Breaking Point (Autumn)

Hendes trods var utroligt... han havde lige tortureret hende i tre timer, og alligevel vovede hun at tale sådan til ham? Havde hun mon en idé om at han havde gjort det værste, han kunne, ved hende allerede?

Åh, stakkels pigebarn...

Zane lukkede øjnene kort og fnøs.
"Oh, but I will rule Di Morga again, April... and that is the reason I cannot let him destroy it." sagde han, og tænkte så for sig selv: 'And because he would hunt me to the end of the world anyways...'

Han åbnede øjnene igen, smilede koldt, og lagde så, ganske provokerende, en hånd på hendes ene, bare lår.
"Test me not, girl... for even though I desire your cooperation, I have no dire need of it. You are expendable... but if you do behave, you might get to go home again."

Om han faktisk ville lade hende gå, ville tiden vise... og om hun ville overleve natten? Det kom an på hendes reaktion på hans berøring og ord...

Der var det igen. Hans berøring. Han rørte hende så nemt. Og hver eneste gang han gjorde det sendte det ubehagelige signaler igennem hende. Det var fuldstændig ligegyldigt, om han så havde intentioner eller ej. Det ændrede absolut ingenting. Og modsat slagene havde den konstante brug ikke fjernet den kraftige effekt, det havde på hende. Hun tvivlede på, at det nogensinde ville blive bedre med tiden.

Hun nåede slet ikke, at få hans ord ordentlig ind. Hun nåede ikke at tænke sig om, før hun reagerede. I en meget hurtigt refleksiv bevægelse gjorde hun et forsøg på at gribe fat omkring hans hånd og tvang den væk fra sit lår. ”I said! Don’t touch me!” råbte hun i et langt højere toneleje, end hvad hun havde planlagt. I det samme som det havde forladt hendes strube, blev hendes stemme erstattet af groteske lyde af knogler, der satte sig på plads. Efterfulgt af lyden af vingerne, der atter brød igennem den tykke ud på hendes ryg.
Med vingerne spredt så meget ud, som det var hende muligt og lænet fremad imod ham, nedstirrede hun ham igen med det rasende blik. Denne gang var usikkerheden bare også at skimme. Hvis han endnu ikke havde trukket sin hånd fri fra hendes tag, strammede hun kortvarigt grebet, før hun med ét gav slip, før hun nærmest udmattende faldt tilbage igen.

”I… I…” Det vrede blik var hurtigt blevet ændre tilbage til det nervøse og frygtfylde, som hun indså, hvad hun havde gjort. Vingerne lagde sig igen og svøbte hende nærmest omkring hendes krop. De skarpe tænder trak sig også halvt tilbage igen efter at have knurret af ham. ”I’m sorry…” Hendes underkæbe sitrede ganske svagt, og hånden der før havde haft fat i hans rystede, som hun stadig holdt den oppe i luften. ”I… didn’t mean to…”

Hendes voldsomme reaktion bekræftede det, han allerede anede: Tortur ville ikke knække denne pige. Ikke tusind slag i hendes stakkels mave, ikke brækkede knoger, ikke flåede lemmer... intet af det.

Nej... det var noget helt, helt andet der skulle til.
Og nu vidste han, hvad der måtte gøres - men han vidste også, at han aldrig ville besudle sig selv med en sådan gerning.

"I see..." sagde han, helt stille og roligt.
Han betragtede hende med et triumferende blik i de iskolde, morderiske øjne.

"Tonight, you will learn true fear... and tonight, you will shatter and fall apart. And then I shall rebuild you, piece by piece, until you are the ultimate warrior. And when that is done, little girl... then you will kill Zureshalon for me."

Han ignorerede hendes skælvende undskyldning, for det betød intet for ham.
Hun var et værktøj... et sexet, uskyldigt og sårbart værktøj, som skulle pudses af og gøres stærk.

Så Zane smilede til hende, og gik hen over stengulvet til den massive, jernbeslåede trædør.
Han åbnede den, trådte udenfor, og kastede et blik på hver af de to vagter der stod derude.

"Have your way with the girl. Take her in any way that you wish, without killing her... break her down, and when she lies shattered because of her lost purity, come get me in the throne room."
Hans stemme var rolig, og med en uhyggelig, ondskabsfuld triumf gemt i sig.

Zane bevægede sig derpå ned ad gangen, uden at se sig tilbage, mens de to sortelver-vagter trådte indenfor i værelset gog lukkede den tunge dør efter sig.

Deres smil var modbydelige, og begge to så veltrænede og stærke ud.
De var klædt i sort og lilla tøj, og bar krumme sværd i bælterne.

"Well, well, well..." sagde den ene.
"Gorlur, you hold her... I will have her first."

Gorlur, den største af dem, med et arret ansigt og onde, grå øjne, trådte frem imod Autumn.
Han forsøgte at gribe ud efter hende, og hvis han fik fat, ville han tvinge hendes hænder om på ryggen, mens den anden sortelver ville begynde at flå i hendes top for at få den af.

Ingen af de to sortelvere lagde mærke til den slanke, behandskede hånd, der greb fat i det nederste af den massive vindueskarm.

Autumn kunne ikke andet end at spærre sine øjne op, da hans ’ultimative’ plan for hende blev afsløret. Overraskelsen sad som et tykt lag glasur på en fødselsdagskage hen over hendes ansigt og skinnede sig klar og tydeligt frem imod ham. Hun havde ingen idé om, hvem denne Zureshalon var, men hun der var indtil videre kun en, hun kunne forestille sig det var, hvilket bare gøre det endnu mere surrealistisk. Han havde snakket en del omkring fjenden. Og til dels havde han fået det til at lyde som om, at han ikke ligefrem var en almen modstander, så hun forstod ikke, hvorfor han på noget tidspunkt havde troet eller forventet, at hun ville kunne have den mindste chance for at udføre lignende mission. Ikke nok med, at han stadig kastede rundt med ideen om, at hun skulle dræbe nogen. Havde det virkelig ikke været nok med det nede i kælderen? Den simple tanke om, at han stadig troede der gemte sig et potentiale i hende, fik hende til at få det dårligt.

Hun fulgte ham ikke, da han forlod værelset. Men det samme øjeblik, som ordene han vekslede med vagterne, der havde sørget for at hverken hun kom ud eller andre ko ind, fløj hendes blik til siden. Der var ingen tvivl om, at hun havde hørt, hvad der var blevet sagt, for hun så fuldkommen skrækslagen ud. Hun blinkede knap nok, som hun stirrede på vagterne, der nærmede sig.
Meget forsigtigt - og uden at tage blikket væk de robuste sortelvere - fik hun sneget sig helt ud ad vindueskarmen i et forsøg på at tage så meget afstand til dem, som overhoved muligt. Desværre var hendes skridt både kortere og langsommere end deres, så de nåede hurtigt op i en armslængde fra hende. Straks drejede hun omkring og skulle netop til at sætte i løb og hop igennem værelset, at hun brat blev stoppet af en hånds greb, der efterfølgende blev til armslås. ”Let go!!” råbte hun automatisk og peb ligeledes som både hendes arme og vinger blev tvunget i knap så behagelige stillinger. Idét en ny hånd rakte ud efter hende og fik et godt tag i hendes overkropsbeklædning, skreg hun skingert og vred sig så godt, som hun kunne.

”No! Don’t touch me!” Hun sparkede fra sig med sine frie ben og håbede inderligt at ville ramme bare et eller andet. ”I’m sorry!!” råbte hun højere, som prøvede hun at lade sin stemme nå Zane. ”Please don’t let them!” Det var første gang, at tårerne var kommet så hurtigt i spil. ”Je suis désolé!”

Det var første mission siden hendes store skam... siden den fejlslagne kamp mod Angelie - og ligesom dengang, var dette en mission hun selv havde valgt.
Hendes mester anede intet om det, for i denne tid var al unødvendig information smertefuldt for ham - ja, for dem begge to faktisk.

Men på trods af sin sorg og smerte, havde Mei reageret på den intel hun havde fået.
Spionerne på Abbadon var velplacerede, og de var dygtige...

Så hun havde iført sig en mørkerød top, en kortærmet, taktisk jakke i sort, robust stof og med diverse lommer på både bryst og sider.
På benene havde hun sorte jeans, og på de små fødder halvkorte støvler, som var bundet stramt.

Et sort hylster sad bag på lænden og gemte på en lyddæmpet pistol, og på hænderne havde hun et par sorte læderhandsker - handsker som var udstyret med små, meget stærke pigge i håndfladerne, som kunne bruges til at klatre med.

Og med dette, havde hun lydløst klatret op ad den massive stenmur, og hele vejen op til punktet lige under det værelse, hvor pigen blev holdt fanget.
Her havde hun holdt sig i ro mens hun lyttede til samtalen...

Efter de første minutter havde hendes muskler skreget efter en pause, men hun havde holdt ud... og da hun hørte Zane gå, og de to vagter komme ind, havde hun lettet pustet ud, og havde så rakt op og fået fat i det nederste af vindueskarmen.

Hun var lige ved at glide da hun første gang forsøgte at hive sig op - hvilket ville have resulteret i et dødeligt fald, hvis ikke hun hurtigt havde genvundet den skrøbelige balance...

Da hun så hørte pigens forfærdelige nødråb samt den ene sortelvers banden, da han blev sparket, havde Mei bidt tænderne hårdt sammen, og med en blanding af vrede, had og retfærdighedsfølelse, svang hun sig op i dørkarmen.

Hun spildte ikke så meget som et eneste sekund, men satte hurtigt af fra vindueskarmen, sprang frem og brugte højden fra karmen til at plante sit ene knæ i baghovedet på den sortelver, som holdt Autumn fast.

Før hun landede, havde Mei allerede trukket sin pistol - og da hun så landede hårdt på det ene knæ og slog det imod stengulvet med en grimasse, pegedde hun hurtigt våbenet imod den vagt, som havde fat i Autum's top, og trykkede på aftrækkeren.

Den svage, pivende lyd fra lyddæmperen gjorde ikke skuddet mindre dødeligt, og da kuglen borede sig igennem sortelverens hals, faldt han gurglende om, ude af stand til at skrige.

Gorlur, som havde fået knæet i baghovedet, gryntede og slyngede et spark ned imod den knælende menneskekvinde, og da hendes knæ svigtede hende i et øjeblik, nåede hun ikke at flytte sig før hans støvle hamrede ind i hendes side, og hun blev slynget en halv meter væk og landede gispende på gulvet.
"Fuck...!" hvæsede hun og tog sig til siden.

I dét ene lille øjeblik, hvor der pludselig ikke var et par stærke arme, der holdt hende fast, troede Autumn, at hun på en eller anden måde måtte have sparket bagud og ramt sortelvere bag sig ligeledes, som hun havde gjort ved den foran hende. Straks faldt hun slapt sammen, da hendes ben gav efter, og hun klamrede sig med det samme til sig. Der var heldigvis ikke sket meget med hendes beklædning udover en reven flænge i kraven, der blot gjorde åbningen lidt større. Hun rystede gevaldigt i takt til, at hun lod sin gråd ud. Lige indtil en svage lyd af et skud der borede sig vej igennem frisk kød og blod vækkede hende fra sin ynkelige selvmedlidenhed.

Hun løftede sit blik lige i tide til at se den ene af de to vagter falde om på gulvet, som var han ikke meget andet end en tom skal. Hun gispede halvkvalt og ventede ikke længe med at se sig videre omkring, for så at lade de våde blå øjne vande på den nye tilstedeværelse i værelset. En ung kvinde, så det ud til? Hun stirrede bare på hende, som var hun et spøgelse. Hvad foregik der? Hun virkede så malplaceret i en fæstning, som meget muligt var fyldt ud med sortelvere som en størstedel. Så hendes lyse hud stod ud, ligesom hendes. Men hendes fokus på den fremmede gjorde hende uopmærksom på alt andet. Så da et spark sendte kvinden videre igennem rummet, kom det som noget af en forskrækkelse.

Gorlur var til gengæld langt fra frosset fast på stedet lige som djævlen. Han lod ikke afbrydelsen vente, før han marcherede direkte hen imod mennesketøsen igen. ”Incompetent woman!” svovlede han arrigt, tydeligvis bitter over situationen. Han sparkede igen ud efter hende for at undgå, at hun kunne nå at rette sin pistol mod ham, hvorefter han i stedet langede sig ud efter hende i et forsøg på at få et fast greb omkring hendes skulder. Og derefter rette placeringen til omkring hendes tynde hals.

Dog betød hans fokus på mennesket også at han ikke længere havde et fyldt øje imod Autumn, der havde fået kæmpet sig op at stå. Vingerne hjalp en del på den manglende balance som chokket havde taget fra hende. Og med de bare fødder blev hendes skridt nær lydløse henover gulvet. Hendes tårer havde holdt og det samme havde hendes gråd. Lige nu var hun mere forvirret over, hvad der skete. Samt umådelig bekymret for, hvad der ville ske. Og før hun vidste af det, havde hun samlet den ene sengelampe op. Så med bunden holdt i vejret og begge hænder om den som et sværd bevægede hun sig yderst forsigtigt hen imod, hvad der lignede en slåskamp.
Der blev sendt noget af et adrenalinsus igennem Autumn, da hun svang lampen imod sortelverens baghoved med så meget styrke, som hendes arme tillod. Hvilket til hendes forskrækkelse var en hel del. Hun vidste godt, at hun var stærk – stærkere end det almene menneske – men det syntes stadig altid at komme bag på hende. Men om det var nok, var hun ikke sikker på.

Ordet 'incompetent' tændte hende virkelig af. Det var så stor en fornærmelse i hendes bog... men måske var hun også en anelse ekstra nærtagende for tiden.
Normalt ville hun have ignoreret ordene og fokuseret på kampen, men hendes sindstilstand gjorde hende sårbar, og Mei nåede ikke at flytte sig før hun blev ramt i brystet af Gorlur's spark.

Sparket slog al luften ud af hende, og før hun vidste af det, var hun i et stærkt kvælergreb.
Mei forsøgte at gispe efter vejret, men den store elvers hænder var langt stærkere end hendes spinkle hals.

Hun sparkede han og slog ham, halvt i panik - endnu en ting hun normalt ikke ville have gjort.
'Hvorfor er jeg så ude af den!?' tænkte hun - men hun kendte jo allerede svaret.

Da lampen så pludselig blev smadret imod Gorlur's baghoved, løsnede elverens stærke greb sig, og med rullende øjne faldt den store mand ned over den lille, asiatiske kvinde.

"Urgh!!" lød det fra hende, da luften endnu en gang blev hamret ud af hende.
Med en kraftanstrængelse, lykkedes det Mei at skubbe den bevidstløse plageånd af sig, og hun kom vaklende på benene.

"Well..." lød det mellem forpustede åndedrag, og hun vendte sit kønne, brune blik imod djævlepigen.
"That went... worse than expected."

Autumn stod og var fuldstændig paf, mens hun så den ellers forventede stærke mand falde mod gulvet. Hun havde virkelig ikke haft særlig meget selvsikkerhed i at hendes lille forsøg ville have fungeret så godt. Det var lidt skræmmende egentlig. Selv da den fremmede kvinde fik kæmpet sig vej ud fra under den ubevidste sortelever, kunne hun ikke lade være med at bare stirre på ham, som han lå der. Hun havde vel troet, at der var… mere i en som ham.
Hun så langsomt tilbage på lampen, hun stadig havde i sine hænder og så straks den lille smule blod, der tilsyneladende var at finde på en af fodens kanter. Dagligdags ting og sager var egentlig utrolig farlige, hvis de blev brugt korrekt. Hendes tanker syntes pludselig at sive hen imod, hvad der ville have sket, hvis hun havde haft muligheden for at hamre lampen imod Zanes hoved. Forstyrrende, men hun ærgrede sig også lidt over, at hun faktisk ikke havde gjort det.
Lidt efter lidt begyndte det at gå op for hende på ny, hvad der var sket, og hun kunne nemt mærke lysten til at krølle sig helt sammen over i et hjørne. Det havde været så tæt på. Hvis det ikke havde været for hende, ville hun… Hende!

Straks fløj hendes opmærksomhed tilbage på hendes som sådan redningskvinde. Det var bare ikke ligefrem sådan, hun kunne se det til fulde. I det samme øjeblik, som hun talte til hende, som var det en ganske almindelig samtale, trådte Autumn et halvt skridt tilbage og hævede uden tøven lampen igen. Klar til at svinge, hvis hun skulle komme for tæt på. Det var et anstrengt og stadig bange udtryk der havde formeret sig på hendes blege ansigt. Og hendes blik blev ikke fjernet fra, hvad hun kunne fornemme, var et mennesket.
”Wh-Who are you?” beordrede hun med en ry og stadig svagt sitrende stemme, mens hun tog hende lidt bedre i øjesyn. Det var noget lidt andet at ikke være nød til at få nakkeskader for at kunne skabe øjenkontakt. Hun strammede grebet om lampen, som for at vise, at hun bestemt ikke var bange for at bruge den igen. Og hun kunne bare se mod muskelbundtet på gulvet, hvad det ville indebære.

Da djævlepigen hævede lampen igen og spurgte hvem hun var, lænede Mei sig med et støn op ad væggen bag sig, og tog sig til den ene side.
Satans til elvere... de var alt for stærke.

Mei tog en dyb indånding for at få smerterne til at dulme en anelse, og kiggede så igen på den lampe-bevæbnede pige.
"My name is Mei Lin, and I'm simply here because I can't stand the prick who runs this medieval freakshow of a castle. I don't want him to succeed in any way, and frankly, I really don't want his goons to rape a seemingly innocent girl like you."

Hun havde forventet spørgsmål fra pigen, og på sin klatretur op ad muren havde hun tænkt lidt over det.
Hun arbejdede jo egentlig for Shadowsun, og dermed Zuresh... men dette var noget hun havde valgt at gøre på egen hånd.

"I know this could seem like another of his ruses, but I assure you... it isn't. I really am here to help you escape."

Autumn tøvede. Indtil videre havde den ene ting efter den anden fået hende dybere og dybere ned i et mørkt hul, der vidste sig at være et yderst forfærdeligt sted. Sådan havde hele hendes liv vel været. Men tidligere havde det bare også være et reb, hun kunne klatre op ad indtil det knækkede. Eller indtil hun bare ikke havde flere kræfter tilbage. Denne gang var der intet reb eller trappe, der kunne fore hende videre opad. Denne gang havde det blot været en rusten skade og et håb om, at hvis hun begyndte at grave længere ned, ville hun på et tidspunkt nå ud på den anden side.

Hun pressede sine læber så hårdt sammen, som det var hende muligt, mens hun stærkt overvejede, om hun kunne stole på hende eller ej. Dog tog det hende ikke mere end et par sekunder, før hendes krops ømme muskler slappede helt af og hun sænkede sit valgte våben. Hun slap den endda med sin ene hånd og mod den hænge ned langs siden. Fjernede næsten al form for udstråling af at være på vagt. Hun snøftede en enkelt gang og førte fluks sin frie hånd op til sit ansigt for at tørre de allerede indtørrede tårer væk. Hun måtte se noget fortumlet ud. Håret var uglet, hendes beklædning var revet og flået lidt i. Og så var hun udmattet.
”Thank you…” sagde hun med en blidere stemme og nikkede rytmisk, som skulle hun lige forsikre sig selv om det. Hun følte vægten af lampen i sin hånd, inden hun slapt smed den fra sig ud til siden. Efterfølgende gjorde hun noget, hun ikke just havde forventet, hun ville. Hun løftede sit hoved… og smilede. Det var et ganske småt smil og det virkede ikke specielt ægte i den sans, at hun tydeligvis forsøgte at fremgå mere lykkelig, end hun var.
”I’m… Autumn... Keiplion Nephal.” Der var vel ikke rigtig længere nogen grund til at skjule sit navn. Det var trods alt ligegyldigt. Selvom hun var glad for at Zane ikke havde kendt det og derfor brugt det, som han havde brugt ’April’.

"How did you... eh..get in?"

"Autumn Keiplion Nephal..." hun smagte lidt på navnet, og gengældte så pigens smil med et som var varmt og venligt.

"You have a pretty name. Mine is the simplest of all the simple Chinese names in this not-so-simple world! Mei Lin... but hey, it means 'beautiful forest'!"
Det forbavsede hende lidt at hun snakkede så let, og måske skødesløst, til denne pige. Men måske kunne det hjælpe Autumn til at slappe af.

Da hun blev spurgt hvordan hun var kommet ind, smilede Mei og rakte begge hænder op, med håndfladerne fremad.
De sorte handsker på hendes hænder var udstyret med stålpigge på håndfladerne, som gjorde hende i stand til at klatre op ad lodrette flader, rimeligt nemt.

"I climbed." sagde hun.
"Now... are you ready to leave this hellhole?"

”At least your name has a meaning behind it. Mine … well.. It kinda explain itself.” Det virkede lidt akavet at stå og modtage komplementer. Godt nok var hun ikke længere en komplet fremmed for hende, men situationen passede ikke helt ind i det hele. Hun tog det hele lidt for.. roligt. Lidt ligesom hun havde taget det hele nede i kælderen. Det var noget der skulle seriøs tilvænning til for at præstere. Hun vidste ikke helt, hvor hun havde hende henne. Denne Mei var stadig et mysterium for hende. For selvom hun kendte hendes navn og nu vidste, hvad hun var kommet for og samt hvordan og hvorledes, hun overhoved kunne stå der foran hende, så kunne hun stadig ikke helt sætte en bestemt finger på hende.

Autumn gjorde store øjne, da hendes redningskvinde afslørede hendes tekniker. Først stirrede hun noget forundret på hendes handsker, som hun stolt holdte op. Og så røg det samme blik videre op mod hendes ansigt. Det var egentlig rart nok at blive distraheret. Og så længe hun ikke tænkte for dybt i det, virkede det faktisk på hendes nerver.
”That’s… quite amazing. I can’t so much as fly even though I have these..” kommenterede hun tilbage med en smule usikker I sin stemme, hvorpå hun baskede lidt med vingerne, der stadig var tilstede. ”Ironic, right?” Hun ville have leet lige så ironisk, som hun kaldte sin manglende evne, men hendes latter ville ikke komme igennem.

”Huh?!” udbrød hun noget overrasket og viste det klart og tydeligt frem på hendes ansigt. ”I’m pretty sure we can’t just… leave. Did you expect me to just jump out the window or run like mad out the front door?” Hun krummede sine tær ved tanken. Hun kunne løbe hurtigt. Men hun tvivlede på, at det ville være hurtigt nok.

"Names are just labels we receive from others. If we like them, we allow them to define us... but if we don't we can simply cast them away and choose new ones." sagde hun, stik modsat af hvad hendes familie i Hong Kong nogensinde ville godtage.

Det så ud til at virke... Autumn slappede lidt mere af i hendes selskab.
Godt... for de var nødt til at gøre noget snart. Hvis der dukkede nogen op i tårnværelset, ville de være i enorme vanskeligheder.

"Ah... I had hoped you could fly. It would have made our escape very easy. And no, we are not gonna run through the halls - the only way out if we do that, is through the throne room... and that means we get caught by Zane." sagde hun og trak sin jakke af.
Da hun tog den taktiske, lommefyldte jakke af, blev det tydeligt hvor spinkel hun var; ikke usundt tynd, men lille og fin med en slank talje, relativt lille barm og rimelig tydelige kraveben.
Den røde, ærmeløse top klædte hende godt, og viste hendes former samtidig med at den var blød og behagelig.

Mei gik roligt hen imod Autumn, og rakte hende så jakken.

"We will climb. Or... I will. You will just be on my back."

Det var vel umuligt for hende, at ikke føle sig ubrugelig. Hvem ville ikke det, når man var hovedgrunden til, at plan A ikke kunne udføres til sit fulde. Hun fortrød også lidt, at hun havde fortalt hende det, selvom det var en ret vigtig detalje. Hvad ville der ikke have sket, hvis de bare var sprunget ud ad vinduet, og hun havde forventet på forhånd, at Autumn bare kunne sprede sig vinger og svæve dem begge i sikkerhed?

Hun forbandede det lidt. Hun havde et set fantastiske vinger. Så vidt hun vidste var de den perfekte størrelse til hende. Store og stærke nok til at kunne bære hende. Ingen problem. Hun havde fuld bevægelighed i dem og til tider havde de endda stået til at hjælpe hende skabe afstand ved at daske de uvelkomne væk. Men så snart det omhandlede hende lette fra jorden eller lignende, gav de op. Det var en sand tragedie. Ikke nok med at hun i det hele taget ikke ønskede at have dem eller noget af det, så var det endnu mere deprimerende at have dem, men ikke kunne bruge dem.

Hun så til, mens Mei tog sin jakke af og bare overrakte den til hende. Hun forstod ikke helt grunden til det. Hun var ikke typen der ville fryse til trods for den lette påklædning. Dog havde hun det som om, at mennesket vidste, hvad hun gjorde. Hun kunne samtidig heller ikke lade være med at se op og ned ad hende. Hun tog sig bestemt godt ud. Noget Autumn et sted sagtens kunne gå hen og misunde. Hun kunne heller ikke finde tilværelsen af ar.

”Climb?!” udbrød hun igen noget betvivlende, mens hun med en smule besvær tog jakken på, efter at have trukket vingerne indenbords igen. Ikke hendes størrelse, men det var tæt nok til at hun kunne lukke den uden de største problemer. ”Are you sure you can.. carry me all the way down?” Hun trippede hen over gulvet og over til vinduet. Det stod stadig åbent og sendte kølig luft indenfor. Hun lagde mærke til mørket igen og sank nervøst, inden hun i stedet så ned. Der var langt.
Hun så ned på sin egen hånd og overvejede muligheden, hvor hun selv klatrede ned. Men igen, så stolede hun ikke nok på sig selv. Et grynt fra den bevidstløse sortelver, fik hende til at hurtigt dreje omkring af skræk. Og med blikket glidende fra manden og videre mod Mei, sagde hun noget forhastet: ”… You lead. What ..should I do?”

Hvis hun skulle være ærlig, så var Mei ikke sikker på at hun med lethed kunne bære Autumn hele vejen ned.
Hun var sej og veltrænet - men hendes styrker lå i smidighed, præcision og viljestyrke. Ikke fysisk styrke eller udholdenhed.

"I can carry you. But you need to hold onto me, and not move too much." sagde hun med endnu et smil.
Det var viljestyrken hun baserede dette på, og ligesom hun havde klaret visse andre udfordringer, havde hun tænkt sig at klare dette simpelthen fordi hun nægtede at give op.

Og så tung så Autumn bestemt heller ikke ud!

Da Gorlur gryntede, fnøs Mei og gav ham et los med den ene fod.
Hun ramte ham præcist i hovedet, og sendte ham ned i bevidstløsheden i i hvert fald et par minutter mere.

Så gik hun forbi Autumn og over til vinduet, hvor hun gik ned i knæ og pegede på sin ene skulder.
"Unto my back, pretty Autumn! And remember... hold on."

Hvis Autumn hoppede op, ville Mei kravle lige så stille ud af vinduet, og langsomt svinge dem begge to ud over, for så at begynde den farlige klatretur ned...

Det var yderst nervepirrende! Allerede inden de overhoved havde startet jeres tur ned ad den stejle mur. Det virkede stadig surrealistisk. Ikke fordi hun havde gået og troet, at hun aldrig ville forlade Abbadon, for det havde hun skam. Hun havde ikke været der længe nok og under nok tvang til at tro, at hun faktisk var en fange. Måske fordi hun ikke havde siddet med en lænke omkring foden, da hun vågnede op. Men det sidste hun havde set komme, var en tilfældig person, der kom til hendes redning. Og så lige med den bedste timing verdenen havde set. Hun kendte trods alt ikke nok.

Det var nemt nok at komme op på ryggen af Mei. Og hendes arme kunne lige så nemt vikle sig omkring hendes lille krop, hvilket gjorde hendes greb om hende langt mere stabilt. Det gjorde hende ikke mindre nervøs. Og da slet ikke, at de efterfølgende hang uden for værelset på ydermuren. Automatisk klamrede Autumn sig til klatretøsen. Hun krummede sig næsten sammen på hendes ryg med benene så langt oppe, som hun kunne. Hendes øjne havde ligeledes lukket sig hårdt sammen igennem de første par ’skridt’.
Vinden rev i dem. Som om at den var blevet hidset på Forhåbentlig ikke på grund af deres flugtforsøg. Det virkede også anderledes. Hun priste sig lykkelig over at have taget imod jakken, eftersom den holdte sig tæt ind mod hendes krop frem for den store bluse indenunder, der ville have flagret voldsomt. Lidt efter lidt slappede hun mere af og åbnede endda sine øjne. Hun så op imod vinduet og kunne ikke helt lade være med at forestille sig, hvordan Zane ville reagere. Nok kontrolleret. Det var det indtryk, hun havde fået af ham.
Og sikke en lettelse det var, at kunne fysisk se vinduet, hvor hun havde været under lås, voksede sig længere og længere væk.

Okay... Autumn var ikke hverken tyk eller tung på anden vis. Men da de var nået halvvejs ned ad muren, stoppede Mei op for at hive efter vejret.
Hendes arme og ben skælvede let under det enorme pres.

Det var hårdt at tage en sådan klatretur alene... og med en anden person på ryggen, var det decideret smertefuldt.

Mei hev efter vejret i omkring ti sekunder, hvor hun forsøgte at slappe så meget af i musklerne, som hun kunne - samtidig med at hun stadig holdt dem oppe.

Så tog hun en dyb indånding, og fortsatte nedad.
Greb efter greb, skridt efter skridt. Hun blev ved, selvom hun vidste at hendes krop ville straffe hende for det senere.

Og så... pludselig... var de nede på den brostensbelagte gade.
Mei sank sammen med skælvende arme og ben, mens hun gispede af anstrængelse.
"That... was harder... than I... expected." sagde hun og tog en dyb indånding for at få styr på sin krop.
Hun var våd af sved efter den tredive meter lange klatretur.

Og hun var stolt af faktisk at have klaret det!

"Can you be safe... at your home...?"

Det var en bestemt lettelse, da Autumn kunne mærke fast underlag under sine bare fødder. De kølige brosten var næsten beroligende mod hendes i forvejen kølige hud. Og det samme var den friske vind. Det var noget helt andet, end den lumre varme fra værelset. Opvarmet af de mange tændte fakler, og hvad hun mistænkte var magi frem for varmerør gemt i væggene. Fæstningen virkede en tand for gammel til, at have den teknologi, selvom hun havde fundet elektricitet hist og her. Det havde været som at træde ind i en anden tidsalder, hvilket havde været en smule underligt for en som hende, der konstant havde været omgivet af ny moderne teknologi.
Hun havde hurtigt kravlet af Meis ryg i frygt for at lægge for meget anstrengelse på hende end højest nødvendig. Hun var fuldkommen færdig, og djævlen fik det helt dårligt over at se hende hive efter vejret. Usikkert så hun søgende rundt, som forventede hun at se en hær af bredskuldrede sortelvere marchere direkte imod dem med spyd og sværd. Men, intet. De var alene. Og pladsen omkring dem virkede helt øde. Hvem ville også bare så meget som nærme sig et sted som Abbadon. Selv da det tilsyneladende stod tomt, ville hun nok ikke gøre det.

Straks så hun tilbage på Mei og fløj med det samme ned på hug foran hendes kollapsede krop. Kunne hun være i sikkerhed hjemme hos sig selv? Uden at tænke over svaret røg det ud: ”Of course.” Hun var selv overrasket over, hvor sikker hun lød, for hun tvivlede inderst inde, at det var tilfældet. Men det var det eneste sted, hun ønskede at vende tilbage til. Og Zane havde ikke samlet hende op der, så hvordan skulle han kende til det, hvis han faktisk valgte at søge efter hende igen?
Hun tog pludselig fat om noget af den store T-shirts bund, der stak ud fra jakken, og rev nådesløst et stykke af, før hun begyndte at duppe stoffet mod Meis pande for at fjerne det værste af sveden. Hun havde så mange spørgsmål. ”How did you know I was here? It just kinda seemed that ..you already knew, that’s all.”

Mei begyndte at trække vejret mere roligt, og hendes arme og ben skælvede kun meget svagt nu.
Den røde top klæbede til hendes ryg på grund af sved, hendes ene ribben gjorde ondt efter Gorlur's spark, hendes ene knæ dunkede efter det hårde møde med stengulvet i tårnværelset... men hun smilede alligevel et lille, skævt smil.

Det var lykkedes at redde pigen.

"That's good..." sagde hun da Autumn nævnte at hun ville være i sikkerhed hjemme.
Ikke at det ville forhindre Mei i at holde lidt øje med stedet...

Hun kunne ikke lade være med at komme med en lille, svag latter da Autumn duppede hendes pande, og hun mødte pigens blik med sit eget.
"Thank you." sagde hun, og hørte så det spørgsmål, som jo måtte komme.

"I... I've been watching Abbadon for a few days. I thought that... well..." sagde hun og sænkede sit blik lidt, da det døde lidt.
"I thought that maybe, Zane had taken my sister... but instead, I found you. And I couldn't just let him hurt you..."

”Your sister?” Autumn fik meget hurtigt en dårlig smag i munden. Som om at hendes tunge pludselig havde mistet over halvdelen af den oprindelige væde. Og der var en mindre blokade til stede i hendes hals. Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det præcist var, men hun mistænkte en underlig form for bekymring, som ligeledes spredte sig til hendes ansigtsudtryk. ”I didn’t become aware of anyone else that wasn’t.. suppose to be there. I didn’t even feel the presence of anyone else down in the dungeon when I got escorted down there.”
Hun tog stoffet til sig igen og sad et øjeblik bare og betragtede mennesket foran hende. Hun så ud til at være bare et par år ældre end hende, også selvom de delte samme ungdommelige udseende. I hendes tilfælde måtte det omhandle generne fra hendes forældre. Djævlen kunne ikke lade være med at forestille sig, hvordan hun selv ville udvikle sig, hvis ikke hun sad fast i den krop, hun var blevet tildelt. ”I really appreciate that you didn’t just leave me even though I didn’t turn out to be your sister. But I also hope for her that this Zane doesn’t have her by hand.” Hun havde nær løftet op for at vise sin mave, men hun holdte sig fra det. Der var både ingen grund til at vise den grimme blodforsamling frem eller til at gøre Mei mere nervøs end, hun sikkert var i forvejen.

”We shouldn’t stay here for much longer.” Autumn rejste sig atter op ved at skubbe sig på ved hjælp af et par hænder mod sine lår. ”Can you stand? Keep going, I mean?” Hun kunne lugte svovl. Og mørket syntes stadig at prikke hende i siden. Drillende. Testende. Irriterende! Hun rakte en hjælpende hånd ned imod Mei. “I won’t be able to climb with you like you did but I can probably carry you on more flat ground.” Det gik derefter op for hende, hvor meget hendes hånd rystede. Som om hendes krop stadig var stærkt påvirket frem for at hendes opførsel og tale ikke afslørede det.

Beskeden om at Autumn ikke havde lagt mærke til nogen, som ikke burde være der, var en smule nedslående.
Det havde været det bedste bud, at Zane havde taget hendes ny-genfundne tvillingesøster, og det var næsten ubærligt at hun ikke var at finde, selv der hvor det gav mening.

Dog var det også en lettelse, da fangenskab i Abbadon var langt fra behageligt.

Mei sank dem klump der havde formet sig i halsen, og tvang de snigende tårer på retræte så hun ikke begyndte at græde.
Det ville have været lettere pinligt i denne situation... og desuden græd hun aldrig foran andre.

"I see... then I must look elsewhere for her." sagde hun, og nikkede så til Autumn's ord om at forlade stedet.

"I think I need your support for a few minutes. My legs are against me right now." sagde hun med en undskyldende stemme, hvorefter hun trak den ene, piggede handske af og greb Autumns hånd, rejste sig på de lettere skælvende ben, og lagde en arm om djævlepigens skuldre for at få støtte til at stå.

"It will be better after a few minutes, but you are right - we must leave. Now. Before they discover that you are gone. Lead the way... and if you don't want me to see where you live, just go on your own when I can walk alright again, okay?"

”There’s no need to worry about that. It’s best to take the time that is needed. Besides, you did take a few brutal hits.” Automatisk svang Autumn en arm omkring Meis talje for at optimere støtten så godt, som hun kunne. Hu havde båret rundt på nogle, der krævede langt mere anstrengelse, end dette menneske. Ofte på folk der ikke bare vægtede 50 % mere end hende, men også folk der normalt stod og tårnede sig over hende, hvilket gjorde det hele så meget mere besværligt. Men denne gang - Denne gang var det næsten overraskende nemt. Også selvom det lagde lidt unødvendigt tryk imod hendes stadig ømme rygsøjle. Hvorfor kunne helings magi ikke også lige fjerne ømhed? Det ville gøre verdenen et lidt bedre sted, tænkte hun, mens hun satte gang i sine ben.

Det tog sin tid, men til sidst var de kommet på nok afstand fra Abbadon, at Autumn ikke kunne fornemme den ubehagelige udstråling fra selve fæstningen. Bevidst havde hun ligeledes undgået havnen af åbenlyse grunde. Det var nok det næstsidste sted, hun ønskede at være lige nu. Faktisk var der kun et sted, hun ville være. Og det var lidt af en overraskelse for hende, da det gik op for hende, at det faktisk ikke var ’hjem’. I hvert fald ikke hende hjem. Men hun tvivlede på, at der ville være nogen til stede dér længere.

Hun sukkede tungt og drejede hovedet kortvarigt imod Mei. Tanken om hun kunne stole på mennesket, lå stadig og simrede. Godt nok var der kommet en yderst god grund til, hvorfor hun havde været der lige i tide og alt det der. Der var bare noget der kunne få hende til at se skævt på situationen endnu. Hun undlod hende dog at høre hendes forvirring eller opleve hendes mistænksomhed.
”I really hate this place. Di Morga, that is.” sagde hun pludselig efter et godt stykke tid i stilhed og rettede blikket ned på jorden foran sig. ”And to think that I’ve lived here for over ten year..? There’s just something that always keeps one from leaving.” Hun sukkede igen. “Be it physically impossible or mentally.”

"Yeah... hits that were entirely my own fault..." sagde hun lavmeldt. Hun burde have været i stand til let at lande på fødderne, i stedet for at smadre det ene knæ ned i et fucking stengulv.
Hun burde også have været i stand til at undvige det spark, som Gorlur havde ramt hende med...

Men Mei's hoved var ikke hundrede procent med hende.
Hendes sindstilstand var ikke helt skarp nok til at yde max i kamp.

Som de gik gennem Di Morga's unaturligt mørke gader, lyttede den unge, asiatiske kvinde til Autumn's ord, mens hun var taknemmelig for støtten.

Efter en tid stoppede hun dog roligt op, og fjernede forsigtigt armen fra Autumn's skuldre mens hun prøvede sine ben af med et par skridt.
Hun var okay igen. Øm, og helt sikkert med blå mærker diverse steder, men okay.

"I... don't know. Part of me agrees with you. Di Morga is so full of horror, brutality and death... but at the same time, I cannot forget that this is where I found my long lost twin-sister. I thought she was dead, murdered when we were children... but then, there she was." Hun smilede lidt ad tanken om første gang hun havde set sin søster igen. Det var et utroligt komisk og surrealistisk øjeblik... og lige nu fik det et lille fnis frem fra hende.

"Ten years? Heh... it feels like I'm just a kid to everyone here."

Autumn stopped lettere brat op, da Mei fjernede sig selv fra hendes støtte. Hun måtte være hårdt bygget, sådan som hun nærmest ikke lod sine mulige skader og lignende påvirke hende længere tid ad gangen. Hun ville have sammenlignet hende med sig selv, hvis ikke hun i forvejen kendte den store forskel fra, hvad de hver især var. Til gengæld forstod djævlen intet af, hvad hun sagde til hende. I hendes hoved kunne man umuligt have specielt mange positive tanker om et sted som Di Morga. Specielt ikke, hvis man kendte til, hvad der foregik under overfladen. Dog kunne hun ikke få sig selv til at starte sin prædiken om stedet. Mei virkede vitterligt… lykkelig?

”Yea.” Hun lod selv en svag kort latter komme fra struben, inden den forstummede lige så hurtigt, som den var ankommet. ”It appears that I’m actually over one hundred years old.” Hun trak en smule akavet på skulderne. ”But even with that many years behind me I never had a childhood. As you might have figured out: I’m a creature from hell. We are not born, but rather.. created.” Det havde aldrig været sjovt for hende at tænke på, men hun gjorde sit bedste for at holde sig fra at blive for sørgmodig over det. ”I’ve often dreamt of having sibling. A family. You’re so lucky to have a sister - even a twin-sister! I really do hope that you find her again. But if she’s only half as capable as you something tells me that she’s alright.”
Hvorfor stod hun nu og opmuntrede denne mere eller mindre komplet fremmede person? Havde hun virkelig ikke lært noget fra sine tidligere fejltagelser?

Hun så lidt ned ad sig selv på jakken, hvorpå hun stille og roligt gik i krig med at åbne den. Det var lidt af en befrielse. Hun var trods alt ikke typen der nød det ekstreme tætsiddende tøj. ”Here.” Hun rakte Mei jakken tilbage. ”I don’t think I’ll be needing it anymore.” Hun trippede lidt på stedet, inden hun fik et lidt mere intenst blik i de blå øjne. ”Hey, …Mei? Can you promise me not to mention me? Not to anyone.”

Hvis Mei virkelig virkede lykkelig, var hun en bedre skuespiller end hun selv troede på.
Det knuste hende at hendes søster var forsvundet igen, og hun var syg af bekymring for om der var sket hende noget.
Di Morga var klart et af de farligste steder i verden...

"More than a hundred? You age like fine wine then!" sagde hun spøgende.
"You know... none of us choose our race, but everyone has a chance to choose who they want to be. And it is good to finally meet someone from your race, who seems like an actual sweet person. Hold on to that."

Mei smilede let til Autumn, men smilet faldt fra hinanden da djævlepigen begyndte at tale om Shado.
Mei's blik fandt vej til jorden imellem dem igen, og hun mærkede atter klumpen i halsen.
"...yeah."

Da Autumn så rakte hende den kortærmede jakke, kiggede Mei atter op og tog imod den.
"Yes... of course. I won't tell anyone about you. I mean... you can only trust very few people in this country, right?" hendes lette smil var tilbage.