Vi ses nok igen

"Asma" sagde han
"Hold nu op, vil du?" sagde han bedende
"Du gør ihvertfald ikke mig ked af det, jeg er bare glad for at kunne være sammen med dig, du er jo glad og drilsk" smilte han
"og det elsker jeg, du er en dejlig person som godt vil hjælpe andre" sådan så han hende ihvertfald.
"Hvorfor lige mig ved jeg ikke, men ville det ikke have været lige så slemt vis det havde været en anden? nu er det bare lige mig"

Asma lyttede ivrigt til hans ord. Var hun en dejlig person? Hun havde jo kun skabt problemer for Taisho, og alligevel kan han sige sådan noget til hende. Asma så ned så hendes hår skjulte hendes ansigt. ”Det er slemt når det er dig Taisho. Jeg har det ikke særlig godt med at såre en som jeg allerede holder af, en som jeg kun har kendt i få timer, men alligevel føltes det som om jeg har kendt dig gennem mit liv? Så nej, det er ikke kun dig.. du skal ikke se dig selv som de andre, for du er ikke de andre.. du er Ino no Taisho” hun så op da hun sagde hans fulde navn. Hendes varme smil var skæv men det nåede helt op til øjnene.
Og alligevel kunne hun i takke ham nok for alle de søde ord. På en måde fandtes der ikke ord til at beskrive Taishos venlighed imod hende!

"Hold nu op" smilte han og fjernede en hårtot fra hendes ansigt så han bedre kunne se hende
"Du har ikke givet mig problemer... og jeg er vel enlig også selv lidt skyld i det ikke? Jeg holder virkelig af dig og det er det eneste der virkelig betyder noget" han havde sådan en lyst til at kysse hende og fortælle hende at hun var noget særligt, men noget holdt ham tilbage, han ville ikke gøre hende ked af det igen...som hun åbentbart blev nå man viste hende kærlighed

Asma så på ham for at se ham om at ham mente det. Hun sukkede let og så ham dybt inde i hans øjne. Han så ikke for glad ud som før, men hvad kunne hun gøre nu? Han havde æklede sin kærlighed og hun sårede ham. flot Asmamix. ”Jeg tænkte på dine børn da du kyssede mig Taisho. Din kone og din familie. Du burde bruge den tid på at finde hende, i stedet for at sige at du holder af mig” hun lag begge sine hænder på hans kinder og så ham dybt inde i øjnene mens hendes hoved fulgte med. ”Forstår du”

Det forstod han godt, men skulle man være bundet af sin familie? Skulle det være et bånd der forhindrede friheden og ødelagde kærlighed, selv om familie stod i kærlighedens navn?
Hans søn ville nok blive lidt sur, men måske acceptere det, han var stærkere end ham, inuka havde han ikke set længe.
Izayoi...Hvor skulle han dog finde hende? Han havde ledt overalt allerede og hun havde ikke svaret ham.
Vis hun en dag ville dukke op var det kun for at han ville sige at han ikke syntes de passede så godt sammen mere....
Men han forstod godt Asmamix, men hvordan skulle han blive fri fra sit ægteskab nå izayoi ikke engang var der?

Asma lod som om hun var optaget af noget, men i virkeligheden prøvede hun at gætte sig frem til hvad Taisho tænkte. Hun må da have sagt noget passende og desuden ville hun godt møde hende Izayoi. Hvor mon hun var henne, og hvorofr skulle hun hele tiden forsvinde. Asma så på Taisho og smilede stille. "Jah, sådan er min skæben nu engang" sagde hun og sukkede stille.

"Vis jeg finder hende og snakker med hende, vil du så acceptere det? At jeg holder af dig?" spurgte han, han vidste ikke hvorfor, men han var lidt hård lige nu, det var faktisk ikke helt med vilje
"Men hvad vis jeg aldrig ser hende igen? Hvad vis hun bliver væk? Hvad skal jeg så gøre for at du vil acceptere det?" han lagde hoved lidt så skrå og så afventende på hende

Asmas lille smil faldt ned til jorden igen. Tænkte han stadig på hende, selvom hun prøvede at skubbe tankerene væk fra ham? "Det er ikke spørgsmålet om jeg acceptere det Tai. Jo, jeg kan godt lide dig, jeg holder af dig, men om jeg acceptere det.." Asma så væk, sådan at hun vente ryggen til ham. ".. kan kun være en drøm så? Jeg er slet ikke den type Tai" hun sukkede med hovedet skjult i sine hænder. "Tro mig, du er ikke den første jeg har såret, og du vil heller ikke blive den sidste"

"Hvorfor siger du det ikke bare lige ud?" spurgte han
"At du ikke vil være sammen med mig på den måde, men bare være min ven?" han ville holde om hende, gøre hende glad som da hun red på hans ryg, men igen holdt noget ham tilbage, han ville gerne have det her klaret, om hun ville have ham eller ej, eller om der var noget han skulle gøre for hun ville have ham.
Og bagefter kunne han gøre hende glad igen...Han smilte meget lidt, ja, gøre hende glad igen, han elskede nå hun var glad og ked af at han gjorde hende ked af det.
"Du såre mig ikke" sagde han

Asma så på ham. Som om vinden havde vendt hende. "Skal jeg sige det lige ud?" hun rystede på hovedet af sig selv. "Jeg er aldrig sammen med folk på den måde, jeg har venner og det er det jeg har brug for. Du kender svaret Tai, så hvorfor spørge? Jeg er en engel som såre folk og det passer. Og når du siger at jeg ikke såre dig.." hun så ned på sig selv og kneb øjnene sammen. Man kunne høre hende give et lille suk, også var tavsheden kommet.

Han nikkede, de skulle bare være venner.
Det kunne han sagtens forstå, det var vel enlig også hvad han havde regnet med i sidste ende, men han havde da prøvet.
Men hvad så nu? Han kunne ikke lide tavsheden, ikke denne slags tavshed.
Han havde ikke lyst til at se på Asma som en der sårede ham, for det syntes han ikke hun gjorde...Eller jo, lidt, men hvad så?
Han spekulerede på hvordan han skulle få den glade stemning fra før frem igen

Hun så lidt efter op. Op ikke på Taisho men himlen. Hvad skulle de nu finde på? Asma følte ikke speciel glad, men alligevel var hun taknemlig at Taisho ikke tog det så stort som en hvis anden. Asma smilede skævt ved tanken, men smilet forsvandt igen. "Jah" sagde hun bare og så endelig på Taisho igen. "Hvad skal vi så finde på" hun lod meget hæs, som om hun hvade grædt inden i. Og hvis man skulle sige det på den måde, græd hun faktisk, bare ikke synligt?

Han sukkede
"Jeg ved det ikke..." han så ud over landskabet igen, men det virkede ikke helt så flot som før.
Eller måske var det bare ham? Han følte han havde totalt dummet sig, ødelagt det hele, som altid.

Asma klappede i hænderne for at få den dårlige stemning væk. "Jamen så må vi da straks finde på noget" smilte Asma og hendes øjne strålede igen, men så alligevel ikke. "Har du nogensinde prøvet at flyve?" spurgte hun ham og så på himlen. "Sådan rigtig?"

//Smutter nu, men skal nok svare når jeg kommer på senere//

Han havde ikke rigtig lyst til noget, men vidste at det bare var fordi han var i dårligt humør.
Han levede dog lidt op da han så hun var ved at blive lidt glad igen.
Med et lille smil så han op på himlen
"Nææ" svarede han

//ok/

Asma tog hans hånd. Hun var ikke glad det var hun ikke, men sådan var engle. De skujlte deres nedtur og kvaler, derfor tror folk at engle er glade. Men det er jo en fordel.
"Jamen, så skal du da prøve det" sagde Asma og slap hans hånd. Hun gik lidt væk fra ham og kneb øjnene sammen. Med et voksede der noget bag Asmas ryg. To store og pjuskede vingere kom til syne. De var kridt hvide og fik Asma til at ligne mere engel end nogensinde.

Han gjorde store øjne, han havde kun set en engel en gang før, men der var vingerne der bare, ikke noget med at vokse ud af ryggen eller noget som helst.
Vis hun var smuk før, var hun guddommelig nu!

Asma smilte skævt da han gjord store øjne. "Hey, det her er ikke noget. Du skulle bare prøve at have dem. Ikke særligt rart" grinte hun stille. Hun tog hans hænder i sine og lukkede dem sammen. "Jeg vil vise dig noget" sagde hun og smilte"må jeg få æren at have dig med?" spurgte hun og så ham inde i øjnene.

Han grinte stille og følte sig allerede i bedre humør.
"selvfølgelig må du det" sagde han og gengældte hendes blik.
Han nød hendes hænder mod sine, så bløde og dejlige

Asma nikkede og grinte. "Super" sagde hun og bevægede sine vinger. Man kunne høre vindes tuden, og den dejlige brise kæretegne der kinder. Asma så på Tai mens de lettede fra jorden. Hun slap han ene hånd, men holdte fast i den anden. Hun lod sige ´ligge´ eller sådan som fugle nu gøre. "Der kommer fart på omlidt, så slip ikke min hånd" smilede hun.

Han holdt godt fast i hånden mens de kom op i luften.
Han så ned og bemærkede hvordan han pludselig hang i luften, måske havde han det bedst på jorden?
Han så op på Asmamix, på vingerne.
Det var lidt fantastisk.

Asma grinte og mærkede hvor godt han holdte fast. "Vi skal bare lidt længere oppe, og så kan du se det" sagde Asma og vinden susede forbi eller retter sagt dem imøde. Og som rigtig svar stoppede vinden med ét og de stod nærmest stille op i luften. Dog bevægede hendes vinger sig og nu kunne de betragte landskabet oppe fra. Skoven som så smuk ud nede fra, så meget anderleds oppe fra. Træerne så større ud, og man kunne se den lange kløft eller hvad det nu var. "Nå" sagde hun og så på Taisho, som hun stadig holdte ved.

Han kunne næsten ikke tro sine øjne.
Skoven var helt anderledes her oppe fra, skrænten, byen...Det hele var underligt at se på.
"Det er jo...Underligt" han ville ikke kalde det direkte flot, men det var det vel på sin egen måde?

"Ja!" sagde hun og nikkede. "Underligt er det rigtig ord" hun smilte skævt til Taisho og tog hans anden hånd. "Så går turen ned" sagde hun og de begyndte underligt nok at drejde rundt. Ikke for hurtigt, men sådan langsom og det bevægede sig også ned. Asma så lidt på Taisho og smillede stille. Vinden tud bag dem og det føltes underligt.

Hans lange hvide hår fløj omkring ham og nogen gange slog det så hårdt som en lille pisk, men han var ligeglad med det.
Hans tøj blafrede også.
Han var på en måde glad for at komme ned igen, han havde fundet ud af at han havde det bedst ved jorden.
Ikke fordi det ikke havde været godt, han havde det bare bedst på jorden.