og det ville han heller ikke.
"Tja.... Den var travl.... Jeg har fået en værtsfamilie til at bo på palæet så jeg ikke skal snyde systemet hver gang... Men det holdt rigtig hårdt.... Og da jeg kom tilbage, hørte jeg det med du var død... Jeg har aldrig hadet mig selv så meget for at rejse...."

Hun roligt hen foran ham og ville gerne sidde ned, dog vidste hun at nok ville gå lige igennem bænken. Hun lyttede til hans ord og nikkede lidt. Dog var hun utrolig bekymret over nogle ting.

"Caleb? Jeg kunne godt bruge noget hjælp.. folk i byen og vidt omkring tror jeg er død... og ikke vendt tilbage.. det er kun dig og morder som ved at jeg er kommet tilbage.." hun kiggede lidt ned og stod lige foran hans knæ.

"Der kom ernoget imorgen og kigger på huset.. De vil sætte det vil sætte det til salg og tage alle mine malerier med dem.. samt alle mine ting.. jeg bliver som et normalt menneske når solen står op, med bankende hjerte og det hele.. men mit lig blev jo fundet og er bragt væk.." hun var lige ved at græde, mest fordi hun slet kke vidste hvad hun skulle gøre ved det hele.. Hu kunne jo ikke bare lige pludselig stå der?

Som hun stod lige der foran ham, kunne han ikke lade være med at tænke at han ville kysse hendes bare mave, da hun plejede at grine så dejligt. selv når de gav sig fuldstændig hen til hinanden, elskede han at kilde hende når hun så grinede så kærligt til ham. Dog vidste han godt han ikke kunne lige nu, men det var tydeligt at han ville ønske han kunne.

Som hun spurgte hende om hjælp, lyttede han meget interesseret og meget fokuseret på hvad hun sagde.
Så tænkte han lidt over det og kiggede så nærmest drilsk på hende som han gjorde når de var sammen.
"Vil du gerne have at jeg klarer handlen Yurie? Så det bliver gjort ordentligt?"
Det var meget tydeligt på ham at han havde en eller anden ide, men det var også tydeligt at hun nok ville blive glad for det

Hendes døde og sorte øjne blev store og hun slog ud efter ham, dog gik hendes hånd lige igennem ham og hun gryntede irreteret. Dog smilte hun lidt.

"Jeg vil ikke have mit hus solgt din klovn.. jeg vil gerne hvis jeg måske.. kan bo ved dig? Indtil det hele falder lidt til ro? Jeg er sikkert overalt på nyhederne lige nu.." mumlede hun og gyse svagt imens hun kiggede ned på ham og gik lidt rundt i den lille have.

Yurie gik hende til træet. Lagde hendes hånd på stammen og sukkede svagt.

"Jeg har fået ener Caleb.. Evner som slet ikke er smukke.. jeg kan gøre vampyrer som dig fortræd.." hviskede hun og kiggede ned.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun slog efter ham men flyttede sig ikke. Hvis hun havde behov for at gøre det sådan så skulle hun have lov. Så sukkede han stille og sagde:
"Jeg tror nu du vil overveje det..... Men bare rolig jeg skal nok hjælpe dig...."


Ved hendes ord, nikkede han stille og kiggede op på hende med et stille smil. "Det kan jeg forestille mig.... Jeg mødte en en gang..... Han var Herre over de Døde.... Han viste mig hvad døden indebar..... Men selvom du har sådanne evner.... Så kan jeg ikke se anderledes på dig.... Du betyder for meget"


Lige pludselig rejste han sig bestemt op og ringede op på sin mobil imens han blinkede til hende.
Så var der nogen der tog den og han sagde bestemt:
"Godaften de snakker med Caleb DeBayle. Ja det er mig der har Gallerie Sanguine.... Ja.... Jeg kan forstå de står for at videresælge det japanske hus ved skoven?.. Ja.... Hvor meget står det til?.... Jeg tager det. Jeg mangler et sted at samle inspiration til mine billeder. Jeg ved godt de har en aftale i morgen men så kompenserer jeg selvfølgelig der også. Mange tak og fortsat god aften"
Så lagde han på og smilede bare stille til hende.

Hun kiggede på ham og mærkede de sjove følelse i hendes krop og vidste at vis hun var i live ville rødme.

Yurie gik over til ham med et nysgerrig blik da han ringede, hørte hans ord og skulle til at råbe op. Da han lagde på kiggede hun på ham med store øjne og vidste ikke hvad Hu skulle sige.

"Du har lige købt mit hus?!" Hviskede hun og gik lidt i chok. Yurie gik lidt rundt og kiggede op på ham igen med et blik som tydeligt vidste hendes legesyge humør.

"Du ved godt det hus du lige har købt har et spøgelse? Så den følger jo med." Grinte hun og brugte en af hendes evner.

For Caleb, ville hun pludselig forsvinde, hendes duft var der ikke mere og de kølige fornemmelse af et spøgelse var væk.
Hun fniste og bevægede sig halvvejs over i åndeverden, så Hu var næste som om hun var forsvundet.

Yurie bevægede sig om bagved ham og dukkede op igen. Hvordan lod hendes hånd gå ind igennem hans brystkasse.
"Så håber du vil passe godt på mig." Fniste hun.

Da hun tydeligt virkede chokeret over at han købte hendes hus, grinede han drilsk og kærligt imens han så efter hende. Når hun havde den entusiasme, blev han virkelig glad. Det var lige som den måde de drillede hinanden på.
"Ja det har jeg vist.... Åh der følger et spøgelse med?.... Siden det nu er dig, så kan jeg sagtens affinde mig med det...."


Da hun så forsvandt, også for hans sanser, blev han kortvarigt trist da han troede han havde mistet hende endnu en gang. Han ledte nærmest febrilsk efter hende men virkede rolig da han så hendes hånd igennem brystkassen på ham. Nærmest som om han rørte hende, lod han sine fingre følge hendes så det så ud som om han rørte hende.
"Selvfølgelig vil jeg passe på.... Det er for dig......"


Så tog han et enkelt skridt frem og drejede sig så om og kiggede kærligt på hende. Det var nærmest som om han fastholdt hendes blik som da de var sammen.
"Vil det spøgelse med hjem til mig?...... Eller vil hun have jeg bliver her hos hende?...."

Hun smilte og kiggede op på ham, hun overvejede det lidt. Sidst hun var hjemme hos ham, havde de elsket så naboerne næsten brokkede sig. Hun smilte blidt til ham og nikkede.

"Så skal jeg nok have pakket en taske. Tror godt jeg kan sidde i di bil. Hvis underlaget et solidtnok, kan jeg godt blive oven på det. For eksempel indenfor. Dog kan jeg ikke selv pakke mine ting, da jeg ikke kan løfte noget.." Sagde hun og vidste at Caleb nu skulle pakke hendes undertøj og det hele.

Hun gik over imod hendes hus, gik op af trappen og ind i hendes soveværelse hvor hun kiggede lidt trist ned på hendes seng. Hu havde kæmpet for at få blodpletterne af gulvet, men de var der stadig som skygger fra fortiden.

"Der er en taske i skabet, så bare pak nogle sæt til det antal dage du vil holde på mig." Smilte hun til ham og fniste lavt.

Roligt gik han med hende og holdt sin hånd som om han lagde hånden på hendes lænd imens han sagde:
"Jeg skal nok pakke det du siger jeg skal min egen.... Hvis jeg gerne må kalde dig det?..."
Inde i soveværelset begyndte han at pakke alt det tøj hun viste han skulle inklusiv det undertøj hun havde haft på i den tid hun var sammen med ham. Der udover tog han den kimono hun kun lige dækkede sig med da han malede hende.

"Af hvad han..... Sagde så er det nemmere for spøgelser at blive hvis det er på genstande der har stod betydning for dem.... Så jeg lægger den her på bilsædet...."


Han pakkede alt det tøj hun havde da han gerne ville hun blev hos ham, men han sagde ikke noget i håb om hun regnede det ud. Og han var heller ikke specielt diskret da han pakkede hendes lidt mere sexede undertøj men det var for at få hende til at smile noget mere. Lige pludselig forsvandt han og kom tilbage med en klud så blodet hurtigt blev fjernet. Han kunne jo se det gjorde hende trist og det skulle hun ikke være mere

Hun kunne ikke lade vær med at fnise lidt da hun så vad han pakkede ned og hun grinte svagt da hun så hvilket undertøj han også pakkede ned.

"Ja, du må gerne kalde mig det Caleb.." Smilte hun og mærkede vorden glæden over at han var tilbage væltede ind over hende. Hun havde været så syg og dårlig i alt den tid hvor han havde været væk.

Da han hentede kluden og fik blodet væk, blev hendes blik helt mørkt og hun lagde en hånd hen over det sår hvor hendes Jerne var og hun faldt lidt hen i mindet, da hun blev slået ihjel. Dog skubbede hun det hurtigt væk igen og smilte til ham.
Yurie gik ud imod bilen da han var færdig og hun stod lidt foran hendes hus og kiggede op på den.

"Vi kommer vel tilbage lidt, ikke?"Spurgte hun efter hun havde vist ham hvor nøglerne var, så han kunne låse døren. Derefter gik hun hen til bilen og gled igennem døren og sad på sædet med hendes hænder I skødet.

Han samlede taskerne op som om de intet vejede og smilede til hende, velvidende at hun reagerede på hvad han pakkede. Det lod jo til at gøre hende rigtig glad. Og der var jo også nogle gode minder forbundet med det for dem begge. 
"Det er jeg rigtig glad for kære Yurie....."


Taskerne blev kort sat ned så han kunne låse døren.
"Vi kommer tilbage så ofte du overhovedet vil. Så længe det er væk fra solen... Det problem slipper jeg vist ikke for..."
Så blev bilen pakket med hendes tasker, hvorefter han satte sig ind på førersædet og startede bilen og startede noget rolig kinesisk musik. Noget han havde valgt at tage med da han ville besøge hendes hus. Intet i ham havde forestillet sig at hans nat ville starte sådan. 

"Jeg har savnet dig rigtig meget Yurie.... Ikke kun vores.... Små lege.... Men dig...."


Turen ind til byen tog ikke så lang tid, men han tog sig dog god tid så hun kunne tage alle indtrykkene til sig. Selvfølgelig gik der ikke alt for lang tid inden de holdt ind på parkeringspladsen ved bygningen med hans lejlighed i toppen

Hun kiggede op på ham og smilede da hun hørte hvad han sagde.

"Jeg har virkelig ogsåsavnet dig.." hviskede hun og kiggede op på ham imens han kørte. Hun sukkede blidt da hun hørte musikken og kiggede ud igennem vinduet imens de kørte. Hun lå meget ned i sædet imens de kørte afsted, mest fordi at hvis folk kiggede igennem vinduet, ville de se en død pige, næste halvnøgen.

Da han parkerede begyndte hun pludselig at gå lidt i panik.

"Der er noget vi ikke har tænkt på Caleb.. Se hvordan jeg ser ud? Folk kan jo ikke se mig.. vent.. jeg tror jeg har magi nok til atkomme hen til din elevator." Sagde hun og satte sig op. Lidt pinlig berørt over vor hurtigt Hu glemte sine evner.

Hun smilte til ham og gled ud af bilen igennem døren igen og forsvandt, dog var hun lige bag ham hele vejen ind og dukkede op igen da dørene lukkede ind til elevatoren.

Da hun virkede til at panikke, kiggede han bare meget roligt men stadig intenst på hende og sagde:
"Det skal nok gå.... Vi skal nok finde på noget. Kan du? Så lad os skynde os...."
Så skyndte han sig at tage hendes tasker og gik hurtigt mod elevatoren. Receptionisten vinkede til ham og sagde: 
"Godaften Mr. DeBayle. Skal de rejse?"
Caleb kiggede på ham og sagde venligt: "Nej dog ikke Mr. Manning. Det er nogle statuetter jeg har lovet at få vurderet. Der er bare en del at bære men du kender mig"
Receptionisten nikkede til ham og sagde: "Naturligvis Mr. DeBayle. De må have en god aften"


Da hun så kom frem igen, smilede han til hende og satte en kuffert fra sig så han kunne stryge ved hendes kind selvom hun måske ikke kunne mærke det. "Så er vi der næsten....."

Da de så nåede ovenpå, låste han op og satte kufferterne i gangen og kiggede lidt rundt. "Sådan.... Velkommen til min ydmyge bolig Ms. Hayashi....."
Han overdrev det meget da han så bukkede for hende inden han smilede til hende. det var jo for at få hende til at smile og selvfølgelig at drille en anelse

Hun smile da hun så hans hånd oppe ved siden af hendes kind og da de kom ind i hans lejlighed strøg hun forbi ham og kiggede rundt imens hun dansede lidt.

"Dejligt at være tilbage." Smilte hun og kiggede over på ham, dog vidste hun ikke helt hvad de skulle lave.

Hun gik rundt og så sig omkring imens hun duftede hans dejlige duft i hele huset. Så mage minder væltede frem og gjorde hende helt rundtosset. Hun kiggede over på ham og smilte kærligt og mærkede vorden følelserne for ham væltede frem i hendes døde krop.

Efter de var kommet indenfor, gik han lige kort ind i soveværelset med hendes kufferter inden han gik ud til hende igen og så hvordan hun kiggede på ham. 
Stille gik han helt hen foran hende og hviskede næsten:
"Det er også rigtig dejligt at have dig tilbage.... Kunne jeg kysse dig så gjorde jeg...."
Så virkede han næsten genert og kiggede op og ned af hende som om han ville være sikker på hun var der. Og så kunne han jo aldrig rigtig få øjnene fra ham. Med mindre hun bad ham lukke øjnene. Selv der havde han ikke lyst men hun havde jo altid været bestemt når det var og han kunne ikke sige nej til hende.

Da han igen kunne koncentrere sig om at sige noget, havde han nok røde kinder hvis han kunne og sagde:
"Ja du må altså undskylde men jeg kan slet ikke få øjnene fra dig.... Men det ved du jo.... Altså jeg ville gerne tilbyde dig noget eller.... Men kender ikke rigtig dine begrænsninger om natten.... 
Vil du males? Vi kan danse?"
Han ville virkelig gerne nyde alt med hende så vidt muligt selvfølgelig det hun kunne og ville

Hun fniste over hans ord og kiggede på ham imens han snakkede om vad de kunne lave.

"Jeg kan desværre ikke danse med dig jo.. Men ved ikke om du vil male mig sådan her.. jeg kunne jo selvfølgelig sidde med rggen til.." Sagde Hu og vendte sig om fro at kigge på hendes ryg.

Yurie snurrede lidt rundt og kiggede videre rundt i hans hud. Hun gik over til køkkenet, kom i tanke om hvad de havde lavet der og rødmede næsten, derefter gik hun ind i stuen, mon i tanke om det samme der og fniste som en lille pige.

"Så dejligt at være tilbage.." Smilte hun og kiggede ud af hans vindue ud på byen.

Han smilede med en for hende velkendt intens glød i hans øjne og nikkede en gang. 
"Det var da en god idé!..... Hvis du gør dig klar?..... Så henter jeg lige hurtigt mine ting i soveværelset.... Du er fantastisk du er...."


Hurtigt gik han ind i soveværelset og skiftede til et par meget løse bukser uden noget under og en sort åben skjorte så han havde bar overkrop. Imens han skiftede, kunne han høre hende fnise og han havde en nogenlunde idé om hvorfor. Så tog han staffeli, pensler og farver og kom ind i stuen igen.
"Hvordan kan det være du fniser sådan?...."


Han vidste det jo egentlig godt men havde en svaghed for når hun selv skulle sige det. For man kunne høre hun blev genert fordi hun havde nydt det. Hvilket han virkelig også havde. Langsomt satte han tingene klar og kiggede over til hende imens

Hun kiggede på ham med store øjne da ha kom ind igen og havde helt glemt hvordan han så ud uden trøje på. Hun fniste og gik over til ham.

"Jeg kan desværre ikke skifte tøj når jeg er sådan her.." Smilte hun lidt og stod meget akavet..

"Hvordan vil du have mig?" Spurgte hun genert og kiggede på ham med hendes store sorte øjne.

Dette bragte flere minder, fra da de første gang var sammen hjemme ved hende. Det havde været så intenst og lækkert. Hun ville aldrig glemme det mindre, aldrig. Yurie kunne ikke lave vær med at se på ham, han var så smuk og så utrolig sexet i det tøj.

Han kunne heller ikke få øjnene fra hende og satte meget metodisk lærred og farver i orden samtidig. 
"Hvad ville du ellers have på da?" Hans stemme var tydeligt meget drilsk men det var ligeledes for hun kunne se hvordan han havde det. Hans følelser for hende var heller ikke mindre. Og man kunne heller ikke lade være med at smile når man tænkte tilbage på hvad de lavede første gang de sad sådan "Hmm ja jeg kan jo male dig med ryggen til som du sagde.... Kan du have bare skuldre?"


Han vidste jo ikke om hun kunne flytte på det tøj hun havde på så han måtte jo bare spørge. Ellers ville han male hende som hun selv havde tænkt sig. Hun havde altid haft en stærk effekt på ham. En effekt han ikke kunne gemme om så han prøvede på det. Og så kunne han rigtig godt lide den måde hun kiggede på ham lige nu. Det gjorde han følte sig som noget ganske særligt.

Da han så havde tingene klar, kiggede han på hende, blinkede lidt drilsk og ventede så på hvad hun kunne tænke sig eller hvad hun gjorde

Yurie smilte til ham og gik hen til vinduet i stuen, hvor hun stod med ryggen til ham, så måneskinnet fik hendes hår til at glimte lidt, derefter lod hun kimonoen falde lidt ned af hendes skuldre og hun kiggede ned med et genert smil.

"Er det fint sådan her?" Smilte hun til ham.

Yurie elskede når hun så Caleb i aktion med hans maling, han var så smuk og lækker. Minderne faldt ind over hende, hans berøring, hans kys og at ligge i hans favn, hun glædet sig så meget til at vågne op når solen stod op og så være hendes normale jeg igen. Dog ville de ikke kunne gå ud, på grund af solen for Caleb.

Hun lukkede hendes øjne og slappede af så hun kunne næsten se levende ud, dog var hun stadig lidt gennemsigtig.

Da hun spurgte om det var fint, sagde han i første omgang ikke rigtig noget. For det var et af de øjeblikke hvor verden omkring dem var fuldstændig ligemeget.  Hun var så ufattelig smuk og kunne være utrolig sexet og dog uskyldig på en gang. Efter lidt smilede han stille og blinkede til hende.

"Det er helt perfekt....."


Imens han begyndte at male, skyllede minderne også ind over ham. Både hvordan de havde givet efter for deres lyster, og hvordan det havde føltes når de kyssede hinanden eller rørte hinanden så intimt som det nu var muligt. Når hun klædte sig sexet på for ham, eller når de jagtede hinanden rundt i lejligheden eller hvor de nu valgte at udtrykke deres lyst og følelser.

Som altid var han dog meget fokuseret når han begyndte at male hende. Alle detaljer i hendes skønhed skulle med og de signaler hun udsendte med sin måde at sidde på, skulle også med i billedet. Selvom han var så fokuseret, så kunne han ikke lade være med at kigge på hende