Breaking Point (Autumn)

Hendes vejrtrækninger var allerede blevet påvirket af den lette panik, der strømmede igennem hende på ny. Hendes åndedrag var ujævne og blev skiftevis ført igennem munden og næsen, som kunne hun ikke helt bestemme sig for, hvad der var mest behageligt, nu hvor hendes hjerte syntes at have sat farten op. Hendes fokus landede med det samme på hans samlede hånd, som han holdte den tilbage. Klar til at slå ligesom han havde forklaret hende. Hun stirrede skræmt mod den med et lille håb om, at hun kunne give bare en lille gnist af telekinese, der kunne stoppe hans slag. Men lige præcis den evne havde været væk i flere år nu. Den havde aldrig været hendes i samme forstand som dem der boblede inde i hendes normalt tømte kammer, heller ikke var hendes.

Autumn havde ikke forestillet sig slaget som værende svagt. Eller blidt, til trods for at han indtil videre havde været ubehagelig blid ved hende. Men det lykkedes hende nu alligevel at undervurdere styrken, der ramte hende. Alt luft blev slået ud ad hende. Og i stedet for et halvkvalt skrig var det mere et helt forstummet smertebrøl. Hun bøjede sig refleksivt sammen - eller hun prøvede. Med armene fastspændt over hovedet blev det ikke meget mere end et krum i ryggen og et enkelt løftet ben, der dog blev nød til at komme tilbage på gulvet, for at hun kunne opretholde sin balance, eftersom chokket fra smertejaget kortvarigt havde fjernet styrken i hendes ben.
Hun hostede voldsomt et par gange, samtidig med at hun hev efter vejret for at fylde sine tomme lunger igen. Hun måtte have bidt sig selv i tungen, før hun kunne smage blod. Slaget kunne sikkert havde beskadiget et par af hendes indre organer, hvis hun ikke havde været andet end et sølle menneske, men det var - heldigt for hende - en lidt anden sag for hende. Hun priste sig lykkelig over ikke at have andet end mavesyre i sin mave, for ellers tvivlede hun på at det ville have forblevet et kønt syn.

Egentlig ville hun ikke se mod ham igen, men hun endte nu med at løfte sit hoved igen, da hun fik samlet sig ordentligt. Hun trak stadig vejret lettere forpustet - forståeligt nok - og blikket i de abnormalt blå øjne så automatisk bedende tilbage på ham. Som om det ville være nok til at stoppe ham.

Følelsen af hendes sårbare mave der gav efter for hans næve, var fantastisk... Zane var sadist, og endda selektiv sadist. Og det at hun ikke var i stand til at spænde og stå imod, gjorde hende til noget nær det perfekte offer for ham.

Efter slaget trak han næven tilbage igen, og lod hende få vejret og samle sig lidt.
Lige nu var der ingen grund til totalt at knuse hende...
Det kunne dog komme på tale senere, hvis det blev nødvendigt.

Da han så hendes bedende blik, rystede han kort på hovedet og lagde venstre hånd på hendes hofte.
"No, my dear... but the next punch will feel very different. It won't knock the wind out of you, and it might even be enjoyable, beyond the pain..."
Hans stemme var stadig rolig og fattet - nok nød han dette, men hun var ikke hans offer. Ikke rigtigt.
Der var andre ting på spil.

Endnu en gang sendte han sin næve imod hendes mave - men denne gang ramte han hende lige under navlen, hvor smerten og effekten ville ramme nogle helt andre områder.
Han holdt lidt igen med styrken denne gang... det første slag havde været en anelse for hårdt - han måtte huske på at han ikke kunne heale hende.

...dog var det at han holdt igen, ikke ensbetydende med at det ikke skulle gøre ondt; knytnæven sank dybt ind i den arme piges mave, og smerten ville stadig være intens.

"We are not nearly done yet..." hviskede han.

Hvordan kunne han være så …afslappet?! Den unge djævel forstod ikke, hvad der nogensinde kunne have gået galt i hans liv for at have det syn på verdenen, som han havde. Rigtig nok havde han indvilget hende i naturen bag hans race og opstandelse. Men et hvert væsen ejede sin eget morale. Man kunne ikke bare bruge stereotyper som undskyldninger. Det burde hun vide allerbedst omkring efter et århundred med folk, der konstant pegede fingre af hende og fortalte hende, at hun skulle være som alle andre i stedet for at stræbe efter dét, som hun som sådan gjorde.

Det næste slag ramte - som han tilsyneladende havde forudset - hende anderledes. Igen gispede hun, men der kom en smule mere lyd frem denne gang. Hendes ben knækkede helt sammen og fik hende til at hænge i sine arme og dingle i et øjeblik. Hendes hænder havde knyttet sig hårdt sammen, da han havde hamret sin næve ind i hende igen, men efterfølgende åbnede de sig op igen og sitrede, som var de gået i krampe. Hendes mave dunkede stadigvæk af smerte, og hver gang hun trak vejret dybt, blev det blot værre.

Den metalliske smag sad stadig klar og tydelig på hendes tunge, men som hun lod den glide videre rundt i hendes mund, kunne hun mærke at de ellers flade og menneskelige tænder havde fået en spidsere overflade. Ikke kun et par af dem, som en blodsuger. Men dem alle sammen. Det var ikke meget, men der havde allerede været beviser på, hvor megen forskel hendes bid gjorde. Nu undrede det hende ikke længere, hvordan det havde lykkedes hende at bide hul på tungen så nemt. En smule blod havde ligeledes sneget sig ud i hendes ene mundvige. Ikke meget mere end en lille udtværet dråbe. Dog stod den røde farve i klar kontrast til hendes blege hud.
”St-Stop…” Atter føltes det som om, at det var et af de eneste ord tilbage i hendes ordforråd. Hun krummede sine tæer og kom forsigtigt tilbage på sine fødder, selvom hun blot ønskede at blive hænge. For hun var næsten fuldkommen sikker på, at det næste slag også ville ’feje benene væk under hende’, som man sagde. ”You’re… wasting you time..”

Han nød slag nummer to lige så meget som det første... hun var så blød og sårbar...
Desværre fik han ikke den reaktion han havde håbet mest på.
Skuffende... men et eller andet sted at forvente.

"A shame... you do not enjoy it at all. Some women actually do." sagde han, og trak let på skuldrene.
"It could have made everything easier... but let us continue the fun, and see where it takes us!"

Så rakte han frem med begge hænder, greb blidt fat i kanten af hendes trøje, og skubbede den op over hendes bryster så den ganske vist dækkede dem, men også blev holdt oppe på denne måde.
Dette blottede naturligvis hendes mave, og Zane lod blikket glide hen over den bløde hud, og op over arret.

"Before we continue, I will allow you to speak your mind... but don't tell me that I waste my time." sagde han, stadig med den blide stemme - alt imens han drillende lod fingrene på den ene hånd glide hen over hendes bare mave en enkelt gang.

Autumn havde næsten tålmodigt ventet på, at han ville sende et tredje slag imod hendes stakkels mave. Ikke fordi hun ønskede, at det ville ske. Hun havde bare forventet, at han ikke ville adlyde hendes bøn om at stoppe. Det var så sjældent at de gjorde det - stoppede. I hvert fald ikke før de havde haft den sjov, som de ville. Men i stedet for at modtage endnu et jag af smerte, blev hun mødt af noget langt mere blidt. Hun kunne sagtens mærke blusens bløde stof blive løftet op og samtidig fjernet fra hendes mave. Han blottede hende endnu mere!

Ubehag skød op igennem hende og hun pressede atter sine læber hårdt imod hinanden. Oprindeligt havde hun ikke tænkt sig at sige noget. Han virkede… provokeret. Så hun følte, at hun umuligt kunne sige noget korrekt. Noget der ville falde i god jord hos ham. Men det samme øjeblik som hun kunne mærke hans berøring imod hendes nu bare mave, forsvandt den selv samme fornuft, der havde holdt hendes ord på afstand.
”Don’t touch me!” udbrød hun pludseligt, dog stadig med en svag og ru stemme. Hun trådte straks et vaklende skridt tilbage, så hendes hæle stod helt op ad muren i et forsøg på at tage så meget afstand som muligt. Gåsehud var hurtigt blevet dannet på hendes mave, som igen trak sig lidt ind.

Hun kunne tage smerte. Hun kunne holde ud at blive stykket i, slået og sparket. Men kærtegn sad stadig dybt som en traume. Hun var godt klar over, at hun skulle have holdt sin mund lukket. Det var bare nærmest blevet en vane. Hun kunne ikke lide det. Det var langt værre end alt andet.
Hun snøftede en enkel gang, før hun fik taget modet til sig og endelig løftede blikket op imod ham, selvom hun var glad for at se den tilfredsstillelse, han havde haft i sine øjne før. Hun var bange for at den stadig ville være til stede. Hun skilte sine læber ad, som ville hun forsvare sit udbrud, men intet kom ud.

Han havde spændt hende op som et andet torturoffer - eller sågar sexslave - og han havde givet hende to slag direkte i hendes sårbare mave... og alligevel var det hans blide berøring mod det bløde maveskind, som fik hende til at reagere mest voldsomt.

Dette overraskede ham.

Han så gåsehuden dukke op, og han smilede let da hun igen trak maven lidt ind. Intet var mere indbydende end den lille handling...

"Don't touch you, you say...? Why is a punch in the stomach better than a light touch? I could do this all night, until you could bare stay conscious because of the agony in your midsection... but still, it is the lightest of touches that makes you flinch. This tells me that you are used to violence, to some extend... but something has happened to you... something sexual?"
Tankerne var sat i gang i hans hoved nu, og selvom han havde den største lyst til at lade sin næve lege videre med hendes stakkels mave, lod han være - for nu.

I stedet trådte han et halvt skridt frem, lagde den ene hånd mellem hendes bryster, og lod den så på kærtegnende, provokerende vis glide ned over hendes bare mave og ned over hendes buksekant, hvor han så trak den roligt til sig igen.

"Is this the way to break you then...?"

Frygten, der ellers længe havde været til stede i hendes øjne, blev pludselig fordoblet. Den kunne næsten smages i atmosfæren omkring hende. Det var præcis, det hun ikke ønskede skulle ske. Måden han smilede. Måden han så på hende, som var noget ganske morsomt gået op for ham. Hun sank tungt og med tydeligt besvær, eftersom senerne, der sad op ad hendes hals, blev fremhævet en smule. Hun havde kvalme. Hun sagde ikke noget. Der var vel ingen grund til at svare ham. Hvis han var kommet frem til den konklusion fra hendes lille paniske afvisning, så burde hun ikke have nød til at bekræfte det med ham. Det gjorde hendes ansigtsudtryk allerede for hende.

Han kom tættere på. Hun pressede sig længere ind imod muren, selvom det egentlig ikke var muligt. Hun fulgte hans hånd, men det samme øjeblik som den lagde sig imod hendes brystkasse, klemte hun sine øjne sammen. Hår rejse sig i nakken, da han lod sin hånd glide ned over hendes front. Og hendes skuldre røg meget hurtigt op omkring ørerne. Hun måtte have holdt vejret, for da han endelig trak sin hånd til sig - efter hvad der havde føltes som en evighed - åndede hun tungt ud igen, og hendes krop slappede atter af igen. Hvis man så bort fra de stadig meget anspændte muskler hist og her.

”N-No…” Hendes stemme rystede. ”It’s not… It’s not like that..” Hun undgik bevist hans blik. Som ville det kunne skjule den skam, hun følte over, at lade ham nå ind til en svaghed som denne. ”Yo-You’re hand is just… cold..” Selv hun forstod hvor ynkeligt hendes forsøg på at forsvare sig selv var. Hun tog diskret en dyb indånding, velvidende at det umuligt kunne hjælpe på nervøsiteten.
"Just don't... touch me!"

Han kunne næsten mærke frygten igennem hendes nøgne hud... for slet ikke at tale om at hun næsten lugtede af frygt.
Hun var en smuk pige... lille og spinkel, med en sund, blød hud og srålende, tiltrækkende øjne...

Men at forgribe sig på hende i sådan en grad... det var hans grænse. Det var et tabu - og han havde aldrig nogensinde gjort det.

Dermed ikke sagt at han ikke ville udnytte denne nyfundne svaghed... samtidig med at han arbejdede på hende med smerte.

"It is actually funny that you think I am stupid enough to not notice the signs you emit with every fiber of your body, April." sagde han roligt, mens han rakte op og lagde to fingre om hendes hage, for at tvinge hende til at møde hans kølige blik.

"My dear... I have tortured people for many years. I know exactly when they are lying, and you made a very, very weak attempt at it."

Så, imens han stadig holdt hende om hagen, knyttede han igen højre hånd, og gav hende ikke bare ét, men tre slag i maven; ét i den nederste region, ét lige i midten, og ét i den smertefulde øvre del, lige under brystkassen.
Alle tre slag var hårde og dybe - og nådesløst smertefulde.
Og hvor han dog nød følelsen af hans næve, som borede sig dybt ind i hendes bløde, sårbare punkt!
Sadisten i ham elskede denne situation...

"Punishment... is what happens when you displease me. And trust me, April... I really enjoy punching your weak, sexy stomach to a pulp. I can do it all night - which makes it extemely effective as torture. Maybe even more than normal methods, because of the built up pain"

Hun tillod ham ikke at se direkte ind i hendes øjne. Hun mødte godt nok hans, men hun beholdte stadig sin fokus bare en meget lille grad til højre. Ikke nok til at det kunne ses af en tredje part. Men lige nok til at det ikke føltes helt rigtigt for de to, der delte øjenkontakten. Det var meget muligt derfor, at hun ikke længere var opmærksom på, hvad hans anden hånd havde gang i. Hun havde travlt med alt muligt andet. Så da hun pludselig fik slået alt ud af sig på ny, reagerede hun langt mere forskrækket.

Det første slag fjernede hendes fodfæste og sendte en skar smerte videre op igennem hendes rygsøjle. Det andet slag fik hende til at krumme sig sammen igen. Men det tredje slag var det, der gik et højere udbrud ud af hende i stedet for de kvalte lyde, da det ramte hårdt ind imod hendes ribben. Hun havde hverken kunne mærke eller hørt nogen form for knæk. Dog dunkede det mere markant end de andre steder, hvor han næve havde landet.
Hun hostede igen. Det var forfærdeligt. Hans hænder kunne lige så godt være lavet af cement. Eller tungt metal. Hun turde ikke engang se ned af sig selv i frygt for at mærker i mørkeblå og mørklilla nuancer allerede var begyndt at tage form. Hvis ikke arene var nok til at præge hendes hud. Noget inde i hende begyndte at drømme om et slag til hovedet. Bare så hun kunne forsvinde væk fra bevidstheden.

Det var pinefuldt at trække vejret nu. Til et punkt, at hun efter en af de dybere vejrtrækninger, blev nød til at bide tænderne hårdt sammen. Savl havde samlet sig i hendes mund selvom både hendes mund og hals var knastørre, men grundet de konstante åndedrag igennem munden sad det nu i en stribe fra hendes mundvige og ned over hendes hage.
Hvis bare hun ikke var gået udenfor lejligheden. Så ville hun ikke være stødt på Constantine. Hun ville ikke have blevet ’reddet’ af Zane. Og i stedet for at være hængt op i et mørkt stenbelagt rum i kælderen og brugt som boksepude, ville hun kunne sidde svøbt ind i sin dyne og se TV dagen lang.

Hendes skuldre begyndte at sitre i takt med at gråden endelig overtog. Den var stadig lav - nær lydløs - men tårerne, der stille og rolig tog afgang fra hendes øjne var ikke til at skjule. ”It… hurts…”

"Of course it hurts..." hvislede han, mens han lod fingrende løbe blidt hen over hendes ømme mave - kun for at provokere hende og trykke på nogle knapper.

Så lænede han sig frem så han kunne hviske i hendes øre, med en iskold, frydefuld stemme
"And my dear... we have only just begun."

Minutter blev til timer, og timer føltes som dage - og Zane blev ved og ved med at slå den stakkels djævletøs.
Hårde næver, flad hånd, forskellig styrke... men hvert eneste slag var rettet mod forskellige områder af hendes forslåede, sårbare mave, samt hendes sider.

Han gik udelukkende efter dette område, og resultatet var en ufattelig, brændende smerte - og højst sandsynligt smagen af blod i munden, da hendes mave simpelthen ikke kunne holde til torturen.

Han slog dog ikke kun - han sørgede for at kærtegne hende imellem de sadistiske bølger af slag.
Kærtegnene var uden følelse, andet end sadistisk, ondskabsfuld lyst, og dette gik ud over maven, brysterne, bagdelen og lårene - og på intet tidspunkt gik han videre derfra.
Zane regnede dog også med at kombinationen af tortur og psykisk terror i form af kærtegn, var nok... men det ville tiden jo vise!

Da der var gået hele tre timer, trådte sortelveren et skridt tilbage efter at have leveret et (muligvis sidste), hårdt slag dybt i hendes solar plexus.
Han havde et sadistisk, saligt smil på læberne, og betragtede hende med en ondskabsfuld fryd.

"Well... what say you now, little April? Have you had enough?"

Den unge djævel havde nær glemt alt om, hvem hun var. Om hvor hun var. Og hvad der i det hele taget skete. Hun vidste ikke, hvor længe der var gået, kun at hun aldrig troede, hun ville se en ende til det. Flere gange havde bevidstløsheden vundet og overtaget hendes krop. Men aldrig for længere end en håndfuld minutter, før hun atter var vågnet op til torturen. Slagene. Berøringerne! Hans smil. Og hans blikke. Hendes hoved snurrede som vanvittigt grundet den konstante smerte. Hun havde aldrig forestillet sig lignende, da hun mere eller mindre frivilligt havde gået ind for det. Havde hun vist, at hun ville fornemme en lille gnist i sig, der ønskede at få det til at stoppe, om det så betød at hun ville dø, havde hun aldrig ladet sig true.

Det eneste hun vidste med hundred procent sikkerhed, var at han havde været i gang i over en halv time. For det var ved at være rigtig længe siden, at hun havde haft muligheden for at hele sig selv bare lidt, før nye skader blev tildelt hende. Hun længdes sådan efter det. Og hun havde ikke kunne stjæle hans evner igen. Han holdte aldrig sin hånd imod hendes bare hud længe nok ad gangen. Og hun kunne aldrig få bøjet sine hænder nok til at gribe ud efter ham. Hun havde prøvet så mange gange, hvilket ikke havde gjort det bedste for hendes håndled. Ligeledes grundet de mange gange hun panisk havde forsøgt at vride sig fri, hvordan hun ikke længere kunne holde ud at stå op, var hendes håndled blevet flået til blods ad læderremmene.
En blanding af både blod og savl dryppede fra hendes hage. Ned på gulvet, hvor der lå en mindre pøl. Noget havde sivet ned ad hendes hals i stedet. Flere totter af hår havde flygtet fra fletningen og enten hang slatten eller klistrede sig fast til hendes svedige ansigt. Hver enkel vejrtrækning var tortur i sig selv. I starten havde hun gjort hvad hun kunne for ikke at hæve sin mave men kun sin brystkasse, men den viljestyrke var forsvundet. Hun havde ikke tal på, hvor mange tårer hun havde fældet. Nok til at hendes kinder sveg.

Det sidste slag ramte perfekt, men det var som om der ikke længere var meget liv i hende, for hun reagerede næsten ikke mere end en simpel boksepude ville. Hun hang der bare et stykke tid - fuldstændig uforstået over, hvordan hun stadig var ved bevidstheden og i stand til at bevæge sine sig til trods for smerten. Hun var ikke sikker på, hvor mange ribben der var blevet knust i processen. Det hele syntes bare at smelte sammen. Specielt når han lod hende ’slappe af’.

Overraskende nok fik hun samlet kræfter sammen til at nikke. Meget forsigtigt og langsomt. Og ikke særlig markant. Men det var et nik. Et svar. Hun havde haft nok længe nu. Han havde bare aldrig stoppet. ”Ple-…” Hun blev straks afbrudt af et slimet host, der farvede hendes tørre læber mere røde af blodet, hun hostede op fra halsen. ”Please… stop..” Hun lød ufattelig hæs og ru som nok var kommet efter de utallige smerteudråb og skrig, han havde fået ud af hende. ”I…. can’t…”

”You disappoint me now, April... not even one of the punches was enjoyed by you. Every single one of them was hell for you instead. You are a devil, you know...” sagde han og fnøs kort.
Han var lettere irriteret over ikke at have kunnet knække hende og fremprovokere den side af hende, som virkelig ville nyde at tage en modstanders evner, og slynge den lige i fjæset på staklen.

Han ønskede at hun blev sadistisk ad helvede til... men det så ud til, at det enten var umuligt, eller at det havde lange udsigter.

*Der er to ting mere, du kan prøve...* tænkte han for sig selv, mens han betragtede den forslåede stakkel foran sig.


Efter et minuts tid, rystede han kort på hovedet og trådte frem imod hende igen.
Han rakte ud med begge hænder, og rullede ganske blidt hendes trøje ned over maven igen.

”Easy now... it is over, April. No more punches in the stomach.” sagde han – nu med den blide stemme igen.
Han virkede nærmest som om han pludselig bekymrede sig om hende, og da han lagde den ene arm om hende og løftede hende lidt op så hun ikke hang så hårdt i håndleddene, var det på en nænsom måde – meget ulig den væremåde han havde vist under torturen.

”it's not your fault... someone has done a good job at hiding the darkness deep within you.” lød hans stemme, og mens han stadig holdt hende oppe med den ene arm, lagde han sin frie hånd på hendes ene kind.

”Take some of my power... heal your wounds.”

Det var blevet til en meget uvant fornemmelse for hende, da han pludselig vidste omsorg. Måden han holdt om hende og løftede hende, så hendes arme ikke blev belastet til det maximale, var hverken brutal eller sensuel. Det gjorde ikke mindre ondt af den grund, men det fik straks anspændte muskler til at blive afslappede uden videre begrundelse. Det var som om, at hun simpelthen var for udmattet til at fastholde paraderne. Hun brød sig stadig ikke om at have ham så tæt på sig. Dog gjorde hun ikke yderligere modstand. Ikke at hun ville kunne gøre det. Hun kunne knap nok mærke sine ben, hvilket hun mistænkte var på grund af at hans slag gentagende gange havde hamret hendes rygsøjle ind i muren bag sig.

Blikket der prægede hendes øjne, da hun så op på ham, var ikke længere glansfuldt og fyldt med alverdens forskellige følelser af frygt, skam og alt der imellem. I stedet var det blevet tåget. Hendes syn var sløret, så hun kunne ikke helt fokusere på ham. Alt i alt lignede hun en, der nok ikke ville kunne holde til meget mere. Hun forstod ham ikke. Var det virkelig den samme person? Den Zane, der var til stede nu, mindede så meget om den, der havde fået hende væk fra havnen.

Hun sank en stor klump sammen med en kraftig smag af blod. En smag hun hadede så meget, fordi den tændte noget inde i hende. Sikkert det samme som han forsøgte at få ud. Hun kæmpede for at få ordene ud og måtte åbne og lukke sine læber sammen et par gange, før blokeringen var væk igen. ”Won’t you just… hurt me again when I’m… no longer.. at risk from the wounds? At least…. let me rest.”

"While I find it very pleasing to hurt you like I just did, it yielded no results... so the only reason I have for doing this again, is my own pleasure. But that is not what I need, April... I need you to be what you are meant to be." sagde han.
Han forstod hendes bekymring, og han var da heller ikke sikker på at hendes perfekte mave fik lov at slippe helt senere... men lige nu, var det vigtigere at hun kom til hægterne igen.

"I will let you heal, and I will let you rest. I will even do this..." sagde han, hvorefter han rakte op og befriede hendes håndled fra den blodige læderrem.

Så tog han hendes ene hånd i sin, og kiggede insisterende på hende.
"Heal yourself, or you might die from the internal damage..."

Antydningen til et lille, nær kækt smil opstod ved hendes mundvier i dét splitsekund, hvor han spændte læderremme ud, og hun tungt faldt sammen som en slap kludedukke. Det forsvandt dog lige så hurtigt som det var kommet. Og der var ingen beviser på, at det hovedhoved havde været til stede. Som havde det blot været hjernen der havde spillet en et puds.
Det var tydeligvis noget af en befrielse, da hendes arme blev skånet for at holde belastningen af hele hendes krops vægt. Hun var sikker på, at hun hørte et sagligt knæk og samtidig kunne mærke sine skuldre falde på plads igen. Godt nok var hun yderst lykkelig over ikke at hænge længere, men de drastiske ændringer i hendes kropsholdning - fra udstrakt til fri mobilitet - sendte skarpe jag af smerte ud til hver af hjørne af hendes skader.

Langsomt rettede hun sine øjne hen mod hans hånd, der havde lukket sine fingre omkring hendes. Hun var stadig ikke meget for det. Hun kunne ikke ryste følelsen af, at han havde et underliggende motiv, af sig. Men han havde ret. Hun var i en forfærdelige tilstand. Hun krøllede blidt sine egne fingre om hans hånd for at få et bedre greb, inden hun tillod sig at aktivere den eneste evne, hun ejedes, som hun havde kontrol over.

Der gik heller ikke længe, før hun satte i gang. Hendes greb om hans hånd blev strammere, og hun blev nødsaget til at lukke sine øjne i, som det hele satte sig selv i stand igen. Det værste var ribbenene, hvor et sagte og kvalt skrig kunne høres fra hendes strube. En ynkelig lyd. Men så snart det var gjort, var det tydeligt at se, hvordan hendes muskler slappede langt mere af. De forslåede områder var stadig umådeligt ømme, og maven havde stadig den grimme enorme blodsamling, der havde malet den blege hud blå og grøn. Men smerten var blevet formindsket. Selv ved håndleddene, var de eneste tegn på skade, det resterende blod.
Det var der, hvor skyggerne begyndte at blive længere og mørkere, som de krøb tættere på dem. Hun drejede sit hoved og så tilbage på Zane. Stadig med det næsten ikoniske udmattede udtryk. ”You’re… just like everyone ..else.” Skyggerne nåede dem aldrig, før hun faldt hen. Dog virkede det som om at hendes sorte pupil opslugte hendes øjne, lige inden øjenlågene faldt i og efterlod hendes ansigt i fredelige folder, som hun endelig kunne hvile.

Han betragtede hende fascineret mens hun healede sig selv... med hans evne. En evne han havde brugt årtier på at mestre.
Hun var usædvanligt imponerende...

Han smilede køligt ved hendes ord, og lige før hun gik ud, sagde han:
"Oh no, April... I am not like evryone else. I am far, far worse."

-

Nogen tid senere, når Autumn vågnede op igen, ville hun befinde sig i sit tårnværelse, hvor hun var blevet hentet tidligere.
Værelset var blevet gjort rent, og nyt tøj var blevet fyldt i skabet - igen, alle mulige slags toppe, bukser, shorts, kjoler og nederdele.

Zane stod ved vinduet og kiggede ud på det underlige mørke, som på kort tid havde lagt sig over hele Terre - ja måske endda hele Di Morga.
"Are you awake, April?" lød hans stemme, og der var en vis uro at finde i den.

Det var en uvant følelse, den unge djævel vågnede op til. I stedet for hårde kolde sten, lå hendes krop på en blod madras, der formede sig korrekt efter hendes mindste bevægelser. Det var så behageligt, at det næsten gjorde ondt. Duften af nyt sengetøj var det der ramte hende efterfølgende. Det var noget helt andet, end hvad hendes næse havde været omgivet af, før hun havde ladet udmattelsen tage fuldstændig over. Det var en befrielse. Man skulle tro, at det hele blot havde været en ond drøm. Men desværre blev den teori hurtigt knust igen.

Forsigtigt slog hun sine øjne op og stirrede automatisk direkte op i loftet, mens hun stille og roligt kom tilbage til virkeligheden igen. Alle hende legemer føltes underligt tunge og hendes hoved snurrede stadig. Lige indtil, at hans stemme nåede hende. Det var som om, at hun ikke kunne reagere hurtigt nok. Øjnene blev spilet op og i al fart kom hun op at sidde i sengen, hvilket hun lige så hurtigt fortrød, da den ømme smerte kom tilbage omkring hendes maveparti. Hun krøllede sig straks sammen med armene foldet omkring maven, mens hun tydeligt bed tænderne sammen for ikke at jamre.

Det tog hende lidt tid, før hun kunne rette sig ud igen. Hun havde energien tilbage. Og hendes skader var helet. Lappet sammen uden tegn på at overhoved have været der. Lige udover det enorme blåmærke, han havde efterladt. Hun rettede blikket ned af sig selv og lagde mærke til, at hun ikke længere var iført det samme tøj. Og hun kunne ikke finde en eneste rest af blod. Man skulle tro, at det aldrig havde været der. Lettere panisk og med et skræmt udtryk løftede hun endelig hovedet og så hen imod Zane. Havde han fået hende vasket?
”How long has I been asleep?” spurgte hun usikkert. Det hele virkede… uvirkeligt.

Han kastede et hurtigt blik på hende da hun satte sig op i engen, og smilede kort da hun tog sig til maven.
Han havde været hård ved hende... så hård som han kunne, uden at slå hende ihjel.

Zane vendte hurtigt opmærksomheden mod mørket igen, og idet han gjorde det, begyndte lyset i værelset også langsomt at dø ud, som om det simpelthen blev opslugt af mørket.

Det var en process, som ville tage godt og vel en halv time, men den var allerede tydelig nu, for faklerne på væggene flakkede og flammerne blev langsomt mindre.

"You have slept for eleven hours... and right now, it is a great shame that I could not break you. Di Morga is in danger... look outside."

Egentlig ville hun ikke rejse sig fra sengen. Eller rettere så ville hun ikke nærme sig ham. Tværtimod. Hun ville langt hellere tage yderligere afstand til ham. Selvom han havde udvist blidhed og venlighed overfor hende, så kunne hun ikke få sig selv til at bryde sig om ham. Der var noget ufatteligt forkert over ham. Noget der ikke burde være at finde hos en anden person. Han havde bevist overfor hende, at han ikke var, som han ligefrem gav udtryk for det halve af tiden. Men tonen i hans stemme, kunne nu alligevel ikke få hende til at holde sig væk.

Hun svang dynen af og kæmpede i hærdigt med at svinge sine ben ud over sengekanten. Hun kunne ikke skjule, hvor meget hun anstrengte sig. Og hun kunne heller ikke skjule bekymringen, der hærgede over hende. Hun blev siddende et øjeblik og så bare på sine fødder og deres afstand til gulvet, som var hun bange for, om hun stadig kunne stå. Hun huskede stadig følelsen af at ikke kunne hold sig oprejst. Følelsen af absolut ingen styrke i sine ben.
Med tungen lige i munden skubbede hun sig alligevel det resterende stykke og fik sat de bare fødder mod gulvet, hvor hun straks følte støtten, som hun havde været i tvivl, om hun stadig havde. Hun kunne stadig stå. Måske med lidt usikkerhed, men med forsigtige skridt bevægede hun sig hen til vinduet ved siden af der, hvor han stod.

Først så hun ikke noget der var uden for det normale. Men så huskede hun hans ord. Eleven hours. Hvis det var sandt burde det så ikke være lysere? Nervøsiteten spredte sig skarpt i hendes øjne, som hun langsomt drejede blikket tilbage på ham. ”What’s this? What do you mean that Di Morga is in danger? Is this your doing!??!” Hun blev nød til at stå lænet op ad vindueskarmen.

"It is nine in the morning... and this darkness is like an unnaturally intense night. And no... it is not my doing. I have no real interest in the night." sagde han og vendte blikket mod hende.

Hun havde det tydeligvis skidt... hendes mave måtte være frygteligt øm efter torturen.
Lige nu fik det ham dog ikke til at smile, og han kiggede igen ud af vinduet, mens faklerne bag dem langsomt mistede deres kraft.

"This is the magic of the enemy I mentioned earlier. I don't know what he intends to do... but this darkness bodes ill for all of us."

Flere lys ude i natten var gået helt ud, og forvirringen i gaderne var nem at høre; folk snakkede og gik forvirrede rundt. Nogle var endda lettere paniske, mens en enkelt tosse begyndte at skrige "Enden er nær!".

Zane himlede med øjnene. Den slags fjolser var der altid et par stykker af, når der skete noget uforklarligt.

Autumn sippede sine læber sammen og rettede langsomt sit blik ud ad vinduet igen. Nervøsiteten sad stadig på ydersiden af hende, dog virkede hun til at være roligere end for blot få sekunder siden. Eller ’roligere’ var måske så meget sagt. Hun stod i hvert fald ikke og råbte ad ham igen. Meget muligt fordi hun var paf. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Eller hvad hun skulle sige. Hendes ansigt fortrak sig i tydelig bekymring. Endnu en følelse, der ikke burde være til stede hos en som hende.

Med hænderne lagt i vindueskarmen, sænkede hun sit hoved og skubbede skulderbladene mod hinanden, indtil de gav et velkendt knæk fra sig. Hun knugede blidt sine hænder og bed sig fortvivlet i underlæben, inden hun i en mere bestemt bevægelse og et tungt suk rettede sig op igen uden at provokere sine ømme muskler alt for meget.
Hun vendte sig om og stod i stedet med ryggen til vinduet og ligeledes verdenen udenfor. Hun stod et øjeblik lænet op ad karmen og overvejede sin situation, hvorefter hun satte af fra gulvet og hoppede let op at sidde i den. ”This proofs that it’s not only humans who are fools..” sagde hun med en sagte stemme, mens hun satte sig til rette og trak benene op til sig. Nok både for at føle sig tryg og for at gøre noget ved hendes nu lette påklædning. Armene svang sig om benene og pressede dem tættere ind til hendes brystkasse. Heldigvis gjorde det kun ondt, når hun bevægede sig. Så så snart hun havde krøllet sig sammen til den grad hun ønskede, blev hun ikke mødt af flere smertejag.

”Stulti…” mumlede hun endnu lavere. ”D’ta-… Zane, who started this so-called war? I’ve been meaning to ask for a while now. But there was never time, funny enough.”

Han kiggede lidt på hende, som hun betragtede den unaturlige nat udenfor.
Det så ud til at hun forstod alvoren i situationen... eller nærmere, den potentielle alvor.

Selv var han jo ikke klar over, hvad dette nøjagtigt betød.

Zane smilede skævt da hun hoppede op i vindueskarmen.
Hun var en ualmindeligt frisk pige... de fleste andre ville have været paniske, ville have skreget og grædt og forsøgt at slippe væk på den ene eller den anden måde... men 'April' tog bogstaveligt talt mavepinen til sig, og så ud til at få det bedste ud af sin situation.

"The war was started many, many years ago... and not even here in Di Morga, or even Europe. Nay, it all began in ancient China... and the ones who started it all, were dark elves. I am sure that doesn't come as a surprise to you." sagde han, mens han stadig så på hende - med et lettere mildt blik.

Det blik hun sendte Zane var ikke just uskyldsfuldt eller skræmt. I stedet havde hun fået samlet en hvis mængde vrede, som hun nu lod skinne klart igennem de blå øjne. Selv hendes blege ansigt havde fået få folder af den mulige frustration, der små simrede inde i hende. Hun kiggede ikke bare på ham men stirrede. Gennemborende, kunne man vel sige. Hun var ikke glad. Hun var ikke tilfreds. Ikke med hans svar. Og heller ikke med alt andet. I hendes øjne var han stadig ussel. Om hun så forholdte sig i ro eller skjulte sig i et hjørne af frygt eller kradsede på døren for at komme så langt væk fra ham som muligt.

”Let me try asking in another way.” sagde hun stift – afslørede hvordan hun kæmpede for at holde vreden fra at nå hendes stemme. ”Who provoked the war this time? I honestly don’t care if this has been going on long before I even was created.” Hun slog sit skarpe lidt væk fra ham igen og fokuserede I stedet ned på sine bare fødder, hvor hun krummede sine tær gentagende gange, som forsøgte hun at samle noget op eller få en bedre fornemmelse af karmens materiale.
”I’m not knowledgeable about dark elves. I chose to study human medicine instead of the world’s creatures. But if they are all like you – or as you’ve said – worse. Then no. It doesn’t surprise me.” Hun lænede sit hoved helt frem og støttede panden imod sine knæ for at skjule sit ansigt fra omverdenen.

”Will you actually let me go home? Like… ever?” Hun pressede sig yderligere sammen. ”Or do you still believe that I’m a monster in disuise?” Hun blev mindet om spøgelset derhjemme. Ventede han mon stadig på hende? Hun var næsten sikker på, at han ledte efter hende. Hun kunne forestille sig angsten, han måtte føle lige nu.

Naturligvis skulle hun vise sig trodsig - om ikke andet så med det blik hun sendte ham.
Han måtte erkende at pigen var modig...

Men en sådan attitude måtte kontrolleres:
"If you displeace me now... I will hurl you onto the bed, hold you down and give you a single punch in the stomach. I don't think there is anything worse for you right now."

Efter advarslen, som han skam mente meget alvorligt, begyndte han at forklare lidt om situationen.
Han undlod dog helt at sige sandheden, da den ville stille ham selv i et endnu værre lys end det, hun havde ham i i forvejen.

"The provocation comes from him this time... it is he, who wishes to lay waste to Di Morga and slaughter its people. It is he, who created this supernatural night. I am merely trying to stop him, and save the kingdom that was once mine to rule." sagde han, og vendte atter blikke ud mod den alt for mørke nat.

Troede han virkelig, at hun stadig ville føle sig truet af den slags trusler – eller ’advarsler’ – han smed efter hende? Havde han ikke været til stede, da han havde smadret hendes stakkels mave igen og igen indtil hun ikke længere kunne holde det ud længere? Hun ville ikke påstå, at hun var blevet vant til det. Og hun ville bestemt heller ikke stå og sige, at det ikke længere ville gøre ondt. For det ville det uden tvivl. Sikkert værre nu hvor hun havde haft tid til at sunde sig. Nu var det vel ikke meget andet end endnu et simpelt slag. Hun ville nok overleve det.
Men alligevel tog hun imod truslen uden at protestere. Der var ingen grund til at trykke på knapperne der blinkede rødt. Ikke for hende i hvert fald. Ikke hvad hun vidste af. Det betød dog ikke, at hun kunne holde sine meninger hundred procent for sig selv. Hans ord gjorde hende stadig vred. Frustreret. Hun forstod intet. Hverken Zane eller denne anden fjende, han snakkede om. Hun begyndte at mistænke ændringen i luften. Mørket.

”This is what’s wrong..” Hun pressede hårdt sine tørre læber sammen og knugede sig endnu mere sammen, inden hun slap grebet om sine ben og lod dem strække sig ud i længden af vindueskarmen. Det havde altid været hendes tryghedszone: Vindueskarmen. ”Di Morga…” Hun så først ud ad vinduet og så hen imod sortelveren, der stadig forholdte sig i hendes gemakker. ”…is not yours. Not to rule. And not to own. It’s not his either.”
Med hænderne mod sine bare lår begyndte hun at følge den store klump af ar på kryds og tværs af hinanden, der var blevet påført på det ene, med sine fingre. Et sted kunne hun vel prise sig lykkelig over, at de skader Zane havde givet hende ikke ville give ar. Så hun ville ikke kunne blive mindet om dem.

”You still haven’t answered me whether or not you’ll let me go home…”