Vi ses nok igen

Asma lo stille. ”Det er nu ret hyggeligt at snakke om det. Jeg elsker sådan nogle emner, for så har man da noget at sige” sagde hun og kløede sig på nakken, mens hun begyndte med sin lille latter. ”Jeg er vild med det ser du, for alle her deres meninger omkring det område” Asma puffede stille til ham, mens hun så afventende på ham.

//Ja okai, fed nok//

Han satte sig op og så på hende med et bestemt blik.
"Asma, jeg vil virkelig ikke snakke om det" sagde han
"Virkelig ikke....Jeg er lidt træt af det, nogen kalder mig jøde fordi jeg tror der er noget, men tror ikke på Jesus, jeg har en dårligt syn på muslimer og er træt af snak om kristendom" sagde han træt og så væk mod et ubestemt mål.

Asma åbnede sin mund, men stoppede så op. Hun kunne vel på en måde forstå hans træthed over emnet, så hun lod sig trække bagover af den hårde vind. ”Det er vel så i orden, selvom jeg har meget at indskyde” sagde hun bare og så drillende væk. Hun rystede på hovedet og grinede stille. ”Men hvordan går det ellers? Hvad bruger du din tid på, når du ikke er sammen med nogen?”

"Oaky, du kan skyde løs, kom af med alt det du har at sige om det emne og lad os få det overstået" sagde han
"Og til dit emne skift: ikke en pind" han smilte lidt
"Måske læser jeg en bog eller studere noget der interessere mig, følger lidt med i tingene" han trak på skuldrene

Asma så på ham med store øjne. Hun måtte godt tale om det emne. Hurra. Hun satte sig bedre til rette så hendes blik var rettet imod ham. Fuldkommende og fast. Hans sidste bemærkning fik hende til at smile, men rystede så på hovedet. ”Okay. Hvad har du imod kristendommen?” spurgte hun fast og godt. Egentlig havde hun ikke så meget at spørge, men hun kunne komme i tanke om flere ting hen af vejen.

Han sukkede
"Jeg sagde du kunne skyde løs..." sagde han og følte sig pludselig rastløs.
"Men okay, jeg kommer for det første fra en familie der mener at gud er noget opfundet pis" sagde han
"Det præger alle børn...selv om jeg er kommet til der altså findes noget....Derudover hader jeg alle de små historier i bibelen, jeg hader at skulle tro på en tilfældig dreng engang for flere hundrede år siden var guds søn, det er totalt absurd, jeg har svært ved at tro på gud kunne skabe jorden bare fordi han tænkte det, eller sagde det eller hvad han nu gjorde, jeg nægter at tænke på han bestemmer over os, at han kan oversvømme os alle vis han lyster..." imens han snakkede steg hans stemme mere og blev mere og mere...vred? nej nok ikke, men den steg i hvertfald og hans fagter nå han snakkede blev vildere og mere bestemte og ukontrolerede.
Nu var de begyndt.

Asma nikkede bare med, mens han talte. Om det var hende eller ikke, så føltes stemning total anderledes. Hendes øjne lignede nogle store bowlingkugler mens hendes hjerte hamrede for fulgt tryk. ”Jeg giver ret til noget af det” sagde hun så da hun var færdig. ”Men hvad med muslimer? Hvordan har du med dem? De er jo generelt anderledes?” Asma havde allerede overtrådt alle sine kranser, men når hun begyndte på sådan noget, var hun umulig at stoppe.

"uha, muslimer" smilte han
"Der er nok også blandet lidt racisme ind i det, men kan ikke lide dem" sagde han og var lige nu lidt roligere
"Dræb de vantro...Hvor meget ved du om koranen? Der står at de skal være gode mod alle MEN at vantro der ikke overholder vise ting i koranen skal straffes, hvordan hænger det sammen? Bomber os som om vi ikke havde lige sp meget lov til at bo her, være her og så skal vi være søde ved dem? Sige jatak til de kunne komme her og bo, mens de terroriserer vores hverdag? NEJ tak! ud med dem igen! Jeg ved selvfølgelig godt nogen af dem kan være gode nok og der er jo forskellige grene af muslimer, men..." han rystede p hoved
"Kan ikke lide dem"

Asma nikkede stille, mens hendes blik kørte rundt om ham. Så havde hun egentlig ikke set på det, men som han sagde, var det ikke alle muslimer der var det samme. Når ja, man siger muslim og man komme i tanke om selvmordsbombe og jeg ved ikke hvad. Asma klappede stille sine hænder. ”Jamen der er jo masser af ligheder imellem kristne og muslimer ikke?” hun så kort væk, men rettede så blikket tilbage til sit faste punkt.

Han trak på skuldrene
"Har ikke studeret koranen, men der er vel visse ligheder mellem alle....Du spørger mig som om jeg er en eller anden...ting der kan svare på alt muligt" han smilte lidt og ønskede bare at emnet snart var uddebatteret.

Asma sagde ikke noget. Hun stirrede bare på Tai. Hvorfor følte hun en lille vrede over det han sagde? Emnet havde åbenbart ikke været det bedste. Asma nikkede bare, som om hun besvarede hans sidste spørgsmål, uden et svar. Hun rejste sig stille op, mens hun vente ryggen til ham, så hendes lange røde hår ses. ”Jeg forstår dig Tai. Lad os glemme den her emne” hun snøftede på en måde. Hun vendte sig smilende imod ham. ”Når men, jeg havde ellers regnet med at du var et geni”

Han kunne mærke på hende at noget han havde sagt ikke passede hende...hvad kunne det være?
Han så lidt på hende
"Hvad sagde jeg nu galt?" sukkede han blidt

Asma rystede på hovedet, så hendes røde hår fulgte med. Hun smilte og bøjede sig ned til. Hun gik helt frem og kyssede ham på panden. Et ret ømt kys. ”Nej Tai” sagde hun og lod sin pande ramme hans. Hun sad sådan i et godt stykke tid. Hun så inde i hans øjne, mens hendes læber var i et tynd streg.

Hun var ikke nem at forstå, især ikke nå nogle af hendes tegn siger det ene og andre noget andet, han vidste ikke i hvilket humør hun var i, hvad hun måske tænkte eller noget.... Og på en måde gjorde den uvidenhed ham lidt nervøs...for han vidste ikke hvornår han kunne risikere at træde hende over tæerne.
Han trak vejret dybt, men det gik jo nok, de var venner.

Asma lukkede kort sine øjne, mens hun løsrev sin pande fra hans. Hun rejste sig atter op, og åbnede så derefter sine øjne. Hun så på himlen, mens hun langsom bed sig på underlæben. ”Jeg er ret underlig” sagde hun kort tid efter, og satte sig ned. ”Jeg gøre mig selv forvirret, og derefter andre” hun så på Tai. ”Du må undskylde jeg er sådan Tai. Men jeg måtte jo bare spørge dig om.. du ved hvad”

"Om hvad jeg mener angående religion?" forslog han, da det jo var det de havde snakket om.
"Tror ikke nogen af os kan tåle at snakke om det...i hvert fald ikke sammen"

Asma baskede nærmest med sine hænder og rystede på sitr hoved. ”Glem det” grinte hun og så på ham. ”Bare glem det her lille emne. Det virker alligevel lagt ude i skoven, og nej, ingen af os har godt af det her” hun lag en hånd bag nakken, mens hun rakte tunge. Sådan gjord hun når hun blev flov.

Han så lidt på hende som om han ville finde ud af noget, men sukkede så
"Fine" svarede han med et lille smil

Asma nikkede smilende tilbage, mens hun fjernede et tot hår fra sit ansigt. En lille lyd hørtes fra hende, mens hun lag hovedet på skrå og så på Tai. ”Jamen så er vi enige” sagde hun stille, mens hun legede stille med sine fingre. Asma bed sig på underlæben og så igen op på Tai. ”Kender du mig egentlig?” spurgte hun.

Han så på hende, undrende.
"Jeg ved ikke hvad du mener" svarede han og så lidt på hende
"Det kommer an på hvordan du mener.... Vores første møde er her i dag, men jeg har det som om jeg har kendt dig før det, i længere tid" sagde han

Hun så kort tid på ham og nikkede så. ”Jamen det jo det” sagde hun stille og hentydede til hans sidste bemærkning. Hun skød hurtigt blikket borte, mens strømmen af stilhed ramte hende. Hun så på Tai igen, mens hun endnu engang nikkede. ”Altså, jeg mener nu om du kender mig? Altså, ved du noget om mig?” hun lod sit røde hår skjule noget af hendes ansigt. ”Nu da jeg kender en del til din familie og generelt noget af dit liv..” hun kløede sig kort på nakken. ”Det jeg har tvunget ud af dig..” hun mumlede det sidste, mens hun så afventende på ham.

Han så lidt på hende og rystede så på hoved.
"Det tror jeg ikke, jeg kender ikke særlig meget til dig, din person, din fortid eller din familie, jeg ved kun lige hvem nogle af dine venner er" sagde han
Det var ikke noget han rigtig havde tænkt over, havde faktisk bare accepteret det...men nu var han blevet lidt nysgerrig.

Asma smilede akavet. Hun nikkede, mens hun lod sine hænder folde sig om hinanden. Hun løftede dog sine øjenbryn da hans sidste bemærkning kom frem til lyset. Han kendte hende ikke så godt, men til gengæld kendte han nogen af hendes venner? Hvordan kunne han overhoved vide at hun havde nogen venner? ”Ville du ikke lige fortælle mig, hvad du mener med at du kender nogen af mine venner, når du ikke kende mg så godt endnu? Jeg mindes aldeles ikke at have talt om mine venner?” Ja, Asmas nysgerrighed var allerede vagt. Hun så afventende på ham, da hun egentlig ville fortælle ham om hendes egen fortid, selvom hun nu ikke plejede at være sådan en snakkende person, altså en der snakkede om sig selv.. som om der var noget at prale af..

Han så lidt på hende
"Måske var det forkert sagt, men kender i hvert fald en af dem du snakker godt med" smilte han
"Men jeg kan se der er noget andet du vil fortælle mig?" sagde han spørgende og lagde sig til rette mens han kiggede på hende.

Asma så på Tai. Hun sagde ikke noget i det første par minutter som langsom trillede af sted. En person? Hvem i alverden kunne det dog være? Asma lag hovedet let på skrå efter kort tid, mens hun stadig så fuldopmærksomst på Tai. Hun rystede hurtigt på hendes hoved efter han sidste bemærkning. ”Nej, jeg fortæller videre når du fortæller mig hvem denne person er” hun så halv nysgerrigt på ham og halvt fraværende. Hun søgte åbenbart svar selv. Svar i sit indre ´jeg´.