Breaking Point (Autumn)

Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Det kom bag på hende, at nogen faktisk stod foran hende og ytrede de selv samme ord, som hun havde ønsket at høre. Det var rigtig nok langt fra de fleste, som hun var stødt ind i, som forsøgte at smide den ene stereotype efter de anden efter hende i håb om, at hvis de lagde nok kraft i ville det hænge fast. Men hun blev som regel kun mødt af bemærkninger om, hvordan og hvorledes det var… mærkværdigt. Mei synes dog at forstå. Og det gav Autumn lidt af et boost. Bare en ganske lille smule sikkerhed. Det forsikrede hende på sin vis, at det ikke var hende, der var noget galt med. Det var underligt. Forfriskende.

”Thanks. I have…” Hun tøvede med at fortsætte. En side af hende ønskede pludselig at dele hver og en lille detalje om sig selv med hendes redningskvinde, mens den anden side kæmpede ihærdigt imod. Hun havde altid været for åben og stolet på folk for andre beviser, blev lagt foran hende. Og hun kunne jo selv se, hvor det havde endt hende.
Med de tørre læber presset blidt sammen for at holde hende fra at åbne sin store mund og sige mere, så hun Mei lidt an for anden gang, inden hun med et lettere bestemt - og ret tvunget - skridt fjernede afstanden mellem dem. Lige længe nok til at hun kunne svinge sine arme omkring mennesket og fuldende omfavningen. Ubehaget ved berøringen var langt fra på samme niveau som, hvad sortelveren havde præsteret. Og andre før ham. Denne gang var det en ønsket berøing - fra hendes side i hvert fald. Dog lod hun den ikke stå i lang tid, før hun trak sig tilbage igen.

”It’s best for us to part ways now. I don’t want you to get into anymore trouble on my behalf.” Mei havde haft ret: Autumn fandt det ikke en god idé, at hendes hjem blev identificeret. Også selvom de to unge kvinder virkede til at komme godt ud af det med hinanden, så var det bedst. Specielt hvis hun alligevel skulle holde munden lukket omkring djævlen. Jo mindre hun vidste, jo mindre ville hun sige videre, hvis det blev tilfældet.

Mei var ung, selv for et menneske. Det var dermed ganske imponerende, at hun havde skaffet sig det ene sæt evner efter det andet. De fleste var kamprelaterede, men der var én ting hun var god til, som var helt anderledes:
Mei var god til at læse andre, blot ved at kigge på dem.

Så hun var klar over, at hendes ord havde ramt Autumn et blødt sted.
Det virkede som om hun blev en smule opløftet af det, hvilket fik Mei til at smile ganske let.

"No need to thank me. I'm a sucker for damsels in distress." sagde hun og fnisede - og så kom det uventede kram.
I det første splitsekund, spærrede hun øjnene op og frøs fast på stedet.
Ingen, ud over Shado, havde fået lov til at give hende et knus på denne måde... men lige nu, var det tiltrængt, og Mei kunne godt lide djævlepigen.

Så da det første sekund var gået, lagde hun selv armene om Autumn, og gengældte knuset tæt.

Da Autumn så trak sig væk, og sagde at de nok måtte skilles nu, nikkede Mei.
"Okay... but take care of yourself, Autumn. Who knows... maybe we can meet again some day?

Fandeme nej om hun ville holde sig væk bare fordi det kunne være farligt...
Næh, hun havde da tænkt sig at følge efter Autumn i skyggerne og gyderne - endnu én af hendes evner - og holde øje med pigen så hun kunne blande sig, hvis Zane's goons skulle dukke op.

”Surely! When the world isn’t going to shit.” Hentydende løftede hun sine blå øjne imod himlen og trak ligeledes på skulderne, som forsøgte hun at gøre den åbenlyse forfærdelige situation lidt mere opløftet. Det var trods alt hendes thing, at lade som om, at alt var okay og der ikke var grund til den mindste form for bekymring. ”But… there’s probably always something, isn’t there?” Hun opfangede selv den lille smule irritation, der havde sat sig i hendes stemme på daværende tidspunkt. Hun stod i et sekund eller to og bed sig i indersiden af sin kind og lod sit blik vandre lidt, før det landede tilbage på Mei.

Autumn nikkede bestemt og bekræftende, inden hun som den første af de to fik påbegyndt på sin vej. ”Au revoir. And again - thank you.” Hun løftede sin hånd som i et stille vink, mens hun ømt og nok lettere stift drejede kroppen imod sin nye kurs hjemad. Hånden blev efterfølgende tvunget blidt omkring hendes mave og støttede hende nok til at holde sig bedre oprejst.
Hun håbede inderligt, at spøgelset ikke var kommet hjem endnu. Hun ønskede, ikke at han skulle bekymre sig om hende. Ikke så meget, som han i forvejen gjorde. Han havde ladet det ligge, at hun til tider havde smuttet udenfor lejligheden, men hvis han kendte til dette, ville han sætte mindre fem låse ved hoveddøren og tremmer fra vinduerne. Hun kunne endda forestille ham klippe telefonledninden.

Med en klump i halsen lykkedes det hende at ankomme til den velkendte lejlighedsbygnings lige overfor Sombré. Og endda uden at mange sendte hende blikke rettet mod hendes bare fødder og lette påklædning med de to revne huller på ryggen. Størstedelen af dem hun havde kommet forbi havde stået med deres mobiltelefoner eller kameraer rettet mod himlen.
Hun stoppede dovent foran døren ind til opgangen, hvor hun straks så mod de mange navneskilte, der stod ud fra hver sin ringeklokke. April Foster & Evan Ferraro. Hun stirrede mod metalpladen i et øjeblikstid, før hun blot rakte udefter den og gravede sine fingre ind under det for at rive det af. Hun tøvede da heller ikke med at gribe fat i hver side med begge hænder og inden længe knækkede den over på midten. Skilte de to navne fra hinanden. For mange kendte til dæknavnet nu. Hun var ikke stolt af sig selv af at have brugt sin skjulte styrke, men hvad var vigtigere? Hun knugede sin egen del af navneskiltet og forsøgte at masse den sidste halvdel tilbage på sin plads, hvor den kun lige knap kunne balancere. Parat til at falde når nogen ville smække med døren.

Og netop det skete, da Autumn trådte ind i opgangen og begav sig op ad de mange trapper, mens døren klikkede i bag hende.