Vi ses nok igen

Han nikkede, selv kendte han det ikke, eller jo, nu gjorde han.
Han lukkede øjnene og slappede af.

Asma grinte stille mens hun så på Tai´s lukkede øjne. Egentlig måtte han være træt, eller i det mindste skulle han hvile sig. Han havde jo løbet med hende flere gange, og endda løbet fra hende. Asma grinte igen over tanken. Det havde faktisk været en perfekt dag, både med nedtur og optur. Ja, alt havde jo sin grænse.

Han mumlede et eller andet, hvilket var et tegn på han næsten allerede næsten sov.
Han trak vejret dybere og langsommere, kun afbrudt af vis han bevægede sig en gang i mellem.

Asma lænede sig tilbage, mens hun støtte sig på sine hænder. Hun så på himlen, mens hun smilte stille. Hun hørte efter Tai´s vejr trækning, mens hun nærmest blev rolig i det. Himlen havde altid været så smuk om aften, det var meget.. godt. Tænk hvis der ikke fandtes en himmel? Så ville alt være gråt, og man kunne ikke nyde noget af det. Asma så lidt på Tai igen, mens hun lo stille. Han så, så rolig ud, hvad foregik der egentlig oppe i hans hoved? Hvis hun kunne læse tanker, så var der intet problem i det. Men desuden, ville det være ondt, og meget irriterende at høre på folks tanker. Asma træk på skulderne, mens hun langsom aede Tai´s pande.

Der gik en hurtigt sitren igennem ham da hun lagde sin hånd mod hans pande, men da hun aede den faldt han til ro igen og sov videre.
Han havde altid været opmærksom, især nå han sov, man kunne vel enlig kalde det en slags arbejds-skade

Asma gabte stille, ikke fordi hun var træt, men bare en lille ting hun åbenbart var blevet vant til. Sådan var det når hun så folk ligge og sove, hun skulle selvfølgelig rør ved dem, og man vidste på en måde aldrig hvad hun kunne finde på. Asma strakte sig, mens hun rejste sig op. Hun så lidt på Tai, og smilte mildt. Derefter slog hun sine vinger ud, mens en dejlig brise ruskede i Tai´s hår. Asma så imod et træ, og begyndte at flyve stille imod det. hun kunne tydeligvis se Taisho herfra, men spørgsmålet var, om han kunne se hende. Asma smilte stille for sig selv, mens hun satte sig til rette i træet. Det var et æbletræ, og der hang få æbler. Asma tog selvfølgelig et, som var rød. Hun betragtede det, men puttede den dog ikke i munden. ”Rød” mumlede hun stille, mens hendes blik af og til gled imod Taisho.

Han vågnede halvt af en frisk vind i ansigtet og så asma flyve af sted.
Han tvang sig vågen igen og åbnede øjnene og så hun landede i et træ, hvor efter hun næsten var væk.
Han lagde sig til rette igen og så lidt mod træet, helt afslappet.

Asma så smilende imod Tai, selvom han sikkert ikke helt så hende. Hendes hvide vinger stak helt ud i vejret og man kunne se hvor store og uskyldige de var. Asma smilte træt, mens hun lod sin ene albue hvile på det ene knæ. Hun snusede til den dejlige brise, som nåede hende, som om hun fløj. Asma grinte stile, mens hun åbnede sine øjne. Hun rakte sin hånd imod Tai, og lod det så lukke sammen ude i det blå.

Han så lidt på vingerne, som om hun var en engel der fløj over ham og passede på ham.
Han smilte lidt af tanken, nok ikke.
Han lukkede sine øjne igen og slappede af, selv om han ikke helt faldt i søvn.

Asma lo stille, da der jo ikke skete noget. Hun lod sig falde stille til jorden, mens hun støtte sig op af træet. Langsom lod hun sig glide af stammen, mens et lille smil formede sig på hendes bløde og ret så fyldige læber. Asma så på sin ene hånd, forlede den ud, som om hun havde noget i hånden. Og sandt var det. En lille blad sad mellem hendes fingre, og den var underligt nok rød/gul på denne tid. Asma tog den stille op, mens hun pustede den stille af sted. Hende selv fløj stille tilbage til Tai, mens hendes røde år hastigt fulgte med. Hun satte sig ned, med en lydløs lyd og begyndte stille at betragte Tai´s hår.

"Jeg må være kedelig" smilte han og åbnede svagt øjnene for at se på hende.
Han havde mærket en svag vind hun havde landet ved ham, selv om hun havde været ret lydløs.

Asma så på Tai og rystede på hovedet. ”Hvorfor i al verden kommer du i tanke om det!?” hun prikkede ham stille på maven, mens hun fortsat rystede på hovedet. ”Nu da du siger det, så er der stille, men du keder mig sgu da ikke” hun fnøs et par gange, mens hendes hoved rystede vildt.

"Rolig nu!" grinte han overgivende og viste hende sine tomme hænder.
"Rolig, det var absolut ikke ment på noget stødende måde" han så lidt på hende, overrasket over han endnu ikke havde fundet ud af hvad der kunne gøre hendes bestemt på den måde...fr direkte vred var hun jo ikke...

Asma lo og træk vejret dybt ind til lungerne. Ja rolig var lige ordet. Hun begyndte stille at grine, og til sidst lå hun ned, med sine arme på maven. Hendes røde hår dækkede hendes ansigt, så det var umuligt at se hende. ”Åh gud” grinte hun, mens hun langsom blev forvirret. Det var bare så typisk Asma.

Han grinte med hende og satte sig op og så på hendes mens hun grinede.
"Rolig...igen" smilte han og lagde en hånd på hendes skulder og på den måde næsten fik hende til at ligge et sted på jorden
"En dyb vejrtrækning"

Asma´s ansigt havde tydeligvis fået en lilla farve i det. Hun kunne egentlig ikke huske hvornår hun sidst havde moret sig godt. Er på det sidste havde hun været seriøst omkring hendes emner med folk, men Tai frembragte åbenbart barneglæden inde i hende uden at hun selv anede det. Asma lag sine hænder over hovedet, mens hun gjord som han sagde. ”Jeg trækker vejret, men griner inden i” hun lo stille, et meget lille latter.

"Men du trækker vejret" smilte han
"Det er det jeg ville have" han fjernede hånden fra hende igen og kastede drillende nogle græsstrå i hoved på hende.

Asma lo mens hun rynkede sin næse over at han kastede lidt græsstrå på hende. Hun rakte tunge, mens hun nikkede anerkendende. ”Ja, men snart ville jeg ikke” sagde hun stille, men smilte dog stadig. Hun så op på ham, og kastede noget græsstrå tilbage. ”Måske dør jeg snart min ven, hvem ved?” hun så kort på himlen og grinede stille. ”Gud ved det” tilføjede hun sikkert.

"Du dør ikke" sagde han lidt for alvorligt
"Og jeg tror ikke på gud" sagde han ligeud og klaskede græsset væk med et lille smil.

Asma så på ham, mens hun nikkede stille. Alle kunne sige det, men helt ærlig, troede de selv på det? Asma træk kort på skulderne, mens en lille brise underligt nok ramte hendes hjerte. ”Nah, det er så din bemærkning om det. Men hvem tror du så har skabt det hele?” Asma så lidt ned på sine fingere og satte sig bedre til rette.

"I hvert fald ikke en eller anden mand oppe i himlen" svarede han og tænkte over hvad han enlig troede, faktisk havde han sjældent rigtig skænket religion en tanke, han havde altid holdt sig neutral.

Asma nikkede og så på ham. ”Man ved jo ikke at det er en mand vel? Alle beskriver gud som ´Ham´, men ingen har set gud. Eller det har der vel, men de er ikke kommet tilbage for at fortælle hvordan Han ser ud” Asma smilede stille. ”Jeg tror jeg er den eneste engel der ikke har set gud endnu”

"Okay, tror du på gud? det lyder som om du gør...for at være ærlig: ja, jeg tror der noget der op...jeg kan mærke det nå jeg beder om hjælp..." han så hurtigt væk, det var et hans svage tegn han aldrig havde fortalt før...men nå alt er surt beder han om hjælp og det virker altid...
"Men det med biblen, koranen eller hvad de alle hedder..." han rystede på hoved
"Det stinker"

Asma smilede stille. Det måtte sgu da være tydeligt at hun troede på gud, sådan var det altså. ”Altså ja jeg tror på gud. Men det med biblen eller koranen er helt anderledes syntes jeg. Det minder mig mange underlige ting. Men en ting er begge bøger sikker på. der findes en gud, og sådan er det. Syntes du ikke det er underligt? I det hele taget er muslimer og kristne forskellige, både med regionen og værdmåde, men en ting er de begge sikker på..” Asma så op på himlen. ”At gud findes, sådan er alle”

Han rystede på hoved
"Skal vi ikke snakke om noget andet? Ellers må jeg advare dig: hver gang emnet religion kommer op får en stor trang til at diskutere" han smilte lidt

//en ting som faktisk har grobund i Irl....gået p åen kaotisk skole hvor man lige som gjorde små oprør mod lærerne og at diskutere var en af dem...så har det hængt lidt ved, værst med religion, ved ikke hvorfor//